Energi til fremtiden – med Risø fra atomkraft til bæredygtig energi

Risøs tre reaktorer: DR1 (øv. tv.), DR3
(bygningen set udefra, øv. th.) og DR2 (ned.).
DR2 blev lukket i 1975, men DR1 fortsatte
til brug i undervisning, og DR3 var et vigtigt
instrument for Risøs forskning. Reaktoren var
en glimrende kilde til neutroner, der kan bruges
til materialeforskning.
torens vægt og volumen kan reduceres til en tredjedel ved brug af superledende komponenter. Super-
ledere anvendes også til elkabler og de spiller en afgørende rolle i udviklingen af fremtidens mulige
fusionsreaktorer. Fusion er den proces, der skaber energien i solen, og skal man håndtere de mange
millioner grader varme stoffer i en fusionsreaktor, er det nødvendigt, at de holdes i skak af meget
kraftige magnetfelter. Dem kan superledere skabe. Allerede i dag bruges superledende magneter
blandt andet i hospitalernes MR-skannere og ved store forskningscentre som højenergifysik-centret
CERN i Schweiz, men de skal være kølet voldsomt ned, før de virker. Målsætningen er derfor at frem-
stille superledere, der virker ved højere temperaturer og har bedre egenskaber, så teknologien bliver
mere økonomisk. Neutronspredningsforsøg er stadig meget vigtige i dette arbejde. I dag tager Risøs
forskere derfor til neutronkilder i udlandet for at gennemføre disse forsøg.
At forskningen med Risøs reaktorer stadig skulle have så stor indflydelse på institutionens arbejde
ved dets 50-års jubilæum, var svært at forudse dengang i 1970’erne, hvor den folkelige strømpil
begyndte at pege længere og længere væk fra brugen af a-kraft på dansk jord. Allerede i slutningen
af 1960’erne begyndte efterkrigstidens store tiltro og hyldest til teknologiske fremskridt at fordufte.
Udviklingen satte for alvor i gang med blomsterbørnenes ungdomsoprør, modstanden mod Vietnamkrigen
og den voksende frygt for atomkrig, efterhånden som stadig flere krigsrædsler flød live gennem
fjernsynet og ind i danskernes dagligstuer.
Da verden i 1973 blev kastet ud i den første omfattende oliekrise, så det dog pludselig ud til, at
atomkraft kunne blive en realitet i Danmark. Det fik for alvor elselskaberne til at interessere sig for
atomkraft, og flere værker blev planlagt. Men folkestemningen var imod. I 1976 var de folkelige protester
mod a-kraft blevet så omfattende, at statsminister Anker Jørgensens S-regering besluttede at udskyde
den endelige beslutning om atomenergi på dansk jord, indtil man i det mindste havde fundet en
teknologisk løsning på, hvordan man sikkert kunne opbevare det radioaktive affald fra kraftværkerne.
På Risø læste man også skriften på væggen og begyndte at brede aktiviteterne endnu mere ud,
så atomkraften kom til at fylde mindre og mindre i institutionens arbejdsplan. Langt før Folketinget i
1985 traf den endelige beslutning om at tage a-kraften helt ud af den danske energiplan, havde Risø
således løbende omstillet sig, så stadig færre aktiviteter koncentrerede sig om atomenergi, og flere
og flere ressourcer overgik til forskning i alternativ energi.
Vemodigt var det dog, den dag medarbejderne fik at vide, at hjertebarnet DR3 skulle lukke. Og det
var langtfra en enig medarbejdergruppe, der blev kaldt op i Niels Bohr-Auditoriet på Risø og fik at vide,
at den sidste reaktor ville lukke i 2001. I dag er reaktorerne under afvikling, men arbejdet, der startede
omkring dem, fortsætter på Risø.
EnErgI tIl frEmtIdEn REAKTORERNE