Ikonoklastiske refleksioner En diskussion af den sene Wittgensteins ...

kabale alene’ (§248,PU) og ’Blå er en farve’. Som det fremgår, er de trivielle og
ganske uinteressante i denne kontekst. Jeg vender tilbage til ideen om at ville
eksplicitere reglerne for brugen af vore ord i afsnit 3.3.
Wittgensteins deskriptive metode forudsætter, at vi allerede implicit ved dét,
filosoffen fortæller os. 37 Det forklarer også et aspekt ved hans skrivestil og måde at
bedrive filosofi på, som har vakt generel utilfredshed blandt hans læsere, nemlig at
skrivestilen er meget lidt systematisk, uddybende og argumenterende, når det
kommer til de positive bemærkninger om hvad fx ’forståelse’, ’smerte’, ’farve’
eller ’mening’ er. 38 Hos Wittgenstein kommer en egentlig argumentation primært
ind, når han forsøger at afvise mulige misforståelser af det begreb, han aktuelt
undersøger. Mange har hævdet, at Wittgenstein burde argumentere mere for sine
bemærkninger (implicitte teorier, hvad de ofte fejlagtigt opfattes som 39 ). Men hvis
han blot vil minde os om noget, vi allerede ved, behøver han ikke komme med
lange udredninger og beviser. 40 Ofte kan en enkelt klar og veldrejet analogi tjene
bedre til at erindre læseren om sin implicitte viden om sproget end en lang, rigid
argumentationskæde.
Men på dette sted i Wittgensteins tænkning er det igen, som om der er noget, der
ikke stemmer. Hans redegørelse har ringe plausibilitet i lyset af filosofiens historie
og sværhedsgrad! Hvis vi allerede ved det hele i forvejen, hvorfor er det så uhyre
svært at svare på et filosofisk spørgsmål og generelt umuligt at løse de filosofiske
problemer? Det, Wittgenstein siger, hænger ikke sammen med den aktuelle
filosofiske praksis. 41 Dette er udpræget uheldigt for en filosof, der hævder netop at
arbejde deskriptivt ud fra den aktuelle praksis! For at belyse denne tilsyneladende
37 Barnett i ’The rhetoric of grammar’.
38 Dummett opfatter Wittgensteins måde at udtrykke sig på som ’sjusket’ i ’What does the Appeal
to Use do for the Theory of Meaning?’. Hilmy hævder i The Later Wittgenstein, at Wittgensteins
skrivestil er udtryk for en begrænsning i hans evner som forfatter, og at Wittgenstein ønskede at
skrive en traditionel filosofisk afhandling. Ackermann siger i Wittgenstein’s City, at Wittgenstein
ikke skriver nok til, at vi kan fatte subtile træk ved de sprogspil, han beskriver.
39 Fx Grayling hævder i Wittgenstein, at Wittgenstein implicit har en menings- og forståelsesteori,
som er dårligt fremstillet, hvorfor han fejler som filosof ved at mangle klarhed, strenghed og
præcision. Se også Hacker i Insight and Illusion, Hudson i Wittgenstein and religious belief, Engel
i Wittgenstein’s Doctrine of the Tyranny of Language for lignende kritik.
40 Stern i ’The availability of Wittgenstein’s philosophy’.
41 Grayling kommer med denne anklage i ’Wittgenstein’ s Influence’.
25