Skovsted og Kåstrup i tilbageblik - Thisted Museum

har jeg rod, derfra min verden går".
Vinteren -29 var streng med masser af sne, og det
var virkelig en oplevelse for os at se sognefogeden
mønstre karlene, der skulle rydde vejen gennem byen,
og som var mødt op fra hver gård. Af og til lod man vej
være vej og stillede halmviske op ind over marken. En
kanetur ad en sådan rute var noget, der kunne få hjertet
til at banke hurtigere, når man sad der godt beskyttet
under dækkenet med et par fyrige heste i fuld trav og
kusken stående bag sædet og klangen af bjælder
ringende for ens øren. En oplevelse jeg kunne unde
nutidens børn!
Jeg kunne lide at komme der vest for bakken på de
store gårde, og nok var alle gårdfolk i ordets bedste
betydning, og nogle af dem med rødder langt tilbage i
tiden, men jeg sansede alligevel hurtigt, at atmosfæren
og den måde, man levede på, var udtalt forskellig fra
gård til gård.
Der var især en gård, hvor alt var helt anderledes
end på de øvrige gårde. - Her levede tre generationer
under samme tag, Gammelfaae og Gammelmue, Jens
Larsen og Ane Marie Larsen - Lars Kristensen og Marie
Kristensen samt børnene Jens, Mary, Alfred og
Johannes. At komme her var som at blive sat 50 til 100
år bag ud i tiden.
I æ folkstouw stod den store væv, der fyldte næsten
en tredjedel af stuen, og hvorpå man vævede gedigent
vadmelstøj. I bryggerset var den indbyggede bageovn,
hvori man blandt andet bagte de specielle kovringer, der
var én af delikatesserne op til jul. Her var også, når
sæsonen var inde de tre store bryggekar, hvori man
bryggede øl, der var både en særdeles kraftig og
velsmagende drik, der altid var i top for selv den mest
kræsne gane. Elektricitet fik man først efter krigen, men
klarede sig med petroleumslampen i stuerne og ellers de
hjemmestøbte tællepråse, der lod bryggers og køkken
henligge i et ret så eventyrligt halvmørke. Man gik på
wc i kostalden bag rumpen af køerne og var således i
fuld overensstemmelse med naturens orden. Men for os
børn var det en helt enestående fascinerende verden
åben for øjnene af os - hvor var det dog dejligt at
komme der og i øvrigt altid blive mødt og modtaget med
oprigtig gæstfrihed. Gården ligger der stadig, men da
sønnen Alfred, der var en dygtig og driftig landmand,
efter krigen overtog den, blev den hurtigt ombygget og
moderniseret og skiftede fuldstændig karakter, men to
gode traditioner blev heldigvis bevaret: den udtalte
gæstfrihed og det gode øl!!
De mennesker, der boede der vest for bakken på de
store gårde, var alle højt respekteret og værdsat af deres
naboer i landsbyen øst for bakken.
Specielt ved to lejligheder mødtes man mand af
hus fra vest og øst, nemlig "Kjørmes Awten" i skolen
for at ordne udlejningen af "æ Lergraw" og bagefter et
slag kort, whist, og en kop kaffe, og hvor lejligheden
bød sig til udveksling af meninger om dette eller hint og
også lidt politisk konfrontation, altsammen indimellem
krydret af ret så ramsaltede bemærkninger, der nok af og
til kunne få ens små drengeøren til at stå på vid gab, som
man sad der musestille i en krog håbende,
at far var så optaget, at han helt glemte ens normale
sengetid.
Den anden lejlighed var valgdagen, hvor
afstemningen foregik i skolestuen, og hvor de
tilsynsførende sad ved det lange bord med listerne med
stemmeberettigedes navne noteret. Højdepunktet indtraf
om aftenen, når stemmerne skulle tælles op. Også her
faldt af og til en bemærkning, der nåede mine øren
derhenne i krogen.
Hvem var så de estimerede mennesker, der levede
rundt om på gårdene her? Jo, i "Vestergård" boede
familien Kristen Oddershede og Ane Oddershede (f.
Neergård Jensen) og børnene Lars, Karen og Jensine og
ikke at forglemme den store Sankt Bernhardshund, som
jeg nærede stor respekt for, men Jensine kom altid til og
bjergede mig, inden læberne bøjede nedad i begyndende
flæben, og kagekassen og den røde sodavand fik mig
hurtigt på højde med mig selv. Deres nabo ca. 100 m
borte var Peder Oddershede Bach og Bente Marie Bach
med sønnen Kristian, - jeg husker Bente tydeligt, et lille
og tilsyneladende skrøbeligt menneske, også hun stod
med kagekassen og sodavand klar, før jeg var nået
mange skridt ind i køkkenet.
Nord for dem lå ret så tæt på den tredje store gård,
og her boede Karl Syverin Dalgård og Mariane Dalgård
(f. Vigh) med børnene Laurids, Anna, Signe, Ellen og
senere, da Mariane efter mandens alt for tidlige død
havde giftet sig med Jens Madsen, kom datteren Ida til.
Længere mod nord på den anden side af vejen fra
Kåstrup lå to store gårde. På den nærmeste levede
familien Anders Chr. Andersen og Maren Andersen med
børnene Mikkelsen og Anders og pigerne Karen, Marie
og Agnes. Anders og jeg kom meget sammen, og
specielt i vintermånederne var laden for os et sandt
eldorado, hvor vi rigtigt kunne udfolde os. Vest for
kostalden var den store mødding, og her dannede sig om
efteråret og vinteren en stor pøl eller dam af 99% ajle og
en procent regnvand. - Det var også her, ænderne gik frit
omkring, og det store, aflange ædetrug var placeret.
Anders og jeg fandt hurtigt ud af, at truget egnede sig
fortrinligt til at sejle i! Vi kunne krydse "dammen" ved
hjælp af en lang stage. Herligt! ! Men engang, da Anders
var på vej tværs over dammen, tippede han over midt
ude og gik, som man sagde dengang: "hiel åjer låg!" Jeg
husker grant hans mor Marens ansigt, da vi kom ind i
bryggerset med "gotten" Anders afgivende en odeur, der
var alt andet end lige parfume - og også, at jeg skyndte
mig at sige, at jeg nok hellere måtte se at komme hjem,
da klokken jo var mange - med skam at melde var den
nøjagtig 14.30!!
Et par hundrede meter vest herfor lå gården "Ny
Neergård", og her boede familien Peter Bach og Else
med børnene Lars, Marianne (Manna), Jensine og
broderen Michael. Også her kom jeg rigtig meget, og
igen var det laden, der trak. Anders, Michael og jeg
legede sammen, lavede af og til rigtige drengestreger, og
vi besøgte også Ballerum købmand, hvor vi kunne købe
cigaretter, 10 styk for 25 øre - tænk engang! - Jeg blev
altid særdeles vel modtaget disse to steder, degnens
dreng,