Skovsted og Kåstrup i tilbageblik - Thisted Museum
Skovsted og Kåstrup i tilbageblik - Thisted Museum
Skovsted og Kåstrup i tilbageblik - Thisted Museum
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
som jeg jo var - men sandheden i ære nok <strong>og</strong>så af <strong>og</strong> til:<br />
"en regti' skide knæjt!".<br />
Østen for bakken<br />
Hvordan var det så østen for bakken?? Det var jo<br />
her, jeg for alvor hørte hjemme. -<br />
Der var to steder, der som en magnet tiltrak os<br />
drenge, nemlig smedjen <strong>og</strong> mosen, i daglig tale "æ<br />
kjaer". I smedjen virkede Jens Peter Jensen, en meget<br />
dygtig <strong>og</strong> solid håndværker, virkelig en mester i sit<br />
arbejde, så titlen smedemester med streg under mester<br />
var afgjort berettiget. Det var en oplevelse for os at se<br />
ham omdanne et stykke råjern til en perfekt hestesko<br />
med hammeren i hans stærke næve dansende på<br />
ambolten imellem de afgørende slag på det glødende<br />
emne.<br />
Han mestrede <strong>og</strong>så hesteskoningen til fulde, men af<br />
<strong>og</strong> til skete det, at de store <strong>og</strong> bomstærke belgiske heste<br />
b<strong>og</strong>stavelig talt gjorde sig ud til bens, så de måtte ind i<br />
bjælkebåsen uden for smedjen, hvor Jens Peter <strong>og</strong><br />
svenden efter megen anstrengelse fik benet på hesten,<br />
som regel bagbenet, surret fast til sidebjælken med solidt<br />
reb, men ikke altid nok - så måtte svenden have fat på<br />
den korte stok med den tynde rebløkke<br />
("hestebremsen"), <strong>og</strong> med et snuptag sad denne om<br />
hestens bløde overmule, et par omdrejninger, <strong>og</strong> hesten<br />
var fuldstændig passiviseret. Vi syntes nok, det var synd<br />
for den - en slags "tommelskrue", der vel kan<br />
sammenlignes med sporerne på rytteres ridestøvler.<br />
I det hele taget var smedjen et samlingssted for<br />
bønder <strong>og</strong> andet godtfolk, <strong>og</strong> da rutebilen begyndte sin<br />
daglige rute Frøstrup - <strong>Thisted</strong>, <strong>og</strong> smedjen var fast<br />
stoppested, var der altid n<strong>og</strong>et at se på <strong>og</strong> nyheder for<br />
små øren. Jeg kom tit i privaten hos smeden <strong>og</strong> smagte<br />
nu <strong>og</strong> da smedekonen Kristines velbelagte<br />
mellemmadder, når formiddagskaffen blev serveret i<br />
køkkenet. Kristine sad altid med kaffen i underkoppen i<br />
den ene hånd <strong>og</strong> en sukkerknald i den anden <strong>og</strong> med det<br />
grånende hår, der nåede hende til lænden, slået ud - jeg<br />
så aldrig n<strong>og</strong>en anden med en sådan hårpragt, husker<br />
jeg. Der var syv børn, hvoraf jeg kom meget sammen<br />
med Hjalmar, hans storebror Graves døde kun 12 år<br />
gammel før min tid - pigerne var Elna, Rigmor, Dagmar,<br />
Andrea <strong>og</strong> Sigrid. Som voksen overt<strong>og</strong> Hjalmar<br />
smedeforretningen.<br />
Mosen eller "æ kjaer", det ret store område øst for<br />
Fjerritslevbanen, var året igennem en afvekslende<br />
verden, der for alvor opt<strong>og</strong> os med sit rige fugle-, dyre-<br />
<strong>og</strong> fiskeliv. De forskellige gårde havde hver sin moselod<br />
<strong>og</strong> derfor en del af deres arbejde der. Det var interessant<br />
for os drenge at følge arbejdet om sommeren, når<br />
tørvene skulle graves. Man brugte et specielt redskab,<br />
der t<strong>og</strong> et bjælkeformet stykke af den bløde mosejord op.<br />
Stykkerne blev lagt i lange rækker <strong>og</strong> med et andet<br />
specielt redskab hugget igennem til tørvestykker, der så<br />
skulle ligge til tørring <strong>og</strong> senere sættes i stakke, i sig selv<br />
et kunstfærdigt byggeri, der nåede en anelse over<br />
mandshøjde. En oplevelse var det at få lov til at køre<br />
med hjem til gården på toppen af et sådant læs tørv.<br />
Bløde tørv kaldte man dem til forskel fra de hårde tørv<br />
fra Kaas. I køkkenet havde man komfur <strong>og</strong> i stuerne<br />
kakkelovn - man tændte op med de bløde tørv. Den helt<br />
store spænding opstod, når man nåede ned til<br />
tredjesidste rundkreds af tørvestakken med løst<br />
henkastede tørv i bunden. Disse tørv løftede man altid<br />
med en vis forsigtighed, da der mangen engang var en<br />
hvæsende hugorm eller to i bunden.<br />
Dengang var der altid mange vildænder i mosen, <strong>og</strong><br />
om vinteren så vi de smukke svaner i elegant kileform<br />
på træk nordfra. Ænderne havde deres reder ude i<br />
vandet i sivkanten, <strong>og</strong> der kunne vi ikke komme ud. En<br />
eneste gang fandt vi en vildande-rede på fast grund <strong>og</strong><br />
oplevede at se de nyklækkede unger vandre hen til<br />
nærmeste mosehul <strong>og</strong> plumpe ned i vandet, <strong>og</strong> til vores<br />
store overraskelse omgående dykke ned <strong>og</strong> først komme<br />
op fire fem meter ude nær sivkanten. Der stod gedderne<br />
på lur, <strong>og</strong> ikke alle undgik rovfiskenes skarpe,<br />
sylespidse tænder.<br />
Jeg må indrømme, at vi tillod os at "låne" den<br />
fladbundede pram, der lå halvvejs skjult i sivene i den<br />
store dam længst østpå i mosen. Her var vanddybden en<br />
meter, sine steder lidt mere. Selvfølgelig gik det galt en<br />
skønne dag, <strong>og</strong> vi stod i vand lidt over livremshøjde.<br />
Gode råd var dyre, men heldigvis var der en stak tagrør i<br />
nærheden. Det meste af den gik op i luer, <strong>og</strong> tøjet tørret<br />
så meget, at vi turde vise os hjemme. Det var virkelig<br />
spændende for mig, da far så absolut levede op til det<br />
Familien Nedergaard