DANSKE STUDIER 1971

Henrik Steffens' Goethe-forelæsninger i 1803 123
over »Goethes Poesier« i Foraaret 1803, den eneste Forelæsning, jeg virkelig
har hørt«. Videre udtaler Grundtvig her,
»at den Steffenske Anskuelse af Livet og Poesien, Naturen og Historien
forekom mig høist latterlig, men hans Liv og Veltalenhed greb og fængslede
mig ligefuldt, og den saakaldte »høiere Poesi«, som jeg hos vore
Digtere fra Halvfemtserne havde fundet uudstaaelig, turde jeg dog nu ei
bryde Staven over, før jeg lærde at kiende Goethe og Schiller, Tieck og
Novalis og fremfor Alt Shakspear, der havde mægtet at henrive saa mægtig
en Aand, som jeg fandt, Henrik Steffens i alle Tilfælde var« 14 .
Disse to steder giver en oversigt over hvilke andre digtere Steffens inddrog
i sin gennemgang af Goethe. Han har beskæftiget sig med den tyske romantik
i almindelighed og har trukket linjer tilbage til renæssancen.
En samtidig optegnelse fra Grundtvigs hånd viser den forvirring Steffens
kastede ham ud i. I en litterær udtogsbog fra den første Egeløkke-sommer,
dateret den 11. juli 1805, opsamler Grundtvig ældre antegnelser om sin læsning
foran. Af dem fremgår det, at Grundtvig den 30. marts 1803 - fem
dage efter Steffens havde påbegyndt sine Goethe-forelæsninger - undrer sig
over, at han ikke mere kan nyde viddet i en visesamling fra 1798 af J. C.
Tode, fordi hans »Begreber om Poesi ere blevne saa saare forplumrede paa
Steffens's Kollegium - over Goethes Poesier« 15 . Steffens må have demonstreret
den nyere skoles æstetik på Goethes digtning.
Det er af Grundtvigs notater tydeligt, at Steffens har holdt fast ved den
romantiske opfattelse af poesi og af geniet, som han havde fremlagt i de
trykte indledningsforelæsninger, især de to sidste.
Distinktionen mellem den subjektive og den objektive eller den moderne og
den antikke poesi, som Grundtvig refererer i den ovennævnte udtalelse fra
1815, er således allerede fremsat i den 8. indledningsforelæsning 16 . Kategorierne,
der kan stamme fra Schillers afhandling fra 1795-96 Vber naive und
sentimentalische Dichtung, har naturligt kunnet bruges til en bestemmelse af
Goethes og romantikernes digtning.
Herudover har Steffens holdt et opgør med det 18. århundredes normative
æstetik, i fortsættelse af den dristige karakteristik i den 9. indledningsforelæsning
af geniet som den der spotter de blotte klogskabsregler og ikke kan
bedømmes efter samtidens regler 17 . Den 23. maj 1804 skriver Grundtvig i sin
dagbog i en betragtning over Holbergs latinske epigram III.XIV:
»Udskelder Poeten Prosodiens Opfinder som den der lagde Baand paa
Sjeniet - omtrent som Steffens talte om de æsthetiske Lovgivere -« 18 .
Måske har det hos Steffens været i forbindelse med Goethes ridderdrama
Gotz von Berlichingen mit der eisernen Hånd 1773, som Grundtvig siden i
sin Vcrdenskfønikc 1812 nævner i netop denne sammenhæng:
»I sin Gøts med Jernhaanden reiste han Riddertiden et prægtigt Mindesmærke,
og spottede i dets Bygning alle de Regler, Man havde udtænkt for
Dramaet, i det Man gik ud fra den bagvendte Mening, at Digteren skulde
have til Øiemed, ei at fremstille et tro, livligt Billede af Tid og Idrætter,
men at sammensætte et Gøglespil, som kunde være til Øienslyst og Roskab
for aandelige Lediggængere« 19 .
Hvilke værker af Goethe kan Steffens have gennemgået?
I