DANSKE STUDIER 1971

124 Mindre bidrag
Han har antagelig behandlet »D/e Leiden des jungen Werthers« 1774, som
Grundtvig flere gange i sine ungdomsskrifter hentyder til, dog uden at referere
til Steffens 20 . En Steffens-ytring om Ossian-sangene, citeret af Grundtvig i en
udtogsbog påbegyndt i 1806, kan eventuelt hidrøre fra Werther-gennemgangen,
da Goethe som bekendt lader Werther læse Ossian for Lotte den aften,
hvor de skilles for bestandig:
»Jeg erindrer at Steffens frakendte de ossianske Klager Digtnavnet, og
kaldte dem en Potenz Sentimentaliteten selv havde skabt sig -« 21 .
Også Goethes kunstnertragedie Torquato Tasso 1790 har været omtalt. Her
synes Steffens at have fremført den ægte romantiske tese, at den sande digter,
der har hjemme i poesiens evige rige, i sin holdning til det jordiske, »Existensen«,
må være præget af en vis sygelighed. Grundtvig citerer den 11.
marts 1805 i sin dagbog en længere passage af Steffens herom:
»Jeg erindrer at Steffens udlod sig om denne Punkt omtrent saaledes En
vis Sygelighed der saavel yttrer sig i Poesiens Død som i dens Fødsel,
udgjorde det væsentlige hos Tasso: Poesien var alt forsvunden da Han
traadte frem, men havde som den stedse gjør, efterladt sin Skygge i Konsten,
i et betydningsfuldere Liv. Tasso vilde slutte sig til den svundne Old,
men hans Aand manglede den fornødne Kraft, og hans Bestræbelser for
at vække Poesien, bragte ham i Strid med Poesiens end tilbageværende
Skygge - Han svævede saaledes isoleret om i den svundne og værende
Old uden at finde nogen fast Punkt, og da Han endelig ved Kjærlighed
troede at knytte sig til Eksistensen potenserede sig just derved hans Strid,
thi Gjenstanden for hans Kjærlighed var en Prindsesse. Han skuede med
Rædsel den uhyre Afstand som skilte Dem, Han havde ey Kraft til, som
Bokkas, at trodse Frastanden, og maatte saaledes bukke under for sin Lidenskab
-« 22 .
Den adskillelse mellem »poesi« som en livsanskuelse og livsfølelse og »kunst«
som det ufuldstændige ydre aftryk heraf, der senere skulle blive så vigtig i
Grundtvigs poetik, kan således være inspireret af Steffens' Goethe-kollegium.
Et halvt år efter, den 10. september 1805, erindrer Grundtvig i en dagbogsafhandling
om poesiens væsen »hine Steffens's Yttringer, at Poesien nødvendig
maae yttre sig som opponerende mod Eksistensen, og at en vis Sygelighed
maae karakterisere den begyndende Digter« 23 .
Goethes store roman Wilhelm Meisters Lehrjahre 1795-96 læser Grundtvig
ifølge en dagbogsnotits fra den 2. juni 1803 i tilknytning til Steffens'
foredrag:
»Denne hele Roman har interesseret Mig meget, dog især dens sidste Del. -
En skøn Sjels Bekendelser var, hvad Jeg mindst morede mig med, og som
Jeg mindst gad tænkt over. Har Jeg ingen anden Nytte havt af Steffens's
Kollegium - over Goethes Poesier - maae Jeg dog takke ham for denne
behagelige Lektyre« 24 .
Notitsen siger dog mere om Grundtvig end om Steffens.
Goethes Faust spiller ingen rolle i Grundtvigs forfatterskab, og han har
heller ikke i sin ungdom refereret Steffens for udtalelser herom 25 . Men det er
givet, at Steffens har talt entusiastisk om Faust. Ein Fragment 1790, som
han læste, straks da den udkom. Oehlenschlåger beretter i sine erindringer: