"Et indre kvarterløft". - Sønderbro Horsens

FAKTA JAKARTA DEKLARATIONEN
I 1997 holdt WHO sin 4. internationale konference om sundhedsfremme i Jakarta, Indonesien. Det foregik
under titlen: ”Nye aktører i en ny æra”.
I deklarationen står der bl.a.: ”Undersøgelser og case-studier foretaget rundt om i verden giver et overbevisende
vidnesbyrd om, at sundhedsfremme virker. Sundhedsfremme-strategier kan ikke alene udvikle
og ændre livsstil, men også ændre de sociale, økonomiske og miljømæssige betingelser, som er bestemmende
for sundheden.
Sundhedsfremme er en praktisk metode til at opnå større lighed i sundhed”…”Sundhedsfremme
skabes af og med mennesker, ikke fra og til mennesker. Sundhedsfremme gør det enkelte menneske
bedre i stand til at handle. Sundhedsfremme sætter grupper, organisationer eller lokalsamfund i stand til
at øve indflydelse på de sundheds-bestemmende faktorer”
Og man siger: ”Det er nu klart bevist, at en bred indfaldsvinkel til sundhedsudviklingen er den
mest effektive”. Man konstaterer, at arbejdet kan lykkes såvel i små miljøer som ”torve, skoler, arbejdspladser,
øer som i lokalsamfund, kommuner, byer og mega-byer”.
Men den brede indfaldsvinkel kommer ikke af sig selv: ”Der er et tydeligt behov for at nedbryde traditionelle
grænser indenfor den offentlige sektor, mellem officielle og frivillige organisationer – og mellem
den offentlige og private sektor”, Konferencen præciserer: ”Sundhedsfremme kræver fællesskaber for
sundheds- og social udvikling på alle niveauer mellem den offentlige og den private sektor. Eksisterende
fællesskaber skal styrkes, og potentialet i nye fællesskaber skal udforskes”.
Videre: ”For at sikre en infrastruktur for sundhedsfremme er det nødvendigt at finde nye veje til finansiering
lokalt, nationalt og globalt”….”nye og anderledes netværk må dannes for at opnå tværsektorielt
samarbejde”.
Konferencen, der under Gro Harlem Brundtlands ledelse havde inviteret adskillige multinationale firmaer
med i diskussioner, analyse- og skrivearbejdet, understreger igen og igen, at man ingen vegne når
uden ”nye partnerskaber med den private sektor”.
Deklarationen taler om ”de sundheds-bestemmende faktorer, der:
1) skal skabe den størst mulige fremgang i folkesundheden
2) skal yde betydelige bidrag til at formindske uligheder i sundheden
3) skal sikre personlige rettigheder og opbygge social velstand”
Konferencen ser ”fattigdom som den største trussel mod sundhed”.
Der opremses 13 meget konkrete forudsætninger for sundhed.
Man kan gå listen fra Jakarta igennem og spørge sig selv, hvor mange af disse faktorer, der er opfyldt
i éns eget ”problemområde”? Ligesom man kan spørge sig selv, hvor mange ”partnerskaber” man har
indgået med den private sektor? WHO/EURO, Østerbro, København. Tlf.: 39 17 17 17
17