Skovsted og Kåstrup i tilbageblik - Thisted Museum

ligt ønskede at eje: en parasol. Den var rød og sort og
meget kinesisk - hvordan og hvorfor jeg havde det som
det største ønske, ved jeg ikke, men hvor var jeg glad for
den. Jeg mindes endnu den fryd, det var at eje den, som
ingen andre havde tilsvarende i Skovsted. Jeg mindedes
episoden endnu, da vi for nogle år siden arvede moster.
Der var mange råd om anvendelsen af pengene, men jeg
rejste til Israel i 14 dage, og det har jeg haft lige så stor
glæde af som at være ejer af en rød parasol.
Fars butik
Fars butik, ja, det var den tids supermarked, før det
ord kendtes. Der var mel, gryn, sukker, træsko, reb, plejl
og beslag til samme. Hvide træsko blev købt, og der
skulle det gamle læder sættes på; der skulle bruges
træskolak og beslag - om det var zig-zag eller træbeslag
med jernringe om, så skulle der forskellige slags søm til.
Det var min bestilling at gå om til Andreas Møller med
det, og vé mig om det var forkerte søm eller for få - der
var jo særlige stifter til at sætte læder på med. De gamle
træsko skulle også medbringes, så læderet kunne
genbruges. Både Andreas og jeg var sure over, når der
var mere komøg, end der var træsko. Så begyndte der at
komme franske træsko, der kom hjem færdige, men
beslag skulle der med - og en jernring om "næsen".
Reb blev solgt efter vægt - køberen favnede det
selv ud. Sukker var jo st. melis, og farin - kaldet
puddersukker - var nok det mest anvendte pålæg
dengang. Topsukker til syltning var en top, som blev
hugget af, og skåren melis var flade plader sukkerknalde,
der brækkede over i de lidt tyndere striber. Det var ikke
til at undgå, at flormelis blev hård og ikke til at veje af.
Sirup blev hældt i de grønne flasker med for smal hals.
Sirupskanden med låg og tud stod i køkkenet, så
indholdet var nogenlunde flydende.
Skrædderen med sin familie og butik
Petroleum blev pumpet op i bagbutikken. En liter
var der i glasbeholderen, og så havde vi blyant i en snor
og skrev på tavlen eller på væggen. Ved siden af
petroleumspumpen var der en lille hylde, hvor
bagerkurven stod med det "friske" wienerbrød fra
Hunstrup bager om onsdagen og Nors bager fredag. Var
der nogle stænger til overs, fik de et drys st. melis og
kom ovent på det nyankomne. Når karlene så om aftenen
kom og sad i butikken og snakkede, spiste de tit
wienerbrød og drak sodavand, og flødeboller blev der
spist og væddet om, hvem der kunne spise flest. Karlene
fra gårdene kom ved 7-8 tiden og skulle have tiden til at
gå, indtil de skulle røgte heste til nat.
Skrædderens benzintank. Cyklerne er der ikke for at
tanke op
Far solgte aldrig øl - det var noget med, at en bevilling
kostede penge, og det kunne ikke betale sig at have
den udgift. Far var ikke afholdsmand, men der var aldrig
spiritus i huset. Om nogen en enkelt gang skulle have en
flaske vin, var far selv i Thisted ved Helstrup og købte en
flaske af "den blå", som var anerkendt som det bedste.
Carlsbergs sodavand og hvidtøl havde vi også - øl i 5 l
flasker med patentlukke og i et træstativ. Der var humle
fra Fyn til ølbrygning og propper til flaskerne -
"Flortold" hed de.
Gær var i 1 kg pakker, som vi så skar af eller bare
brækkede et stykke af og vejede. Brun sæbe og grøn
sæbe blev også vejet af direkte fra den store zinkbalje.
Mor måtte kun vaske storvask, når en balje var tom, så
de sidste sæberester også blev anvendt, når tøjet stod i
blød natten over.
Skrædderværkstedet
Det vigtigste inventar var den store Singer
symaskine, som far havde med hjem fra Amerika i 1908.
Ellers var der ikke mange hjælpemidler. Det store
pressejern vejede 16 pund og blev varmet på primus lige
som et mindre pressejern på 8 pund. Da vi fik
elektricitet, var der et stort, blankt pressejern, som ikke
var så tungt.
Så var der en "hest" og en "ko". Hvorfor de to
vigtige redskaber hed sådan, ved jeg intet om. "Hesten"
var som et ærmebræt i stor størrelse og blev brugt til
presning af ærmer og benklæder - til sømmene ved
syningen. Når så benklæder skulle have pressefolder, ja
så var det "koen", der blev lagt over. Det var en meget
tung klods - den blev også brugt, når der blev hugget hul
til knaphuller. Så når far brugte udtrykket, at han lige
skulle ud og "fløt æ ko", så var det pressefolderne, det
drejede sig om.