Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
140 A nmeldelser<br />
barok, og på basis heraf søger forf. at finde frem til en egen definition<br />
(p. 17-18, jf. 290), der formuleres i 4 hovedpunkter: 1) barokken er ikke<br />
identisk med modreformationen; 2) kirkelig og statslig autoritet er væsentlige<br />
sider af barokkens livsholdning; 3) barokken lader sig ikke bestemme på et rent<br />
stilistisk grundlag; 4) sociologiske og »geisteswissentschaftliche« samt formalstilistiske<br />
kritercr er nødvendige. Det første af disse punkter er vel udelukkende<br />
medtaget i opposition til P. Hankamers barokteori og må betragtes som et<br />
internt ty. opgør og forekommer ret ligegyldigt i en definition; der er jo strengt<br />
taget så meget, som barokken ikke er. Bortset herfra er den egentlige svaghed<br />
ved denne bestemmelse, at der næppe kan siges at være tale om en definition,<br />
men blot om en påpegning af nogle - også tidligere anerkendte - forhold,<br />
der k a n og efter forf.s mening bør medtages i et forsøg på en indkredsning<br />
af barokken; dette prøves i kapitlet »Welt und Weltbild«, dog ikke med ubetinget<br />
held; det noget utilfredsstillende resultat skyldes svigtende valg af kilder,<br />
hvad der fører til mange regulære fejloplysninger. Man kan umuligt påstå,<br />
at Friese har nået et bedre fundament for sin beskrivelse af nordisk barok<br />
end fx. Paludan eller Billeskov Jansen, og det vil sige, at forskningen ikke er<br />
ført videre. Det ejendommeligste ved kapitlet bortset fra de mange fejlslutninger<br />
er det principielle, der går ud på at påvise overensstemmelser med<br />
europæisk barok, uden at der gøres forsøg på at undersøge, om nordisk barok<br />
muligvis kunne have særtræk, der må medtages i karakteristikken.<br />
Den største ulempe ved bogen er dog den, at forf. ud over de gængse litteraturhistoriske<br />
fremstillinger kun benytter meget få og desværre ret tvivlsomme<br />
og sekundære kilder, fx. til bestemmelse af den historiske og sociologiske baggrund,<br />
som forf. netop betoner; her bygger han væsentligst på fremmede kilder<br />
om Nordens historie og på en så upålidelig historiker som Odin Wolff; vel kan<br />
det være interessant at se vore egne forhold udefra, men det bliver en noget<br />
farlig fremgangsmåde, når det fører til forbigåelse af fundamentale historiske<br />
og kulturhistoriske skandinaviske værker. Det er derfor ikke underligt, at man<br />
gang på gang støder på mærkelige konklusioner og unødvendige fejl, fx. de alt<br />
for kategoriske udtalelser om adelens stilling i Danmark, og barokpoesien som<br />
hofpoesi o. Ign.; Kaspar Schøller var sandelig ikke Griffenfelds efterfølger som<br />
storkansler, Poul Resen hed Hans Poulsen Resen, Bordings forhold til Griffenfeld<br />
var næppe så enkelt som fremstillet, en gennemlæsning af Danske Mercurius<br />
vil vise dette, men i populære fremstillinger møder man ofte disse helt<br />
ubeviste postulater om, at Griffenfelds litterære interesse naturligvis også (men<br />
hvorfor dog?) måtte omfatte Bording (p. 211, 214); i realiteten omtaler Bording<br />
slet ikke Griffenfeld, før det var helt uundgåeligt, og der er aldeles intet, der<br />
tyder på, at Griffenfeld var Bordings protektor i 1666 og initiativtageren til<br />
Danske Mercurius; så megen indflydelse havde han ikke på det tidspunkt, og<br />
desuden var Bording jo med hud og hår gået over til Gabels, modpartens parti;<br />
langt snarere har der været tale om et modsætningsforhold. Også forf.s udtalelser<br />
om den sene udgivelse af Peter Dass' Nordlands Trompet, om Jac. Worm,<br />
om Mogens Skeel (hvis ophavsret til Grevens og Friherrens Komedie må siges<br />
at være mere end tvivlsom) og meget andet er løst underbygget. Den ringe<br />
udnyttelse af nordiske kilder og det vist begrænsede personlige kendskab til den<br />
behandlede litteratur viser sig således på mange måder, også i en kedelig kritik-
Change language