"Et indre kvarterløft". - Sønderbro Horsens

Jeg viser dem min egen usikkerhed, og hvordan jeg
kæmper mig ud af den.
Personligt har jeg fået meget selvtillid af det her
arbejde, og jeg er lykkelig over at kunne klare min
del af jobbet. Det viser sig at jeg kan klare langt flere
belastninger, end før. Trods min sygdom, som er lige
besværlig at kæmpe med. Jeg ved ikke hvordan det
kan være. Men jeg siger til mig selv, at jeg ikke må
svigte de kvinder og deres familier. Så kæmper jeg
mig nogle dage ud af huset, og når dagen er gået,
synes jeg den gik som en leg. Er det ikke mærkeligt?
Det er svært at forklare, hvad arbejdet med jobklubben
har ændret i mit liv. Selvfølgelig er det hårdt
for os alle i min familie. Men det er mest godt. Det er
et faktum at vi voksne er de nærmeste forbilleder for
vore børn. På godt og ondt – uanset om vi vil eller ej.
De står ved vores knæ og kigger op på os fra deres
position. Før var jeg ”bare en førtidspensionist”, der
altid var til deres rådighed. Nu er de stolte af mig.
Jeg får ros hver dag af min mand og mine børn. Det
betyder meget for mig at mærke deres accept. Det er
som om de skubber mig videre. Og så sporer jeg en
ændring i deres egen holdning til uddannelse. Det er
som om de alle sammen har fået mere interesse i at
uddanne sig, siden jeg er begyndt at uddanne kvinderne
i jobklubben, sammen med alle mine gode
hjælpere.
Som mit liv nu er blevet, oplever jeg nyt hver
dag. Nyt, som jeg deler med familien hver dag. I
går deltog jeg i en stor konference i København,
hvor nogle unge tyrkiske mænd fik vores brochurer.
Deres reaktion var fantastisk. De forstod fuldstændig
nødvendigheden af det arbejde, vi gør i Horsens
Job Delight, og jeg blev bare så glad og stolt.
I sidste uge holdt hele team’et bag jobklubben
møde med socialrådgiverne og sagsbehandlerne i
Horsens Kommune og AF for at snakke forventninger
til hinanden. Budskabet fra socialrådgiverne til
os var ”Bliv endelig ved, som I er begyndt. I klarer
noget, som vi ikke kan fra vore skriveborde. I kan
få kvinderne til at begynde den lange proces med
at kigge ud over familien, og nærme sig det danske
samfund.
Men vi har jo også gode erfaringer allerede efter
1⁄2 års arbejde. De ældre, analfabetiske kvinder skal
behandles med respekt, og de skal ikke presses. Når
man giver dem den rette tryghed, kan de lære meget,
som kan lette deres integration i alderdommen. De
skal formentlig ikke ud i ordinært job, men kan
28
hjælpe sig selv – og det danske samfund – ved at
blive frivillige i mange sammenhænge.
Forleden blev jeg ringet op af en yngre, veltalende
arabisk kvinde, som stod lige overfor at miste sine
dagpenge på grund af arbejdsløshed. Hun ønskede
selvfølgelig ikke at havne på kontanthjælp og havde
gjort alt for at skaffe sig et job. Men efternavnet var
en barriere, og hun var også lidt for genert til ”at
sælge sig selv” som danskerne siger. Hendes danske
sprog var fortræffeligt, så jeg tog hende med op i et
tolke-firma, som også så bekymrede ud, fordi kvinden
var så tilbageholdende. De fik hende på prøve.
Efter to dage havde de fundet hinanden. I dag fik jeg
at vide, at hun er blevet fastansat.
Hvad tror du sådanne oplevelser gør ved mig,
spørger førtidspensionisten, chefen og søsteren.
Vi lader dét spørgsmål stå og blæse lidt i vinden,
der sørger for denne opdrift: Sundhedsfremme med
en grundig tilsætning af empowerment.
AT UDVIKLE SIN MAGT
At udøve magt er ikke et ”0-spil”, hvor man mister
noget ved at give fra sig. Magtudøvelse ligner ”kærlighed”
– derved at jo mere man giver fra sig,
jo mere modtager man. Sådan lyder påstanden fra
empowerment-forskerne i Nordamerika, Sydamerika
og Canada.
Jo mere magt der udvikles, jo mere bliver der af
den. Det kan forretningsføreren i AAB tale med om.
Han fortæller:
- Jeg sad og skulle ansætte en ny person til at
varetage det daglige samarbejde med beboerne i
Axelborg. Vedkommende skulle ansættes for penge
fra det budget, som jeg har ansvaret for. Ergo måtte
ansættelsen – som altid – være mit ansvar som
daglig leder af AAB.
Men jeg blev usikker. Dels var vi løbet på grund
med den første socialrådgiver, som jeg egenhændigt
ansatte. Trods hans mange kvaliteter, iderigdom og
initiativer, var det nødvendigt med et skifte. Samarbejdspartnere
i Axelborggruppen fortalte mig, at vi
burde skrue det nye job sammen på en ny måde, så
det passede til både den kort- og langsigtede målsætning,
vi netop var i færd med at udvikle i de
måneder. Måske var det slet ikke en socialrådgiver,
der var brug for? Jeg uddelegerede arbejdet med at
udforme jobbeskrivelsen. Da jeg så udkastet til jobbeskrivelsen
indså jeg at nu sker der noget helt nyt.