konfliktkræfternes kreativitet og alvor i folkekirken - fire-sogne

KONFLIKTKRÆFTERNES KREATIVITET
OG ALVOR I FOLKEKIRKEN
Af Anni Lemke, nr. 06–09–167609. Forår 2007. Vejleder: Søren Jensen.
Master i Konfliktmægling, Københavns Universitet, Juridisk Fakultet. Antal tegn: 113.617

INDHOLDSFORTEGNELSE
Indholdsfortegnelse ................................................................................................................1
Forord ....................................................................................................................................2
1. Indledning ..........................................................................................................................3
2. Baggrundsteori: Retslige afgørelser ....................................................................................7
2.1 Retslige afgørelser belyst ved Akan ..............................................................................7
3. Baggrundsteori: Evaluerende konfliktløsning og faciliterende konfliktmægling..................9
3.1 Riskin ...........................................................................................................................9
3.2 Kovach og Love..........................................................................................................11
3.3 Det traditionelle kontra det nye paradigme..................................................................15
3.4 Den evaluerende konfliktløsning belyst ved Zebedæussønnerne..................................16
4. Baggrundsteori: Det nye paradigme..................................................................................18
4.1 Den Skandinaviske model Non-Model ........................................................................18
4.2 Faciliterende mægling belyst ved kvinden grebet i ægteskabsbrud ..............................21
4.3 Konflikttrappen og Muhammed-krisen........................................................................22
5 Empiri: Kvantitative spørgeskemaer ..................................................................................25
5.1 Spørgeskemaresultaterne.............................................................................................26
6 Empiri: Kvalitative interviews ...........................................................................................30
6.1 Interviewresultater – Er konflikter altid af det onde?...................................................30
6.2 Interviewresultater – Evaluerende kontra faciliterende?..............................................32
6.3 Interviewresultater – Medfører faciliterende mægling dynamik og fremdrift?..............33
6.4 Interviewresultater – Uddannelse og supervision ........................................................35
6.5 Interviewresultater – Gud med i mægling ....................................................................39
6.6 Forsoning....................................................................................................................40
6.7 Interviewresultater – Spørgsmålet om præsters konfliktskyhed ....................................41
7. Terje Torkelsen: På livet løs .............................................................................................45
8. Konklusion.......................................................................................................................48
9. Anvendt litteratur .............................................................................................................50
Bilag 1: Originaltekster ........................................................................................................52
Bilag 2: Trinene i Non-Model ...............................................................................................55
Bilag 3: Spørgeskema med følgebrev....................................................................................56
Bilag 4: Interviewguide ........................................................................................................59
Summary..............................................................................................................................60
Resumé ................................................................................................................................61
1

FORORD
Jeg vil gerne takke Vibeke Vindeløv, Lin Adrian, Jørgen Bloch-Poulsen, alle gæstelærere og
de 26 medstuderende for to forrygende, flotte, krævende, berigende og dygtiggørende år. Tak
til Kirkeministeriets Kompetencefond samt Aage og Johanne Louis-Hansen Fond for
økonomisk støtte. Tak til specialevejleder Søren Jensen og stiftsfuldmægtig Jette Madsen. Og
en tak til Peter Madsen for lov til at benytte hans billede Kvinden grebet i ægteskabsbrud til
forsiden af min masterafhandling. Tak til Jens Bisgaard for lån af litteratur. Derforuden vil jeg
gerne takke alle provster og tillidsmænd i Århus Stift for deres besvarelser af mine
spørgeskemaer, og tak til Stiftet for deres samarbejde. En stor tak til I fem interviewpersoner
for jeres beredvillighed og oprigtighed. En tak skal også lyde til menighed og medarbejdere i
vores pastorat for deres langmodighed i disse to år. Jeg vil også gerne takke min familie og
nære venner for deres hjælp og støtte, en speciel tak skal lyde til Boe Larsen, Jesper Thomsen
Lemke, Cecilie Lemke, Ada Lemcke og Merete Thomsen Lemke.
Alle udenlandske citater i specialet har jeg oversat til dansk. De originale citater findes i bilag
1.
2

1. INDLEDNING
Jyllands-Posten havde den 16. juli 2006 en forsideartikel med overskriften ”Ledelse: Dårligt
arbejdsklima i kirken.” 1 Artiklen refererede til professor dr. med. Finn Gyntelberg fra
Arbejdsmedicinsk Klinik på Bispebjerg Hospital, der på baggrund af en omfattende
undersøgelse blandt ansatte i Folkekirken kunne konkludere, at ”[d]e steder, hvor det psykiske
arbejdsmiljø er dårligst herhjemme, er i fængslerne og i folkekirken.” 2
At arbejdsmiljøet i fængslerne er hårdt, kan måske ikke komme som en overraskelse, præget
som det er af begreberne dom og straf. Folkekirkens budskab er derimod kendetegnet ved
tilgivelse og forsoning. Alligevel viste Gyntelbergs undersøgelse, at der i hvert fjerde sogn
var ”konflikter og uoverensstemmelser (…) af en sådan kaliber, at det kunne udvikle alvorlige
problemer for arbejdsmiljøet.”
Artiklen vakte på den ene side en stor forundring hos mig. På den anden side har tre ud af tolv
præster i det provsti, mit embede tilhører, været langtidssygemeldt inden for de sidste fem år
netop pga. arbejdsmiljø-relaterede stressproblemer. Artiklen vakte derfor frem for alt en
ubændig nysgerrighed hos mig efter at finde ud af, hvordan konfliktkræfterne kan bruges i en
gensidig lærerig proces for de involverede og deres omgivelser, og dermed bidrage til at
undgå et arbejdsmiljø, der ikke blot ødsler samfundsøkonomiske resurser, men værst af alt
spilder menneskelige resurser og livskraft.
Gyntelberg har fokuseret på ledelsens betydning for arbejdsmiljø og konfliktløsning i
Folkekirken, og det er også her, fokus generelt bliver lagt. Dette skyldes den meget særegne
ledelse, der er i Folkekirken, og som uden tvivl er en vigtig faktor i forhold til konflikter og
konfliktløsning, idet præsten er ansat af menighedsrådet, men ledelsesmæssigt er under provst
og biskop. Alle øvrige ansatte er ansat af menighedsrådet, og det er menighedsrådet, der har
ledelsesfunktionen over dem. Dette speciales fokus er imidlertid ikke ledelsesforhold, men
søger svar i selve konfliktløsningsmetoden. Specialet omhandler således den konkrete
mægling af individuelle konflikter.
Ved en konflikt forstår jeg som Vibeke Vindeløv: ”konflikter er uoverensstemmelser mellem
to eller flere parter, der fremkalder spændinger i den enkelte”. 3 Jeg har valgt at se på
konflikter, hvori mindst én præst er involveret. Dette skyldes to ting. Dels er det inden for
præsternes område, at jeg har mulighed for at komme tæt på konfliktløsningstiltag via
provster og tillidsmænd. Dels er det min hypotese, at den måde, vi præster er skolet på med
tilgivelse og forsoning som de altafgørende nøgleord, faktisk gør os mere konfliktsky i stedet
for konfliktløsende. Det synes nemlig selvmodsigende og uhåndgribeligt at være symbol på
1 Jyllands-Posten, 16.07.06, 1. sektion.
2 Da undersøgelsen ikke sammenligner flere/alle arbejdsmiljøer, mailede jeg til Gyntelberg angående grundlaget
for denne udtalelse. Han svarede: ”(…) Den undersøgelse, vi foretog af det psykiske arbejdsmiljø i Folkekirken,
viste, at der var nogle helt særlige problemer specielt for præsterne. De havde ekstremt lav støtte fra deres
overordnede og arbejdede meget isoleret. De blev netop sammenlignet med en repræsentativ gruppe af danske
lønmodtagere, som jo arbejder i alle mulige typer af arbejde. Mit provokerende udsagn til avisen er mest baseret
på de observationer foretaget blandt patienter her i klinikken. Observationer, som jeg har foretaget gennem flere
år. Grunden til, at vi foretog undersøgelsen i 2002, var netop, at vi havde haft mange patienter fra Folkekirkens
ansatte. De patienter, vi har haft, har haft meget svære psykiske arbejdsmiljøproblemer. Selvom min udtalelse
var provokerende, mener jeg faktisk, hvad jeg sagde. Ledelsesstrukturen i Folkekirken er som i romanen
Fluernes herre helt kaotisk”. Eneste tekstnote, er talt med i antal anslag.
3 Vibeke Vindeløv: Konfliktmægling, 1. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, Gylling 2004, s. 44.
3

tilgivelse og samtidig erkende, at man har konflikter med kolleger. Det er min oplevelse, at de
fleste præster er enige med tidligere provst Helge Quist Frandsen, når denne hylder mottoet:
”Konflikter er til for at løses – og helst før de opstår”. 4 Denne holdning, at konflikter helst
helt skal undgås, forekommer mig at være udbredt og var også min inden påbegyndelse af
uddannelsen Master i Konfliktmægling. I modsætning til denne forståelse står ejer af
Coloplast Niels Peter Louis-Hansens ord om konflikter: ”Uden konflikter er der ingen
dynamik,” 5 dvs. uden konflikter er der ingen energi og kraft, der kan skabe bevægelse, uden
konflikter vil der blot være stilstand.
Konflikter er under alle omstændigheder uundgåelige, og de er for mig at se ikke i sig selv
negative, men kan bruges som drivkraft til gensidig udvikling og læring. Konflikter rummer
således et uønsket element nemlig spild af såvel menneskelige som samfundsmæssige
ressourcer; men konflikter rummer også en drivkraft til fremdrift. En opfattelse, der også
kommer til udtryk i det kinesiske tegn for krise. ”Det kinesiske krisesyn er dialektisk: Krisen
er både en begyndelse og en slutning, en fare og en mulighed, således som det gengives i det
kinesiske ord for ”krise”, som netop er sammensat af tegnene for disse to begreber. I vestlig
sprogbrug kommer ordet ”Krise” fra det græske crisis, der betyder afgørelse, dom”. 6
Konflikter hører med til såvel livet som arbejdslivet, og de indeholder stærke kræfter, kræfter,
jeg mener, både individet og arbejdspladsen kan blive styrket af. At løse en konflikt dynamisk
og fremadrettet vil blandt andet indebære en sådan styrkelse, men at løse en konflikt dynamisk
og fremadrettet vil først og fremmest sige, at der gennem håndteringen af konflikten viser sig
nye muligheder for alle parter.
Det er som med en kæmpeknude af reb. I stedet for at hugge den midt over for at komme af
med den, så bliver knuden bundet op, og det viser sig, at knuden består af tre reb, der var
filtret sammen. Der åbnes hermed op for nye muligheder: fx flette de tre reb og få et stærkere
reb, binde dem sammen og få et langt reb eller lade det være tre selvstændige reb, der kan
bruges til tre forskellige ting eller …
Dvs. i stedet for at være fastlåst eller hæmmet af konflikten/knuden sker der en forløsning, og
man ser mulighederne i konflikten. Muligheder, der på den ene eller anden måde opbygger og
gavner. Konflikten kan dermed siges at blive løst dynamisk og fremadrettet, idet den herved
er drivkraft for en konstruktiv bevægelse eller udvikling.
Dette speciales problemformulering eller overordnede spørgsmål er: Kan anvendelsen af en
faciliterende mæglingsmodel bevirke, at konflikter i Folkekirken, som mindst én præst er
involveret i, løses dynamisk og fremadrettet?
For at besvare specialets hvordan, specialets problemformulering, arbejder jeg med en
arbejdshypotese om, at hvis den faciliterende mæglingsmodel Non-Model anvendes, så vil
konflikterne blive løst dynamisk og fremadrettet.
Specialets empiri består dels af en spørgeskemaundersøgelse og dels interviews.
Spørgeskemaundersøgelsen er foretaget blandt Århus Stifts provster og tillidsmænd. Den er
primært en kvantitativ undersøgelse, der fortæller om den praksis, der er i Folkekirken for
4
SogneNyt, Øster Alling, Vester Alling, Aarslev, Hørning, dec. 2006 – jan.-feb. 2007, 22. årg., nr. 1.
5
Min bordherre ved en høstfest 2006.
6
Vibeke Vindeløv: Konfliktmægling, 1. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, Gylling 2004, s. II.
4

håndtering af konflikter, dvs. om konflikterne er søgt løst ved evaluerende eller faciliterende
metoder. Evaluerende konfliktløsning er den metode, hvor man som konfliktløser stiller sin
ekspertviden til rådighed og er behjælpelig med konkrete løsningsforslag, og hvor
konfliktløseren – og ikke de involverede parter – er den primære ekspert på konflikten.
Faciliterende konfliktmægling er den metode, hvor konfliktløseren udelukkende er
procesleder, der skal fremme dialogen og fastholde nødvendigheden af parternes gensidige
respekt og anerkendelse af deres forskellige virkeligheder, og hvor kun de involverede parter
er eksperter på konflikten og kan komme med løsningsforslag.
De kvalitative interview omfatter fire konfliktløsere og en konfliktpart. Gennem disse
interviews ønsker jeg at teste min arbejdshypotese og at finde frem til bevæggrundene for og
resultaterne af de fire mægleres valg af metode. Dette vil blandt andet indebære en
undersøgelse af disse mægleres syn på konflikter, deres skoling i konfliktmægling, deres brug
af supervision og deres rollemodel for tilgivelse. Denne undersøgelse vil således ikke kun
omhandle specialets spørgsmål om, hvordan konfliktkræfterne kan bruges konstruktivt, men
også den tidligere nævnte hypotese om, at præsters skoling i begrebet tilgivelse gør os mere
konfliktsky i stedet for konfliktløsende (se side 3), hvorfor konflikterne får lov til at udvikle
sig, i stedet for at blive taget hånd om. Altså vil denne interviewundersøgelse også omhandle
et hvorfor.
Min tilgang vil primært være fænomenologisk i den forstand, at jeg vil undersøge, hvordan
tingene opleves, og have øje for interviewpersonens verden, for hvordan vedkommende
oplever verden. Jeg vil forstå, ikke fortolke. De adspurgte konfliktløsere vil i specialet fungere
som en slags co-learnere, hvorfor relationen mellem mig som specialeskriver og de adspurgte
vil være subjekt over for subjekt.
Problemformuleringen vil altså blive testet dels ved spørgeskemaundersøgelsen og dels ved,
at jeg vil interviewe ”eksperter”, dvs. folk, der har erfaring med at mægle i netop den slags
konflikter, jeg ser på. Begge dele af empirien vil kunne vise, at jeg tager fejl, dvs. indebærer
mulighed for falsifikation. Hvis størstedelen af de spørgeskema-adspurgte havde brugt
faciliterende metode, var min arbejdshypotese faldet til jorden med det samme, for så havde
den faciliterende metode ikke kunnet bidrage med noget nyt.
Ligeledes ville min arbejdshypotese falde fra hinanden, hvis de interviewede konfliktløsere,
der har anvendt både evaluerende og faciliterende metode, ikke har oplevet en forskel mellem
de to metoder. Ifølge min ovenforstående forståelse af, hvad det vil sige at løse en konflikt
dynamisk og fremadrettet, må der svares nej til problemformuleringen, hvis de interviewede
konfliktløsere ikke har erfaret, at parterne i konflikten – når der er anvendt faciliterende
metode/Non-model – fik noget konstruktivt med sig ud af konflikten, eller at de mener, at
parterne i konflikten i de fleste tilfælde ikke vil formodes at få noget konstruktivt med sig ud
af konflikten, når der anvendes faciliterende metode/Non-model. I så fald vil min
arbejdshypotese være om ikke falsificeret så stærkt svækket. (En egentlig falsifikation ville
kræve en langt mere omfattende empirisk undersøgelse). I modsat fald er arbejdshypotesen
blevet styrket (men ikke bevist/verificeret).
Som det fremgår kan den overordnede videnskabsteoretiske tilgang i denne
samfundsvidenskabelige opgave siges at være Poppers falsifikations-princip, idet jeg har
opstillet en dristig hypotese, som jeg forsøger at falsificere gennem empirien.
5

Jeg er opmærksom på det faktum, at det kan være svært at skrive om forhold i Folkekirken,
eftersom jeg selv er ansat i den og dermed er subjektivt involveret som en del af helheden og
måske derfor mister en udenforståendes objektivitet. Når jeg alligevel har valgt at skrive om
Folkekirken, er det, fordi den af alle institutioner ligger mig mest på sinde. Jeg håber med
denne specialemulighed at kunne blive en af de små dråber, der er med til at gøre Folkekirken
til en arbejdsplads, der er kendt for at bruge konflikter dynamisk. En Folkekirke, der er i
bevægelse ved at bruge de kræfter, der er i en konflikt, ved at anvende målbevidste og
fremadrettede initiativer til løsning af arbejdsmiljøproblemer.
Målgruppen for dette masterspeciale er således todelt: specialet er skrevet for at blive bedømt
af kyndige ud i konflikthåndtering og teorierne bag, men det er samtidig skrevet med det mål
at være til glæde og gavn for præster og øvrige ansatte i Folkekirken.
6

2. BAGGRUNDSTEORI: RETSLIGE AFGØRELSER
Konflikter kan betragtes på mange måder, og der er mange måder at forsøge at løse en
konflikt på. Jeg vil som baggrund for dette speciale overordnet se på tre tilgange til
konflikthåndtering: den retslige afgørelse, den evaluerende konfliktløsning og den
faciliterende konfliktmægling, der alle vil blive belyst ved hjælp af en bibelsk fortælling. En
stor del af dette vil være en diskussion af begrebet mægling (se kapitel 3) og dermed skellet
mellem konfliktløsning og konfliktmægling.
At håndtere en konflikt ved hjælp af retslige afgørelser tager udgangspunkt i den
forståelsesramme, som senere i specialet vil blive betegnet ’det traditionelle paradigme’ (se
afsnit 3.3). I dette paradigme ses konflikter som forstyrrende for relationer mennesker
imellem. Parterne i konflikten er modparter, og der er én objektiv sandhed. Der er fokus på
resultatet, og der bliver en vinder og en taber i forhold til konflikten. En udenforstående afgør
som regel konflikten, og sanktionsmuligheder er nødvendige.
Den retslige form for konflikthåndtering er fx den måde man løser konflikter på ved
domstolene. I forhold til Folkekirken kan en ’retslig’ afgørelse fx dreje sig om at afgøre en
strid mellem en præst og en af de øvrige af kirkebetjeningen, der er i konflikt fordi de ikke
kender eller misforstår afgrænsningen af deres arbejdsområder. Her kan fx en provst eller
biskop afslutte konflikten ved ’retslig’ afgørelse ved at henvise til de gældende regler og love
på området.
Det traditionelle paradigme korresponderer med det retslige paradigme i Det Gamle
Testamente – det testamente, der udfoldes på de 854 af Biblens 1148 sider. Det vil sige, at
Gud i 2/3 af Bibelen primært fremtræder som en dømmende og straffende Gud. Bibelen er
den kristne kirkes grundbog. Den bog, hvis fortællinger er pejlemærker i det kirkelige liv, og
dermed en af de vigtigste skolingsbøger for enhver præst. Som præster er vi som alle andre
mennesker underlagt det traditionelle retssystem. Samtidig er vi skolet i et religiøst retssystem
med Det Gamle Testamentes billede af Gud som en nidkær dommer og tugtemester, der slår
hårdt ned, når loven ikke følges. Livsførelse og livsskæbne er ligefrem proportionale i store
dele af Det Gamle Testamente, der er præget af den opfattelse, at retfærdigheden skal ske
fyldest. Forbryderen skal stilles for en domstol og idømmes en passende straf ud fra
grundprincippet øje for øje og tand for tand.
2.1 Retslige afgørelser belyst ved Akan
Lykkelig den, som ikke vandrer efter ugudeliges råd,(…) men har sin glæde ved Herrens
lov og grunder på hans lov dag og nat. 7
Forståelsen af retfærdig som ”øje for øje, tand for tand”, fremgår klart af beretningen i Det
gamle Testamente om israelitten Akan fra Judas stamme. 8 Det drejer sig om en repræsentativ
konfliktfortælling fra Det Gamle Testamente. Konflikten bliver afgjort ved dom på traditionel
vis. Akans forbrydelse finder sted, da israelitterne efter 40 års ørkenvandring har erobret byen
Jeriko. Josva, hele det israelitiske folks unge hærfører, leder og lovforkynder, havde fortalt
folket, at der var lagt band på hele byen og alt i den, med andre ord, at alt krigsudbytte skulle
7 Bibelen Den hellige skrifts kanoniske Bøger, Det Danske Bibelselskab, 1. udgave, Viborg 1997, ”Salmernes
Bog” 1,1.
8 Ibid. ”Josvabogen” kap. 6 og 7.
7

tilhøre Gud Herren og hans tempel. Men i troløshed forgreb Akan sig på det bandlagte.
Derved opstod der en konflikt mellem forbryderen og folket, for med sin forbrydelse havde
forbryderen vanhelliget folket. Derved blev folket svagt, og det tabte den næste kamp om
landet. Der skal nu renses ud; én skal stå til regnskab. Forbryderen Akan af Judas stamme
bekender ved den ”retssag”, der udspiller sig mellem Akan og Josva som repræsentant for
folket og med Gud som dommer, at det er ham, der har stjålet af det bandlagte krigsbytte.
Der er én objektiv sandhed. Akan siger, at det er rigtigt, at det er ham, der har syndet. Han har
stjålet en smuk kappe, to hundrede sekel sølv og en guldbarre. Det ligger alt sammen gemt i
hans telt, gravet ned i jorden. Gud afsiger da gennem Josva dommen. Akan og alt og alle, der
tilhører ham, blev ført op i Akors dal. Josva sagde her til Akan: ”Hvorfor har du styrtet os i
ulykke? I dag vil Herren styrte dig i ulykke”. Derpå stenede hele Israels folk ham og hans
familie. Akan med familie blev taberne. Israelitterne, som nu havde tilintetgjort de vanhellige,
blev igen rene, i og med at forbryderen, Akan, og alt det, der tilhørte ham, var blevet
udslettet. Israelitterne blev vindere, da Akan af Gud fik pålagt straffen at blive udslettet.
Resultatet af dommen, konsekvensen af Akans handling, gjorde ham til et forebyggende,
afskrækkende eksempel for folket – og rensede folket. (Det skal tilføjes, at følger man Akors
dal videre frem i Det Gamle Testamente, så bliver denne dal til håbets port. Hoseas Bog 2,17.
Også for Akan og hans familie er der en fremtid.)
Selv om historien om Akan ifølge Bibelen fandt sted for langt over 3000 år siden, er det ikke
svært at finde parallelle tankegange i vores nuværende juridiske retssystem. Også i vore dage
stilles forbryderen for retten og dømmes ud fra forestillingen om en objektiv sandhed.
Udenforstående afgør konflikten og de sanktionsmuligheder, der foreligger. Forbryderen
fjernes selv i vore dage oftest fra det almindelige hverdagsliv og spærres inde og udelukkes
fra det almindelige samfund. Dels for at afsone en fortjent straf og dels for at genoprette
harmonien i det normale samfund. Samfundet bliver vinder, forbryderen taber for ”med lov
skal land bygges”, som der står i Fortalen til Jyske Lov.
8

3. BAGGRUNDSTEORI: EVALUERENDE KONFLIKT-
LØSNING OG FACILITERENDE KONFLIKTMÆGLING
At løse konflikter på en alternativ måde end en retslige kaldes ofte over en kam
konfliktmægling. Herhjemme i Danmark har denne måde at løse konflikter på rødder langt
tilbage i tiden. Dog nyere tids konfliktløsningsmetoder er meget inspireret af Indiens store
leder India Gandhi og fra fredsbevægelsen i det hele taget. På retsområdet er mægling i
Danmark inspireret af både Norge, USA, England og Australien, og i dag er det muligt at
mægle både i civile sager og i straffesager, altså såvel i konflikter direkte mellem borgere og i
konflikter mellem staten og borgere.
Begrebet mægling bliver brugt som en betegnelse for mange typer af konflikthåndtering, og
her er der for mig at se en pointe i at skelne mellem konfliktløsning og konfliktmægling. For
at belyse denne skelnen vil jeg se på Leonard Riskin og Kimberlee K. Kovach & Lela P.Love
3.1 Riskin
I sin undersøgelse af konfliktmæglerpraksis udarbejder professor Leonard Riskin en matrix til
at forklare denne praksis. Ud fra Vibeke Vindeløvs bog Konfliktmægling 9 vil jeg nu redegøre
for Riskins matrix.
Figur 1: Riskins matrix
Riskin rubricerer her mæglingspraksis ved hjælp af begreberne faciliterende og evaluerende
konfliktmægling, samt om denne er bred eller snæver. Om den er bred eller snæver afhænger
af mæglingens temaer: mæglingen er snæver, hvis det blot handler om at få en aftale som
endepunkt ud fra konkrete fakta, mens den bliver mere og mere bred, jo flere interesser, der
inddrages, fx andre forretningsinteresser, parternes interesser og – når mæglingen er mest
bred – fx lokalsamfundets interesser. Om den er evaluerende eller faciliterende afhænger af
hvilken metode mægleren anvender. Da hver pind i Riskins matrix udgør et
9 Vibeke Vindeløv: Konfliktmægling, 1. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, Gylling 2004, s. 254-258
9

sammenhængende hele uden spring, kan en mægling være mere eller mindre evaluerende
og/eller faciliterende samt mere eller mindre snæver eller bred.
Evaluerende konfliktmægling er den metode, hvor man som konfliktløser stiller sin
ekspertviden til rådighed og er behjælpelig med konkrete løsningsforslag, og hvor
konfliktløseren – og ikke de involverede parter – er den primære ekspert på konflikten.
Mægleren går ud fra, at parterne ønsker at få råd angående løsningen af konflikten, fx ud fra
juridiske principper eller branchepraksis. Mægleren opfattes som kvalificeret på grund af sin
uddannelse, sine erfaringer og sin objektivitet.
I faciliterende konfliktmægling går mægleren ud fra, at parterne selv er i stand til at tage vare
på egen situation i mæglingen og forstår egen situation og konflikt bedre end mægleren, det
vil sige at de konfliktende parter er eksperter på eget liv. Formålet med denne form for
mægling er at forbedre parternes kommunikation, så de selv finder frem til løsningen af deres
fælles problem. Der kan være tilfælde, hvor man ikke kan nå et resultat, men hvor formålet
udelukkende er at få parterne til at kommunikere med hinanden med det formål, at de opnår
en større gensidig forståelse.
Snævert evaluerende mægling finder sted, når mæglerens fokus er sagen, forstået ud fra fakta
desangående, fx relevante dokumenter samt parternes fremlæggelser af sagen. Herudfra
vejleder mægler parterne i deres sags styrker og svagheder. Separate møder er den mest
anvendte form, og der arbejdes hen imod kompromiser, kompromiser, der ofte først
accepteres efter, at mægler har lagt pres på parterne.
Ved den brede evaluerende mægling er fokus at forstå mere af baggrunden for konflikten. Her
er det vigtigt for mægleren af få viden om parterne, deres interesser og omstændighederne ved
konflikten, hvorudfra mægleren efterfølgende fremsætter sine råd til de konfliktende parter.
Snæver facilitativ mægling forsøger at få parterne til at forstå svagheder, styrker og
omkostninger, ved deres sag hver især og ved manglende opnåelse af en aftale. I modsætning
til den snævert evaluerende mægling må der ikke udøves pres ved hjælp af mæglers egne
vurderinger og forslag, og mægleren har derfor mindre behov for at sætte sig ind i sagens
dokumenter. I stedet spørger mægleren ind til styrker og svagheder ved løsningsforslagene.
Mægleren skal holde fast i, at konfliktløsningsansvaret ligger hos parterne selv. Det samme
gælder for ansvaret for løsningsforslagene. Det er muligt, at mæglingsprocessen indeholder
”uddannelseselementer”, empowerment, en styrkelse, idet den enkelte igennem processen
bliver træneret i at håndtere konflikter og udvikler empati i forhold til den andens måde at se
sagen på.
Ved bred facilitativ mægling er empowerment og udviklingen af empati og anerkendelse af
den anden part decideret i fokus, selvom det ikke kan stilles som et krav. Som ved den brede
evaluerende mægling er parternes interesser vigtige. Desuden er også deres behov vigtige i
den brede faciliterende mægling. Ud fra disse interesser og behov skal mægleren ikke selv
give råd som ved den brede evaluerende mægling, men skal hjælpe parterne til at forstå
grundlaget for deres konflikt, som netop er disse interesser og behov.
Det gode ved Riskins arbejde er, at man her har fået et analyseapparat til at kategorisere
forskellige konfliktløsningstyper. Det uheldige er imidlertid, at hans definition af begrebet
mægling er så omfattende, at stort set al alternativ konfliktløsning kan kaldes mægling, både
10

den evaluerende og den faciliterende konflikthåndtering.. Denne problematik tages op af
Kovach og Love.
3.2 Kovach og Love
I artiklen ”Mapping Mediation: The Risks of Riskins Grid” 10 tager Kovach & Love fat i
farerne ved at tale om begrebet evaluativ mægling. De mener, at det er vigtigt at have præcise,
dækkende betegnelser for konflikthåndteringsmetoderne, da begrebet skal passe med de
værdier, normsæt og vejledninger, der ligger bag ved den pågældende form for
konflikthåndteringsmetode.
De tager udgangspunkt i en definition af mægling, som siger, at mægling er ”en proces, hvor
upartisk 3.-person befordrer og letter (engelsk: facilitates) løsningen af en strid ved at fremme
parternes frivillige aftale gennem deres egne beslutninger. En mæglers opgave er at lette (igen
facilitate) kommunikationen og fremme forståelsen, at få parterne til at fokusere på deres
interesser og at anspore til kreative problemløsninger for at gøre parterne i stand til at nå egne
aftaler” 11 .
En mægler, der evaluerer, kan derfor ikke med rette kalde sig mægler, ifølge Kovach og
Love, da den konflikthåndtering, denne tilbyder, ikke falder ind under definitionen. Det gør
kun faciliterende mægling. Begreberne ’evaluerende’ og ’mægling’ er uforenelige, da
evaluerende konflikthåndtering let bliver til en slags retssag, hvor konfliktløseren ender som
en dommer, der afgør konflikten ved hjælp af sin ekspertise.
I deres uddybelse af, hvad de forstår ved mægling, henviser de til professor Joseph Stulberg,
som mener, at ”mægling er en dialogproces designet til at afdække parternes indsigter,
forestillinger og ideer, der hjælper parterne med at tage del i at identificere og forme deres
egne foretrukne resultater” 12 . Mægling handler altså ikke om at en ekspert med sin viden
lægger en udefrakommende vurdering ned over konflikten. Mæglingen handler heller ikke om
at skulle producere beviser, som eksperten skal tage stilling til eller give råd ud fra. Hvis
eksperten eller 3.-personen begynder at evaluere – også selvom det først sker til sidst og det er
parterne selv, der beder om det – så handler processen ikke længere om mægling, dvs.
pejlemærkerne er nogle andre end mæglingen, hvorfor betegnelsen bør være en anden.
I mæglingsprocessen kan der dog godt være vurderende elementer. Kovach og Love mener
således at det er vigtigt, at den faciliterende mægler vurderer, hvordan vedkommende
undervejs i processen skal omstrukturere dele af konversationen, så parterne hører, forstår og
rummer den andens udtalelser uden at komme i forsvarsposition. Ligeledes er det vigtigt, at
mægleren sikrer et gennemtænkt struktureret mæglingsforløb, der øger muligheden for et godt
samarbejde parterne imellem, og mægleren skal desuden opfordre parterne til at overveje
andre vurderinger og standpunkter. Det gælder for mægleren om at få parterne til at
frembringe et væld af valgmuligheder og efterfølgende hjælpe parterne med at realitetsteste
dem, dvs. hjælpe dem til at vurdere, om de er realistiske. Hvis mægleren vurderer, at der er
brug for ekspertviden udefra, fx juridisk viden, skal mægleren opfordre parterne til at
indhente den.
10 Kimberlee K. Kovach & Lela P. Love: ”Mapping Mediation: The Risks of Riskins Grid” fra Harvard
Negotiation Law Review, Vol 3, Spring 1998.
11 Ibid. s. 76.
12 Ibid. s. 78.
11

Som mægler skal man sørge for, at man i tone og adfærd ikke er evaluerende, da dennes
spørgen ind ellers let vil blive taget for at være en meningstilkendegivelse eller bedømmelse, i
stedet for at være det den skal være, nemlig procesledenede. Det er vigtigt, at mægler er
sonderende og faciliterende i sine spørgsmål, idet parternes ansvar for mæglingsprocessen
derved styrkes. Og det er netop et kernepunkt i mægling, at parterne selv er herre over
løsningen, idet det er dem, der ejer konflikten. Løsningen opstår ikke ud fra en
udefrakommende 3.-persons ekspertfornemmelse af retfærdighed, ejerskab, principper og den
rette procedure, men ud fra de involverede parter selv.
Det fremgår af Kovach og Loves artikel, at der tidligere var en klar opfattelse af, hvad
mægling er:
Mæglingens centrale kvalitet er dens evne til at reorientere parterne mod hinanden, ikke
ved at påtvinge dem regler, men ved at hjælpe dem til at nå frem til en ny og delt
opfattelse af deres forhold, en opfattelse, der vil omdirigere deres holdninger og
dispositioner overfor hinanden. 13
Problemet er nu ifølge Kovach og Love, at begrebet mægling har muteret, idet der tales om
mange forskellige former for mægling (de nævner ”evaluativ mægling”, ”retsmægling” og
”Michigan mægling”), og disse mutationer må der kræves andre navne end mægling til.
Alle fordelene ved konfliktmægling sættes på spil, hvis man som mægler ændre sin aktivitet
til at være evaluerende. Det drejer sig om fordele såsom fokus på parternes eget ejerskab af
konflikten, at det er dem, der kommer med løsningsforslag og træffer den endelige beslutning,
og at mægler fremmer samarbejdet mellem parterne, så der opnås en win-win-løsning. Det er
vigtigt med en win-win-løsning, for parterne vil være særdeles tilfredse med den, fordi
løsningen netop er ”skræddersyet til de pågældende parters unikke karakteristika og
interesser”. 14
Evaluerende konflikthåndtering sætter disse fordele på spil, fordi 3.-person kommer til at
overtage parternes ansvar for og ejerskab af konflikten, hvorfor parterne ikke deltager i
konflikthåndteringen og frembringelse af mulige løsningsforslag i nær samme grad som ved
den faciliterende, men derimod forsøger at påvirke 3.-person som beslutningstager til fordel
for dem hver især.
En faciliterende mægler undgår helt, at parterne søger en sådan påvirkning, og opnår i stedet
at få flere og mere troværdige informationer frem i lyset, fordi mægleren klart signalerer sin
upartiskhed og lægger vægt på fordelene ved en gensidig fordelagtig win-win-løsning. En
anden grund er, at mæglerens forsikring over for parter om at delt information med hinanden
og med mægleren er risikofri, fordi mægler ikke evaluerer eller foretager beslutninger,
hvorfor parterne roligt kan sige alt, hvad de har på hjertet.
For at få et overblik over Kovach og Loves opfattelse af forskellene mellem en evaluerende
og en faciliterende konflikthåndtering har jeg nedenfor indsat deres kort over 3.-persons
(indgribers) orientering og relaterede opgaver og resultater.
13 Ibid. s. 92.
14 Ibid. s. 98.
12

Figur 2: Indgriber-orienteringer 15
Den faciliterende mæglers ageren reducerer, hvad Kovach og Love kalder strategiske og
vidensbaserede forhindringer, for at nå frem til en aftale. Strategiske barrierer kan fx være, at
man ikke ser den anden som part i en fælles konflikt, men som en modstander, at man
undlader at komme frem med informationer, der kunne være ufordelagtig for en selv eller at
man stivnakket og ufleksibelt holder fast i en ekstrem position ude af stand til at kunne give
fornuftige indrømmelser. Vidensbaserede forhindringer er fx erkendelsesmæssige barrierer,
der gør, at man er ude af stand til med sin fornuft at forstå og vurdere en information, hvorfor
denne let skævvrides.
Det er altså på ingen måde ligegyldigt for konflikthåndteringsprocessen og resultatet heraf,
hvordan 3.-person agerer, dvs. om denne er evaluerende eller faciliterende. Ønsker man, at
parterne skal bidrage kreativt til løsningen, er det faciliterende mægling, man skal gøre brug
af. Evaluerende adfærd fra 3.-persons side vil uvægerligt hindre kreativiteten og i stedet
fastholde parterne i deres positioner som modstandere. Kovach og Love skriver:
Der eksisterer mange forståelsesmæssige, følelsesmæssige, kulturelle og intellektuelle
blokeringer for det at løse problemer. Tredje parts evaluerende adfærd tilføjer endnu en.
Hvis mægling er en proces orienteret mod 3.-persons evaluering, er det orienteringen i sig
selv, der skaber den største blokering for kreativitet. 16
De giver her udtryk for, at den største blokering for at løse en konflikt gennem parternes
samarbejde og kreativitet er 3.-persons evaluerende adfærd. Dette er jeg enig i.
15 Ibid. s. 107.
16 Ibid. s. 103-104.
13

Derimod er jeg ikke enig med Kovach og Love, når de åbner op for en mulighed for at man
kan blande forskellige metoder, lave en ”hybrid-proces”. De skriver:
Parterne opnår en mere rimelig løsning, hvis de forstår, hvad for en ADR [alternativ
konfliktløsningsmetode] de indgår i. Når parterne giver deres samtykke hertil og når 3.person
efterlever standarderne for hver metode, så kan metoderne blandes. Så længe 3.person
skelner mellem de forskellige dele af metoden og hvad der foregår, vil denne
hybridmetode opnå fleksibilitet uden at miste klarhed. 17
At man kan benytte en sådan hybridmetode, er jeg helt uenig i. Som faciliterende mægler
skaber man et rum af fortrolighed, nænsomhed, kontakt, gensidig respekt, åbenhed, tillid og
troværdighed, der kalder alt det svære i konflikten frem, så det kan blive lettet og opløst, og så
man i tillid gennem en ægte dialog kan få parterne til at gå fra en situation, der er tynget af
modbeskyldninger og bebrejdelse til et kreativt og forløsende miljø, der rummer en stor
åbenhed. Har man først skabt et sådant miljø og derefter ændrer sin adfærd til en evaluerende
aktivitet, hvor man tager ejerskab over konflikten, rådgiver og træffer beslutninger, så mener
jeg, at parterne uvægerligt vil føle sig blottet, udstillet, og at der bliver øvet vold mod dem.
Jeg mener altså ikke, at man i samme konflikthåndtering kan blande en faciliterende og
evaluerende metode, og jeg mener som Kovach og Love at den faciliterende er at foretrække,
men i visse situationer kan den evaluerende metode være den mest givende metode. Det
vigtige er, at man enten agerer faciliterende eller evaluerende. Det hænger sammen med den
relation, der i en faciliterende konfliktmægling skabes mellem parterne gennem deres arbejde
med løsning af konflikt, og som Cissna og Anderson kalder ”et tredje individ”. De skriver:
[Det er] et tredje individ, der kræver både den ene og den anden part, men som er mere
end summen af dem. Loraine Halfen Zephyr (1982) kalder dette tredje individ et
”åndeligt barn”, som er skabt af både den ene og den anden part; og ligesom et fysisk
barn er det afhængig af dets forældre, og alligevel er det adskilt fra dem og fra deres
anstrengelser for at kontrollere det. 18
Det er et billede, jeg finder meget rigtigt. Og for mig at se er den faciliterende
konfliktmæglers rolle at være som en jordemoder, der hjælper parterne gennem
fødselsprocessen af dette deres åndelige barn. Her er mægleren udelukkende hjælper, en der
letter og leder processen, og ingen ejerskab har i forhold til det åndelige barn. Barnet er helt
og holdent forældrenes, som har fuld bestemmelsesret over det, de har den fulde
forældremyndighed. Hvis mægleren ændrer sin ageren til at være evaluerende, ændrer 3.persons
rolle karakter: fra at være som en jordemoder er vedkommende nu som en offentlig
myndighedsperson, fx en sagsbehandler, der med sekunders varsel kan overtage
forældremyndigheden og ejerskabet af barnet.
Den tillid, kontakt og respekt, der skabes mellem forældre og en jordemoder, vil ikke kunne
etableres, hvis der eksisterer en mulighed for at den hjælpende jordemoder pludselig bliver til
en beslutningstagende og bedømmende sagsbehandler. Og hvis forældrene udviser tillid til
jordemoderen ud fra en forestilling om at vedkommende udelukkende er jordemoder og denne
så senere viser sig at kunne indtage en sagsbehandlers stilling med dennes beføjelser, vil
forældrene føle sig ført bag lyset og deres tillid misbrugt.
17 Ibid. s. 105-106.
18 Kenneth N. Cissna og Rob Anderson: “Communication and the Ground of Dialogue” i The Reach of Dialogue
af Anderson, Cissna og Arnett, Hampton Press, inc., Cresskill, NJ 1994, s. 23.
14

Der er ingen tvivl om, at det at tage vare på visse konflikter kræver en sagsbehandlers
medvirken, det skal bare stå helt klart fra begyndelsen af, at her er det en sagsbehandler, altså
en evaluerende konfliktløser, der er 3.-person. Selv hvis parterne og 3.-person alle skulle være
bevidste om og godkender et skift i 3.-persons ageren, så mener jeg ikke, at det er en
forsvarlig mulighed. Jeg tror nemlig ikke, at man kan undgå at gå fra tillid til mistillid, hvis
man ændrer metode fra faciliterende til evaluerende, da det er to radikalt forskellige
situationer. Har man i forhold til parterne optrådt som faciliterende mægler og dette ikke
lykkedes, kan man derfor ikke hverken i det pågældende konfliktmæglingsmøde eller senere i
forløbet skifte til at være evaluerende. Kan konflikten ikke løses ved faciliterende mægling,
må man skifte 3.-person ud for at skifte metode.
Den faciliterende metode vil jeg på linie med Kovach og Love kalde for konfliktmægling,
fordi mæglerens primære funktion netop er at lette processen for parterne uden selv at bidrage
til løsningen, mens den evaluerende metode for mig at se skal betegnes konfliktløsning, fordi
konfliktløseren her bidrager aktivt til eller måske ligefrem kommer med løsningen.
3.3 Det traditionelle kontra det nye paradigme
De tre tilgange til konflikthåndtering, den retslige, den evaluerende og den faciliterende, kan
holdes op i forhold til to paradigmer, to forståelsesrammer eller værdigrundlag. Kendetegnene
for de to paradigmer er opstillet i nedenstående tabel, der er hentet fra Vindeløvs
Konfliktmægling. 19 En konflikthåndtering kan ikke have nogle værdier fra det traditionelle
paradigme og nogle andre fra det nye som sit værdigrundlag.
Traditionelt Nyt
Konflikter er forstyrrende Konflikter er et livsvilkår
Parterne er modparter Parter i fælles konflikt
En objektiv sandhed Ingen har patent på hele sandheden (dialog)
Fokus på resultatet Fokus på proces og mindre på resultat
Vinder/taber (win-lose-løsning) Hensyn til begge parter (win-win-løsning)
En udenforstående kan afgøre konflikten Parterne må selv være aktive (ejerskab
udelukkende parternes)
Sanktionsmuligheder er nødvendige Sanktioner er uden betydning
Figur 3: To paradigmer
Den retslige/juridiske konfliktløsning og den evaluerende konfliktløsning praktiseres ud fra
det traditionelle paradigme, mens den faciliterende mægling praktiseres ud fra det nye
paradigme. Selvom man som evaluerende konfliktløser godt kan inddrage elementer fra det
nye paradigme i den konkrete konflikthåndtering, fx at etablere dialog og have som sigte at
tage hensyn til begge parter, så hører evaluerende konfliktløsning til det traditionelle
paradigme, da man ikke kan komme uden om, at en del af værdiggrundlaget for den
evaluerende konfliktløsning er en manglende tro på parternes egne evner til at kunne finde
frem til en løsning, og at en udenforstående tredje person derfor må komme med råd, evt.
skære igennem og afgøre konflikten.
19 Vibeke Vindeløv: Konfliktmægling, 1. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, Gylling 2004, s. 273.
Parenteser med indhold er mine tilføjelser.
15

3.4 Den evaluerende konfliktløsning belyst ved Zebedæussønnerne
Lær at handle godt! Stræb efter ret, hjælp den undertrykte, skaf den faderløse ret, før
enkens sag! 20
Den evaluerende konfliktløsningsmetode er den, vi alle er så godt kendt med. I folkemunde
taler vi da også om, at vi har skabt et hjælpersamfund. Vi henter eksperthjælp ind i store dele
af vores liv. De små børn bliver passet af veluddannede pædagoger, der tilrettelægger
pædagogiske handleplaner. Denne tagen hånd om fortsætter op igennem skoletiden og
voksenuddannelserne. Vi får hjælp og bliver klogere ved hjælp af andres større viden på
forskellige felter. Og som voksen er der stort set ikke det livsområde, man ikke kan søge
eksperthjælp til.
Det samme gør sig gældende inden for konfliktområdet. Her er det også muligt at hente
eksperter ind, som har en stor faglig viden, der er relevant for konfliktløsningen. De har en
viden, en uddannelse, en erfaring, de gerne vil dele ud af, og de går ud fra, at konfliktparterne
ønsker deres råd og vejledning. Konflikteksperterne anses i den evaluerende konfliktløsning
for at være i besiddelse af objektivitet. Her er det konfliktløseren, der primært er den, der
sidder inde med den viden, der skal til for at få parterne til at komme fri af konflikten.
Når Jesus håndterer konflikter i Det Nye Testamente optræder han nogle steder som dommer,
andre som en evaluerende konfliktløser og andre igen som en faciliterende konfliktmægler.
Den konflikt fra Det Nye Testamente, som jeg her vil bruge til at belyse evaluerende
konfliktløsning, er en beretning fra Markus evangeliet, hvor disciplene kommer i konflikt, da
to af dem beder om forret til de to fornemmeste pladser ved siden af Jesus, pladser de alle
eftertragter.
Så kom Jakob og Johannes, Zebedæus’ sønner, hen til Jesus og sagde til ham: ”Mester,
der er noget, vi vil bede dig om at gøre for os”. Han spurgte dem: ”Hvad er det, I vil have,
at jeg skal gøre for jer?” De sagde til ham: ”Lov os, at vi må få sæde i din herlighed, den
ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd”. Jesus sagde til dem: ”I ved ikke,
hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg drikker, eller døbes med den dåb, jeg døbes
med?” ”Ja, det kan vi”, svarede de. Jesus sagde til dem: ”Det bæger, jeg drikker, skal I
drikke, og den dåb, jeg døbes med, skal I døbes med; men sædet ved min højre og ved
min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som det er bestemt
for”. Da de ti andre hørte det, blev de vrede på Jakob og Johannes. Men Jesus kaldte dem
til sig og sagde: ”I ved, at de, der regnes for folkenes fyrster, undertrykker dem, og at
deres stormænd misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer; men
den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første
blandt jer, skal være alles træl. For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig
tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange. 21
I versene forud for denne beretning har Jesus taget de tolv disciple til side, væk fra alle dem,
der fulgte med. Jesus har fortalt disciplene, at han ved påskefesten i Jerusalem dette år vil
blive henrettet på grusomste vis og genopstå på 3.-dagen. To af disciplene vil sikre sig de
bedste pladser ved deres Herre og Mesters side. I stedet for at svare direkte på deres
spørgsmål stiller Jesus et spørgsmål, der perspektiverer det de beder om. Han spørger dem,
om de kan gå den lidelse og død igennem, som han skal, fordi pladserne tættest på ham
20 ”Esajas’ Bog” 1,17, Bibelen Den hellige skrifts kanoniske Bøger, Det Danske Bibelselskab, 1. udgave, Viborg
1997.
21 Ibid. “Markusevangeliet” kap. 10, 35-45.
16

indebærer lidelse og død, og deres svar er ja. Spørgsmålet stiller han de to disciple for at gøde
jorden for alle sine disciple, åbne dem for det, han nu vil lære dem i forhold til den verdslige
prestige, der er ved de fornemste pladser, ved at stræbe efter den status, de giver . Som
læremester for sine disciple vil Jesus lære dem, at det, det gælder om for at få en bedre
verden, ikke er at rage til sig, at konkurrere om, at gå i konflikt på grund af stræben efter
status og hæder, men at tjene andre, som han har gjort. Han er lærer og mester og rollemodel
for dem. Han ved bedre end de. I det her tilfælde ved han som ekspert, hvad der skal til, for at
samlivet mennesker imellem skal blive til gensidig glæde. Det lærer Jesus dem glad og gerne,
for det er jo derfor, han har samlet dem om sig. De skal lære af ham og give det videre. Fra
Apostlenes gerninger ved vi, at disciplene tog denne lærdom til sig og praktiserede den,
hvilket ikke alle konfliktparter gør, når de modtager råd og vejledning.
Som det fremgår af ovenstående beretning kan en evaluerende konfliktløsning være helt på
sin plads: de involverede bliver klogere og styrket af 3.persons gode råd og lærdom.
Disciplene kom i konflikt på grund af, at de alle ønskede de fornemste pladser ved Jesu side,
og de ti blev jaloux på de to, fordi de ikke selv først havde spurgt, de var bange for, at de ville
blive forbigået. I den konfliktsituation er det, at Jesus løser konflikten ved at tale dem til rette,
lære dem, at de alle er lige, idet de alle skal tjene andre og hinanden, som Jesus selv gjorde.
Som det fremgår af beretningen, sådan tror jeg også, at det er i livet. Lige som disciplene kan
vi heller ikke undvære en evaluerende konfliktløsningsmetode, for nogle gange er det den
metode, der er den mest givtige. En af de interviewede konfliktløsere fortæller således om
løsningen af en konflikt:
Jeg greb ind og sagde ”nu gør vi sådan og sådan”. (…) Og så var jeg i kirke det
pågældende sted og så kommer [en af de involverede] og siger til mig: ”Den
løsningsmodel som du kom med, den (…) har virket så godt, og vi har fået arbejdsglæden
og humøret tilbage uden at vi har afskediget nogen”.
Her var det altså en evaluerende ageren fra 3.-persons side, der gav en optimal løsning på
konflikten.
17

4. BAGGRUNDSTEORI: DET NYE PARADIGME
Der findes flere specifikke konfliktmæglingsmodeller inden for det nye paradigme, dvs. den
faciliterende konfliktmægling. Jeg vil i det efterfølgende gennemgå den model, der kaldes den
Skandinaviske model Non-Model for det er for mig at se den overordnede metode inden for
faciliterende mægling. Denne redegørelse vil desuden omfatte en kort introduktion af fem
rene modeller, som Non-Model kan hente elementer fra.
4.1 Den Skandinaviske model Non-Model
Min gennemgang af den Skandinaviske model Non-Model bygger på Vibeke Vindeløvs
fremstilling i Konfliktmægling. 22 Vindeløvs definition af konfliktmægling stemmer i tone og
intention overens med den definition af mægling som Kovach og Love tager udgangspunkt i
(se side 11), og lyder således:
[Mægling er e]n frivillig og fortrolig konfliktløsningsmetode, hvor en eller flere upartiske
tredjepersoner hjælper parterne med selv at forhandle sig frem til en for dem
tilfredsstillende løsning gennem en struktureret proces. Tredjepersonen træffer ingen
afgørelse i sagen. 23
Vindeløvs opfattelse af mægling stemmer altså overens med det, jeg forstår ved en
faciliterende konfliktmægling.
I modsætning til de senere beskrevne fem modeller, der er bundet af de retningslinier for
mæglingen, som de indeholder, er den Skandinaviske model Non-Model fri til at afvige fra
den struktur, den angiver. Den Skandinaviske model Non-Models struktur består overordnet
af seks trin, foruden formøde og evt. eftermøde. De seks trin er: 1. Åbning – det første
fællesmøde, 2. Parternes redegørelse og dialog, 3. Problemfelter præciseres og dagsorden
opstilles, 4. Løsningsmuligheder frembringes, 5. Aftalen forhandles, 6. Aftalen checkes og
godkendes (se bilag 2).
Non-model er således en struktureret proces, men samtidig skal man altså ikke som mægler
ligge under for strukturen, men turde gribe det, der kommer frem i situationen, og også kunne
bevæge sig tilbage til et tidligere trin eller hente elementer og inspiration ind fra de fem
nedenfor beskrevne modeller.
Altafgørende i Non-model er, at såvel parterne som mægler vedkender, at parterne er
eksperter på deres eget liv, på konflikten og på løsningen af den. Det er parterne, der ejer
konflikten. Fokuspunkt for mægleren er gennem hele processen kontakten med parterne og
respekten for dem. Hvis blot kontakten og respekten er der, må mægleren som nævnt lade sin
aktivitet forme af elementer fra andre faciliterende mæglingsmodeller eller andet som
harmonerer med den faciliterende konfliktmæglings bagvedliggende værdier (se figur 3, s.
15). Dette skyldes, at betingelserne for mæglerens fokuspunkt, kontakten med parterne og
respekten for dem, ikke kan tvinges frem ved hjælp af en bestemt metode eller tilgang.
22 Vibeke Vindeløv: Konfliktmægling, 1. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, Gylling 2004, s. 262-
264, s. 247-253.
23 Ibid. s. 2.
18

Et andet afgørende element for Non-model er ægte dialog parterne imellem. Det er derfor
vigtigt, at der er en fælles, grundlæggende antagelse om, at en sådan dialog er nødvendig, og
at mægleren gennem hele processen holder parterne for øje, at en ægte dialog indebærer, at
selvom man ikke er enig med den anden part er det vigtigt at anerkende den andens version af
konfliktsituationen. Ægte dialog indebærer med Kristiansen og Bloch-Poulsens ord
elementerne, ”sharing”, ”daring” og ”caring”, dvs. at man deler, vover og drager omsorg for.
De forklarer det således:
Vi definerer dialog som en udforskende samtale i hvilken parterne sammen stræber efter
at opnå en bedre forståelse eller at blive klogere sammen. Den er karakteriseret ved at
dele, at vove og at drage omsorg for (eng.: sharing, daring and caring). At dele betyder,
at alle parter er villige til at dele deres viden med alle de andre [de involverede]. At vove
betyder at de er villige til at løbe en risiko og stille spørgsmål ved egne og andres
grundlæggende antagelser eller selvreferentialitet [at man udelukkende ser tingene fra
egen synsvinkel]. At drage omsorg for betyder, at den udforskende stemning er baseret på
ærlighed og oprigtig hensigt overfor hinanden. 24
At vove indebærer altså bl.a., at man kan stille spørgsmål ved sin egen selvreferentialitet.
Selvreferentialitet kan illustreres ved figur 4. 25 Personen til venstre ser klart et 6-tal og
personen til højre et 9-tal. Begge har ret, set fra deres synsvinkel. At stille spørgsmål ved egen
selvreferentialitet betyder altså, at man kan se og erkende at det, man klart ser som et 9-tal,
også er et 6-tal.
Figur 4: Selvreferentialitet
Foruden ægte dialog er det vigtigt for Non-model-modellen, at selvom mægler kan være uenig
hvad angår relevansen af og det gavnlige i parternes valg af inddragede emner eller mangel på
samme, så er det ikke desto mindre udelukkende parternes afgørelse, hvad der skal inddrages.
Ligeledes er det parterne selv, der skal bestemme, om mæglingen også skal indeholde
uddannelseselementer, det må aldrig blive et krav fra mæglers side. Det er derfor vigtigt, at
mægleren er fleksibel og rummelig og har en undersøgende – og ikke bestemmende –
holdning. Det er vigtigt, at mægleren ikke overtager ejerskabet af konflikten, men er reelt
upartisk, både i sit verbale som non-verbale sprog.
Andre vigtige elementer for Non-model er, at parterne frivilligt er gået ind i mæglingen, at
mæglingen foregår i et fortroligt rum, hvor mægler ingen oplysninger bringer med sig ud, og
at der skal aftales spilleregler i forhold til parternes fortrolighed.
Selvom mægleren har en stor frihed i forhold til, hvad han lader sin strukturerede proces
forme af, så er der dog ting, der på ingen måde er tilladt. Mægleren må ikke selv komme med
forslag til en løsning og vedkommende må heller ikke give sig til at vurdere de
løsningsforslag, som parterne kommer med. Ej heller må mægleren være terapeutisk, og
24 Marianne Kristiansen & Jørgen Bloch-Poulsen: “Self-referentiality as a power mechanism – towards dialogic
action research” i Action Research, vol. 2 (4), 2004, s. 371-378, s. 373.
25 Marianne Kristiansen & Jørgen Bloch-Poulsen: ”Dialog og dialogisk kompetence – en ny form for magt?” fra
Dialog og magt i organisationer, red. af Helle Alrø og Marianne Kristensen, Aalborg Universitetsforlag, 2004,
side 22.
19

vedkommende skal så vidt muligt undgå separate møder, da disse udelukker en ægte dialog
parterne imellem.
De ovenfor omtalte fem mæglingsmodeller, som Non-Model-mægleren blandt andet er fri til
at hente elementer fra beskrives nu ganske kort.
Den aftalefokuserede model redegjort for af Roger Fisher og William Ury i Få ”ja” når du
forhandler, 1981. Her er det den konkrete konflikt med parternes bagvedliggende interesser,
og i mindre grad relationen mellem parterne, der er i centrum. Det er vigtigt, at mæglingen er
effektiv og parterne opnår en holdbar aftale. Der anvendes gerne separate møder, da det øger
effektiviteten ved at der herigennem lettere fås svære informationer frem, som mægler
gennem omformulering kan gøre mere ufarlige for den anden part. Modellen er meget
teknisk.
Den kognitive model er inspireret af fire psykiatere og videreudviklet af psykologerne Johan
Haynes og Larry Fong. Denne model lægger vægt på en intellektuel forståelse, og mægler
stiller sine spørgsmål ud fra et bestemt system, der indebærer, at mægleren reflekterer over sin
tænkning, for at få parterne til at reflektere over deres egen tænkning. Derigennem
fremkommer der data, som afdækker parternes interesser og behov, og det behandlede
problem kan defineres på ny. Denne proces gentages hver gang et nyt problem dukker frem.
Modellen benytter hovedsageligt fællesmøder.
Den humanistiske model. En af denne models grundliggende antagelser er, at alt eksisterende
hænger sammen, og at alle mennesker ønsker fred. Fokus for modellen er en healing af
parterne ved hjælp af dialog. Denne type mægling begynder med omfattende formøder, der
gøder jorden for at mæglers rolle i de efterfølgende fællesmøder minimeres. Den sidste fase i
denne model er fælles opfølgningsmøder med parterne. Modellen har i høj grad princippet om
restorative justice med som baggrund for mæglerens overvejelser. Howard Zehr definerer
restorative justice som ”en proces til at involvere i størst mulig grad, de som har part i en
specifik krænkelse og til i fællesskab at udrede og tage fat på skader, behov og forpligtelser
for at helbrede og bringe tingene på ret køl i videst mulig omfang”. 26 Dette princip er i høj
grad relevant i forhold til konflikter i Folkekirken, da fx en konflikt mellem to præster breder
sig som ringe i vandet, først blandt medarbejdergruppen og menighedsråd og siden i hele
menigheden – et faktum flere af interviewepersonerne kommer ind på, fx siger en af dem
således: ”Det omfatter jo alle, og det er det forfærdelige ved en konflikt, at det involverer og
breder sig og tager folk ind, som egentlig slet ikke har aktier i det, og som f.eks. kan
udmærket med alle parter og pludselig bliver de part i sagen, og det er jo også dræbende for
dem.”
Den transformative model gøres der rede for i Josef Folger og Robert Baruch Busks bog The
Promise of Mediation, The Transformative Approach to Conflict, 2005. Her er det vigtigt, at
parterne hver især oplever en styrkelse (eng.: empowerment) og anerkendelse og derved tager
ansvar for den anden part. Denne styrkelse og anerkendelse opnås ved at mægleren følger
parterne og helt undlader at benytte en struktur for mæglingen. Formålet med denne type
mægling er at ændre parternes samspil, ikke deres relation. Her er det ikke så vigtigt om
mæglingen ender med en aftale, det vigtige er, at parterne og evt. det omgivende samfund
lærer af processen.
26 Howard Zehr: The Little Book of Restorative Justice, Good Books, 2002, s. 37.
20

Den narrative model udvikles af John Winslade og Gerald Monk i bogen Narrative
Mediation, A New Approach to Conflict Resolution, 2001. De mener at det at se på de
konfliktende parters interesser og behov leder væk fra det egentlige i konflikten, idet disse
interesser og behov er konstrueret af parterne med udgangspunkt i deres egen historiske
fortælling præget af opvækst og kultur. Derfor er mæglers hovedformål at dekonstruere den
historie parterne hver især kommer med, så de sammen kan konstruere en ny, alternativ
historie. Den narrative model eksternalisere problemet, fx at gøre et problem mellem et
ægtepar til et spørgsmål om kønsroller.
Vindeløv kommer ganske kort ind på, at nogle konfliktsituationer ikke er egnet til
faciliterende mægling, fx hvis det, parterne har brug for, er en afgørelse af et principielt
spørgsmål, men det kan også skyldes, at parterne ikke evner at tage vare på sig selv og sit eget
bedste, fx pga. en sindslidelse. 27
4.2 Faciliterende mægling belyst ved kvinden grebet i ægteskabsbrud
Barmhjertighed triumferer over dom. 28
Den fortælling fra Biblen, som jeg har valgt at belyse faciliterende konfliktmægling med, er
hentet fra Johannesevangeliet og omhandler kvinden, der er blevet grebet i ægteskabsbrud.
Situationen er afbilledet på specialets forside, hvis billede er tegnet af Peter Madsen.
Og de gik hver til sit hjem, men Jesus gik ud til Oliebjerget. Og tidligt om morgen vendte
han tilbage til helligdommen, og alt folket kom til ham, og han satte sig og lærte dem. Og
de skriftkloge og farisæerne kom med en kvinde, som var grebet i hor, og stillede hende
frem i midten. De siger til ham: ”Mester, denne kvinde er grebet på fersk gerning i hor. I
loven har Moses befalet os at stene den slags kvinder. Hvad siger du?” (…) Men Jesus
bøjede sig ned og skrev på jorden med sin finger. Da de nu blev ved at spørge ham,
rettede han sig op og sagde til dem: ”Den af jer, der er syndfri, lad ham være den første,
der skal kaste sten på hende!” Så bøjede han sig igen ned og skrev på jorden. Men da de
hørte det, gik de bort, den ene efter den anden, de ældste først; og han blev alene tilbage
med kvinden, som stod der i midten. Da rettede Jesus sig op og sagde til hende: ”Kvinde!
hvor er de andre? Var der ingen, som fordømte dig?” Hun svarede: ”Nej, Herre! ingen!”
Da sagde Jesus: ”Jeg fordømmer dig heller ikke, gå bort, synd fra nu af ikke mere!” 29
Det der sker her, er at de skriftkloge og farisæerne, dem der kan Moseloven ned til mindste
detalje, kommer til Jesus med en god sag. Kvinden, den anden part i konflikten, er grebet på
fersk gerning. Hun har forbrudt sig mod loven. Hun skal dømmes til døden ved stening.
Jesus ved, at ifølge Moseloven har de skriftkloge og farisæerne retten på deres side. Ja, ifølge
loven skal hun stenes og udslettes af samfundet. Jesus stiller ikke spørgsmålstegn ved deres
opfattelse af situationen. Han følger dem i deres tankegang. Han følger dem i, at loven er
altafgørende, og han siger: ”Den af jer, der er syndfri, lad ham være den første, der skal kaste
sten på hende!” Jesus går ned i deres interesser, behov og følelser. Og det, de skriftkloge og
farisæerne frem for alt ønsker, er, at loven skal holdes, og at retfærdigheden skal ske fyldest.
Loven gælder for alle, også dem selv, derfor er det, at Jesus med sit svar får dem til at lægge
27
Vibeke Vindeløv: Konfliktmægling, 1. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, Gylling 2004, s. 103.
28
”Jakobs Brevet” 2,13, Bibelen Den hellige skrifts kanoniske Bøger, Det Danske Bibelselskab, 1. udgave,
Viborg 1997.
29
”Johannesevangeliet” kap 8, 1-11, Biblen Den hellige skrifts kanoniske Bøger, Det Danske Bibelselskab,
København 1965.
21

loven ned over sig selv. Idet farisæerne og de skriftkloge herved kommer i kontakt med deres
følelser og behov, opdager også de, at barmhjertighed triumferer over dom, når de bliver
konfronteret med deres egne forseelser og forbrydelser, for de vil gerne selv have
barmhjertighed, derfor lader de kvinden i fred. Beriget med denne indsigt giver de afkald på
dommen over kvinden og går bort.
Som eksempel på faciliterende mægling har historien om kvinden grebet i ægteskabsbrud en
afgørende mangel, idet der ingen dialog er mellem parterne. Alligevel er det min vurdering, at
Jesus her gør brug af en faciliterende konfliktmægling, fordi han først og fremmest viser
begge parter respekt og har kontakt med dem. Desuden træffer han som neutral 3.-person ikke
nogen afgørelse i sagen, han dømmer ingen, og i hans svar til farisæerne og de skriftkloge
giver han tilkende, at de er eksperter på deres eget liv, på konflikten og løsningen af den.
Jesus har fokus på processen og på at den indeholder et uddannelseselement. Desuden er han
reelt upartisk, han kommer ikke med et løsningsforslag og giver sig ikke til at vurdere
parternes løsningsforslag. Han forsøger at give parterne anerkendelse og ”empowerment” ved
at styre processen, så parterne selv finder frem til den endelige løsning, der er skræddersyet til
dem, og som derfor er den bedste løsning. En løsning, der frisætter konfliktkræfterne på en
kreativ, dynamisk og fremadrettet måde til gensidig glæde og styrkelse for de implicerede.
4.3 Konflikttrappen og Muhammed-krisen
At ægte dialog er afgørende i forhold til det at løse en konflikt og undgå optrapning, vil jeg
illustrere med følgende gennemgang af Frans Rønnovs artikel ”Fogh har ikke forstået
dialogens væsen” 30 , hvori han interviewer Vibeke Vindeløv.
Figur 5: Konflikttrappen
Artiklen gør rede for en konflikts anatomi ved en figur som den ovenstående med følgende
forklaring:
30 Frans Rønnov: ”Fogh har ikke forstået dialogens væsen” i MandagMorgen, nr. 8, 27. februar 2006, s. 25-27.
22

En konflikt begynder med en uoverensstemmelse, hvor parterne anerkender deres
uenighed. Grænsefladen er udtryk for den grænse, der krydses, når der efter en tid med
uenighed opstår ”støj på linjen” og parterne begynder at føle reservation over for
hinanden. På personificeringsstadiet begynder parterne at betvivle hinandens motiver og
personlige karakter. Herefter ekspanderer konflikten, og parternes mistro til hinanden
næres. Det næste trin indebærer, at samtalen opgives, og i stedet for at tale til hinanden
taler parterne om hinanden til andre, søger evt. forbundsfæller. Der er nu etableret
fjendebilleder, og man ser kun det hos den anden, som ikke ønskes erkendt af parten
selv. Parterne kan ikke tale om andet end konflikten, der er blevet en del af deres
identitet. Vejen er nu banet for åben fjendtlighed, som næsten er autistisk i sin karakter.
Målet helliger midlet. Sidste trin er polarisering. Sameksistens er nu umulig.
Ghettodannelser, fyringer, skilsmisser og krige er den eneste udvej. 31
Det fremgår af artiklen, at Vindeløv vurderer, at Muhammed-konflikten er udtryk for et
kultursammenstød, altså at der er tale om en værdikonflikt og ikke en interessekonflikt. Ifølge
konflikttrappen (se ovenfor) udvikler en konflikt sig gennem forskellige trin fra en
uoverensstemmelse op gennem forskellige niveauer for at ende med åben fjendtlighed og
polarisering, hvis den ikke bliver håndteret korrekt.
Første trin på trappen er benævnt uoverensstemmelse. I Muhammedsagen var der for
muslimerne tale om en oplevelse af en religiøs krænkelse. For regeringen/danskerne var der
tale om en knægtelse af ytringsfriheden.
Næste niveau er grænsefladen, hvor der bliver mere og mere støj på linjen, og parterne bliver
meget reserverede over for hinanden. Muslimerne på deres side føler en velbegrundet
indignation over Muhammed tegningerne, idet deres religiøse følelser er blevet krænket.
Regeringen på sin side føler, der er fare for knægtelse af ytringsfriheden, og statsministeren
tror tilsyneladende, at det drejer sig om en forhandlingssag, en form for dialog, forstået ud fra
en forældet begrebsopfattelse, hvor den ene må afgive noget, når den anden modtager noget.
Altså en given kage man skal dele, win-loose-problematikken.
Man kunne sandsynligvis have forhindret Muhammed-konflikten eller begrænset
skadevirkningerne, hvis man allerede her på grænsefladen var gået ind i en ægte dialog med
lydhørhed og respekt for egne og andres værdier, så der kunne være opstået flere
opblødningsmuligheder. Men når der som her er tale om en værdikonflikt og ikke en
interessekonflikt, kan man ikke forhandle sig frem til et kompromis som f.eks. en mindre
begrænsning i ytringsfriheden eller en ændring af muslimernes religiøse opfattelse.
Andet trin på trappen er benævnt personificering. Det svarer til, at statsministeren og
regeringen står fast på danskernes ytringsfrihed, og statsministeren afslår at deltage i mødet
med de muslimske ambassadører fra flere lande, hvilket jo var med til at optrappe konflikten.
Mennesker råber højt og bliver aggressive, når man ikke lytter til dem, tager dem alvorligt og
inddrager dem i en løsning af konflikten. Intet menneske bryder sig om ikke at blive
respekteret.
Med til optrapningen er, at danske muslimske ledere drager ud med fordrejede og urigtige
ophidsende oplysninger.
31 Ibid., s. 26.
23

Igen kunne en yderligere optrapning sandsynligvis have været undgået, hvis statsministeren
havde indvilliget i at mødes med de udenlandske muslimske ambassadører til en ægte dialog,
hvor han i respekt for den anden part kunne have formidlet, at for os danskere bliver et angreb
på ytringsfriheden opfattet som et angreb på selve den måde, vi lever på. Det er, hvad vi skal
formidle til muslimerne. Og det, de skal formidle til os, er den store krænkelse, de føler, i og
med at karrikatur-tegningerne af profeten Muhammed krænker selve den måde, som
muslimerne tænker og lever på. Nøgleordet er ægte dialog.
24

5 EMPIRI: KVANTITATIVE SPØRGESKEMAER
Grunden til, at jeg har valgt at foretage en kvantitativ undersøgelse via spørgeskemaer, er, at
mit konkrete kendskab til konflikterne i Folkekirken efteråret 2006 primært var erhvervet
gennem læsning af Kristeligt Dagblad, læsning på spisesedler og informationer gennem radio
og tv. Derfor blev mit første tiltag at lave en kvantitativ undersøgelse, der skulle udvide mit
kendskab til og give mig et reelt indblik i konflikternes antal, type m.m. For at få et
overskueligt materiale valgte jeg at begrænse min undersøgelse til Århus Stift.
I oktober 2006 stod det klart, at antallet af de nye kommuner, der ville fremkomme 1. januar
2007, også ville ændre provstigrænserne. Mine spørgeskemaer skulle derfor udsendes allerede
1. november, idet ingen præst har tid til at besvare spørgeskemaer i december måned.
Samtlige 17 tillidsmænd og 16 provster fik gennem stiftet tilsendt et spørgeskema med
følgebrev (se bilag 3). At jeg har valgt provster og tillidsmænd som respondenter til
spørgeskemaerne skyldes, at disse måtte kunne give det mest fyldestgørende overblik over
stiftets konflikter og konfliktløsningstiltag.
Svarprocenten for provster nåede op på 87,5 %. De manglende 12,5 % skyldtes, at tre
provster foruden deres eget provsti også var konstitueret i et andet provsti samtidig og kun
den ene af disse tre provster svarede for konstitueringssognet. For tillidsmændenes
vedkommende var svarprocenten 88,2 %.
Med spørgeskemaerne håbede jeg at få et realistisk billede af praksis, dvs. et realistisk billede
af
• antallet og typen af konflikter der var blevet så alvorlige at hjælp af 3.-person uden for
sognets arbejdsplads var nødvendig
• afdække hvem denne 3.-person var (provst, tillidsmand, psykolog osv.)
• hvilken konfliktløsningsmetode 3.-person gjorde brug af (faciliterende, evaluerende,
andet)
• hvorvidt den personlige relation mellem de konfliktende parter blev genoprettet.
Det er selvindlysende, at svarene er respondenternes opfattelse af praksis. Jeg har dog valgt at
lade deres opfattelse være gældende for praksis i Århus Stift, og drager mine konklusioner og
antagelser ud fra respondenternes svar. I et par tilfælde, hvor svarene var flertydige eller ikke
stemte overens med antallet af først opgivne konflikter, har jeg valgt at kontakte respondenten
telefonisk og hermed få afklaret usikkerhedsspørgsmålene.
Nu syv måneder senere og syv måneder klogere ser jeg klart nogle alvorlige svagheder ved
det udsendte spørgeskema. Da jeg i oktober 2006 udfærdigede skemaet, var min personlige
bias angående genoprettelse af den personlige relation så kraftig, at jeg end ikke så en fare i at
stille dette spørgsmål op på en sådan måde, at det implicit indgik som det ideale mål for en
konfliktløsning. Forsoning og tilgivelse er som allerede nævnt, nøgleord i præsters arbejdsliv,
og for mit eget vedkommende var det i den grad indarbejdet i hele min før-forståelse, at det
kom til at lukke muligheder i stedet for at åbne muligheder, fordi jeg havde lagt mig fast på, at
en mægling kun var vellykket, hvis tilgivelse og forsoning blev opnået.
Forsoning og tilgivelse er ikke længere en ubevidst bias, en ubevidst fordom, men er stadig en
vigtig del af min forståelseshorisont. Forsoning og tilgivelse er nemlig af stor betydning for
livet mennesker imellem, samtidig er tilgivelse og forsoning altid kun mulig i frihed. Min
25

opfattelse af en ideel løsning af en konflikt indeholder ikke længere hverken forsoning,
tilgivelse eller genoprettelse af den personlige relation mellem parterne som absolut
nødvendige elementer, nu er det vigtige parternes interesser og behov, fx som i fortællingen
med kvinden grebet i ægteskabsbrud, hvor parterne når frem til den for dem ideelle løsning,
en løsning, der ikke indbefatter forsoning, tilgivelse og genoprettelse af den personlige
relation.
Tilgivelse og forsoning vil altid være vigtige søjler i Folkekirken og folkekirkemiljøet og
derfor være en del af min før-domsfulde måde at nærme mig virkeligheden på. Jeg mener som
Gadamer, at vores for-domme eller før-domme, vores forståelseshorizont, er hele grundlaget
for at kunne forstå verden, ikke en hindring for at forstå den. Det er med andre ord ikke et
spørgsmål om, hvorvidt man har fordomme i sin tilnærmelse af verden, men hvilke fordomme
man nærmer sig med, og at man er villig til at justere dem, evt. forkaste dem. Som Gadamer
siger: ”Vi må sætte vores fordomme på spil for at få dem i spil” 32 . Mine fordomme tæller
blandt andre tilgivelse og forsoning, fordi kristendommen for mig ikke er mulig uden. Som
den danske teolog og stiftsprovst Frederik Helveg siger: ”Uden forsoning ingen
kristendom” 33 .
En anden før-dom, jeg har, er en kollegial solidaritet og en indlevelse i fælles arbejdsvilkår.
Samtidigt styrker denne før-dom sandsynligvis respondenternes tillid til dette pilotprojekt og
før-dommen styrker mit eget engagement.
Foruden de nævnte før-domme er der den fejlkilde ved de udsendte spørgeskemaer, at jeg
spørger til anvendelse af psykologer, konsulentbistand og andet og deres anvendte metode.
Svarene bliver andenhåndssvar og vil derfor uundgåeligt være behæftet med stor usikkerhed.
Jeg har valgt at benytte den del af besvarelserne i mindre grad.
Jeg satte mig for at undersøge de fire ovenforstående punkter, men vil på baggrund af de
ovenforstående overvejelser i det efterfølgende se bort fra besvarelserne angående hvorvidt
den personlige relation er genoprettet. Ligeledes vil der blive set bort fra hvilken metode 3.person
anvendte, når denne var psykolog, konsulent eller andet. Tilbage er derfor: antallet og
typen af konflikterne, hvem den inddragede 3.-person er, samt den anvendte løsningsmetode
hos provster og tillidsmænd.
5.1 Spørgeskemaresultaterne
Resultatet af fordelingen af konflikttyper ses i figur 6 side 27. Som det fremgår af figuren, er
den største del af konflikter, hvor mindst en præst indgår, konflikter mellem præst og præst.
Dette kan ses som en bekræftelse af min hypotese, at den måde, præster er skolet på med
tilgivelse og forsoning som de altafgørende nøgleord, faktisk gør os mere konfliktsky i stedet
for konfliktløsende. At præster pga. af deres skoling og egne og andres forventninger om at
præsten er ét med det forkyndte budskab ganske simpelt bliver dårligere til at tackle
konflikter, hvorfor konflikterne får lov til at eskalere. Dette vil blive taget op senere i
forbindelse med bearbejdningen af de kvalitative interviews.
32 Kaare Pedersen: ”Problemstilling og problemformulering” i Problemorienteret projektarbejde af Poul B.
Olsen & Kaare Pedersen, Roskilde Universitetsforlag, 2003, s.30.
33 Frederik Helveg: ”Nogle antydninger om Forsoningstro og Forsoningsdogme”, Dansk Kirketidende, nr. 32,
1875, s. 489.
26

27
Præst og præst 40.0%
Præst og organist 15.6%
Præst og anden medarbejder 17.8%
Præst og menighedsråd 22.2%
Præst og anden part 4.4%
Figur 6: Fordeling af konflikttyper for både provster og tillidsmænd
Vigtigt for dette speciale er den metode provster og tillidsmænd har anvendt. Gyntelbergs
undersøgelse viste, at der er et dårligt arbejdsmiljø i Folkekirken, og dette må indebære, at
konflikter overvejende ikke bliver løst dynamisk og fremadrettet, dvs. at konfliktparterne ikke
kommer styrket ud af konflikten. Min arbejdshypotese ville derfor være skudt i sænk, hvis
den kvantitative undersøgelse viste at den faciliterende konfliktløsningsmodel var den
primært anvendte metode for den nuværende praksis, og altså ikke medførte en styrkelse af de
involverede parter. Jf. figur 7 er praksis primært kendetegnet ved evaluerende metode, idet
den anvendes i overvejende grad af såvel tillidsmænd som provster. Det er således stadig efter
denne test muligt, at min arbejdshypotese holder.
12
10
8
6
4
2
0
Provster Tillidsmænd
Evaluerende
Faciliterende
Andet
Figur 7: Anvendt metode angivet i antal
Som man ser af figuren har ingen tillidsmænd brugt faciliterende metode, hvorimod der
blandt provsterne i to tilfælde er blevet brugt elementer af den faciliterende metode, og i ét
tilfælde udelukkende blevet anvendt en faciliterende metode. På baggrund af de kvalitative
interviews (se kapitel 6) skyldes dette måske, at kun provsterne ved deres udnævnelse bliver
pålagt en efteruddannelse af tre gange en uges varighed i ledelse og konfliktløsning m.v., og
at der samtidig for enkelte af provsternes vedkommende har været mulighed for at deltage i et
konfliktløsningskursus af længere varighed.
Resultatet af undersøgelsen af, hvem de inddragede konflikteløsere er, ses af figurerne 8 og 9
side 28. Som det fremgår af disse figurer, forsøger både provster og tillidsmænd i vidt omfang
selv at løse konflikterne, tillidsmændene i 54,2 % og provsterne i 71,4 %. Den større
procentsats hos provsterne skyldes måske den førnævnte provsteuddannelse og det faktum, at

provsten er såvel menighedsrådets som præstens overordnede og derfor ofte er taler for begge
parter i en konflikt, hvorimod tillidsmanden primært taler for præsten.
28
Provster alene 71,4%
Psykologbistand 4,8%
Konsulentbistand 14,3%
Andet 9,5%
Figur 8: De inddragede konfliktløsere – provster
Tillidsmand alene 54,2%
Psykologbistand 4,2%
Konsulentbistand 12,5%
Andet 12,5%
Ved ikke 16,7%
Figur 9: De inddragede konfliktløsere – tillidsmænd
Flere af de adspurgte har knyttet en kommentar til deres besvarelser. En af de adspurgte stiller
spørgsmålstegn ved skemaets formulering om antal løste konflikter, for hvad vil det egentligt
sige, at en konflikt er løst? Mange giver således udtryk for, at konflikterne på trods af
involvering af en eller flere 3.-personer, evt. rejste konfliktparter m.m., stadig synes at være i
gang i det ene eller andet omfang. Som en skriver: ”Der er blevet mere stille om konflikten,
men er den løst?” Andre giver udtryk for at en af eller begge af de involverede parter blot
klare sig igennem i hverdagen enten ved simpelthen at ”holde ud” eller ved hjælp af løbende
individuel rådgivning udefra. Andre igen skriver direkte, at konflikten lever i bedste
velgående.
Nogle af de adspurgte kender til konflikter, men har ikke været involveret i løsningsforsøg af
disse. Dette hænger måske igen sammen med min hypotese, at den måde, præster er skolet på
med tilgivelse og forsoning som de altafgørende nøgleord, faktisk gør os mere konfliktsky i

stedet for konfliktløsende. At præster er konfliktsky kommer en af de adspurgte ind på, idet
vedkommende skriver om grunden til, at vedkommende ikke er blevet involveret i
konflikterne i det undersøgte tidsrum, at det måske skyldes, at præster ”ikke ønsker at åbne op
overfor kollegaer. Som præster er vi nok meget konfliktsky – og ikke mindst er vi gode til at
holde kortene tæt til kroppen for ikke at tabe ansigt overfor vore kollegaer”. Som nævnt vil
dette blive taget op i næste kapitel. Se også dette kapitel for mine videnskabsteoretiske
overvejelser angående tilgangen til empirien.
29

6 EMPIRI: KVALITATIVE INTERVIEWS
Efter at have modtaget de udfyldte spørgeskemaer stod det klart, at jeg måtte foretage nogle
kvalitative interviews for at få afprøvet min arbejdshypotese, dvs. min problemformulering,
og min hypotese om præsters konfliktskyhed. Det forekom mig nemlig, at interviews, som
Kvale skriver, ”egner sig til at undersøge menneskers forståelse af betydningerne i deres
livsverden, beskrive deres oplevelser og selvforståelse og afklare og uddybe deres eget
perspektiv på deres livsverden.” 34
Begrundelsen for valget af de fire interviewede konfliktløsere er, at de tilsammen har
erfaringer som evaluerende konfliktløser samt faciliterende mæglere. Desuden interviewede
jeg en konfliktpart, der i forbindelse med en langvarig, hård konflikt mødte begge
konflikthåndteringsmetoder. Interviewene foregik ud fra en forud udfærdiget interviewguide
(se bilag 4).
Min intention var som nævnt i indledningen at gå fænomenologisk til værks, dvs. at gå ud og
studere et stykke samfund helt neutralt, og at se på fænomenet i dets helhed, og først i min
bearbejdning af spørgeskemaerne og interviewene at være hermeneutisk, idet jeg der er nødt
til at tolke og finde mening i de indkomne svar og interviewpersonernes udsagn.
Jeg kan nu se, at jeg hele vejen igennem er hermeneutisk, dels fordi jeg har opstillet to
hypoteser, som jeg arbejder ud fra, og som derfor er styrende for mit arbejde, og jeg derfor
nogle gange går over i at diskutere med interviewpersonen, dels fordi jeg med mit stærke
engagement flere gange har fået formuleret spørgsmålene i min interviewguide på en ledende
måde, dvs. at jeg ikke er tilstrækkelig værdineutral. Fx i spørgsmålet ”Er konflikter altid af
det onde” vil det være lettere at svare ’Nej’ end ’Ja’ pga. ordet ’altid’. En mere neutral – og
altså mere fænomenologisk – spørgemåde kunne fx være ”Hvor ville du placere konflikter på
et kontinuum fra 1 til 10, hvor 1 er godt og 10 er ondt?” Et andet spørgsmål, som jeg nu kan
se er problematisk i forhold til, at jeg ønskede at være fænomenologisk i min tilgang, er
spørgsmålet: ”Kan et sådant dilemma evt. medvirke til at gøre præster mere konfliktsky?”
Selvom jeg har et ’evt.’ med, så kommer jeg til at spore folks tankegang ind på en bestemt
retning, og selvom spørgsmålet ikke nødvendigvis medfører, at interviewpersonerne giver
mig ret, så vil det være mere sandsynligt end det modsatte.
Den subjekt-subjekt-relation jeg jf. indledningen sigtede efter mellem mig som interviewer og
de interviewede, mener jeg, at jeg fik realiseret, idet vi sammen var co-learnere, dvs. at vi
sammen undersøgte og gensidigt lærte om konfliktkræfter og konflikthåndtering.
6.1 Interviewresultater – Er konflikter altid af det onde?
Interviewguiden omfattede syv spørgsmål samt uddybende underspørgsmål (se bilag 4). Mit
første spørgsmål omhandler den adspurgtes konfliktforståelse, da jeg mener at en bestemt
forståelse af, hvad en konflikt er, kan være medbestemmende for, hvilken metode man
anvender for at løse den. Dette var ikke tilfældet for de fire interviewede konfliktløsere.
En bekræftelse af min problemformulering kræver, at konflikter kan ses som indeholdende
positive kræfter. Derfor var et af spørgsmålene om konflikter altid er af det onde. Tre af de
adspurgte giver klart udtryk for at konflikter meget vel kan være af det gode, om end de også
34 Steinar Kvale: Interview, 1. udgave, Hans Reitzels Forlag, København 1997, s. 111.
30

har oplevet at ”det kan blive rigtigt ondt”, og at det kører ”fuldstændig af helvede til”. En
mener således, at en konflikt kan være en måde ”at ryste posen på og netop få de opbrud, som
måske kunne bryde noget fastlåst og stivnet, som måske er uhensigtsmæssigt for begge
parter”. En anden giver udtryk for at konflikter kan bidrage til selvudvikling:
Der kommer altså nogle ting op, som fortjener at komme op. Og en konflikt, der løses,
den giver alle involverede parter noget nyt, både en ny indsigt, men også nogle nye
kræfter i og med at en konflikt, der er løst, den frigør nogle kræfter – det andet [at være i
konflikt] det kan dræne kræfter. (…) Konflikter er ikke altid af det onde. Der er dynamik
i det. Og så er det også med til at fastholde parterne i at de er individer, der hvor de er sat,
og for at sige det ligeud: der er ikke noget mere trist end en pjokkerøv, der ikke siger fra,
hvis man bliver presset lidt for meget – eller siger ”det der, det vil jeg simpelthen ikke
finde mig i, det vil jeg ikke være med til”. Det kan være at vedkommende har misforstået
det, men det kan sandelig også være, at han netop har forstået det. Det er da med til at
give én noget personligt og styrke ens personlighed, bestemt.
Den interviewede konfliktpart mener derimod, at konflikter altid er negative:
Jeg ved godt, at der er nogen, der siger ”jamen, så kommer vi styrket ud og så er der
meget mere sammenhold bagefter”. Det er ligesom i ægteskaber, det er godt med et
skænderi, der renser luften, og så holder de så meget af hinanden bagefter, ja tak, og så
får de et eller andet forsoningsbarn og så bliver de skilt 3 år efter. Konflikter er aldrig af
det gode. (…) Jeg har fået et sår, og jeg har fået nogle holdninger til andre mennesker,
som jeg aldrig kommer over. Hvor jeg før mødte folk med tillid, så møder jeg dem nu
med skepsis. Kan jeg stole på den pågældende? Jeg har mødt folk, der har sagt, når de
senere hen har lært mig at kende og har hørt, hvad jeg har været igennem, ”nå, så kan jeg
bedre forstå, at du mødte mig med sådan en distance. Du var venlig, men du mødte mig
med distance, og det kunne jeg ikke forstå, at du gjorde”. Og det er også noget, jeg ikke
selv var bevidst om, men jeg tænker hele tiden ”kan jeg stole på den pågældende?”
Jeg spurgte konfliktparten om det ville ændre noget, hvis man greb fat i konflikten langt
tidligere. Svaret var:
Men så havde det ikke været en konflikt, så havde det været et problem, som vi løste. Det
skal løses, medens det er et problem. Problemer er jeg ikke bange for. Problemer kan
være meget godt at få op på bordet og få drøftet, og det er der ikke nogen, der får ar på
sjælen af, men konflikter, det får man altid ar på sjælen af.
Jeg spurgte ind til, om konflikter ikke er et livsvilkår, og vedkommende svarede:
Jo, men derfor mener jeg stadig ikke, at de er af det gode. Døden er også et livsvilkår, og
savn er også et livsvilkår, og man kan også godt komme til at vokse af at have savn og
sorg, det kan man godt, men det er jo så noget til indvortes brug. Man kan jo aldrig sige
til nogen, der har sorg: ”det skal du nok komme styrket ud af”.
Det viser sig senere i interviewet med konfliktparten, at det vedkommende forstår ved
problemer falder ind under min definition af konflikter (se Indledning s. 3), idet det
vedkommende forstår ved problemer for mig at se er konflikter, der endnu ikke er udviklet til
svære konflikter. Jeg mener derfor at kunne konkludere ud fra de ovenstående citater, at
konflikter kan sammenlignes med en fossende elv: spærrer man for konflikten, finder den sin
egen vej at gå, dvs. tager man ikke fat i den, så ødelægger den alt og alle på sin vej, jf.
kommentarerne om at ”det kan blive rigtigt ondt” og ”kører fuldstændigt af helvede til”, samt
den interviewede konfliktpart, der oplevede, at konflikten gav ar på sjælen. Finder man
31

derimod en måde at kanalisere elvens mange kræfter de rigtige steder hen, så kan de være til
vækst og livsfremme, jf. fx de interviewedes udsagn om at en konflikt kan ”bryde noget
fastlåst og stivnede” og give ”ny indsigt” og ”nye kræfter” og ”give én noget personligt og
styrke ens personlighed”. Men vil en faciliterende mægling kunne bidrage til denne
kanalisering?
6.2 Interviewresultater – Evaluerende kontra faciliterende?
To af de interviewede – en konfliktløser og konfliktparten – kender til både den evaluerende
og den faciliterende metode. Konfliktløseren har været på et længerevarende kursus. De tre
andre konfliktløsere har primært brugt den evaluerende metode og kun elementer fra den
faciliterende metode. Jf. indledningen regnede jeg med at kunne teste min arbejdshypotese
(som var: hvis en faciliterende mæglingsmodel anvendes, så vil konflikterne blive løst
dynamisk og fremadrettet) ved at spørge om forskellene mellem de to metoder, mellem
processen og dens resultater ved dels den evaluerende konfliktløsning og dels den
faciliterende konfliktmægling. Men det viser sig, at de fire adspurgte konfliktløsere vælger
metode efter konfliktens indhold og de involverede personers ageren. På spørgsmålet om
hvorfor de vælger at bruge den pågældende metode, svares der eksempelvis således:
Det kommer an på hvad det er for en type af konflikt. Nogle konflikter bunder i det, jeg
lige har sagt, at der er nogle der simpelthen ikke kender deres egne kompetencer, deres
rettigheder, hvor de kan gå til, hvad er grænsen, og hvad er mit område – og der kan det i
nogle situationer simpelthen handle om at sige til folk: ”Du gør ikke det der”, simpelthen
sætte ind som myndighed og sige ”Du lader være med det der, for det har du ikke ret til
(…) Andre steder har jeg givet gode råd.
Det er den personlige samtale [der afgør valget af metode]. Når vi går i gang, så er det
simpelthen bare med at lytte og prøve at lytte sig ind til, hvad der vil være godt for dem
[konfliktparterne]. (…) [Nogle gange er det konfliktparterne,] der kommer med de bedste
ideer, det er dem selv, der har løsningen, for jeg har jo ikke deres sko på. (…) [I et andet
tilfælde] endte det med, at jeg slog i bordet og sagde: ”Sådan er reglerne”.
Jeg har ikke gjort mig nogen overvejelser om, hvorvidt det nu er den ene eller den anden
model. For mig afhænger det af hvert enkelt tilfælde, og de ligner heller ikke hinanden.
Der er selvfølgelig nogle fællestræk, men de ligner ikke hinanden, fordi de er så vanvittig
afhængig af, hvilke personer der er med. Det kan være den åbne person, den som er
meget let at tale med, og det kan være det stik modsatte: en person, som har svært ved at
sætte ord på hvad der er galt.
Da konfliktløserne altså ikke har brugt de to forskellige metoder til den samme type konflikt,
er det derfor ikke muligt at få et direkte svar til brug for den påtænkte testning af min
arbejdshypotese.
Det mest direkte svar i forhold til forskellen mellem de to typer metoder findes hos den
interviewede konfliktpart i dennes oplevelse af konfliktforløbet: først blev der ”lagt låg på” og
da låget efterfølgende ”ryger af”, prøver konfliktløseren at kommandere parterne til fred – en
løsning konfliktparten mener kun virker, når konfliktparterne selv vil. Vedkommende
oplevede dernæst en faciliterende konfliktmægler og kommenterer det således:
Det må jeg faktisk sige, det var befriende, det var det (…) vi fik hver især lov til at sige
det vi ville, og så fik vi lov til hver især at gå for os selv, og så mødtes vi igen for at
32

drøfte, hvad vi kunne blive enige om (…) Der syntes jeg, at vi landede fornuftigt, og jeg
var sådan set tilfreds, da vi gik derfra.
Denne oplevelse er til fordel for min arbejdshypotese.
6.3 Interviewresultater – Medfører faciliterende mægling dynamik og fremdrift?
Den ovenfor skildrede oplevelse af et konfliktforløb viser at faciliterende mægling kan løse
op for en konflikt, frisætte parterne fra konfliktens spændinger, men kan den hjælpe
konfliktparterne styrket ud af konflikten, dvs. kan dens anvendelse bevirke, at konflikten løses
dynamisk og fremadrettet, dvs. så der viser sig nye muligheder? Det mener jeg at kunne svare
et forsigtigt ’Ja’ til ud fra interviewpersonernes svar.
I første omgang synes den faciliterende mægling at være en virkelig god
konfliktløsningsmodel, idet den synes at være et redskab, der kan løse konfliktknuden helt op.
Således er der flere, der omtaler nødvendige elementer i en konfliktløsning, som netop den
faciliterende mægling indeholder. En af konfliktløserne udtaler således:
Hvis du kan nå derhen, hvor begge faktisk synes, at de har bidraget virkelig meget til det
her win-win, så tror jeg på den. Men hvis der er en, der helt åbenbart bliver trynet i det
her, så kan du godt skrive afskedsansøgningen med det samme. Han kan ikke eksistere så.
Du kan ikke leve i et arbejdsforhold – selvfølgelig nok i en periode – men du kan ikke
permanent gå på listesko og hele tiden kigge dig tilbage over skulderen.
”Man skal passe på, at man ikke får dem [en af parterne eller begge] til at stå som taber.”
En anden taler om, at et af målene er at få folk til at gå i dialog:
Man spørger ind til, hvad handler det om, og hvad mener den ene part, hvad mener den
anden part, og så efter fattig evne gå ind og stille nogle opklarende spørgsmål, for der
sker jo også det, at man får trængt hinanden op i en krog, og man hører næsten det, som
man forventer, den anden – som er et dumt svin – nok skal sige. Egentlig bare prøve på at
få folk til at snakke sammen. Bløde op på fjendebillederne.
Disse elementer bliver bedst sikret med den faciliterende mægling, idet den faciliterende
mægling netop handler om kontakt og om at respektere det enkelte individ, der anses for at
være ekspert på eget liv, og hvor det derfor er parterne i fællesskab, der skal komme med
løsningen på konflikten, og hvor dialog, den gensidige respekt og afdækningen af parternes
interesser og behov er de nødvendige midler hertil. Dette synes at være en sikker vej til at
begge parter synes, at de har bidraget virkelig meget, at ingen bliver trynet eller står tilbage
som taber, men at man netop gennem dialog ender i en win-win situation. En evaluerende
konfliktløsning kan i modsætning hertil lettere komme til at ende med en win-lose situation,
idet konfliktløseren kan komme til at lægge egen tolkning ned over parterne og se bort fra
deres autonomi.
Konfliktløseren, der kender til faciliterende mægling, lægger netop vægt på, at parternes
ejerskab af konflikten og konfliktløsningsforslagene er vigtig for konfliktløsningens
holdbarhed:
Jeg kan jo sagtens sidde og sige: ”nu gør I sådan og sådan”, men det hjælper jo ikke en
brik, hvis ikke de selv synes, at det er en god ide. De skal virkelig selv finde løsningen,
det skal de altså.
33

To andre elementer som denne konfliktløser fremhæver som vigtige, er fortrolighed og fælles
spilleregler for kommunikation:
Det er så også vigtigt, at noget af det, de også får at vide, det er, at man i det her rum kan
tale frit uden, at der bagefter er nogen, der går ud og plaprer ud om, at den og den sagde
også sådan.
Vi startede med at aftale nogle kommunikationsregler, hvoraf noget af det vigtigste er, at
vi taler til og ikke om hinanden. (…) Og det er egentlig min erfaring, at det frelser. Hver
især personligt skal de love at overholde disse regler.
Det fortrolige rum og de klare fælles spilleregler er netop igen vigtige elementer i den
faciliterende mæglingsmodel.
Mæglingsmodellen synes at løse op selv med en utrænet konfliktløser. Således fortæller den
facilitativ-kyndige konfliktløser:
… jeg var inde og prøvede at gøre det faciliterende. Der havde jeg ikke lært noget om det,
men famlede mig lidt frem, men havde egentlig god erfaring med det og fik god respons
på det bagefter.
At den faciliterende mægling ikke kun er god til at løse konfliktknuden, men også er
fremadrettet, giver en af konfliktløserne udtryk for. Vedkommende fortæller således om en
konflikt, hvor den faciliterende mægling afdækkede opståede myter parterne imellem, eller
som vedkommende formulerer sig: ”der åbenbaredes nogle ting”. Det viste sig således, at den
ene part forvekslede et skjult fysisk handicap hos den anden part med arrogance. Begge parter
var dybt overraskede over misforståelsen.
Sådan nogle ting bliver så afdækket, og det kan være med til løse en del af konflikten. Og
så handler det altså også om, at nu skal vi ikke blive ved med at hænge i fortiden.
Selvfølgelig skal vi lige ridse op, hvad konflikten skyldes, men alle de tusinde historier,
som folk kan blive ved med fra nu af og så til nytårsaften om, at der gjorde han nu sådan,
og der var den sådan, og der sagde de sådan, det gider vi ikke høre. Nu ser vi fremad, og
hvad gør vi så for at løse det, og hvad gør vi fremover. Det er det, jeg forstår ved det, du
kalder faciliterende. (…) Den har jeg gode erfaringer med. Den metode har jeg tænkt mig
at bruge, fordi det er det, der giver i længden. Ja, for du kan sagtens få dem til at give
hinanden pænt hånden, når de går herfra og så går de lige ud og slås dagen efter igen.
Hvis det skal holde i længden, så skal de altså være enige om at arbejde på det begge to.
Direkte adspurgt om, der med den faciliterende metode åbner sig nye muligheder, svarer den
facilitativkyndige mægler: ”Ja, det gør der”, men fortsætter så i en anden retning. Desværre
var jeg ikke skarp nok til at komme tilbage til det oprindelige spørgsmål. Jeg kan se nu, at jeg
skulle have spurgt mere ind til mit hovedspørgsmål, så jeg mere direkte havde fået testet min
problemformulering, men jeg mener, som jeg begyndte dette afsnit med at sige, at jeg
alligevel kan svare et forsigtigt ’Ja’ til min problemformulering.
Alt i alt er baggrunden for det forsigtige Ja, at det som interviewpersonerne peger på af
positive elementer i konfliktløsning, er elementer, som er at finde i den faciliterende
konfliktmæglingsmodel. Afgørende er specielt at alle fem interviewpersoner lægger vægt på,
at det er konfliktparterne selv, der skal finde frem til løsningen, hvilket korresponderer med
34

Non-Models kernepunkt: konfliktparternes autonomi – et element, der ikke findes i nær
samme grad i den evaluerende konfliktløsningsmodel.
En af konfliktløserne giver mig dog direkte ret i, at jo mere vi kan få den faciliterende metode
ind i Folkekirken, des bedre psykisk arbejdsmiljø vil vi kunne få. Vedkommende siger
således:
Det tror jeg er rigtig. Når du føler, at du er medarbejder på din egen hverdag. Det er noget
af det, der tæller, og jeg tror ikke mindst på kirkens område. Fordi hvis du går til de
forskellige medarbejdere, så er der jo ingen af dem, der sidder med holdningen, at det her
det er bare et 8-16 job. (…) Og det er da sandelig noget af det væsentlige at gribe fat i, at
de vil noget.
Her kommer konfliktløseren ind på at faciliterende mægling synes at være specielt vigtig i
Folkekirken, fordi medarbejderne brænder for deres arbejde, dvs. ikke kan undgå at blive
integreret i deres arbejde, hvorfor det er vigtigt at de har indflydelse. Har man et 8-16 job,
hvor man kan gå hjem om eftermiddagen og lægge arbejdet fra sig, er det nok lettere at
acceptere en ’retslig’ eller evaluerende konfliktløsning, hvor konfliktparternes autonomi har
været begrænset.
Dette støttes af en anden af de interviewede konfliktløsere, der siger:
Man kan [som præst] ikke gemme sig i konflikten, den løber med en, dvs. at man bliver
mindet om det hver gang man går ud af sin dør i sin præstegård. Hvorimod det er meget
lettere på større arbejdspladser at gemme sig i en periode (…) og så tage hjem. Det kan
præsten ikke på samme måde. Han trækker det med sig ind. Det er et vanskeligt job. Det
er selvfølgelig vigtigt, at vi tager sådan nogle ting med ind, når vi drøfter boligforhold, at
vi ikke isolerer det til et spørgsmål om husleje og uro i huset.
Med mindre konflikten drejer sig om en afgrænsning af bemyndigelse, dvs. en ’retsafgørelse’,
så synes den faciliterende at være den model, der bedst sikrer en holdbar og langsigtet
løsning.
6.4 Interviewresultater – Uddannelse og supervision
Selvom den faciliterende model ikke er udbredt som konfliktløsningsmodel i Folkekirken, så
kender præster alligevel til metoden eller dele af metoden, da de bruger den i
sjælesorgsarbejdet. Efter at have fået forklaret, hvad den faciliterende metode går ud på,
svarer en af interviewpersonerne således:
Jeg har brugt det et par gange i sjælesorg, når to mennesker vil skilles. Der har jeg lavet
den der: ”Nu hører vi den ene og så den anden”, og så skrive ned og se om de har nogle
fælles punkter. Men der er man også egentlig mere i den der mæglerrolle.
En anden siger:
Det ligger implicit i selve sjælesorgen (…) Det er jo så specielt i forhold til døden, og her
er sjælesorg i vid udstrækning ikke, at jeg skal sidde og fortælle folk, hvad døden er, men
at de skulle få – måske via mig, men også via dem selv – et sprog, der kan rumme nogle
af de erfaringer, som det giver, når ens liv bliver revet fuldstændig over.
35

Vedkommende sætter den faciliterende metode ind i en teologisk ramme, idet vedkommende
siger:
For mig består det altid i – med et lidt andet billede – det gælder generelt, det gælder
sørme også forkyndelsen – hvad er nåde – det er selvfølgelig mange ting – hvad er
tilgivelse, tilgivelse er jo ikke at det gjorte gøres ugjort, for det kan det ikke gøres, og det
kan efterlade nogle ar i et andet menneskes sind som det menneske heller aldrig
nogensinde kommer ud over, men det er at se nogle nye muligheder, nåden er, at man
ikke lader sig standse af forurettelsen, svigtet og nederlagene og alt det der, men ser, at
der er nye muligheder. Det er dem, Gud er god til at fremskaffe. Det synes jeg faktisk, at
han er helt genial til.
For mig at se kender alle præster til den faciliterende model fra sjælesorgen og den kan som
ovenfor vist udtrykkes i en teologisk ramme, men hvorfor bruger vi præster så stort set kun
den evaluerende konfliktløsningsmodel i stedet for den faciliterende konfliktmægling (jf.
resultaterne i kapitel 5), hvormed vi i højere grad kunne løse og forebygge langvarige og
hårdnakkede konflikter? Det skyldes nok som en af de interviewede svarer på dette
spørgsmål: ”Det er vores kultur”, vi er ganske simpelt ikke trænet eller uddannet i det.
Uddannelse synes at være en givtig vej til at ændre den evaluerende konfliktløsningskultur
hen mod en faciliterende. Selvom den uddannede konfliktløser ovenfor udtalte at
vedkommende havde succes med at bruge facilitative elementer før uddannelsen, så er der
ingen tvivl om, at uddannelse forbedrede vedkommendes praksis. På spørgsmålet om det har
ændret konfliktløserens praksis at få uddannelse i den faciliterende mægling, svarer
vedkommende således:
Ja, det har ændret min praksis. Til en stor fordel, afgjort.
Denne konfliktløser oplevede uddannelsens kvalitet i en sådan grad, at vedkommende
sammen med de øvrige kursister sørgede for selvfinansieret yderligere undervisning:
Vi var faktisk så begejstrede for det, vi lærte, at vi besluttede selv at betale for en ekstra
seance.
På spørgsmålet om det ville være en fordel at klæde alle præster på til at være faciliterende
konfliktmæglere, svarer mægleren:
Ja, for hvis de var det, ville de ikke selv gå ind og være en del af konflikten, hver gang
der var en graver og en organist, der skændtes. Så går de jo ind og tager parti for den ene,
eller også så skælder de ud på den anden eller sådan noget, ikke. Hvis de havde lært det
andet …
Direkte adspurgt om det kunne være med til at løse problemerne med det psykiske
arbejdsmiljø, hvis vi præster blev mere faciliterende, svarer mægleren:
Det tror jeg afgjort, men de skal jo først og fremmet lære noget – simpelt hen lære noget,
at de har en opgave. De kommer jo og tror, det hører jeg jo, ”Jamen, min opgave det er jo
at forkynde, så kan menighedsrådet tage sig af det andet”. Nej, kære ven, du er medlem af
menighedsrådet, I er fælles om det her. Nu bliver det heldigvis understreget i den nye
menighedsrådslov, der kommer. Men mange præster har ikke forstået det, som jeg lærte
fra da jeg var ung: at vi er begge dele, både embedsmanden og forkynderen. Vi er
medlem af menighedsrådet, vi har ansvar for det hele. Vi er derfor også arbejdsgivere for
36

kirkebetjeningen og ikke bonkammerater med dem. Men jeg tror, at man kan få en bedre
forståelse for konflikter og bliver bedre til at undgå, at de opstår, og hvis de er opstået –
for det er ikke altid, at man er herre over at de opstår – så hvis man har lært nogle ting
om, hvordan man formidler kontakten mellem mennesker, i sådan en situation så tror jeg
meget kunne løses inden det blev til en stor konflikt.
Der bliver altså her givet udtryk for at præster skal lære, at de har en todelt opgave: de skal
både være forkyndere og embedsmænd, og som embedsmænd kan de være med til at sikre et
godt arbejdsmiljø, hvis de får en bedre uddannelse i faciliterende konfliktmægling.
En anden konfliktløser vægter kommunikationen højt i konfliktløsningen og mener derfor, at
dette element skal indgå i præsters uddannelse:
Der burde jo være noget om de her ting, ikke på pastoralseminariet, men langt før.
Allerede under det teologiske studium skulle man jo diskutere kommunikation og
formidling og de vanskeligheder, de medfører. Det er jo det, vi skal: formidle
kristendommen. De vanskeligheder, der kan komme ind, når man nu skal afstikke
rammerne for, hvordan man nu kan formidle og kommunikere. Det er selvfølgelig også et
problem på de andre studier, men der er de langt længere fremme, der er vi sakket lidt
agter ud (…) Det er vigtigt, at det kommer ind som en integreret del af uddannelsen, fordi
vi har nu engang en tilbøjelighed til, at vi lader vores teologi falde ned over andre
mennesker. Vi vil spejle vores egen teologiske skråsikkerhed hos de andre. (…) En af de
bedste måder, at man kan forhindre det [skråsikkerheden] eller arbejde med det hos sig
selv, det er med at indse det nådefulde i et begreb som mangfoldighed og se, at
mangfoldighed ikke er en byrde, men en resurse – du kan noget, jeg ikke kan, du kan
snakke med nogle mennesker, som jeg ikke kan snakke med.
Her peger konfliktløseren også på vigtigheden af, at der findes flere sandheder, og at de er
lige gyldige, og at man skal se det ikke som en byrde, men som en resurse, nøjagtig som den
faciliterende mæglingsmodel anerkender dette.
En af de andre konfliktløsere medgiver, at uddannelse vil kunne bevidstgøre de resurser og de
positive kræfter, en god konfliktløsning kan være med til at frigøre:
Ja, det er ikke utænkeligt, men det skal ske i fredstid, altså inden konflikten bryder ud, så
man ved der er en resurse alligevel i det her, for i det øjeblik, at lokummet brænder, er der
ingen, der kan se det – ikke før i bakspejlet – at vi vandt måske noget ved det her. (…)
Jeg tror, den obligatoriske efteruddannelse nok vil være udmærket, men på
pastoralseminariet, der tror jeg, de har nok at se til inden for den begrænsede tid, der er.
Men vedrørende den obligatoriske efteruddannelse, som jo køre med flere trin og lidt
længere forløb, der har mange af de her præster, når de når frem i forløbet, så har de jo
prøvet, at der er nogle ting, der ikke lige gik, som man havde forventet, at medarbejderne
ikke lige gjorde, som man havde troet, de gjorde. Der tror jeg, man kunne nyde godt af
den uddannelse.
Denne konfliktløser peger altså på, at uddannelsen i at løse konflikter, skal ske uafhængigt af
den konkrete konflikt og foreslår, at det bliver en del af præsternes obligatoriske
efteruddannelse.
En af de andre interviewede har i sin stilling primært haft fokus på de traditionelle områder
for løn- og ansættelsesforhold, men mener at konfliktløsning også er en vigtig del af dette,
hvorfor vedkommende ville prioritere uddannelse desangående:
37

[Mit job] er at kæmpe for at præster får så gode løn- og ansættelsesforhold så muligt.
Men det er jo klart, at til godt ansættelsesforhold hører jo også, at man helst skulle kunne
passe sit arbejde uden at være omklamret og truet af konflikt, som gør ens arbejdsglæde
mindre. (…) Hvis der kom et kursus (…) med emnet konfliktløsning med særlig henblik
på forholdene her i Folkekirken, så vil der ikke være ret mange andre kurser, jeg hellere
ville søge. Det er helt sikkert.
Konfliktløserne mener således, at der er et reelt behov for uddannelse i konfliktløsning med
vægt på den faciliterende mægling, men i hvor stort omfang og på hvilke institutioner, det må
fremtiden vise.
En yderligere mulighed for videreuddannelse kommer en af de interviewede ind på i
forbindelse med mine spørgsmål angående supervision. Det viser sig, at ingen af de
interviewede konfliktløsere har modtaget supervision. En af dem svarer:
”Det har jeg slet ikke tænkt på (…) Mangler jeg nogle gode råd, så tropper jeg op der,
hvor jeg synes, at jeg kan få dem. Og det kunne være Stiftet eller en kollega, hvor jeg
ringer til vedkommende og spørger: ”Har du været ude for noget lignende?” ”Ja, det har
jeg!” ”Hvad gjorde du?” Der er jo ingen grund til at gå og putte med, at der er nogle ting,
man ikke selv kan klare. Noget af det dummeste, det er altid at opfinde den dybe tallerken
en gang til.”
En anden sætter spørgsmålstegn ved supervision, og det er her den nye mulighed for
videreuddannelse viser sig:
”Nej, [jeg får] overhovedet ikke [supervision](…) Men jeg må også sige, at jeg er ikke
vældig tilhænger af det. Jeg ser jo vældig mange præster (…), der går til det, for det er
mere og mere populært. Men jeg synes, at det er for meget med cases, der ender med, at
de sidder i en gruppe med fem stykker, hvad ved jeg, og deler ud af ting, som de har
tavshedspligt med. Jeg synes, at det opdrager dem til at plapre for meget, når de sådan
bliver opdraget til at sidde og fortælle til en gruppe på fem, hvad der i sig selv ikke er
lovligt, fordi præstens tavshedspligt er 100 %. Det er ikke en kollektiv tavshedspligt. Der
er så mange, der hyler op om, at de har tavshedspligt. Vel har de ej. De må nemlig tale
om det inden for deres faggruppe. Vi [præsterne] har det personligt. Men det er ikke bare
det, det er ligesom om, at de bliver trænet i at formulere, at ”der havde jeg det sådan med
den og den og vi gjorde sådan og sådan”. Så de ikke bare gør det i den gruppe, men de
gør det udadtil hele tiden. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg synes, at det er så god en ide.
Jeg tror meget mere på personlig coaching.”
Jeg kan følge denne holdning om at coaching kunne blive et stort gode i forhold til
præstearbejdet og specielt i forhold til konfliktløsning, idet man her arbejder coach over for et
enkelt individ, i stedet for den gruppe-supervision som generelt foregår i præste-regi, hvor én
supervisor sidder sammen med 5-15 personer, der skal superviseres. Der er mange fordele ved
gruppesupervision, men ved coaching undgår man i højere grad at blive ”trænet” i at bryde
den absolutte tavshedspligt, der gælder for præster, og jeg tror, at man gennem coaching
lettere vil kunne få hjælp til at finde frem til sin helt egen stil, få sat lys på sine stærke sider,
styrke de svage og vokse som konfliktmægler.
38

6.5 Interviewresultater – Gud med i mægling
Det viser sig, at alle de interviewede konfliktløsere har et personligt gudsforhold, som de
inddrager i deres konfliktløsning. Til spørgsmålet Har dit gudsforhold spillet en rolle i din
forberedelse til en konfliktløsnings-situation og i selve situationen? svarer en af dem:
Ja, i en absolut grad, og derfor vil jeg gerne sige, at det er faktisk nødvendigt engang
imellem, når man sidder i konfliktsituationen, netop at blande teologi og vor Herre ind.
En anden udtaler:
Måske ikke helt konkret, men jeg hører til typen, som beder meget, og når jeg er i
situationen, så beder jeg om, at der må komme noget godt ud af det her. Det er ikke
sådan, at jeg siger ”Gad vide, hvad Paulus vil sige her”. Det er der ikke tale om.
Intervieweren: Når du sidder i situationen, tænker du så, at du har Gud i ryggen, at du
har lagt det over til ham?
Nej, det må jeg nok sige, at det tror jeg ikke lige, at jeg sådan sidder og tænker på i den
situation. Nogle gange tænker man, at det kunne jo også være, at han havde større ting at
tage sig af end lige det.
En tredje siger til spørgsmålet om Gudsforholdet spiller en rolle i konfliktløsningen:
Ja, jeg taler med Gud om alt muligt. Helt konkret altså. Om at han vil være med mig i at
jeg gør det rigtige, altså jeg skal selvfølgelig ikke give Gud løsningen på forhånd og sige
”nu håber jeg, at det falder ud på den og den måde”.
Intervieweren: Nej, så er det ikke faciliterende … {Latter}
{Stor latter} Nej, det er det nemlig ikke. Men jeg har bønnen med som en del af min
hverdag i det jeg gør, og det tror jeg hjælper på det, ellers så vil jeg jo heller ikke gøre
det.”
Den fjerde svarer således på spørgsmålet om Gudsforholdet spiller en rolle i
konfliktløsningen:
Jamen, det gør det da. For mit Gudsforhold, det er mig, det er ikke bare en søndagssag,
det er mig også om mandagen. Men om jeg sådan kan sætte specifikke betegnelser på …
Det er jo ikke sådan, at jeg forbereder mig ved at holde bibeltime eller andagt, inden jeg
skal ud på besøget, men jeg har da givetvis bedt for det her møde, der skulle være, så det
måtte være til gavn. Og det er da også det, der gør, at man betragter vedkommende, der
sidder overfor, som en næste.
Citaterne udtrykker alt i alt tre forskellige vinkler på det at have Gud med i mæglingen: 1. At
drage det kristne budskab ind i konfliktløsningen som et redskab til hjælp for selve
konfliktløsningen. 2. Bønnen som forberedelse, bøn om at Gud vil hjælpe konfliktløseren til
at gøre det rigtige og bøn om at mødet må være til gavn. 3. At ens Gudsforhold gør at man
bliver i stand til at betragte de konfliktende parter som ens næste.
At betragte den, der sidder over for en som ens næste, korresponderer med Non-Models
nøgleord: respekt og kontakt. Et andet vigtig element i Non-Model er at skabe et trygt rum at
39

være i, og her synes bøn at være med til at gøre præster trygge, rustet til den
konfliktløsningssituation, de skal til at ind i eller er i. Vi præster har således elementer til
fælles med den faciliterende konfliktmægling (jf. også sjælesorg), og uddannelse i denne
mægling vil derfor ikke falde på hård klippegrund.
6.6 Forsoning
For at kunne redegøre for de næste interviewresultater, testresultaterne angående mit hvorfor,
min hypotese om at den måde, præster er skolet på med tilgivelse og forsoning som de
altafgørende nøgleord, faktisk gør os mere konfliktsky i stedet for konfliktløsende, finder jeg
det frugtbart at give en kort redegørelse for begrebet almenmenneskelig forsoning, dvs.
forsoning uafhængig af en religion. Denne redegørelse bygger på Vindeløvs artikel
”Forsoning som alternativ til judiciel konfliktbehandling” 35 .
Forsoning er en genoprettelse af den personlige relation og en genoprettelse af værdighed.
Den kristne forsoning er ren nåde, en gave, som sætter os fri til at gå ud og bringe tingene på
ret køl. Den almenmenneskelige forsoning kræver et stort forarbejde, idet den kræver mod til
at synliggøre konflikten, det skete og den oplevede smerte. Det er vigtigt, at man ikke
fortrænger eller glemmer hvad der er sket, og at smerten tages alvorlig og aldrig
bagatelliseres. Da forsoning altså forudsætter, at man er i stand til at anerkende den andens
smerte, kan forsoning kun opnås, hvis man besidder indlevelsesevne.
At kommandere de konfliktende parter til forsoning er ikke muligt. Det kan kun ske, hvis
begge parter frivilligt går ind i processen. Foruden frivillighed er det vigtigt, at parterne ser
hinanden som ligeværdige mennesker, og at der er kontakt mellem parterne. Uden kontakten
er der en stor risiko for dannelse af fjendebilleder parterne imellem i stedet for opnåelse af
den nødvendige gensidige indlevelse. Den enkeltes indlevelsesevne er en forudsætning for, at
det at kunne forsones kan opleves som ikke bare en mulighed, men en nødvendighed.
For at forsoning kan finde sted, skal begge parter desuden kunne erkende deres egen og den
andens skyld og være i stand til at tilgive og tage imod tilgivelse. Den enkelte skal vedstå sig
sine ugerninger, hvilket indebærer, at man giver udtryk for, at det ikke skal ske igen. Den
enkelte skal også kunne give slip på sin vrede og afgive sin ret til hævn, hvilket netop bliver
muligt, når den der har forbrudt sig, tager sin ugerning på sig. Begge parter skal ville ændre
adfærd, hvilket ydermere kræver en stor ydmyghed.
Ved en forsoning bliver parterne sat fri og nye muligheder og nyt liv tager form, som man fx
så det i Sydafrika gennem Sandheds- og Forsoningskommissionen (TRC), der var ”unik, fordi
den var et forsøg på at medtænke både gerningsmændenes og ofrenes reaktioner.
Konstruktionen af TRC blev til efter en åben demokratisk debat og baseret på en
overbevisning om, dels at parterne havde haft en fælles fortid og nu skulle opbygge en fælles
fremtid, dels at de ville udslette hinanden, hvis ikke det lykkedes at lade denne overbevisning
få fodfæste” 36 . Almenmenneskelig forsoning kræver altså en stor indsats fra begge parter,
men det, man vinder, er en fælles fremtid med nye muligheder.
35 Vibeke Vindeløv: ”Forsoning som alternativ til judiciel konfliktbehandling” i Retfærd nr. 93, 24. årgang 2001.
36 Vibeke Vindeløv: Konfliktmægling, 1. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, Gylling 2004, s. 294-
295.
40

6.7 Interviewresultater – Spørgsmålet om præsters konfliktskyhed
For at nærme mig spørgsmålet om præsters konfliktskyhed spurgte jeg en af
interviewpersonerne om, hvorfor vi ikke går ind med hjælp tidligere i et konfliktforløb, inden
konflikten går i hårdknude. Vedkommende svarer:
Jeg tror, det hænger sammen med en almindelig menneskelig blufærdighed, men jeg tror
også, at det hænger sammen med en folkekirkelig tradition – altså den tradition, vi har,
som hænger sammen med, at vi betragter præsten, ham eller hende, som en, der har et
bestemt ejerskab til sit eget sogn.
Disse to elementer, menneskelig blufærdighed og holdning om præstens ejerskab i forhold til
sit sogn, er ikke uden betydning for konflikternes opståen og forløb, men for mig at se er det
præsters konfliktskyhed, der er en af hovedårsagerne til, at konflikter går i hårdknude, og
dermed et dårligt arbejdsmiljø.
Som præst kan der nemlig være en forventning hos mange i menigheden til én om, at præsten
skal være en rollemodel for tilgivelse og forsoning. Har man disse forventninger, kan det
virke meget overraskende på menigheden, hvis præsten er part i en alvorlig konflikt. Jeg
spurgte mine fire konfliktløsere om det er deres indtryk, at der i givet fald ville kunne opstå et
dilemma for præsten. De svarede:
Jo, det er jo helt klart, at det er der. (Hvorefter interviewpersonen giver et konkret
eksempel)
Ja, i høj grad, ja i høj grad. Jeg kender til konflikter, der har været så hårde, at de var
kommet i aviserne. Og der sker det jo ikke så sjældent, at der er folk i menigheden og i
menighedsrådet, der siger: ”Vi kan altså ikke forstå, at et menneske kan stå på
prædikestolen søndag efter søndag og tale om tilgivelse og forsoning, ikke mindst det
sidste, og så er ude af stand til at forsone sig”, og så svarer jeg: ”Det kan jeg godt forstå,
at I ikke kan forstå. Det kan jeg heller ikke”. Der må være en eller anden
overensstemmelse mellem teologien og mennesket. Hvad der har lydt fra prædikestolen,
er også en prædiken til en selv. Man er nødt til at leve op til prædiken, ellers så får man
nogle troværdighedsproblemer. Det er klart, at den menighed siger: ”jamen hvordan kan
vi da stole på den præst”, for det gælder jo ikke bare prædikenmæssigt. Hvis der kommer
et ægtepar, der er faret i totterne på hinanden og gerne vil snakke med præsten, og hvad
de i øvrigt ved om den pågældende præst er, at han er et dumt svin overfor sin kone – det
går jo ikke. Så det der med rollemodellen, det vil sige, at man skal være et med sit
budskab. Det står også i præsteløftet, at man skal være et godt eksempel. Det betyder
ikke, at man skal være nogen helgen, overhovedet ikke, for det kan også være en fordel at
vise sine svage sider, sin usikkerhed og sin utilstrækkelighed, men det kan ikke nytte
noget, at man handler stik imod det, man selv siger. Det er der, man må skelne. Og det er
faktisk et stort problem og det betyder også, at når sådan noget her, det virkelig kører, så
er det ikke kun den pågældende præst og nogle nære samarbejdspartnere, der lider under
det, så lider hele menigheden. Paulus har ret, når han siger, at når én legemsdel lider, så
lider hele legemet. Og det kan tage år og dag at bygge et nogenlunde fornuftigt
menighedsliv op igen efter mange år i mistænksomhed og mistillid. Jeg siger altid: Det
tager 14 dage at smadre en menighed, det tager måske 4 år at bygge den op igen.
Det tror jeg godt, der kunne. Det tror jeg virkelig godt, der kunne. Og man må da også
sådan overordnet set – det lyder måske for helligt, men altså – jeg synes, at det er
beskæmmende, at vi har så mange konflikter. Altså ikke fordi – de kan godt løse op for
noget – men når det går i hårdknude, og vi næsten kommer til at udstille os selv som et
41

eller andet, som er det modsatte af det, vi strengt taget skulle stå for, det synes jeg er
uheldigt. Det er ikke, fordi vi skal være overmennesker. Men det må være svært at
komme og have tillid til en præst, hvis man selv er i en konfliktsituation, hvis man ved, at
vedkommende ligger i konflikt med alt og alle, der rører sig. Det bliver svært. (…) Jeg
tror godt, det kan skade noget, hvis man ved, der er mange konflikter. Det ved man jo
også fra de steder, hvor der er konflikt mellem præst og menighedsråd, hvor folk totalt
mister tilliden til institutionen som sådan, fordi vi jo repræsenterer foretagendet på en
eller anden måde. Det er jo ikke, fordi vi skal være anderledes eller bedre, men altså …
Det, man siger, er, at ”præsten skal ikke være bedre end andre”. Det, jeg plejer at sige, er,
”men der står sagomeleme ingen steder at han skal være værre.”
Det er helt, helt klart, at sådan nogle forventninger er der i en menighed, og de kan ikke
forstå det, når der er konflikt, og de vil uvægerligt også derfor give præsten skylden, også
selvom det er andre, der har skylden. Og så mener de, at selvom der er det, så må præsten
være mere tilgivende. I virkeligheden har man et ikke-protestantisk syn på præsten, et
katolsk. Det har man altså. Fordi man ikke rigtig kan forstå, at præsten er et menneske,
der fungerer i en hverdag, ligesom de selv gør. Der er en forventning, det er der, og jeg
ved næsten ikke, hvad vi skal gøre ved det! (…) Menigheden falder fra, når præster er i
kamp. (…) Mens konflikten står på, falder antallet af kirkegængere. (…) Der er nogle, der
aldrig vender tilbage. Det er ikke godt for et sogn at have konflikt, det er det ikke. Man
taber folk. (…) Det er helt reelt. Det er slemt, og det skal man holde sig for øje, også selv
om man ikke er konfliktsky. Derfor skal man vælge sine kampe med omhu. Der er så
nogle kampe man ikke kan vælge, fordi man ikke selv har valgt dem. (…) Jeg tror, at det
[at kirkegængerne falder fra] har noget med at gøre, at de ikke synes, at budskabet er
troværdigt. At når præsten selv er involveret i noget, der ikke har at gøre med ”Du skal
elske Herren din Gud! Og din næste som dig selv!”, jamen, så er budskabet ikke
troværdigt, så kan vi ikke høre det af den præsts mund. Det tror jeg, men jeg tror også –
og det synes jeg, at jeg har oplevet meget i årenes løb – at folk der er vaklende i troen, at
de er glade for, at præsten er en stedfortrædende troende – især ved begravelser – og det
syn vakler også. Det kom helt bag på mig, at man så meget er stedfortrædende troende.
Og der bliver de også rystet, og så finder de andre steder at gå, og det er frygteligt synd.
De tre interviewpersoner, der ovenfor er citeret i længere citater, er enige om at når der ikke er
overensstemmelse mellem det forkyndte budskab og præstens måde at leve sit liv på, sker der
et troværdighedstab og menigheden mister tilliden til Folkekirken som institution, og
kirkegængere falder fra eller melder sig helt ud af Folkekirken. De er dog ikke enige om,
hvorvidt man kan kræve denne overensstemmelse mellem præstens forkyndelse og
hans/hendes levede liv. Den første mener at et sådant krav er helt rimeligt. Den næste stiller
det ikke som et krav til præster, men mener at det er uheldigt, hvis det ikke er tilfældet. Den
sidste derimod mener, at det er en urealistisk forventning, der aldrig vil kunne opfyldes.
Sidstnævnte opfattelse deles af den fjerde konfliktløser, der til spørgsmålet om Jesus er et
forbillede for vedkommende, svarer:
Ja, det er han, men han er heldigvis så også mere, for det vil jeg aldrig kunne leve op til,
men han er … Jeg kan ikke definere det nærmere, men det har da en betydning, min
kristne tro og opdragelse og hvad der ellers ligger i det, det har betydning. Noget af det,
jeg tror, er det væsentlige, det er, at de der er i konflikt er fuld af smerte, og det bliver
man nødt til at prøve at sætte sig ind i – ikke at man kan tage det på sig [som Jesus] –
men at prøve at få en forståelse for det. Det er da forudsætningen for at man overhovedet
kan få dem [konfliktparterne] ført sammen, fordi det er de to, der påfører hinanden
smerte.
42

Denne opfattelse deler jeg fuldt og helt. Det er som med Nordstjernen og skibene på havet.
Skibene bruger Nordstjernen som ledestjerne, en, de navigerer på havet efter, men ingen
finder på at ville sejle op til Nordstjernen. At kræve at vi præster skal være et med vores
kristne forkyndelse, er at lægge et ubærligt krav ned over os. Vi kan ikke som Jesus praktisere
den kristne forsoning, der kommer af ren nåde. Den forsoning, vi som mennesker kan bidrage
til, er den almenmenneskelige forsoning, som der skal arbejdes på, og som man ikke får
udelukkende af nåde (jf. afsnit 6.6). Det er en forsoning, som vi må have uddannelse i for at
kunne praktisere.
Dét, en vordende præst lærer under sit mangeårige universitetsstudium, er teoretisk,
akademisk at forholde sig til kirkehistorien, den kristne dogmatik og de etiske aspekter i den
kristne tro, at læse og fortolke Det gamle testamente ud fra den hebraiske grundtekst og Det
nye testamente ud fra den græske grundtekst. Det halve år på pastoralseminariet lærte jeg om
det, der skal til for at gennemføre en gudstjeneste, at gebærde mig i det kirkelige landskab,
med henblik på at føre samtaler og udøve sjælesorg, konfirmandundervisning m.m. Foruden
en kort praktik og mindre praktiske øvelser handlede det om en teoretisk tilgang til den
praktiske præstegerning. Kræves det, at vi præster i højere grad skal blive i stand til at kunne
håndtere konflikter, så vi ikke lider et troværdighedstab, så må det med ind i uddannelsen.
Det, der kræves, må svare til det, der uddannes til.
Efter at have fået et bekræftende svar på spørgsmålet om muligheden af præstens dilemma,
spurgte jeg videre, om dette dilemma kan være med til at gøre os præster konfliktsky?
Interviewpersonerne svarede:
Det kan det da meget nemt, det kan det da meget nemt.
Det tror jeg. Det kunne jeg godt forestille mig, netop fordi man jo nødigt vil støde nogen,
selvom man godt nok engang imellem går og tænker {Kværker en med hænderne}. Det
står du ikke ude i sognet og gør eller kommer med en omtale af vedkommende, og derfor
vil du meget let få et skær af at være veg og lidt forsigtig og sådan noget, men det er man
jo i kraft af sit arbejde netop ved, at jeg er både præst for A, som jeg synes er et pragtfuldt
menneske, og for B, som jeg overhovedet ikke kan finde noget som helst godt ved. Jeg er
præst for dem begge to, det skal jeg jo være. Jeg tror, du har fat i noget der, der kan let
blive en kim til nogle konflikter. Også at præstens frustration slår ud på et tidspunkt, fordi
man har ikke rigtig nogen at snakke med. Og det har vi alle sammen brug for. (…) Jeg
tror, at mange af os har gået i flinkeskolen og er måske netop for fokuseret på, hvad folk
tænker om os, og hvad de mener om os.
Det kan det givetvis, for selvfølgelig er vi præster jo ikke dumme, vi kender jo godt
konsekvensen [troværdighedstabet og menighedens flugt]. Så det kan godt betyde, at man
skjuler det, at man lukker sig inde med det. Man lukker sig inde med sin vrede og sin
indignation over menighedsrådet, for selvfølgelig ved de det godt. Og det er jo så heller
ikke meningen. Meningen er jo, at man skal sige, at man synes, at her er det galt.
Begynde med at sige det til den, man har problemer med, gå hen og forlige sig med sin
broder. Men hvis det er mere omfattende, så inddrage de myndigheder, som de parter,
som er indblandet, kan henholde sig til. Men det skal så siges, at når det virkelig kører, så
mister folk jo altså også realitetssansen, og så er en præst flintrende ligeglad med, om det
skader alt og alle.
Jeg tror, det kommer an på, hvilket kirkeligt landskab man kommer fra. Jeg tror, hvis man
kommer fra et kirkeligt landskab til højre for midten, hvor præsten har været den der
rollemodel, som det jo er i sådanne nogle kirkelige samfund, så tror jeg, man bliver mere
43

konfliktsky – så er det en skam – og så trækker vi os hellere. Det har jeg set eksempler
på. Hvorimod der er andre landskaber, der ser det som en kvalitet at kæmpe altid.”
Jeg kan ikke udelukke, at den sidst citerede interviewperson har ret, men jeg tror mere, som
de tre øvrige er inde på, at det handler om, at fordi vi præster selv et eller andet sted mener, at
vi skal leve op til vores forkyndelse og den kristne forsoning, at vi jo skal være en lige god
præst over for alle, både dem, vi kan lide, og dem, vi ikke kan lide, så skyer vi den mulige
konflikt og lukker os inde i indignation og vrede i stedet for at være konfliktløsende ved at
tage hånd om problemerne, og så ender det med at konflikterne vokser sig større, ”låget ryger
af”, og et af resultaterne er et dårligt psykisk arbejdsmiljø.
Det er for præster, som for alle andre mennesker, at ingen kan lide at være i konflikt, det
efterlader én med en følelse af utilstrækkelighed og dræner ens selvværdsfølelse og følelsen
af værdighed og selvrespekt. Det er ubehageligt for alle mennesker at være i konflikt, når det
er en konflikt, der går i hårdknude, det tror jeg er en fællesmenneskelig erfaring. Heroveni
lægges der så et mere eller mindre indirekte krav til præster om at være ét med den kristne
forkyndelse, hvilket er ønskeligt og man må arbejde på det, men det er aldrig mulig. Jo mere
vi ser det i øjnene, desto mere vil vores konfliktskyhed mindskes.
44

7. TERJE TORKELSEN: PÅ LIVET LØS
Den norske teolog og præst, senere lærer ved Høgskolen i Stavanger, Terje Torkelsen, har
skrevet en doktordisputats med titlen På livet løs. En praktisk-teologisk studie av kirkelige
medarbeideres erfaringer fra helsefarlige personalkonflikter i Den norske kirke. 37 Jeg vil se
på tre af hans konklusioner, dels angående de problemer, den kristne baggrund kan medføre i
forhold til konflikters opståen (det jeg kalder præsters konfliktskyhed og som Torkelsen
kalder konfliktangst 38 ), dels farerne ved at indblande det kristne budskab i
konflikthåndteringen, og dels umuligheden af at bruge faciliterende konfliktmægling, når
konflikten præges af, hvad Torkelsen kalder ”en patologisk dynamik”.
For Torkelsen er det i forhold til konflikthåndtering vigtig at holde sig for øje, at kirken er en
organisme og en organisation. Han skriver:
Kirken er først og fremmest en organisme; et fællesskab af troende mennesker samlet om
Ordet og Bordet. 39
Den kontekst, vi som præster, kirkeligt ansatte og menighed lever i, er et
menighedsfællesskab af troende kristne. Den kristne Gud, der er centrum og centrifugalkraft i
vores mellemmenneskelige fællesskab, er den treenige Gud, der udgør et åndeligt fællesskab
af Faderen, Sønnen og Helligånden. Og denne fortættede/sammensmeltede
enhedsfællesskabstanke, som kommer til udtryk her, bliver overført til
menighedsfællesskabet. Det er ud fra denne referenceramme, dette bagtæppe, at vi skal forstå
de kirkelige konflikter.
Torkelsen mener, at denne menighedsfællesskabstanke kan medføre en usund stræben efter
harmoni. For meget puttes ind under gulvtæppet, i stedet for at man tager fat på problemerne.
Dette har sine rødder i ønsket om at være positiv og forstå alt ud fra den bedste mening.
Enhver præst er bange for at påføre kirken et dårligt ry eller være medvirkende årsag til at
folks gudsbillede krakelerer. Torkelsen skriver således:
Kulturelt oplever de, at der eksisterer normer i det kirkelige fællesskab, som virker
idylliserende og undertrykkende i forhold til konflikter. 40
Disse faktorer er med til at give næring til konfliktskyheden. Og det, der kommer ud af denne
konfliktskyhed, er, at der lægges låg på de vanskelige konflikter, hvilket ofte gør at konflikten
eskalerer (jf. dette speciales kapitel 6). Torkelsens studie støtter således min hypotese om
præsters konfliktskyhed.
Når man håndterer en konflikt skal man ifølge Torkelsen passe på med at åndeliggøre
konflikten, dvs. ”at konflikten må løses med åndelige virkemidler: Gennem styrkelse af det
kristne fællesskab og ved at fokusere på tilgivelse og forsoning skal de sammen forsøge at
løse problemerne” 41 , hvilket ikke opleves af parterne som forløsende, men snarere som
37 Terje Torkelsen: På livet løs. En praktisk-teologisk studie av kirkelige medarbeideres erfaringer fra
helsefarlige personalkonflikter i Den norske kirke, Tapir Akademisk Forlag, Trondheim 2003.
38 Ibid. s. 83.
39 Ibid. s. 44.
40 Ibid. s. 131.
41 Ibid. s. 84.
45

truende, idet de oplever, ”at bibelen bruges som et våben mod dem, og at tilgivelse bliver et
krav om en gang for alle at blive færdig med det, der er sket”. 42
Hvis en sådan åndeliggørelse af konflikten ikke fører til en løsning af konflikten, opleves
konflikten endnu mere truende, hvilket får store skadelige følgevirkninger for såvel de
implicerede som for det kirkelige miljø. Dette står i modsætning til en af de interviewede
konfliktløseres oplevelser, der jf. første citat i afsnit 6.5 udtaler, at det nogle gange er
nødvendigt at ”blande teologi og vor Herre ind”. Jeg har selv engang brugt at åndeliggøre
eller kristeliggøre konfliktløsningen med den opstandne Jesu ord ”Fred være med jer”. Mit
argument var til mig og nogle menighedsrådmedlemmer, at ”Forskellen på at sidde i
Vandværksforeningens bestyrelse og så et menighedsråd er, at vi er samlet om den opstandne
Kristus, og det første han sagde til sine elleve disciple var ”Fred være med jer”. Kan vi ikke
løse dette i fred og fordragelighed, så skal jeg tage min afsked som præst og I skal trække jer
som menighedsrådsmedlemmer”. Faktisk virkede denne tilgang i dette tilfælde, sandsynligvis
fordi konflikten ikke var eskaleret, men Torkelsens studie fortæller utvetydigt, at det er en
farlig vej at benytte.
Det sidste, jeg vil se på fra Torkelsens disputats, er hans behandling af en bestemt type
konflikter, hvor faciliterende mægling ikke blot er uegnet, som i de tilfælde Vindeløv angiver
(se afsnit 4.1), men er decideret skadelig. Torkelsen mener som udgangspunkt, at faciliterende
konfliktmægling ”må være førstevalget i mødet med enhver konflikt,” 43 men viser det sig, at
parterne ikke har et lige magtforhold, dvs. at det ikke er en symmetrisk konflikt, men at der
derimod er tale om ulige magtforhold, dvs. en asymmetrisk konflikt, er det vigtigt, at man
ikke benytter denne type mægling. Det er nemlig kun i en symmetrisk konflikt, at dialog er en
mulighed, og at parterne gennem dialogen får mulighed for at nå hinanden.
I de konflikter, Torkelsen har undersøgt, var der tale om en ulige magtbalance, et
asymmetrisk forhold, og de var kendetegnet ved, hvad Torkelsen kalder, en patologisk
dynamik. 44 Han sammenligner den ”svage” part i en asymmetrisk konflikt med seksuelt
misbrugte:
Også informanterne [de svage parter] udsættes for en nedbrydende adfærd, som de ikke
magter at kontrollere eller forsvare sig imod. Den spiser sig ind i kernen af deres
personlighed og magter at forvrænge deres selvforståelse og deres virkelighedsopfattelse.
(…) Denne proces har et tvangspræg og er derfor ikke selvvalgt. Informanterne
invaderes, ved at krænkeren tilriver sig definitionsmagt i deres liv. 45
At det er meget alvorlige og stærke kræfter, der her er på spil, ses af, at Torkelsen
sammenligner dynamikkerne med de dynamikker, der er på spil i forhold til folk, der har
pådraget sig Post Traumatic Stress Disorder syndrom. Det er samme stærke kræfter som er på
spil, når incest finder sted, og som var tilstede ved holocaust. Fællestræk for de magtsvage i
sådanne konflikter er, at de oplever, at den magtstærke udøver kontrol over dem, udviser
”omsorg” for dem, men forstået på den måde, at det er for egen vindings skyld, at ”omsorgen”
gives. De bliver mistænkeliggjort, nedvurderet og bagtalt. Samtidig kræver den stærke part
absolut loyalitet og påstår, at de andre arbejdskollegaer laver alliancer mod ham. Alt dette
42 Ibid. s. 131.
43 Ibid. s. 269.
44 Ibid. s. 225.
45 Ibid. s. 225-226.
46

oplever de magtsvage som mangel på empati. Desuden er den stærke parts adfærd
uforudsigelig, hvilket gør de svage parter utrygge.
I sin karakteristik af de magtstærke personer skriver Torkelsen:
… ofte har de frit spillerum i kristen sammenhæng. De misbruger den overbærenhed og
tålmodighed, de møder. Vi bliver ofte handlingslammet i mødet med sådanne [personer],
dels fordi de skaber angst i os, dels fordi mange kæmper med et fromhedsideal som i
ringe grad giver plads til myndighed. Respekt for disse mennesker må ikke være
ensbetydende med eftergivenhed, men vilje til at sætte grænser, som værner dem selv og
andre mod den ødelæggelse, de skaber. 46
Resultatet af en patologisk dynamik er, at det kirkelige miljø svækkes, lukkes ned, folk
sygemelder sig, rejser eller bliver afskediget. Heraf følger en stor nedgang i antallet af
kirkegængere og nedgang i deltagelse i de kirkelige aktiviteter, hvilket også synes at være
tilfældet med Folkekirken jf. afsnit 6.7. Dette faktum synes dog ikke at påvirke den kirkelige
institution i Norge i udpræget grad, dvs. der bliver ikke gjort noget ved problemerne, fordi
kirkens bureaukratiske opbygning giver mulighed for, at den personaleansvarlige kan se hen
over konflikten og undlade at handle. Torkelsen kalder det ”ansvarspulverisering” 47 .
Er det den patologiske dynamik, der er på spil, er en faciliterende konfliktmægling ikke blot
umulig, men vil gøre ondt værre, for som Torkelsen skriver:
Et møde mellem parterne i en asymmetrisk konflikt, vil få karakter af en konfrontation,
som den part, der er underlegen i forhold til magt, nødvendigvis må tabe. Det ulige
magtforhold fjerner grundlaget for en konstruktiv dialog. Det vil derimod være en fare for
en vedvarende krænkelse. En tredje person kan ikke forholde sig neutral som i en
symmetrisk konflikt. Han eller hun må vælge side og beskytte den ”svage” part og aktivt
arbejde for at ændre dominansforholdet. Stikord for håndtering af en asymmetrisk
konflikt er at skabe tilstrækkelig afstand mellem parterne. Nærhed fungerer destruktivt,
fordi det gør fortsat krænkelse mulig. Kun gennem afstand og grænsesætning kan den
”svage” part beskyttes. 48
De teorier som Terje Torkelsen finder anvendelige i konflikter med patologiske dynamikker
er traume-teorier, teorier om mobning i arbejdslivet og teorier fra det tværfaglige
forskningsfelt viktimologi . Det er med andre ord den evaluerende konfliktløsning, der må
anvendes her.
46 Ibid. s. 316.
47 Ibid. s. 45.
48 Ibid. s. 272.
47

8. KONKLUSION
Min problemformulering er: Kan anvendelsen af en faciliterende mæglingsmodel bevirke, at
konflikter i Folkekirken, som mindst én præst er involveret i, løses dynamisk og fremadrettet?
og som argumenteret for i kapitel 6, mener jeg, at kunne svare et forsigtigt ’Ja’, fordi de
elementer i konflikthåndtering som interviewpersonerne peger på som positive og fremmende
for at finde en løsning netop er elementer, som er at finde i den faciliterende konfliktmæglingsmodel.
Desuden fremgår det af interviewene at denne mæglingsmodel er speciel vigtig i
Folkekirken, fordi den i absolut grad bygger på parternes autonomi, hvilket er vigtigt for
ansatte i Folkekirken, der ikke som de fleste andre mennesker for en stund kan komme ud af
en igangværende konflikt ved at lægge arbejdet bag sig og tage hjem i privaten.
Der er derfor et stort behov for at få den faciliterende mæglingsmodel implementeret i den
danske Folkekirke. Man bør begynde på universitetet og fortsætte på pastoralseminariet,
præsternes obligatoriske efteruddannelse, provsternes obligatoriske før-uddannelse og inden
for hele det frivillige efteruddannelsesområde for præster.
Samtidig er det klart for mig, som det fremgår af afsnit 3.4 og kapitel 7, at den faciliterende
konfliktmægling ikke kan stå alene, når det drejer sig om at løse konflikter i Folkekirken.
Visse konflikter løses bedst ved hjælp af den evaluerende konfliktløsningsmodel, nemlig når
personerne nægter at påtage sig ejerskabet af konflikten, eller når den ene har overtaget hele
ejerskabet. Andre igen kan kun løses ved hjælp af ’retsafgørelser’, hvor parterne bliver belært
om deres rettigheder og pligter.
Konflikthåndtering i Folkekirken er derfor som en trehjulet elbil: Ligesom alle tre hjul er
nødvendige for at bilen kan køre, behøver konflikthåndteringen tre hjul i form af ’retslige’
afgørelser, evaluerende konfliktløsning og faciliterende konfliktmægling. På nuværende
tidspunkt har vi kun etableret baghjulene, nemlig den ’retslige’ afgørelse og den evaluerende
konfliktløsning, der begge tilhører det samme paradigme, det traditionelle, de to hjul roterer
om den samme hjulaksel. Vi mangler at få påsat det tredje hjul, forhjulet, for at elbilen kan
køre, dvs. vi mangler at få etableret den faciliterende mægling, som tilhører det andet
paradigme, det nye paradigme. Vi har ansatser til dette forhjul, men vi har endnu ikke et
færdigt hjul at påsætte.
Og her mener jeg, at det er vigtigt, at man som 3.-person ikke sammenblander den
faciliterende konfliktmægling med den evaluerende konfliktløsning, såvel som de ’retslige’
afgørelser, netop fordi de tilhører to forskellige paradigmer og dermed arbejder i to forskellige
konflikthåndteringsrum, jf. billedet med det åndelige barn og min udvidelse af dette billede
med konfliktmægleren hhv. konfliktløseren som barnets jordemoder hhv. sagsbehandler (se
afsnit 3.2).
Tilbage til billedet med elbilen vil det for mig at se gavne konflikthåndteringen og dermed det
psykiske arbejdsmiljø i Folkekirken, hvis netop den faciliterende mægling bliver forhjulet i
elbilen, dvs. den, der angiver kørselsretningen. Det skal forstås på den måde, at det først og
fremmest er den faciliterende mægling og de værdier, der hører til dens forståelsesramme (det
nye paradigme), der bliver det dominerende i Folkekirken. Et problem er nemlig for mig at se,
at vi i Folkekirken primært tænker ud fra det traditionelle paradigme, hvorfor den primære
løsningsmetode er den evaluerende. Hvis vi lærte at tænke på konflikter og behandle
konflikter ud fra det nye paradigme, ville vi ikke blive så skræmt af konflikter og ville bedre
kunne tage hånd om dem, fordi jeg som Torkelsen mener, at denne type håndtering bør være
48

førstevalget i mødet med enhver konflikt, idet de fleste konflikter faktisk egner sig til denne
type håndtering.
Skal vi indoptage den faciliterende mægling, er der dog ingen tvivl om, at vi må skoles i den.
Hvis vi får denne uddannelse, vil vi ikke blot blive bedre til at løse konflikter og dermed
bedre arbejdsmiljøet, vi ville som præster også i flere konfliktpotentielle situationer kunne
leve i tilsyneladende overensstemmelse med vores forkyndelse, og dermed undgå dilemmaet
mellem at prædike forsoning og tilgivelse og selv være i konflikt. Faciliterende mægling
synes altså ikke kun at være et svar på mit hvordan (hvordan konfliktkræfterne kan bruges i
en gensidig lærerig proces for de involverede og deres omgivelser, så man kan undgå et
dårligt arbejdsmiljø), men kan også afhjælpe mit hvorfor (min hypotese om, at den måde,
præster er skolet på med tilgivelse og forsoning som de altafgørende nøgleord, faktisk gør os
mere konfliktsky i stedet for konfliktløsende).
En anden farbar vej til at afhjælpe mit hvorfor, dvs. undgå præstens dilemma, er som
konkluderet i afsnit 6.7, at vi præster aldrig kan blive et med vores budskab (den kristne
forsoning), men som alle andre mennesker kun kan arbejde for og opnå den almenmenneskelige
forsoning i forhold til vores medmennesker. En sådan indsigt vil igen virke tilbage på mit
hvordan, idet vi præster i så fald i højere grad vil turde se og tage hånd om konflikter.
Under arbejdet med specialet er det blevet klart for mig, at vi i Folkekirken mangler
refleksion over vores konflikthåndtering, vi mangler bevidstgørelse og uddannelse. Vi kan,
som de kvalitative interviews viser, lidt af hvert, og vi blander det i en samlet pulje, hvilket
som nævnt ikke er hensigtsmæssigt, men derimod kan være med til at optrappe konflikten.
Det er vigtigt, at man kan skelne mellem den evaluerende konfliktløsning og den faciliterende
konfliktmægling, og kan vurdere i hvilke tilfælde man skal gøre brug af den ene eller den
anden. Som Terje Torkelsen viser i sin doktordisputats, har visse konflikter stærke
traumatiserende kræfter, fx når den ene part har taget hele ejerskabet af konflikten og har
overtaget den andens identitet, hvorfor anvendelsen af en faciliterende mægling vil gøre ondt
værre (jf. kapitel 7). Her er man nødt til at gå ind og sætte grænser. Vi har brug for
uddannelse til at erhverve en konfliktværktøjskasse og til at vide, hvornår vi skal gøre brug af
de forskellige værktøjer.
Kovach og Love skriver om en konflikts muligheder og farer: ”Den intense energi og følelse,
der er i en konfliktsituation, kan enten gøre stor skade eller frembringe kreative forandringer
og omstruktureringer.” 49 Efter to års studier og endt specialeskrivning mener jeg at kunne
konkludere, at det netop er den faciliterende konfliktmægling, såfremt den kan finde sin
anvendelse i den konkrete konfliktsituation, der er den metode, der giver de bedste
muligheder for frembringelse af kreative forandringer, dvs. for at konflikten bliver løst
dynamisk og fremadrettet, sådan som jeg definerede disse begreber i indledningen. Det
vigtige er at kunne se og anerkende både konfliktens iboende mulighed og dens iboende fare,
dvs. at have øje for både konfliktkræfternes kreativitet og konfliktkræfternes alvor.
49 Kimberlee K. Kovach & Lela P. Love: ”Mapping Mediation: The Risks of Riskins Grid” fra Harvard
Negotiation Law Review, Vol 3, Spring 1998, s.103.
49

9. ANVENDT LITTERATUR
Cissna, Kenneth N. & Anderson, Rob: “Communication and the Ground of Dialogue” i The
Reach of Dialogue af Anderson, Cissna og Arnett, Hampton Press, inc., Cresskill, NJ 1994.
Kovach, Kimberlee K. & Love, Lela P.: ”Mapping Mediation: The Risks of Riskins Grid” fra
Harvard Negotiation Law Review, Vol 3, Spring 1998.
Kristiansen, Marianne & Bloch-Poulsen, Jørgen: “Self-referentiality as a power mechanism –
towards dialogic action research” i Action Research, vol. 2 (4), 2004, s. 371-378.
Kristiansen, Marianne & Bloch-Poulsen, Jørgen: ”Dialog og dialogisk kompetence – en ny
form for magt?” fra Dialog og magt i organisationer, red. af Helle Alrø og Marianne
Kristensen, Aalborg Universitetsforlag, 2004.
Kvale, Steinar: ”Tematisering og design af en interviewundersøgelse” i Interview, 1. udgave,
Hans Reitzels Forlag, København 1997, s. 91-128.
Pedersen, Kaare: ”Problemstilling og problemformulering” i Problemorienteret
projektarbejde af Poul B. Olsen & Kaare Pedersen, Roskilde Universitetsforlag, 2003.
Vindeløv, Vibeke: ”Forsoning som alternativ til judiciel konfliktbehandling” i Retfærd nr. 93,
24. årgang 2001.
Vindeløv, Vibeke: Konfliktmægling, 1. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, Gylling
2004.
Zehr, Howard: The Little Book of Restorative Justice, Good Books, 2002.
Anvendt litteratur uden for pensum (i alt 219 sider)
Andersen, Puk Damgård & Westh, Asger: ”Ledelse: Dårligt arbejdsklima i kirken” i
JyllandsPosten, 16.07.06, 1.sektion. (2 sider)
Bibelen Den hellige skrifts kanoniske Bøger, Det Danske Bibelselskab, 1. udgave, Viborg
1997, samt København 1965. (6 sider)
Frandsen, Helge Quist: ”De nye provstigrænser” i SogneNyt, Øster Alling, Vester Alling,
Aarslev, Hørning, dec. 2006 – jan.-feb. 2007, 22. årg., nr. 1. (2 sider)
Hein, Hans Ole & Suadicani, Poul & Gyntelberg, Finn: Psykosocialt arbejdsmiljø i
Folkekirken,
Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik, H:S Bispebjerg Universitetshospital 2002. (Hele
rapporten, 95 sider)
Helveg, Frederik: ”Nogle antydninger om Forsoningstro og Forsoningsdogme”, Dansk
Kirketidende, nr.32, 1875. (6 sider)
Rønnov, Frans: ”Fogh har ikke forstået dialogens væsen” i MandagMorgen, nr. 8, 27. februar
2006. (3 sider)
50

Torkelsen, Terje: På livet løs. En praktisk-teologisk studie av kirkelige medarbeideres
erfaringer fra helsefarlige personalkonflikter i Den norske kirke, Tapir Akademisk Forlag,
Trondheim 2003, s. 9-29, 40-47, 79-112, 129-140, 222-234, 237-249, 269-274, 311-316, i alt
105 sider)
51

BILAG 1: ORIGINALTEKSTER
Citater hentet fra Kimberlee K. Kovach & Lela P. Love: ”Mapping Mediation: The Risks of
Riskins Grid” fra Harvard Negotiation Law Review, Vol 3, Spring 1998:
s. 76: ”Mediation is a process in which an impartial third party – a mediator – facilitates the
resolutions of a dispute by promoting voluntary agreement (or ”self-determination”) by the
parties to the dispute. A mediator facilitates communications, promotes understanding,
focuses the parties on their interests, and seeks creative problem solving to enable the parties
to reach their own agreement.”
s.78: ”… mediation is a dialogue process designed to capture the parties’ insights,
imagination, and ideas that help them to participate in identifying and shaping their preferred
outcomes.”
s.92: ”… the central quality of mediation is its capacity to reorient the parties towards each
other, not by imposing rules on them, but by helping them to achieve a new and shared
perception of their relationship, a perception that will redirect their attitude and dispositions
toward one another.”
s. 98: ”… tailored to the unique characteristics and interests of the particular participants.”
s.103: ”The intense energy and emotion in conflict situations can either do great harm or
generate creative change and restructuring.”
s. 103-104: ”Many perceptual, emotional, cultural and intellectual blocks to problem-solving
exist. evaluation by a neutral adds another one. If mediation is a process oriented towards
the neutral`s evaluation, the orientation itself creates the biggest block to creativity.”
s. 105-106: ”Parties enjoy a more just outcome if they understand what ADR process they are
entering. When parties give their consent and neutrals satisfy the standards for each process,
processes can be mixed. So long as the neutral distinguishes those parts of the process that
constitute mediation from those that do not, the hybrid process achieves flexibility without
losing clarity.”
Citat hentet fra Kenneth N. Cissna og Rob Anderson: ”Communication and the Ground of
Dialogue” i The Reach of Dialogue af Anderson, Cissna og Arnett, Hampton Press, inc.,
Cresskill, NJ 1994:
s. 23: “… a third entity that requires both self and other, but is more than the sum of them.
Loraine Halfen Zephyr (1982) called this third entity a “spiritual child” that is produced by
self and other; and, like a physical child, it depends on its parents, yet is separate from them
and from their efforts to control it.”
52

Citat hentet fra Marianne Kristiansen & Jørgen Bloch-Poulsen: ”Self-referentiality as a
power mechanism – towards dialogic action research” i Action Research, vol. 2 (4), 2004, s.
371-378:
s. 373: ”We define dialogue as an exploratory conversation in which the partners jointly strive
to achieve a better understanding or to become wiser together. It is characterized by sharing,
daring and caring. Sharing means that all partners are willing to share their knowledge with
every one else. Daring means that they are willing to run a risk and question their own and
others’ basic assumptions or selfreferentiality. Caring means that the exploratory mood is
based on an honest and forthright intent towards others.”
Citat hentet fra Howard Zehr: The Little Book of Restorative Justice, Good Books, 2002:
s. 37: ”… a process to involve, to the extent possible, those who have a stake in a specific
offense and to collectively identify and address harms, needs, and obligations, in order to heal
and put things as right as possible.”
Citater hentet fra Terje Torkelsen: På livet løs. En praktisk-teologisk studie av kirkelige
medarbeideres erfaringer fra helsefarlige personalkonflikter i Den norske kirke, Tapir
Akademisk Forlag, Trondheim 2003:
s. 44: ”Kirken er først og fremst en organisme; et fellesskap av troende mennesker samlet om
Ordet og Bordet.”
s. 131: ”Kulturelt opplever de at det eksisterer normer i kirkelige fellesskap som virker
idylliserende og undertrykkende i forhold til konflikter”
s. 84: ”… at konflikten må løses med åndelige virkemidler: Gjennom styrking av det kristne
fellesskapet og ved å fokusere på tilgivelse og forsoning, skal de sammen søke å løse
problemene.”
s. 131: ”Biblen brukes som et våpen mot dem og at tilgivelse bliver et krav om endelig en
gang å kunne bli ferdig med det som har skjedd.”
s. 269: ”… må være førstevalget i møtet med enhver konflikt.”
s. 225: ”… en patologisk dynamikk”
s. 225-226: ”Også informantene utsettes for en nedbrytende adferd som ikke makter å
kontrollere eller forsvare seg mot. Den spiser seg inn i kjernen av deres personlighet og
makter å forvrenge deres selvforståelse og deres virkelighetsoppfatning. (…) Denne processen
ar et tvangspreg og er derfor ikke selvvalgt. Informantene invaderes ved at krenkeren tilriver
seg definisjonsmakt i deres liv.”
s. 316: ”Ofte har de fritt spillerom i kristen sammenheng. De misbruker den overbærenhet og
langmodighet de møter. Vi blir gjerne handlingslammet i møte med slike, dels fordi de skaper
angst i oss og dels fordi mange sliter med et fromhetsideal som i liten grad gir rom for
53

myndighet. Respekt er for disse menneskene må ikke bety ettergivenhet, men villighet til å
sette grenser som verner dem selv og andre mot den ødeleggelse de skaper.”
s. 272: ”Et møte mellom parterne i en asymmetrisk konflikt, vil få karakter av en
konfrontasjon som den ene parten som er underlegen med hensyn til makt, nødvendigvis må
tape. Det ulike maktforholdet fjerner grunnlaget for en konstruktiv dialog. Det vil tvert imot
være akutt fare for en vedvarende krenkelse. En tredje part kan ikke forholde seg nøytral som
i en symmetrisk konflikt. Han eller hun må velge side og beskytte den ”svake” part og aktivt
arbeide for å endre dominansforholdet. Stikkord for håndtering av en asymmetrisk konflikt er
å skape tilstrekkelig avstand mellom partene. Nærhet fungerer destruktivt, fordi det gjør
fortsatt krenkelse mulig. Bare gjennom avstand og grensesetting kan den ”svake” part
beskyttes.”
54

BILAG 2: TRINENE I NON-MODEL
Følgende er en huskeliste til mæglingsmøder, som jeg har sammensat ud fra kapitlerne om
trinene i Non-Model i Vibeke Vindeløv: Konfliktmægling, 1. udgave, Jurist- og
Økonomforbundets Forlag, Gylling 2004.
- Tid til at akklimatisere sig
- Frisk luft
- Kaffe, the, vand
- Frugt eller andet spiseligt
- Friske blomster
- Flipover, penne etc.
- Evt. PC og kopimaskine
- At læse evt. notater e.l.
[TRIN 1]
1. Præsentation af mægler, parter og andre evt.
tilstedeværende
2. Forklaring af mæglingsproces og roller
3. Hvad ved mægler om sagen
4. Fortrolighed
5. Fællesmøder - separate møder
6. Praktiske forhold mht. mødets forløb
7. Eventuelle spilleregler (ikke afbryde, lytte,
deltage m.v.)
8. Notater
9. Eventuel kontrakt underskrives, hvis det ikke er
sket før
10. Afklaring af økonomi, hvis det ikke er sket før
11. Accept til at gå igang
[TRIN 2]
Der sættes fokus på...
- Fakta – der, der er sket
- Interesser og behov – hensynene bag
- Følelser
- Hvad der skal forstås – og hvad der kan
forhandles
- Accept af flere virkeligheder
Redskaber:
- Spørgsmål
- Opsummering/omformulering
- Gentagelse
- Tavshed
- Kvittering
- Giv plads og styre på én gang
- Empowerment
- Bygge bro
[TRIN 3]
- Opsummere problemer og interesser
HUSKELISTE TIL MÆGLINGSMØDER
55
- Mægler foreslår overskrifter og får parternes
accept af dem
- Formuler helst overskrifterne som spørgsmål
- Overvej om temaerne skal formuleres som
enkelt spørgsmål eller som en bred overskrift
med underpunkter
- Opstil rækkefølgen, hvis der er flere overskrifter
[TRIN 4]
- Idéerne gives frit løb.
- Parterne finder ucensureret på så mange
(utraditionelle) forslag som muligt.
- Forslagene skrives på tavle eller flipover.
Hjælpemidler:
- Opmuntre parterne
- Se konflikten udefra
- Skyde tid ind
- Refleksive spørgsmål
- Mirakelspørgsmål
- Osv.
[TRIN 5]
- Forslagene grupperes efter emne, hvis der er
mange
- Se forslagene i relation til interesser og behov
- Forslagene uddybes og bearbejdes
- Parterne vurderer forslagene – start hvor der er
størst enighed
- Skab atmosfære af at give og tage
- Gør status undervejs
- Realitetstest vedtagne forslag
- Opfordrer evt. parterne til at konsultere advokat
el.lign.
[TRIN 6]
- Aftalen tjekkes igennem.
- Aftalen skrives ned. Løsninger beskrives og
præciseres.
- Betænkningstid overvejes, evt. godkendelse af
rådgiver.
- Stillingtagen til, hvad der skal ske, hvis parterne
ikke overholder aftalen.
- Information til omverdenen aftales.
- Parterne godkender aftalen og skriver under.
- Ritual i form af håndtryk eller andet.

BILAG 3: SPØRGESKEMA MED FØLGEBREV
56

BILAG 4: INTERVIEWGUIDE
59

SUMMARY
The Master-dissertation ”The Creativity and Seriousness of Conflict Forces within the Danish
Church” has it’s offspring in a survey showing that the Danish Church and prisons are the
institutions in Denmark with the worst psychical working environment. The dissertation is
first and foremost about how the conflict forces can be used in a mutual learning process for
the involved parties and their surroundings, making possible an improvement of the working
environment. Furthermore, the dissertation covers the problem of priests avoiding conflicts –
a why, as I have the hypothesis that the way priests are trained, with forgiveness and
reconciliation as the most important keywords, actually makes us more conflict avoiding than
conflict resolving.
To illustrate this, the dissertation discusses and defines what Evaluative Conflict Resolution
and Facilitative Mediation actually are, according to Riskin, Kovach, Love and Vindeløv.
Essentially they belong to two incompatible paradigms, and I argue why the two ways of
handling conflicts cannot be mixed. Along with these two ways of handling conflicts, I also
include the judicial method, and all three methods will be illustrated by a biblical tale.
My how and why will, alongside the theories, be clarified through empirical data, which
consist partly of a quantitative questionnaire, implying all rural deans and representatives of
Århus Diocese, partly of a number of qualitative interviews with working conflict resolvers
and a single conflict part. From this empirical work I believe I can claim that the Facilitative
Conflict Mediation can contribute to the solution of conflicts within the Danish Church in a
dynamic and progressive way, showing that the parties come out of the conflict stronger and
with the ability to see new possibilities. Furthermore, the empirical work gives me a clear
confirmation of my hypothesis that priests avoid conflicts, and regarding this matter I discuss
how we priests can overcome this problem by distinguishing between Christian and human
reconciliation.
At the end of the dissertation, I include a thesis by Terje Torkelsen focusing on his
conclusions regarding both the problems that the Christian background causes in the initial
state of a conflict (what I have called the problem of priests avoiding conflicts) and the
dangers of mixing the Christian message with conflict-handling and the possibility of using
Facilitative Conflict Mediation, when the conflict is characterized by his so-called
”Pathological Dynamics”.
From my dissertation it appears that a conflict carries strong forces that can either cause vast
damage or initiate creative changes, and it is my conclusion that the method of Facilitative
Conflict Mediation (provided that it can be used in the given situation) is the method that
offers the biggest advantages towards initiating creative changes, i.e. that the conflict is
solved in a dynamic and progressive way. It is vital to be able to see and acknowledge both
the possibilities and the dangers of a conflict, i.e. to see the creativity but certainly also the
seriousness of the conflict forces.
60

RESUMÉ
Masterspecialet Konfliktkræfternes kreativitet og alvor i Folkekirken har sit udspring i en
undersøgelse, der viser, at Folkekirken og fængslerne er de institutioner i Danmark, der har
det dårligste psykiske arbejdsmiljø. Specialet drejer sig først og fremmest om, hvordan
konfliktkræfterne kan bruges i en gensidig lærerig proces for de involverede og deres
omgivelser, så man derigennem kan være med til at forbedre det dårlige arbejdsmiljø.
Desforuden behandler specialet præsters konfliktskyhed, et hvorfor, idet jeg har en hypotese
om, at den måde, præster er skolet på med tilgivelse og forsoning som de altafgørende
nøgleord, faktisk gør os mere konfliktsky i stedet for konfliktløsende.
For at belyse dette gennemgås, diskuteres og præciseres ud fra Riskin, Kovach og Love samt
Vindeløv, hvad der er evaluerende konfliktløsning og hvad der er faciliterende
konfliktmægling. Afgørende er, at de hører hjemme i to uforenelige paradigmer, og jeg
argumenterer for, hvorfor de to metoder at håndtere konflikter på ikke må sammenblandes.
Foruden disse to konflikthåndteringsmetoder inddrages også retslig metode, og alle tre
metoder bliver belyst ved en bibelsk fortælling.
Foruden teorien vil mit hvordan og mit hvorfor blive afklaret gennem empiri, der består i dels
en kvantitativ spørgeskemaundersøgelse, der omfatter samtlige provster og tillidsmænd i
Århus Stift, dels en række kvalitative interviews med praktiserende konfliktløsere og en
enkelt konfliktpart. Gennem empirien mener jeg at kunne give en begrundelse for, at den
faciliterende konfliktmægling kan bidrage til at løse konflikter i Folkekirken dynamisk og
fremadrettet, forstået på den måde, at konfliktparterne kommer styrket ud af konflikten og kan
se nye muligheder. Ydermere giver empirien en klar bekræftelse af min hypotese om præsters
konfliktskyhed og jeg diskuterer i den forbindelse, hvordan vi præster kan komme ud over
denne konfliktskyhed ved at skelne mellem kristen og almenmenneskelig forsoning.
Sidst i specialet inddrager jeg Terje Torkelsens doktordisputats med hensyn til hans
konklusioner angående dels de problemer den kristne baggrund kan medføre i forhold til
konflikters opståen (det jeg har kaldt præsters konfliktskyhed), dels farerne ved at indblande
det kristne budskab i konflikthåndteringen, og dels umuligheden af at bruge faciliterende
konfliktmægling, når konflikten præges af hvad Torkelsen kalder ’patologisk dynamik’.
Af specialet fremgår det, at en konflikt indeholder stærke kræfter, der enten kan udrette stor
skade eller frembringe kreative forandringer, og det er min konklusion, at netop den
faciliterende konfliktmægling – såfremt den kan finde sin anvendelse i den konkrete
konfliktsituation – er den metode, der giver de bedste muligheder for frembringelse af
kreative forandringer, dvs. for at konflikten bliver løst dynamisk og fremadrettet. Det vigtige
er at kunne se og anerkende både konfliktens iboende mulighed og dens iboende fare, dvs. at
have øje for både konfliktkræfternes kreativitet og konfliktkræfternes alvor.
61