Skovsted og Kåstrup i tilbageblik - Thisted Museum
Skovsted og Kåstrup i tilbageblik - Thisted Museum
Skovsted og Kåstrup i tilbageblik - Thisted Museum
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
alle ind i den fine stue, <strong>og</strong> her skete der n<strong>og</strong>et helt<br />
særligt, som vi ikke oplevede andre steder. Her stod<br />
nemlig klaveret, harmonikaen, <strong>og</strong> oven på klaveret<br />
paraderede violinen <strong>og</strong> trompeten. Og som de drenge<br />
kunne spille, <strong>og</strong> Iversen var en ret så habil sanger. En<br />
times tid eller halvanden gik, syntes vi, bare alt for<br />
hurtigt.<br />
Jeg kom en del sammen med den yngste, Johannes,<br />
der var n<strong>og</strong>le år ældre end jeg. Han havde en masse<br />
elektriske artikler <strong>og</strong> lavede ting, der nok kunne få mig<br />
til at tabe både næse <strong>og</strong> mund. Et år illuminerede han<br />
havens store træer med hundredvis af kulørte lamper.<br />
Aldrig set før. Han t<strong>og</strong> mig <strong>og</strong>så med op på loftet i det,<br />
han kaldte sin hule, <strong>og</strong> der var sandelig meget at se på.<br />
Jeg var stolt, når han engang imellem lod mig hjælpe til<br />
med at lave de hjemmerullede cigaretter, som han solgte<br />
næste dag på realskolen i <strong>Thisted</strong>. Gad nok vide, om den<br />
slags foreteelser kommer ind under begrebet<br />
kreativitet?? Jeg var stolt som en pave over at være<br />
i it t<br />
<strong>Kåstrup</strong> skole, hvor Poul Nedergaard voksede op. I<br />
dag ejes skolen af Ole Gregersen <strong>og</strong> Kristine Keiding<br />
med, når hans kammerater fra skolen i <strong>Thisted</strong> til hans<br />
fødselsdag alle mødte op, såvel piger som drenge, <strong>og</strong> så<br />
var et af pr<strong>og</strong>rampunkterne en tur ud i mosen. -<br />
To små stykker agerjord omgærdet af diger grænsende<br />
tæt op til skolen, det vestligste umiddelbart på nordsiden<br />
af skolens legeplads, <strong>og</strong> det østligste langs med de store<br />
træer mod nord af skolens ret så store køkkenhave.<br />
Disse agre tilhørte Brund Sørensen, der havde et mindre<br />
<strong>og</strong> veldyrket landbrug. Hans søskende Niels G.<br />
Sørensen <strong>og</strong> søsteren Margrethe boede lidt længere mod<br />
vest i byen på nordsiden af "æ Naerwej", <strong>og</strong> her fik<br />
Brund sin middagsmad hver dag, da han levede alene i<br />
det lille landsted. Han var et virkeligt rart menneske, <strong>og</strong><br />
vi kunne lide ham, da han altid havde tid til <strong>og</strong> var parat<br />
til at snakke med os, når vi gik op til ham i marken ved<br />
den tid, hvor han skulle flytte kreaturerne, der stod tøjret<br />
der. -<br />
Om efteråret <strong>og</strong> <strong>og</strong>så om vinteren besøgte jeg tit<br />
Brund ved den tid, da dyrene skulle røgtes. Jeg sad ude i<br />
laden <strong>og</strong> rensede gulerødder <strong>og</strong> skar dem i passende<br />
stykker <strong>og</strong> bar dem så i spanden ind i stalden, hvor de<br />
blev serveret som ekstra godbidder til kalvene - Brund<br />
var glad for dyr. Han var jævnlig af mor inviteret ind på<br />
en kop kaffe med nybagt julekage, <strong>og</strong> en dag sad vi da<br />
som så ofte før med far for enden af bordet <strong>og</strong> Brund på<br />
den ene side <strong>og</strong> jeg overfor på den anden. Vi var i gang<br />
med kop nummer to, da min søster kom farende ind fra<br />
køkkenet <strong>og</strong> hoppede op på skødet af far. Der sad hun så<br />
<strong>og</strong> studerede selskabet lidt, <strong>og</strong> så lød pludselig den klare<br />
barnerøst gennem snakken som følger: "Brund, æ tøws<br />
gue nok ett do æ næ' så pæn som min faer!" Tableau!!<br />
Hvordan far på diplomatisk måde prøvede at redde<br />
situationen, husker jeg ikke så nøje, men det var vistnok<br />
n<strong>og</strong>et med, at han jo altid var nybarberet hver dag - <strong>og</strong> i<br />
øvrigt gik til frisør hver fjortende dag, tiltrængt eller ej -<br />
mens Brund jo havde skæg <strong>og</strong> garanteret ikke pomade i<br />
det sparsomme hår. Men jeg kunne lide Brund, som han<br />
var!<br />
Dengang var verden langt mindre konform <strong>og</strong><br />
reguleret end nutidens Danmark - der var virkelig plads<br />
til <strong>og</strong> for mennesker, der var anderledes i enhver<br />
henseende, <strong>og</strong> de var i det lille samfund ikke blot<br />
accepteret, men <strong>og</strong>så respekteret.<br />
En af dem var P. Sunesen, eller som han benævnes i<br />
daglig tale : "Bette Pier". En tilsyneladende skrøbelig<br />
mandsling, der boede alene på nordsiden af "æ Naewej"<br />
i et aflangt hus med tømrerværkstedet i den vestlige<br />
halvdel.<br />
Han var en fuldblods eneboer <strong>og</strong> lod ingen komme<br />
indenfor, hverken høj eller lav, - <strong>og</strong> det var ham, der<br />
satte nyt glas i skolestuens vinduer, når som vi påstod,<br />
en dum bold var røget igennem. Han gik <strong>og</strong>så på jagt i<br />
mosen, hvor han desuden satte ruser ud. Varmen<br />
indendørs om vinteren holdt han nok fortrinsvis ved<br />
hjælp af flasken med livets vand. Forår, sommer <strong>og</strong><br />
efterår opholdt han sig gerne på jordstykket ud mod<br />
vejen, hvor skolebørnene, der kom fra gårdene vest for<br />
bakken, jo passerede forbi to gange om dagen.<br />
Han var et venligt menneske, der ikke var sky over<br />
for børn, <strong>og</strong> han sl<strong>og</strong> gerne en snak af med dem, når de<br />
passerede forbi. Grunden vest for huset, på tre sider<br />
skærmet af høje træer, havde engang været en have, men<br />
henlå som et rent vildnis med et lysthus halvvejs gemt i<br />
det nordvestre hjørne - <strong>og</strong> så var der pæretræet. Pier<br />
kunne godt være spendabel <strong>og</strong> forsyne skoleeleverne,<br />
når de var på vej hjem efter skoletid.<br />
Men drenge er nu engang drenge! Jeg har virkelig<br />
fortrudt, at jeg sammen med de øvrige i banden besøgte<br />
træet med selvforsyning for øje. Det har d<strong>og</strong> hjulpet<br />
gevaldigt på den grimme smag i munden på mig, at min<br />
onkel fortalte mig følgende, han oplevede for ca. tyve år<br />
siden.<br />
Han sad på terrassen i haven en dejlig sommerdag,<br />
da en håbefuld ungersvend tolv, tretten år gammel - i<br />
øvrigt søn af en politibetjent i samme kvarter - pludselig<br />
brød gennem hækken. Han stoppede brat, ret så<br />
konsterneret, da han så min onkel, men fik d<strong>og</strong><br />
fremstammet: "Du kunne vel ikke sige mig, hvor I har<br />
jeres ærter?" Jo, lød svaret, de står som altid længst nede<br />
i haven med en masse dejlige bælge, men næste gang du<br />
kommer, så gå lige til bagdøren først <strong>og</strong> spørg, om vi har<br />
overskud! Denne lille hændelse fra det virkelige liv godt<br />
<strong>og</strong> vel tredive år efter min egen drengetid har siden<br />
sparet mig for visse anfægtelser. -