DANSKE STUDIER 1971

Svend Grundtvig og hans folkloristiske arbejdsmetode 109
omhyggelig sigtet og ordnet og endelig at være gjort til Gjcnstand for
en grundig, kritisk og comparativ Behandling vil kunne yde Videnskaben
Udbytte. Men med de Resultater for Øje, som navnlig Jakob
Grimm og hans Skole (J. W. Wolf, Adalbert Kuhn, Karl Mullenhoff
og flere) have vidst at afvinde folkelige Overleveringer af denne Art,
og hvorom navnlig Værker som »Deutsche Mythologie« og »Deutsche
Rechtsalterthiimer« bære Vidnesbyrd, kan jeg ikke være i Tvivl om det
onskelige i ogsaa for Danmarks Vedkommende at tilvejebringe saadanne
Samlinger, der sikkerlig ville blive af Betydning for alle Grene
af den nordiske Philologi, navnlig for Mythologien, Culturhistorien og
Lingvistiken« 40 .
Hvor interessante indledningerne og efterskrifterne til de forskellige
hefter af Gamle danske Minder således end er rent videnskabshistorisk,
må man dog være klar over, at hvad Svend Grundtvig skriver
dér, skal forstås i den rette sammenhæng: han vil herigennem
orientere, inspirere og aktivisere flest mulige til at gå ind i denne
landsomfattende traditionsindsamling. 1 indledningerne til Danmarks
gamle Folkeviser møder vi videnskabsmanden, i Gamle danske Minder
møder vi popularisatoren, der beretter - som fra en talerstol — om
dansk folketradition. Begejstret taler han frit fra leveren, som den der
har et budskab at bringe. Intetsteds møder vi lærde ræsonnementer og
ejheller en definition af, hvad han forstår ved »gamle danske Minder«.
Derimod siger han, at han vil »vise hvad det er for Sager, der
efter min Mening burde skrives op ligesom de gaa i Folkemunde«,
nemlig »Æventyr og Æmtere eller Skæmtesagn, gammeldags Viser med
deres Toner, gamle Rim og Remser, Gaader og Ordsprog, Folkesagn,
Folketro og Folkeskik; og hertil kommer endnu Fortællinger om saadanne
mærkelige Tildragelser, som vel ikke ere saa meget gamle,
men som dog ere værd at mindes og ellers let kunde glemmes,
skjøndt de paa deres Tid og i deres Kreds kan have gjort stor Opsigt.«
Således afgrænser han dén danske folketradition, som han samler
under betegnelser »gamle danske Minder« — »disse gamle Minder, der
for en Del ere gangne i Arv til os gjennem tusinde Aar og mere,
og som indeholde saa meget Lærdom om vore Fædres Liv og Tænkemaade,
som vi dog maatte ønske aldrig gik helt ad Glemme, men at
den maatte blive brugt, som den kan bruges, til at give ogsaa de
kommende Slægter af danske Folk et levende Billede af de henfarne
Tider« 47 .
Først ret sent bliver Svend Grundtvig opmærksom på ordet folke-