Thorkild Bjørnvig: "Den æstetiske idiosynkrasi"

80
85
90
95
100
105
110
115
åndelige baggrund var Nietzsche 4 , Hitler og
comicbooks, de amerikanske kulørte hefter,
Nights of Horror, osv., der drejer sig om rædsler
og perversioner af enhver tænkelig art, med
trykt anbefaling af psykiatere: Afreagering af
aggression – mens bigotte 5 sædelighedskomiteer
censurerer eller forbyder kunstneriske film
og bøger for voksne. Koslow kom fra et middelstandshjem,
hans forhold var ikke dårlige,
han var begavet og kom i gunstige situationer,
kom på universitet osv. Men hans utilfredshed
med næsten hvilket som helst forhold og med
mennesker var enorm og permanent, og hvad
der end skete, var de skyld i hans fiasko. Så til
sidst boede han bare hjemme, bestilte ingenting,
sov om dagen, og jagede mennesker om
natten.
Naturligvis kan andre mennesker have lignende
forhold, måske værre, måske bedre, uden at de
derfor driver det til sådanne yderligheder. Der
må altså komme noget til, noget, der særligt
vækker hadet og ødelæggelsestrangen, når det
ikke ligefrem drejer sig om et afstumpet menneske,
og det gør det netop ikke her, tværtimod.
(Samme handlinger kan jo have vidt forskellige
årsager). – At det ikke er afstumpethed eller
almindelig råhed, det drejer sig om, kan man se
af, at Koslow må føle intenst had, før han kan
skride til handling, et had, der ikke udspringer
af en uret, begået imod ham, men af et fysiognomi,
som ækler ham. Når han skal begrunde,
hvorfor de to andre drenge ikke var med, siger
han, at: ”det var fordi de ikke var opfyldt af
samme had som vi andre”. Det had, som Poes
person følte mod den gamle mand med gribbeøjet.
Det, som kommer til, det, som vækker hadet og
ødelæggelsestrangen, uden rimelige grunde,
årsager, man kan være bekendt, og som er velbegrundet
i et system, i en idé, i det naturlige
følelsesliv, synes at være en abnorm følsomhed,
forbundet med en lige så abnorm mangel på
4 Nietzsche: Friedrich W. (1844-1900), ty. forfatter og filosof,
som gør op med den kristne moral og dens lighedsideal.
Nietzsches ideal er det stærke, handlekraftige individ (overmennesket),
der realiserer sin naturlige urdrift: ”Viljen til
magt” ved at forme og fortolke omverdenen
5 bigotte: skinhellige, hykleriske
120
125
130
135
140
145
150
155
160
følelse. Et overmål af fornemmelse, parret med
en komplet mangel på sanselighed. Følsomhed
uden følelse, fornemmelse uden sanselighed,
denne sindstilstand, der kun er tilsyneladende
paradoksal, vækker had til virkeligheden. Den
lammer et menneske, gør passiv, og enhver
handling, der befrier fra den, er vilkårlig, pludselig:
en eksplosion. Det er aldrig en handling
udsprunget af en moden beslutning, en konstruktiv
handling – det er en handling, udsprunget
af et overtryk af forpint fornemmelse. Hos
et menneske, som ulyksalige omstændigheder,
en vanskelig natur, en ugunstig opvækst har
hensat i en sådan tilstand, vokser nemlig irritabiliteten,
han ved overtydeligt, vanvittigt forstørret,
hvad der overgår ham selv; han er
abnormt nærtagende, men han ved ikke, hvad
han tilføjer andre, for følsomheden, det fineste
instrument for indføling og indlevelse, duer
ikke rigtigt uden et mindstemål af følelse og
vilje; eller værst: det er en halv indlevelse, med
hensigt, kun med blik for egen magt og fordel,
en udspionering. – Eller han er helt spærret
inde i sig selv, et bytte for sine fornemmelser.
Han kan under alle omstændigheder hverken
erkende sig selv eller andre, som de virkelig er,
skønt overfølsomhed og fornemmelseshøjtryk
netop forfører ham til at tro det. Fordybelse i
psykologiske lærebøger fører ham ikke til indsigt,
men til selvforsvar og insinuation 6 . Trods
mulig tilknytning til sociale idealer er han i
praksis ubodeligt asocial, med tilbøjelighed til
det inkvisitoriske. Forurettelsen mod livet kan
lede ham til overmennesketanker og fascisme,
eller føre ham ind på forbryderbanen, eller begge
dele på én gang, som ved tilfældene Koslow
og Hitler. I de uskyldigste tilfælde fører tilstanden
hos velopdragne og dannede til smagsdille
og æsteticisme. Forvekslingen af følsomhed og
følelse er almindelig, og sondrer man, betragtes
følsomhed i reglen som det fineste, ligesom
fornemmelse, trods Mykle og Miller 7 og alt
deres væsen, gerne betragtes som finere og san-
6 insinuation: antydning af beskyldning, mistænkeliggørelse
7 Mykle, Agnar (1915­1994); Miller, Henry (1891­1980):
norsk og amerikansk forfatter, som begge insisterede på
seksualiteten som centralt tema i deres værker