"Et indre kvarterløft". - Sønderbro Horsens

DET LANGE SEJE TRÆK
Her følger et eksempel på, hvordan Sønderbrogruppen
samtidig arbejdede med langtidsplanlægningen.
Som langsigtet mål havde vi jo beskrevet, at vi
ønskede et samarbejde mellem alle de boligforeninger,
der havde boliger på Sønderbro. Mange mente
det var urealistisk, fordi disse boligforeninger var
kendetegnet ved at ligge i indbyrdes konkurrence
om lejernes gunst.
Den første privat-ansatte socialrådgiver i Axelborg
Beboerhus, fortæller: ”Odinsgaard, som har en masse
boligblokke liggende tæt på Axelborg, var først til at
sige ja til samarbejdet. Efter deres almindelige skepsis,
ændrede de syn på samarbejdet, da vi tilbød at
lægge nogle af aktiviteterne fra vores ”Liv og glade
dage”-arrangement ned mellem deres boligblokke.
Bl.a. flyttede vi den store hoppeborg og en tryllekunstner.
Det hjalp, at Sønderbrogruppen og AAB
pludselig kunne give dem noget. Indtil da syntes
de mest at Axelborg gav dem problemer. Da først
Odinsgaard begyndte at deltage i vore møder, blev
”Beringsgaarden” også interesseret, selv om deres
lejligheder lå længere væk. En medvirkende årsag
til, at alle tre boligforeninger meldte sig til møderne,
var også rygtet om, at AAB havde held til at få deres
lejligheder udlejet, efter den store renovering. Det
faktum interesserede dem.”
Men én ting var at få de konkurrerende boligforeninger
til at sidde i samme lokale. En ganske anden ting
at få dem til at arbejde sammen i dybden. Den første
socialrådgiver siger: ”Det gik egentlig forbavsende
hurtigt med at få dem til at forholde sig til den store,
brede dagsorden om Sønderbro. Men det langsigtede,
tætte samarbejde kniber det vist stadig med«
Dette bekræftes af forretningsføreren for AAB,
som siger: ”Jeg har for længe siden foreslået mine
kolleger i de tre andre boligforeninger, at vi burde
have en fælles database og hjemmeside, så boligsøgende
borgere kun behøver at klikke på denne ene
side for at få alle tilbud. På længere sigt kunne man
også forestille sig en fælles administration. Det ville
give os fordele. Tænk hvis én forretningsfører kunne
tage sig af ”byggeri”, en anden kunne specialisere
sig i aktier og obligationer og en tredje specialisere
sig inden for ”den bolig-sociale” indsats. Det ville
frigøre en masse kræfter, i forhold til situationen i
dag, hvor alle forretningsførere skal kunne det hele
lige godt.
18
Det kan vi ikke. Paletten er for bred. Men tiden
har åbenbart ikke været moden endnu, og vi må jo
også konstatere, at vi ikke har fælles interesser over
hele banen. Når kommunen fx skal have bygget nye
ældreboliger, eller have moderniseret de gamle, så
forhindrer konkurrence-elementet os i at tænke rationelt
i lang tid. I sådanne perioder skrumper samarbejdet.
Det må vi være ærlige og indrømme.”
Hermed ikke sagt at det har været betydningsløst
at bringe boligforeningerne sammen. Faktisk blev
møderne i Sønderbrogruppen – og AAB’s enlige
beboerrådgiver – startskuddet til det boligsociale
arbejde i byen som helhed. Et samarbejde, hvor
boligforeningerne først enedes om at deles om den
ene beboerrådgiver. Siden fik man såvel staten som
kommunen til at medfinansiere, så der sidenhen blev
råd til tre beboerrådgivere i Horsens.
Med de første solide succeser i hus, var det i 1993
tid til at sætte sig nye mål, og ”inddrage” nogle
af de partnere, vi ikke havde haft forbindelse med
de første år. I og med at AAB ikke længere var
eneste boligforening i gruppen, var det naturligt at
skifte navn til ”Sønderbrogruppen”. Det blev tid at
skifte socialrådgiver-funktionen i Axelborg ud med
en ”beboerrådgiver”, der i løbet af de kommende
år fik til opgave at hjælpe beboere på Sønderbro,
uanset hvilken boligforening, man boede i.
Dette skifte til ”Vi på Sønderbro” er et af de helt
store holdningsmæssige skred.
Uden dette »vi« havde det ikke været muligt at
tænke ”Sønderbrobladet”, og gøre det til en institution.
Uden dette »vi« havde det været utænkeligt
at gennemføre fælles fastelavns-fester og Sct. Hansaftener,
sådan som de nu kom i en lind strøm med
mange hundrede deltagere hver gang i de kommende
år.
Det var netop i forbindelse med Sct. Hans-arrangementet
i 1995, at det for første gang lykkedes for
alvor at involvere den lokale skole i Sønderbrogruppens
arbejde.
Den 1. maj 1995 blev et vendepunkt i så henseende.
Vi havde for længst indset, at vore møder ikke
skulle lanceres som ”ekstra arbejde”, men som en
mulighed for at være opdateret - og være med i en
succes. Denne formiddag opsøgte vi skolens ledelse
og overtalte den til at lægge udendørs areal til årets
Sct. Hans Fest, idet vi kunne se at vi havde brug
for mere plads, end de forrige år. Initiativet krævede
ikke noget af skolen, idet vi selv stod for alle forberedelser
og oprydning. En vellykket Sct. Hans Fest