Energi til fremtiden – med Risø fra atomkraft til bæredygtig energi

De kommende år var på mange måder svære for Risø. Et stigende politisk ønske om at få noget kon-
kret ud af forskningen – helst noget der kunne sælges – banede vejen for nye måder at styre forsk-
ningen på. Resultatkontrakter, evalueringer og øget konkurrence om forskningsmidler var nogle af
de værktøjer, der blev taget i brug for at gøre den danske forskningsverden mere effektiv. I en stor
reorganisering af det danske forskningssystem blev Risø nu defineret som en sektorforskningsinsti-
tution hørende under Energiministeriet. Men den nye profil snærede om den grundforskningstunge
afdelingsstruktur på Risø, der ikke nødvendigvis var egnet til at gå i klinch med opgaven som leveran-
dør af forskning og rådgivning inden for Risøs afgrænsede emnefelt energi og miljø. I 1990 blev der
gennemført en større reorganisering af Risø. Gamle afdelinger blev nedlagt og nye kom til – bl.a. blev
materialeforskning defineret som det tredje overordnede arbejdsfelt, og det blev slået fast, at nok
skulle der være grundforskning på Risø, men den skal som alt andet arbejde på stedet være rettet
mod en anvendelse.
I de samme år skete der i verden uden for Risø en række begivenheder, der skulle få stor betydning
for institutionens fremtidige arbejde. Gennem 1980’erne var der en stigende bevidsthed om, hvordan
menneskers forurening skadede ikke bare den nære natur, men også kunne påvirke hele planeten. Hul
i ozonlaget over Antarktis og en begyndende opmærksomhed på effekten af drivhusgasser fra energiproduktion
og landbrug satte så småt klodens velbefindende på den politiske dagsorden. I 1987 kom
FN så med den såkaldte Brundtland-rapport, der meget sigende egentlig hed Vores Fælles Fremtid.
Rapporten fremhævede behovet for bæredygtig udvikling og bekæmpelse af forurening. I 1992 blev
RISøS HISTORIE EnErgI tIl frEmtIdEn
13