Ikonoklastiske refleksioner En diskussion af den sene Wittgensteins ...

han huske på, at ’noget’ også er et ord i vores sprog med en bestemt velkendt
brug. Denne brug kan vi beskrive, og dermed er ’noget’ ikke et ord, som dækker
over noget uudsigeligt, selv om brugen af ordet ’noget’ er meget uforpligtende.
Den utilfredse filosof vil sandsynligvis hævde, at det, han tænker på, er noget mere
specifikt. Men det er derfor stadig underligt, at filosoffen vælger at bruge dette ord
frem for ’karamel’ eller ’bænkevarmer’, hvis ordene ’kærlighed’, ’følelse’, ’noget’
ikke er passende. På dette stadie i konversationen vil filosoffen måske grynte i
frustration. Men selv den lyd, der gryntes frem i frustration, er også et
meningsfuldt træk i et sprogspil, vi nu kan beskrive.
”Welchen Grund haben wir, ’E’ das Zeichen für eine Empfindung zu nennen?
’Empfindung’ ist nämlich ein Wort unserer allgemeinen, nicht mir allein verständlichen,
Sprache. Der Gebrauch dieses Worts bedarf also einer Rechtfertigung, die Alle verstehen.
– Und es hülfe auch nichts, zu sagen: es müsse keine Empfindung sein; wenn er ’E’
schreibe, habe er Etwas – und mehr könnten wir nicht sagen. Aber ’haben’ und ’etwas’
gehören auch zur allgemeinen Sprache. – So gelangt man beim Philosophieren am Ende
dahin, wo man nur noch einen unartikulierten Laut ausstossen möchte. – Aber ein solcher
Laut ist ein Ausdruck nur in einem bestimmten Sprachspiel, das nun zu beschreiben ist.”
(§261,PU).
Vi kan ikke kravle ud af sproget for at få ’direkte’ tilgang til verden. Hver gang vi
gør noget meningsfuldt, er det et træk i et sprogspil, og som sådan kan det
beskrives. Hvad ville det overhovedet sige at stille eller besvare et filosofisk
spørgsmål uden brug af sproget? For at komme oplagte indsigelser i forkøbet må
det igen påpeges, at ’sprog’ for Wittgenstein ikke dækker kun én form for tale og
skrift. Digte, lignelser, ordsprog, såvel som matematiske formler og
videnskabelige teorier er eksempler på brug af sprog. Men alle mulige former for
musik, billed- og kropssprog falder også ind under begrebet ’sprog’, og en gestus
kan fungere som et svar på et filosofisk spørgsmål. Men hermed har man ikke
bevæget sig uden for sproget. En af ideerne bag sprogspilbegrebet og ’mening er
brug’ er at minde os om, at sprog ikke kun er uløseligt vævet ind i handlinger, som
en del af en praksis (§7,PU), men faktisk er meningsfuldt på grund af denne
praksis. Man er tilbøjelig til at glemme sprogets mangfoldighed, når man
reflekterer, og det er netop denne mangfoldighed - og glemsomhed PU påpeger for
sin læser. Mon ikke et digt eller et stykke musik helt præcist kunne udtrykke
filosoffens følelse for sin viv?
19