Ikonoklastiske refleksioner En diskussion af den sene Wittgensteins ...

filosofiske øvelser, som fx at forestille sig, overveje, sammenligne, eller iagttage
noget (§4,78-9,331,411,502,578, PU), og han viser det inkonsistente, absurde eller
tomme i en filosofisk forklaring via reductio ad absurdum argumenter (§243-315,
PU, ’privatsprogs-argumentet’). Med andre ord: ”Es gibt nicht eine Methode der
Philosophie, wohl aber gibt es Methoden, gleichsam verschiedene Therapien.”
(§133, PU).
1.3.1 Intet er skjult
I afsnit 1.2 og 1.3 fremgik det, at Wittgenstein mener, at hvis man som filosof
ønsker at forstå, hvad fx kærligheden er, er det, man skal gøre, at undersøge den
rolle ordet ’kærlighed’ spiller. De fleste filosoffer ville næppe stille sig tilfredse
med denne redegørelse: Filosoffen er vel ikke interesseret i et ord, og hvad vi nu
tilfældigvis render rundt og bruger dét til. Han er interesseret i, hvad kærlighed
egentligt, essentielt set er! Vores ord dækker jo kun delvist de fænomener, de skal
beskrive. De er forsøg på at dække dette fænomen i verden, men ordene udgør jo
ikke verden selv. Der er et gab mellem sprog og verden i den forstand, at der fx er
forskel på vores begreb om kærlighed og kærligheden selv. 21 Det sidste eksisterer
uafhængigt af begrebet. Brugen af ordet ’kærlighed’ dækker slet ikke ens følelser,
og det er blot et fattigt forsøg på at indfange dette : filosoffen ser ømt på sin
viv og banker sig på brystet for at indikere, hvad der ikke indfanges med ordet
kærlighed.
Wittgenstein påpeger, at filosoffen i det ovenstående alligevel synes at kunne
bruge sproget til at kommunikere det, han ønskede, for så vidt han brugte ordet
’følelser’ om det, som ikke kunne indfanges fyldestgørende med ordet ’kærlighed’.
Hvorfor brugte han dette ord om det, han hævder, at sproget ikke kan indfange og
ikke et andet ord? Hvad er hans retfærdiggørelse for at bruge ordet ’følelse’ her?
Hvordan kan det ord slå ham som passende? Filosoffen kan trække på skuldrene
og sige: ’Jamen, der er da ingen tvivl om, at ’følelse’ heller ikke er dækkende for
dette ’noget’ inde i mig, som jeg selv ved, hvad er, men ordene ikke kan dække’.
Men igen påpeger Wittgenstein, at hver gang filosoffen taler om dette ’noget’, må
21 Den pointe, den utilfredse filosof fremfører, er ikke den, at begrebet om en stol ikke selv er en
stol. Wittgenstein vil ikke være uenig i, at der i denne forstand er forskel på sprog og verden.
18