DANSKE STUDIER 1971

94 lørn Piø
Naar vi i Norden talte om vor Folkepoesi fra Middelalderen, saa
vide vi Alle, at det er Kæmpeviserne, Talen er om, og skulde Nogen
tvivle om deres Berettigelse til at kaldes Nordens Folkepoesi, saa
behøve vi kun at henvise til, hvor de naturlig ere fremkomne, for at
føre et slaaende Bevis for vor Paastand, idet man maa erkjende, at det
er der, ene der, hvor Nordens Aand er Folkets Aand, Nordens Tunge
Folkets Maal. Ligesom Træets mangfoldige, vidtspredte Grene til
samme Tid frembringe samme Frugt, saaledes fremsprang disse baade
ved Aand og Form saa ejendommelige Sange samtidig hos alle Nordens
ved Tid og Rum vidt adspredte Stammer. [.. .]
Vi Undertegnede have derfor gjennem flere Aar arbeidet paa at
samle Alt, hvad vi kjende af danske Kæmpeviser paa Prænt og i
Skrift, og det er vort Haab, snart at kunne give det danske Folk en
saa fuldstændig Samling af dets Middelalders Poesi, som kan uddrages
af alle de trykte Udgaver, de bekjendte Haandskrifter og Flyvebladene
»trykte i dette Aar«, og Hr. Justitsraad [J. M.] Thiele har
hertil forekommende overladt os de Forarbeider, han flere Aar tilbage
gjorde i et lignende Øiemed. Vi have intet Ord udeladt af de mangfoldige,
ofte kun lidet forskjellige Opskrifter af en og samme Vise,
da enhver Vilkaarlighed maa fordømmes, hvor det gjælder om at give,
hvad man har fundet. Men endnu savne vi eet, og det et vigtigt
Led, før Samlingen skal kunne nærme sig Fuldstændighed; det er
derfor vi herved henvende os til danske Mænd og Qvinder trindt i
Landet, med Bøn om, og Opfordring til at staa os bi i denne fælles
Sag. Der lever nemlig endnu hos Folket, og da mest hos de Gamle
iblandt det, en stor Del af den Nationalskat, hvorom her er Talen,
og det er derfor af største Vigtighed for os og for Sagen, at vi sættes
i Stand til i ovennævnte Værk at indlemme Kundskaben om, hvor og
hvorledes den har bevaret sig levende paa Folkets Tunge til denne
Dag. Det er derfor Vor Bøn til alle dem, som føle varmt for Fædrelandet
og dets aandelige Eiendom, at de ville meddele os Alt herhid
henhørende, som de enten kjende eller kunne komme til Kundskab
om. Blot et enkelt Vers, som det synges i Folket, uden Hensyn til om
det tilhører en forhen trykt, eller aldrig før kjendt Vise - om muligt
med Melodien, der staaer i en saa underlig og væsentlig forbindelse
med Folkepoesien, - vil være et vigtigt Bidrag til dennes Historie og
skal ikke blive glemt i det vidtløftige Verk, der nu er sin Fuldendelse
nær« 7 .
Nogle uger senere - 29. december 1843 og 5. januar 1844 - skri-