Ikonoklastiske refleksioner En diskussion af den sene Wittgensteins ...

ihr Licht, d.i. ihren Zweck, von den philosophischen Problemen.” (§109,PU). Den
filosofiske beskrivelse bør altid være udformet i forhold til det specifikke
begrebslige spørgsmål eller problem, den har til formål at fjerne. Filosoffen er
derfor på ingen måde interesseret i sproget for ’sprogets egen skyld’. 61 For at
vende tilbage til de afsluttende bemærkninger i afsnit 2.1, kan vi nu tilføje, at selv
om filosofien har fået en målestok som muliggør, at vi kan lave korrekte og
ukorrekte beskrivelser af vores sprogbrug, så er succeskriteriet i filosofien ikke, at
vi har lavet en korrekt beskrivelse af en del af vores sprog. Succeskriteriet er, at vi
har fjernet et problem eller givet et svar! Vi har klargjort en del af grammatikken,
når det begrebslige problem forsvinder. Eftersom filosoffen giver en beskrivelse af
noget, vi allerede har en implicit viden om, så er der kun behov for at minde os
om denne, når vi ikke kan finde rundt i vores begrebsverden. Det er en
kendsgerning, at mennesket undres, stiller spørgsmålstegn, ønsker at forstå sin
begrebsverden – og i forsøget herpå farer vild. Filosoffen kan derfor forsvare, at
der er behov for en, der kan føre folk tilbage fra deres metafysiske forvirringer til
deres daglige liv, og i den proces giver dem et bedre overblik over den by, de lever
og dør i.
Wittgenstein hævder desuden, at ”Wir vollen in unserm Wissen vom Gebrauch der
Sprache eine Ordnung herstellen: eine Ordnung zu einem bestimmten Zweck; eine
von vielen möglichen Ordnungen; nicht die Ordnung.” (§132,PU). Men hvorfor
skal filosoffen ikke stræbe efter at lave ’die Ordnung’ i sproget? 62 Det er måske
noget lignende Strawson har i tankerne, da han i sin anmeldelse af PU skriver, at
Wittgensteins filosofiopfattelse er for restriktiv på følgende måder:
”…the idea that the sole purpose of the distinctions we draw attention to, the descriptions
we give of the different ways in which words function, is to dispel particular metaphysical
confusions; and, associated with this, an extreme aversion from a systematic exhibition of
the logic of particular regions of language. Now, even if we begin with a therapeutic
purpose, our interest might not exhaust itself when that purpose is achieved, and there can
be an investigation of the logic of sets of concepts, which starts with no purpose other than
that of unravelling and ordering complexities for the sake of doing so. The desire to
61 Fann i Wittgenstein’s conception of Philosophy.
62 I Wittgesntein’s City hævder Ackermann, som en kritik af Wittgenstein, at det ville være et
passende job for filosofien. Hacker deler dette synspunkt i Insight and Illusion.
38