Ikonoklastiske refleksioner En diskussion af den sene Wittgensteins ...

Ideen om en overskuelig fremstilling, dvs. et overblik over vores grammatik, anses
ofte som det positive aspekt ved Wittgensteins overvejende ’negative’ opfattelse af
filosofi som opløsningen af sproglige misforståelser. Et af de redskaber,
Wittgenstein bruger for at lave en overskuelig fremstilling, er et ’sprogspil’. Et
sprogspil kan bl.a. være et primitivt sprog, som det, de to berømte husbyggere i § 2
i PU, besidder. Wittgenstein skabte deres sprog, så det umiddelbart passer med
Augustins billede af sproget (§1,PU, a. 1.2). Hvert ord i deres sprog står for en
ting, der bruges i forbindelse med byggeriet: ’Hammer’ står for en hammer og
’Plade’ står for en plade etc. Den ene arbejder råber et ord, og den anden henter
den ting, ordet står for. Sproget hjælper dem i deres arbejdsproces. Det at studere
vores sprogbrug i små, primitive sprogspil har den fordel, at ”- Es zerstreut den
Nebel, wenn wir die Erscheinungen der Sprache an primitiven Arten ihrer
Verwendung studieren, in denen man den Zweck und das Funktionieren der
Wörter klar übersehen kann.” (§5,PU). Således er det forholdsvis nemt at se, at
selv for husbyggernes enkle sprog giver det ikke mening at hævde, at et ords
betydning er den fysiske genstand, det står for (a.1.2), fordi allerede i dette tilfælde
er sprogbrugen andet og mere end blot at benævne objekter – pladen skal hentes,
sømmene bringes herhen etc. At sige, at pladen skal hentes, er at udføre en anden
talehandling end blot at benævne et objekt. Arbejderne kan med samme ord mene
og gøre forskellige ting ved at ytre det under forskellige omstændigheder og på
forskellige måder, dvs. ved at give ordet forskellige roller i sprogspillet. De kan
bruge ordet ’mursten’ som en ordre, en advarsel, en joke etc. Sprogspillet i § 2
kan således gøre det klart for os, at commonsenseudgaven af navnemærkatteorien
langt fra er adækvat som en teori, der skal forklare det fænomen, vi kalder sprog i
vores hverdag. Gennem beskrivelsen af dette sprogspil kan Wittgenstein derfor
begynde at udvide overblikket hos den filosof, der som Augustin mener, at det er
gennem billedet for ’navnemærkat og fysisk objekt’ vi bør forstå hele vores sprogs
funktion. Hvis filosoffen sørger for at holde sig det for øje, at sproget kun er
meningsfuldt i og gennem et sprogspil, så mener Wittgenstein, at man vil være
mindre tilbøjelig til at lave fejl som Augustins forhastede generalisation over
sprogets funktion.
33