Energi til fremtiden – med Risø fra atomkraft til bæredygtig energi

4 nerende felt var atomkraft, og i den sammenhæng skulle reaktorerne – og de mange forskere, der blev
tilknyttet dem – agere lokomotiv for udviklingen af atomkraftværker på dansk jord.
Forskningen i kernekraft skulle på én gang understøtte vores internationale renommé som forskningsnation
– vi var jo hjemlandet for den anerkendte atomfysiker og nobelpristager Niels Bohr – og
løse danskernes energiproblemer på lang sigt. En udfordring, som mange dengang mente, var nødvendig
at løse, hvis vi danskere skulle bevare vores levestandard. Energimæssigt var Danmark på det
tidspunkt ekstremt sårbar ved at være næsten totalt afhængige af importeret kul og olie. Helt centralt
for bordenden i hele denne politiske og strategiske proces sad netop Niels Bohr sammen med
departementchef Hans Henrik Koch.
Cirka tre år før Risø blev indviet, havde Folketinget nedsat Atomenergikommissionen med nobelpristageren
som formand. Kommissionen, der blev etableret i december 1955 formåede – efter stor
indsats fra især Bohr og Koch – at overbevise den socialdemokratiske regering om, at ikke bare var
det nødvendigt at satse på atomkraft. Man skulle satse i et omfang, der hidtil var uhørt i dansk forskning.
Risø byggede og byggede, og budgetterne voksede, til stationens driftsbudget i 1960 var på
mere end 30 millioner kroner om året. Til sammenligning lå de samlede udgifter til den danske tekniske
forskning samme år på omkring 100 millioner kroner.
dE storE invEstEringEr og ForandringEr
I 1957 havde man købt de to første reaktorer – DR1 og DR2 – af amerikanerne. Derudover planlagde
man at arbejde med at udvikle en særlig dansk type reaktor – en, der kunne udnytte naturligt forekommende
uran. Håbet var, at uranforekomsterne i Grønland i givet fald kunne gøre Danmark selvforsynende
med energi. Endelig var der medlemmer af Atomenergikommissionen, der ønskede en tredje
– og større – reaktor, som i modsætning til letvandsreaktorerne DR1 og DR2 var baseret på tungt
vand og dermed bedre egnet til ikkeberiget uran. Dette sidste køb skabte en for Atomenergikommisionen
usædvanlig voldsom diskussion. Kritikerne så på de voksende budgetter og vurderede, at der ikke
var reelt brug for tre reaktorer. Fortalerne – herunder Bohr – fastholdt, at skulle Risø og Danmark gøre
sig gældende internationalt, havde man brug for DR3 også. Bohrs side vandt diskussionen, og DR3
blev indkøbt. Det skulle senere vise sig at være en klog investering.
Diskussionen om DR3 var et forvarsel om, at de store bevillinger til Risø var begyndt at blive en
tand for store for andre dele af den danske forskningsverden. De første år i 1960’erne var præget
af voksende diskussioner både udadtil og internt i Atomenergikommissionen, om institutionen kunne
EnErgI tIl frEmtIdEn REAKTORERNE