Ikonoklastiske refleksioner En diskussion af den sene Wittgensteins ...

Gebrauch unserer Wörter nicht übersehen. – Unserer Grammatik fehlt es an
Übersichtlichkeit.” (§122,PU).
Lad os kort vende tilbage til de fænomenologiske betragtninger og Augustin i
afsnit 1.1. Husk, at Augustin bemærkede, at fortid og fremtid ikke eksisterer nu, og
at nuet ingen udstrækning har. Denne beskrivelse af tiden, disse grammatiske
betragtninger (§ 90,PU), er ikke på nogen måde forkerte. Det er ganske rigtigt,
hvad vi siger om tiden. Men de forvirrer Augustin: ’Hvordan kan jeg måle noget,
som enten ikke er mere eller ingen udstrækning har? Tiden er en underlig ting.’.
Men tiden er netop ikke nogen ting. Augustin misforstår meningen med de
talemåder, vi har om tid. Derved kommer han til at tænke om tiden og det at måle
den på en forkert måde, nemlig som om tiden var et stuebord. Et stuebord uden
udstrækning er i sandhed et besynderligt bord og meget svært at måle! Men dette
billede udgør en misforståelse, og det forhindrer ham i at være tilfreds med de
grammatiske bemærkninger om tiden, han begyndte med. Billedet forhindrer ham
således i at være i stand til at se efter, hvordan vi forstår og bruger begrebet tid.
Misforståelsen får ham i stedet til at konstruere en løsning på sit problem, hvori
ordet får en helt ny betydning, som derfor ikke kaster lys på det, filosoffen startede
med at ville forstå.
”Einer könnte sagen ’Ein Satz, das ist das Alltäglichste von der Welt’, und der Andre:
’Ein Satz – das ist etwas sehr Merkwürdiges!’ - Und dieser kann nicht: einfach
nachschauen, wie Sätze funktionieren. Weil die Formen unserer Ausdrucksweise, die
Sätze und das Denken betreffend, ihm im Wege stehen.” (§93,PU).
Wittgenstein hævder altså, at den, som først bevæger sig ind i den tåge, der kan
opstå, når man forsøger at besvare et filosofisk spørgsmål, ikke længere er i stand
til at se efter, hvordan vore begreber fungerer til daglig, fordi vore udtryksformer
står i vejen, og får vedkommende til at søge efter den forkerte form for svar.
Filosoffen kan ikke længere se, at det, han søger, ikke ligger skjult, men at det hele
foregår med almindelige midler. ”- Denn, dass es mit gewöhnlichen Dingen
zugeht, das zu sehen, verhindern uns auf mannigfache Weise unsere
Ausdrucksformen, indem sie uns auf die Jagd nach Chimären schicken.” (§94,PU).
27