"Et indre kvarterløft". - Sønderbro Horsens

underskud på vores ”røgfri banko”-arrangementer.
Men nu hviler arrangementerne heldigvis i sig selv
økonomisk, og deltagerne hygger sig. Så vi fortsætter.
Vi er også begyndt at arrangere børnefødselsdage
om torsdagen. Så kan børnene rigtig udfolde sig i
den store sal, fordi vi i forvejen har ”Idræt for Sjov”
den dag.
Grundlæggende føler man sig jo stolt over at have
været med til at så alle disse frø. Jeg er for gammel
til at få lov til at se det hele folde sig ud.
Men det er da en stor tilfredsstillelse at være med
til at forvandle ”en skamplet” i byen til sådan et
dejligt sted at være. Og så synes jeg, at de handlende
på Sønderbro er enestående til at støtte os,
når vi har brug for ”naturalier” eller en lille økonomisk
håndsrækning. De forstår virkelig, hvilken
værdi dette arbejde har for at løfte hele området”
”TURKISH JOB DELIGHT”:
DA JOB-GLÆDEN BEGYNDTE
AT BREDE SIG
Da der i 2003 blev beboeropbakning til at oprette
”Sønderbro Uddannelse & Erhverv” kastede man
sig i første omgang over behovet for håndværkere. .
Et år senere opstod ideen om at lave en ”jobklub
for tyrkiske kvinder”. Sønderbro er hjem for mange
tyrkiske familier. Et par af deltagerne i ”Sønderbro
Uddannelse & Erhverv” kom fra tyrkiske familier,
og tilbød sig som kontaktpersoner til det tyrkiske
miljø.
Denne gang kom målgruppen for aktiviteten
derfor direkte med i planlægningen – herunder
beskrivelsen af de forskellige kategorier af kvinder,
og hvilken type hjælp, der er brug for. Der blev ført
opklarende samtaler med kvinderne, inden ansøgningen
blev formuleret, og vi fandt frem til, at den
bedste løsning måtte være at overlade ledelsen af
projektet til tyrkerne selv. Da pengene kom hjem
fra EU’s Socialfond i begyndelsen af 2006 kunne vi
derfor ansætte en tyrkisk kvinde som leder og en tyrkisk
mand som hendes assistent! Men de kom ikke
til at stå alene med ansvaret. Der blev bygget en lille
organisation op omkring dem, med en regnskabskyndig,
et par praktiske hjælpere + rådgivere med
særlig viden om projektarbejde og etniske miljøer.
Her er projektlederens beretning, efter det første
halve år: ”Jeg var overrasket over at blive tilbudt
jobbet som projektleder for jobklubben. Jeg havde
26
ganske vist været med i nogle samtaler med folkene
fra Sønderbro Uddannelse & Erhverv, og havde
været med til at pege på behovet for sådan en klub. I
disse samtaler fortalte jeg, hvad jeg ved om tyrkiske
kvinders arbejdslyst. Og deres vanskeligheder med
det danske arbejdsmarked. Jeg har selv arbejdet,
siden jeg gik ud af folkeskolens 9. klasse. Men jeg
er førtidspensionist, p.g.a. et piskesmæld i nakken,
som gør at jeg meget ofte ikke kan koncentrere mig,
eller bevæge mig så meget p.g.a. smerter. Og jeg har
ingen som helst erfaring med at bygge et projekt op.
Så det var en kæmpe-udfordring, og et uventet skulder-klap
at blive spurgt.
Jeg kunne mærke, at jeg havde meget lyst til at
prøve, og jeg sikrede mig at jobklubben fik en tyrkisk
assistent, som i dag arbejder i klubben på fuld
tid. Selv er jeg ansat 10 timer om ugen, for jeg
troede ikke jeg magtede flere arbejdstimer. Jeg har
jo også min familie, min mand og fire børn at se
til. Men jeg må indrømme det bliver til langt flere
arbejdstimer, end jeg får løn for. Men sådan er
det nok, når noget nyt skal løbes i gang. Det gør
mig heller ikke noget, for jeg ser at tingene vokser
mellem fingrene på os, der er ansat i jobklubben. Vi
gør en forskel for de kvinder, og det er pragtfuldt at
kunne gøre noget godt hver dag.
”BARE EN FØRTIDSPENSIONIST”
MEN HUN ER CHEF OG SØSTER
FOR KVINDERNE I JOBKLUBBEN
Kvinderne betragtede mig i begyndelsen som ”chef”.
De troede at jeg havde en høj uddannelse. Nu har de
forstået, at jeg er én af dem. De holder om mig, og
siger jeg er en ”søster”. Men de ser også op til mig.
På en måde bliver jeg et forbillede for dem, fordi jeg
er god til dansk. Og det er rigtigt. Jeg har jo boet i
Danmark siden jeg var fire år. Men sagen er, at mit
dansk har udviklet sig yderligere, siden jeg påtog
mit dette arbejde. Nu sidder jeg til møder med en
masse uddannede og kloge mennesker.
I begyndelsen var det meget stressende for mig.
Sådan er det ikke i dag. Nu elsker jeg det. For jeg
ved, at når de spørger, så svarer jeg. Og så siger de
”nå – sådan”. Jeg kan fortælle dem noget, de ikke
ved, trods al deres uddannelse. Jeg mærker at jeg
kan forklare selv indviklede problemstillinger. Det
får mig til at vokse. Og jeg forklarer kvinderne at
nøglen til deres fremgang går igennem at forstå og
tale dette sprog på et højere niveau, end de gør i dag.