Skovsted og Kåstrup i tilbageblik - Thisted Museum

gamle ordsprog: "Den man elsker, tugter man!" Som i
dag Hans kongelige Højhed, Kronprinsen, savnede
heller ikke jeg faderlig kærlighed.
På den sydøst-vendte jernbaneskråning mod
Hillerslev var der dusinvis af hugorme. Når lokomotivet
med mange tungtlastede godsvogne på slæb asede sig
vej op ad bakken med gnister fygende op af skorstenen,
skete det ofte, at det tørre græs på jernbaneskråningen
stod i lys lue, og så kom hugormene frem på vild flugt.
Villy og jeg fiskede også i mosen. Skaller var et
taknemmeligt bytte, da de bed på så at sige alt. Derimod
gedderne, de var svære at fange. Det hændte, når en
undermåler af en skalle var på krogen, at en forslugen
gedde snuppede skalle med krog og det hele, og vi
således fangede to fisk på én gang, men ellers tog vi
gedderne med savjernet, lysteren i fagsproget, men dette
redskab skamferede ofte fisken alt for meget.
Villys forældre, Jens Grønkjær og Marie, ejede
Kirkegård i Kåstrup, og her mødte jeg også Villys
storebror Harald. Forældrene var rare og venlige
mennesker, og jeg kunne vældig godt lide at komme der.
Måske var det især, fordi man der havde lov til at gøre
ting, der var aldeles utænkelig andre steder, f.eks. at
skyde, ikke blot med luftbøsse med de små spidshagl,
men så sandelig også med salonriffel, der med de
langtrækkende patroner var et virkeligt farligt våben for
knægte på vores alder. Det var nok rent og skært held, at
vi ikke forårsagede ulykker ved omgangen med disse
våben. -
Jeg havde dengang stor fornøjelse af min kajak
med det kongelige navn "Rex". Den sejlede jeg med på
åens vande, åen, der startede øst for Smedegård i Tved,
og jeg tog da også nogle gange turen østover forbi
Bromølle og udover til dæmningen ved Hovsør.
Strømmen var på udturen "motoren", der skulle kun
korrigeres af og til med pagajen - men hjemturen
krævede sin mand. Åen var sine steder for smal til, at
man rigtig kunne padle, og så var den eneste udvej
simpelthen at trække kajakken efter sig gående deroppe
på brinken. Om vinteren havde jeg kajakken hjemme
oppe på loftet til eftersyn og nymaling.
Nærmeste nabo til skolen var foruden smeden med
husstand familien Jens Kanstrup Gravesen og Laura med
børnene Elise, Maren, Herdis, Inge, Kristian, der
druknede kun 21 år gammel i Sverige, og Thomas. Den
ret så høje lade var vores foretrukne legeplads. Specielt
en nok ikke helt ufarlig leg optog os. Om vinteren, når
avlen var i hus, kravlede vi op i den ene ende af laden,
hvor halmen var "lajet opp" til underkanten af
hanebjælkerne, og så skrævede vi ud via bjælkerne, til vi
nåede det "gulv", hvor der i bunden kun lå løst halm i
halvanden eller to meters højde - og så sprang vi, det
krævede mod. Jeg husker engang, da vi havde besøg af
familie fra Sjælland fra præstegården der, at vi havde
fået min kusine lokket op med op og ud, hvor der var
langt at kigge ned. Hun blev rigtig bange og turde ikke
springe, men hvad værre var - hun turde heller ikke gå
tilbage!! Jeg tror, hun stod der skrævende fra bjælke til
bjælke, indtil hun var så træt af den anstrengende
stilling, at hun lod sig dumpe. Første og eneste gang, at
hun vovede springet. - I øvrigt var Kanstrup en dygtig
gårdmand med et fantastisk tag på heste og derfor en
suveræn kusk, hvad især min far var betaget af.
Engang standsede han et par skræmte, løbske heste,
der med en arbejdsvogn slæbende efter sig i fuldt
firspring og med fnysende næsebor kom gungrende hen
ad den slagne landevej. Han stillede sig simpelthen med
udbredte arme midt ud på vejen, alt imens han talte
beroligende ord mod dem - og miraklet skete: de to store
arbejdsheste sagtnede det vilde løb og stod bomstille et
par meter foran ham. Han fik fat ved grimetøjet af den
ene hest, og stadig snakkende til dem fik han dem vendt
på vejen og kunne lede dem hjem til gården, de var
stukket af fra et par hundrede meter borte. Hvad karlen,
der stod der ved møddingen med røde øren, blev belært
om er ikke godt at vide!!
Nærmeste nabo til familien Kanstrup var min onkel
og moster i Knakkergård, Jens og Elisabeth Vigh med
min kusine og fætter, Lissen og Preben. Her var årets
clou, når kornhøsten skulle tærskes. Kornet stod i fire
store og høje stakke uden for laden og placeret, så
tærskemaskinen kunne stå mellem disse. Sent på
eftermiddagen, før slaget skulle stå, ankom
dampmaskinen, tærskeværket og halmpresser trukket af
kraftige heste. Dampmaskinen samlede al vores
interesse, og den sortsmudskede fyrbøder var absolut det
store idol for os blandt de ellers mange folk, der mødte
op til arbejdet. Også kornbærerne beundrede vi, når de
fik en sæk på ryggen og ret så ubesværet hastede den
forholdsvis lange vej gennem laden, over gårdspladsen,
ind i stuehusets bryggers og op ad den stejle trappe til
loftet, hvor kornet var lunt og tørt placeret. Det hørte
også med, at der faldt et par godbidder af til os drenge,
når tærskeholdet holdt pause og blev beværtet af husets
frue med tjenestepige og andre tilkaldte hjælpere.
Den helt store magnet, der i sæsonen tiltrak ikke
bare drenge, men også rigtig mange voksne mænd med
"drengen" i hjerte og sind, var dog det
selvtransporterende lokomobil i Skinnerup - det var
cykelturen derhen til min onkel mere end belønning: det
var godt nok maskineri, der kunne få hjertet til at slå
hurtigere, ja vi måtte tilstå, at vi syntes, at noget af
glansen gik af dampmaskinen derhjemme i Kåstrup, selv
om vi selvfølgelig fulgte den trofast rundt til de
forskellige gårde, hvor den arbejdede. Nok var der en
mølle på så at sige hver eneste gård, men først efter
krigen, da elektromotoren vandt indpas, rykkede
tærskeværket ind i laden, og kunsten at sætte kornet i
stak døde ud. -
En helt anden verden dumpede man ind i, når jeg
med mine forældre og min søster var inviteret på besøg
hos gudmor på "Østergård". Her boede Jesper Th.
Oddershede og Kristine Oddershede med børnene
Marius, Iversen, Richard, Harry, Johannes og søsteren
Anna, der tog sig kærligt af mig, når jeg dukkede op
alene på gården, og sørgede for, at jeg kom hjem igen til
tiden, ellers risikerede jeg bare det der med den faderlige
"kærlighed" ret så kontant udmøntet! Vi glædede os
meget, for kaffebordet med de hjemmebagte delikatesser
var værd at gå om bord i og bagefter - så skulle vi