Energi til fremtiden – med Risø fra atomkraft til bæredygtig energi

lat ind i billedet, en makroalge, der som navnet antyder ligner grøn salat, og som danner flager på flere
meter på hvert led. Ideen om at bruge søsalaten som basis for biobrændstof stammer fra Danmarks
Miljøundersøgelser, der har undersøgt algen og fundet ud af, at dens vækstrate er enorm: Starter man
med en kvadratcentimeter alger, så vil de i løbet af 26 dage vokse til en kvadratmeter! Samtidig inde-
holder søsalaten samme store mængde kulhydrater som hvede og majs.
Forskere på Risø undersøger nu algens brugbarhed som råvare til produktion af bioethanol og biogas.
Også DONG er involveret, for søsalat vokser ekstra godt, hvis det får en stor dosis CO . Så hvis
2
man kunne bruge CO fra kulkraftværkerne til at dyrke søsalaten, ville man have noget nær det per-
2
fekte biobrændstof: En type benzin, der ikke blot i sig selv var noget nær CO -neutral, men som også
2
hjalp kraftværkerne med at slippe af med store dele af deres CO -udledning.
2
Fra stål til haMp
Risøs forskning i de fysiske materialer, der skulle til for at bygge reaktorer og anlæggene omkring dem
omfattede blandt andet forskning i aluminiumtyper, der havde gode varmeegenskaber, høj styrke og
lang holdbarhed. Og man så også på, hvordan man kunne bruge fibre af forskellige art, f.eks. glasfibre,
til at styrke metallerne. Det var en forskning og en indsigt, Risø skulle få god brug af, da energikrisen
kom i 1970’erne, samtidig med, at befolkningens og politikernes modstand mod atomkraft steg. Nu
blev vindmøller et kerneområde for Risø, og for Afdelingen for Materialeforskning var udfordringen
klar: at skabe materialer til vindmøllevinger, der var lette, men kunne tåle at blive vredet, trukket og
presset i enhver form for vindstyrke igennem deres 20-årige levetid. Ingen smal opgave, for analyserne
viste, at en vindmøllevinge igennem sin levetid bliver bøjet et par 100 millioner gange.
Ideen var med det samme at lave vingerne ud af polyester kombineret med stærke glasfibre, et
kompositmateriale, der i langt højere grad kunne modstå vridninger. Forskellige sammensætninger
af plast og fibre fik testet deres egenskaber i Risøs ’maskiner til mekanisk afprøvning’, maskiner der
trykker og strækker et materiale i op til en million gange på et døgn. Erfaringen og dataene fra Risøs
undersøgelser blev brugt af den lille, nye vindmølleindustri med Vestas og LM Glasfiber i spidsen til
at skabe deres første vindmøller. Nu er både Vestas og LM Glasfiber giganter inden for vindenergien,
men Risø har stadig kontrakt med dem om at afprøve deres materialekonstruktioner.
I begyndelsen af 1990’erne startede Risø sammen med Danmarks Tekniske Universitet og Den
Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole et forskningsprogram, der skulle undersøge brugen af cellulosefibre
– plantefibre – bundet sammen med plast.
BIOBRæNDSEL OG BIOMATERIALER EnErgI tIl frEmtIdEn
3