Thorkild Bjørnvig: "Den æstetiske idiosynkrasi"

Inspirationsmateriale til opgave 6: Thorkild Bjørnvig: Uddrag af ”Den æstetiske idiosynkrasi”.
Fra essaysamlingen ”Begyndelsen”, 1960.
(…) en sommeraften 1954 slentrede fire drenge
gennem Brooklyn og standsede ved en neger,
der sad på en bænk i en lille park og sov sin fyraftensrus
ud. De brændte ham med en cigaret
under fodsålerne til han vågnede og tvang ham
til at gå ned til floden; her slog de to af drengene
ham, og for at unddrage sig slagene faldt han
baglæns i floden og druknede. Den ene af drengene
hed Jack Koslow. Samme nat blev de taget
alle sammen. De blev anklaget for en række
forbrydelser, bl.a. for at have slået og sparket en
mand ihjel, pisket unge piger, og altså for mordet
på negeren.
Den aften da mordet fandt sted, havde drengene
stået og drøftet, hvad de skulle bruge aftenen
til. En af dem foreslog, at man skulle tage ind
og få fat i nogle piger, men Koslow syntes, at
de hellere skulle gå på bumsejagt. Bumhunting.
Det var altså et helt selvfølgeligt begreb for
dem, som at køre tur eller gå på bar. Det gjorde
de, og så var det, de fandt negeren.
Efter arrestationen spurgte detektiven Koslow,
hvilken metode han anvendte, når han gik på
bumsejagt. Koslow svarede:
”Det var helt tilfældigt. Jeg fandt i reglen en.
Hvis han virkede særligt frastødende enten på
mig eller de andre drenge, så gjorde den, der
følte sig mest frastødt, med ham, hvad der nu
faldt ham ind... Sommetider ser jeg f.eks. sådan
en bums, der er stangdrukken. Han glor på en
ud af det ene øje. Det er modbydeligt at se på.
Og så får jeg sådan en lyst til at stikke ham
nogen.”
Svaret må have virket mærkeligt umotiveret på
detektiven – og dog er det overraskende præcist
og sandt. Det er denne ufrivillige fascination af
ækelhed, der ikke overvindes, men bekræftes og
opsøges, som er afgørende; den er årsagen,
intet andet; og slående er det, at han, når han nu
skal give et eksempel til detektiven, netop vælger
øjet. Det er nøjagtigt det samme, som Poes
person ækles til afsind af, og fascineres af, til
1
5
10
15
20
25
30
35
40
Den æstetiske idiosynkrasi
Thorkild Bjørnvig
45
50
55
60
65
70
75
han må skaffe det ud af verden. Men drengen
har ikke Poes – eller hans persons – geni til at
udskille den ene årsag klart og lade alle andre
falde, naturligvis ikke. Han inddrager andre
årsager til sin handlemåde, efterrationaliseringer,
retfærdiggørelser. De er ikke de egentlige,
men endda er de væsentlige, for de vidner om
arten af det samfund, drengen lever i, om dets
skjulte eller åbenlyse idealer og livssyn. Den
ekstreme utilitarisme 1 , der når som helst kan slå
om i umenneskelighed og perversion, får sit
udtryk i drengens øvrige begrundelser, f.eks.
denne:
”Det dér i går aftes var den helt store oplevelse
for mig. En bums, der sidder og hænger på en
bænk i parken, er ikke til nogen nytte for samfundet
og er bedst tjent med at dø.”
Eller overmennesketanken 2 og racediskrimina-
tionen får sit udtryk i denne begrundelse:
”Jeg er fascist 3 . Det har jeg altid været. Jeg er
fascist og tilhænger af de hvides overherredømme.
Det er alle mennesker jo i virkeligheden.
Man hører jo aldrig om andet rundt omkring...”
Dette er, hvad mange mennesker i hans samfund
mener, men for skams skyld i reglen ikke
siger. Det påfaldende er drengens åbenhjertighed,
hans præcise formuleringer. Men igen
ryster han ligesom alle årsager af sig og træn-
ger frem til det centrale, når han tilføjer:
”Vold? Det ser man alle vegne. Det eneste, jeg
er interesseret i, er vold, ødelæggelse, død.”
Violence, destruction, death.
Koslow var intelligent, belæst, veltalende og i
besiddelse af en vældig overtalelsesevne. Hans
1 utilitarisme: nyttemoral
2 overmennesketanken: refererer til F. W. Nietzsche (se senere
note)
3 fascist: opr. betegnelse for tilhænger af den nationalistiske,
autoritære bevægelse i 20’ernes og 30’ernes Italien under
ledelse af Benito Mussolini (1883-1945). Senere betegnelse
for antidemokratiske kræfter, som undertrykker mindretallet
og hævder egen magt som eneste gældende

80
85
90
95
100
105
110
115
åndelige baggrund var Nietzsche 4 , Hitler og
comicbooks, de amerikanske kulørte hefter,
Nights of Horror, osv., der drejer sig om rædsler
og perversioner af enhver tænkelig art, med
trykt anbefaling af psykiatere: Afreagering af
aggression – mens bigotte 5 sædelighedskomiteer
censurerer eller forbyder kunstneriske film
og bøger for voksne. Koslow kom fra et middelstandshjem,
hans forhold var ikke dårlige,
han var begavet og kom i gunstige situationer,
kom på universitet osv. Men hans utilfredshed
med næsten hvilket som helst forhold og med
mennesker var enorm og permanent, og hvad
der end skete, var de skyld i hans fiasko. Så til
sidst boede han bare hjemme, bestilte ingenting,
sov om dagen, og jagede mennesker om
natten.
Naturligvis kan andre mennesker have lignende
forhold, måske værre, måske bedre, uden at de
derfor driver det til sådanne yderligheder. Der
må altså komme noget til, noget, der særligt
vækker hadet og ødelæggelsestrangen, når det
ikke ligefrem drejer sig om et afstumpet menneske,
og det gør det netop ikke her, tværtimod.
(Samme handlinger kan jo have vidt forskellige
årsager). – At det ikke er afstumpethed eller
almindelig råhed, det drejer sig om, kan man se
af, at Koslow må føle intenst had, før han kan
skride til handling, et had, der ikke udspringer
af en uret, begået imod ham, men af et fysiognomi,
som ækler ham. Når han skal begrunde,
hvorfor de to andre drenge ikke var med, siger
han, at: ”det var fordi de ikke var opfyldt af
samme had som vi andre”. Det had, som Poes
person følte mod den gamle mand med gribbeøjet.
Det, som kommer til, det, som vækker hadet og
ødelæggelsestrangen, uden rimelige grunde,
årsager, man kan være bekendt, og som er velbegrundet
i et system, i en idé, i det naturlige
følelsesliv, synes at være en abnorm følsomhed,
forbundet med en lige så abnorm mangel på
4 Nietzsche: Friedrich W. (1844-1900), ty. forfatter og filosof,
som gør op med den kristne moral og dens lighedsideal.
Nietzsches ideal er det stærke, handlekraftige individ (overmennesket),
der realiserer sin naturlige urdrift: ”Viljen til
magt” ved at forme og fortolke omverdenen
5 bigotte: skinhellige, hykleriske
120
125
130
135
140
145
150
155
160
følelse. Et overmål af fornemmelse, parret med
en komplet mangel på sanselighed. Følsomhed
uden følelse, fornemmelse uden sanselighed,
denne sindstilstand, der kun er tilsyneladende
paradoksal, vækker had til virkeligheden. Den
lammer et menneske, gør passiv, og enhver
handling, der befrier fra den, er vilkårlig, pludselig:
en eksplosion. Det er aldrig en handling
udsprunget af en moden beslutning, en konstruktiv
handling – det er en handling, udsprunget
af et overtryk af forpint fornemmelse. Hos
et menneske, som ulyksalige omstændigheder,
en vanskelig natur, en ugunstig opvækst har
hensat i en sådan tilstand, vokser nemlig irritabiliteten,
han ved overtydeligt, vanvittigt forstørret,
hvad der overgår ham selv; han er
abnormt nærtagende, men han ved ikke, hvad
han tilføjer andre, for følsomheden, det fineste
instrument for indføling og indlevelse, duer
ikke rigtigt uden et mindstemål af følelse og
vilje; eller værst: det er en halv indlevelse, med
hensigt, kun med blik for egen magt og fordel,
en udspionering. – Eller han er helt spærret
inde i sig selv, et bytte for sine fornemmelser.
Han kan under alle omstændigheder hverken
erkende sig selv eller andre, som de virkelig er,
skønt overfølsomhed og fornemmelseshøjtryk
netop forfører ham til at tro det. Fordybelse i
psykologiske lærebøger fører ham ikke til indsigt,
men til selvforsvar og insinuation 6 . Trods
mulig tilknytning til sociale idealer er han i
praksis ubodeligt asocial, med tilbøjelighed til
det inkvisitoriske. Forurettelsen mod livet kan
lede ham til overmennesketanker og fascisme,
eller føre ham ind på forbryderbanen, eller begge
dele på én gang, som ved tilfældene Koslow
og Hitler. I de uskyldigste tilfælde fører tilstanden
hos velopdragne og dannede til smagsdille
og æsteticisme. Forvekslingen af følsomhed og
følelse er almindelig, og sondrer man, betragtes
følsomhed i reglen som det fineste, ligesom
fornemmelse, trods Mykle og Miller 7 og alt
deres væsen, gerne betragtes som finere og san-
6 insinuation: antydning af beskyldning, mistænkeliggørelse
7 Mykle, Agnar (1915­1994); Miller, Henry (1891­1980):
norsk og amerikansk forfatter, som begge insisterede på
seksualiteten som centralt tema i deres værker

165
selig. Denne viktorianske 8 , ensidige dyrkelse af
følsomhed og fornemmelse er vor salige arv, og
i det tyvende århundrede, som vel på samme tid
er ét af de mest blødsødne og hårde blandt
århundrederne, er den udartet til en sygdom,
som findes i små doser hos de fleste, navnlig
byboerne, på nær de ganske sunde. Denne tids-
8 viktorianske: moralsk normsæt fra tiden under den engelske
dronning Victoria (1818-1901). Viktorianismen forkastede
lystbetonet – især seksuel – adfærd, og hyldede romantisk
følsomhed, gudsfrygt og pligtopfyldelse.
170
175
sygdom er en slags idiosynkrasi overfor virkeligheden,
ikke blot civilisationen, men også
naturen, ikke blot dyret, men også mennesket,
og det er den, jeg kalder den æstetiske idiosynkrasi.
Den har mærkelige konsekvenser på
mange områder, og man kan overalt aflæse dens
symptomer i livet som i kunsten.