Ikonoklastiske refleksioner En diskussion af den sene Wittgensteins ...

lokalisere årsagen der. Den kunne ligge i et barndomstraume, i manglen på et stof i
hjernen eller i et gen i genomet. Wittgenstein vil hævde, at vi taler om noget
kvalitativt forskelligt, når vi siger ’Grunden til at han gjorde det var …’ frem for
når vi siger ’Årsagen til at han gjorde det var …’.
Men her er det, man kan undres, for i almindelig tale bruger vi ofte ordene ’grund’
og ’årsag’ om det samme. Til daglig siger vi jo rent faktisk ting som: ’Grunden til,
at elektronen sprang fra en energitilstand til en anden, var…’ og ’Hvad var
årsagen til, at du ændrede mening?’. Dette strider klart mod Wittgensteins billede
af de to ords betydninger. Beviser det ikke, at Wittgenstein enten er inkonsistent i
forhold til, hvad han siger filosoffer bør gøre, og hvad han faktisk selv
efterfølgende gør, hvilket gør det svært at tage hans filosofiopfattelse alvorligt?
Eller viser det, at Wittgenstein tager fejl i, at der er en kategorisk forskel mellem
årsager og grunde? Wittgenstein kan undvige begge anklager i én manøvre ved at
påpege, at vi sagtens kan have to forskellige begreber, selv om vi bruger det
samme ord om dem begge, også selv hvis grænsen mellem dem er vage.
Eksempelvis bruges ordet ’bank’ om flere vidt forskellige begreber: pengeinstitut,
prygl og en del af en flod. Hvis Wittgenstein tager fejl i, at vi har to kvalitativt
forskellige begreber, så må dette bevises på en anden måde end ved at påpege, at
vi bruger ordene som beskrevet ovenfor. Han kan af samme grund heller ikke her
siges at forråde sin deskriptive metode. Derfor er der ikke noget problem i
Wittgensteins påstand om, at vi har to forskellige begreber, selv om vi bruger
begge ord for disse, hvis han samtidigt kan godtgøre, at vi har to forskellige
praksisser, dvs. handler og tænker ud fra begge perspektiver på mennesket.
Grunden til, at Wittgenstein vælger at bruge det ene ord eksklusivt til at udtrykke
et ene begreb, er sandsynligvis, at det gør det nemmere at undgå forvirring i
forsøget på at klargøre de to begreber.
Som afrunding på disse overvejelser over forholdet mellem ord og begreber, skal
det understreges, at det sprog, Wittgenstein vil udtale sig om, er
’menneskesproget’ og ikke grammatikken for tysk, mandarin eller inuit, fordi det,
16