Høje tider i kirken - Helleruplund Kirke

Helleruplund KirKes sogneblad
Helleruplund KirKes sogneblad
Høje tider i kirken
november 2011 1

edAktion:
tue roligHed lAuridsen
kim AskgAArd
ulricH tHostrup
forside:
messeHAgler
kort om Helleruplund sogn
Helleruplund kirke er en ud af to kirker i Helleruplund
sogn. sankt lukas stiftelsens kirke er den anden.
sognet er en del af gentofte provsti og Helsingør stift.
Helleruplund sogns geografiske placering og grænser
fremgår af kortet.
pr. 1. januar 2011 er sognets befolkning opgjort til
6.323 personer, hvoraf 4.435 personer er medlemmer
af folkekirken.
4 Høje tider i kirken
Tue R. LauRidsen
6 Advent
Af sTeen schuLTz-PeTeRsen
9 julen, præstejul
Af Tue R. LauRidsen
11 Hellig tre konger
Af anna MaRie hvidT
12 fAstelAvn
Af uLRich ThosTRuP
14 mAriæ bebudelse
Af eva RungwaLd,
16 påsken, døden og det levende Håb
Af søRen ToM chRisTensen
18 store bededAg
Af kiM askgaaRd
20 kristi HimmelfArtsdAg
22 pinse
Af vibeke bRocks
Af PeTeR keMP
24 trinitAtistiden
Af fLeMMing wichMann
27 AlleHelgen
Af uLRich ThosTRuP

Høje tider
i kirken
Af
Tue R. LauRidsen
der er ingen af os, der har problemer med
at finde ud af, hvornår vores kalenderår
begynder eller hvornår skoleåret starter.
tidspunktet for hvornår kirkeåret begynder
er der til gengæld færre, der véd, ligesom
mange ikke aner, at vi har et særligt
år i kirken, som tager sin begyndelse med
1. søndag i advent og som slutter sidste
søndag i trinitatis.
dette temanummer fra Helleruplund
– nr. 5 i rækken – handler om kirkeåret,
der er bundet op omkring vore tre store
højtider og fester i kirken: jul, påske og
pinse – og alle tre til minde om de vigtigste
begivenheder i jesu liv – hans fødsel,
død og opstandelse samt fortsatte nærvær
ved Helligånden. Her ind i mellem har vi
en række mindre højtider og helligdage
som fx Hellig tre konger, mariæ bebudelse
og store bededag. og efter pinsen har vi
den lange festløse tid trinitatistiden, som
strækker sig over næsten halvdelen af året.
til hver søndag i kirkeåret har vi bestemte
kirketekster, som skal læses og evangelietekster,
der skal prædikes over. der findes
også en anden tekstrække, som skal følges
hvert andet år, og som blev indført
for lidt over hundrede år siden – for, som
nogle lidt spøgefuldt har sagt, .. skal præsterne
ikke bare have lov at vende bunken
af gamle prædikener efter bare et år! men
selvfølgelig var det også for at udvide rækken
af relevante og berigende tekster om
jesu liv og skæbne.
i gamle dage levede vi danskere i et
landbrugssamfund, der på mange måder
var tættere på naturen end i dag. man var
afhængig af høsten, vejrliget og fælleskabet
i en helt anden grad. kirkeårets fester
havde derfor også en anden og særlig
betydning og var noget man så hen til og
glædede sig til. en veloverstået høst, som
man takkede for i kirken, julens glæde,
påskens alvor og glæde og pinsens fællesskab
og forårets bebudelse. sidst på
vinteren har vi fastetidens tekster, og de
gamle kunne virkelig identificere sig med
jesu lidelser, fordi der hos dem var smalhals
i fadeburet og føden var knap! ja,
der var og er stadig mennesker, der faster
som jesus gjorde det 40 dage i ørkenen.
og når man nu sådan skulle til at faste og
spæge sit skin og kirken påbød, at man
ikke måtte spise kød, så var der brug for
en fest. Her har vi fastelavn med særlige
sæder og skikke i danmark og karnevallet
– ordet kommer fra latin carne vale, der
betyder farvel til kødet – en fest med masser
af kød, farver og fest!
betydningen af kirkeåret og dets højtider
for folk i gamle dage kan ikke overvurderes.
tiden, der gik forud for festen var
præget af forventninger til festen, fordi
man glædede sig til den; og det samme
var tiden efter festen, idet man havde fået
tæring og næring til mere jævne dage –
man hentede kraft ud af livets og kirkeårets
fester, som man kunne leve videre på.
Adventstiden er forventningstiden, hvor
man glæder sig til jesu komme. fastetiden
er også en tid, hvor man ser frem til
påsken, men her står glæde og sorg side
om side, for i påsken mindes vi jo både det
forfærdelige, der skete med jesus – hans
lidelse og henrettelse, men også hans sejr
over død og kaos – hans opstandelse.
Hvert afsnit af kirkeåret har fremkaldt
en bestemt fornemmelse og stemning i
sindet, og det udtrykte man bl.a. ved de
liturgiske farver, som vi fx finder på messehaglerne
i kirken. Advent og fastetiden
er lilla – farven har en tone af forventning,
men giver også en smule ængstelse.
Højhelligdage som 1. juledag og påskens
søndage har den hvid farve. tiden efter en
fest i kirkeårets løb er grøn – det udtrykker
en lang og sej grokraft – den kraft, man
har hentet ud af festen og som man lever
videre på. efter pinsen, hvis liturgiske farve
er rød pga. Helligånden, der som ildtunger
og satte sig på disciplene, så de kunne tale
andre sprog, eller som man netop kalder
det: andre tungemål – ja, så kommer trinitatistiden,
som strækker sig over næsten
det halve af kirkeåret. det er den lange
efterfejringstid ovenpå jul-påske-pinsefesterne
– ja, faktisk ovenpå den fest, som
hele jesu liv og alt, hvad der skete med
ham er under et.
endnu engang er det en stor glæde,
at så mange mennesker i og omkring
Helleruplund kirke og med forskellig baggrund
har indvilliget i at bidrage med deres
indlæg om en af kirkens høje tider, og
hvad, den betyder for dem.
4 5

AdVent
Af
sTeen
schuLTz-
PeTeRsen
Advent betyder jo traditionelt »komme«,
underforstået kristi komme. det latinske
ophav »ad – venire« (at komme til/hen)
bøjes i perfektum participium og substantiveres
til »adventus«, hvilket egl. skulle give
»den der er kommet til (for at blive)«. med
genitiv-tilføjelsen »domini« får vi så den
traditionelle substantiviske form »Herrens
komme«. med underforståelsen »kommet
for at blive« fremstår budskabet med en
vis konsekvens og varighed, og det fornyes
én gang om året. på dansk bruges denne
katolske betegnelse fra 1100-tallet kun i
forbindelse med den kristne jul, men på
de romanske sprog indgår ordet i forskellige
verdslige iklædninger om: fremtiden,
at gå fremad, at hænde, foran etc. kristi
komme knyttes således under sydligere
himmelstrøg til den almene fremtid og
samfundets dynamiske udvikling.
lys og mørke er jo tydelige symbolske
modsætninger. de er lette at forholde
sig til fordi de er så håndgribelige for
sanserne: mørke, kulde, fravær af liv
skaber ubalance i bred forstand, og
modsat skaber lys nærvær, harmoni og
visioner om fremtiden. piet Hein udtrykker
det således i et af sine mange gruk:
»o, uafbrudte mørkegys!/o stedsegrønne
håb om lys!« i religiøse sammenhænge
vækker en flamme mindelser om liv der
er levet og om guddommelig tilstedeværelse.
Afhængig af vor geografiske
beliggenhed omgiver vi os med mere
eller mindre lys. den religiøse forankring
fortoner sig ganske vist når man
på frokostborde i højt solskinsvejr har
brændende stearinlys. på den anden
side er det faktisk lidt svært at adskille
begreberne, og hvem siger dog at man
absolut skal det? mennesket har brug
for traditioner for at føle sig forankret
i sin kultur, hvad enten den er national
eller global, religiøs eller verdslig.
nogle traditioner har en lang forbindelse
tilbage til noget mytisk, andre er
nydannelser. fælles for dem alle er at
de imødekommer menneskets urgamle
stræben efter at »mærke verden« og
skabe rituelle fællesskaber.
kristendommen har i vid udstrækning
vist forståelse for dette behov hos mennesket.
den har ganske enkelt overtaget
nogle af de fast forankrede riter, som den
er stødt på under sit »erobringstogt«.
selma lagerlöf illustrerer bevægende
denne udvikling i sin kristus-legende om
»kejserens syn«: Augustus tillader at der
bygges et tempel for ham på capitol i
rom. dér møder han en gammel sibylle
(hedensk spåkvinde), der peger i retning
mod jesu krybbe, som lyser kraftigt i
natten, og bebuder at derude findes
»verdens fornyer«. Hun forsvinder derefter
for altid, og Augustus bygger så
»Himlens Alter« til ære for jesus-barnet.
således kan Advent også stå for fornyelse
af udtjente traditioner og ophævelse af
gamle bindinger.
Adventskransen er en smuk scenografisk
lyssætning. den skulle være kommet
til dk i slutningen af 1600-tallet via
brødremenigheden i christiansfeld, men
udbredtes først til resten af landet under
2. verdenskrig. den er et godt eksempel
på hvordan traditioner ændres fordi viden
om deres oprindelse fortabes: båndene i
adventskransen var oprindeligt violette,
fordi de svarede til den bods- og fastetid
adventsperioden er. præsternes messehagel
er som regel violet de tre sidste søndage
i perioden. første søndag i Advent
opfattes ligesom julen som festdage, og
derfor bruger man hvidt. under krigen gik
der national identitet i den grønne krans,
6 7

og båndene blev udskiftet med røde, der
stod så godt til de hvide lys. de fleste
kranse ses i dag med røde bånd, der er
ildens, blodets og kærlighedens farve, og
de har således erstattet budskabet om
anger, bod og bedring. At de også findes
med bånd i andre farver, understreger blot
overgangen fra religiøst symbol til udvandet
dekoration.
fire uger før jul begynder som bekendt
det nye kirkeår. Her markerer adventskransen
for os at noget stort er på vej. Hver
søndag tænder vi endnu et lys, indtil 4.
søndags lyshav fyrer godt op under forventningerne.
i julen smelter det åndelige
og materielle perfekt sammen. Hele samfundet
bidrager til denne religiøse fest,
og med julekalenderen (siden 1920-erne)
som taktstok orkestreres satserne mod
crescendo. kun fantasien sætter grænser
for udfoldelserne i adventstiden. At den
blinkende, materielle overflod blænder
den stille, åndelige lys-symbolik, styrker
på en måde forventningens budskab. selv
brorson forfalder til et blandet ordvalg i
dds 93: »nu vil vi os forsamle/i jesu kristi
navn,/de unge med de gamle/skal løbe
ham i favn;/han er vor julegave,/vor glæde,
lyst og liv,/i ham vi og vil have/vor juletidsfordriv«.
men successen er så sikker som
amen i kirken. for denne får sin X-faktor
i julen og bliver en uadskillelig del af det
sammensurium af stemninger der skal
udløses specielt 24/12. når man leder efter
en plads i kirken juleaften, kan det være
svært at diskutere behovet for at lukke
kirkebygninger!og åbner os for fornyelsen.
med tiden er der tilkommet en ransagende
renselsestendens ind i hele juleproblematikken:
når spændingerne er
udløste og orgierne overståede, begynder
man at sortere i livsværdierne og justere
på vanerne. således bliver adventstiden
en optakt til måske store forandringer:
nytårsforsætterne. et nyt kirkeår går
således hånd i hånd med vanebrud og
nybrud. At forsætterne måske ikke fortsætter
så længe i det nye år, har mindre
at sige end værdien af den tankekraft der
har undfanget dem. det er med andre ord
tale om at vi lader fremtidens lys kaste sit
klare skær ind i vore mørke krinkelkroge
og åbner os for fornyelsen.
julen
Præstejul
Hvad nytte er julen til? det spørgsmål kan
man godt tillade sig at stille, også selv om
man er præst og i julen har meget travlt
med at forkynde det glade julebudskab i
alle mulige sammenhænge – til babysalmesangen,
for børnehaverne og skolerne,
for mini-konfirmanderne og konfirmanderne,
for kirkegængerne, for de ældre
på plejehjemmet, for de ensomme, syge
og mindre bemidlede.
men hvad er julen til for? måske passer
den ikke så godt ind i vores nytte-begreber,
hvor vi gør andre mennesker og ting
til brugsobjekter. men det er umenneskeligt,
vi må ikke vurdere mennesker ud fra
deres nytteværdi. men hvor ved vi nu alt
dette fra? det ved vi, fordi det blev jul, vi
ved det fra, at gud kom til os mennesker i
menneskeskikkelse og oplyste vort mørke.
mennesker fik deres liv forandret, livet
så pludselig anderledes ud. der var sket
noget afgørende nyt: glæden var kommet
til verden. noget som de ikke kunne
sige selv. noget som vi ikke kan sige os
selv.
Af
Tue R. LauRidsen
At gud er kommet til verden som et lille
barn, viser os, at han er kommet for at
dele de vilkår og kampe med os, der hører
med til at være menneske. »forvunden er
nu al vor nød« synger vi i »et barn er født i
betlehem«. »forvunden« , der står faktisk
ikke forsvunden«. det er den kristne juls
påstand, at al vor nød er forvunden ved
jesu komme til verden. det betyder ikke,
at alle verdens rædsler er væk en gang
for alle, at al gru og ulykke ikke længere
eksisterer, men det betyder, at selv om vi
lever i en kold og livstruende verden, så er
der noget, der er dybere og mere sandt,
og som omslutter det hele. julen har en
ægte baggrund helt ulig de ydre, glitrende
fremtrædelsesformer, vi møder overalt i
juletiden, lige fra de første julekataloger
begynder at dumpe ind ad brevsprækken.
jo, julen er så sandelig til nytte.
det er vel især børnene, der er i centrum
i julen. vi glæder os til at glæde børnene
– give dem en glad jul, så vi selv kan blive
glade og mindes vores barndoms jul. det
er lidt af et mål i den hektiske tid, som jo
ikke er mindre hektisk for præster. som far
8 9

til »delebørn«, der det ene år er det ene
sted og det andet år det andet, og når mor
så oven i købet også er præst, ja så kan
det let blive hektisk og presset. når man
nu ønsker, at lade »julefreden« sænke
sig over ens eget og sine nærmestes liv..
samtidig er det jo imidlertid også fantastisk
at have en propfuld kirke juleaften,
der synger julesalmerne, så taget er ved at
lette. Her kommer alle de regelmæssige
kirkegængere – de kommer regelmæssigt
juleaften! – men selvfølgelig er de også
velkomne, og det er en særlig opgave
også at give dem noget med på vejen.
og julen fejres ikke kun i kirkerne, men
overalt i institutioner, på skibene langt fra
fædrelandet, blandt udsendte soldater og
nødhjælpsarbejdere. jeg husker fra min
studietid, hvor jeg arbejdede på kirkens
korshærs Herberg på nørrebro, hvordan
julearrangementet dér var et tilløbsstykke
uden lige, for hvem skal være uden mad
og fællesskab juleaften?
jeg kommer selv fra en meget lille familie,
opvokset med min mor, og et år, ja,
dér valgte vi at tage lidt væk til tyskland
på »busturs-julearrangement«. vi skulle
hver især give hinanden en lille gave.
lidt mærkelig oplevelse, da ingen rigtig
kendte hinanden. julemiddagen blev for
øvrigt indtaget på lübeck Haupbahnhof,
hvor gåsen gled ned i takt med højttalernes
»bahnsteig 3« und »vorsicht beim
Abfahrt«!
selv om de fleste af os ikke altid har
minder om den perfekte jul, ja, så kan vi
alligevel som regel hive nogle gode minder
frem, der stadig kan varme. og som
sagt: julens kerne er noget andet, end det
vi selv kan gøre den til. julen er til nytte! vi
kan blot vende det på hovedet. tænke den
tanke, at var julen ikke til, sådan som ikea
for nogle år siden prøvede at afskaffe den
for medarbejderne, ja, hvad så? så var der
i hvert fald kulsort i den mørke tid. intet lys
i mørket. julen ligger jo ved vintersolhverv,
hvor man i gammel tid fejrede lyset ved
lysfester som en opstand mod mørket. og
så kom kristus, og vi kan med glæde sige:
»lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke
bugt med det«.
Hellig
tre konger
Af
anna MaRie
hvidT
i min barndom var den 6. januar
Helligtrekonger’s dag altid en lidt trist
dag, for da sluttede juleferien. vi tændte
juletræet for sidste gang. Havde det trearmede
helligtrekongers stearinlys tændt
på middagsbordet, og far læste op for
os fem børn fra matthæus kap. 2 om de
tre vismænd fra østerland, der kom til
jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes
nyfødte konge, for vi har set hans stjerne
i østen, og er kommet for at tilbede
ham?«.
da kong Herodes hørte om dem, blev
han forfærdet, og spurgte sine skriftkloge
om, hvor kristus skulle fødes. »der står
skrevet ved profeten, at det er i betlehem
i judasland »for af dig skal der udgå en
hersker, som skal være hyrde for mit
folk«.«. Herodes sendte så vismændene til
betlehem med de ord: »gå hen og forhør
jer nøje om barnet, og når i har fundet det,
så lad mig det vide, så
også jeg, kan komme
og tilbede det«. de
begav sig så på vej, og
se stjenen, som de havde
set i østen, gik foran dem, indtil den
kom og stod over det sted, hvor barnet
var.
de gik ind i huset, og så barnet med
dets moder maria. de faldt ned og tilbad
barnet, lukkede op for deres skatte
og medbragte gaver: guld, røgelse og
myrra. siden blev de i en drøm advaret af
gud mod at vende tilbage til Herodes. og
de tog derfor en helt anden vej hjem.
de hellige tre konger, som ikke var jøder,
fik senere i den folkelige overlevering
navnene caspar, melchior og balthazar.
de fik tre forskellige hudfarver for at markere,
at resten af verdenen også havde
brug for at blive ven med frelseren jesus.
– og hjemme sang vi altid »dejlig er den
himmel blå«, som jo er en rigtig Hellig tre
kongers salme – (de fleste tror vist, den er
skrevet til juleaften!).
julelysene brændte ned, – for sidste
gang væddede vi om, hvis lys brændte
længst og slukkede sidst!
– og hurra, næste dag var det min fødselsdag!
10 11

FAstelAVn
mine barndomserindringer om fastelavn
forbinder jeg med bagerens fastelavnsboller
med æbler og forskellig farvet glasur,
udklædning med maske, fastelavnsris,
tøndeslagning og sangen »fastelavn er
mit navn, boller vil jeg have, hvis jeg ingen
boller får, så laver jeg ballade«!
mon ikke der er mange som kan huske
og forbinder tilsvarende om fastelavnsfestlighederne?
i hvert fald skulle der gå
en del år og først i voksenalderen gik det
op for mig, at fastelavnstraditionen hænger
sammen med noget kristent – og
udgør en af kirkens højtider.
fastelavn er nemlig festen før fasten –
frem mod påske. fejringen af fastelavn
hænger således sammen med hvornår
påsken falder – fastelavnssøndag er 7
uger før påskesøndag. for ligesom advent
er optakten til julen er fastelavn optakten
til påsken.
ordet fastelavn stammer fra det plattyske
vastelavent, der betyder fasteaften, og er
altså et udtryk for den fest, der indledte
den oprindelige kristne fasteperiode. en
faste, der har sin oprindelse i biblen og
i fortællingen om, hvordan Helligånden
førte jesus ud i ørkenen i 40 dage, hvor
han netop fastede og gennemgik forskellige
prøvelser frem mod langfredags pinsler
og korsfæstelse. den kristne fastetid
skal også ses i sammenhæng med og som
udtryk for, at kirkens myndighedsfolk tidligere
mente, at det var godt og rigtigt at
leve nøjsomt og en synd at fråse – og med
7 ugers faste (søndage undtaget) kunne
man lære at leve et sundt og nøjsomt liv!
men inden man gik i gang med fasten
skulle der festes. det var dét selve fastelavnsfejringen
(fasteaften) gik ud på – en
voksenfest, et gilde med god mad og
drikke! fastelavnssøndag blev da også
på et tidspunkt kaldt »flæskesøndag«.
fra at være en kirkelig markering udviklede
fastelavnsskikkene sig over tid i en
mere folkelig retning – og gik fra at være
en enkelt aften, hvor man fik lidt godt
og ekstra at spise og drikke – til mere at
minde om det vi i dag mest kender fra de
sydeuropæiske lande som et regulært karneval
(carne vale – farvel/uden kød), hvor
man åd, drak og festede og slog sig løs i
flere dage! man måtte nemlig mere end
normalt, når det var fastelavn. når man
bar maske og var udklædt blev de normale
skel og normer i samfundet nemlig
ophævet for en stund!
Her i norden tog man nok fastelavnsfejringen
til sig, men den reelle faste med
bønner og afholdenhed slog aldrig rigtig
an. med reformationen i 1636 blev den
kirkelig dikterede fasteperioden da også
afskaffet her til lands.
i dag kender vi måske bedst fejringen
af fastelavn som en børnenes fest med
masker, udklædning og tøndeslagning.
det har i den form ikke så meget med
kristendom og optakt til faste at gøre! At
klæde sig ud og slå katten af tønden har
mere baggrund i den hedenske tradition
af fastelavnsfejring. Her var fastelavn en
vår- og frugtbarhedsfest som symbol på
at vinterhalvåret var slut og sommeren i
vente. ved fastelavnsfesten blev der vendt
op og ned på mange ting – fx kunne ganske
almindelige mennesker med udklædning
og tøndeslagning blive »konger«
- »kattekonge«! i den oprindelige hedenske
tradition var der en rigtig levende kat i
tønden. katten, der helst skulle være sort,
symboliserede ondskaben og de mørke
kræfter i natur og mennesker – kræfter
som skulle jages på flugt og fordrives!
også i Helleruplund kirke markerer vi
hvert år fastelavn – selvfølgelig gennem
højmessen fastelavnssøndag, men også
Af
uLRich
ThosTRuP
med en senere børne- og familiegudstjenste
efterfulgt af tøndeslagning for alle
børn og med underholdning af bakkens
pjerrot. selvfølgelig er der fastelavnsboller
og sodavand til alle børn og kaffe til
voksne!
12 13

MAriæ
BeBudelse
Af
eva
RungwaLd
»maria sagde til englen: se, jeg er Herrens
tjenerinde, det ske mig efter dit ord«,
står der i lukasevangeliet, og denne
tekst forekommer i en kendt motet af
den tyske komponist Hans leo Hassler
(1564-1612) som ofte kan høres sunget
til mariæ bebudelse. Hassler, der regnes
for sin generations største protestantiske
komponist, fik udgivet ovennævnte motet
»dixit maria ad angelum« i samlingen
»cantiones sacrae« i 1591. satsen er i
en raffineret imiterende stil, men ordene
»ecce ancilla domini« er homofon sats,
hvor der ligger akkorder under hver tone
i melodistemmen, måske for at understrege
at maria af hele sit hjerte vil gå ind
på hvad gud vil med hende.
mariæ bebudelse fejres nu om dage
søndagen før palmesøndag, den femte
søndag i fasten. denne helligdag kan
spores til kirkemødet i efesus (431) og i
vesten mindedes man allerede fra 400tallet
Herrens bebudelse, som man kaldte
det, den fjerde søndag i advent. derfra
var der ikke langt til tanken om at knytte
festen nærmere til juledag, og i det 7.
århundrede henlagde man den derfor til
den 25. marts, ni måneder før jesu fødsel.
dagens evangelium efter første tekstrække,
lukas 1, 26-38 beretter om hvordan
englen gabriel bliver sendt af gud til
jomfru maria. Hun bliver først forfærdet,
men englen siger: »frygt ikke«, og fortæller
at hun har fundet nåde for gud. det
bemærkelsesværdige er at gud spørger
maria om hun vil sige ja til hans frelsesplan
for menneskeheden efter syndefaldet i
edens have. gud kunne vel i sin almagt
bestemme hvordan det skulle være, men
han giver maria frihed til at træffe sit valg.
maria på sin side spørger hvad det går ud
på og hvordan det skal gå til, og da hun
har forstået meningen med det, giver hun
sit »fiat«, på dansk oversat med »det ske
mig (efter dit ord)«. fremtiden kender hun
ikke, men hun stoler på gud. det kan da
kaldes tro som vil noget, og derfor kan
maria betragtes som en rollemodel for
alle kristne.
maria er blevet afbildet på utallige ikoner
og altertavler. på bjerget la verna i toscana
findes der i franciskanernes stigmat-kapel
de skønneste keramiske relieffer i hvidt og
blåt af kunstneren Andrea della robbia
(1434-1525). et af dem viser bebudelsen.
maria sidder på en bænk med englen
gabriel knælende foran sig. i hendes
skød hviler en opslået bog, og kommer
man tæt nok på kan man se at de første
ord er fra esajas: »ecce virgo concipiet
et pariet filium«. se, jomfruen skal blive
med barn, og føde en søn. maria sidder
og læser profetien om sig selv. Herfra er
der et stykke vej til michelangelos pietà
(1499) i peterskirken: skulpturen af maria,
der sidder med sin voksne døde søn i
armene. Hun har fulgt ham hele vejen,
men kommer også til at opleve hans
opstandelse fra de døde og Helligåndens
komme.
der findes megen fin mariamusik. Her skal
nævnes nogle eksempler: fra den gregorianske
sangskat er der et par sange til fjerde
søndag i advent med tekster fra lukas 1,28
offertoriet: Ave maria, og fra esajas,14
communio ecce virgo; også de berømte
maria antifoner fra tidebønnen komplet
må nævnes. monteverdis mariavesper
(1610) rummer den ene skønne sang efter
den anden og j.s. bach har skrevet et storslået
»magnificat«(1723). det er jomfru
maria, snart guds moder, der er taget på
besøg hos sin slægtning elisabeth, der
venter johannes døberen, og talen er
rettet til hende. den findes i anden tekstrække
lukas 1, 46-55 og begynder med
ordene: »min sjæl højlover Herren, og min
ånd fryder sig over gud min frelse«.
14 15

Påsken
døden og
det leVende HåB
søren kierkegaard skriver i »kjerlighedens
gjerninger« fra 1847, at sorg er en kærlighed,
som man ikke kan komme af med
– en hjemløs kærlighed. Hjemløs fordi
genstanden for ens kærlighed er væk. det
var præcis den oplevelse, jeg havde i 2010,
hvor jeg i marts mistede en af mine allerbedste
venner ved et tragisk selvmord og
igen et halvt år senere, da min mor pludselig
og helt uventet døde 79 år gammel.
en mor, som jeg var overordentlig knyttet
til igennem min barndom, ungdom og
manddom. Alting var pludselig anderledes,
meningsløst og især glædesløst.
»og hvad er de blomster nu for dig, som
havde alle blomster kær, hvad er for dig
din egen søn, hvad er de blomster? Hvad
er jeg? (viggo stuckenberg 1863-1905:
min moder)
tabet er stort og tungt, når man mister
en person, som betød alt for en – det er
kærlighedens pris . med tiden forvandler
sorgen sig, og man bliver taknemmelig
over at have haft dette menneske i sit liv
og således bevare det i kærlig erindring
og ikke kun som et minde, men som en
levende kilde, der fortsat springer med
tak, glæde og livsmod. i »kjerlighedens
gjerninger« kommer søren kierkegaard
i afsnittet »den kærlighedens gerning at
erindre en afdød« ind på den mest uselviske
kærlighed. »den kærlighedens gerning
at erindre en afdød, er en gerning
af den alle mest uegennyttige kærlighed.
når man vil forvisse sig om kærligheden,
at kærligheden er uegennyttig, kan man
jo blot fjerne enhver form for genkærlighed.
denne er jo just fjernet i forholdet
til den afdøde. bliver kærligheden ved, så
er den i sandhed uegennyttig. den er den
frieste kærlighed og en gerning af den
mest trofaste kærlighed«. i opstandelsen
får vi en pant på, at med døden er alting
ikke færdigt og forbi. Apostlen paulus
skriver herom i 1. kor.15.12-15: »men når
det prædikes, at kristus er opstået fra de
døde, hvordan kan nogle af jer så sige, at
der ikke findes nogen opstandelse fra de
døde? Hvis der ikke findes nogen opstandelse,
er kristus heller ikke opstået. men
er kristus ikke opstået, er vores prædiken
tom og jeres tro er også tom«. i johannesprologen
fortælles, at yset skinner i mørket,
men mørket får ikke bugt med det.
med andre ord lyset inder over mørket,
kærligheden over hadet og livet over
døden. salmisterne har også bidraget til
opstandelsestanken f.eks. grundtvig i
salme 207 (i den gode gamle salmebog)
»tag det sorte kors fra graven« (1832),
vers 5: »ja, han er guddomsmanden,
sprængt er nu dødens bånd, han er visselig
opstanden og hans ord er liv og ånd.
nu er forårsmorgen skøn, rinder op for os
i løn. og som påskesalmen klinger, vokser
sjælens fuglevinger«. ligeledes W.A.
Wexels »tænk når engang den tåge er
forsvundet«, salme 653, vers 6: »tænk
når engang i himlens gyldne sale, jeg med
den ven, jeg her på jorden fandt i lyset om
et evigt liv skal tale, og om det liv, der som
en drøm forsvandt«.
Af
søRen ToM
chRisTensen
i litteraturen specielt i poesien møder vi
også opstandelses-refleksioner, f.eks. i
den norske digter/forfatter knut Hamsuns
(1859-1952) »søvnen og døden«, hvor
søvnen og den »evige hvile« bliver en
glidende overgang i drømmeagtige dødsstrofer.
»dagen i morgen, hvor finder jeg den?
kan hænde er nu mine sidste stunder –
men sejler jeg ind i en evighed hen, og
møder jeg mørke og mørke igen, det lysner
til sidst i et under«.
16 17

store BededAg
store bededag falder tredje fredag efter
påske. Helligdagen blev indført i 1686 som
en »ekstraordinær, almindelig bededag«.
placeringen i foråret skyldes de såkaldte
»gangdage« med processioner over markerne
for at styrke afgrødernes vækst.
den udbredte opfattelse, at helligdagen
blev indført af struensee, er altså ikke rigtig.
Helligdagsreformen i 1770, der afskaffede
22 helligdage, blev også gennemført
uden hans aktive medvirken.
det er stadig en tradition i mange hjem
at spise varme hveder om aftenen før
store bededag.
en tradition, der stammer fra, at
bagerne ikke måtte arbejde på store
bededag og derfor bagte ekstra store hveder
dagen før. det var så meningen, at
hvederne skulle varmes næste dag, hvor
bagerne holdt fri, men folk foretrak snart
at spise dem samme aften, mens de var
friske.
for mig betyder store bededag også store
konfirmationsdag. de sidste år har vi i
min familie benyttet helligdagen til at få
vores yngste børn konfirmeret hos tue i
Helleruplund kirke. det har været nogle
meget stemningsfulde ceremonier, hvor
den store kirke var fyldt til sidste plads
af unge konfirmander i deres fineste tøj
med deres familier og venner. mange af
vores venner og familiemedlemmer har
været begejstrede over at deltage i den
bevægende begivenhed, hvor kirken med
præst og organist i spidsen fik det hele til
at gå op i en højere enhed.
det er vel næppe særlig mange danskere,
der rent faktisk benytter store
bededag til at bede, men måske var det
værd at overveje? luther anbefaler således
i sin lille katekismus, at man beder
fadervor som det første om morgenen og
som det sidste om aftenen. fadervor har
vi fået fra jesus, der giver disse anvisninger:
»når du vil bede, så gå ind i dit kammer
og luk din dør og bed til din fader,
som er i det skjulte. og din fader, som ser
i det skjulte, skal lønne dig. når i beder, så
lad ikke munden løbe, som hedningerne
gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres
mange ord. dem må i ikke ligne. jeres
fader ved, hvad i trænger til, endnu før i
beder ham om det«. (matt. 6,6-8).
18 19
Af
kiM askgaaRd

kristi HiMMelFArtsdAg
Af
vibeke bRocks
denne helligdag fejres på den 40´dag
efter påskesøndag. det vil så blive en torsdag
i foråret, en dejlig mulighed for en lille
ferie, specielt hvis man tager fredagen fri.
den fest går tilbage til ca. 68 e. c.
Anledningen er ifølge det nye testamente,
at den genopstandne, levende kristus
mødtes med sine disciple for at instruere
dem om, hvorledes de skulle udbrede
hans lære, indtil han kom igen. de første
kristne forventede, at det var snart.
Han steg så til himmels, mens hans
disciple så til.
Han sidder nu øverst ved guds højre
hånd. det bringer orden i det himmelske
hierarki, som man forestillede sig det.
verden var specielt dengang endnu mere
opdelt i lag ud fra magt og penge.
man ser i kunsten himmelen med de
syv niveauer af engle. blandt mange
andre kan man f.eks. se giotto´s bil-
lede fra Arenakapellet i padua 1305-6.
»Ascension« var et yndet motiv. et spejlbillede
af det jordiske hierarki med herren,
hans tjenere, konger og kejsere.
de verdslige og kirkelige magthavere fik
også fremstillet sig selv som de rigeste og
fineste ved at få de bedste kunstnere til at
fremstille det himmelske.
nu er jesus et billede på væggen, fjern
og ophøjet. den kontroversielle jesus, der
talte de skriftkloge midt imod og også var
venner med de udstødte, som spiste med
syndere og toldere, og bragte uorden
i systemet – »de sidste skulle blive de
første«, er nu historie.
det er en kendt sag, at når folk er blevet
ophøjede, så er de blevet mere ufarlige.
den engagerede sygeplejerske, der engageret
brændte for at gøre en forskel, er
nu oversygeplejerske. Hun har hænderne
fulde med vagtplaner og budgetter.
initiativer til ændring må vente.
den geniale forsker, som mente at
kunne redde menneskeheden ved en stor
opfindelse, er nu institutbestyrer med personalesager,
fondsansøgninger og rapporter
til ministeriet.
politikeren, der ville rive magtbaser ned,
er nu fanget af virkeligheden med møder,
lovgivning og samråd.
men jesus lader sig ikke sådan pacificere.
Han er ikke ufarlig. Han er levende iblandt
os. vidnesbyrdene om det var talrige fra
starten.
nogle historikere mener, at man lagde
vægt på kristi himmelfart for at stoppe
disse vidnesbyrd. jesus er på plads i himmelen,
ikke her. der skal være orden i
systemer. kirkens hierarki: pave, biskopper,
præster skulle bestemme, hvad folk
skulle tænke. ingen direkte kontakt, tak!
Historierne er imidlertid fortsat og fortsætter.
kristendommen er den eneste
religion, hvor guden selv kontakter individet,
han bekymrer sig om dem som en far.
»thi således elskede gud menneskene, at
han sendte dem sin søn, den enbårne«.
man hører også i dag mere end 2000
år senere folk fortælle om, hvordan de har
mødt jesus.
kontakten med den levende, tilstedeværende
gud er en realitet. selv når man
føler sig komplet umulig og parat til at
give op, har jesus sagt, at ingen er ubrugelig,
for ham er hver eneste af os komplet
værdifuld og uundværlig.
så – når man er tynget af sorg, oprørskhed,
bitterhed over sin skæbne og over sig
selv, over alt det, man ikke har gjort rigtigt,
alt det man ikke nåede, de drømme man
ikke fik virkeliggjort, kan man trygt overlade
det til jesus. Han er vores advokat.
så der er grund til at feste stort kristi
Himmelfartsdag – kristus er blevet ophøjet
og betydningsfuld med fuld magt og
pragt, og takket være ham er vi også.
20 21

Pinse
Af
PeTeR keMP
for mig betyder pinsen på én gang noget
verdensomspændende og noget meget
dansk. det er festen for, at Helligånden
blev sendt til verden. og det betyder, at
hele den billedverden, som jesus bragte
med sin forkyndelse om frelse af de fortabte
mennesker, nu blev henvendt til hele
jorden, ja hele universet, for i pinsen, 50
dage efter påske, oplevede hans disciple,
at de havde et budskab, der kunne komme
ud til alle på alle sprog. det har man kaldt
kirkens fødsel. men næppe noget folk har
så stor en digter, der har kunnet udtrykke
Helligåndens komme, som vi danskere
har i n.f.s. grundtvig. Hans salmer om
Helligånden er uovertrufne, og de udlændinge,
der forstår dansk må misunde os.
derfor er det for mig meget opløftende
at synge hans salmer i pinsen, ikke blot
de salmer, han fordanskede så mesterligt
som »nu bede vi den Helligånd« (nr. 289
i salmebogen), men også hans helt egne
som »i al sin glans nu stråler solen« (nr.
290). grundtvig forstod at bruge naturens
storhed, som viser sig, når foråret kommer,
som billede på det guds rige, jesus talte
om.
da jeg den 1. april 1951 blev konfirmeret
af min far i enghave kirkes daværende kirkesal
(den nuværende kirke blev først indviet
i 1960), gav han mig dette bibelord fra
johannesevangeliet kapitel 16, v. 13, som
han indskrev i min salmebog: »sandhedens
ånd skal vejlede jer til hele sandheden«.
jesus siger noget lignende i de tekster fra
johannes evangeliets kapitel 14, som læses
pinsedag i kirkerne. budskabet i disse ord
er, at jesus forkyndelse ikke døde med
justitsmordet på ham, men lever videre
som kristendommens ånd. jesu død blev
nu forstået som noget andet og mere end
drabet på en genial forkynder. den blev
ikke set som en afslutning, men som en ny
begyndelse, som et budskab om, at den
kristne tro er for hele verden.
ånd er en kraft, der sætter i bevægelse,
så derfor er den først og fremmest en menneskelig
livskraft til at udvikle sprog, skabe
kultur og udvikle fællesskaber. det bliver
hos jesus til, at ånd kan være sandhedens
ånd, sandfærdighedens ånd, en sandhed
der gøres for at forene mennesker.
denne sandhedens ånd blev af disciplene
oplevet som en storm, fordi den udfoldede
sig som en begejstrings ild hos disse
mennesker, der brændte for sagen. men
de forstod den ikke som noget, de selv
havde fundet på. de oplevede den som
en gave, de havde fået givet af skaberen
selv gennem det, jesus havde sagt og
gjort. den brød alle sproglige barrierer og
var som et modstykke til det storhedsvanvid,
der havde givet sig udtryk i bygningen
af babelstårnet, som aldrig blev fuldført,
fordi bygherrerne bekæmpede hinanden
og talte hver sit sprog.
men sandhedens ånd er fredens ånd,
den vil fred i de personlige forhold og fred
i verden. dette er i kristendommen blevet
symboliseret ved en due. i beretningen om
noas ark sender noa en due ud for at se
om syndfloden er forsvundet og jorden
blevet beboelig igen. i beretningen om
jesu dåb, der findes i alle fire evangelier,
fortælles, at Helligånden dalede ned over
jesus i skikkelse af en due. således er duen
blevet symbolet på fredens ånd, og det var
derfor picasso tegnede duer, da han fra
1949 blev bedt om at levere logo´er til en
række kongresser for verdensfreden.
Helligånden er således et krav om fred
for hele verden, der har bredt sig til andre
end kristne som en universel fordring.
men når vi kristne tror på Helligånden, er
det ikke en tro på os selv. det er en tro
på, at sandhedens ånd, selvom vi bestandig
svigter det gode budskab, alligevel vil
vejlede os til hele sandheden.
22 23

trinitAtistiden
– At opdage, at hverdagen har værdi og mening
og at vi kan være taknemmelige for hinanden
først lidt fakta: kirkeåret, der begynder
med 1. søndag i advent, kan groft inddeles
i 2 halvdele: festhalvåret med jul, påske
og pinse og anden halvdel af året, som
betegnes trinitatistiden. søndagen efter
pinse kaldes trinitatis søndag og tiden
fra trinitatis til 1. søndag i advent kaldes
trinitatistiden, hvor hver søndag – bortset
fra Alle Helgens søndag – har betegnelse
efter hvilken søndag efter trinitatis, den er.
den første søndag kaldes 1. søndag efter
trinitatis, den anden kaldes 2. søndag
efter trinitatis osv. indtil det nye kirkeår
begynder. der kan højst være 27 søndage
efter trinitatis. Hvor mange søndage, der
er, afhænger af hvornår påsken falder,
idet den fra gammel tid altid finder sted
den første søndag efter første fuldmåne
efter forårsjævndøgn.
med opgaven »at skulle fortælle lidt
om trinitatistiden«, bliver jeg nød til først
at forklare lidt om betegnelsen trinitatis:
ordet er latin og oversættes gerne med
ordet treenighed, i ældre tider ved ordet
trefoldighed. der er ikke forskel på betydningen
af disse ordsammensætninger, der
begge angiver »en enhed af tre«. At det
er det samme det drejer sig om, er måske
tydeligst på engelsk, hvor trinitatis oversættes
ved ordet trinity, altså tre og unity,
der både betyder enhed/helhed og enighed.
trinitatis blev i den oprindelige kristne
menighed, i den ældste kirke, hurtigt
betegnelsen på grundforestillingen om, at
faderen, sønnen og Helligånden tilsammen
udgjorde det guddommelige, den
guddommelige helhed, og at man ikke
kan tænke gud uden om denne helhed.
efter fejringen af jul, påske og pinse i
festhalvåret, blev det derfor naturligt at
samle opmærksomheden om helheden
og se fremad på denne baggrund. derfor
trinitatis og trinitatistiden, hvor man så at
sige fokuserer på kirkens hverdag, på det
at være menneske og medmenneske.
i festhalvåret fejrer man ved juletid, at
gud fader lod sin søn føde og blev nærværende
i verden – og ser på og siger
tak for, at »ordet blev kød og tog bolig
i blandt os« (joh.1,14a). ved påsketid
fejrer man jesu død og opstandelse, der
afslører guds kærlighed i jesus som nåde.
jesus dør for menneskenes synders skyld
og opstår på tredjedagen efter sin død, så
livet og ikke døden har det sidste ord. »…
og vi så hans herlighed, en herlighed, som
den enbårne har den fra faderen, fuld af
nåde« (joh.1,14ba). ved pinse fejrer vi
Helligåndens komme, den hjælp vi får til
at tro gud (… og sandhed« (joh 1,14bb)
og begribe sandheden i det, at gud i jesus
tager mennesket til nåde, så det kan have
frimodighed i livet og kan tage ansvaret
for livet på sig, hvor vanskeligt det end
måtte være. – Altså som kristent menneske
være til i tro, håb og kærlighed.
Hvad dette indebærer og hvordan man
takler det, er det, som man beskæftiger
sig med i trinitatistiden – og hver søndag
tager man fra gammel tid et nyt tema op.
Hver gudstjeneste har tema og indhold
ud fra den evangelietekst, der prædikes
over. og kigger man på teksterne kan
man se, hvor spændende det er at gå i
kirke i trinitatistiden, at kirkens hverdag
24 25
Af
fLeMMing
wichMann

er spændende, fordi den beskæftiger sig
med forholdet mellem mennesker ud fra
forholdet til gud.
efter på trinitatis søndag at have beskæftiget
sig med dåben og dens betydning,
tages temaerne op på stribe: Hvordan skal
vi forholde os til hinanden? Hvordan skal
vi forklare os næstekærlige? er vi parate
til at ofre os for andre, hvis det bliver nødvendigt?
og hvad, når jeg ikke gør det
gode, som jeg vil? Hvad, når jeg fortryder
det, som jeg har sagt? Hvad, når jeg
står magtesløs, fordi tilværelsen arter sig
anderledes end ønsket? fik jeg sagt det,
jeg skulle? fik jeg sagt det, jeg ville? fik
jeg vendt så meget om på ondt og godt,
at det hele synes meningsløst? findes
der retfærdighed? Hvad er retfærdighed
af tro? kan man tro på gud og kan man
tro på noget? – de medmenneskelige
temaer er næsten uendelige og spørgsmålene
kan hurtigt blive vedkommende
og mange. og så er det, at der er brug
for bekræftelse af muligheder og det at
indgå i et fællesskab, der sammen og ved
hinandens hjælp kan hente inspiration til
det menneskeliv, der nu engang er blevet
ens eget.
man kan karakterisere trinitatistiden som
en tid med primært horisontalt fokus,
hvor tiden med jul, påske og pinse først
og fremmest har vertikalt fokus. vi kan
sige, at trinitatistiden er en tid, hvor
man beskæftiger sig med etikken og
dets udtryk eller mangel på samme,
hvor jul, påske og pinse beskæftiger sig
med teologien, dogmatikken og troen.
– trinitatistiden er spændende fordi den
rummer beskæftigelsen med mennesket
og dets muligheder og umuligheder – heldigvis
i lyset af, at gud i jesus har forbarmet
sig.
AlleHelgen
Allehelgenssøndag falder altid den første
søndag i november og er den søndag,
hvor allehelgens dag markeres i folkekirkens
gudstjeneste. selve allehelgensdag
er den 1. november.
tilbage i middelalderen fejrede kirken
både allehelgens dag og allesjæles dag
(den 2. november). Allehelgens dag var
som ordet tilsiger en mindedag for alle de,
som gennemkirkens historie var døde for
deres tros skyld, – altså martyrerne, helgenerne.
Allesjæles dag var derimod en mindedag
for alle døde, som man gik i forbøn
for at lede gennem skærsilden. med reformationen
ophørte tanken om en skærsild
og allesjæles dag blev som sådan afskaffet
i den protestantiske kirke. i den katolske
kirke fejres både allehelgens dag og
allesjæles dag fortsat i overensstemmelse
med den oprindelige forståelse.
i dag er der i flere kirker skabt en tradition
for, at man allehelgensøndag indbyder
pårørende til afdøde til særlig mindegudstjeneste,
hvor man når det er mest markant
læser navne op på de sognebørn, der
er døde i det forløbne år. på den måde er
det sket en sammensmeltning af elementer
af allehelgens- og allesjæles fejring.
det ses også ved, at der er en voksende
tradition for at pårørende besøger kirkegården
til allehelgen og pynter og sætte
levende lys på gravene til de dødes minde.
Allehelgenfejringen i den protestantiske
kirke hænger, foruden dét at vi mindes
vore døde og troens forbilleder, også
sammen med fejringen af reformationen.
Allehelgens aften den 31. oktober 1517
slog luther nemlig sine berømte teser
mod den katolske kirke op på kirkedøren i
Wittenberg. Allehelgen bliver derfor også
en markering og fejring af reformationens
indførelse.
26 27
Af
uLRich
ThosTRuP

Helleruplund
kirke
Helleruplund sogn
bernstorffsvej 73
telefon 39 62 17 60
www.HelleruplundKirKe.dK