en idrætslegeplads skal ligge i vejen! - Lokale og Anlægsfonden

EN IDRÆTSLEGEPLADS
SKAL LIGGE I VEJEN!
Benny Schytte
i samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden
LOKALE- & ANLÆGSFONDENS SKRIFTRÆKKE 9

Benny Schytte
IDRÆTSLEGEPLADSER
© Lokale- og Anlægsfonden
Grafisk tilrettelægning: Anne von Holck,
Tegnestuen Trojka
Forsidefoto: Stig Nørhald
Øvrige fotos, hvor ikke andet er nævnt:
Benny Schytte
Scanninger: Amager IT
Tryk: P.J.Schmidt Grafisk
Juni 2004
ISBN 87-986579-9-2
Andre publikationer i skriftrækken:
1. “Fra sportsbassin til superbassin” 1997
2. “Nyt liv i gamle idrætshaller” 1998
3. “Kunstis og skøjtekultur” 1998
4. “Fremtidens idræts- og kulturbyggeri” 2000
5. “Forsamles og forenes om idræt” 2000
6. “Vandkulturhuse” 2002
7. “Arkitekturpsykologi” 2003
8. “Den tredje bølge” 2003

INDHOLD
INDHOLD
Forord 5
Introduktion 7
FRA GYMNASTIKPLADS TIL IDRÆTSLEGEPLADS 11
EN IDRÆTSLEGEPLADS SKAL LIGGE I VEJEN! 29
HVAD ER EN IDRÆTSLEGEPLADS? 41
FRA BOLDBUR TIL LEGEPARK 47
Midt i byen 48
I kvarteret 50
På stenbroen 52
På marken 54
På havnen 56
I bebyggelsen 58
Ved klubben 60
I landsbyen 62
GODE RÅD OG IDÉER OM IDRÆTSLEGEPLADSER 65
IDRÆTSLEGEPLADSER I FREMTIDENS BYRUM 75

Forord
Hele befolkningens stigende interesse for at dyrke idræt og motion skaber behov
for flere lokale faciliteter i det eksisterende byrum – et behov, der ikke
alene kan løses ved at bygge nye idrætshaller; både økonomi og plads sætter
realistisk også sine begrænsninger herfor.
Idrætslegepladsen er én af de nærliggende muligheder for – gennem relativt
beskedne investeringer – at skabe nye aktivitetssteder, som kan indpasses
i byens rum i øvrigt ligesom mobile skøjtebaner, bandebaner, træningspavilloner,
boldmure, rulleskøjtebaner og mange andre faciliteter.
Lokale- og Anlægsfonden har det som et af sine mål at udvikle og støtte
sådanne initiativer; og i en tid, hvor interessen for at inddrage byens pladser,
torve, parker og skolegårde i et mere aktivt byliv for alvor er kommet på byplanlæggeres
og politikeres dagsorden, har Fonden valgt at udgive en mere omfattende
og detaljeret beskrivelse af idrætslegepladsen som en særlig mulighed.
Idrætslegepladsen er ikke en bestemt model, men en forestilling om nogle
rammer for aktivitetstilbud, som alle i et lokalområde – børn, unge, voksne og
ældre – vil kunne tænkes at benytte.
Der kan være tale om installationer i form af belægning, bander og belysning;
om opstillinger, stativer og redskaber. Der kan være muligheder for at
spille basket, småfodbold og rullehockey, for at lege, hinke og klatre, for at
dyrke træningsøvelser, sjippe og spille murbold, og for at spille petanque, grille
og nyde synet af de andre.
Idrætslegepladsen er et åbent sted, som fremtræder synligt og indbydende
og typisk i områder med stor boligtæthed og nær institutioner og skole. Det
er vigtigt, at den repræsenterer en variationsrigdom af aktiviteter og inviterer
til forskellige, samtidige udfoldelsesmuligheder, så den ikke beslaglægges af en
enkelt gruppe.
Alt det kan der læses mere om i En idrætslegeplads skal ligge i vejen!, som
beskriver konkrete projekter rundt omkring i landet. Forhåbentlig kan det inspirere
ildsjæle, planlæggere og politikere, som overvejer at etablere en idrætslegeplads
i deres lokalområde.
Hans Toft
Formand for Lokale- og Anlægsfonden

6
Saxogade 49 A, 1950
KØBENHAVNS BYMUSEUM

Introduktion
I min barndom på Vesterbro i 1950’erne havde vi ikke idrætslegepladser, som
vi kender dem i dag med fine mål, bander, finkornet asfalt, kunstgræs mv. Her
var gården rammen og den plads, vi brugte til leg og idræt trods skiltet på
muren med inskriptionen Al støjende leg og boldspil forbudt.
Gården var vores mødested. Der var altid mange børn, børn i alle aldre,
piger og drenge, og vi legede altid. Vi kaldte det hverken idræt eller sport, men
vi spillede fodbold, løb om kamp, hinkede, sjippede og legede alle de traditionelle
lege: kongeløber, ettagfat, dåseskjul, drengene efter pigerne, jorden er
giftig mv.
Vores idrætsfaciliteter var bænke, tørrestativer, halvtage, trapper, porte,
riste, asfaltstreger osv. Det var de enkelte steder og pladser, som definerede
måden, vi legede og spillede bold på. Selvom vi ikke måtte spille fodbold, var
trangen så stor, at vi lavede bolde af aviser og klisterbånd. De holdt ikke længe
på den grovkornede asfalt og hoppe kunne de slet ikke, men fodbold ville vi
spille.
Da vi blev lidt ældre, gik vi over i den nærliggende park og spillede med
en rigtig plastikfodbold. Den gang hed det en superflex, som desværre let piftede,
når den røg over hegnet og ind i buskadset. I parken spillede vi fodbold
på et stort indhegnet asfaltområde, hvor der stod nogle af de gode, gamle,
grønne bænke, som der kun er meget få tilbage af i København. Dem mødtes
vi omkring, sad på, og ikke mindst blev de brugt som fodboldmål. Når
bolden ramte jernstangen under sædet, så var den inde. Ofte brugte vi meget
lang tid på at diskutere, om den nu var inde eller ej.
Om sommeren var her parkdans. Vi var ikke gamle nok til at komme ind.
Det var forbeholdt de unge. Drengene havde anderumper og var iført læderjakker
og pigerne var i lårkorte kjoler og chiffontørklæder. Efter parkdansen var
der altid de obligatoriske boksekampe mellem drengene fra Vesterbro og Nørrebro.
Om vinteren – den gang var det altid rigtig vinter! – blev fodboldbanen
overrislet med vand, og i op til flere uger havde vi den dejligste skøjtebane, altid
fyldt med hundredvis af børn i alle aldre og voksne. Den var åben alle dage helt
frem til kl. 22.
7

8
Gården og parken var vores idrætslegeplads. Selvom vi hverken kendte eller
brugte ordet idrætslegeplads, så fandt vi vores pladser, hvor den stod på leg og
idræt fra morgen til aften, lige bortset fra de tidspunkter, hvor vi var i skole eller
på ferie.
Denne beretning fra min egen barndom på Vesterbro kan mange, der er født
i 1940’erne og 1950’erne, uden tvivl nikke genkendende til. På landet og i
forstæderne var forholdene lidt anderledes, men ikke væsentligt forskellige.
Pladserne og stederne var af en anden karakter, men grundlæggende var barndommen
og ungdommens leg og idræt den samme. Den var selvorganiseret og
fandt sted i det nærmiljø, man boede i. Men hvad med de voksne og de ældre?
Havde de også deres former for uorganiseret leg og idræt? Det var ikke meget.
Hvis de dyrkede idræt, så var det i en idrætsforening.
Meget er forandret siden dengang i 1940’erne og 1950’erne. Børn og unge
opholder sig i dag mange flere timer i skole- og institutionsregi, der er langt
flere organiserede fritidstilbud, og de bruger mange timer foran computer og
TV. Ud over at mange børn og unge er aktive i idrætsforeningerne, findes der
også i dag en stor gruppe af børn og unge, som er optaget af andre former for
kropslige aktiviteter end dem, der finder sted i idrætsforeningerne. De har
behov for andre lege- og idrætsmiljøer end de traditionelle idrætsanlæg.
I dag må man desværre også konstatere, at der bliver flere og flere børn og
unge, som bevæger sig alt for lidt i dagligdagen. De har dårlig kondition, er
overvægtige og kan blandt andet risikere at få gammelmandssukkersyge, inden
de bliver voksne.
Helt anderledes er det med de voksne og de ældre. De bevæger sig som
aldrig før. Aldrig har så mange voksne og ældre været så fysisk aktive som i dag.
Det, de foretager sig, kaldes af idrætssociologerne for hverdagsmotion og er en
blanding af mange forskellige former for kropslige aktiviteter, og hvor det ofte
er byens rum, der er rammen om disse aktiviteter.
Det var i regi af disse nye tendenser, som allerede i midten af 1980’erne
afspejlede sig i kropskulturen, at der i slutningen af 1980’erne fra kulturpolitisk
side blev afsat økonomiske midler til at støtte nye udendørs lege- og idrætsmiljøer.
Det vi i dag kalder for idrætslegepladser.
Det er nu 15 år siden den første idrætslegeplads blev etableret, og formålet med
denne publikation er at beskrive, hvad der karakteriserer en idrætslegeplads
samt at præsentere en række forskellige idrætslegepladser, der er blevet etableret
rundt omkring i landet. På baggrund af en række konkrete erfaringer fra disse
idrætslegepladser gives der nogle gode råd og idéer til dem, som enten ønsker
at etablere en idrætslegeplads, eller som påtænker at videreudvikle en eksisterende.
Afslutningsvis peges der på muligheder og udfordringer for fremtidens
idrætslegepladser.

Materialet i bogen baserer sig på min forskning om den danske legepladsbevægelse;
en undersøgelse om idrætslegepladser i Danmark, som jeg gennemførte
for Kulturministeriet i 1996 samt en aktuel studierejse til nye og gamle
idrætslegepladser i foråret 2004. I forbindelse med disse projekter har jeg indsamlet
forskelligt dokumentarisk materiale om idrætslegepladser samt interviewet
en række personer om deres erfaringer. Mine egne indtryk og interviewpersonernes
erfaringer og oplysninger danner grundlag for præsentationen af
de udvalgte idrætslegepladser og for de råd og idéer om idrætslegepladser, som
præsenteres.
Bogen henvender sig bredt til kommunalpolitikere, byplanlæggere, landskabsarkitekter,
anlægsgartnere, sportsfirmaer mv., samt til personer med tilknytning
til borgergrupper, idrætsforeninger, boligforeninger, skoler, ungdomsklubber,
daginstitutioner mv. Erfaringer med opførelse af idrætslegepladser har
vist, at det ofte er i et konstruktivt samspil med mange forskellige partnere, at
en idrætslegeplads bliver en realitet.
Det er et ønske, at bogen kan inspirere til udvikling af nye og spændende
lege- og idrætsmiljøer. Specielt er det et ønske, at fremtidens idrætslegepladser
ikke udvikler sig til en form for standardidrætslegepladser. Det skulle da lige
være den standard, der fastslog, at idrætslegepladser altid skal inspirere til varierede
kropslige udfoldelser samt udvikle og forny sig i samspil med nye tendenser
i kropskulturen.
Benny Schytte
Juni 2004
9

10
GutsMuths klavremaskine
KILDE: KORSGAARD, OVE, 1992

Fra gymnastikplads til
idrætslegeplads
Det fri skal så meget det overhovedet er muligt være vort gymnasium. Alle
restaureringsbestræbelser indendøre er kun usle nødløsninger i sammenligning
hermed. Desuden vil vi jo vænne ungdommen til vejrets indvirkninger,
og hvordan kunne vi gøre det bedre end ved at anvise øvelsespladsen
under fri himmel efter de pligtige og betragtelige lange timer i klassen.
Lad os benytte lokaliteten, som den fremstår af sig selv og uden tvang.
GutsMuths, 1804
I Danmark blev den første officielle legeplads oprettet i slutningen af 1700-tallet.
Det var den tyske hofpræst og filantropist Christiani, som i tilknytning til
sit opdragelsesinstitut i København anlagde en 5 tdr. land stor gymnastikplads,
der hvor Sønder Boulevard ligger i dag. Med lidt god vilje kan man skimte
gymnastikpladsen på Jens Juels’ billede Løbende Drenge fra 1802.
Filantropisterne (Rousseau, Basedow, GutsMuths m.fl.) ønskede at gøre op
med latinskolen ved blandt andet at betone den legemskulturelle opdragelse.
Deres gymnastik stod i skærende kontrast til tidligere tiders adelige indendørs
discipliner som f.eks. figurridning, fægtning og dans. Gymnastik skulle efter
filantropisternes mening foregå udendørs og helst i naturlige omgivelser og
bestå af atletik, klavring (et gammelt udtryk for at klatre), ligevægtsøvelser, sjipning,
løb og militære øvelser.
Til den nye gymnastik udviklede GutsMuths en øvelsesplads bestående af
bearbejdet natur. Der var spredte anlæg af opstillede træstammer, pæle og
brædder til balancegang, bjælker og klatrestænger, svingtove og springgrav for
længde- og højdespring. Det var naturens egne udfordringer afløst af tekniske
efterligninger.
Et af GutsMuths mest berømte redskaber er klavremaskinen. Klavremaskinen
bestod af tre elementer, som den dag i dag genfindes på mange legepladser.
Noget at svinge og gynge i, noget at klatre op og ned af samt noget at glide ned ad.
GYMNASTIKLEGEPLADSEN
En videreudvikling af GutsMuths øvelsesplads er gymnastikpladsen, som blev
udviklet af den tyske gymnastikpædagog F.L. Jahn. Han beskriver øvelsespladsen
således:
Løbende Drenge.
Maleri af Jens Juel, 1802
11
STATENS MUSEUM FOR KUNST, DOWIC FOTOGRAFI

12
Berliner Hasenheide,
1811
Gymnastikpladsen skal have fast grund, dækket med kort græs, og der skal
være træer (...). Hvis der ikke er træer, må man plante nogle (...). Man kan
ikke forestille sig en gymnastikplads uden legeplads. Også uden for gymnastikpladsens
indhegninger skulle enhver gymnastikskole så sandelig have en
gymnastikmark, hvor flad mark veksler med bevoksning, hvor der findes
lund, krat, buskads, tykning og åbne steder, hvor der er løvtræer og nåletræer.
Eichberg og Jespersen, 1986
Jahn’s gymnastikplads blev opført på Berliner Hasenheide i 1811 og bestod af
redskaberne reck, barrer, svævetræer, spring- og klatrestativer samt et område
til fri udfoldelse og leg.
I Danmark blev der i 1826 anlagt en gymnastikplads på Gjerrild Skole ved
Grenå. Pladsen var med redskaber svarende til Jahn’s gymnastikplads, men
uden et område til fri udfoldelse og leg i naturlige omgivelser. Det var den militære
side af den filantropiske legeplads, man havde valgt at anlægge. Og lærer
ved Gjerrild skole, pastor Kamf, kunne da også indberette, at hans unge (...)
er så vel øvet, som den ved Militærskolen bedst dresserede Rekrut (Korsgaard,
1984).
Det blev kun få almueskoler, som etablerede filantropiske legepladser, og
gymnastikundervisningen i almueskolerne var meget sparsom frem til slutningen
af 1800-tallet, hvor den svenske gymnastik blev den dominerende legemskultur
på landet og i skolen. Den var fortrinsvis indendørs orienteret, hvilket
blandt andet afspejlede sig i de øvelses- og gymnastikhuse, der dukkede op
mange steder i landet i slutningen af 1800-tallet (Lyngsgaard, 1990).
I 1883 blev der udgivet en ny lærebog i gymnastik, som viste en øget interesse
for udendørs regellege kaldet ‘ordnede lege og boldspil’, og som samti-
KILDE: KORSGAARD, OVE, 1992

DET KGL. BIBLIOTEK
dig var en nedtoning af det militære stof på bekostning af et mere idrætsligt
indhold i gymnastikundervisningen. De ordnede lege og boldspil, der var forløberen
for nutidens sport som fodbold, håndbold, atletik osv., skulle foregå
på et åbent, fladt terræn.
GADEN SOM LEGEPLADS
En dag laa der nogle Gadedrenge og ragede i Rendestenen, hvor de fandt
gamle Søm, Skillinger og saadant Noget. Det var Griseri, men det var nu
deres Fornøielse.
Som det fremgår af ovenstående citat fra H.C. Andersens eventyr Stoppenålen,
der udkom i 1845, brugte børn gaden til deres leg. Andre meget sigende kilder,
der fortæller om børns legemiljøer og børns lege i byerne i 1800-tallet, er
den række politiplakater og politivedtægter fra denne periode. Et eksempel er
Politiplacat angaaende Uordner paa Københavns Gader fra 1815:
Uagtet Placat af 13 nov.1813 advarer imod adskillige GadeUordner, som
begaaes af Drenge og derhos indskiærper saavel disse, som Forældre og Foresatte,
de i saa Henseende udstedte Anordninger, saa erfares dog at disse
dagligen overtrædes derved saavel af Haandværksdrenge, som andre Børn,
hvorfra de, der besøger Skolerne, ikke ere undtagne, tillade sig flokkeviis at
omstrejfe i Gaderne og at forfølge hinanden indbyrdes med Støi og Skrig;
(…) Disse og flere Uordner saasom: Stenkasten, Piskesmelden, Boldspil,
Vand og anden Urenlighedsforplantelse og Udbredelse med små Håndsprøjter,
hindrer Passagen og forstyrrer den Orden, som absolut bør finde
sted, foruden at skade derved ofte forvoldes ...
Gymnastikplads på
Gjerrild Skole ved
Grenå,1826
13

14
Børns leg på gaden i byerne, især i København var en afspejling af den bymæssige
udvikling i 1800-tallet. Hvor København tidligere bestod af lav bebyggelse
og enfamiliehuse, blev der på grund af en begyndende industrialisme, befolkningstilvækst
og nye boformer behov for flere boliger. Folk ville nødigt flytte
uden for byen, og konsekvensen blev, at der i gårde, haver og på andre ubebyggede
grunde, som børn benyttede til deres leg, blev opført boliger og huse til
småindustri.
Ud over gaden blev også kirkegårde, fælleder og de nedlagte volde brugt
som legested af børnene. Men det var heller ikke acceptabelt at bruge voldene,
hvilket kom til udtryk i Politivennen fra 1803, hvor man med beklagelse måtte
konstatere:
at Drenge gled på Rumpen ned ad Voldene og sled på Dem.
Politiplakaten fra1815 blev senere fulgt op af en række politivedtægter, der tydeligt
viser, i hvilket omfang børn blev ved med at anvende gaden som legeplads,
og hvor svært det var for myndighederne at forhindre børns leg på gaden.
I Politivedtægten fra 1867 kan man bl.a. læse:
Der maa ikke paa offentlig Gade, Vei eller Plads spilles Boldt, Pind, Klink,
gjøres Glidebaner eller foretages Leg til Hinder for Færdslen. Det er forbudt
at krybe op eller klynge sig til Vogne eller andre Kjøretøier under Kjørslen
eller til saadanne at fastgjøre Haandvogne eller Slæder.
Kriminaliseringen af gaden, som politivedtægterne udtrykker det, afspejledes
også i samtidens kriminalstatistik, hvor antallet af børns lovovertrædelser af den
offentlige ro og orden steg gradvis. Og i erindringslitteraturen fra denne tid kan
man flere steder læse, hvordan drenge og politi næsten konstant lå i krig med
hinanden (Christensen, 1976).
POLITISK DEBAT OM LEGEPLADSER
I slutning af 1800-tallet var byudviklingen præget af spekulationsbyggeri uden
nogen form for overordnet planlægning, hvilket gjaldt både inden for og uden
for vold- og befæstningsanlæggene. Samtidig vakte anvendelsen af disse anlæg
stor politisk uenighed og afspejlede markante forskelle i politikernes syn på
forholdet mellem bebyggelsesgrad og friarealer. Hos en voksende del af befolkningen
viste der sig en stigende forståelse for at skabe rimelige opvækstvilkår
og gode legemuligheder for børn.
En egentlig politisk debat om legepladsspørgsmålet fremkom første gang
i forbindelse med Københavns Borgerrepræsentations budgetforhandlinger i
1876, hvor professor H.W. Scharling i sin åbningstale bl.a. udtalte:
Det vilde være ønskeligt, om der her ligesom i andre store Byer kunde,
navnlig i mere bebyggede Dele af Byen, tilvejebringes offentlige, fredede

KILDE: KRØYER, BENT, KØBENHAVNS OFFENTLIGE LEGEPLADSER, 1989
Legepladser for Børn, just ikke egentlige Parkanlæg men dog beplantede
Pletter. Savnet heraf var i visse Dele af Byen føleligt.
Scharlings kollega i Borgerrepræsentationen, arkitekt Ferdinand Meldahl,
fulgte emnet op og henviste til udenlandske forhold:
Lukkede Legepladser som de, man har følt trang til at anlægge i Paris, hvor
Befolkningen har lært at lege uden at ødelægge de Anlæg, man leger i – thi
ogsaa dertil skal en Befolkning opdrages – og med en Udstyrelse, der gjøre
dem til Prydelser for Byen, vilde det være vanskeligt at faa hos os. Der måtte
imidlertid tænkes over, om der kunne skaffes saadanne Pladser i de tilbageværende
Arealer. Det var rimeligt, at de lod sig tilvejebringe for den deel af
Byen, op mod Østerport, der mest trænger dertil.
Meldahl tænkte her på fæstningsterrænet (de gamle volde), men dette synspunkt
blev straks imødegået af C.L.A. Herforth, medlem af fæstningsudvalget,
hvis opgave var at komme med forslag til områdets anvendelse. Han sagde
bl.a.:
Kjøbenhavn har saa store og brede indhegnede Pladser som vist faa steder.
Midt i byen har man Rosenborg Have, og udenfor frembyder de vidt strakte
Fælleder i alt fald om Sommeren en saa god Tumleplads, at befolkningen
ude ad Østerbro, som Meldahl havde omtalt, vist allermindst kan trænge til
Legepladser.
Med disse udtalelser fra Herforth fandt Meldahl det vigtigt at pointere:
Legepladserne må være i nærheden af Hjemmet. Den store mængde Børn
har ikke Tid til at løbe ud på Fælleden for at lege.
Grusplads i
Østre Anlæg,
1889
15

16
Med denne debat i Københavns Borgerrepræsentation var legepladsspørgsmålet
for alvor kommet på den politiske dagsorden. Meldahl blev de kommende
år en ihærdig fortaler for legepladssagen og fremsatte i 1887 et forslag
til Borgerrepræsentationen om, at man, hvor det var savnet, indrettede legepladser.
Meldahl motiverede sit forslag med, at behovet de senere år var vokset
voldsomt. Det skyldtes, at mange af voldene, som rummede både legepladser
og friluftsarealer for såvel voksne som børn, blev nedlagt uden nogen kompensation
for de tabte lege- og opholdsområder. Det eneste, der var etableret,
var et lille hjørne – 14 alen bredt og 20 alen langt – i Ørsteds Park samt
en grusplads i Østre Anlæg.
Den første kommunale legeplads blev oprettet i 1890 på Kapelvej på Nørrebro,
hvor en grusbelagt plads blev afskåret fra gaden af en række træer med
bænke imellem.
De første offentlige legepladser var ikke meget andet end et afgrænset,
grusbelagt område uden nogen form for legeredskaber. De var rektangulære og
omkranset af skyggefulde træer. Det var let at overskue, hvad børnene foretog
sig, og der var plads til løb eller boldspil. Det var en ordenens og symmetriens
æstetik (Coninck-Smith, 1990a).
I debatten og ved oprettelsen af de første legepladser var der ingen tegn på
et ønske om at indrette filantropiske legepladser med forskellige redskaber, haver
o.l. Her var det et spørgsmål om overhovedet at give børn mulighed for leg
og for at etablere steder, hvor børn kunne færdes i sikkerhed for den tiltagende
trafik og ikke mindst sikre den offentlige ro og orden. Således skulle legepladserne
være tilbuddet til den tids gadebørn.
KAMPEN FOR FLERE LEGEPLADSER
De første kommunale legepladser var ikke tilstrækkelige til at dække det eksisterende
behov. En af de personer, som påpegede dette, og som ønskede at
styrke børnenes legemuligheder, var baronesse Rigmor Stampe – senere gift
Bendix. I en række artikler (1890 og 1891) i Berlingske Tidende beskriver hun
børnenes utålelige legemuligheder i byen:
I henseende til at føre friluftsliv er det i København langt bedre at være
Hund end Barn. Hundene kan tumle sig som de vil, men for Børnene er alt
forbudt. Ordensvedtægter og politipraksis har udviklet sig således, at
Børneleg og Børnefærd saa at sige er blevet kriminel i alle former på Stadens
Grund. Hvis de Smaa ikke tér sig ganske som Voksne, naar de færdes på
Gaderne, er der straks en Betjent ved Haanden med et Forbud. Børn og
Politi, der ellers paa større Steder kommer saa godt ud af det med hinanden,
staar her som fjendtlige Parter, der gensidig volder hinanden det størst
mulige Besvær.
Bendix, 1891

KILDE: KRØYER, BENT, KØBENHAVNS OFFENTLIGE LEGEPLADSER,1989
Rigmor Bendix foreslog, at der blev etableret afgrænsede legepladser med græs,
som børnene kunne sidde og ligge på, grus og jord, som de kunne grave og
rode i, plads til at løbe og lege på og bænke til de mindre børn med barnepiger.
En af hendes artikler om børnenes få legemuligheder i byen afsluttes med følgende
bemærkning: Naturen må de undvære – lad dem dog beholde legen (Bendix,
1890).
I de kredse, der havde almindelig social forståelse, vakte Rigmor Bendix’
artikler stor interesse, og i oktober 1890 inviterede hun en kreds af legepladsinteresserede
til et møde i Håndværkerforeningen for at diskutere børns legemuligheder.
Ved den lejlighed udtalte forfatteren Sven Lange meget profetisk:
at den Tid jo nok vilde komme, hvor man ikke ansaa det for det styggeligste
Syn af Verden at se en Plads med legende Børn, selvom ikke hvert af dem
var fint.
Siegumfeldt, 1988
Mødet i Håndværkerforeningen blev nogle måneder senere fulgt op med dannelsen
af Kjøbenhavns Legepladsforening. Foreningens hensigt var at forbedre
børns legemuligheder dels ved at påpege myndighedernes (politiets) urimelige
håndtering af børns leg på gader, torve, parker o.l., og dels ved at fremsætte
krav til myndighederne om at stille arealer til rådighed for børns leg. Den officielle
formålsparagraf lød således:
Foreningen haar til Formaal at tilvejebringe tilfredsstillende Legeforhold i
Kjøbenhavn. Den virker for dette Formaal dels ved at holde den offentlige
Menings og Myndighedernes Interesse for dette Spørgsmaal vaagen, dels ved
at lede og støtte Sagens praktiske Gennemførelse.
Kjøbenhavns Legepladsforenings 1. årsberetning, 1892
Idéen med at oprette en legepladsforening var inspireret af udenlandske forhold.
I mange af de europæiske storbyer (London, Paris, Amsterdam, Hamborg
m.fl.) havde spørgsmålet om børns legemuligheder medført oprettelse af
Kapelvejens
legeplads, 1890
17

18
en lang række legeplads-foreninger 1 , som med succes havde fået ændret myndighedernes
tolerancetærskel over for børns leg på offentlige steder, og som i
samarbejde med de offentlige myndigheder havde medvirket ved oprettelse af
nye legepladser.
Legepladsforeningen tog hurtigt kontakt til diverse myndigheder, og kort
tid efter stillede Krigsministeriet et areal på Grønningen til rådighed for foreningen,
som dermed mindre end et halvt år efter stiftelsen kunne åbne sin
første legeplads. Denne blev i modsætning til de tidligere kommunale legepladser
forsynet med gynger, vipper og balancebomme samt læskur og toilet (Krøyer,
1989). Endvidere kom legepladsen som den første til at fungere under opsyn,
og hermed fik legepladserne sin første ‘legepladstante’.
Idéen med at etablere opsyn på legepladserne, som blev mere og mere almindeligt
ved offentlige legepladser de efterfølgende år, var affødt af en række
kritiske bemærkninger, der fremkom i forbindelse med Legepladsforeningens
agitation for flere offentlige legepladser.
Det var borgerskabets forældre, som var bekymrede for at lade deres børn
lege med det dårlige selskab. Som Rigmor Bendix udtrykte det:
Man er bange for at lade sine Børn lege i Have sammen med Børn, man
ikke kjender, og af hvem de muligvis kunne lære noget slet.
Bendix, 1891
Rigmor Bendix anså denne kritik for helt urimelig, idet:
Den kom fra Forældre, der enten selv kunne gaa med deres Børn eller
kunne sende en Barnepige med dem. En Moder maa kunne gaa eller sidde
og paase, at Børnene lege der, hvor de maa, og med hvem de maa; anvise
dem Omraader, der ikke allerede ere optagne, og værne dette mod Overgreb.
Bendix, 1891
Selvom Rigmor Bendix let irriteret vendte sig mod denne forældrekritik, var
det dog ikke en fremmed tanke for Legepladsforeningen, at de offentlige legepladser
skulle være under opsyn. Fra udlandet havde man kendskab til, at hvis
opsynet var af en bestemt karakter, ville legepladserne:
blive til mere end fornøjelse, mere end sundhed. De ville blive et opdragelsesmiddel
for børn (...) Det er denne side af Sagen, som man må kunne
samle de konservativeste Elementer om sammen med de mest fremskredne.
Thi Alle kunne vist blive enige om, at der blandt Gadeungdommen ofte
hersker en Raahed, som man ikke gjøre sig Umage nok at få bugt med (...).
Og i dette disciplinerende Opdragelsesarbejde kan Ingen hjælpe bedre end
vore Lærere og Lærerinder.
Bendix, 1891
1. I England Metropolitan Public Gardens Association (1880)
og i Frankrig Ligne Nationale de l’Education physique (1888).

Erfaringer fra udlandet viste, at ansættelse af opsynsmænd/kvinder på legepladserne
kunne forhindre Tyranni og slet Opførsel, hvis opsynet var i stand til:
at hjælpe Børnene tilrette med Legen og undervise dem i Begyndelsesgrundene
til Legemsøvelser.
Bendix, 1891
For Kjøbenhavns Legepladsforening blev det ud over oprettelse af legepladser
i byens forskellige kvarterer derfor også et spørgsmål om at skabe legepladser
med et bestemt pædagogisk indhold, som efter Legepladsforeningens mening
kunne sikres ved et kvalificeret opsyn på legepladserne.
LEGEPLADSER VED SKOLERNE
Inden for skoleverdenen var der stærke kræfter, som arbejdede for at indføre
ordnede lege og boldspil i folkeskolen. Disse skolefolk havde til de ordnede lege
og boldspil brug for etablering af pladser på eller nær ved skolerne. Der var
således sammenfaldende interesser i forhold til nogle generelle ønsker om at
etablere legepladser med pædagogisk indhold og en gruppe skolelæreres ønske
om at skabe et alternativ til den eksisterende gymnastik i skolen.
Som en konsekvens af disse forhold blev der på initiativ af Legepladsforeningen
rettet henvendelse til Kultusministeriet, som 31. august 1896 udsendte
et cirkulære om indførelse af ordnede lege for folkeskolens børn.
Flere steder i landet blev der oprettet lokale legepladsforeninger, som ved
pression over for kommune og i samarbejde med andre instanser fik etableret
legepladser, og hvor legepladsforeningerne efterfølgende stod som arrangører
af ordnede lege og boldspil i børnenes fritid.
Udvalget for Danske Skolebørns Fælleslege virkede som en selvstændig
organisation parallelt med Legepladsforeningen og fungerede frem til midten
af 1930’erne, hvor udvalget med Skoleloven af 1937 blev overflødiggjort. Med
denne lov blev det påbudt at anlægge bold- og idrætsplads ved alle landets
skoler.
Foreningen fik dog ved flere lejligheder den funktion at være behjælpelig
med råd og vejledning ved oprettelse af mindre legepladser i en række boligområder,
og der blev endvidere indledt et samarbejde med Dansk Idræts-Forbund
i forsøg på at styrke kampen for flere lege- og idrætspladser.
STANDARDLEGEPLADSEN
Som tidligere nævnt havde Kjøbenhavns Legepladsforening i 1892 på Grønningen
oprettet den første legeplads med legeredskaber, og de efterfølgende år
blev det mere og mere almindeligt at forsyne legepladserne med gynger, vipper,
bukke, balance-bomme, kolbøttestænger og sandkasser. På nær sandkassen
var de øvrige legeredskaber meget inspireret af 1800-tallets filantropiske
gymnastikplads.
19

20
Sandlegeplads på
Christianshavns
Vold, 1908
Sandkasseidéen, en videreudvikling af sand- og grusbunken, var importeret fra
London og andre europæiske storbyer, hvor man havde lignende indretninger.
Sandkassen var et forsøg på at omforme en traditionel børneleg i byen – leg i
rendesten og grusbunker – til en mere renlig og derved civiliseret aktivitet
(Coninck-Smith, 1990a).
Første gang sandkassen blev etableret var i 1908 i forbindelse med oprettelsen
af en legeplads på Christianshavns Vold. Initiativet til legepladsen udsprang
fra Komitee for Legepladsen paa Christianshavns Vold, hvis dynamo var
cand. phil. Hans Dragehjelm, lærer på Christianshavns Skole.
Oprindelig var sandkassen tænkt som et tilbud til skolens elever, men det
viste sig hurtigt, at de især tiltrak de mindre børn. Det blev derfor nødvendigt
at overveje, hvad de større børn skulle foretage sig ud over ordnede lege og
boldspil. Og her kom de øvrige legeredskaber ind i billedet (Coninck-Smith,
1990a).
Hans Dragehjelm fik stor betydning for de kommende års indretning af
legepladser.
Sammen med kommunelærer Kr. Jensen agiterede han kraftigt for at forsyne
byens spartansk udstyrede legepladser med sandkasse og legeredskaber. Københavns
Kommune valgte på forsøgsbasis at opstille sandkasse og legeredskaber
på legepladsen ved Hans Tavsens Gades Skole. Forsøget blev så vellykket, at
kommunens øvrige legepladser og andre offentlige legepladser de efterfølgende
år blev indrettet på tilsvarende måde.
Hermed var grundlaget lagt for den legepladsidé, som kom til at gå under
navnet Standardlegepladsen, som Dragehjelm selv døbte den. Standardlegepladsen
skulle iflg. Dragehjelm opfylde børnenes gennemsnitlige – for ikke at sige
optimale – legebehov.
I 1917 udgav Dansk Idræts-Forbund en vejledning med titlen Børnelegepladser
– Anlæg, Redskaber, Drift, Legeledere, og i 1918 udsendte Indenrigsministeriet
et cirkulære til amter og købstæder om børnelegepladser. Begge
publikationer blev skrevet af Dragehjelm og er vejledninger i indretning af
standardlegepladsen. I førstnævnte publikation skriver han bl.a.:
KILDE: DRAGEHJELM, HANS, BARNETS LEG I SANDET, 1909

Redskaberne skal være underholdende og saaledes indrettede og opstillede, at
Børn kan komme til hurtig efter hinanden. Det er Børnelegepladsens
Mission at skaffe stor Adspredelse paa en forholdsvis lille Plads, og for en
beskeden Udgift. Redskaberne skal være simple og solide, saa de nemt holdes
i orden.
Dragehjelm, 1917
BOLIGERNES LEGEPLADSER
Bolignøden især i de større byer, der fulgte i kølvandet på 1. verdenskrig, betød,
at parcelhusbyggeriet, som hidtil havde været den overvejende boligform,
blev afløst af etagebyggeriet.
Mange boligselskaber og arkitekter havde forståelse for boligmiljøets betydning
for beboernes velværd og trivsel, og ved mange etageboliger blev der
anlagt gårdhaveanlæg med træer, buske, blomster og græs. Til børnene etableredes
mindre arealer med sandkasse og evt. en gynge. Særlige spændende ude-
KILDE: DRAGEHJELM, HANS, BØRNLEGEPLADSENS ANLÆG, 1935
21
Eksempler fra
standardlegepladsen

22
miljøer og legepladser for børn blev det dog sjældent. Fra denne periode stammer
det velkendte skilt: Al støjende leg og boldspil forbudt.
Selvom om Byplanloven af 1938 faktisk forpligtede kommunerne til at
sikre arealer til rekreation, fritidsliv og leg, så var etablering af legepladser meget
afhængig af, om der i de enkelte kommunalbestyrelser og blandt kommunens
indbyggere var forståelse for at opfylde børnenes legebehov. I byggelovgivningen
blev der stillet krav til bygge- og boligselskaberne om, at der ved alle
nye boligbebyggelser skulle reserveres og anlægges passende arealer for beboernes
daglige ophold og rekreation.
PARKPOLITIK OG LEGEPLADSER
Det var ikke kun i de større byer, at der skete by- og boligmæssige forandringer.
Også i landets købstæder og sogne skete der en stigende urbanisering og
industrialisering, som gjorde det påtrængende at forholde sig til denne nye
udvikling. I den anledning og som en hilsen og påmindelse til landets dengang
1400 sognekommuner udgav Dansk Byplanlaboratorium i 1931 bogen PARK-
POLITIK i sogn og købstad skrevet af havearkitekt C.Th. Sørensen. I forordet
til bogen skrev daværende formand for Dansk Byplanlaboratorium Kaj Hendriksen:
Det er derfor Byplanlaboratoriets Haab, at denne lille Bog rundt om i
Kommunalraadene maa vække Interesse for begrebet ‘Parkpolitik’, der
rummer saa vidtrækkende og samfundsvigtige Dispositioner. Og at saadan
Parkpolitik maa blive til Gavn og Glæde for Børn, Unge og Gamle paa en i
bedste Forstand moderne, sund og demokratisk Maade, det vil sige i en
jævn, praktisk Form. Penge udgivne til Legepladser, Sportspladser, Koloniog
Parcelhaver, og til befolkningens Adgang til Strand og Skov, mindsker
Udgifterne til Sygehuse og Fænglser, ja giver maaske Daler for Skilling.
Sørensen, 1931
C.Th. Sørensen’s bog blev et vigtigt indlæg i debatten om udformning af byernes
og købstædernes planlægning af de rekreative udearealer. Han lægger i
bogen megen vægt på, at der skabes gode legemuligheder for børn og er meget
skrap i sin kritik af de eksisterende forhold.
Desværre er det umuligt at opgøre, hvor mange mennesker der ødelægges,
fordi de i barndommen ikke havde andet friluftssted end gaden og en
solfattig gård, der ikke gav den ringeste mulighed for fantasi eller virketrang,
men den, der tænker sig en smule om, aner gysende et værdispild af
den sørgeligste art (...). Der skal børnenes sag tales så stærkt som det er
muligt. Der er enighed om, at børnene ikke skal sulte eller fryse, men de må
heller ikke mangle de ydre betingelser for udvikling og åndelig vækst. Det er
i denne forbindelse vanskeligt at tilbageholde sin forundring over, at byernes
forskønnelsesforeninger i så ringe grad tager sig af børnenes sag, de agiterer

kun imod skilte og for bænke, bevaring af udsigter, gamle huse, gamle træer
og alle den slags rosværdige formål, der dog er af langt mindre betydning
end dette at skaffe etageboligernes børn den bedst mulige adgang til leg og
tummel i frisk luft.
Sørensen, 1931
C.Th. Sørensen betragtede nærmest børnelegepladsen som det første og vigtigste
punkt i byernes parkprogram. For ham var det vigtigt, at der var legepladser
i umiddelbar nærhed af boligerne. Han ønskede langt flere legepladser
i provinsbyerne og anså det for tankeløshed, at dette ikke var tilfældet:
Den tankeløshed, hvormed der er bygget karreer uden mindste hensyn til
den opvoksende slægt er simpelthen forfærdende. Drejer det sig om opførelse
af svinestalde regnes der dog med en vis udenomsplads til dyrene, i vores
byers dårligste byggeri er der overhovedet ikke regnet med, at børnene skal
opholde sig i fri luft.
Sørensen, 1931
Ifølge C.Th. Sørensen burde der ved enhver større boligkarré være en mark
med skov og strand, hvor børn kunne tumle sig, og legepladserne kunne efter
hans mening slet ikke blive for store. Det var bedre, at arealet var stort frem
for kostbart udstyret.
Børn kan lege storartet på ubebyggede grunde, og foretrækker vel egentlig de
primitive muligheder for det, der særlig er indrettet til deres leg og fornøjelse.(...)
Herhjemme giver udstyret sjældent indtryk af større opfindsomhed.
Vore legepladser er simpelthen grusede pladser med en vippe og en gynge,
samt en mindre sandkasse. Disse sidste er sikkert udmærkede for så vidt,
men de er ikke særlig hygiejniske, fordi der gerne er alt for mange børn i de
små kasser. Det er ikke nok med et par læs sand. Der bør ikke være tale om
så og så mange kvadratmeter, men om så og så mange hundrede kvadratmeter
af en ordentlig dybde.
Sørensen, 1933
Ud over masser af sand skulle børns legeområder iflg. C.Th. Sørensen også
bestå af græsarealer og muligheder for leg med vand. Sand, græs og vand var
de tre ting, som C.Th. Sørensen mente måtte være et minimumskrav til enhver
legeplads for børn. Men dermed var mulighederne ikke udtømte. Han
havde i udlandet set, hvordan man f.eks. i engelske parker havde ladet fældede
træer blive liggende, så børn kunne lege med dem og havde konstateret, at
den vippe, som børnene selv danner sig af et tilfældigt bræt lagt over den
faldne kæmpes stamme, er anderledes spændende end den kommunale
tømrers vippe.
Sørensen, 1933
23

24
C.Th. Sørensen havde også set, at der altid lå ledige jordstykker rundt om i
byerne og mente, det var oplagt at udnytte dem på en måde, så børn kunne
komme til at grave huler, opsætte telte, anlægge haver osv. I sin bog PARK-
POLITIK i sogn og købstad slutter C.Th. Sørensen sit afsnit om legepladser med
de kendte ord:
Måske kunne vi forsøge at indrette en slags skrammellegepladser på passende
og ret storer arealer, hvor børnene fik lov at udnytte gamle biler, papkasser,
kvas og den slags ting. Det er jo muligt, at der måtte opsyn til, både for at
hindre alt for slemme udslag af ufordragelighed og for at afbøde mulighederne
for, at børnene kommer til skade. Rimeligvis er et sådant opsyn dog
ikke nødvendigt.
Sørensen, 1933
Der skulle gå 12 år før C.Th. Sørensens idé om skrammellegepladser blev realiseret.
I august 1943 blev den første skrammellegeplads anlagt i Emdrup,
København.
Skrammellegepladsen i Emdrup
KILDE: FESTSKRIFT 1943 - 1968

BOLIGBYGGERI, TRAFIK OG LEGESTEDER
1930’ernes og 1940’ernes boligbyggeri i byerne led af alvorlige mangler, når det
drejede sig om befolkningens rekreative muligheder. Et særligt problem var de
trafikale forhold, som betød, at befolkningens og især børnenes mulighed for
at benytte parker og andre rekreative anlæg var blevet meget begrænset (Mygind,
1949).
Kritikken blev ikke mindre med det hastigt opførte boligbyggeri efter krigen,
hvor bestræbelserne først og fremmest drejede sig om at producere lejligheder
i så stort et antal som muligt for at afhjælpe manglen på lejligheder. En
markant skikkelse inden for den kritiske arkitektstand var havearkitekt Erik
Mygind. Han skrev bl.a.:
I de nye kvarterer er der kommet lys og luft mellem husene, der er kommet
blomster og græs, men bebyggelserne planlægges stadig for de voksne, for at se
pæne ud, for at være herskabelige. Man tænker i pæne kik og landskabelige
motiver eller bare i kroner og ører, men ikke i liv og leg. Fejlen er, at de
voksne ikke er indstillet på at ofre noget virkeligt på børnene, det er der
ikke tradition for. Legepladsen betragtes som et nødvendigt onde, og som et
sådant reduceres den til det mindst mulige. Man sætter lidt legeredskaber op
for at have samvittigheden i orden, men man sætter sig ikke ind i, hvad det
er, børnene behøver.
Mygind, 1951
Ud over kritik af boligbyggeriet og dets manglende rekreative muligheder var
1950’erne også præget af bekymring for den hastigt voksende trafik, der gjorde
det farligt at være barn i byerne. Selvom antallet af legepladser havde været
stærkt stigende i første halvdel af 1900-tallet, var der stadig mange børn og
unge, som brugte gaden som legeplads. I forordet til et skrift om børnelegepladser
af stadsgartner J. Bergmann skriver daværende justitsminister Hans
Hækkerup:
I de sidste årtier navnlig i årene efter krigen er antallet af motorkøretøjer
her i landet vokset i omfang, man på forhånd næppe havde forestillet sig
muligt.(...) Bekæmpelsen af trafikulykkerne er blevet en samfundsopgave af
største betydning. Alt for ofte sker det, at børn, der leger under leg, er
kommet ud på kørebanen, bliver dræbt eller alvorlig kvæstet i trafikken.
Som led i kampen mod færdselsulykkerne er det derfor af største vigtighed så
vidt muligt at undgå, at børnenes leg foregår på gader og veje (...). Det er
således af allerstørste betydning, at der anlægges hensigtsmæssige legepladser,
hvor børnene kan udfolde sig under trygge og sunde forhold.
Bergmann, 1956
25

26
Børneidrætslegeplads
BØRNEIDRÆTSPLADSER
Bekymringen for børns manglende legemuligheder kom også til udtryk hos
Dansk Idræts-Forbund, som i 1956/57 nedsatte et udvalg for børneidrætslegepladser.
Børneidrætsudvalgets hensigt var at overbevise idrætsfolk, kommuner,
boligforeninger, børne- og ungdomsinstitutioner, arkitekter og forældre
om, hvor og hvorledes der kunne dyrkes motionspræget, leglignende idræt på
selv små arealer og med begrænsede anlægsudgifter. Udvalgets formål var dels
at udføre gratis rådgivning af teknisk-pædagogisk karakter og dels:
at åbne andres blik for, hvor lidt plads man ofte kan nøjes med og alligevel
få både god og fornøjelig motion, hvis arealet indrettes hensigtsmæssigt
m.h.t. overflade, rekvisitter, og evt. hegning og
at orientere om de mange nye sportslige muligheder, der findes, hvis man er
opmærksom på de populære og folkelige spil med små arealkrav.
Bertram, 1956
Udvalget mente, at man var nået ret langt med hensyn til skabelsen af forskellige
former for legepladser til små børn, mens de større børns behov var skudt
lidt i baggrunden. Det var her, at børneidrætslegepladsen i højere grad kunne
komme ind i billedet.
KILDE: BØRNEIDRÆTSLEGEPLADSER,1956

Ifølge børneidrætsudvalget var definitionen på en børneidrætslegeplads et
rekreativt, mindre areal indrettet til leglignende idræt for børn og unge. En
børneidrætslegeplads skulle således hverken være en idrætsplads i almindelig
forstand eller en legeplads i sædvanlig betydning; men måske en kombination
af begge dele.
Selvom udvalget i princippet mente, at udformning af nye børneidrætslegepladser
i de fleste tilfælde blot krævede lidt fantasi og energi, undlod de
ikke at komme med nogle konkrete råd og idéer:
Hegning er ofte nødvendig specielt til boldspil og især nær huse og veje. Et
effektivt højt trådhegn kan muliggøre boldspil på mindre friarealer, der
ellers ville være uegnede dertil.
Anden beskyttelse mod – eller af – omgivelserne kan opnås ved beplantning
omkring banerne, eller ved omgivende jordvolde (overskudsjord ved byggeri)
eller ved pladsens placering i forsænket terræn. Området kan tænkes suppleret
med læhuse eller halvtage, variationerne er mange.
Bertram, 1956
I 1968 udgav børneidrætsudvalget en mindre pjece om børneidrætslegepladser,
hvor man i store træk gengiver de samme synspunkter, som blev formuleret ti
år før. Et udtryk for at behovet for flere børneidrætspladser stadig var aktuelt.
NYE UDENDØRS IDRÆTSANLÆG
Situationen ændrede sig ikke radikalt op gennem 1970’erne og 1980’erne. Og
i forbindelse med den idrætspolitiske debat og kritik i 1980’erne blev der atter
sat fokus på behovet for at skabe og udvikle nye decentrale og fleksible
udendørs idrætsanlæg. Det medførte, at Kulturministeriet i 1989 af dets tipsmidler
oprettede en idrætspulje, hvis formål blandt andet var at støtte mindre
udendørs idrætsanlæg i lokalområdet.
Det er disse anlæg, som i dag går under betegnelsen idrætslegepladser. Og
det er disse typer af pladser til leg og idræt, de næste kapitler handler om.
27

28
Litteratur
Bertram, Viggo (1956). Børneidrætspladser, Danmarks Idræts-Forbund.
Bergmann, Jacob (1956). Børnelegepladser, Fællesrådet for havekultur og landskabsgartneri,
skrift nr. 7.
Bendix, Rigmor (1890). Hvor skulle vore Børn lege, Berlingske Tidende.
Bendix, Rigmor (1891). Om legepladser, Berlingske Tidende.
Christensen, Christian (1976). En rabarberdreng vokser op, Bind 1.
Coninck-Smith, Ning de (1990a). Byplan set fra knæhøjde 1830-1920, i Seminar om
Børn &Pædagoger i historien, BUPL.
Coninck-Smith, Ning de (1990b). Legepladser og byudvikling i København
1830 -1930, I: At lære og være – i hvilke rammer, Kroghs forlag.
Dansk Idræts-Forbund (1968). Børneidrætspladser.
Dragehjelm, Hans (1909). Barnets leg i Sandet.
Dragehjelm, Hans (1917). Børneidrætspladser. Anlæg, Redskaber, Drift, Legeledere.
Særtryk af Dansk Idræts-Forbunds Aarsberetning 1916. DIF.
Dragehjelm, Hans (1935). Børnelegepladsens anlæg, redskaber og drift – Standardlegepladsen,
Udvidet særtryk af Købstadsforeningens tidsskrift, Eget Forlag.
Dragehjelm, Hans (1944). Om Legepladser, Gartnertidende s. 301-04.
Eichberg, Henning og Jespersen, Ejgil (1986). De grønne bølger, forlaget
Bavnebakke.
GutsMuths, J.F.C. (1970). Gymnastik für die Jugend, 2 opl. Ny udgave af Hans
Groll.
Knudsen, Frederik (1918). Lege og Boldspil, Gyldendal.
Korsgaard, Ove (1982). Kampen om kroppen, Gyldendal.
Krøyer, Bent (1989). Historien om Københavns offentlige legepladser, Stadsgartnerens
kontor og Stadsingeniørens direktorat.
Legepladsforeningen i Kjøbenhavn (1892 og 1896). Aarsberetninger. København.
Lyngsgård, Hans (1990). Idrættens rum, Borgen.
Morville, Jeanne (1969b). Planlægning af børns udemiljø i etageboligområder, Statens
Byggeforskningsinstitut.
Rasmussen, Birthe Ludovica (1990). På legepladsen, i Siden Saxo, nr. 2.
Schytte, Benny (1994). PLADS TIL LEG – om den danske legepladsbevægelse,
Kultursociolologisk Institut.
Siegumfeldt, Max (1988). Foredrag indspillet på video inkl. manuskript, Dansk
Legeplads Selskab.
Sørensen, C.Th. (1931). PARKPOLITIK i sogn og købstad, Gyldendal, Nordisk
Forlag.
Sørensen, C.Th. (1945). Et legepladsprogram, i Havekunst nr. 2, København.

En idrætslegeplads skal
ligge i vejen!
En idrætslegeplads skal ligge i vejen, så vi får lyst til at bruge dem. Og når
først et par stykker går i gang med at spille, kommer der hurtigt flere til.
Steffen Mossin, 1993
KRITIK AF IDRÆTTENS RUM
Fra starten af 1980’erne var idrætten præget af diskussioner, kritik og nytænkning.
Ændringer i idrætsdeltagelsen, nye idrætsaktiviteter, nye målgrupper,
behov for ændrede samværsformer mv. betød, at mange af idrættens gængse
normer, regler og traditionelle adfærdsformer blev taget op til nyvurdering.
Det skete via debat, udgivelse af en række idrætskritiske publikationer,
forsøgs- og udviklingsarbejde, styrkelse af den samfundsvidenskabelige idrætsforskning,
kulturministerielle betænkninger om elite- og breddeidræt mv. I
forbindelse med denne kritik og nyvurdering blev der også sat fokus på idrættens
rum.
1960’erne og 1970’erne havde været præget af en voldsom udbygning af
nye idrætsanlæg. Rundt om i landet blev der via offentlige og private midler
samt frivillig arbejdskraft opført mange nye idrætshaller, stadioner, svømmehaller
mv. Et karakteristisk træk ved dette idrætsbyggeri var dets præg af ensartethed
bestemt af konkurrenceidrættens standardmål og byggesektorens udvikling
af standard- og totalløsninger. Et andet karakteristisk træk var, at langt de
fleste idrætsanlæg blev opført som store idrætscentre uden for eller i periferien
af byerne.
FOTO: DAN B. HASLØV
Ballerup Idrætspark,
1992
29

30
I midten af 1980’erne tog kritikken af dette idrætsbyggeri til (Riiskjær, 1985;
Mossin 1986; Bøje, 1986). Kort fortalt kritiserede man de sidste årtiers traditionelle
idrætsplanlægning og mente, at idrætsanlæggene i for stor udstrækning
var skabt på konkurrence- og turneringsidrættens præmisser. Dermed kunne
de kun i mindre grad opfylde de behov for faciliteter, omgivelser og væresteder,
som mange af de nye strømninger af kropskulturel karakter havde. En anden
kritik gik på, at idrætten var blevet flyttet ud af byen og foregik afsondret og
isoleret i næsten fæstningslignende omgivelser.
FORSLAG TIL NYE TYPER IDRÆTSANLÆG
Den kritiske holdning til det eksisterende idrætsbyggeri blev fulgt op med
forslag til nye tiltag. Frem for lang afstand til idrætsanlæggene skulle man
fremme idrætten i nærmiljøet. I stedet for idrætsanlæg med standardmål skulle
man opføre idrætsanlæg med mange anvendelsesmuligheder. Frem for central
styring af idrætsdeltagelsen skulle man lægge op til decentralisering, selvforvaltning
og selvorganisering.
Disse synspunkter var ikke kun gældende i Danmark. På europæisk plan
afholdtes der i denne periode flere konferencer og seminarer om idrætsbyggeri.
I 1984 afholdt Europarådet et seminar om idrætsplanlægning og idrætsbyggeri
med forslag om:
• at udvide de eksisterende idrætsfaciliteters anvendelsesmuligheder,
• at en idrætsplads pr. definition også bør omfatte åbne grønne områder,
installationer til legeaktiviteter m.m.,
• at skabe en form for kulturcentre, der kan rumme mange forskellige
kulturelle aktiviteter heriblandt idrætsaktiviteter.
Kritikken af idrættens rum, som den kom til udtryk såvel i Danmark som i
udlandet, skulle vise sig at få forholdsvis hurtig indflydelse på den officielle
idrætspolitik herhjemme.
I 1985 nedsatte kulturministeren et udvalg til belysning af breddeidrættens
vilkår, og af betænkningens forslag til forbedring af breddeidrætten fremgår
det, at man fra udvalgets side i store træk var enige i den kritik, der var blevet
fremført om det eksisterende idrætsbyggeri.
NYE TYPER IDRÆTSANLÆG
I breddeidrætsudvalgets betænkning (Kulturministeriet, 1987) var der forslag
om opbygning af decentrale og fleksible aktivitetsanlæg. Udvalget havde konstateret,
at langt de fleste idrætsfaciliteter var præget af standardiserede idrætsanlæg
placeret i yderzoner og udflytterkvarterer.
Udvalget foreslog, at der blev afsat økonomiske midler til opbygning af
aktivitetsanlæg med henblik på særlige idrætsbehov, herunder forsøg med flek-

sible og utraditionelle anlægstyper. Ifølge udvalget burde den kommende udbygning
af idrætsfaciliteter blandt andet tage udgangspunkt i følgende principper:
Decentralisering
Anlæggene bør være placeret i nærmiljøet, det vil sige, hvor folk bor.
Fleksibilitet
Anlæggene bør være udformede, så de kan have mange anvendelsesmuligheder.
De bør kunne anvendes til mange motions- og idrætsformer og til anden
fritidsvirksomhed.
Ukonventionelle løsninger
Opbygningen bør tage hensyn til de lokale forhold og skal ikke nødvendigvis
leve op til de standardiserede sportslige mål.
Ombygning af eksisterende bygninger, som tidligere har været brugt til
ikke-idrætslige formål og opførelse af ‘skrabede’ og ressourcebesparende anlæg,
kan give sådanne muligheder.
Byernes frirum – hjørner af parkanlæg, stilleveje, gårdanlæg, parkeringspladser
osv. – kan udnyttes ved at opbygge rulleskøjtebaner, skateboardbaner
o.l. Det kan også ske ved, at der opstilles faste bordtennisborde i robuste materialer,
opføres slagboldmure til tennis og andre boldspil, afstribes boldbaner
o.l.
Selvforvaltning
Anlægstyperne bør lægge op til, at brugerne tager medansvar for forvaltning
og vedligeholdelse. Anlæggene kan opbygges, så de ikke nødvendigvis kræver
opsyn, men måske rengøring. De bør således være robuste og hærværkssikrede.
De må dog samtidig være attraktive ved, at der er anvendt hensigtsmæssige
materialer.
Tilgængelighed
Anlæggene bør principielt stå til rådighed for alle i lokalområdet, og åbningstider
må så vidt muligt ikke lægge begrænsninger.
Ved opbygning af faciliteter og anlæg af ovennævnte art forestillede udvalget
sig, at behovet for idrætslig aktivitet i byernes nærmiljøer kunne forbedres
og skabe bedre betingelser for de befolkningsgrupper, som ikke ønsker eller har
mulighed for at dyrke idræt under organiserede former, men som har behov
for udfoldelsesmuligheder i nærheden af boligen.
ØKONOMISKE TILSKUD TIL IDRÆTSLEGEPLADSER
Med afsæt i Breddeidrætsudvalgets forslag og bemærkninger om opbygning af
nye aktivitetsanlæg oprettede Kulturministeriet i 1989 af deres tipsmidler en
idrætspulje til Udvikling, omstilling og forsøg. Formålet med puljen var at støtte
31

32
lokale initiativer til udvikling og fornyelse af mulighederne for at dyrke idræt (...)
og at støtte anlæg af enkle idrætsfaciliteter i ældre byområder med kun få idrætsanlæg.
Faciliteterne skulle stå åbne for alle i lokalområdet og bygge på brugernes
ansvar.
Fra 1989 og frem til 1995 gav Kulturministeriet tilskud til et stigende antal
idrætslegepladser, ligesom en del kommuner og de to landsdækkende idrætsorganisationer
DIF og DGI samt en række private fonde igennem årene har
givet tilskud til idrætslegepladser.
Med oprettelsen af Lokale- og Anlægsfonden i 1994 og Idrætspolitisk Idéprogram
i 1999 har det fortsat været muligt at få støtte til opførelse af idrætslegepladser.
DE FØRSTE IDRÆTSLEGEPLADSER
Kritikken af idrættens rum og dens forslag om opførelse af nye udendørs legeog
idrætsmiljøer førte i praksis til to forskellige initiativer omkring 1990.
Pust liv i din by
I Århus ønskede man i 1989 at puste nyt liv i byen ved at skabe nye idræts- og
legemiljøer i byen (Jensen et al., 1989). Hensigten var på udvalgte pladser i den
indre by at etablere steder til forskellige former for kropslige udfoldelser. Planen
var at indrette en række anlæg som fx en udendørs styrketræningsmaskine
som kunstværk, montering af ribber ved stoppesteder, opstregning af felter på
gavle til forskellige former for murbold, opsætning af boksebolde og basketkurve,
volleyballnet på stranden, dartskiver på gågaden osv.
Ikke alle idéerne blev ført ud i livet, men på en nedlagt skole (Skt. Annagades
Skole), som var omdannet til medborgerhus, blev den gamle skolegård,
som fungerede som parkeringsplads, omlagt til et lege- og idrætsmiljø.
Skt. Annagades Skole, før og efter
KILDE: JENSEN, LOTTE ET AL, 1989

Et kropserfaringernes rum
Et andet initiativ var anlæggelsen af en idrætslegeplads på Østerfarimagsgade
Skole på Østerbro i København i 1991. Dette forsøg var præget af tanken om,
at hvis man indrettede det fysiske rum for alternative parametre, ville brugerne
blive inspireret til alternative former for kropslig udfoldelse.
Idrætslegepladsen på Østerfarimagsgade Skole blev opbygget med inspiration
fra gamle nordiske slange- og labyrintformer og tanken var, at dette
skulle inspirere til aktiviteter, der var knyttet til kropserfaring og leg snarere end
til præstation og konkurrence.
Disse to initiativer blev starten på opførelsen af en række idrætslegepladser
rundt omkring i landet de følgende år.
NÆRMILJØANLÆG I NORGE
Idéen med at give statslige tilskud til anlæg af nye lege- og idrætsmiljøer i
Danmark havde en parallel i Norge. I 1993 blev der under Kulturdepartementet
indført en statslig støtteordning til opførelsen af nærmiljøanlæg med
tilskud op til 50 % af den samlede udgift. Pengene kom fra spillemidler (tipsmidler),
og formålet var at give tilskud til enkle anlæg, som tilfredsstiller behovene
for lek, opplæring og mosjon.
Nærmiljøanlæggene skulle have en lokal forankring i tilknytning til boligområderne
og være målrettet egenorganiseret fysisk aktivitet for barn og ungdom.
Fra 1994 og frem til 2002 har den statslige støtteordning bevilliget i alt 457
millioner til ca. 2000 nærmiljøanlæg. Fra og med 2000 blev ordningen udvidet
til også at satse på nærmiljøanlæg ved skoler.
I en evalueringsrapport af nærmiljøanlægsordningen (Jones et al., 2000)
blev der peget på, at de mest almindelige anlægstyper er multibaner og fodboldanlæg.
De udgør ca. 30 % af samtlige anlæg. Andre typer småanlæg udgjorde
ca. 28 %.
FOTO: MARTIN SNE
Østerfarimagsgade
Skole, 1991
33

34
Nærmiljøanlæg fra Norge
På bagrund af evalueringsrapporten ønskede man i Norge at udvikle nærmiljøanlæggene
og pegede blandt andet på at ved utformning av anlegg er det av betydning
at både jenter og gutters behov bliver ivaretatt, og at barn og ungdom i
større grad skal få mulighet til at medvirke i de processer hvor aktiviteter og anlegg
udformes (Schmidt, 2004).
I 2001 besluttede Kultur- og Kirkedepartementet at afholde en idékonkurrence
‘Aktivt Mødested’ for at udvikle nærmiljøanlæggene. Konkurrencens
formål var at få en større mangfoldighed af aktiviteter i lokalmiljøet, at stimulere
til kreativ tænkning og planlægning, at udvikle gode lokale processer, hvor
de aktuelle brugergrupper deltager i udvikling og planlægning af fremtidige
idrætsanlæg samt at udvikle gode mødepladser og bedre samspil mellem organiserede
og uorganiserede aktiviteter.
UNDERSØGELSE OM IDRÆTSLEGEPLADSER
I 1995 blev der med tilskud fra Kulturministeriet foretaget en undersøgelse om
idrætslegepladser i Danmark (Schytte, 1996). Hensigten med denne undersøgelse
var at indsamle viden og erfaringer om de nye idrætslegepladser.
Undersøgelsen omfattede 53 idrætslegepladser, hvoraf 8 blev undesøgt
mere detaljeret. Resultater fra denne undersøgelse viste blandt andet, at
• idrætslegepladserne var rimeligt fordelt rundt om i Danmark og både i
byer og på landet.
• initiativtagerne var idrætsforeninger, skoler, daginstitutioner, beboerforeninger
mv.
• der var stor variation i anlægssudgifterne – fra 6.000 kr. til 1,2 mio. kr.
• den enkelte idrætsplads ofte havde fået tilskud fra flere bevillingsgivere.
• placeringen ofte var på et kommunalt fællesareal.
• mange idrætslegepladser var bygget op omkring en bandebane.
• der var en forholdsvis bred vifte af aktivitetsmuligheder.
• de blev benyttet af både organiserede og uorganiserede brugergrupper.
• brugergrupperne fortrinsvis var børn og unge.

På baggrund af det indsamlede materiale blev der foretaget en nærmere karakteristik
af idrætslegepladserne set i forhold til foreningsidrættens traditionelle
opbygning og standardiserede idrætsfaciliteter. Det var tydeligt, at idrætslegepladserne
på mange måder brød med den traditionelle måde at organisere
og dyrke idræt i foreningsregi.
Undersøgelsen pegede på, at selvom der var mange gode elementer og aktivitetsmuligheder
på de enkelte idrætslegepladser, var der tendenser til konformitet
og en begyndende form for standardisering af idrætslegepladserne.
Mange af idrætslegepladserne var anlagt med en bandebane suppleret med
mere eller mindre traditionelle legeredskaber til mindre børn.
Som en konsekvens af erfaringerne med de første idrætslegepladser og på
baggrund af en række henvendelser fra lokale idrætsforeninger, som ønskede
råd og vejledning ved etablering af en idrætslegeplads, nedsatte Danske Gymnastik-
og Idrætsforeninger (DGI) en arbejdsgruppe i 1996, som skulle forsøge
at inspirere til yderligere udvikling af idrætslegepladser.
Dette arbejde førte frem til udgivelse af en håndbog for idrætslegepladser
(Schytte et al.,1997). Bogen blev udformet som en håndbog i etablering af
idrætslegepladser med idéer, råd og vejledning.
En tilsvarende, mindre håndbog (Freij og Møller, 1996) blev udarbejdet
af Danmarks Idræts-Forbunds (DIF) breddeidrætsudvalg. Som supplement til
bogen udkom der efterfølgende en cd-rom Idrættens nye rum – i det fri (DIF
et al., 1999) med nogle generelle overvejelser om idrætslegepladser samt præsentation
af en konkret idrætslegeplads.
En standardidrætslegeplads
35

36
Idrætslegepladsen i Tuse
opført i 1997
TO EKSEMPLARISKE IDRÆTSLEGEPLADSER
Som nævnt havde undersøgelsen om idrætslegepladser i Danmark fra 1996
vist, at idrætslegepladsernes indretning og udformning efterhånden havde fået
karakter af standardisering. Denne udvikling ændrede sig de følgende år med
opførelse af to nye idrætslegepladser.
Gerlev Idrætshøjskole ved Slagelse og Tuse Idrætsforening ved Holbæk
havde hver for sig store planer med opførelse af en idrætslegeplads. De to
idrætslegepladser er siden blevet brugt som eksempler på idrætslegepladser i
henholdsvis DGI’s og DIF’s inspiration til deres respektive lokale idrætsforeninger.
NYE FONDE OG NYE IDRÆTSLEGEPLADSER
Med oprettelsen af Lokale- og Anlægsfonden i 1994 og Idrætspolitisk Idéprogram
i 1999 blev der skabt økonomisk grundlag for etablering af endnu
flere idrætslegepladser. Begge fonde har (IPIP blev nedlagt i 2002) som et af
flere formål at udvikle og støtte nye former og rammer for kropslige udfoldelser.
Fondens formål er at udvikle og støtte byggeri inden for idræts-, kultur og
fritidsområdet ... sikre mangfoldighed i brugernes muligheder for at vælge
udfoldelsesform og faciliteter (...)
Lokale- og Anlægsfondens idégrundlag, 1999

Programet skal understøtte nytænkningen i idrætspolitikken. Det skal rettes
mod nye og anderledes måder at dyrke idræt på, hvad enten det sker i
foreningerne eller uden for. Programmet omfatter støtte til nye former for
idræt og nye måder at tilrettelægge aktiviteter på (…)
Kulturministeriet: Kommissorium for Idrætspolitisk Idéprogram,
oktober, 1998.
Lokale- og Anlægsfonden og Idrætspolitisk Idéprogram har givet tilskud til en
række nye idrætslegepladser, men også til en en række andre nye initiativer,
som i princippet ikke har idrætslegepladsens mangfoldighed af aktivitetstilbud,
men som trods alt er muligheder eller delelementer, der kan indgå eller inspirere
fremtidige idrætslegepladsers indhold og udformning. Det drejer sig om
skateranlæg, skøjtebaner, træningspavilloner, lethaller, boldmure mv.
Gerlev Legepark
opført i 1999
Træningspavillon
– en idé til fremtidens
idrætslegepladser
37

38
EVALUERING OG NYUDVIKLING
Siden undersøgelsen Idrætslegepladser i Danmark fra 1996 er der ikke foretaget
en nærmere undersøgelse eller evaluering af idrætslegepladserne. En evaluering
af nogle af de nyeste idrætslegepladser var ellers planlagt i forbindelse med
evaluering af det Idrætspolitiske Idéprogram. Da regeringen valgte at nedlægge
Idrætspolitisk Idéprogram, uden at afvente evalueringen, blev evalueringen af
programmet fremskyndet, men det var ikke muligt at foretage en vurdering af
de nye idrætslegepladser, eftersom de kun havde eksisteret i meget kort tid eller
stod foran etablering på evalueringstidspunktet.
Men det generelle indtryk er, at der ikke, bortset fra Gerlev Legepark og
idrætslegepladsen i Tuse, er sket en markant udvikling eller nytænkning af
idrætslegepladserne siden de første blev etableret i begyndelsen af 1990’erne.
Det har dog ikke manglet på opfordringer til at tænke anderledes. Både i
forbindelse med Lokale- og Anlægsfonden og Idrætspolitisk Idéprograms informationsmateriale,
ansøgningskriterier mv. har der været lagt op til nytænkning
og nyudvikling af idrætslegepladstanken.

Eksempelvis udarbejdede Idrætspolitisk Idéprogram et informationsmateriale,
hvor der blandt andet stod:
‘Nogen ser en P-plads ... vi ser en ny idrætslegeplads’
Kan du se mulighederne, der hvor du bor? Idrætten skal tilbage
til nærmiljøet. Rulleskøjteløb, småfodbold og streetbasket. Lege- og
træningsmuligheder. Murbold, petanque og keglespil. Hinkeruder
og sjipning. Mange mennesker opsøger aldrig de ‘rigtige’ idrætsanlæg.
Men hvis man kan træde lige ud ad døren og udfolde sig i lokalmiljøet,
så kan det igen blive almindeligt at se aktiviteter på gaden.
Indbydende muligheder skabt med enkle midler som belægning,
bander, belysning, afskærmning/overdækning, redskabsopstillinger
og lignende. Åbne muligheder for alle.
Der kan være svært at gennemskue, hvad der er baggrunden for den manglende
idéudvikling af idrætslegepladserne, men måske ville en idékonkurrence,
som det er sket i Norge, kunne igangsætte en nyudvikling af idrætslegepladserne.
IDRÆTSLEGEPLADSEN – ET BRUD MED IDRÆTTENS
TRADITIONELLE RUM
Selv om idrætslegepladserne kun i begrænset omfang har været under udvikling
siden de første blev etableret i 1990’erne, må man ud fra en idræts- og
kulturpolitisk betragtning vurdere idrætslegepladsernes opståen som et markant
brud på idrættens traditionelle rum.
Idrætslegepladsen er et godt eksempel på, hvordan det på en forholdsvis
billig måde er muligt at etablere nye idrætsrum, som i al dens enkelhed dels
henvender sig til mange forskellige brugergrupper i nærmiljøet, og dels giver
let adgang til en række varierede former for fysiske udfoldelsesmuligheder.
Idrætslegepladserne står i dag som et godt, konkret eksempel på realiseringen
af den idræts- og kulturpolitik, som blev formuleret i midten af 1980’erne.
De idræts- og kulturpolitiske udmeldninger og formuleringer om det
udvidede kulturbegreb med dets krav om demokratisering, decentralisering og
selvforvaltning er en del af idrætslegepladsernes idé og væsen.
Og det udvidede idrætsbegreb med en anerkendelse af andre idrætsformer
end sportens fastlåste bevægelseskultur samt ønskerne om at skabe en anden
idrætsarkitektur med fleksible muligheder i nærmiljøet er idrætslegepladsernes
praksis, hverken mere eller mindre!
Men hvad er egentlig en idrætslegeplads?
39

40
Litteratur
Bøje, Claus et al. (1986). Idræt, kulturpolitik og planlægning, Planstyrelsen,
Miljøministeriet.
Bøje, Claus og Henning Eichberg (1994). Idrættens tredje vej – om idrætten i
kulturpolitikken, forlaget Klim.
Danmarks Idræts-Forbund et al., Idrættens nye rum – i det fri, cd-rom,1999
Høgh, Kim et.al. (1993). Østerbro bevæger sig, DHL/Systime.
Høgh, Kim, Kropserfaringens rum, I: Ungdom & Idræt nr. 1/1992
Kulturministeriet (1987). Betænkning om breddeidrætten i Danmark, Bind III.
Kulturministeriet (1998). Kommissorium for Idrætspolitisk Idéprogram.
Idrætspolitisk Idéprogram (2003), Nogen ser en parkeringsplads – vi ser en
idrætslegeplads.
Jensen, Lotte et al. (1989). PUST liv i din by – om at udforme nye idræts- og miljøer
i byerne, AAG.
Jensen, Torben Freij og Lotte Møller (1996). Den levende idrætsplads, Danmarks
Idræts-Forbund.
Jones, Ken et al. (2000). Fysisk aktivitet i nærmiljøet. Evaluering af Kulturdepartementets
nærmiljøanleggsordning, NIBR.
Lyngsgård, Hans (1990). Idrættens rum, Borgen.
Mossin, Steffen (1986), Idræt/åben by, Dansk Byplanlaboratorium.
Møller, Jørn (1995). Ud i det grønne, artikel i årsskrift 1994, Gerlev Idrætshøskole.
Møller, Jørn (1995). Plan om international idrætslegeplads, Idrætshistorisk værksted,
1995.
Riiskjær, Søren (red) (1985). Arkitektur – krop og sport, Centring 85/2, Forlaget
Bavnebakke.
Stanek, Henrik (1993). En idrætslegeplads skal ligge i vejen, I: Dansk Ungdom &
Idræt, oktober.
Schmidt, Lene (2004), Skolegården, jungel eller luftegård?, NIRB-rapport 2004:1.
Schytte, Benny (1996). Idrætslegepladser i Danmark, Kulturministeriet.
Schytte, Benny et al.(1997). Plads til leg og Idræt – en (h)åndbog om idrætslegepladser
DGI.

Hvad er en
idrætslegeplads?
Selve begrebet idrætslegeplads er af forholdsvis ny dato og benyttes som en
generel betegnelse på den type idrætsanlæg, som de senere år er blevet anlagt
med det formål at skabe nye udendørs lege- og idrætsmiljøer i lokalmiljøet.
Første gang ordet idrætslegeplads officielt dukker op er i begyndelsen af
1990’erne i forbindelse med Kulturministeriets bevillinger til støtte af enkle
idrætsfaciliteter i ældre byområder.
Kært barn har som bekendt mange navne, og langt de fleste idrætslegepladser
kaldes i daglig tale ikke for idrætslegepladser, men har navne som
Multibanen, Tumleren, Kombibanen, Legepark, Aktivitetspark o.l. Disse
navne indikerer, at en idrætslegeplads ikke er forudbestemt til bestemte, specifikke
kropslige aktiviteter, men har åbenheden og mangfoldigheden af aktiviteter
som udgangspunkt.
Det er ikke særligt hensigtsmæssigt at give en kort og præcis definition på,
hvad en idrætslegeplads er. Idéen med en idrætslegeplads er, at den kan udformes
og indrettes i mange variationer og i princippet vil kunne forandres og
bruges på nye måder i takt med nye behov og ønsker for kropslig udfoldelse.
Det er dog muligt at indkredse, hvad en idrætslegeplads er, ved at se på
nogle af de karakteristiske træk, som adskiller de eksisterende idrætslegepladser
fra den organiserede idræt og dens traditionelle former for idrætsanlæg, som
f.eks. idrætshaller, stadionanlæg mv.
Nedenstående karakteristik af en idrætslegeplads baserer sig endvidere på
forfatterens undersøgelse om idrætslegepladser i Danmark fra 1986 og en
rundrejse i foråret 2004 til nyetablerede idrætslegepladser samt på de ansøg-
41

42
ningskriterier og vejledninger, som nævnes hos de fonde og puljer, der har et
formuleret ønske om at give tilskud til idrætslegepladser.
HVAD KARAKTERISERER EN IDRÆTSPLADS?
Den er udendørs
En idrætslegeplads er placeret udendørs. På den måde står den i modsætning
til mange af de idrætsanlæg, som blev bygget i 1960’erne og 1970’erne. Her
var det hovedsagelig idrætshaller til indendørs idrætsaktiviteter.
Der er fri adgang
Der er i princippet fri adgang til idrætslegepladserne. Der er ikke tale om, som
det er med traditionelle idrætsanlæg, at man skal betale halleje eller være medlem
af en idrætsforening for at kunne benytte dem. Hvis en idrætslegeplads er
ledig, er den til fri afbenyttelse, og hvis der er andre, der benytter den, kan man
måske være med eller må vente, til de andre er færdige.
Den har åbent døgnet rundt
Idrætslegepladser har ikke åbnings- eller lukketider. Her er åbent hele døgnet
rundt, og der kommer ingen og lukker og slukker. Nogle idrætslegepladser har
lysanlæg, som gør det muligt at benytte dem efter mørkets frembrud.
Den har åbent hele året
En idrætslegeplads kan benyttes hele året rundt. Den er altid tilgængelig. På
hverdage, i weekender, på helligdage og i ferier.
Der er mange aktivitetsmuligheder
Idrætslegepladser lægger umiddelbart op til flere former for leg og idræt. De
vil ofte være indrettet med en række faciliteter, som kan benyttes til forskellige
former for boldspil og uorganiserede lege- og idrætsaktiviteter. En idrætslegeplads
er pr. definition ikke indrettet til én specifik aktivitet. Det er derimod
overladt til brugerne selv at benytte idrætslegepladserne til det, de måtte have
lyst til. Idrætslegepladsen er et samlingssted, et møde- og værested eller en ramme,
hvor der er ikke stilles krav om bestemte måder at lege eller dyrke idræt på.
Der er flere samtidige muligheder
Da en idrætslegeplads altid har flere aktivitetsmuligheder betyder det, at flere
kan være i gang samtidig med hver deres aktiviteter. Det kan være som forskellige
aldersgrupper eller på kryds og tværs af aldersgrupper, køn mv.
Den er for alle
Idrætslegepladserne lægger op til at kunne benyttes af alle. Den kan i princippet
benyttes af alle aldersgrupper og begge køn. Der eksisterer ingen standarder
og normer for opdeling, inddeling eller udelukkelse på grund af køn, alder
eller færdigheder. Noget som ellers er kendetegnet ved den organiserede idræt.

Der er selvforvaltning og selvorganisering
Da idrætslegepladserne er ramme for og tilbud til aktivitet, lægges der op til,
at brugerne selv fastlægger regler og normer for aktiviteterne. Her er ingen
dommer med fløjte, trænere der tilrettelægger og organiserer, forældre der dirigerer,
eller halinspektører som irettesætter. Det er overladt til brugerne at
organisere, fastlægge regler og spille på en måde, de selv ønsker. Her er standardog
turneringsidrætten, med hvad deraf følger af regler og normer, suspenderet.
Det er ofte et fællesprojekt
En del idrætslegepladser er etableret som et fællesprojekt, hvor fx en idrætsforening,
en skole eller daginstitution er gået sammen i forsøg på skabe flere
kropslige udfoldelsesmuligheder i lokalmiljøet.
Der kan afholdes fællesarrangementer
Idrætslegepladser er velegnede til forskellige former for fællesarrangementer.
Det kan være børnefødselsdage, skoleidrætsdage, beboerfester og -turneringer,
St. Legedage, five-a-side turneringer o.l.
Den er en del af lokalmiljøet
Idrætslegepladser er lokale samlings-, være- og aktivitetssteder. De kan benyttes
af lokale idrætsforeninger, den lokale skole og institution, kvarterets dagplejemødre
samt af familier, børn, unge og voksne fra lokalmiljøet. Man kommer
forbi en idrætslegeplads, ser hvad der foregår, deltager måske, snakker evt. med
nogle af de andre og går igen.
Det er en forholdsvis billig investering
Idrætslegepladser er billige at etablere – set i forhold til de traditionelle idrætsanlæg.
De fleste idrætshaller, svømmehaller mv. koster tocifrede millionbeløb,
mens idrætslegepladser afhængig af størrelse, materialevalg mv. kan svinge
mellem nogle hundredetusinde kroner og et par millioner.
Der er få drifts- og vedligeholdelsesudgifter
En idrætslegeplads kræver ingen halinspektører, rengøringsassistenter, badepersonale
eller anden bemanding. Der er således meget få lønkroner forbundet
med den daglige drift. Der vil være udgifter til den almene vedligeholdelse,
men udgifterne vil være forholdsvis begrænsede, hvis man fra starten investerer
i holdbare materialer.
Langt de fleste idrætslegepladser, som er etableret siden den første fik tilskud
fra Kulturministeriet for 15 år siden, lever op til de karakteristiske træk, som
er beskrevet ovenfor. Hvis man skal pege på nogle områder, hvor idrætslegepladserne
ikke helt lever op til ovenstående karakteristiske træk, er det i
forhold til idrætslegepladsen som en billig investering, dens placering i nærmiljøet
og dens udformning og indretning.
43

44
FLERE BILLIGE IDRÆTSLEGEPLADSER
Selvom en idrætslegeplads til godt en million kroner stadig er en del billigere
end idrætshaller, svømmehaller mv., er det overraskende, at det efterhånden
mere er en regel end en undtagelse, at en idrætslegeplads skal koste mellem en
halv og halvanden million kroner at anlægge.
En af grundene er, at der er en udbredt opfattelse af, at en idrætslegeplads
nødvendigvis skal have en multibane til en halv million. Selvom en multibane
er meget anvendelig og attraktiv, må det være muligt at skabe andre former og
løsninger på baner, der kan opfylde nogle af de samme funktioner, uden at det
nødvendigvis skal koste en halv million.
Den megen fokusering på dyre multibaner har forhindret andre kreative
og billigere løsninger. For at fastholde idrætslegepladsen som en billig investering
er en mulighed, at man i højere grad bliver opmærksom på de steder og
pladser, som børn og unge selv opfinder til leg og boldspil. Her kunne man i
højere grad med enkle og kreative løsninger gøre pladsen endnu mere attraktiv.
Både i form af flere aktivitetsmuligheder og bedre faciliteter, men også ved
at skabe løsninger, som betyder, at legen og boldspillet ikke virker generende
og unødvendigt forstyrrende på andre.
Eksempelvis er det muligt for forholdsvis få midler at erstatte en grovkornet,
slidt asfaltbelægning med en hård kunststofbelægning under en basketballkurv.
Det vil gøre det mere attraktivt at spille basketball og samtidig formindske
det generelle støjniveau.
Denne type af løsninger ville betyde, at der i langt højere grad kunne opstå
flere varierede former for idrætslegepladser, hvor etablering af en idrætslegeplads
ikke nødvendigvis var afhængig af tilskud fra kommune, fonde o.l.

BEDRE PLACERING I LOKALMILJØET
Det andet område, der skal peges på, er idrætslegepladsens placering i lokalmiljøet.
Idéen med en idrætslegeplads er, at den er placeret på en måde, så der
er let adgang, eller som det meget rammende er blevet sagt: ‘En idrætslegeplads
skal ligge i vejen!’.
Der findes desværre flere eksempler på, at idrætslegepladserne placeres
afsides eller uhensigtsmæssige steder, der forhindrer en optimal anvendelse.
Man har fået den idé at anskaffe en idrætslegeplads, men man har ikke gennemtænkt
placeringen eller været opmærksom på adgangsveje, klimatiske forhold
osv. I værste fald vil en sådan idrætslegeplads overhovedet ikke blive brugt.
En anden problemstilling, som også handler om idrætslegepladsens placering,
er den æstetiske. Nogle gange kan man have den fornemmelse, at idrætslegepladsen
er faldet direkte ned fra himlen og landet et helt tilfældigt sted. Der
synes ikke at være taget hensyn til, at idrætslegepladsen i dens form, funktion,
materiale- og farvevalg gerne må indgå i stedet eller områdets arkitektur.
45

46
FOR MEGEN STANDARDTÆNKNING
Et tredje område, som ikke direkte indgår i de beskrevne karakteristika for en
idrætslegeplads, er selve udformning og indretning af idrætslegepladsen. Udover
at en idrætslegeplads skal være et sted med mange aktivitetsmuligheder,
ligger der ingen begrænsninger eller standarder i selve udformningen og indretningen
af en idrætslegeplads.
Alligevel kan man spore en form for standardtænkning i udformning af
idrætslegepladserne. ‘So ein ding müssen wir auch haben’ afspejles på mange
idrætslegepladser med multibanen som en prototype på, hvad man mener en
idrætslegeplads skal indeholde.
IDRÆTSLEGEPLADSEN SOM IDÉ
Der er al mulig grund til at huske på, at idrætslegepladsen som idé var et modstykke
til de konventionelle og standardiserede idrætsanlæg, som prægede
1960’erne og 1970’erne. De fremkomne kritiske kommentarer til erfaringerne
med idrætslegepladserne i forhold til anlægsudgifter, placering i lokalmiljøet,
manglende fantasi og kreativitet skal ses i denne sammenhæng.
Hvis idrætslegepladserne som idé skal være nye alternative lege- og idrætsmiljøer
i nærmiljøet, er der vigtigt, at idrætslegepladserne er billige, brugbare
og oplevelsesrige.
Men hvordan ser en idrætslegeplads egentlig ud?
Litteratur
Schytte, Benny (1996), Idrætslegepladser i Danmark, Kulturministeriet.

Fra boldbur til legepark
Som overskriften på dette kapitel antyder, kan idrætslegepladser være meget
forskellige. Hvordan en idrætslegeplads skal se ud, findes der ingen normer
eller standarder for. I princippet er der ingen begrænsninger for udformning
og indretning af en idrætslegeplads, bortset fra at den skal inspirere til forskellige
former for leg og idræt i udendørs omgivelser og henvende sig til forskellige
alders- og brugergrupper.
Der er heller ingen begrænsninger i form af, hvor idrætslegepladsen skal
eller kan placeres, bortset fra at den helst skal ligge et sted, som er tilgængeligt,
for at den bliver brugt. De få begrænsninger, der ligger i udformning og indretning
af idrætslegepladser, er både en mulighed for og en udfordring til at
skabe forskellige former og typer af idrætslegepladser.
Hvis idrætslegepladserne indgår som en naturlig del af lokalmiljøet og
spiller sammen med de omgivelser, de placeres i, vil konsekvensen blive, at der
ikke vil findes to idrætslegepladser, der er ens.
I dette kapitel præsenteres en række forskellige idrætslegepladser, som viser
den variation, bredde og mangfoldighed, som idrætslegepladserne er udtryk
for. De udvalgte eksempler repræsenterer en forskellighed i forhold til geografisk
beliggenhed, placering i lokalområdet, faciliteter, materialevalg, aktivitetsmuligheder,
initiativtagere, anlægsudgifter mv.
I udvælgelsen af idrætslegepladserne er der lagt vægt på at medtage nogle
af de første idrætslegepladser, som blev etableret, for dermed at se udviklingen
eller forandringen gennem årenes løb, og ikke mindst erfaringerne set i forhold
til intentioner, anvendelse, holdbarhed mv.
Et par af eksemplerne (Havneparken og Enghave Plads) er interessante ud
fra den betragtning, at de i udgangspunktet ikke har haft som overordnet mål
at skulle være en idrætslegeplads. Når de er medtaget, er det, fordi disse to
eksempler viser, hvordan processen med at udvikle nye byrum som et aktivt
møde- og samlingssted i mange tilfælde udvikler sig til pladser og steder, som
ligger tæt op af det, vi i denne her sammenhæng opfatter som en idrætslegeplads.
47

48
[ Idrætslegeplads]
NAVN
Anna
BELIGGENHED
I skolegården på en nedlagt
skole i Århus Midtby.
Skolen fungerer nu som
lokalt beboerhus. Ved siden
af beboerhuset findes en
pædagogisk ledet legeplads.
INITIATIVTAGERE
DGI, Århusegnen og lokale
beboere
ETABLERINGSTIDSPUNKT
1989
ANLÆGSUDGIFTER
205.000 kr.
FINANSIERING
Kulturministeriet, DGI og
Århus Kommune
BEMÆRKNINGER
Idrætslegepladsen var den
første, som blev realiseret
med økonomisk tilskud fra
Kulturministeriets idrætspulje
til nye udendørs
idrætsanlæg.
MIDT I BYEN
Idrætslegepladsen på Skt. Annagades Skole var den første, der fik tilskud fra
Kulturministeriets pulje til idrætslegepladser. Den blev indviet i 1989 og var
en del af et større projekt Pust liv i din by i Århus, hvor intentionerne var at
skabe nye lege- og idrætsmiljøer i storbyen. Initiativtager til projektet var Århus
Amts Gymnastikforening (AAG), som i samarbejde med lokale beboergrupper
udviklede forskellige konkrete projekter. Et af projekterne blev idrætslegepladsen
på Skt. Annagades Skole.
Skolen var blevet nedlagt og omdannet til beboerhus, men skolegården
blev stadigvæk anvendt som parkeringsplads. Projektgruppen ønskede at omdanne
skolegården til et lege- og idrætsmiljø med boldbaner, skateboardanlæg,
bocciabane, et grønt rekreativt område med græs, borde og bænke og en pavillon
som samlingssted til ældre og andre brugere, der måtte trænge til en pause
i de fysiske udfoldelser, som der stod i projektbeskrivelsen.
Det var ikke alt, der blev realiseret. Da idrætslegepladsen blev indviet i
1989 havde man fået anlagt en bane på 24 x 14 m med en rød kunststofbelægning
og opstregninger, hvor der kunne spilles volleyball, badminton,
hockey, minitennis, fodbold mv. Derudover havde man opstreget en bane til
brug for rundbold, langbold og unihockey samt etableret et skateranlæg bestående
af en halfpine og plads til freestyle rulleskøjte- og skateraktiviteter.
Idrætslegepladsen har siden etableringen været en stor succes. Gennem
årene er der sket en del forandringer. Der er siden opsat en bande omkring
boldbanen, og skateranlægget er forandret i takt med de unges ønsker om nye
og anderledes muligheder.
Idrætslegepladsen bruges dagligt hele året rundt, og brugerne kommer ikke
kun fra nærområdet, men fra hele Århus. Det er fortrinsvis unge, der kommer
på pladsen, og skaterne er i overtal.

Anna, som idrætslegepladsen kaldes af de unge, bliver også brugt som mødested,
og selvom om pigerne ikke bruger pladsen til fysisk udfoldelse, kommer
de for at møde deres mandlige venner og kammerater.
Idrætslegepladsen på Skt. Annagades Skole er et godt eksempel på, hvordan
det er muligt at etablere en forholdsvis billig idrætslegeplads, som fungerer.
Den er et eksempel på, at det ikke er kun er et spørgsmål om, hvor stor og
dyr en idrætsplads er, men at placeringen er meget afgørende.
Den daglige drift og vedligeholdelse af idrætslegepladsen bliver varetaget
af beboerhusets servicemedarbejdere. Hvis brugerne har ønsker om nye tiltag
eller nye muligheder, bliver det drøftet i en arbejdsgruppe i beboerhusets regi.
49

50
[ Idrætslegeplads]
NAVN
Banerne på Bülowsvej
BELIGGENHED
Midt i et storbykvarter,
ved skole og idrætshal.
INITIATIVTAGERE
Fredriksberg Idræts-Union
og Skolen ved Bülowsvej.
ETABLERINGSTIDSPUNKT
1994
ANLÆGSUDGIFTER
5 mio. kr.
FINANSIERING
Lokale- og Anlægsfonden,
Frederiksberg Kommune
BEMÆRKNINGER
Gode, solide materialer blev
valgt ved etablering af
idrætslegepladsen.
I KVARTERET
I forbindelse med nedrivning af to fabriksbygninger på Bülowsvej på Frederiksberg
blev der skabt mulighed for at anlægge en idrætslegeplads i et tæt bebygget
boligkvarter til brug for beboerne, den nærliggende skole og de lokale idrætsforeninger.
Idrætslegepladsen stod færdig i 1994 og indeholder to store multibaner
med henholdsvis asfalt og kunstgræs, et legeområde med et højt klatrenet og
legedyr, to mindre beplantede bakker samt et større fliseområde med bord/
bænkesæt og store kampesten. De beplantede bakker, som er et yndet lege- og
opholdssted, og områderne med græs, der er sået i armeringsmåtter for at klare
det store slid, giver området et grønt islæt.
Boldbanerne er meget benyttet af områdets unge og specielt asfaltbanen
anvendes meget til fodbold, rulleskøjtehockey, skateboard mv. Boldbanernes
belægning med henholdsvis asfalt og kunstgræs gør det muligt at benytte banerne
hele året rundt.
Idrætslegepladsen er meget attraktiv og benyttes af lokale børnehaver,
børnefamilier samt af lokalområdets børn og unge efter skoletid, om aftenen
og i weekenderne.

Idrætslegepladsen benyttes også flittigt af skolens elever i frikvartererne
og i forbindelse med skolens idrætsundervisning.
Både de store og mindre elever er meget interesserede
i at bruge boldbanerne i frikvartererne. For at sikre at alle
kan få mulighed for at benytte boldbanerne uden større
konflikter, har skolens elevråd udarbejdet en model for brug
af boldbanerne, hvor eleverne på skift har adgang til boldbanerne.
Det har efterfølgende vist sig, at materialevalg, belægninger
osv. har været af en så god kvalitet, at området i dag
– 10 år efter opførelsen – i store træk fremstår intakt. Bortset
fra lidt graffiti har området ikke oplevet hærværk af nogen
art.
I 1994, da det nye udeareal blev etableret, var jorden
forurenet af olie fra en tidligere fabrik på stedet. Man fastholdt
dog projektet og kørte så meget jord væk som muligt.
Der er nedlagt en membran under hele området som en ekstra
sikkerhed mod den forurenede jord. Denne løsning har
fungeret godt.
Skolen afsætter årligt 70.000 kr. til vedligeholdelse, som
udføres af skolens personale. Derudover finansierer kommunen
vedligeholdelse af træer og beplantninger, som udføres
af kommunens gartnere.
En fornyelse og renovering af idrætslegepladsen er under
etablering med en bevilling fra Frederiksberg Kommune.
Formålet er at give det nuværende anlæg et løft og gøre området
endnu mere brugbart og funktionelt.
51
TEGNING: SUSAN FRIIS

52
[ Idrætslegeplads]
NAVN
Enghave Plads
BELIGGENHED
På ydre Vesterbro. Pladsen
ligger mellem en trafikeret
vej, skole og en større park.
INITIATIVTAGERE
Beboere i området.
ETABLERINGSTIDSPUNKT
1995
ANLÆGSUDGIFTER
Hele pladsen: 10 mio. kr.
FINANSIERING
Københavns Kommune
BEMÆRKNINGER
Pladsen er egentlig ikke
anlagt som en idrætslegeplads.
PÅ STENBROEN
I yderkanten af Vesterbro ligger Enghave Plads. Området bestod i mange år
af to pladser med en befærdet vej imellem. Den ene plads havde et grusbelagt
område med et boldbur og legeredskaber og blev ofte brugt til hundeluftning.
Den anden plads bestod af springvand og bænke.
I 1989 tog nogle beboere, skole og institutioner omkring Enghave Plads
initiativ til at drøfte pladsens udformning og funktion. Der blev nedsat en arbejdsgruppe
med repræsentanter fra beboerne og Københavns Kommune.
Beboerne havde en række ønsker til pladsen. Den skulle være mere grøn,
og der var et ønske om, at den kunne være et tilbud til mange af lokalområdets
beboere. Man havde et ønske om at skabe et varieret opholds- og legeareal med
mange muligheder og funktioner. Man var også meget opmærksom på at anlægge
nogle områder, som beboerne selv kunne være med til at præge og tage
ansvar for.
Det er lykkedes i forhold til den økologiske have og i forhold til rulleskøjte-
og skateranlægget, som de unge selv hele tiden ændrer på med diverse paller,
rør o.l.
1995 blev Enghave Plads færdig, og den vestlige del af pladsen kan betragtes
som en idrætslegeplads. Midt på pladsen bag den eksisterende to meter høje
bøgehæk er anlagt en indhegnet, grusbelagt boldbane, et såkaldt boldbur.
Omkring boldbanen er der asfaltarealer til rulleskøjter og skateboards, et
grusområde til kuglespil og en skulpturelt udformet legeplads med en lund af
afbarkede træstammer og en naturstensbelægning samt en skulpturel vandpost
og vandrende. Endvidere er der anlagt en økologisk beboerhave, som områdets
lokale beboerne er ansvarlige for.
Som udgangspunkt er pladsen ikke blevet renoveret, for at den skulle være
en idrætslegeplads, men ikke desto mindre er det interessant, at pladsen i overvejende
grad benyttes af mange forskellige aldersgrupper til varierende former
for fysisk udfoldelse.
På pladsen er der altid mennesker. Den fungerer på den måde, at de forskellige
brugergrupper anvender pladsen til deres forskellige gøremål. Her
kommer skatere og rulleskøjteløbere, som har udviklet og skabt nye muligheder
ved selv at anlægge forskellige skateranlæg. Fodbold- og basketbanen bruges
både spontant i dagligdagen, og i vintermånederne bruger de lokale fodboldklubber
banen til deres vintertræning. Petanqueanlægget bruges flittigt af

1
4
5
6
de voksne og pensionisterne. Der er opstået flere petanqueklubber, som
har medlemmer, der kommer fra hele København.
Pladsen ligger nærmest lige i vejen! Her kommer mange mennesker
forbi, og området består af mange børnefamilier, unge og pensionister.
Pladsen ligger nær en meget trafikeret vej, men det synes ikke at være
nogen forhindring for at bruge den. Måske tværtimod.
2
3
1. Beboerhaver 2. Hundeløbegård 3. Rulleskøjte- og skateboardbane
4. Petanquebaner 5. Boldbane 6. Legeplads
TEGNING: NIELS MANSA
53

54
[ Idrætslegeplads]
NAVN
Gerlev Legepark
BELIGGENHED
I tilknytning til Gerlev
Idrætshøjskole, som ligger
6 km syd for Slagelse.
Idrætslegepladsen er på
størrelse med syv fodboldbaner
og er placeret på en
tidligere mark.
INITIATIVTAGERE
Idrætshistorisk Værksted,
Gerlev Idrætshøjskole.
ETABLERINGSTIDSPUNKT
1999
ANLÆGSUDGIFTER
4,7 mio. kr.
FINANSIERING
Kulturministeriet, Lokale- og
Anlægsfonden, Friluftsrådet,
Vestsjællands Amt, Hashøj
Kommune m.fl.
BEMÆRKNINGER
Idrætslegepladsen fungerer
blandt andet som uddannelsessted
for Idrætshistorisk
Værksted. Den adskiller sig
fra andre idrætslegepladser
ved, at der er adgang mod
entré, og at der kun er åbent
en del af året.
PÅ MARKEN
I 1995 udgav Idrætshistorisk Værksted på Gerlev Idrætshøjskole et hæfte, der
beskrev en plan om at oprette en international idrætslegeplads. Målet var at
skabe en mønsterlegeplads og dermed en fornyelse af park- og legepladskulturen
(Møller, 1995). Fire år efter i 1999 blev idrætslegepladsen indviet og fik navnet
Gerlev Legepark.
På en tidligere mark, 6 km syd for Slagelse, ligger nu Danmarks største
idrætslegeplads, som på flere punkter adskiller sig fra denne bogs opfattelse af,
hvad en idrætslegeplads er, idet der ikke er fri adgang. Her skal der betales for
at lege! Og den har heller ikke åben hele året rundt. Åbningstiden er fra 1. maj
til efter efterårsferien.
I en præsentation af udvalgte idrætslegepladser er den dog ikke til at komme
uden om. Som inspiration for andre, der ønsker at indrette en idrætslegeplads
og som eksempel på, hvilke aktivitetsmuligheder en idrætslegeplads
kan rumme, er den meget inspirerende. Især er det værd at fremhæve de mange
bræt- og kuglespil, som er meget velegnede for den ældre generation og for andre,
hvis fysiske formåen er begrænset.
Gerlev Legepark ligger i tilknytning til Gerlev Idrætshøjskole og er en del
af Idrætshistorisk Værksted, som blev etableret i 1983 med det formål at forske
i og være et levende museum for gamle idrætslege.

Legeparken består af forskellige opholds- og legemiljøer, som bindes sammen
af beplantning og stier. Her er blandt andet en vikingemark til gamle
kamplege, en bylegeplads med asfalt til streetbasket, rulleskøjteløb, skøjtebane
samt en mur til slagbold og andre boldspil, et torv med grus til udenlandske
kuglespil samt et stadion til gamle middelalderspil og lege. Endvidere er der en
naturlegeplads og en teltlejr til overnattende gæster samt en café.
Som en del af Gerlev Legeparks koncept afholder Idrætshistorisk Værksted
kurser for pædagoger, lærere, idrætsinstruktører m.fl., hvor legeparken fungerer
som den fysiske ramme for undervisningen.
Gerlev Legepark har omkring 20.000 besøgende hvert år, og den fungerer
som udflugtsmål for familier, firmaer og foreninger på linie med udflugtsmål
som museer, sommerlande mv.
FOTO: IDRÆTSHISTORISK VÆRKSTED
55

56
[ Idrætslegeplads]
NAVN
Havneparken
BELIGGENHED
På Islands Brygge som en
del af havneanlægget.
INITIATIVTAGERE
Bryggebeboerne og Islands
Brygges Lokalråd.
ETABLERINGSTIDSPUNKT
2001
ANLÆGSUDGIFTER
Ca. 25 mio. kr.
FINANSIERING
Københavns Kommune og
Lokale- og Anlægsfonden
m.fl.
BEMÆRKNINGER
Havneparken fungerer ikke
kun som lokalt aktivitetsog
mødested. Folk kommer
fra hele København.
PÅ HAVNEN
På Islands Brygge i København er der etableret en havnepark, som kan betegnes
som en idrætslegeplads. Den har alle de ingredienser, der karakteriserer en
idrætsplads. Der er fri adgang, åbent hele døgnet, den er lokalt forankret osv.
Og ikke mindst er der en lang række muligheder for fysisk udfoldelse.
Havneparken er et lokalt beboerinitativ. I 1983 overdrog Havnevæsenet
10.000 m 2 havnefront ved Langebro til Islands Brygges Lokalråd. I 1994 blev
der udarbejdet en parkplan for området, og i 2001 blev Havneparken indviet.
Parken bestod oprindelig af tre længdeakser; den brostensbelagte havnefront,
arealet i midten med de mange forskellige aktivitetsmuligheder samt den
grusbelagte allé. Siden er en ny akse kommet til med anlæggelse af et badeanlæg
i havnen i sommeren 2002. I 2003 blev et nyt beboerhus på området
indviet.
Allerede i 1996 blev det eksisterende skater- og streetbasketanlæg etableret,
og året efter blev der anlagt en boule/petanquebane og en beachvolleybane.
Der har således fra de første planer med havneparken været et ønske om at
skabe en park, der indeholdt tilbud om forskellige former for kropslige aktiviteter.
Havneparken er et eksempel på, hvordan en idrætslegeplads er opstået,
uden at ordet idrætslegeplads overhovedet har været nævnt. Man havde blot i
beboergruppen set, at området havde en række potentielle muligheder, hvor
legen og den kropslige udfoldelse var en naturlig plads af helheden.

Havneparken blev frem mod indvielsen løbende suppleret med en legeplads
indeholdende maritime indslag, en klatreskulptur, bordtennisborde samt græsplæner
til boldspil, solbadning mv.
Det særlige ved denne idrætslegeplads er dens placering. Den er en del af
et større byrum med dets særlige karakter, henvender sig til mange aldersgrupper
og er udover den lokale forankring samtidig et mødested midt i byen og
for hele København.
I udformningen af havneparken har det været et ønske at skabe et møde
mellem noget gammelt og nyt. Der er bevaret flere elementer og kendetegn,
der i glimt fortæller havnefrontens historie.
Havneparken synes ikke at være færdig. Der vil kunne opstå nye muligheder,
og det rustikke præg og materialerne gør, at den kan holde til det store slid,
der er. Den daglige drift og vedligeholdelse bliver varetaget af kommunen, men
valget af materialer gør, at det er begrænset, hvad der er af vedligeholdelse.
TEGNING: POUL JENSEN OG ANNELISE BRAMSNÆS
57

58
[ Idrætslegeplads]
NAVN
Marken
BELIGGENHED
I et boligområde i en storby.
INITIATIVTAGERE
Beboerforening i
Zeusparken, Aalborg.
ETABLERINGSTIDSPUNKT
1993
ANLÆGSUDGIFTER
305.000 kr.
FINANSIERING
Kulturministeriet, Det
Kriminalpræventive Råd og
Aalborg Kommune.
BEMÆRKNINGER
Man ønskede at etablere en
idrætslegeplads for at
stoppe de unges hærværk.
Det lykkedes!
I BEBYGGELSEN
I boligbebyggelsen Zeusparken i Aalborg, som ligger 6 km fra centrum og
5 km fra nærmeste idrætsforening, var man i begyndelsen af 1990’erne meget
plaget af unge, som larmede og lavede hærværk. Problemet var, at der i boligområdet
manglede steder, hvor de unge kunne opholde sig.
Boligforeningen fik den idé at etablere en idrætslegeplads på en mark, som
lå i umiddelbar tilknytning til boligområdet. Kommunen havde råderet over
marken, men boligforeningen fik stillet den til rådighed af kommunen med
den klausul, at området skulle være åbent for andre end boligforeningens beboere,
og at kommunen skulle tages med på råd ved større forandringer.
Med økonomiske tilskud fra Kulturministeriet og Det kriminalpræventive
Råd samt hjælp fra kommunens Vej- og Parkfdeling blev der i 1993 anlagt en
idrætslegeplads på Marken, som idrætslegepladsen kom til at hedde.
Man ønskede ved anlæggelsen at fastholde områdets grønne look og valgte
fremfor bander og net at bruge overskudsjorden fra asfaltbanen som en omkringliggende
vold.
Asfaltbanen er placeret i midten og kan bruges til tennis, basketball, volleyball,
rulleskøjter, skateboard mv. På hver sin side af asfaltbanen findes to
store græsområder med henholdsvis en agilitybane og en boldbane. Endvidere
findes en beachvolleybane, en boulebane, en svævebane og en grillplads.
Idrætslegepladsen har lysanlæg, som gør, at den kan bruges efter mørkets
frembrud. Man tænder selv for lyset, og når man forlader stedet, slukker lyset
selv.

Fra starten var idrætslegepladsen først og fremmest tiltænkt de unge i boligområdet,
men den bliver brugt af så godt som alle aldersgrupper og begge køn. Fx
har en gruppe af pigerne i boligområdet været meget optaget af at spille basketball.
Og den ballade og hærværk, som foregik i boligområdet, og som var den
væsentligste grund til, at idrætslegepladsen blev etableret, ophørte!
Igennem årene har idrætslegepladsen ud over den daglige brug været samlings-
og mødested for mange forskellige arrangementer som fx børnefødselsdage,
fodboldturneringer, den årlige sommerfest og Sct. Hansfest.
Idrætslegepladsen er nu over 10 år gammel, og selvom erfaringerne igennem
årene har været meget positive, har man de senere år oplevet en manglende
interesse for at holde idrætslegepladsen ajour. De tidligere entusiastiske
medlemmer af Markudvalget er blevet ældre, og der synes at være behov for, at
andre beboere med entusiasme og engagement tager over for at fastholde og
udvikle idrætslegepladsen.
59

60
[ Idrætslegeplads]
NAVN
Al Montazah (Torvet)
BELIGGENHED
Idrætslegepladsen er
placeret i tilknytning til en
ungdomsklub og fodboldklub,
som ligger i et stort
boligområde i Århus.
INITIATIVTAGERE
Arbejdsgruppe i Gjellerup.
ETABLERINGSTIDSPUNKT
2003
ANLÆGSUDGIFTER
1,4 mio. kr.
FINANSIERING
Idrætspolitisk Idéprogram
og Århus Kommune.
BEMÆRKNINGER
I Gjellerupplanen i Århus bor
der beboere fra mere end 30
forskellige nationer. 45 % af
alle beboerne er under 20 år.
FOTO: KLUBBERNE I GJELLERUP
VED KLUBBEN
I Gjellerup, et belastet boligområde i Århus, blev der taget initiativ til et
udviklingsprojekt med det formål at skabe nye aktiviteter og udvikle nye udendørs
anlæg samt styrke beboerinddragelsen i hverdagen.
Som et af resultaterne nedsattes en arbejdsgruppe, der skulle forsøge at
etablere et Al Montazah, det arabiske ord for torv, og efterfølgende inddrage
forældre og voksne i aktiviteter på og omkring Al Montazah.
Al Montazah var planlagt til at ligge i hjertet af Gjellerup, et sted som kan
ses fra stort set alle boliger, og hvor en gåtur næsten uanset mål vil gå gennem
Al Montazah.
Arbejdsgruppen udarbejdede en projektbeskrivelse, hvor det overordnede
mål var at skabe et mødested – en bypark for hele lokalområdets beboere. Som
en del af denne bypark ønskede arbejdsgruppen at etablere en idrætslegeplads
som en del af torvet og i tilknytning til en pædagogisk bemandet legeplads, en
ungdomsklub, hvor den lokale fodboldklub har klublokaler, og i nærheden af
nogle eksisterende fodboldbaner.
Med tilskud fra Idrætspolitisk Idéprogram og Århus Kommune blev
idrætslegepladsen en realitet i maj 2003. Den består af et skateranlæg, en
petanquebane samt en multibane med mulighed for at spille volleyball, fodbold,
rulleskøjtehockey mv.
Multibanen ligger tæt op af ungdomsklubben og fodboldklubbens materialeskur,
hvilket gør, at det er forholdsvis let at låne net, bolde, rulleskøjter,
skateboard, ketsjer mv. Endvidere er der opsat lysanlæg, så området kan benyttes
efter mørkets frembrud.

TEGNING: LANDSKAB OG RUM APS
Idrætslegepladsen er en meget stor succes. Den bruges næsten døgnet
rundt af de lokale daginstitutioner, af klubberne i Gjellerup, af en nærliggende
skole til børn med social-emotionelle vanskeligheder og om eftermiddagen og
aftenen på hverdage og i weekends af lokalområdets børn og unge.
En fast gruppe voksne (mænd) spiller volleyball om aftenen og udgør en
grundstamme af ressourcestærke voksne, der hjælper til med løsning af opsøgende
opgaver i lokalområdet. Specielt i weekenderne er området mødested for
såvel børn, unge, familier og ældre i området. En del holder desuden picnic
med hele familien.
Brabrand Boligforening står for den overordnede vedligeholdelse. På
grund af stor slitage på anlægget har man besluttet, at der i fremtiden skal afsættes
flere ressourcer til vedligeholdelsen.
FOTO: KLUBBERNE I GJELLERUP
61

62
[ Idrætslegeplads]
NAVN
Tuse idrætslegeplads
BELIGGENHED
I en mindre landsby nær
Holbæk. Idrætslegepladsen
ligger ved skolen, den lokale
idrætsforenings klubhus,
idrætshal, fodbold- og
tennisbaner og en skolefritidsordning.
INITIATIVTAGERE
Idrætsforening, skole og det
øvrige lokalsamfund.
ETABLERINGSTIDSPUNKT
1997
ANLÆGSUDGIFTER
1, 5 mio. kr.
FINANSIERING
Kulturministeriet, DIF, DGI,
Lokale- og Anlægsfonden,
Holbæk Kommune og Tuse
Idrætsforening.
BEMÆRKNINGER
DIF har udarbejdet en cdrom
om idrætslegepladsen.
I LANDSBYEN
I den lille landsby Tuse ved Holbæk findes en idrætslegeplads, som ligger i et
område tæt ved idrætshal, klubhus, skole og daginstitutioner.
Bag idrætslegepladsen står et samlet lokalsamfund med repræsentanter fra
de forskellige borgergrupper, daginstitutioner, ungdomsklub, skole og idrætsforening.
Undervejs i idéfasen opstod en kontakt til Danmarks Idræts-Forbund,
som var meget interesseret i at samarbejde og give tilskud til idrætslegepladsen.
Det gav mulighed for at tænke meget større tanker og idéer, end
det ellers var planlagt.
Idrætslegepladsen, som blev indviet i 1997, er på størrelse med et par fodboldbaner
og har en meget bred vifte af faciliteter og aktivitetsmuligheder. Den
er blevet udvidet over to gange og har i dag to multibaner i forskellige størrelse
med kunststofbelægning, en beachvolleybane, et skateranlæg, en slagmur, et
kuperet område til mountainbikere, boulebaner og et legeområde til de mindre
børn med sandkasse og forskellige små høje. Rundt omkring idrætslegepladsen
findes lysanlæg, så den i princippet kan benyttes i alle døgnets 24
timer.
Som en god idé er der anlagt en asfaltsti gennem hele området, som betyder,
at den ‘kørende ungdom’ med deres skateboards, rulleskøjter, cykler mv.
kan komme let og ubesværet rundt til de forskellige aktivitetsmuligheder.
Idrætslegepladsen har efterhånden eksisteret i syv år, og bortset fra nogle
slidte græsområder har de valgte materialer kunnet holde til den daglige brug
af faciliteterne.

Idrætslegepladsen bruges af skolen, idrætsforeningen, skolefritidsordningen,
dagplejemødre mv., men tiltrækker også mange af de uorganiserede børn og
unge. En af de største succes’er er ifølge en af initiativtagerne den petanqueforening,
som er opstået. Her onsdag formiddag hele året rundt mødes mange
af lokalsamfundets pensionister for at spille petanque.
Den daglige drift og vedligeholdelse af idrætslegepladsen er et fællesansvar
mellem Holbæk Kommunes Vej- og Parkafdeling og en bred brugergruppe i
Tuse.
For at sikre en stadig udvikling og fornyelse af idrætslegepladsen er der etableret
en visionsgruppe for idrætslegepladsen. Den mødes, når nogle personer
synes, der skal ske noget nyt, eller når nye idéer opstår. Som en udløber af
visionsgruppens arbejder er der igangsat et udviklingsprojekt med det formål
at skabe en mobil overdækning på den store multibane i forsøg, så banen kan
bruges optimalt hele året. Projektet forventes realiseret i løbet af 2004.
63

Gode råd og idéer om
idrætslegepladser
Hærværk er kreativitet på vrangen
(Ukendt)
Målet med en idrætslegeplads er at skabe et inspirerende mødested, som inviterer
til fysisk aktivitet for forskellige aldersgrupper. Men hvor placerer man en
idrætslegeplads, og hvordan udformer og indretter man den? Det er nu efterhånden
15 år siden, de første idrætslegepladser blev etableret rundt om i Danmark.
I løbet af denne periode er der skabt en del erfaringer og med udgangspunkt
i disse erfaringer, vil der blive præsenteret en række gode råd og idéer
som inspiration og vejledning.
PLACERING
En idrætslegeplads bør være en integreret del af lokalmiljøet. Den skal indgå
som en del af landskabet eller byrummet og spille sammen med stedets ånd eller
pladsens sjæl, æstetikken og den atmosfære, der i forvejen præger området.
Placering af idrætslegepladsen har afgørende indflydelse på, hvor meget
den bliver brugt, og hvem der vil benytte den. Den skal være let at komme til
og fra. Hvis den skal fungere som samlings-, være- og aktivitetssted for mange
brugergrupper, skal den placeres, så man hurtigt kan få en fornemmelse af, om
der foregår noget eller ej. Er der nogen, man kender? Er den ledig? Er der noget
at se på? Med andre ord: En idrætslegeplads skal ligge i vejen!
Hvis man er i tvivl om, hvor man skal placere en idrætslegeplads, kan det
være en idé at holde øje med, hvor i byen der i forvejen er lidt liv eller allerede
foregår forskellige former for leg og fysisk aktivitet. Måske er det der, den skal
ligge. Men faktisk kan en idrætslegeplads placeres mange steder. Foran supermarkedet,
ved parkeringsanlægget, foran klubhuset, ved stadionanlægget, i
skolegården, på torvet, i parken, på tomten osv. En god idé vil være at finde
et sted, som ligger centralt i forhold til forskellige institutioner som børnehaver,
skoler, plejehjem o.l., som ofte vil være interesseret i at bruge en nærliggende
idrætslegeplads.
En del idrætslegepladser er desværre blevet placeret uheldigt. Der findes
flere eksempler på, at en idrætslegeplads er blevet placeret i et hjørne eller et
sted, hvor den er svær at få øje på eller placeret på en mark eller ved et idræts-
65

66
anlæg med åbent land på alle sider. I sådanne tilfælde vil idrætslegepladsen ofte
ikke blive brugt eller udnyttet optimalt.
Da en idrætslegeplads er et udendørs lege- og idrætsanlæg, skal man være
opmærksom på vind og vejr. Man skal anlægge en idrætslegeplads et sted, hvor
der i forvejen er ly og læ eller, hvis det ikke er muligt, sørge for at skabe det ved
hjælp af beplantning, hegn, volde, pergolaer o.l. Fx kan blæsten være meget
generende og begrænse en idrætslegeplads anvendelse. En løsning på dette
problem kan være at grave idrætslegepladsen eller noget af den ned og dermed
skabe mere læ. Overskudsjorden kan så udnyttes til forskellige terrænformationer
som fx volde, bakker, trapper osv. Det vil også være hensigtsmæssigt,
hvis der på idrætslegepladsen er ly i form af overdækning el.lign, hvor man kan
opholde sig i tilfælde af regn og rusk.
Man skal så vidt muligt også tænke på placeringen i forhold til naboer. På
en idrætslegeplads vil der ofte være et forholdsvis højt støjniveau med råben og
skrigen og bolde, der larmer. Der kan være gang i den morgen, middag, aften,
i weekender og ferier. Det vil være meget uheldigt, hvis idrætslegepladsen fører
til en masse stridigheder. Derfor er det vigtigt, at man på forskellig måde
tager højde for ikke at genere naboer unødvendigt. Det kan blandt andet gøres
ved at afskærme området, vælge hensigtsmæssige belægninger og andre støjdæmpende
foranstaltninger. En idrætslegeplads skal ikke splitte, men tværtimod
fremme et større fællesskab i lokalsamfundet.

UDFORMNING OG INDRETNING
Idrætslegepladsens placering, størrelse og omgivelser har selvfølgelig indflydelse
på, hvilke muligheder der er for selve udformningen og indretningen af idrætslegepladsen.
Men uanset placering og størrelse er idéen med en idrætslegeplads, at den
skal kunne anvendes til flere forskellige aktiviteter og til mange forskellige aldersgrupper
samtidigt.
I udformning og indretning vil det være formålstjenligt, hvis man ikke
betragter en idrætslegeplads som en statisk størrelse, men snarere som et sted,
der har forandringens mulighed indbygget, så den dermed er i stand til at inddrage
nye kropskulturelle udtryk og aktiviteter.
Selve udformningen og indretningen dvs. områdets karakter og de faciliteter,
der placeres på en idrætslegeplads, har selvfølgelig stor indflydelse på,
hvad der kommer til at foregå. Dog kan man aldrig være helt sikker på, om der
kommer til at foregå det, man tror, fordi specielt børn og unge ofte bruger tingene
på andre måder end det, de måske lige er tiltænkt.
For at give forskellige alders- og brugergrupper muligheder for at opleve
fællesskabet og samtidig udfolde sig hver for sig kræver det, at idrætslegepladsen
opdeles i forskellige afgrænsede rum. Fx vil det altid være hensigtsmæssigt
at skabe afgrænsninger i forhold til boldspil. Med hensyn til afgrænsninger
og overgange vil det være en oplagt idé, hvis de i sig selv er steder for aktivitet
eller ophold.
Hvilke konkrete aktivitetsmuligheder, der skal eksistere på en idrætslegeplads,
vil altid være et åbent spørgsmål og blandt andet hænge sammen
67

68
med, hvilke grupper og kropslige udfoldelsesmuligheder man ønsker at prioritere.
Forslag og idéer til aktivitetsmuligheder og faciliteter er mange, se bl.a.
Schytte, 1996; Schytte, 1998; Jensen, 1998.
Solide og robuste materialer
Det er en god idé at etablere en idrætslegeplads i solide og robuste materialer.
Hvis den skal kunne holde i flere år, skal den kunne klare vejrliget herhjemme
og daglig slid af brugere. Erfaringer viser, at hvis idrætslegepladsen er attraktiv,
bliver den brugt næsten i døgndrift, hvilket indebærer, at den skal udføres
i gedigne og holdbare materialer for at kunne holde.
Der findes flere eksempler på, at materialerne ikke kan holde til den brug,
især børn og unge gør af dem. Det er ikke nødvendigvis, fordi de udøver hærværk
– det kan også ske – men fordi materialerne ikke er af en ordentlig kvalitet.
Udtrykket Hærværk er kreativitet på vrangen er meget sigende i forhold til,
at vi alt for ofte giver børn og unge dårlig kvalitet, hvorved tingene hurtigt
bliver ødelagt. Eller vi undlader at give dem muligheder for at være kreative,
hvilket desværre også men ikke overraskende kan føre til, at de bliver destruktive
og ødelæggende.
Basketballkurve
Et eksempel på dårlig kvalitet på idrætslegepladserne er de basketballanlæg
(stativer og kurve), man sætter op. De går alt for let i stykker. Materialerne kan
slet ikke klare de belastninger, de er udsat for. Man kan mene, at børnene og
de unge skulle passe bedre på, men når nu det at dunke er en del af spillet, må
man af producenter og sportsfirmaer, som leverer disse produkter, og af de
ansvarlige for idrætslegepladserne kræve, at de indser og forstår det. Det er dog
heldigvis ved at ske. I dag er det muligt at få en basketballkurv, som både kan
klare belastningerne ved vejrliget, og som kan klare, at nogen dunker.
Mål
Et andet eksempel på dårlig kvalitet er de fodbold-, håndbold- og hockeymål,
som sættes op. Selve målrammen er ofte en trækonstruktion, som ikke kan
klare vejrliget og de mange hårde skud, de udsættes for. Ved multibaner er
målrammen alt for ofte ikke spændt ordentligt fast til selve banden. Endvidere
er de målnet, man sætter på målene alt for ofte net, som heller ikke kan klare
de belastninger, de udsættes for. Og når målnettene ikke er sat ordentligt fast
på målrammen, skal det jo gå galt.
Det skal derfor anbefales, at man anvender mål og net af solide stålkonstruktioner.
Det giver en bedre økonomi på langt sigt, kræver mindre vedligeholdelse
og betyder, at idrætslegepladsen alt andet lige vil være både kønnere
at se på i længere tid og fungere bedre.

Belægninger
Et vigtigt spørgsmål er, hvilke belægninger man skal vælge. Valg af belægning
hænger sammen med de aktiviteter, man ønsker. Det er selvfølgeligt vanskeligt
at køre på rulleskøjter på grus, ligesom det heller ikke er særligt hensigtsmæssigt
at spille med fodboldstøvler på asfalt. Hvis man vælger asfaltbelægning
skal man vælge en overflade med et såkaldt slidlag, som lægges oven på en
grovere asfalt. Hermed får man en finkornet overflade, som er god til mange
forskellige aktiviteter, og hvor skrammer ved fald er til at leve med. Desuden
er en asfaltbelægning meget velegnet hele året rundt.
Græs er langt mere udsat, og når det drejer sig om mindre, afgrænsede områder,
vil det hurtigt blive slidt og derfor ikke særlig brugbart fx i perioder med
regn og i vintermånederne. Men udviklingen af forbedrede typer af kunstgræs
har skabt helt nye muligheder for at dyrke ‘græsidrætter’ hele året.
De senere år er der også udviklet en række forskellige, hårde kunststofbelægninger,
som har nogle af de samme kvaliteter som asfalt. Prisen på disse belægninger
er dog noget dyrere.
Hvis det er muligt, pladsmæssigt og økonomisk, er det spændende, hvis
idrætslegepladsen indeholder forskellige typer belægning, som hver for sig kan
bruges og inspirere til forskellige aktiviteter og samtidig give idrætslegepladsen
et varieret udtryk.
Multibaner
Mange idrætslegepladser er bygget op omkring en multibane dvs. en stationær
bane på størrelse med en håndboldbane omkranset af en bande med et mål i
hver ende. Nogle multibaner er udført ved hjælp af frivillig arbejdskraft, andre
er købt færdigproduceret som standardvare.
Multibanerne kan have forskellige former for belægning, og banderne kan
være udført på forskellig måde i forhold til højde, materialer og adgangsforhold.
Med hensyn til bandernes udformning er der forskellige fordele og
ulemper afhængig af typer, men generelt må det anbefales at gøre dem så enkle
som muligt. Døre, der kan åbnes og lukkes eller løse bøsninger i underlaget til
netstandere o.l., kan ikke anbefales. Dørene går i stykker, og lågerne til
bøsningerne forsvinder. Frem for at opsætte netstandere til volleyball, badminton,
tennis mv. inde på selve banen, kan der opsættes standere til opsætning
af net i forskellige højder helt ude ved banden. En ganske god idé er, at banden
i de fire hjørner ikke er 90 grader, men i stedet er skrå. Det giver mere
aktivitet og mindre klumpspil i hjørnerne.
Der er ingen tvivl om, at en multibane er meget anvendelig og et godt
aktiv på en idrætslegeplads. Den er en god ramme for mange forskellige boldspil
og skaber en fin intensitet i spillene, og det betyder egentlig ikke så meget,
hvor mange spillere man er på banen. Spillet formes efter antallet af spillere.
69

70
Valg af belægning på multibanen har betydning for, hvor mange forskellige
typer aktiviteter, der kan foregå. Asfalt er den belægning, der vil give de fleste
muligheder.
Boldbure
Man kan sige meget om boldbure, men kønne er de ikke. Der er dog den
mulighed, at man kan give dem et grønt look ved at plante slyngplanter o.l.,
gerne stedsegrønne op ad hegnet. På den måde bliver de pænere, og det vil også
give noget læ inde i buret. Faktisk er et boldbur en glimrende idé, hvis man
ønsker at anlægge en idrætslegeplads med boldspilsmuligheder i et tæt, trafikeret
område. Det har vist sig, at boldbure er yderst velegnede til at give små
idrætsgrene mulighed for træning. Fx er de velegnet til krickettræning.
Lysanlæg
En del idrætslegepladser rundt omkring i landet er etableret med lysanlæg. Med
et lysanlæg bliver det muligt at benytte idrætslegepladsen efter mørkets frembrud
og dermed i mange flere timer om året. Erfaringerne med de idrætslegepladser,
som har lysanlæg, viser, at især de unge får langt mere glæde af
idrætslegepladserne. Der er selvfølgelig nogle driftsomkostninger forbundet
med et lysanlæg, men det kan begrænses, hvis man, som man har gjort flere
steder, etablerer et lysanlæg med følere, som betyder, at lysanlægget kun er
aktivt, når der er bevægelse på og omkring idrætslegepladsen.
Vandpost
Det er en god idé at have en vandpost på en idrætslegeplads, så det er muligt
at kunne slukke tørsten. Man skal vælge den type, hvor der kun kommer vand,
når man aktiverer en trykknap. I vintermånederne skal den kunne lukkes permanent.
Toiletforhold
Det er en menneskeret at kunne komme på toilettet, også når man opholder
sig på en idrætslegeplads. I mange tilfælde vil et ophold på en idrætslegeplads
strække sig over flere timer, og derfor skal der være toiletmuligheder i nærheden.
Tilgængelighed
Idrætslegepladsens idé om at være et sted, som inviterer til fysisk aktivitet for
forskellige brugergrupper, må betyde, at den skal være tilgængelig og brugbar
også for handicappede. Desværre er det ikke tilfældet i dag. Idéen om at indrette
en asfaltsti til og fra og igennem idrætslegepladsen til rulleskøjter, skateboard
o.l. skaber indirekte adgangsmuligheder for kørestole o.l. Men det er
yderst sjældent, der er tænkt på muligheder for handicappede. Fx ville mange
multibaner kunne bruges af handicappede til fx rullestolsbasket, hvis der blot
var en åbning – i kørestolsbredde – i banden.

For at rette op på handicappedes manglende muligheder for gøre brug af
idrætslegepladserne anbefales det at studere de bøger om tilgængelige, rekreative
udearealer, som er nævnt i litteraturlisten til dette kapitel.
Natur, byøkologi og bæredygtighed
Den stigende miljøbevidsthed er også ved at få fodfæste i idrætsverdenen. De
store idrætsorganisationer anbefaler og vejleder om miljømæssige spørgsmål,
og i forhold til ny idrætsarkitektur har Lokale- og Anlægsfonden udgivet en
publikation om miljøvenligt byggeri (Lokale- og Anlægsfonden, 2004).
I forbindelse med de eksisterende idrætslegepladser har spørgsmål om
natur, byøkologi og bæredygtighed kun været medtaget i begrænset omfang.
Der findes enkelte idrætslegepladser, som har fået anlagt nogle naturlegepladsredskaber
som en del af idrætslegepladsen samt nogle, der har valgt at bruge
uimprægneret lærketræ som bander, men en egentlig gennemgribende økologisk
tankegang er ikke slået igennem. Dette vil være en udfordring for fremtidens
idrætslegepladser. Ud over at anbefale Lokale- og Anlægsfondens nævnte
skrift findes der blandt megen anden litteratur og en god introduktion til
byøkologi i bogen Gør byen lidt vildere (Zwaan et al., 2002).
DRIFT OG VEDLIGEHOLDELSE
Sammenligner man idrætslegepladser med andre former for idrætsanlæg, er det
begrænset, hvad en idrætslegeplads kræver af drift og vedligeholdelse, hvis man
altså har anlagt idrætslegepladsen med gode og robuste materialer. Alligevel skal
der også til idrætslegepladser afsættes beløb til drift og vedligeholdelse og fastsættes
klare linier for, hvem der gør hvad. Som ved andre offentlige anlæg er
det også vigtigt på en idrætslegeplads at udbedre tingene så hurtigt som muligt,
hvis de går i stykker. Hvis der ikke er dagligt tilsyn med idrætslegepladsen,
skal brugerne oplyses om, hvem de skal kontakte, når noget går i stykker. Med
hensyn til det generelle tilsyn og vedligeholdelse af idrætslegepladsen skal man
være opmærksom på nogle ansvars- og sikkerhedsmæssige forhold.
71

72
Ansvar og sikkerhed
Man skal være klar over, at en idrætslegeplads er at betragte som en hvilken
som helst anden offentlig tilgængelig legeplads. På flere idrætslegepladser er der
opsat skilte, hvor der står, at ophold på og brug af idrætslegepladsen er på eget
ansvar. Det er der intet juridisk belæg for.
Det forholder sig sådan, at det er de ansvarlige for idrætslegepladserne,
som skal sikre, at de legeredskaber, som placeres på idrætslegepladserne følger
de generelle retningslinier, der eksisterer for legepladsredskaber.
Retningslinierne er i princippet vejledende, men i Bygningsreglement
(Bygge- og Boligstyrelsen, 1995), som trådte i kraft 1. april 1995, er det klart
præciseret, at alle nye legepladser skal udformes og dimensioneres efter Dansk
Standards retningslinjer for legepladsudstyr. Disse retningslinier er nedskrevet
i en Europæisk Standard, som Danmark har tiltrådt.
Standarden indeholder dels nogle generelle krav, dels nogle retningslinier
om tilsyn og vedligeholdelse af legepladsen samt nogle specifikke krav til faldunderlag
og forskellige legeredskaber som fx gynger, vipper, rutsjebaner og svævebaner.
Bygningsreglementet omfatter også klatrevægge, skateboardbaner mv.
For naturlegepladser findes en særlig dansk standard.

Hvis uheldet skulle være ude, og der sker en ulykke på en idrætslegeplads,
som indebærer et erstatningsansvar, skal man kunne placere ansvaret og dermed
erstatningspligten. Derfor er det vigtigt helt præcist at vide, hvem der har
ansvaret for idrætslegepladsen og dens vedligeholdelse og at have afklaret
forsikringsforholdene.
Hvis man er i tvivl om de sikkerhedsmæssige forhold, kan man rette henvendelse
til Teknologisk Institut, Århus og Dansk Standard, København, og til
Forsikringsoplysningen angående forsikringsmæssige forhold.
MEDBESTEMMELSE OG EJERSKAB
En idrætslegeplads kan betragtes som et nærmiljøanlæg, en betegnelse som
man i øvrigt både i Norge og Sverige bruger for det, vi herhjemme kalder
idrætslegepladser.
I begrebet nærmiljøanlæg ligger der en forventning om, at lokalområdets
borgere involverer sig og aktivt tager del i idé- og anlægsfasen samt efterfølgende
påtager sig ansvar og ejerskab af anlægget. Dette har også været tilfældet
i langt de fleste tilfælde i forbindelse med etablering af idrætslegepladserne.
Der har været forskellige måder at angribe idéfasen på, ligesom der har
været forskellige samarbejdsmodeller i anlægsfasen i forhold til brug af frivillig
arbejdskraft og professionelle entreprenører og sportsfirmaer. En nærmere
analyse af disse samarbejdsmodeller kunne være interessant, men det man
umiddelbart kan sige er, at i de tilfælde, hvor man har overladt det meste af anlægsarbejdet
til professionelle, er udgifterne væsentligt større.
I forhold til idéfasen har det ofte været initiativtagerne, de lokale ildsjæle
o.l., som sammen med eksterne rådgivere, konsulenter og firmarepræsentanter
er kommet frem til forslag til udformning og indretning af idrætslegepladserne.
En side som har været knap så markant, og som ofte helt har været overset, er
involvering af de brugere, som idrætslegepladsen er tiltænkt. Specielt er der
meget få eksempler på, at børn og unge er blevet inddraget i selve idéfasen. Det
ville være ønskeligt, hvis det kunne ske noget oftere, fordi brugernes involvering
både i selve idéfasen og i anlægsfasen kunne betyde et større ejerskab af
idrætslegepladsen og et større ansvar og engagement i forhold til den daglige
drift og vedligeholdelse. Det kan være et af de mål, som skal gælde for fremtidens
idrætslegepladser.
73

74
Litteratur
Bygningsreglementet BR95, By og boligstyrelsen
Jensen, Frej et al. (1996). En levende idrætsplads, DIF.
Christiansen, Karin (1998). Miljøvenligt byggeri. Lokale- og Anlægsfonden.
Dansk Standard (2003). Legepladsredskaber, DS-håndbog 121.
Hornbech, Ib (1998). Legepladsen for alle, Videnscenter for Bevægelseshandicap.
Madsen, Jørgen P. Madsen et al.(2003), Tilgængelighed for alle. Boplan.
Schytte, Benny (1996). Idrætslegepladser i Danmark, Kulturministeriet.
Schytte, Benny et al. (1998). En (h)åndbog om idrætslegepladser, DGI.
Zwaan, Marijke et al. (2002). Gør byen lidt vildere!, Byhavenetværkets Forlag.

Idrætslegepladser i
fremtidens byrum
Og byens torve skal vrimle med legende drenge og piger
Zakarias’ bog, 8. kap., vers 5
I dag fremstår idrætslegepladserne som en del af idrættens nye arkitektur. Sammen
med nye slags idrætshaller og klubhuse, vandkulturhuse, mobile kunstfrosne
skøjtebaner, lysløjper mv. er idrætslegepladserne konkrete eksempler på
nye utraditionelle idrætsanlæg, som man fra kulturpolitisk side ønskede at
fremme i midten af 1980’erne.
Idrætslegepladsidéen lever på mange måder op til de forventninger, som
man dengang havde i forhold til at skabe nye udendørs lege- og idrætsmiljøer
med mange anvendelsesmuligheder, lokal forankring, selvforvaltning og selvorganisering
som bærende principper, og ikke mindst at de skulle henvende sig
til en bred målgruppe.
Udvikling af idrætslegepladsernes placering, udformning og indretning er
sket som en løbende proces med det formål at generobre steder til uformel leg
og idræt samt at skabe rum og rammer for nye tendenser i kropskulturen.
Begge dele er lykkedes, og i dag er idrætslegepladsen et godt alternativ og supplement
til traditionelle idrætsanlæg.
Skal idrætslegepladsen også i fremtiden fremstå som en del af den nye
idrætsarkitektur og kropskultur samt være medspiller i udviklingen af fremtidens
byrum, er der imidlertid behov for at vurdere de foreløbige erfaringer og
pege på nye muligheder. Hvor skal idrætslegepladserne placeres? Hvordan skal
de se ud? Hvad skal de indeholde? Er der særlige målgrupper, de skal prioritere?
Hvilke initiativer vil fremme en fortsat udvikling?
NYE UDFORDRINGER
En af de helt store fremtidige udfordringer vil være at bryde med den gængse
opfattelse af en idrætslegeplads som et afgrænset område, typisk med en multibane
suppleret med småbørnslegeredskaber, boulebane, beachvolleybane mv.
Selvom der generelt er gode erfaringer med denne type idrætslegepladser, ligger
der også en fare for, at den bliver synonym med, hvordan en idrætslegeplads
skal se ud. Dette vil hindre en videreudvikling af de eksisterende idræts-
75

76
Ved at studere børnenes teknik går det
op for mig, at spillet egentlig går ud
på at læse ‘banens karakter’. Vinderen
er den, som bedst udnytter vejens
hældning, husenes facader og murhuller
til dette helt specielle spil. Den
lange brolagte vej og gadens særlige
form betyder, at spillet hviler i sine
helt egne regler. Regler som kun
gælder her og ingen andre steder.
(Kural, 2004)
Her spilles ost. Et af de populæreste boldspil i Danmark.
legepladser og begrænse udviklingen af nye former for udendørs lege- og
idrætsmiljøer.
Det kan ganske vist være en god idé at have en idrætslegeplads med mange
anvendelsesmuligheder på et afgrænset område, som giver mulighed for, at
forskellige aldersgrupper kan være aktive sammen eller være der på samme tidspunkt.
Men i forhold til den stigende interesse for at udvikle nye levende
byrum vil der være behov for at se idrætslegepladsen som en integreret del af
et større byområde eller som et længere, fysisk forløb i et byrum eller en bydel.
Denne tanke, at en idrætslegeplads med dens forskellige aktivitetsmuligheder
spredes ud på et større område i et brokvarter, på en boulevard,
langs en havn, i en landsby o.l., kan give nogle spændende udfordringer for
dels at tilpasse de idrætsfaciliteter, som normalt optræder på en idrætslegeplads,
til de eksisterende byrum og dels at udvikle helt andre typer faciliteter. Hvis
man fx betragter de enkelte byrums belægninger, bænke, facader, terrænforskydninger
o.l. som mulige lege- og bevægelsessteder, kan helt nye former
for idrætsfaciliteter udvikles, ligesom nye og anderledes lege- og aktivitetsformer
kan opstå.
Det kunne således være interessant at se hvilke nye kropsudfoldelser og
lege, der ville opstå, hvis byens elmaster og lygtepæle i ikke trafikerede områder
blev forsynet med basketballkurve, hvis bænke i byens parker kunne benyttes
som net til fodtennis o.l., eller hvis der på alle byens torve og pladser blev
skabt et mønster i belægningen, hvor der kunne spilles ost. Et upåagtet, men
meget populært boldspil på skoler og fritidsinstitutioner.
Sådanne tanker og nye tilgange til leg og idræt i byens rum kunne skabe
en større variation i idrætslegepladserne frem for et fastlåst design i manglende
samspil med omgivelserne.

SAMSPIL MED OMGIVELSERNE
Mange af de faciliteter, som idrætslegepladserne i dag indeholder, kan enkeltvis
være både gode og funktionelle, men man kunne ønske, at idrætslegepladsen
som helhed og de enkelte faciliteter og indbyrdes sammenhæng i langt højere
grad afspejlede og spillede sammen med omgivelsernes landskab, æstetik og
arkitektur for derved at blive en mere integreret del af stedets ånd eller pladsens
sjæl. En multibane, en boldbur, en skateboardrampe eller en boulebane behøver
ikke at ligne hinanden fra Gedser til Skagen.
Udfordringen er at fastholde nogle grundlæggende egenskaber ved de
enkelte faciliteter og sikre en rimelig funktionalitet og samtidig give dem en
særlig karakter og udseende inspireret af de lokale omgivelser og landskabets
topografi. Dermed udfordres kroppen, spillet og legens muligheder med udgangspunkt
i den enkelte lokalitet.
Om dette vil føre til skæve multibaner på byens tage eller ovale boulebaner med
springvand ved landsbyens gadekær eller transparente boldbure uden trådhegn
ved busterminaler, vil tiden vise. Der ligger under alle omstændigheder nogle
spændende udfordringer for fremtidens idrætslegepladser, hvis legen og idrætten
skal spille sammen med de kommende års nytænkning af byens rum.
TEMATISKE UDFORMNINGER
En anden vinkel i forhold til udvikling af idrætslegepladsidéen er at arbejde
med en tematisk udformning og indretning. I dag er mange idrætslegepladser
sammensat af en række forskellige idrætsfaciliteter uden en indre sammenhæng
ud over, at de er placeret inden for samme område. Frem for denne adskilthed
kan en tematisering af idrætslegepladserne skabe en kreativ proces både i forhold
til udseende og aktivitetsmuligheder. Ved valg af temaer, begreber og
materialer vil det kun være fantasien, der sætter grænser.
Med udgangspunkt i forskellige temaer (fx bølger, skæve vinkler, bæredygtighed,
kunst mv.), nogle overordnede begreber (tid, rytme, kaos, integration
mv.) eller særlige materialer (fx asfalt, gummi, bildæk, træstammer, beton
mv.) kan der udvikles en større bredde og variation og forhåbentlig også flere
fantasifulde idrætslegepladser end dem, vi ser i dag.
PLACERING OG SÆRLIGE MÅLGRUPPER
Selvom det i princippet er muligt at anlægge en idrætslegeplads på de fleste
gadehjørner, torve, pladser, tomter, tage mv., må der i en diskussion af fremtidens
idrætslegepladser indgå overvejelser om, hvor de skal placeres, og om der
er særlige grupper, der skal prioriteres. I denne diskussion er det nødvendigt
at inddrage en række sociale og sundhedsmæssige aspekter og se de kommende
idrætslegepladser i relation til befolkningens hverdagsliv.
I denne sammenhæng skal der peges på nogle forslag til en prioritering af,
hvor fremtidens idrætslegepladser kan placeres – ikke ud fra at få mest for pengene
– men ud fra, at idrætslegepladserne disse steder kan gøre god gavn. Da
77

78
en idrætslegeplads skal ligge i vejen dvs. ligge, der hvor folk kommer forbi eller
opholder sig allermest, vil en placering i de store boligområder og på
byskolerne være ideelle steder.
Boligområder
Mange kommuner peger på, at de boligsociale problemer er en svær opgave at
håndtere. Samtidig viser undersøgelser, at mange beboere i disse boligområder
er optaget af og ønsker at forbedre deres friarealer (Ærø et al., 2003). I nogle
tilfælde er dette sket ved at anlægge en idrætslegeplads med det resultat, at uro
og hærværk er formindsket samtidig med, at boligområdet har fået et attraktivt
møde- og samlingssted.
Og når det viser sig, at idrætslegepladser kan gøre en forskel i socialt, belastede
boligområder, hvorfor så ikke udnytte disse erfaringer og anlægge flere
idrætslegepladser disse steder.
Byskoler
Mange skoler, især byskolerne, har i dag forsømte og nedslidte skolegårde. Her
er ikke meget plads set i forhold til antallet af børn, og skolegården består sjældent
af meget andet end en nedslidt asfaltbelægning, nogle bænke og et halvtag.
Børn i dag opholder sig længere og længere tid i skolen. Børnehaveklassen,
den udvidede undervisningstid og SFO-ordninger betyder, at skolens
udearealer er en vigtig arena for børns daglige fysiske udfoldelser. En aktuel
undersøgelse viser, at den vigtigste faktor i forhold til skolebørns fysiske aktivitet
og dermed deres sundhed er, om skolen og skolefritidsordningen har gode
udearealer (Nielsen, 2004). Undersøgelsen viser, at hvis skolegården har mange
varierede legemuligheder, er børnene mere aktive.
Der er derfor al mulig grund til at se byskolernes skolegårde som et højt
prioriteret område for fremtidens idrætslegepladser. Perspektivet er desuden at
skabe skolegårde, der samtidig kan fungere som attraktive byrum med kropslige
udfoldelsesmuligheder for lokalområdet. Her kunne inddrages erfaringer
fra Norge, som igennem flere år har gennemført en målrettet indsats for at
udvikle skolernes udearealer som nærmiljøanlæg,
Handicappede
Vi har tidligere været inde på, at idrætslegepladserne i langt højere grad skal
udformes og indrettes mere handicapvenligt. Flere steder er der i forbindelse
med eller som en del af idrætslegepladsen opført glimrende stisystemer og løjper
til rulleskøjteløbere og skatere, som ved mindre justeringer kan blive ideelle
for kørestolsbrugere, ligesom anlæggelse af asfaltstier på selve idrætslegepladserne
kan give kørestolsbrugere en nemmere adgang til de forskellige
faciliteter.
Med hensyn til de mange multibaner, som er opført, kan man virkelig
undre sig over, at der kun meget få steder er tænkt på at skabe en åbning i
banden, som muliggør, at kørestolsbrugere kan benytte dem. Opgaven må være

hurtigst muligt at ændre dette forhold ved alle eksisterende multibaner samt
at sikre, at alle bandebaner i fremtiden bliver opført med adgang for kørestolsbrugere.
Derudover må det i fremtiden være en opgave at involvere forskellige
handicaporganisationer for at høre, hvilke idéer og ønsker de kunne have for
fremtidens idrætslegepladser.
Pigerne
Man kan diskutere, om idrætslegepladserne i deres udformning og indretning
i for høj grad prioriterer det mandlige køn, eller om brugen af idrætslegepladserne
blot afspejler det generelle billede, at piger/kvinder er mindre
idrætslige aktive end drenge/mænd. Idrætsmønstre og idrætsdeltagelse hos
mænd/drenge og kvinder/piger er dog under stadig forandring. Selvom der
ikke er foretaget en nærmere undersøgelse af de forskellige køns brug af idrætslegepladserne,
er de generelle erfaringer, at flest drenge bruger idrætslegepladserne,
men at der begynder at komme flere piger, som spiller fodbold
og basketball med drengene. Et billede som også kendetegner skolernes frikvarterer.
Der kan være mange faktorer, som har indflydelse på drenge og pigers
idrætsdeltagelse, men hvis pigerne skal motiveres til i højere grad at bruge
idrætslegepladserne vil det uden tvivl kræve andre aktivitetsmuligheder end
dem, der er i dag. Nogle af de genrer eller aktiviteter, som piger ofte foretager
sig, er at hinke, sjippe, gynge, svinge, hoppe elastik og trampolin mv. Hvis der
kunne udvikles nogle nye idrætsfaciliteter til idrætslegepladserne med udgangspunkt
i disse traditionelle pigeaktiviteter, er det ikke umuligt, at pigerne, deres
mødre og bedstemødre i højere grad ville indtage fremtidens idrætslegepladser.
79

80
NYE INITIATIVER
Den aktuelle interesse for fremtidens byrum og den stigende brug af byen som
kulisse og arena for kropslige udfoldelser samt bekymringen for børn og unges
sundhedstilstand som følge af for lidt fysisk aktivitet er blot nogle af de
udviklingstendenser, som peger frem mod, at der de kommende år vil være
ønsker om at anlægge mange flere idrætslegepladser. Hvilke typer af idrætslegepladser,
der vil være behov for, hvor de skal ligge, hvordan de skal se ud
osv., er spørgsmål, som kræver flere overvejelser og idéer, end der hidtil har
været i forbindelse med opførelse af idrætslegepladser. Derfor er der behov for
en række initiativer, der kan sikre en grundig idéudvikling af fremtidens idrætslegepladser.
En evaluering af de eksisterende idrætslegepladser og en idékonkurrence
om fremtidens idrætslegepladser kunne være et par af mulighederne.
Litteratur
Kural, René (2004), Idræt som katalysator for byudviklingen. I: Arkitekten 4.2004.
Nielsen, Glen (2004). Artikel i Politiken 4. maj 2004.
Ærø, Thorkild et al. (2003). Veje til tryghed. By og Byg og Det Kriminalpræventive
Råd.