"Et indre kvarterløft". - Sønderbro Horsens

15 års erfaringer fra Sønderbro Horsens

S. 3: Forord
I N D H O L D:
S. 4-7: Resumé til den travle læser
S. 8: By-kort og statistik angående Sønderbro, Horsens.
S. 9-10: Glem ikke områdets styrke-sider!
S. 10-12: Problemer og kriminalitet
S. 12-13: »Fælles vision« - en nødvendighed
S. 13-14: Vi stykker helheden sammen
S. 15: Syv strategiske indsatsområder
S. 15: Flad struktur - høje resultater
S.16-19: Kort- og langsigtede mål: Små, synlige successer og langt, sejt træk
S. 20-22: Små, beslutnings-dygtige enheder
S. 22-24: Sundhedsfremme & »empowerment« - er din organisation klar?
S. 24-29: Praktiske eksempler på empowerment/selv-oprejsning
S. 29-31: »Social kapital« skal bruges til at bygge broer
S. 32-34: Vore seneste bro-forbindelser
S. 34: Dialektikken: Bottom-up/Top-down
S. 34: Sådan kontakter du os!
S. 35: Søren Ryge om sparsomme resursers udnyttelse på Sønderbro
Denne tryksag er blevet til i samarbejde med Velfærdsministeriets Boligfaglige Område. Vi skylder afdelingen
stor tak for det gode samarbejde og for økonomien til at udarbejde og mangfoldiggøre denne rapport,
som også kan rekvireres fra Sønderbro Kulturhus i uddybet form - som et undervisningsmateriale.
Alle formuleringer er 100 % forfatterens ansvar.
Tekst: Flemming Holm, Sønderbro Kulturhus
Tegninger: Jens Julius, Horsens Folkeblad
Tryksted: OK Grafisk Produktion, Horsens
Oplag: 2000
Tryk-år: 2007
2
I forbindelse med denne udgivelse,
er der udviklet en hjemmeside:
www.soenderbro-horsens.dk
af skoleleder Mogens Falk
med teknisk bistand af
OK Grafisk Produktion, Horsens.

FORORD
Det begynder med store vanskeligheder. Det begynder
med at både beboere og boligforening oplever
nødvendigheden af en ny begyndelse. Men nogen
skal sørge for at de mødes og sætter ord på det,
der går dårligt. Det begynder med at de udvikler
tanker om, hvad der vil gøre godt nu – og på længere
sigt. Det begynder med at beboere og boligforening
beslutter sig for, at de har brug for nogle hjælpere og
kalder hjælperne sammen.
Det begynder at ligne en plan med noget, der skal
ændres nu - og noget, der skal ændres på længere
sigt. Det begynder at ligne en vision, som også andre
kan få øje på og forholde sig til.
Det begynder med nogle få ildsjæle, der kan tåle
at gå op ad bakke i modvind et par år – uden at ilden
blæser ud. Det begynder med ildsjælenes engagement.
Og det begynder med de små succes’er, der får
ilden – og optimismen - til at brede sig.
Det begynder med at mange af de ”tunge” samarbejdspartnere
nægter at involvere sig. Fordi chancerne
for at vende udviklingen er så små. Og ”vi
tager kun de kampe, vi har chance for at vinde” -
ikke sandt?
Det begynder med at nogle har tabt så meget og
så længe, at de ikke er bange for at tabe endnu en
gang. Derfor stiller de op og er klar til at gøre deres
indsats igen.
Selv om håbet om forandring – visionen - nu er
blevet en lille, lysende prik i det fjerne. På størrelse
med noget, der kan puttes i en tændstikæske.
3
Det begynder med at nogle af hjælperne lægger en
lup hen over tændstikæsken.
Det begynder med at æsken eksploderer i sol og
uventet belysning – og det begynder med at ilden
breder sig derfra.
Den lille lysende prik ender med at blive en
fælles vision, der kan bære forandringerne igennem
over de næste 15-20 år...
Her er beretningen om mål, midler og metodeudvikling
på Sønderbro i Horsens, siden begyndelsen
af 1990-erne. Hvordan vi gradvist har koblet teorierne
om sundhedsfremme, empowerment og social
kapital sammen i vores daglige arbejde.
Vi står til rådighed med uddybning. Vi er åbne
for studiebesøg, og arrangerer gerne workshops og
kurser. Planlagt med udgangspunkt i Jeres behov.
Stor tak til beboerne på Sønderbro, der styrer og
inspirerer arbejdet med urokkelig tro på at Sønderbro
er deres dejlige hjem – men også deres daglige
ansvar. Tak også til Socialministeriet, der fik øje
på vore anstrengelser. Tak fordi man fandt at vores
arbejde med at skabe ”et indre kvarterløft” er så vigtigt,
at man bevilgede penge, så vi fik tid til at se
vores eget udviklingsarbejde ”over skulderen” – og
trække de vigtigste pointer ud af bl.a mødereferater
fra de sidste 15 års arbejde.
I 15-20 år har vi arbejdet med ”et indre kvarterløft”
på Sønderbro. Vi kan derfor tilbyde en ”projekt-model”,
der er godt gennemprøvet – og med
betydelig succes.
Håbet er, at materialet kan finde vej til alle dem,
som i dag spekulerer over, hvordan de kan ændre
udviklingen til noget bedre i det lokalområde, hvor
de bor – eller hvor de har ansvar.
Hver en linie er tilegnet dem, der sidder midt i
problemerne i dag.
Flemming Holm, Sønderbro Kulturhus.

1.
I et »indre kvarterløft« begynder arbejdet med at
identificere områdets styrkesider, og finde resurserne/
resursepersonerne, der bor/arbejder i området. På s.
10 kan man læse om, hvordan man laver en »styrkeprofil
af et lokalområde«.
Det er fristende, at skynde sig med at igangsætte
aktiviteter, der retter sig mod alle svaghederne. Men
det er resursekrævende, og inden længe er der ikke
tid og kræfter til at tænke i helheder. Det er netop
»helhedstænkning«, der har medført markante resultater
på Sønderbro. Vores nedgang i hærværk og kriminalitet
på 50-75 % skyldes ikke en målrettet byge
af aktiviteter, rettet mod hærværk og kriminalitet!
Men helhed i tanke og handling.
På side 15 er oplistet 7 strategiske indsatsområder.
2.
Det afgørende er vilje og kreativitet hos igangsætterne.
De må begynde med at formulere udkast til
en »vision«, som kan cirkulere og tiltrække nye partnere
- indtil visionen er tilstrækkeligt udviklet, så
den kan tjene som en »fælles vision« - og det fyrtårn,
man sammen arbejder sig frem imod.
Læs s.12-13
3.
Hvis man har ambitioner om at nå et helt andet sted
hen med trivslen i lokalområdet, og nå helt nye mål,
må man - logisk nok - også organisere sig på en
helt ny måde. Hvis de eksisterende organisationer
havde kunnet løse problemerne, ville det være sket
på nuværende tidspunkt.
Vi anbefaler, at man organiserer sig i en flad - eller
rund -struktur. Der bør være kort afstand fra ide til
handling, når der er brug for det - men også tid til at
»skynde sig langsomt«, når der er brug for det.
Vores Sønderbrogruppe har aldrig haft nogen formand,
eller kasserer! Vores interne byrokrati er
begrænset til en koordinator, der fungerer som sekretær
for gruppen. Det er herfra mødeindkaldelser og
referater sendes ud.
RESUMÉ TIL DEN TRAVLE LÆSER
4
Sønderbrogruppens mange frivillige medlemmer
- herunder mange professionelle, der arbejder i
lokalområdet - boltrer sig i denne flade struktur.
Strukturen åbner for en sluse af initiativer - og et
lille hav af arbejdsgrupper, som er selvstyrende
(læs s. 15 og s.20-22).
4.
Da vores fælles vision er blevet kogt ned til »Sundhed
For Alle på Sønderbro«, er det oplagt, at metode
no. 1 for os er »sundhedsfremme« - som udviklet og
beskrevet af Verdenssundhedsorganisationen WHO.
For at arbejde sundhedsfremmende skal man kunne
igangsætte - og følge op på - »den proces, der gør at
mennesker får herredømme over eget liv«.
Man skal indrette sin organisation, så der bliver
plads til masser af borger-initiativer (»Borgerinddragelse«).
Og man må hele tiden øve sig i at arbejde
»på tværs af sektorer« (privat- frivillig- og offentlig
sektor). Læs uddrag af Ottawa Charteret s. 13 og
Jakarta Deklarationen s. 17.
5.
Et problem er imidlertid, at ikke alle egner sig til
at arbejde med empowerment. Som fagperson - og
menneske - kan man være nødt til at »aflære« en
del uvaner. Hvoraf den største er, at ville hjælpe,
definere og gøre arbejdet for andre. Det er alt andet
end produktivt, hvis empowerment betyder at mennesker
skal »opnå kontrol over eget liv. At opnå
kontrol over de kritiske og afgørende faktorer i ens
liv, der holder én fast i undertrykkelse eller afmagt«
(som Maja Lundemark så rammende udtrykker det i
bogen »Empowerment på dansk«).
Empowerment betyder et endegyldigt farvel til den
gamle ekspert-rolle. Men god dag til en langt mere
glædelig rolle som »fødselshjælper« i arbejdet med
at få beboere og klienter til at indse, at de er de
egentlige eksperter på deres eget liv - og til at turde
påtage sig ansvaret.
Læs s. 22-29

6.
Et andet grundlæggende problem er, at mange af
vore organisationer er bygget op efter nogle principper,
der - utilsigtet - vil komme til at spænde ben for
empowermentarbejdet.
Det gælder både i de frivillige organisationer og i
den private- og den offentlige sektor.
Mange gode viljer oplever sig bundet og afmægtige
midtvejs i en organisation, hvor der er alt for
langt fra pyramidens bund til pyramidens top.
Kan din organisation:
- arbejde på borgernes betingelser?
- Uddelegere opgaver og ansvar til borgerne?
- Arbejde fleksibelt efter borgernes
behov?
- Stå for menneskelig troværdighed?
- Yde hjælp-til-selvhjælp
- Sikre at borgeren forbliver en aktivt
handlende personlighed, kreativ m.
selvværd?
Hvis ikke må organisationen tunes til at kunne disse
ting. Der må ske en »selv-empowering«. Læs mere
s. 22-24.
7.
Man kan sagtens få mere magt ved at dele ud af den.
Det oplevede fx forretningsfører Erik Krogh, Arbejdernes
Andelsboligforening.
Årsagen er, at hvis man begynder at bruge empowerment-værktøjet
i sit daglige arbejde, opdager
man at empowerment skal forståes som udvikling af
magt.
Ikke magt over andre, men magt til - primært
at tage vare på og forme sit eget liv, og forandre
det, man ønsker. Selve ordet empowerment er gennemsyret
af magtbegrebet og en forståelse af magt,
som ikke er i overensstemmelse med den generelle,
paternalistiske forståelse af magt som et 0-sums spil,
hvor der findes en bestemt mængde. Altså: Hvis
nogen får mere magt, betyder det mindre magt til
andre.
Her opereres med en anderledes forståelse af magt.
Jo mere der udvikles, jo mere bliver der af den.
Læs om den nødvendige magtudvikling på s. 28-29
8.
Det kan vise sig at være en vigtig nøgle til beskæfti-
6
gelse af kvinder med udenlandsk baggrund, at åbne
en jobklub i lokalområdet - og lade en kvinde med
udenlandsk baggrund få den daglige ledelse af klubben.
På Sønderbro blev det en gift, tyrkisk førtidspensionist,
og mor til fire, som påtog sig opgaven.
På knapt et år har hun formået at engagere 48 kvinder
i at lære bedre dansk, lige som deltagerne arbejder
med motion og dansk arbejdskultur. Deltagerne
kommer fra det, Regeringen kalder matchgruppe 4
og 5 (de grupper, der skønnes at ligge længst væk fra
at kunne opfylde kravene på det danske arbejdsmarked).
30 har været i praktik, 20 er kommet i ordinær
beskæftigelse, 10 har fået job m. løntilskud. De
resterende har fået redskaber til at komme videre og
tilbud om job som frivillige i lokalområdet. Alle tidligere
myndigheds-forsøg med disse kvinder er endt
resultatløst. Overfor en medsøster føler de sig imidlertid
trygge og tør folde sig ud. Ren empowerment
og selv-oprejsning. Læs s. 26-28.
9.
Det er ikke individet, der er samfundets drivkraft -
og det er ikke fællesskabet. Drivkraften er individet
i fællesskabet.
Sådan lyder én af erkendelserne bag metoden om
at udvikle lokalområdets sociale kapital.
Den førende forskning på området konstaterer, at
enkeltindivider desværre i stigende grad falder ud af
fællesskaberne - hvis de da ikke ligefrem udstødes.
Det gør livet mindre rigt og dagligdagen mindre produktiv.
Både individ og samfund taber, hvis ikke vi
gør noget nyt.
Arbejdet med at udvikle lokalområdets »sociale
kapital« er afgørende for succes’en i et kvarterløft
(ydre som indre løft). Læs om teori og praksis på s.
29-31.
10.
Arbejdsløsheden på Sønderbro er tre gange så høj
som i resten af Horsens. Sammen med de tre største
boligforeninger i området er vi i færd med at udvikle
en »Helhedsplan for beskæftigelse på Sønderbro,
2007-2012«. Beboere og myndigheder laver planen
sammen. Vi har skaffet 13 mio. kr. til at komme i
gang.
Læs s. 32-33.

Hvordan kan man både være aktiv og sætte mange
processer i gang, og samtidig analysere sin egen indsats?
Det er nærmest umuligt.
På Sønderbro har vi lavet en aftale med Syddansk
Universitet (læs s. 14).
En antropolog arbejder på en Ph.d-afhandling om
vores arbejde med at udvikle Sønderbro, sådan at vi
kan korrigere kursen i tide ved at se os selv udefra.
Sammen med Syddansk Universitet har vi udviklet
en ny forsknings-disciplin, som vi kalder »Social
Immunologi«. Den vil blive udviklet i de kommende
år, i samarbejde med gode kolleger fra universiteterne
i Newcastle, Lissabon og Trnava (Slovakiet),
og beboere fra vanskeligt stillede boligområder i
disse byer.
Læs om forskning og internationalt samarbejde i
afsnittet »Vore seneste broforbindelser«, samarbejde
med Syddansk Universitet. s 14 og 32.
12.
En nøgle til at få sat gang i den »positive spiral«,
er at bruge tid på en informationsplan. Sørg for at
informationsansvaret ikke bliver delt mellem flere
Overskrifter i Horsens Folkeblad
i starten af 1990’erne
7
personer, som kan skubbe ansvaret rundt imellem
sig. Én ansvarlig kan sagtens uddelegere opgaver
til en informationsgruppe, så skolebørnene hjælper
med at uddele informationer til opgange og butikker
og kunstnere af alle slags bliver involveret i at
informere med hver deres kunstart. Logo, mærkater,
sange, teater-happenings og gavlmalerier.
Den informationsansvarlige sørger hele tiden for
at lokalpressen er velinformeret om udviklingen -
både frem- og tilbageskridt. Den informationsanonsansvarlige
udarbejder en liste over interesserede
journalister på regionale og landsdækkende massemedier.
Disse kontaktes, når større begivenheder er
på vej.
Det er afgørende, at den informationsansvarlige
kender alle elementer i »nyhedskriteriet«, som vore
massemedier redigeres efter. Kun ved at kende disse
elementer grundigt, kan man »slå hul i lydmuren«,
når der er brug for det.
Vi arrangerer gerne studiebesøg, workshops og seminarer
om de emner, du ønsker uddybet.
Ring og få en aftale på 76 25 00 64.
(Flemming Holm).
Axelborg blandt det
ringeste nye byggeri
Axelborg voldens centrum
Barn overfaldet i Axelborg

STATISTIK
I Sønderbro området bor der ca. 9.000 beboere.
Beboerne er gennemsnitligt noget yngre, end befolkningen i hele Horsens Kommune. 62 % på Sønderbro er under 35 år
og godt 10 % er mellem 50 og 66 år. Kun 4 % er over 67 år. Til sammenligning er næsten 22 % i hele Horsens Kommune
over 67 år.
44 % af beboerne på Sønderbro er enlige uden børn. Et særligt kendetegn ved området er dog også antallet af enlige med
børn. Det gælder for 18 % af beboerne - mod kun 6 % i hele kommunen.
En meget stor del af beboerne på Sønderbro har en anden etnisk baggrund end dansk - især i Axelborg. Det gælder hele
39 % - mod tilsvarende godt 9 % i Horsens Kommune. I Axelborg udgør flygtninge/indvandrer-gruppen 58 %
Mere end 95 % af beboerne med ikke-dansk baggrund kommer fra ikke-vestlige lande. Den største nationalitetsgruppe
kommer fra Tyrkiet. Men også Irak, Iran, Sri Lanka, Libanon og Palæstina - lige som landene fra det tidligere Jugoslavien
er repræsenteret blandt beboerne. På den lokale skole tales henved 40 forskellige sprog…
Arbejdsløshedsprocenten på Sønderbro er tre gange højere, end i Horsens Kommune som helhed.
Den gennemsnitlige bruttoindkomst for beboerne var i 2004 ca. 71.000 kr. lavere, end i byen som helhed. I Axelborg
endnu lavere. En gennemsnitsindkomst i Axelborg lå i 2003 på 132.002 kr., og i Sønderbro-området 147.717 kr, mens
den gennemsnitlige indkomst i hele Horsens lå på 210.911 kr.
I 2003 modtog hele 80 % af beboerne i Sønderbro-området indkomsterstattende ydelse. Nogle dog kun forbigående.
(Kilde: LG INSIGHT)
8

LOKALOMRÅDET – PROBLEM OG
RESURSE
Når man står midt i et boligområde, hvor hærværk,
kriminalitet, dårlig integration, arbejdsløshed, misbrug
og sårbare familier er områdets synlige kendetegn,
er det en hyppig og forståelig fejltagelse at
fokusere uafbrudt på alle disse problemer. Gør man
sin indsats synonym med ”problemløsning”, risikerer
man, at problemerne forstørres i alles bevidsthed
og dermed kommer ud af proportion. Man udvikler
måske strategier og handleplaner, der skal løse hvert
enkelt problem effektivt og målrettet. Men tingene
skal ses i sammenhæng, hvis indsatsen skal batte
noget.
Når man planlægger den langsigtede, mere strategiske
indsats, bør man derfor tage udgangspunkt i
områdets resurser og muligheder.
TÆNK LANGT UD I FREMTIDEN
I boligområdet har vi mulighed for at tænke rigtig
langt ud i fremtiden – og lov til at gå efter selv ”det
FAKTA
SWOT-ANALYSE.
De frivilligt forsamlede beboere, ejendomsfunktionærer,
ansatte, handlende og myndighedspersoner
bliver placeret i grupper på tværs, og
gives tid til at diskutere fire emner:
A) Styrker (= Strengths) ved lokalområdet.
B) Svagheder (= Weaknesses) ved lokalområdet,
C) Muligheder (Opportunities) for lokalområdet,
D) Trusler (Threats) mod lokalområdet.
For hvert emne oplister hver gruppe sine bud
på områdets styrker, svagheder, muligheder og
trusler på flip-over papir. Papiret hænges op
på væggen i lokalet, så alle kan se hinandens
resultater.
Grupperne præsenterer deres bud for hinanden.
Som afslutning på analysen, vedtager man i
fællesskab nogle fælles handlinger. Der sættes
navne på, hvem der gør hvad – og en tidsplan
aftales.
Værkstedslederne/arrangørerne af SWOTanalysen
sørger for at samtlige deltagere nogle
dage senere modtager analyse + aftalte handlinger
og tidsplan med posten – evt. elektronisk.
Så alle ved, hvem der nu skal gøre hvad.
9
umulige”, hvis vi synes det er rigtigt. Den frihed har
vi grebet, og den bærer os mod stadigt mere ambitiøse
mål.
På Sønderbro gik vi ikke i gang med en målrettet
indsats mod kriminalitet og hærværk, selv om det
var fristende. Der blev dog taget enkelte, nødvendige
skridt: Arbejdernes Andels Boligforening nedlagde
de små, 1-værelses lejligheder og kælderværelserne,
hvorfra en del narkotika-handel foregik. Værelserne
blev slået sammen, og de små lejligheder ”genåbnede”
som ungdomsboliger til studerende.
En omfattende, fysisk renovering af alle lejligheder
blev fulgt til dørs med megen offentlig omtale. Den
megen omtale og fokus på forandringerne fik også kriminelle
elementer til at flytte, idet de netop ikke har
brug for ”projektørlys” til deres lyssky forretninger.
Indsatsen i området blev igangsat ved at planlægge
den langsigtede – bredt funderede – sundhedsfremmeindsats
i Axelborg. En indsats der senere skulle
omfatte hele det Sønderbro, hvor Axelborg ligger.
Et af emnerne, vi hurtigt var enige om, hed
”Fælles Information” – men hvordan? Skolen havde
sit eget blad, kirken sit eget, hver boligforening sit
eget osv. Nu besluttede vi at oprette en fælles redaktion
og udgive 1 fælles blad for hele Sønderbro.
Et blad, der skulle husstandsomdeles. Heri har alle
beboere gennem årene kunnet orientere sig om stort
og småt, hvilket har betydet meget for gennemslagskraften
af beslutningerne i Sønderbrogruppen.
I bladet har man kunnet følge de store, beboerstyrede
initiativer, fx indsamling af midler til byggeriet
af Sønderbro Kulturhus, finansieret af området selv!
AXELBORGS HISTORIE
Axelborg i slutningen af 1980-erne og begyndelsen
af 1990-erne var ikke noget kønt syn. De velfungerende
mennesker, der i 1970-erne flyttede ind i det
moderne højhusbyggeri, og oplevede prestige ved
at bebo de nye lejligheder, var for længst flyttet ud
igen.

FAKTA
STYRKE-PROFIL AF LOKALOMRÅDET
I stedet for den problem-fikserede ”fejlfindermodel”,
udarbejdes en ”styrkeprofil” – i pagt med
principperne for sundhedsfremme.
Her ifører man sig ”talentspejder-briller” og
finkæmmer området for potentiale og (menneskelige)
resurser.
Målet er, at mobilisere det overskud, der gør
beboerne robuste overfor dagligdagens og livets
stress-faktorer. Målet er, at beboerne lærer at
håndtere udfordringer og belastninger, og bliver
opmærksomme på sammenhængene i deres
eget liv – og sammenhængene mellem deres
indsats i lokalsamfundet og dette lokalsamfunds
muligheder for at udvikle sig tilfredsstillende.
Metoden består i at tale med beboerne i det
område, hvor de lever deres liv, og hvorfra deres
forståelse ”springer”.
Styrke-profilen bruges som fundament for
igangsætning af kort- og langsigtede planer i
lokalområdet.
De tidlige betonbyggerier i Danmark fra ti-året
1965-75 var mange steder katastrofalt dårlige. I
Axelborg havde man endvidere valgt en løsning med
flade tage på 5- og 7 etagers bygninger. Det viste sig
hurtigt at give fugtproblemer inde i lejlighederne.
Mens betonen begyndte at smuldre og vindueskarme
rådnede, begyndte beboersammensætningen
at ændre sig. De velfungerende familier flyttede ud.
Lejlighederne blev nu – for en stor dels vedkommende
- overtaget af familier og enkeltpersoner,
hvor Horsens Kommune betalte huslejen. Indflytterne
var lokale arbejdsløse og førtidspensionister.
En del viste sig at have misbrugsproblemer.
Sideløbende med denne indflytning, flyttede Horsens
Kommune nu også en stor del af byens flygtninge
og indvandrere til Axelborg. Det gjaldt især de
mange tyrkiske indvandrerfamilier fra landsbyerne
på den Anatolske højslette, flygtninge fra Iran og
Irak samt flygtninge fra borgerkrigen i Sri Lanka.
Der opstod konflikter mellem de indfødte danske
og de nye beboere. Alene duften af andre krydderier
og madvarer fra et par køkkener i opgangen
kunne bringe gemytterne i kog. Regler for børneopdragelse
var naturligvis heller ikke fælles på tværs
mellem de mange nye naboer. Det gav også problemer.
Og da flygtninge-indvandrerfamilierne heller
ikke havde redskaber til at forklare sig med – dårligt
sprog, dårlig uddannelse, en del analfabeter –
skulle det selvfølgelig ende i råben og skrigen, daglige
konflikter og hærværk.
10
Da denne udvikling var på sit højeste i slutningen
af 80-erne, kørte Horsens Politi med udrykning til
Axelborg flere gange hver dag i ugen.
Ruder blev knust, døre sparket ind, graffiti og
hærværk i lange baner. Udendørs-arealerne var
præget af (knuste) flasker og brugte kanyler. På dette
tidspunkt opstod også i Horsens dette mundheld
om Axelborg, at ”…hvis en cykel blev smidt ned
fra øverste etage, var den stjålet, inden den nåede
jorden”… Jo, de var hurtige, de beboere! Men som
mundheldet tydeligt viser, voksede også omverdenens
foragt for området. Det blev sådan, at taxaer
ikke kørte til adresser i Axelborg, og butikker ikke
gav kredit, hvis adressen var Axelborg. Beboerne i
de nærmeste boligblokke tog stærk afstand til naboerne
i Axelborg. Beboerne i Axelborg tog afstand til
hinanden og til navnet Axelborg.
FAKTA
KRIMINALITETEN PÅ SØNDERBRO, 1990-2005
Desværre har ingen forsket i politiets statistikker,
før vi fik midler til at udgive dette skrift. Da vi
jo netop aldrig har iværksat en systematisk indsats
for at nedbringe kriminaliteten, er det ikke
en opgave, nogen har påtaget sig. Det er ærgerligt
fordi nye retningslinier hos Politiet betyder,
at statistik, ældre end 10 år, automatisk slettes.
Vi kan derfor ikke komme komme tilbage til
udgangspunktet for arbejdet – den gang i midten
af 1980-erne, hvor kriminaliteten var på sit højeste.
Tidligere politiassistent, Bent Andreasen har
imidlertid hjulpet os ved manuelt at gennemgå
anmeldelser fra årene 1990 og 1995 – tal, der
ellers er strøget af statistikken i dag.
Med tak til Horsens Politi, og især Bent Andreasen,
kan vi derfor sige følgende:
I 1990 blev der anmeldt 84 indbrud/tyverier
på Sønderbro. I 1995 var tallet faldet til 61. I år
2000 var tallet 38. I 2005 blev der anmeldt 30 tilfælde.
Altså et fald på i alt 64 %
Ser vi på ”Røveri”, blev der i 1990 gennemført
3 røverier. Siden da er tallet faldet til 1 røveri i
2005.
På alle kategorier af kriminalitet, ser man et
konstant fald hen over årene. Af ovennævnte
grunde har vi dog ikke kunnet fremskaffe 1990-
og 1995-tal på den øvrige kriminalitet.
2000- og 2005-tallene ser imidlertid sådan
ud:
Anmeldt hærværk på Sønderbro år 2000: 10
stk. I 2005 er tallet faldet til 3.
Lov om euforiserende stoffer, år 2000: 27
anmeldelser. År 2005: 5 stk.
Vi ser altså, at en generel indsats for at løfte
livskvaliteten i området, er i stand til at reducere
kriminaliteten med 50-75 %.

Man sagde, at hvis en cykel blev smidt ud fra øverste etage så var den stjålet, inden den nåede jorden.
I dag siger vi, at den er lappet...
11

Dansk Flygtningehjælp havde åbnet et kontor i
bebyggelsen. Her kom nye flygtningefamilier og fik
viden om rettigheder og pligter, og flygtningehjælpen
lejede et antal lejligheder til særligt vanskelige
unge mænd.
Flygtningehjælpens kontor var imidlertid ikke
bemandet om aftenerne og i weekend’erne. På disse
tidspunkter kunne problemer mellem nye og gamle
beboere udvikle sig til åbne konflikter.
Horsens Kommune havde i perioden 1985-87
udstationeret to socialrådgivere i Axelborg. De stillede
bl.a. spørgsmålet: ”Kan man gå ud i et boligområde
og – ved at være sammen med beboerne –
trække deres ressourcer frem, således at de selv får
mod til at forbedre deres levevilkår?” Besparelser
betød dog, at socialrådgiverne blev trukket »hjem«
til Rådhuset - og spørgsmålet blev ikke besvaret.
I 1987 søgte Horsens Kommune optagelse i Verdenssundhedsorganisationen
WHO’s pilot-projekt
”Sunde Byer År 2000”. Og det skulle vise sig, at
dette langsigtede træk et par år senere fik en afgørende
indflydelse på Axelborgs udvikling.
Horsens havde i slutningen af 80-erne generelt et
dårligt ry blandt danske byer. Mest kendt var man
for Horsens Statsfængsel og ryet som ”Jyllands kirkegård”
! Politikerne tog handsken op på to måder.
Man iværksatte danmarkshistoriens første kommunale
markedsføringsplan, den omdiskuterede ”Horsens
Blomstrer”-kampagne.
Sideløbende med dette udgiftskrævende – og
hårdt kritiserede – initiativ, blev Horsens accepteret
som den 11. og sidste by i WHO´s europæiske projekt
om at udvikle ”Sunde Byer”. WHO havde ellers
kun planlagt at have 10 byer i ”pilot-projektet” fra
1987-92. Det var millionbyer som Wien, Stockholm
og Barcelona. Men Horsens insisterede på, at selv
små byer kan have massive sundhedsproblemer at
slås med, og politikerne troede på, at ”Sund By”konceptet
– med en international bølge af inspiration
og initiativer på forebyggelsesområdet – kunne være
med til at give hele Horsens en ”ny begyndelse”.
12
FÆLLES VISION:
SUNDHED FOR ALLE PÅ SØNDERBRO
Arbejdernes Andels Boligforening ønskede selvsagt
at ændre på den håbløshed og stagnation, der prægede
området i slutningen af 1980-erne og begyndelsen
af 90-erne. Boligforeningen havde i 1991
skaffet sig økonomisk frirum til at renovere facader
og udbedre hærværket i og omkring Axelborgs lejligheder.
Man henvendte sig i ”Sund By Butikken”, hvor
Horsens Kommune siden 1987/88 havde arbejdet
med at oversætte – og omsætte - Ottawa Charteret
fra 1986 om ”Sundhedsfremme” til lokal handling.
Arbejdet med at udvikle Horsens til en ”Sund By”
foregik ud fra WHO´s brede sundhedsbegreb, som
lyder: ”Sundhed er ikke blot fravær af sygdom, men
menneskets totale velbefindende – fysisk, psykisk og
socialt.” Denne sundhedsanalyse gjorde vi til vores
foreløbige vision for arbejdet med Axelborg og Sønderbro.
»FYSISK, PSYKISK OG SOCIALT
VELBEFINDENDE«
AAB fik derfor det råd at tænke på beboernes ”totale
velbefindende – fysisk, psykisk og socialt”. Og den
grænseoverskridende tanke opstod, at boligforeningen
skulle prøve at overføre WHO´s brede sundhedsbegreb
fra enkeltindivid til et helt boligområde.
Hvis sundhed først kan udvikle sig, når man
har velbefindende på de nævnte tre områder, skulle
boligforeningen kombinere den fysiske renovering
med den psykiske- og den sociale renovering...
AAB hyrede byens første privat-ansatte socialrådgiver
og opførte et dejligt ”beboerhus”, hvor socialrådgiveren
nu kunne mødes med beboerne. Sammen
med de første interesserede beboere, afdelingsbestyrelsen
i Axelborg, Dansk Flygtningehjælp i Axelborg,
en socialrådgiver fra Horsens Kommune og
Sund By Butikken blev der nu opstillet mål for
arbejdet. Både kort- og langsigtede mål. De kortsigtede
mål handlede om at hjælpe beboerne til at
skabe fælles aktiviteter for familierne i bebyggelsen.
De langsigtede mål gik på at få skabt et samarbejde
mellem de tre store boligforeninger i området.
I 1993 skiftede ”Axelborgruppen” navn til ”Sønderbrogruppen”,
idet stadigt flere partnere syntes,
at visionen om at udvikle området til et mønster-
og udviklingsområde for ”folkesundhed” var spændende
og attraktiv.

Vi fulgte WHO´s anvisninger fra ”Ottawa Charteret”
om at bruge metoderne ”borgerinddragelse” og
”Tværsektoriel handling” som løftestænger.
Kriminaliteten i området var stadig iøjnefaldende,
men alle de nye, positive aktiviteter, der udsprang fra
”Sønderbrogruppen” og aktivitetsgrupperne i Axelborg
Beboerhus sørgede vi for, blev omtalt i massemedierne.
Derfor blev det stadigt lettere at rekruttere
nye, frivillige resursepersoner til arbejdet. Tre krum-
FAKTA
SUNDHEDSFREMME 1: OTTAWA CHARTERET
I 1986 samles 212 sundhedspraktikere og teoretikere
fra alle kontinenter til WHO-konference
i Ottawa, Canada. Her analyserer man sig frem
til at de, der vil arbejde ”sundhedsfremmende”,
skal sætte processer i gang, som ”gør mennesker
i stand til i højere grad at være herre
over og forbedre deres sundhedstilstand.” Afgørende
er altså at lære sig processen, hvor
borgerne/beboerne vokser – ikke fagpersonen/
eksperten..
I Charteret står bla.: ”Sundheden fremmes
gennem en konkret og effektiv indsats i lokalmiljøet,
hvor man prioriterer, tager beslutninger,
planlægger og gennemfører strategier for
at opnå en bedre sundhedstilstand. Centralt i
denne proces er styrkelsen af lokalsamfundene,
deres ret til selvforvaltning og til at styre deres
egne projekter og skæbne.
I udviklingen af lokalsamfundet trækkes der
på de menneskelige og materielle ressourcer,
som findes dér, for at øge menneskers evne til
at hjælpe sig selv og andre, og for at udvikle
fleksible systemer, som styrker befolkningens
deltagelse i – og opmærksomhed på – sundhedsspørgsmål.”
Det slås fast, at ”sundhed er en ressource i
dagligdagen, og ikke selve livets formål.
Sundhedsfremmende indsats stræber imod
at forbedre livskvaliteten for alle gennem en
aktiv støtte.
Sundhedsfremmende initiativer har til formål
at reducere forskelle i den nuværende sundhedstilstand,
og sikre alle muligheder og midler
til at opnå deres bedst mulige sundhedstilstand.
Dette indebærer en sikker forankring i et støttende
miljø” Understregninger i teksten skyldes
forfatteren – ikke WHO).
Ottawa Charterets førsteudgave på dansk
skyldtes Komiteen for Sundhedsoplysning, 1988.
I dag kan hele teksten købes hos Statens Institut
for Folkesundhed (S.I.F.), tlf.: 39 20 77 77.
13
tapper i lokalarbejdet lod imidlertid vente på sig:
Skolen, kirken og det lokale erhvervsliv.
VI STYKKER HELHEDEN SAMMEN
Efter endnu et par år med stadigt mere positiv omtale
af ”Sønderbrogruppens” aktiviteter ændrede dette
sig. Fra midten af 90-erne indgik også disse partnere
på lige fod med beboere, boligforeninger, politi,
idrætsforening, daginstitutioner, handlende, sundhedsplejerske,
socialrådgivere og repræsentanter for
etniske grupperinger på hele Sønderbro.
Det krævede dog konstante opfordringer, parret med
positiv omtale i massemedierne.
Med den tværsektorielle metode og princippet
om ikke at igangsætte arbejdsgrupper uden minimum
to beboere har vi gradvist kunnet nærme os det
helhedssyn på arbejdet, der er forudsætningen for
at løfte visionen om ”Sundhed For Alle på Sønderbro”.
Sønderbrogruppen består i dag af 45 aktive, frivillige.
Gruppen har underopdelt sig, så én gruppe
er ansvarlig for ”Sønderbro Information”, (se s. 20)
der udgiver ”Sønderbro Bladet 3 g. årligt og konstant
udvikler på hjemmesiden www.soenderbrohorsens.dk
En anden gruppe – ”Sønderbro Kultur” (se s.
20-21.) – har stået i spidsen for at beskrive, skaffe
midler til og bygge ”Sønderbro Kulturhus”. Et
moderne forsamlingshus til 11 mio. kr., der sammenbygget
med skolen giver sammenlagt 15.000 m2 at
boltre sig på. Huset blev indviet i efteråret 2004.

I 2005 blev arbejdsgruppen ”Sønderbro Uddannelse
& Erhverv” etableret (se s.21-22.). Gruppen igangsætter
flere beskæftigelsesaktiviteter for henholdsvis
unge, der vil gå håndværkervejen og en jobklub
for kvinder med anden etnisk oprindelse, der ønsker
at komme på arbejdsmarkedet/organisere egen virksomhed.
Områdets tre store boligforeninger har i efteråret
2006 fået et to-cifret millionbeløb til at udvikle
en ”Helhedsplan for ny beskæftigelse på Sønderbro”.
Pengene stammer fra Landsbyggefonden under
Boligselskabernes Landsforening. Der er tale om en
ambitiøs, 5-årig indsats i lokalområdet, som skal
være med til at bryde statistikken. Den fortæller,
at vi på Sønderbro ikke blot har dobbelt så mange
arbejdsløse som resten af Horsens – men hele tre
gange så mange! Mere end 50 % af forældrene til
elever på Søndermarkskolen står i dag uden kontakt
til arbejdsmarkedet.
Arbejdet går i gang fra årsskiftet 2007-2008.
HVAD ER DET, VI GØR ?
FORSKNING PÅ SØNDERBRO
For at styrke arbejdet med løbende at klargøre
visionen om ”Sundhed For Alle på Sønderbro”
indgik Sønderbrogruppen og Sønderbro Kulturhus i
april 2003 en ”samarbejdsaftale med Department of
Health Promotion Research, Syddansk Universitet”.
Tanken er i denne sammenhæng, at vi stiller Sønderbro
til rådighed som »laboratorium« for forskning
i folkesundhed og empowerment. I fællesskab
med forskerne arbejder Sønderbrogruppen frem mod
at opbygge et internationalt forsknings- og formidlingscenter
på disse områder. Den internationale
vinkel betyder, at Sønderbro også er i samarbejde
med sundhedsforskere fra universiteter i Lissabon,
Newcastle, Trnava, Slovakiet og Deakin, Australien.
Samarbejdet skal opkvalificere og metodeudvikle
arbejdet med folkesundhed i lokalsamfundet, såvel
lokalt som nationalt og internationalt.
Målet er at tilføre Sønderbrogruppens arbejde med
borgerinvolvering og –indflydelse et forskningsmæssigt
perspektiv og give Department of Health
Promotion Research mulighed for at bruge Sønderbro-området
til forsknings- og undervisningsprojekter
på folkesundhedsområdet.
14
Specifikke perspektiver:
- At kvalificere borgerinddragelse og
borgerindflydelse
- At metodeudvikle på empowerment-processer
- At evaluere og effektmåle på forskellige
aspekter af borgerinddragelse
- At udvikle værktøjer til styrkelse af den
enkeltes selvopfattelse
- At skabe en unik sammenhæng mellem teori
og praksis
- At opsøge muligheder for fælles ansøgninger
om støtte til forsknings- og
demonstrationsprojekter
- At udbygge fælles nationale og internationale
netværk
- At etablere et fælleseuropæisk samarbejdscenter
for empowerment.
Aftalen har medført, at Sønderbro-folk er begyndt
at optræde som undervisere på Syddansk Universitet
At der er gennemført en spørgeskemaundersøgelse
af 1500 Sønderbro-borgeres engagement og syn på
lokalområder. Og at SDU siden juni 2006 for fælles
midler har udstationeret en videnskabelig medarbejder
på Sønderbro i foreløbig de næste tre år.
Det nyeste initiativ fra Sønderbro Uddannelse
& Erhverv, handler om at etablere gratis bredbånd,
computere og software til alle familier på Sønderbro.
”Sønderbro Uddannelse & Erhverv” har nemlig konstateret,
at ”mennesker uden internet-adgang ikke
eksisterer i det globale samfund”.
Med det livlige aktivitetsniveau i de tre arbejdsgrupper:
Sønderbro Information, Sønderbro Kultur
og Sønderbro Uddannelse & Erhverv, nærmer vi os
nu den helhedstænkning, der skal gøre det realistisk
for os at kunne se visionen i øjnene hver dag og sige:
Vi er i dag tættere på målet, end vi var i går.
Det er en tilfredsstillende erkendelse, der får velværet
til at flyde igennem alle led i vores netværk.
En følelse af optimisme, der står i skærende kontrast
til den håbløshed og apati, der var udgangspunktet
for hele arbejdet. En optimisme, der gør at vi
lettere overvinder midlertidige vanskeligheder, end
vi gjorde det i 90-erne. Områdets kollektive immunforsvar
er blevet styrket (Social Immunologi !).
På de næste sider skal kigge nærmere på den
organisering og de metoder, der har gjort dette skift
– det indre kvarterløft – muligt.

FAKTA
SYV STRATEGISKE INDSATS-OMRÅDER
På de kommende sider belyser vi syv strategiske
indsatsområder, hvor man må være godt
udrustet, hvis man vil have gennemslagskraft
med at løfte beboernes livskvalitet, og styrke
områdets kollektive immunforsvar.
Strategiske indsatsområder:
1. En fælles vision
2. Politisk forpligtelse/tæt samarbejde
med byrådet
3. Ansvarlig koordinator, med adgang til
tværfaglig stab. Flad struktur.
4. Støtte-struktur i området og byen som
helhed. På tværs af offentlig, privat og
frivillig sektor.
5. Synlighed i området og byen som
helhed, via informations- og
kommunikationsplaner
6. Parallel- eller dobbelt-strategi:
A) Langtidsplanlægning,
B) Handling her-&-nu
7. Evaluering og dokumentation /forskning
Beboerrådgiveren, der siden 1996 har koordineret
arbejdet i Sønderbrogruppen siger:
»Denne slags arbejde giver kun holdbare
resultater, hvis vi hele tiden minder hinanden
om, at nok skal vi skynde os. Men kunsten
er, at skynde sig langsomt. Mislykkes vi første
gang, så prøver vi bare igen«.
SØNDERBROGRUPPEN - FLAD STRUK-
TUR, TÅRNHØJE RESULTATER
(Indsatsområde nr. 3)
Mange steder i Danmark sidder der dygtige og ambitiøse
folk, som gerne vil i gang med et kvarterløft
– hvad enten det nu er ydre, indre eller begge dele.
Hvis der skal være tyngde og gennemslagskraft i
indsatsen, bør man begynde med at identificere de
resurser, som allerede er til stede i det boligområde,
som trænger til et løft.
Man kan sagtens gå i gang uden penge – og
man bør gøre det! Sønderbrogruppen, som driver en
hjemmeside, udgiver Sønderbrobladet og har bygget
Sønderbro Kulturhus til 11 mio. kr. har ikke noget
budget. Gruppen har heller ikke nogen formand…
Hvis vi virkelig ønsker os et andet resultat, må
vi også organisere os anderledes – og tænke anderledes.
Man kan fx. sagtens lave et vellykket informationsarbejde,
uden at have et kontor, der rummer alle
15
tekniske hjælpemidler. Det skader ikke denne sag
med en mere ”barfods-agtig” indstilling til arbejdsvilkårene.
Faktisk er det et problem for troværdigheden – og
dermed gennemslagskraften - hvis koordinatorens
og initiativtagernes vilkår skiller sig alt for meget ud
fra beboernes vilkår.
Gå endelig i gang uden et særskilt budget. I et
overflods-samfund som det danske, er der masser af
ledige resurser. Man kan i stedet med fordel koncentrere
sig om at opbygge et lystigt miljø, hvor gode
ideer opstår. Så kan man tiltrække pengene derefter.
Der er masser af brugbart værktøj i de to kasser,
hvorpå der står ”Sundhedsfremme” og ”Empowerment”.
På Sønderbro er vi dykket vi ned i dem begge.
HVILKE PARTNERE ”GEMMER SIG”
LIGE RUNDT OM HJØRNET ?
(Indsatsområde nr. 4)
Vi har at gøre med tre grundlæggende sektorer:
A) De frivillige/foreninger/organisationer
B) De offentligt ansatte/institutioner
C) De privat ansatte/virksomhederne
Indenfor disse kan man igen finde ”under-sektorer”.
Der findes fx frivillige indenfor social- og sundhedssektoren.
Der findes også frivillige indenfor kultursektoren.
De offentligt ansatte fordeler sig på adskillige
sektorer: Teknik- og miljø-sektoren, inkasso- og
skatte-sektor, social- og sundhed, kultur osv.
Den private sektor er heller ikke bare én stor,
sammenhængende sektor. Der findes fx en finanssektor
og en produktions-sektor, der igen kan underopdeles.
Når man sætter sig for at ville arbejde ”tværsektorielt”,
går man altså i gang med et stykke ”kombinatorik”,
der er vældig udfordrende for fantasien og
samarbejdsevnerne!
Da AAB og Sund By begyndte at samle ”Axelborg-gruppen”
og tale om den ”tværsektorielle nødvendighed”
for at få gennemslagskraft, var der ikke
så forfærdelig mange sektorer repræsenteret. Men
de tre grund-sektorer var til stede:
To beboere meldte sig frivilligt. Dansk Flygtningehjælp
og Horsens Kommunes Flygtningegruppe
repræsenterede den offentlige sektor, Arbejdernes
Andels Boligforening og Sund By Butikken var det
tætteste vi kom den private sektor, idet boligforeningen
er privat, og Sund By en selvejende institution,

der dog havde overenskomst med Horsens Kommune.
Så en gruppe på seks m/k’ere – uden særskilt
budget – satte hele lavinen i gang. Dog skal det
siges, at AAB havde sat penge af til en socialrådgiver
(senere en beboerrådgiver), som siden da har
koordineret alle anstrengelserne. Derfor også det
strategiske punkt om en ”ansvarlig koordinator”.
Snart lykkedes det også at få Horsens Kommunes
socialcenter Vest repræsenteret. I fællesskab opstillede
Axelborggruppen nu de første ”kort- og langsigtede
mål”.
Hvilket viser, at vi allerede dengang arbejdede
med det strategiske punkt, vi kalder for ”parallel-
eller dobbelt strategi”. To begivenheder kan kaste
lys over, hvordan vi dengang arbejdede med dobbelt-strategien,
via de kort- og langsigtede mål.
SMÅ SYNLIGE SUCCESSEER
(Indsatsområde nr. 5 og 6)
I 1992 var det allerede ved at udvikle sig til en tradition,
at der mod slutningen af børnenes sommerferie
skulle holdes ”Liv og glade dage” i Axelborg. Ikke
at arrangementet kun henvendte sig til børnene. Faktisk
har disse dage også altid budt på en kærkommen
lejlighed for alle voksne til at komme ud af lejlighederne
og møde hinanden på kryds og tværs af opgangene.
I 1992 havde Axelborggruppen – udfra tanken
om den tværsektorielle nødvendighed – haft held til
at involvere Horsens Politi i arbejdet. Fra politiets
side kunne man sagtens se en pointe i et nærmere
samarbejde med det sigte at forebygge kriminalitet –
og med politiets repræsentant i spidsen søgte vi Det
kriminalpræventive Råd om penge til en ”kombibane”,
hvor der kunne spilles bold. Banen kunne
oversvømmes og bruges som ”is-stadion” om vinteren.
Ansøgningen blev imødekommet, og den frivillige
sammenslutning ”Axelborggruppen” stod nu
overfor sit første, store anlægsarbejde.
Vi valgte at påbegynde udgravningen til kombibanen
som en fælles handling, der skulle åbne årets
”Liv og glade dage”. I stedet for den sædvanlige
symbolske handling, hvor man udstyrer 1 stk. borgmester
med 1 stk. spade, valgte vi at sige: Det her
er en fælles, glædelig begivenhed. Hvis vi beder
alle om at medbringe et graveredskab, kan vi være
sammen om at grave fællesskabet frem.
Det blev en uforglemmelig oplevelse for alle,
16
som aktivt deltog i – eller blot overværede – begivenheden.
Et par hundrede mennesker havde fundet
vej til stedet, hvor kombibanen skulle graves ud.
Dels havde vi som arrangører sørget for ekstra
spader og tømt bestik-skufferne for skeer, dels kom
beboerne med diverse graveredskaber selv, mange
børn med plastic-skovle og udstyr, der hører sandkassen
til. Inden Politiets repræsentant gav tegn til at
der måtte graves, overværede de fremmødte ”europæisk
histories mest besynderlige tyrefægtning”.
Tyren var en mini-gravko og tyrefægteren en – til
lejligheden - flot udklædt tyrefægter fra Horsens
Amatør Teater. ”Tyren” blev tirret i alle ender. Tyrefægteren
undveg behændigt ethvert ondt udfald fra
”tyrens” side, og da ”Tyren”/gravkoen i frustration
gav sig til at grave et dybt hul i jorden, råbte Politiet:
”Grav”. Så blev der ellers gravet på stedet af
200 beboere. Alle morede sig over denne symbolske
øvelse. En uge senere havde gravemaskiner gjort
arbejdet færdigt, og vejen var banet for masser af
fællesskab omkring kombi-banen.
Konceptet med at gøre ”første spadestik” til en
fælles handling gentog vi i 2004, da det gjaldt
udgravningen til Sønderbro Kulturhus. En glad borgmester
stod da midt i folkehavet, og fik lov til at tage
første stik, inden flere hundrede fremmødte uddybede
handlingen med hver deres graveredskab.
Ideen var opstået i arbejdet med det strategiske
punkt, der handler om at udarbejde ”informations-
og kommunikationsplaner”.
Det er langt fra ligegyldigt, hvordan man kommunikerer.
Denne metode gik ”rent” ind. Alle syntes
det var sjovt, og et vigtigt skifte i symbolikken.
Overraskelses-elementet betød også en langt bedre
pressedækning, end man ellers ville have fået.

FAKTA JAKARTA DEKLARATIONEN
I 1997 holdt WHO sin 4. internationale konference om sundhedsfremme i Jakarta, Indonesien. Det foregik
under titlen: ”Nye aktører i en ny æra”.
I deklarationen står der bl.a.: ”Undersøgelser og case-studier foretaget rundt om i verden giver et overbevisende
vidnesbyrd om, at sundhedsfremme virker. Sundhedsfremme-strategier kan ikke alene udvikle
og ændre livsstil, men også ændre de sociale, økonomiske og miljømæssige betingelser, som er bestemmende
for sundheden.
Sundhedsfremme er en praktisk metode til at opnå større lighed i sundhed”…”Sundhedsfremme
skabes af og med mennesker, ikke fra og til mennesker. Sundhedsfremme gør det enkelte menneske
bedre i stand til at handle. Sundhedsfremme sætter grupper, organisationer eller lokalsamfund i stand til
at øve indflydelse på de sundheds-bestemmende faktorer”
Og man siger: ”Det er nu klart bevist, at en bred indfaldsvinkel til sundhedsudviklingen er den
mest effektive”. Man konstaterer, at arbejdet kan lykkes såvel i små miljøer som ”torve, skoler, arbejdspladser,
øer som i lokalsamfund, kommuner, byer og mega-byer”.
Men den brede indfaldsvinkel kommer ikke af sig selv: ”Der er et tydeligt behov for at nedbryde traditionelle
grænser indenfor den offentlige sektor, mellem officielle og frivillige organisationer – og mellem
den offentlige og private sektor”, Konferencen præciserer: ”Sundhedsfremme kræver fællesskaber for
sundheds- og social udvikling på alle niveauer mellem den offentlige og den private sektor. Eksisterende
fællesskaber skal styrkes, og potentialet i nye fællesskaber skal udforskes”.
Videre: ”For at sikre en infrastruktur for sundhedsfremme er det nødvendigt at finde nye veje til finansiering
lokalt, nationalt og globalt”….”nye og anderledes netværk må dannes for at opnå tværsektorielt
samarbejde”.
Konferencen, der under Gro Harlem Brundtlands ledelse havde inviteret adskillige multinationale firmaer
med i diskussioner, analyse- og skrivearbejdet, understreger igen og igen, at man ingen vegne når
uden ”nye partnerskaber med den private sektor”.
Deklarationen taler om ”de sundheds-bestemmende faktorer, der:
1) skal skabe den størst mulige fremgang i folkesundheden
2) skal yde betydelige bidrag til at formindske uligheder i sundheden
3) skal sikre personlige rettigheder og opbygge social velstand”
Konferencen ser ”fattigdom som den største trussel mod sundhed”.
Der opremses 13 meget konkrete forudsætninger for sundhed.
Man kan gå listen fra Jakarta igennem og spørge sig selv, hvor mange af disse faktorer, der er opfyldt
i éns eget ”problemområde”? Ligesom man kan spørge sig selv, hvor mange ”partnerskaber” man har
indgået med den private sektor? WHO/EURO, Østerbro, København. Tlf.: 39 17 17 17
17

DET LANGE SEJE TRÆK
Her følger et eksempel på, hvordan Sønderbrogruppen
samtidig arbejdede med langtidsplanlægningen.
Som langsigtet mål havde vi jo beskrevet, at vi
ønskede et samarbejde mellem alle de boligforeninger,
der havde boliger på Sønderbro. Mange mente
det var urealistisk, fordi disse boligforeninger var
kendetegnet ved at ligge i indbyrdes konkurrence
om lejernes gunst.
Den første privat-ansatte socialrådgiver i Axelborg
Beboerhus, fortæller: ”Odinsgaard, som har en masse
boligblokke liggende tæt på Axelborg, var først til at
sige ja til samarbejdet. Efter deres almindelige skepsis,
ændrede de syn på samarbejdet, da vi tilbød at
lægge nogle af aktiviteterne fra vores ”Liv og glade
dage”-arrangement ned mellem deres boligblokke.
Bl.a. flyttede vi den store hoppeborg og en tryllekunstner.
Det hjalp, at Sønderbrogruppen og AAB
pludselig kunne give dem noget. Indtil da syntes
de mest at Axelborg gav dem problemer. Da først
Odinsgaard begyndte at deltage i vore møder, blev
”Beringsgaarden” også interesseret, selv om deres
lejligheder lå længere væk. En medvirkende årsag
til, at alle tre boligforeninger meldte sig til møderne,
var også rygtet om, at AAB havde held til at få deres
lejligheder udlejet, efter den store renovering. Det
faktum interesserede dem.”
Men én ting var at få de konkurrerende boligforeninger
til at sidde i samme lokale. En ganske anden ting
at få dem til at arbejde sammen i dybden. Den første
socialrådgiver siger: ”Det gik egentlig forbavsende
hurtigt med at få dem til at forholde sig til den store,
brede dagsorden om Sønderbro. Men det langsigtede,
tætte samarbejde kniber det vist stadig med«
Dette bekræftes af forretningsføreren for AAB,
som siger: ”Jeg har for længe siden foreslået mine
kolleger i de tre andre boligforeninger, at vi burde
have en fælles database og hjemmeside, så boligsøgende
borgere kun behøver at klikke på denne ene
side for at få alle tilbud. På længere sigt kunne man
også forestille sig en fælles administration. Det ville
give os fordele. Tænk hvis én forretningsfører kunne
tage sig af ”byggeri”, en anden kunne specialisere
sig i aktier og obligationer og en tredje specialisere
sig inden for ”den bolig-sociale” indsats. Det ville
frigøre en masse kræfter, i forhold til situationen i
dag, hvor alle forretningsførere skal kunne det hele
lige godt.
18
Det kan vi ikke. Paletten er for bred. Men tiden
har åbenbart ikke været moden endnu, og vi må jo
også konstatere, at vi ikke har fælles interesser over
hele banen. Når kommunen fx skal have bygget nye
ældreboliger, eller have moderniseret de gamle, så
forhindrer konkurrence-elementet os i at tænke rationelt
i lang tid. I sådanne perioder skrumper samarbejdet.
Det må vi være ærlige og indrømme.”
Hermed ikke sagt at det har været betydningsløst
at bringe boligforeningerne sammen. Faktisk blev
møderne i Sønderbrogruppen – og AAB’s enlige
beboerrådgiver – startskuddet til det boligsociale
arbejde i byen som helhed. Et samarbejde, hvor
boligforeningerne først enedes om at deles om den
ene beboerrådgiver. Siden fik man såvel staten som
kommunen til at medfinansiere, så der sidenhen blev
råd til tre beboerrådgivere i Horsens.
Med de første solide succeser i hus, var det i 1993
tid til at sætte sig nye mål, og ”inddrage” nogle
af de partnere, vi ikke havde haft forbindelse med
de første år. I og med at AAB ikke længere var
eneste boligforening i gruppen, var det naturligt at
skifte navn til ”Sønderbrogruppen”. Det blev tid at
skifte socialrådgiver-funktionen i Axelborg ud med
en ”beboerrådgiver”, der i løbet af de kommende
år fik til opgave at hjælpe beboere på Sønderbro,
uanset hvilken boligforening, man boede i.
Dette skifte til ”Vi på Sønderbro” er et af de helt
store holdningsmæssige skred.
Uden dette »vi« havde det ikke været muligt at
tænke ”Sønderbrobladet”, og gøre det til en institution.
Uden dette »vi« havde det været utænkeligt
at gennemføre fælles fastelavns-fester og Sct. Hansaftener,
sådan som de nu kom i en lind strøm med
mange hundrede deltagere hver gang i de kommende
år.
Det var netop i forbindelse med Sct. Hans-arrangementet
i 1995, at det for første gang lykkedes for
alvor at involvere den lokale skole i Sønderbrogruppens
arbejde.
Den 1. maj 1995 blev et vendepunkt i så henseende.
Vi havde for længst indset, at vore møder ikke
skulle lanceres som ”ekstra arbejde”, men som en
mulighed for at være opdateret - og være med i en
succes. Denne formiddag opsøgte vi skolens ledelse
og overtalte den til at lægge udendørs areal til årets
Sct. Hans Fest, idet vi kunne se at vi havde brug
for mere plads, end de forrige år. Initiativet krævede
ikke noget af skolen, idet vi selv stod for alle forberedelser
og oprydning. En vellykket Sct. Hans Fest

lev begyndelsen til et langvarigt samarbejde, der
har gjort at skolen i stigende grad har iført sig ”førertrøjen”
i Sønderbrogruppen de seneste år.
Ikke mindst siden et inspektørskifte, og siden
beboerne i Sønderbrogruppen begyndte at planlægge
det ”moderne forsamlingshus”, som kom til at hedde
”Sønderbro Kulturhus. Da indså skolens ledelse, at
hvis man lagde areal til dette nye byggeri, ville de
nye aktivitetsmuligheder, være med til at bevare den
nye skole og bidrage til at tiltrække nye elever.
For at opnå et tværsektorielt samarbejde skal man
altså have noget på hjerte – en vision, der kan deles
af andre. Men det er også nødvendigt at være troværdig,
i form af at man kan byde indenfor i noget,
der lugter af succes. Og så er det en kæmpe-fordel,
hvis man kan sætte en dagsorden, der i forvejen
betyder noget positivt for den ønskede partners daglige
arbejde.
FAKTA
AKTIVE PARTNERE
For at skaffe sig aktive partnere til det tværsektorielle
arbejde skal man have:
- En vision, partnerne kan dele
- Troværdige successer med arbejdet
- En dagsorden, der er relevant for netop
denne partner.
19
MÅ TILPASSE ORGANISATIONEN,
EFTER HÅNDEN SOM DEN VOKSER
(Indsatsområde nr. 3)
I efteråret 1996 fandt Sønderbrogruppen sig selv i en
situation, hvor arbejdet havde tiltrukket så mange,
at vi var henved 30 frivillige, som mødte op til Sønderbrogruppens
møder. På grund af størrelsen, var
noget af den oprindelige intimitet gået tabt – og vi
begyndte at spekulere på, om vi var ved at sejre os
ihjel. Det eneste gruppen foretog sig, var ”gensidig
information”, hvilket ikke er at kimse ad. Men der
var ikke meget dynamik, og det var tydeligt at kedsomhed
fik os til at tegne kruseduller på papiret. Vi
fik med andre ord slet ikke udnyttet hinandens tilstedeværelse
fremadrettet. Mødeformen – og den anarkistiske
struktur, hvor alle kunne tage et initiativ
- havde været ideel de første år, og passede fint,
da gruppen var på 10-20 stk. Men 30 resursepersoner
har mere krudt i sig, end til blot at sidde stille
og blive ”vandet på række”. En arbejdsgruppe med
beboerrådgiveren i spidsen holdt et par inspirationsmøder
på lystbådehavnen med øl og snaps! Det
hjalp…
Arbejdsgruppen udarbejdede et forslag, der indebar
at Sønderbrogruppen opdelte sig i flere forskellige
”Her-og-Nær Ministerier”. Diskussioner i det
store forum havde afsløret, at der blandt beboerne var
stemning for at Sønderbro burde have et kulturhus.

Det skulle være en slags moderne forsamlingshus,
hvor man kunne holde store familiefester, dyrke
motion og få oplevelser. Altså blev det foreslået
at oprette et lokalt ”kulturministerium”, som skulle
bane vej for sådan et hus.
Arbejdet frem mod at udgive et fælles blad
på Sønderbro trængte også til at blive mere målrettet.
Altså foreslog arbejdsgruppen oprettelsen af et
”Informations Ministerium”.
Et generelt problem var også arbejdsløshed og
manglende beskæftigelsesmuligheder i lokalområdet.
Et lokalt ”Erhvervs Ministerium” kunne måske
komme op med løsninger på dette…
Arbejdsgruppens forslag blev behandlet på et borgermøde
og på to møder i Sønderbrogruppen, inden
gruppen var klar til at gå fremtiden i møde med den
nye, udvidede struktur.
De to første ministerier blev nedsat, men desværre
var der ikke tilstrækkeligt med interesserede
personer til at ”befolke” et Erhvervs Ministerium.
Dette respekterede vi selvfølgelig i arbejdsgruppen,
hvorfor denne ide fik lov at ligge i dvale frem til
2004, hvor to af de etniske repræsentanter i Sønderbrogruppen
gav udtryk for at emnet var presserende,
og at de personligt godt ville bruge tid på sagen.
Det førte til oprettelsen af ”Sønderbro Uddannelse
& Erhverv”, således at vi i dag står med tre velfungerende
”ministerier”, der alle trækker en hale af
arbejdsgrupper efter sig.
Den nye struktur har således betydet, at alle i
Sønderbrogruppen, der har lyst og tid til mere end
blot gensidig informationsudveksling, kan få denne
lyst styret. Og ministerierne har derudover forstået
at involvere mange andre frivillige.
Da ordet ”ministerium” føltes lidt fremmed og
lidt for højtideligt, blev der udskrevet en ”navnekonkurrence”.
Resultatet blev, at lokalområdet skulle
fremhæves. Derfor hedder ministerierne i dag ”Søn-
Fakta
TRE SLAGS VIRUS
I 1993 beskrev Mc. Knight & Kretzmann tre slags
virus, der kan angribe - og ødelægge - et lokalt
arbejde med at skabe »Sundhed For Alle«. Det
skete i bogen »Building communities from the
inside out«. Virus no. 1: For meget individualisme
(for store ego’er) Virus no. 2: Overdreven konkurrence
(for mange foreninger og myndigheder om
den samme opgave) Virus no. 3: Klientgørelse
(Resurser bliver overset. Problemer forstørres).
20
derbro Information”, “Sønderbro Kultur” og ”Sønderbro
Uddannelse & Erhverv”. Seneste skud på
stammen hedder »Sønderbro Fritid«.
Vi kigger indenfor, og ser, hvordan de arbejder
med at løse deres opgaver, og hvordan de involverer
nye partnere i arbejdet med at gøre Sønderbro til et
bedre sted at bo.
ARBEJDSGRUPPERNE:
»SØNDERBRO INFORMATION«
En af de lokale erhvervsdrivende, som involverede
sig i Sønderbrogruppens arbejde fra midten af
90-erne, er en bogtrykker, som selvfølgelig har
fået opgaven med at trykke Sønderbrobladet. Det
begyndte at udkomme fra 1999 – efter stort forarbejde
fra Sønderbro Information.
I forbindelse med dette praktiske samarbejde,
meddelte bogtrykkeren, at han og hans medarbejdere
på trykkeriet havde lyst til at hjælpe Sønderbrogruppen
med en hjemmeside. Hjemmesideadressen
er: www.soenderbro-horsens.dk
Hjemmesiden er i løbet af 2006 blevet udviklet
betydeligt. Takket være en bevilling fra Socialministeriet
i Danmark rummer den fra 2008 også en international
afdeling, hvor forskere i folkesundhed fra
Europa og Australien fremlægger de bedste, kendte
eksempler på boligområder, der kæmper for sundheden.
Der er dels tale om en åben del for alle interesserede,
dels en lukket del, hvor forskerne har fred til
at føre deres akademiske dialog med hinanden. Men
hjemmesiden rummer selvfølgelig også beskrivelser
af oplevelses-tilbuddene i Kulturhuset, referater fra
Sønderbrogruppen og Kulturhus Fonden, beskrivelser
af større projekter og billeder fra arbejdet. Det
har således siden 2006 været muligt på hjemmesiden
at følge udviklingen i vores samarbejde med en
fattig bydel i Kazakhstan. Over en 2-årig periode har
vi lovet Kazakherne og EU’s Socialfond at overføre
så mange erfaringer fra Sønderbro til byen Taldy
Korgan som muligt. Et initiativ, der kom fra Kazakhernes
side, efter et studiebesøg på Sønderbro i år
2000.
»SØNDERBRO KULTUR«
Forstadierne til Sønderbro Kulturhus hed ”en hal”
og ”et moderne forsamlingshus”.
På et borgermøde den 11. november 1998 fremkom
Sønderbrogruppen med ønsket overfor Byrådet.
Borgmesteren konstaterede, at kommunens økonomi

ikke tillod byggeri af endnu en hal. ”Men hvis I
står for byggeriet, garanterer jeg driften i 100 år”,
lyder referatet fra Horsens Folkeblads journalist,
som deltog i borgermødet på Sønderbro.
Indenfor rammerne af det ny-startede ministerium,
”Sønderbro Kultur” diskuterede man sig nu
frem til, hvad et sådant hus skulle rumme. Ideerne
blev forelagt hele Sønderbrogruppen, og senere alle
interesserede beboere på et lokalt borgermøde, inden
man gik i gang med den gigantiske – i manges øjne -
urealistiske opgave: At samle penge ind til byggeriet
af et 4000 m2 stort ”kulturhus” – med forsamlingshus-
og idrætsfaciliteter. I et af byens fattigste områder!
Sammen med de andre frivillige i Sønderbro
Kultur igangsatte de nu en perlerække af aktiviteter,
med det ene formål: At samle et overskud til ”kulturhuset”.
Da beboerne – og Sønderbro Kultur – efter en
kraftanstrengelse har samlet den første halve million
kr. ind blandt beboerne på Sønderbro, rykker resten
af Sønderbrogruppen til undsætning. Den nye skoleleder
bruger sit netværk – og inden længe ligger der
en afgørende ”donation” fra Familien Hede Nielsens
Fond på yderligere 500.000 kr. (Læs mere s. 34).
Sønderbro Kultur har sørget for at indsamlingsre-
sultaterne er synlige. En Glas-søjle på det centrale
torv i området, viser fremskridtene uge for uge, idet
der hældes småsten ned i søjlen for hver hundrede
tusinde og hver million. Af hensyn til borgmesterens
ord om en ”driftaftale over 100 år” – og fordi
netop samarbejdet med den politiske vilje i byen er
et ”strategisk punkt” for gennemslagskraft, inviteres
forskellige byrådspolitikere til at fylde sten i glassøjlen
på torvet.
Sønderbro Information sørger for at de forskellige
begivenheder bliver omtalt i massemedierne.
Et foto med billedtekst hér, en hel artikel dér. Et
radio-interview i såvel lokal- som regionalradio. Og
til sidst TV og alle medier sammen, da søjlen i et
”vulkansk udbrud” pludselig ryger fra 1 mio. til over
10 mio. kr. (Læs mere om dette i afsnittet »Vores
fælles netværk« s. 34).
Sønderbro Kultur og Sønderbrogruppen indså nu,
at man var kommet til en grænse for, hvad den ”flade
struktur” kunne håndtere, idet en Sønderbrogruppe
uden formand og kasserer ikke er en juridisk enhed,
der på betryggende vis kan tage sig af store donationer.
21
Man bad derfor Sønderbrogruppen finde en løsning
på dette positive problem – at have tilsagn om et
beløb, der oversteg 10 mio kr. Løsningen blev at
oprette Sønderbro Kulturhus Fond, med en bestyrelse,
der kunne være juridisk ansvarlig. Ved samme
lejlighed blev der nedsat en byggegruppe, der indbefattede
kommunal tilstedeværelse, idet de udarbejdede
tegninger jo handlede om at bygge det nye
kulturhus sammen med den eksisterende skole for at
give begge dele ”Søndergi”..
Byggeriet blev udbudt i licitation, og Sønderbro
Kultur oprettede en undergruppe af frivillige, der
skulle forberede indholdsdelen i Kulturhuset. Den
tog rundt og kiggede på andre kulturhuse i Jylland,
og dannede igen en undergruppe, der specifikt skulle
tage sig af café-driften i det nye hus.
I hele denne proces blev der involveret mange
nye borgere, som hidtil ikke havde været aktive i
arbejdet.
SØNDERBRO UDDANNELSE & ERHVERV
Da endelig det 3. ministerium kom i gang i 2004
stod vi tæt på åbningen af Kulturhuset – og deltagerne
i det nye arbejde viste sig fyldt med energi
og ideer. Nye partnere blev CVU’en ”Vitus Bering”,
der rummer alt fra AMU-uddannelser over Teknisk
Skole til Ingeniøruddannelse og Gedved Seminarium,
med HF- og pædagoguddannelse.
Visionen er ikke beskæftigelse for enhver pris,
og i en vældig fart – men ”at tilrettelægge strukturer,
der gør det muligt for arbejdsløse på Sønderbro
at finde uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder i
nær-området, sådan at de kan få udnyttet deres menneskelige
potentiale, samt blive selvforsørgende og
tilfredse med deres liv på længere sigt”.
Sønderbro Uddannelse & Erhverv har siden oprettelsen
taget tre initiativer:
1. Da der er mangel på håndværkere i Danmark
har man sammen med Teknisk Skole
og Produktionshøjskolen i Horsens gennemført
nogle indslusningsforløb af unge med
udenlandsk baggrund. De unge har bl.a
arbejdet med at bygge nogle små håndværkerhuse,
som efter planen skal stilles
op langs indgangspartiet til Kulturhuset, og
danne baggrund for import-eksport, køb og
salg i et håndværks- og basarmiljø. Ideen
er imidlertid stødt på adskillige vanskeligheder,
og evalueres grundigt, inden næste
skridt tages.

2. Sammen med et par tyrkiske familier har vi
igangsat ”Turkish Job Delight” – en jobklub
for kvinder med tyrkisk baggrund. Efter en
meget lovende start, har jobklubben skiftet
navn til Horsens Job Delight og tager sig
nu af arbejdsløse kvinder fra hele Horsens
med udenlandsk baggrund. Kvinderne bliver
menneskeligt, fysisk og socialt rustet til
at påtage sig arbejdsopgaver udenfor hjemmet.
Enten i form af frivilligt arbejde, ordinær
beskæftigelse, eller som iværksættere
af egen virksomhed. Ledelsen af jobklubben
er lagt i hænderne på målgruppen selv –
i bedste empowermentstil. Dét virker i en
grad, så Horsens Kommune og AF henviser
kvinder til jobklubben en masse.
3. Sammen med de fire store boligforeninger i
lokalområdet har Sønderbro Uddannelse &
Erhverv i 2006 fået bevilget et to-cifret millionbeløb
til at udvikle en ”Helhedsplan for
beskæftigelsen på Sønderbro 2007-2012”.
22
Bevillingen stammer fra Landsbyggefonden
og betyder, at boligforeningerne nu træder
et skridt frem i forhold til at tage et medansvar
for jobudviklingen i lokalområdet. ”Det
nye sker, når de, der var tiltænkt tilskuerens
rolle, begynder at blande sig”.
Man kan læse mere om dette initiativ i det afsluttende
afsnit, ”En helhedsplan for beskæftigelse, tak”,
s. 32-33.
SUNDHEDSFREMME OG EMPOWERMENT
En af grundene til at Sønderbrogruppen er kommet
forholdsvis langt i ”den proces, som gør mennesker
i stand til i højere grad at være herre over og forbedre
deres sundhedstilstand”, er at vi dagligt parrer
sundhedsfremme-metoderne med lysten til ”Empowerment”.
Faktisk har vi opdaget, at de to sæt metoder har et
fælles livssyn og en udpræget tilbøjelighed for hinanden.

Den amerikanske sociolog og empowerment-forsker,
Lee Staples, definerer empowerment sådan:
”Empowerment er en proces, hvor magt bliver
udviklet, hjulpet på vej eller stadfæstet. Med det
formål at under-privilegerede individer og grupper
kan øge deres ressourcer, styrke deres selvbillede
og opbygge deres evne til at handle på egne vegne
– i psykologiske, socio-kulturelle og økonomiske
områder”.
Den danske socialrådgiver og forfatter til bogen
”Empowerment på dansk”, Maja Lundemark skriver
bl.a.:
”Empowerment betyder:
At opnå kontrol over eget liv. At opnå kontrol
over de kritiske og afgørende faktorer i ens liv, der
holder én fast i undertrykkelse eller afmagt.
Empowerment-principperne tager udgangspunkt
i menneskets ressourcer, og målet er udvikling af
magt. Ikke magt over, men magt til primært at tage
vare på og forme sit eget liv og forandre dét, man
ønsker.”
Empowerment/selvoprejsning betyder faktisk at
vi er mange, der bliver nødt til at ”aflære” en hel
del faglige (u-)vaner med at ville hjælpe, definere og
nærmest gøre arbejdet for ”har-ikke”-folket.
Empowerment betyder farvel til den gamle ekspert-rolle.
De professionelles nye rolle er som
”hjælper/facilitator”. Det betyder at man ikke længere
sidder for enden af bordet, og ikke længere starter
enhver samtale og diskussion. Men tværtimod
bruger sit overblik og professionalisme til at holde
samtalerne i gang. At stille spørgsmål og at lytte er
empowerment-arbejderens mest brugte værktøj.
- Empowerment handler om at igangsætte
- Empowerment handler om at se resurser og
muligheder (frem for at stirre sig blind på
problemer og vanskeligheder)
- Empowerment er både et sæt af metoder og
et menneske- og livssyn
- Empowerment er det modsatte af ”klientgørelse”,
og betyder dermed en direkte
konfrontation med det eksisterende ekspertvælde
over alt, hvor det findes
- Empowerment bygger på væksthus-princippet,
og kan kendes på, at én resurse føder
en ny
- Empowerment er en proces à la ”Sundhedsfremme”
23
Meningen med såvel sundhedsfremme som
empowerment er at stimulere befolkningen
til at tage fat selv. Med empowerment som
en integreret del af det sundhedsfremmende
arbejde, får vi lejlighed til at gennemføre en
»modernisering af demokratiet«
FAKTA
EMPOWERMENT
Empowerment er et værktøj - og et livssyn - som
med fordel kan tages i brug alle steder, hvor
lokalområder ønsker mere selvbestemmelse.
Empowerment har bud til flere målgrupper - først
og fremmest til de »underprivilegerede«/Har-ikke
folket, som er nødt til at »opnå kontrol over eget
liv. At opnå kontrol over de kritiske og afgørende
faktorer i livet, der holder én fast i undertrykkelse
eller afmagt«. Først når der er sket en empowerment
af områdets underprivilegerede, bliver
disse beboere i stand til at hjælpe sig selv, familien
og lokalsamfundet videre.
Men empowerment har også bud til alle dem, der
allerede har kontrol, idet empowerment handler
om »magtudvikling«. Det viser sig, at de, der
udøver magt i dag ikke bliver mindre magtfulde af
at uddelegere magt. Tværtimod.
Empowerment handler om at se resurser og
muligheder.
Empowerment er det modsatte af »klientgørelse«,
og kræver derfor en »omlæring« af færdigheder
hos mange faggrupper (eksperter!).
Empowerment kendes på, at én resurse føder en
ny (væksthus-princippet).

ER DIN ORGANISATION KLAR TIL
EMPOWERMENT?
For at få succes med sit empowermentarbejde er det
en erfaring, at organisationen, man arbejder i, skal
justeres. Således at der bliver plads til kendetegnene
for den nye indsats (se stikordene ovenfor). Hvis
ikke denne organisationstilpasning bliver foretaget,
opstår der uvægerligt strukturelle problemer, som
placerer empowermentfolkene i et tomrum.
Bysamfund uden sundhedsfremme og empowerment
er kendetegnet ved:
Udstødelse, isolation og ensomhed (aleneboeren
er den ”familieform”, der vokser hurtigst), stress og
manglende naboskab.
24
Hvorimod man kan finde følgende levevilkår i lokalsamfund,
der arbejder med sundhedsfremme og
empowerment:
- Borgerne samarbejder for at afgrænse lokale
problemer
- Borgerne når til enighed om mål/strategier
- Borgerne samarbejder i den nødvendige
handling for at løse problemerne
- Borgerne skaber tilhørsforhold gennem
fælles handlinger
- Borgerne får erfaringer med at kunne løse
problemer, og denne erfaring akkumuleres
som viden, der igen udløser nye ressourcer.
Her følger to eksempler på, hvordan vi i Sønderbroområdet
arbejder med empowerment-redskaberne.

ARBEJDET MED AT BYGGE,
INDRETTE OG SKABE AKTIVITETER I
KULTURHUSET
Da kæmpe-opgaven med at skaffe penge til byggeriet
var lykkedes i fællesskab – som beskrevet i
afsnittet på side 20-21, følte alle med tilknytning
til Sønderbrogruppen, at vi på det nærmeste ”gik
på vandet”. Stemningen var euforisk, og et udtryk
som ”Søndergi-effekten” blev opfundet - og grinet
ad. Men sandt nok er det flotte resultat et udtryk
for en synergi, som skyldtes det utvungne, lystbetonede
samarbejde mellem alle de yderst forskellige
personligheder i Sønderbrogruppen, deres lige
så forskellige, faglige færdigheder og tværsektorielle
herkomst. Og ikke mindst deres baglande og
individuelle netværk.
Alt det, som kan regnes for områdets ”sociale
kapital” på det tidspunkt, spillede ind og spillede
med, hvilket bidrog til denne ”Søndergi-effekt”.
En redaktør i byen havde allerede bemærket
fænomenet nogle år før det pudsige ord ramte hovedet
på sømmet. (se artikel side 29: »Suset fra Sønderbro«).
Men en masse ting blev også alvor nu. Samarbejdet
skulle prøves af i praksis nu, hvor byggeriet
kunne gå i gang. Hvem skulle sidde i byggeudvalg?
Hvem skulle sørge for at der blev forberedt aktiviteter
i huset? Hvordan fordele opgaverne ?
Som det ofte er, gav svarene sig selv.
De, der havde lyst – og tid – til at gå ind i det ene,
gjorde selvfølgelig det. Og de, der tændte mere på
den anden opgave, gjorde det.
Efter en udbudsrunde valgte byggeudvalget firmaet
”Skanska” til at stå for byggeriet. Den byggeansvarlige
fra Skanska siger i dag, at han aldrig har oplevet
byggemøder, hvor der var så mange lægmænd til
stede:
”Ikke at det var noget problem. Men vi måtte
ofte svare på helt uventede spørgsmål, fordi der var
beboere til stede, som aldrig havde haft noget at gøre
med nybyggeri. Det var faktisk meget stimulerende,
og helt nyt for os. Men vi tog det som udtryk for at
det her hus ikke var lige som alle de andre byggerier,
hvor beslutningen er kommet ovenfra. Her var et
virkeligt engagement blandt beboerne. Det var faktisk
rigtig spændende at deltage i de møder”, husker
den ansvarlige hos Skanska.
25
Men også i den anden arbejdsgruppe, som skulle
arbejde med indretning og aktiviteter i huset, var derdiskussioner
og blafrende gardiner. Gruppen kaldte
sig ”Sønderbro Aktivitet”. Den bestod ikke kun af
folk fra Sønderbrogruppen, men optog gladeligt frivillige
udefra. Nogle interesserede sig for aktiviteter
til unge. Nogle for aktiviteter til ældre. Nogle interesserede
sig for idrætsmuligheder. Andre igen fandt
at den vigtigste opgave var at opbygge en café og et
cafeteria-køkken, som kunne bespise alle besøgende
i kulturhuset.
Lad os følge den sidste gruppe lidt og se, om
empowerment-principperne kom i spil – og om
resultaterne af gruppens arbejde også har affødt ”nye
ressourcer”, som et empowerment-initiativ jo bl.a
skal kendes på.
FORTÆLLINGER FRA VIRKELIGHEDEN:
OP- OG NEDTURE FOR EN FRIVILLIG
En frivillig, som blev aktiv i midten af 90-erne, og
som i dag anslår at hun bruger 70 % af sin tid i kulturhuset
siger:
”Jeg var medlem af menighedsrådet, og blev af
rådets formand spurgt, om jeg havde tid til at deltage
i en invitation, vi havde fået fra Sønderbrogruppen.
Det var spændende og udfordrende fra allerførste
møde. Jeg mødte mange nye mennesker, men også
mange, som jeg kendte fra andre sammenhænge. Vi
var flere fra menighedsrådet, der involverede os på
samme tid. Vi var derfor også med til fra første færd
at yde vores til forarbejdet med at få et kulturhus op
at stå. Det er her, jeg bruger mine kræfter i dag.
Selvfølgelig er det her noget, der går op og ned,
og jeg har da oplevet at få meget skæld-ud, når ting
ikke lykkes fuldt ud. Så bliver man ked af det og har
brug for at nogen lytter og hjælper en videre. Det
er heldigvis sket hver gang. Vi har et stort netværk,
og der er altid nogen, som tager én alvorligt. Det
er dejligt, og nødvendigt, når man er involveret i så
mange aktiviteter, som man let bliver i Kulturhuset.
Går man i front, må man acceptere at alt nyt koster
lærepenge.
Men først og fremmest tror jeg at alle der har
arbejdet med ”Sønderbro” føler et kæmpe-løft, fordi
tingene lykkes for os i det store og hele. Personligt
har det i hvert fald været et kæmpe løft, at slide i det
for at samle penge ind, og så se resultatet: Vores dejlige
hus, og velfungerende køkken og café.
Men der skal stadig gøres meget for at forbedre
økonomien i huset. Desværre fik vi i en periode

underskud på vores ”røgfri banko”-arrangementer.
Men nu hviler arrangementerne heldigvis i sig selv
økonomisk, og deltagerne hygger sig. Så vi fortsætter.
Vi er også begyndt at arrangere børnefødselsdage
om torsdagen. Så kan børnene rigtig udfolde sig i
den store sal, fordi vi i forvejen har ”Idræt for Sjov”
den dag.
Grundlæggende føler man sig jo stolt over at have
været med til at så alle disse frø. Jeg er for gammel
til at få lov til at se det hele folde sig ud.
Men det er da en stor tilfredsstillelse at være med
til at forvandle ”en skamplet” i byen til sådan et
dejligt sted at være. Og så synes jeg, at de handlende
på Sønderbro er enestående til at støtte os,
når vi har brug for ”naturalier” eller en lille økonomisk
håndsrækning. De forstår virkelig, hvilken
værdi dette arbejde har for at løfte hele området”
”TURKISH JOB DELIGHT”:
DA JOB-GLÆDEN BEGYNDTE
AT BREDE SIG
Da der i 2003 blev beboeropbakning til at oprette
”Sønderbro Uddannelse & Erhverv” kastede man
sig i første omgang over behovet for håndværkere. .
Et år senere opstod ideen om at lave en ”jobklub
for tyrkiske kvinder”. Sønderbro er hjem for mange
tyrkiske familier. Et par af deltagerne i ”Sønderbro
Uddannelse & Erhverv” kom fra tyrkiske familier,
og tilbød sig som kontaktpersoner til det tyrkiske
miljø.
Denne gang kom målgruppen for aktiviteten
derfor direkte med i planlægningen – herunder
beskrivelsen af de forskellige kategorier af kvinder,
og hvilken type hjælp, der er brug for. Der blev ført
opklarende samtaler med kvinderne, inden ansøgningen
blev formuleret, og vi fandt frem til, at den
bedste løsning måtte være at overlade ledelsen af
projektet til tyrkerne selv. Da pengene kom hjem
fra EU’s Socialfond i begyndelsen af 2006 kunne vi
derfor ansætte en tyrkisk kvinde som leder og en tyrkisk
mand som hendes assistent! Men de kom ikke
til at stå alene med ansvaret. Der blev bygget en lille
organisation op omkring dem, med en regnskabskyndig,
et par praktiske hjælpere + rådgivere med
særlig viden om projektarbejde og etniske miljøer.
Her er projektlederens beretning, efter det første
halve år: ”Jeg var overrasket over at blive tilbudt
jobbet som projektleder for jobklubben. Jeg havde
26
ganske vist været med i nogle samtaler med folkene
fra Sønderbro Uddannelse & Erhverv, og havde
været med til at pege på behovet for sådan en klub. I
disse samtaler fortalte jeg, hvad jeg ved om tyrkiske
kvinders arbejdslyst. Og deres vanskeligheder med
det danske arbejdsmarked. Jeg har selv arbejdet,
siden jeg gik ud af folkeskolens 9. klasse. Men jeg
er førtidspensionist, p.g.a. et piskesmæld i nakken,
som gør at jeg meget ofte ikke kan koncentrere mig,
eller bevæge mig så meget p.g.a. smerter. Og jeg har
ingen som helst erfaring med at bygge et projekt op.
Så det var en kæmpe-udfordring, og et uventet skulder-klap
at blive spurgt.
Jeg kunne mærke, at jeg havde meget lyst til at
prøve, og jeg sikrede mig at jobklubben fik en tyrkisk
assistent, som i dag arbejder i klubben på fuld
tid. Selv er jeg ansat 10 timer om ugen, for jeg
troede ikke jeg magtede flere arbejdstimer. Jeg har
jo også min familie, min mand og fire børn at se
til. Men jeg må indrømme det bliver til langt flere
arbejdstimer, end jeg får løn for. Men sådan er
det nok, når noget nyt skal løbes i gang. Det gør
mig heller ikke noget, for jeg ser at tingene vokser
mellem fingrene på os, der er ansat i jobklubben. Vi
gør en forskel for de kvinder, og det er pragtfuldt at
kunne gøre noget godt hver dag.
”BARE EN FØRTIDSPENSIONIST”
MEN HUN ER CHEF OG SØSTER
FOR KVINDERNE I JOBKLUBBEN
Kvinderne betragtede mig i begyndelsen som ”chef”.
De troede at jeg havde en høj uddannelse. Nu har de
forstået, at jeg er én af dem. De holder om mig, og
siger jeg er en ”søster”. Men de ser også op til mig.
På en måde bliver jeg et forbillede for dem, fordi jeg
er god til dansk. Og det er rigtigt. Jeg har jo boet i
Danmark siden jeg var fire år. Men sagen er, at mit
dansk har udviklet sig yderligere, siden jeg påtog
mit dette arbejde. Nu sidder jeg til møder med en
masse uddannede og kloge mennesker.
I begyndelsen var det meget stressende for mig.
Sådan er det ikke i dag. Nu elsker jeg det. For jeg
ved, at når de spørger, så svarer jeg. Og så siger de
”nå – sådan”. Jeg kan fortælle dem noget, de ikke
ved, trods al deres uddannelse. Jeg mærker at jeg
kan forklare selv indviklede problemstillinger. Det
får mig til at vokse. Og jeg forklarer kvinderne at
nøglen til deres fremgang går igennem at forstå og
tale dette sprog på et højere niveau, end de gør i dag.

Borgerinddragelse ??
27

Jeg viser dem min egen usikkerhed, og hvordan jeg
kæmper mig ud af den.
Personligt har jeg fået meget selvtillid af det her
arbejde, og jeg er lykkelig over at kunne klare min
del af jobbet. Det viser sig at jeg kan klare langt flere
belastninger, end før. Trods min sygdom, som er lige
besværlig at kæmpe med. Jeg ved ikke hvordan det
kan være. Men jeg siger til mig selv, at jeg ikke må
svigte de kvinder og deres familier. Så kæmper jeg
mig nogle dage ud af huset, og når dagen er gået,
synes jeg den gik som en leg. Er det ikke mærkeligt?
Det er svært at forklare, hvad arbejdet med jobklubben
har ændret i mit liv. Selvfølgelig er det hårdt
for os alle i min familie. Men det er mest godt. Det er
et faktum at vi voksne er de nærmeste forbilleder for
vore børn. På godt og ondt – uanset om vi vil eller ej.
De står ved vores knæ og kigger op på os fra deres
position. Før var jeg ”bare en førtidspensionist”, der
altid var til deres rådighed. Nu er de stolte af mig.
Jeg får ros hver dag af min mand og mine børn. Det
betyder meget for mig at mærke deres accept. Det er
som om de skubber mig videre. Og så sporer jeg en
ændring i deres egen holdning til uddannelse. Det er
som om de alle sammen har fået mere interesse i at
uddanne sig, siden jeg er begyndt at uddanne kvinderne
i jobklubben, sammen med alle mine gode
hjælpere.
Som mit liv nu er blevet, oplever jeg nyt hver
dag. Nyt, som jeg deler med familien hver dag. I
går deltog jeg i en stor konference i København,
hvor nogle unge tyrkiske mænd fik vores brochurer.
Deres reaktion var fantastisk. De forstod fuldstændig
nødvendigheden af det arbejde, vi gør i Horsens
Job Delight, og jeg blev bare så glad og stolt.
I sidste uge holdt hele team’et bag jobklubben
møde med socialrådgiverne og sagsbehandlerne i
Horsens Kommune og AF for at snakke forventninger
til hinanden. Budskabet fra socialrådgiverne til
os var ”Bliv endelig ved, som I er begyndt. I klarer
noget, som vi ikke kan fra vore skriveborde. I kan
få kvinderne til at begynde den lange proces med
at kigge ud over familien, og nærme sig det danske
samfund.
Men vi har jo også gode erfaringer allerede efter
1⁄2 års arbejde. De ældre, analfabetiske kvinder skal
behandles med respekt, og de skal ikke presses. Når
man giver dem den rette tryghed, kan de lære meget,
som kan lette deres integration i alderdommen. De
skal formentlig ikke ud i ordinært job, men kan
28
hjælpe sig selv – og det danske samfund – ved at
blive frivillige i mange sammenhænge.
Forleden blev jeg ringet op af en yngre, veltalende
arabisk kvinde, som stod lige overfor at miste sine
dagpenge på grund af arbejdsløshed. Hun ønskede
selvfølgelig ikke at havne på kontanthjælp og havde
gjort alt for at skaffe sig et job. Men efternavnet var
en barriere, og hun var også lidt for genert til ”at
sælge sig selv” som danskerne siger. Hendes danske
sprog var fortræffeligt, så jeg tog hende med op i et
tolke-firma, som også så bekymrede ud, fordi kvinden
var så tilbageholdende. De fik hende på prøve.
Efter to dage havde de fundet hinanden. I dag fik jeg
at vide, at hun er blevet fastansat.
Hvad tror du sådanne oplevelser gør ved mig,
spørger førtidspensionisten, chefen og søsteren.
Vi lader dét spørgsmål stå og blæse lidt i vinden,
der sørger for denne opdrift: Sundhedsfremme med
en grundig tilsætning af empowerment.
AT UDVIKLE SIN MAGT
At udøve magt er ikke et ”0-spil”, hvor man mister
noget ved at give fra sig. Magtudøvelse ligner ”kærlighed”
– derved at jo mere man giver fra sig,
jo mere modtager man. Sådan lyder påstanden fra
empowerment-forskerne i Nordamerika, Sydamerika
og Canada.
Jo mere magt der udvikles, jo mere bliver der af
den. Det kan forretningsføreren i AAB tale med om.
Han fortæller:
- Jeg sad og skulle ansætte en ny person til at
varetage det daglige samarbejde med beboerne i
Axelborg. Vedkommende skulle ansættes for penge
fra det budget, som jeg har ansvaret for. Ergo måtte
ansættelsen – som altid – være mit ansvar som
daglig leder af AAB.
Men jeg blev usikker. Dels var vi løbet på grund
med den første socialrådgiver, som jeg egenhændigt
ansatte. Trods hans mange kvaliteter, iderigdom og
initiativer, var det nødvendigt med et skifte. Samarbejdspartnere
i Axelborggruppen fortalte mig, at vi
burde skrue det nye job sammen på en ny måde, så
det passede til både den kort- og langsigtede målsætning,
vi netop var i færd med at udvikle i de
måneder. Måske var det slet ikke en socialrådgiver,
der var brug for? Jeg uddelegerede arbejdet med at
udforme jobbeskrivelsen. Da jeg så udkastet til jobbeskrivelsen
indså jeg at nu sker der noget helt nyt.

De folk, som havde skrevet jobbeskrivelsen udstrålede
sådan en vilje til indgående samarbejde, og
pegede på egenskaber hos den nye medarbejder, som
jeg ikke var sikker på at jeg ville kunne identificere
på min sædvanlige facon for ansættelser. Jeg endte
derfor med at invitere disse samarbejdspartnere til
at sidde med i ansættelsesudvalget. Da vi i fællesskab
havde valgt de tre mest interessante ansøgere
ud, valgte jeg oven i købet at lade selve job-interviewet
foretage af en anden. Det har jeg aldrig gjort før.
Men det var en rigtig god beslutning. Nu sad jeg i ro
og mag og kunne følge slagets gang, og jeg kunne
29
selvfølgelig også stille spørgsmål undervejs. Da vi
var færdige med de tre interviews den eftermiddag,
var vi fuldstændig enige i den 5-mand store gruppe.
Men det allerbedste ved denne proces var, at da
vores nye beboerrådgiver var ansat, var vi allerede
fem personer, der kendte ham, og ville gøre alt for at
han kunne lykkes med sit arbejde. Jeg havde uddelegeret
min magt til at ansætte. Men i den sidste ende
gav det ikke mig mindre magt over tingene. Tværtimod
hjalp det mig med langt hurtigere og nemmere
at nå mål, jeg selv havde været med til at sætte op.
Det forløb fik mig til at tænke, at der er mange måder
at lede på. Og det hele gik op i en højere enhed,
da jeg nogle år senere af vores tredje beboerrådgiver
fik overrakt bogen ”Empowerment på dansk”
af Maja Lundemark. Nu begyndte jeg for alvor at
forstå, hvad det er, der gør forskellen på et almindeligt
kvarterløft – og så det, vi er i gang med. Det
kan godt være at vores metode er langsommere. Til
gengæld er jeg overbevist om at løsningerne holder
længere. Jeg er ikke længere så bange for at nogle
ting tager lang tid. Faktisk har jeg set beslutsomheden
blive stærkere, når man som borgerne på Sønderbro
var nødt til at vente seks år på et kulturhus
– fra ideen blev formuleret til huset stod bygget.
Sikke’n styrke der kom ud af alle de initiativer og
samtaler i ventetiden. Vi kunne formentlig godt have
gjort det hurtigere, uden alle beboerne og borgerne.
Men nu føler de med rette et medejerskab til huset.
Det er en situation af uvurderlig værdi.
Siger altså forretningsføreren, der føler sig ”empowered”.
Ikke på trods af, men fordi han delte ud af
sin magt, og opdagede at der blev mere af den. Da
voksede han også i samarbejdspartnernes øjne, fordi
det var uventet og modigt gjort, og fordi det viste
sig at være en klog disposition, der bar vores fælles
arbejde fremad på en løfterig måde. Da han delte ud
af sin magt, blev vi andre medansvarlige på en helt
ny måde.
OMRÅDETS SOCIALE KAPITAL
Den amerikanske professor Robert Putnam er en af
pioneerne i arbejdet med at kortlægge samfundets
»sociale kapital«. Her er hans analyse af årsagerne
til at det civile og frivillige USA falder fra hinanden
her og nu. Han oplister fire hovedårsager:
1) Tidspresset i familierne
2) Den befolkningsmæssige spredning
3) TV optager mere og mere af vores tid
4) Generationsmæssige forandringer.

Ifølge professorens nationale, kvantitative databaser
skyldes 20 % af nedgangen de to første faktorer
tilsammen. TV alene står for 25 % af nedgangen.
Heraf kan udledes, at de yngre generationer af amerikanere
vægrer sig ved at tage del i det lokale, frivillige
liv i en grad, så de alene står for 55 % af
tilbagegangen! Men der er tale om ”slag med den
store hammer”. Formentlig er det mere fornuftigt at
finde de sidste 55 % som en kombination af de fire
årsager, idet de unge jo netop samtidig er dem, der
bliver tidsmæssigt presset i familierne, er splittet op
i adskillige etniske og racemæssige parallelsamfund,
bliver oversvømmet af TV-tilbud døgnet rundt, samtidig
med at de som alle nye generationer udvikler
andre normer og holdninger, end generationerne før
dem.
De fleste former for medieforbrug er positivt og
kan fint hænge sammen med social deltagelse og
udadvendthed. Det gælder bare ikke for det populære
TV-medie. ”TV-kiggeri foregår på bekostning
af næsten alle former for sociale aktiviteter udenfor
hjemmet, specielt socialt samvær og uformelle samtaler.
TV-seere er hjemmemennesker”, konstaterer
Putnam.
Beboerrådgiver Ruth Andreasen taler ved nytårsfest i det kazakhiske boligområde Samal, der samarbejder med Sønderbro.
30
FAKTA
SOCIAL KAPITAL
Social kapital er et begreb, som er udviklet siden
1920-erne i USA. Man kan måle et lokalområdes
sociale kapital (se fx. www.naboskabet.dk).
Tankegangen er at se beboere og arbejdspladser
i et lokalområde som et bjerg af penge, der
enten vokser eller skrumper mellem fingrene på
dig.
Jo mere beboerne i lokalområdet finder sammen,
jo mere vokser den sociale kapital. Forskning
viser, at der er to måder at forvalte sin sociale
kapital på:
1) Skabelse af foreninger for personer, der ligner
hinanden og som danner eksklusive netværk
imellem mennesker, der får stærke bånd imellem
sig
2) Skabelse af netværk mellem mennesker, der
er mere forskellige fra hinanden. Netværket/
foreningen opsøger og indoptager hele tiden nye
samarbejdspartnere. Her får deltagerne en mere
løs tilknytning til hinanden.
1) kaldes »afgrænsende« social kapital
2) kaldes »brobyggende« social kapital.
Begge former for social kapital er nødvendig for
at et lokalområde udvikler sammenhængskraft.

AFGRÆNSENDE OG BROBYGGENDE
SOCIAL KAPITAL
En af de store landvindinger, som skyldes Robert
Putnam, er hans sondring mellem afgrænsende
(”Bonding”) og brobyggende (”bridging”) social
kapital.
Den afgrænsende sociale kapital opstår og hobes
op mellem personer, der ligner hinanden. Det være
sig holdningsmæssigt, hvad angår social status,
uddannelse eller etnicitet. Mennesker, der danner
eksklusive netværk for mennesker, der sympatiserer
og kan identificere sig med dem. En forening for
førtidspensionister kan tjene som eksempel på et
”afgrænset” netværk.
Men netværket er også kendetegnet ved ”stærke
bånd” mellem medlemmerne.
31
Brobyggende social kapital opstår derimod i netværk
mellem mennesker, som er mere forskellige
fra hinanden. Ifølge Putnam er det den vanskeligste
form at praktisere. Men den kendetegnes ved at man
hele tiden benytter forskelligheden til at inkludere
nye grupper i arbejdet. Sønderbrogruppen eller foreningen
”På tværs”, der arbejder med fællesskaber
på tværs af etniske oprindelser, er gode eksempler
på brobyggende netværk. Brobyggende netværk er
kendetegnet ved ”svage bånd” mellem deltagerne.
Men begge former er afgørende for et områdes
samlede, sociale kapital. Putnam konstaterer, at
afgrænsende netværk er nødvendige for at klare
dagen og vejen, mens brobyggende netværk er afgørende
for at komme videre.

Vi kan bare minde hinanden om, at i en jobsøgningsproces
er det navnlig de svage sociale bånd til fjerne
bekendte, som man ikke omgås til daglig, der har
stor værdi.
Det samme gælder, når man søger politiske allierede
i en konkret sag.
Putnam påstår, at på ”ingen andre områder har
forskningen været i stand til at spore så veldokumenterede
konsekvenser af social kapital som indenfor
sundhed og trivsel.«
Han henviser til Émile Durkheim’s banebrydende
værk ”Selvmordet”. Her skildres ødelæggelsen af
selvet ikke blot som et dystert, personligt anliggende.
Men derimod som en sociologisk forudsigelig
konsekvens af manglen på individets sociale og
samfundsmæssige integration.
Putnam konstaterer, at ”socialt isolerede mennesker
er mere tilbøjelige til at ryge, drikke, spise sig
fede og tage del i andre typer af sundhedsødelæggende
adfærd”
Det er umiddelbart indlysende, at enhver der arbejder
med at forbedre livskvaliteten for sig selv og
andre i en bydel kan have meget glæde af at lære
begreberne om ”social kapital” nærmere at kende.
Faktisk kan man lære at få den eksisterende kapital
til at vokse – lige som man kan lære at måle
kapital-beholdningen temmelig præcist.
Det forekommer indlysende, at vi på Sønderbro
har en forkærlighed for netop brobyggende netværk.
Det ligger mere eller mindre i sagens natur, og i
vores historie, hvor den smukke, gamle ”røde bro”,
førte fra byens centrum til det, vi i dag kender som
”Sønderbro”- og videre i alle retninger...
Her følger et par eksempler på Sønderbrogruppens
seneste brobyggerier til omverdenen.
VORE SENESTE BRO-FORBINDELSER:
SAMARBEJDET MED S.D.U.
(indsatsområde nr. 7)
Efter at have oplevet så fremgangsrige år med
værktøjskasserne fulde af ”sundhedsfremme” og
”empowerment” var det nærliggende for os at tage
kontakt til Syddansk Universitet, forskningsenheden
for sundhedsfremme, for at høre, om de ville være
interesseret i at hjælpe os med en analyse af, hvad
det er, der har virket – og hvad der ikke har.
Disse forskere fandtes allerede i vores netværk,
idet Sund By, Horsens i årevis havde arbejdet
sammen med professor Evelyne de Leeuw i det
32
europæiske WHO-projekt. Evelyne de Leeuw var i
nogle år knyttet til netop denne forskningsenhed i
Danmark, og vi skabte en »vind-vind« situation, idet
Syddansk Universitet ved den aftale, vi indgik, fik
adgang til at bruge lokalområdet Sønderbro som et
”laboratorium” for folkesundhed.
Sammen udviklede vi et empowerment-spørgeskema,
som hen over årene vil blive stillet til beboerne,
så udviklingen de næste mange år kan følges.
Og da vi først var kommet i gang med samarbejdet,
blev det indlysende for os, at vi faktisk stod med en
helt ny forsknings-disciplin foran os.
At studere sundhedsudviklingen i et boligområde
med 9000 beboere, handler ikke blot om de 9000
personers individuelle sundhed, men også om hvad
de foretager sig sammen – og hvordan det påvirker
livskvaliteten. Vi nærmer os det, der kan kaldes ”bysundhed”.
For at studere denne, er det ikke nok for
sundhedsfolkene at være udstyret med den klassiske
metode til at måle immunforsvaret ”klinisk” og individuelt.
Der er faktisk brug for at måle hele lokalområdets
”immunforsvar”.
Et sundt lokalområde kan modstå meget store
belastninger. Men hvordan måle hvor sundt selve
lokalområdet er? Derfor er vi sammen gået i gang
med at udvikle den nye forsknings-disciplin, som
vi kalder ”Social Immunologi” – en pendant til den
hæderkronede ”Klinisk Immunologi”. Vi forestiller
os indenfor en årrække at have kortlagt, hvilke trusler
og hvilke godartede fænomener, der henholdsvis
nedbryder og styrker et lokalområde. Og vi forestiller
os, at vi indenfor den samme årrække kan
udvikle en metode, der sætter sundhedsforskerne i
stand til at stille ”sociale diagnoser”.
Vi har i arbejdsgruppen sammen med professor
de Leeuw defineret ”Social Immunologi” som ”…videnskaben
og kunsten at kunne finde og påvirke faktorer
i lokalområdets sociale miljøer, der er patogene
eller salutogene« (sygdomsskabende eller sundhedsskabende,
red.).
Forskningen i Social Immunologi er således særligt
optaget af “at studere de sociale forudsætninger
for sundhed, og interesseret i at udvikle metoder
og strategier, der kan ændre disse forudsætninger
til fordel for social sundhed” (Evelyne de Leeuw
og Flemming Holm til Danmarks Grundforskningsfond,
2004).
Det er tanken, at der de kommende år gradvist
skal opbygges en forsknings- og formidlingsenhed på
Sønderbro.

Den første forsker fra Syddansk Universitet påbegyndte
”en undersøgelse af Social Immunologi” i
Sønderbro, Horsens” i efteråret 2006.
Udviklingen af den nye forskningsdisciplin vil ske
sammen med lokalområder og forskere i Newcastle,
Lissabon, Trnava (Slovakiet) og Deakin (Australien).
Disse steder har vi nemlig kolleger, der lige
som vi arbejder med belastede boligområder og færdigheder
indenfor sundhedsfremme, empowerment
og udvikling af social kapital.
Visionen på dette område er, at opbygge forsknings-
og formidlingsenheden på Sønderbro som en
international enhed.
HELHEDSPLAN FOR BESKÆFTIGELSE
Et andet eksempel på, hvordan Sønderbrogruppen
arbejder med at mangedoble områdets sociale kapital,
er arbejdet med at udvikle en ”helhedsplan for
beskæftigelsen på Sønderbro 2007-2012”.
Da vi søgte Landsbyggefonden om penge til dette,
skete det på initiativ af boligforeningerne i Sønderbrogruppen.
Under skrivearbejdet med ansøgningen
kontaktede vi otte partnere, som alle har hver deres
rolle at spille i forbindelse med arbejdsmarkedet i
vores region, og spurgte om de – i fald vi kunne
få penge hjem til boligforeningernes indsats – ville
være med til at udvikle helhedsplanen, og bidrage til
at føre den ud i livet.
Vi fik ja alle otte steder – og ledernes underskrifter.
De ”nye” samarbejdspartnere, der sagde ja til
at træde ud på broen, inkluderer Bo- og Rehabiliteringscentret
”Fogedvænget”, der arbejder med borgere,
der har fået en funktionsnedsættelse, bl.a. efter
hjerneskader, Revalideringscentret ”Bomi”, Horsens
Produktionshøjskole, CVU, Vitus Bering, herunder
også Gedved Seminarium, med den nye uddannelse
af ”Sociale entreprenører”, Job Horsens, AF og
Socialforvaltning, Horsens Kommune, samt Horsens
Erhvervsråd.
Sammen med alle disse partnere sætter Sønderbrogruppen
og repræsentanter fra alle grupper af
arbejdsløse på Sønderbro sig nu ned for at udvikle
en helhedsplan, som beboere og virksomheder kan
sige god for.
Landsbyggefonden bevilgede 11 mio. kr. til vores
ide. Selv har vi minimum 3 mio. i lokal medfinansiering,
så vi kan komme i gang med at lave om
på det faktum, at vi på Sønderbro har en arbejdsløshedsprocent,
der er tre gange højere end byen som
helhed.
33
FREMTIDIGE PROJEKTER:
BREDBÅND TIL ALLE FAMILIER PÅ
SØNDERBRO
”Hvis du ikke har en adresse på internettet, eksisterer
du ikke i den globale verden”. Så kontant er det
blevet formuleret. Den sørgelige sandhed er, at langt
de fleste familier på Sønderbro slet ikke har en computer
hjemme. Og i mange af de små hjem, hvor
man har computer, er det kun ”farmand” eller de
store børn, der forstår at betjene den.
Det har man tænkt sig at lave om på i ”Sønderbro
Uddannelse & Erhverv”. Arbejdsgruppen har taget
kontakt til to lokale internetudbydere. Vi ønskede
at få et tilbud på et samarbejde, der kan bringe bredbånd
med højhastighed ind i samtlige lejligheder på
Sønderbro.
Ønsket er, at beboerne på Sønderbro skal teknisk
på omgangshøjde med mere velkonsoliderede miljøer
i byen. Derefter skal der gennemføres en uddannelsesindsats,
så alle beboere kan manøvrere med
hjemmets computer. I forbindelse med dette IKTprojekt,
skal der igangsættes en forskning, der følger,
hvordan hjemmene tager teknologien til sig – og
hvad det betyder for deres liv på længere sigt.
Alene kontakten til internetudbyderne, er en udvidelse
af broforbindelserne mellem Sønderbro og
resten af byen. Her er også mulighed for at ”veksle”
den sociale kapital til kontanter, idet udbyderne har
erklæret sig villig til at lægge et større millionbeløb
til gratis installationer i pilot-fasen af projektet (et
forsøgsområde på 2000 indbyggere).
Men broforbindelserne bliver længere endnu, idet
arbejdsgruppen er i færd med at udarbejde en samlet
projektbeskrivelse, der vil blive sendt til tre ministerier
– nemlig Undervisnings- Integrations- og
Velfærdsministeriet.
SAMARBEJDE MED KAZAKHSTAN
En gruppe Kazakher var i år 2000 af WHO inviteret
til Danmark for at se eksempler på kommuner, der
arbejdede med sundhedsfremme. De kom til Horsens,
og de aflagde visit i Axelborg Beboerhus nogle
få timer, inden de skulle videre til andre byer.
Vel hjemme i Kazakhstan skrev de en ønskeseddel
til WHO. Øverst stod, at de ønskede hjælp til
at opbygge et kazakhisk netværk af ”Sunde Byer”.
Ønske nummer to: At få et praktisk samarbejde med
folkene på Sønderbro i Horsens.
Hér syntes de, at de havde oplevet en arbejdsglæde
og et samarbejde, der passede dem godt.

Resultatet blev at Kazakhernes ønske blev drøftet på
et møde mellem de frivillige i og udenfor Sønderbrogruppen.
Der var stemning for at bruge kræfter på –
sammen med Kazakherne - at skrive en fælles ansøgning
til EU’s Socialfond. En lille arbejdsgruppe i
Horsens begyndte at sende papir frem og tilbage til
Kazakhstan, og i 2004 havde man specificeret, hvor
indsatsen skulle begynde, og hvad den skulle bestå
af. Det tog lidt længere tid at få ansøgningen gennem
EU’s mange kontorer end ventet. Men i 2005 blev
der endelig bevilget penge til en 2-årig erfaringsoverførsel
fra Sønderbro til Kazakhstan. Vi arbejder
nu i en by på 120.000 indbyggere. Men vores indsats
retter sig mod en fattig bydel på 12.000 beboere.
Her fosser vandet ind i højhusenes øverste lejligheder,
på grund af dårlig beton og flade tage – nøjagtig
som tilfældet var i Axelborg, da vi begyndte vores
arbejde.
Trods den store geografiske afstand – nemlig
6000 kilometer i fugleflugt – er den kulturelle forskel
ikke noget problem. Kazakherne er meget humoristiske
og yderst arbejdsomme. Mellem hvert af vore
træningsbesøg, har de produceret betydningsfulde
og synlige fremskridt. Vi taler derfor allerede nu om
at gøre samarbejdet til noget mere langvarigt.
Vi lærer også en masse af samarbejdet. Fx rummer
landet, der er på størrelse med hele EU-området,
over 100 nationaliteter, der lever fredeligt side om
side. Flertallet er muslimer, men adskillige andre
trosretninger nyder fuld respekt. Tankevækkende at
se buddhister, kristne og hinduer arbejde side om
side med de indfødte Kazakher på at opbygge den
nye stat. Landet er rigt på olie og mineraler. Dér
kan man tale om at ”morgenstund har guld i mund”.
Men staten var en af de sidste sovjetter, der løsrev
sig fra Rusland, og der forestår et stort arbejde med
at opbygge demokratiske institutioner, organisere og
fordele de rige muligheder.
Her har Danmark – Horsens og Sønderbro – en
rolle at spille. Hvis vi forstår at gribe muligheden.
Dette var tre eksempler på, hvordan vi arbejder med
vores sociale kapital – især den brobyggende slags.
VORES FÆLLES NETVÆRK
(Indsatsområde nr. 2)
En af hemmelighederne bag de massive resultater på
Sønderbro er – foruden et lystbetonet arbejde med
alle de strategiske indsatsområder (oplistet på s.15 ),
et fænomen, der hos os har to navne. Nemlig ”initiering”
og ”motipulation”.
34
Det er langt fra alle der praktiserer dette – og tak for
det! Men fænomenet spiller jævnligt en afgørende
rolle for at tingene bliver til noget.
Det er almindeligt anerkendt – og videnskabeligt
efterprøvet - at der oftest skal to forskellige bevægelser
til, før ting kan gro og blive til noget på jorden
(læs: I lokalområdet). Græsrødderne skal være sejlivede
og tæt forbundne for at kunne støtte hinanden i
arbejdet med at skyde op og dække et område. Altså
en bevægelse nedefra og op. Men denne proces kan
ødelægges fra oven. Hvis ikke nogen sørger for at
græsrødderne får rigelige mængder af sol, lys og
vand, kan væksten gå i stå, og rødderne visne. Denne
dialektik mellem de to bevægelser ”bottom-up” og
”top-down” er grundlæggende og vigtig. Det er også
årsagen til, at ét af de afgørende strategiske indsatsområder
hedder ”jævnlige kontakter til det politiske
liv”. For somme tider at styre denne dialektiske
proces, så der ikke bliver for meget af det ene eller
for lidt af det andet, må der være nogen, som forstår
processerne forneden og foroven – og som kan
formidle denne viden begge steder. Den slags mennesker
har mulighed for at ”initiere”/igangsætte ved
at fungere som en slags ambassadører for lokalsamfundsarbejdet
- og så at sige kortslutte kommandovejene
i alle systemer, når noget går for langsomt,
eller kører helt af sporet.
Et eksempel: Da beboerne på Sønderbro havde
skaffet de første 500.000 kr. til deres ønske om et
kulturhus, var man udmattelsen nær. Familien Hede
Nielsens Fond lagde ikke deres 500.000 kr. oveni på
eget initiativ. Sønderbrogruppen havde et medlem,
med god kontakt til familiefonden, som nu gik ind
og ”initierede”- med positivt resultat. Pludselig stod
vi med den første million kr. Det var et perfekt
udgangspunkt for at gå videre og – med denne
troværdige startkapital – forsøge at ”åbne” andre
fonde.
Vi kalder det også somme tider for ”motipulation”.
Ordet er sammensat af de to ord ”motivation”
og ”manipulation”.
SPØRG IND, HVIS I VIL
HAVE VORES HJÆLP
Gennem årene med det indre kvarterløft på Sønderbro
har vi arbejdet med utrolig mange forskellige
temaer og beboerstyrede arbejdsgrupper. Temaer og
grupper, som vi ikke har plads til at præsentere på
disse sider. Det gælder fx arbejdet med at uddanne
partnere til at praktisere ”konflikthåndtering”.

Eller det årelange arbejde med ”Sønderbro Ungdom”,
hvor adskillige unge har fået et førstehånds kendskab
til at demokrati og indflydelse er indenfor rækkevidde
– hvis man selv vil.
Spørg ind, hvis I vil høre vore erfaringer.
Søren Ryge om
“Den Internationale
Haveforening, Axelfryd”,
Sønderbro
Sidste sommer så jeg de fineste urtehaver, jeg nogensinde
har set. De var ganske små, 12-15 kvm., og var
placeret i det grønne område foran en boligbebyggelse
i Horsens. Der var lavet i alt 30 små kvadrater
til interesserede familier, og de var i brug hver og
en.
Det fine var, at de var så forskellige. Man kunne
omgående se, at det var vidt forskellige mennesker,
der dyrkede dem. De fleste indeholdt det velkendte
udvalg af danske grøntsager pænt på rad og
række. Et par stykker var udelukkende tilplantet
med grønkål og kartofler, så de har tilhørt nogle
solide sovs- og kartoffelfamilier. Men så var der
tre-fire haver, som slet ikke lignede de øvrige. De
var først og fremmest sirlige. De var fyldt til
randen med diverse salater, krydderurter, fine rodfrugter
m.v., som ikke stod på rad og række, men i
tætte felter. Jorden var udnyttet mere end optimalt.
Menneskene må have svævet, når de skulle høste,
luge, nusse, pille. Hakkejern, river og den slags har
været umulige at bruge, for der var ikke plads til
dem mellem planterne.
35
Og hvem dyrkede så disse haver? Ja, det fortalte
ejendommens inspektør mig. De to var fra Sri Lanka
og den tredje fra Vietnam! Han var selv tydeligt
imponeret over en så omhyggelig og smuk udnyttelse
af 15 kvm. dansk jord. ”De planter og luger
med teskeer”, sagde han.
Jeg har gerne villet fortælle denne historie, fordi den
siger mere om at dyrke sin urtehave end alverdens
havebøger. Alle og enhver kan jo lægge kartofler i
jorden i april og høste et antal knolde tre måneder
senere. Det er lige så nemt at dyrke grønkål som at
dyrke mælkebøtter. Men at bruge 15 eller 150 kvm.
jord på en sådan måde, at det både giver stort udbytte
og stor glæde, det er en kunst, og det kommer ikke
af sig selv. Det kræver den respekt for jorden og
omhu med planterne, som man har i de lande, hvor
jorden er en mangelvare.
VIL DU VIDE MERE ?
Hurtigste mulighed er formentlig vores
hjemmeside:
www.soenderbro-horsens.dk
Men du er også velkommen til at gribe
telefonen og kontakte:
Vores beboerrådgiver, Ruth Andreasen,
i Axelborg Beboerhus: 75 61 84 71,
Forretningsfører Erik Krogh,
Arbejdernes Andelsboligforening: 75 62 58 22
Skoleleder Mogens Falk,
Søndermarkskolen: 76 29 40 00,
mobil: 28 11 10 06,
eller
Journalist Flemming Holm,
Sønderbro Kulturhus: 76 25 00 64,
privat 75 66 10 12.

Sønderbro Horsens har reduceret hærværk og kriminalitet med
50-75 %.
Her er ingen formand - ingen kasserer. Men en koordinator,
og en Sønderbrogruppe, hvor alle frivillige kan tage initiativer.
En fælles vision hedder: »Sundhed For Alle på Sønderbro«
I dette hæfte kan du læse, hvordan Sønderbro bruger teorierne om
»Sundhedsfremme«, »Empowerment« og »Social Kapital«
i vores daglige praksis.
Kodeordet i et indre kvarterløft er »selv-oprejsning«.