DANSKE STUDIER 1971

Svend Grundtvig og hans folkloristiske arbejdsmetode 97
den som med det eensartede Frø, der frembringer eensartede Væxter,
og vi altsaa ikke kunne betragte denne Digtning i sin Heelhed enten
som et Arvegods, medtaget færdigt og udviklet, eller som opskudt paa
et enkelt Sted og derfra udplantet til alle Sider, - saa er det dog
kjendeligt nok: deels, at en stor Deel af Balladernes Grundstof maa
være medtaget fra et fælles Hjem i en Tid, der ligger langt forud for
den historiske Kundskab, i en Tid, da der existerede en Sprogeenhed
og Nationaleenhed mellem nu gjennem Aarhundreder, ja maaskee
gjennem Aartusinder adskilte og hver sin særegne Udvikling følgende
Folk og deels, at mange enkelte Viser eller enkelte Sagn have fundet
Vej fra det Ene af disse Folk til det Andet, da vi ikke paa anden
Maade kunne forklare os den overraskende Lighed, der finder Sted
mellem forskjellige gotiske Folks enkelte Viser, og som undertiden
gaaer endog til en ordret Overeensstemmelse, hvorpaa flere Gange
er gjort opmærksom i nærværende Samling« 11 .
Svend Grundtvig, der ellers er meget omhyggelig med at henvise,
nævner ikke, at det er Herders og Jacob Grimms teorier, han her
gør sig til talsmand for, men det kan hænge sammen med at de via
faderen var gået ind i sønnens almindelige viden som noget efterhånden
ganske selvfølgeligt. Sådan måtte det være. Anderledes er det
dog med William Motherwells iagttagelser og teorier. Dem citerer
Svend Grundtvig ordret.
Motherwell udgav i 1827 i Glasgow: Minstrelsy, ancient and
inodern, with an historical introduction and notes, hvor han meget
skarpt formulerer en kritik af de hidtidige udgiveres lemfældige behandling
af viseteksterne: »Tre Aarhundreders Slid ved den mundtlige
Forplantelse paa Almuens Læber gjør en gammel Vises Text
mindre skade, end een kort Time, efterat den er falden i Hænderne
paa En af vore Dages dannede og aandrige Udgivere. - Hvis de
(dvs. Balladerne) overhovedet ere værd at gjæmme — og ingen Mand
med ufordærvet Smag kan benægte at de ere saa - da maae de
tilvisse bevares i den samme Dragt, hvori de erindres og kjendes
og kunne bevises at existere iblandt os. Det vil kun lidet hjælpe at
hengive sig til ørkesløse Grublerier over, hvordan de vel engang kunne
have seet ud, og derefter at føre dem tilbage til hvad man kan
indbilde sig har været deres oprindelige Skikkelse. Vi maae beklage,
at Opmærksomheden ikke tidligere er bleven henvendt paa denne
forsømte, men betydningsfulde Deel af den nationale Litteratur, men
det eneste Skridt, vi ere berettet til at gjøre, for at bøde paa For-
7 DSt 1971