Skovsted og Kåstrup i tilbageblik - Thisted Museum

1 

Skovsted og Kåstrup i tilbageblik 

Lokalhistoriske skrifter for Hillerslev-Kåstrup sogne. Nr. 21998


2

3 

Redaktion: Svend Sørensen 

Layout: Johan Thastum 

En tak til Lokalhistorisk arkiv for Thisted Kommune 

og Museet for Thy og Vester Hanherred 

3

Indhold 

Indhold ..................................................................................................................................................................... 5 

Skovsted, som jeg husker det af Carsten Baadsgaard .....................................................................................................................................6 

Kanstrupvej ................................................................................................................................................................................................... 7 

Skovsted Mark............................................................................................................................................................................................... 8 

Skovstedvej..................................................................................................................................................................................................... 9 

Kjelstrupvej .............................................................................................................................................................................................. 11 

Bromøllevej ............................................................................................................................................................................................... 14 

Aalborgvej ................................................................................................................................................................................................ 14 

I Amerika ........................................................................................................................................................................................................... l6 

Skovsted skrædder af Svend Sørensen .....................................................................................................................................................................16 

Skrædder, høker, bager, jæger og fisker.................................................................................................................................................... 16 

Skrædderens Emma fortæller af Emma Nielsen ................................................................................................................................................. 17 

Livet omkring Skovsted forsamlingshus............................................................................................................................................................17 

Små kår.............................................................................................................................................................................................................18 

Central, købmandshandel og brevsamlingssted ...............................................................................................................................................19 

Oddershedegård og Bromølle...........................................................................................................................................................................19 

Andre gårde.......................................................................................................................................................................................................19 

Fars butik ........................................................................................................................................................................................................21 

Skrædderværkstedet...........................................................................................................................................................................................21 

Skovsted købmand af Aage Jacobsen og Svend Sørensen .....................................................................................................................................22 

J. P Jacobsen ....................................................................................................................................................................................................22 

Hønseri .............................................................................................................................................................................................................23 

Butikken lejes ud................................................................................................................................................................................................24 

Bromølle af Mads Frost.....................................................................................................................................................................................26 

Fra en anden tid i Skovsted. af Mads Frost ..................................................................................................................................................27 

Naboer i Skovsted af Svend Sørensen ..............................................................................................................................................................28 

Niels Skårup ................................................................................................................................................................................................ 28 

Karl Olesen ................................................................................................................................................................................................. 30 

Jens Peter Henriksen ................................................................................................................................................................................... 30 

Jens Sunesen og Kjærgård Sunesen .................................................................................................................................................................. 32 

0 

Skovstedlund - en gård ved søen af Sigrid Brandi og Svend Sørensen .........................................................................................................34 

Hårde tider i 1600-tallet.............................................................................................................................................................................. 34 

Fæstere i 1700-tallet.................................................................................................................................................................................... 35 

Skiftebrev fra 1736....................................................................................................................................................................................... 35 

Aftægtskontrakt ........................................................................................................................................................................................... 36 

Skiftebrev fra 1746 ........................................................................................................................................................................................ 36 

Selvejere....................................................................................................................................................................................................... 36 

Ny ejer og nye bygninger ............................................................................................................................................................................ 37 

Familien Krog ........................................................................................................................................................................................... 38 

og striden om Skovsted Sø ............................................................................................................................................................................. 38 

Folketællingen 1911................................................................................................................................................................................... 39 

Familien Tousig............................................................................................................................................................................................ 39 

Aftægtskontrakt ........................................................................................................................................................................................... 41 

Kåstrup ...................................................................................................................................................................43 

Kåstrup af Ellen Madsbøl ...................................................................................................................................................................................44 

Kåstrup 

Barn i Kastrup af Poul Nedergård .....................................................................................................................................................................45 

NORDTHY .....................................................................................................................................................................................................45 

Østen for bakken ...............................................................................................................................................................................................47 

Erindringer fra en svunden tid af Ellen Madsbøl ........................................................................................................................................... 50 

Vor barndoms skolevej ..................................................................................................................................................................................... 50 

Jul i Kåstrup for ca. 65 år siden ................................................................................................................................................................... 51 

Juletræet i Asylet.............................................................................................................................................................................................. 52 

0 

Af Kastrups historie af Svend Oddershede, "Østergaard" ..........................................................................................................................53

Oddershedevej 

5 

Skovsted, som jeg husker det 

Oddershedevej 1 

Huset ejes af Jens Vestergård. Han har overtaget 

huset efter sine forældre Minna og Herman Vestergård 

(død 1972). Herman arbejdede på cementstøberiet i 

Skovsted i mange år. Minna og Herman havde tre 

børn: Gerda, Jens og Knud Erik. Jens har gået rundt på 

gårdene som daglejer i mange år. 


Ejedes af Anna og Laurits Sørensen. Han 

arbejdede på Skovsted Cementstøberi i mange år, mens 

Anna gik hjemme og passede hus og dyr. Anna og 

Laurits havde en datter, som hed Nancy. Laurits solgte 

jorden til Arne Christoffersen, Oddershedegård, og 

senere bygningerne til Kirsten og Jens Madsen. Emma 

Nielsen har skrevet om, hvem der havde ejendommen 

før Laurits. 

Oddershedevej 4 (Oddershedegård) 

Oddershedegård var tidligere ejet af Martin Krog. 

Rita og Martin Krog kom til Oddershedegård i 1946 fra 

Skovstedvej 44. De havde fem børn: Peder, Else, 

Christian, Johannes og Mathilde. Martin var medlem 

af Hillerslev sogneråd, menighedsrådet og 

skolekommissionen. Oddershedegård har foruden 

landbrug også skovbrug og grusgrav. Martin solgte 

Oddershedegård i 1973 til Arne Christoffersen, og i 

1997 bliver den drevet med planteavl, mørtelværk og 

grusgrav. Arne og Ulla har tre børn: Marianne, Carsten 

og Anne-Lisbeth. Arne har også købt Oddershedevej 6. 

11931 blev der udstykket fire statsejendomme fra 

gården. 


Statsejendom ejet af Gregers Hansen 1956-85. 

Astrid og Gregers Hansen overtog ejendommen efter 

hans forældre Anna og Karl Hansen, som havde 

overtaget den efter Ida og Peter Pedersen i 1946. 

Astrid gik hjemme og passede børnene Anna, Karl, 

Åse og Erik. Hun deltog i alt arbejdet både i mark og 

stald, medens Gregers kørte mælk til mejeriet i 

Hillerslev med heste. Gregers var meget arbejdsom, 

og når mælketuren var færdig, kørte han ud for at 

arbejde for andre med sine heste - en lille 

maskinstation med heste. 11985 solgte Gregers og 

Astrid ejendommen til Arne Christoffersen. 


Udstykket fra Oddershedegård i 1931 og ejet af 

Andreas Christensen 1931-43. Inga og Anders 

Baadsgaard overtog ejendommen i 1943 og drev den 

af Carsten Baadsgaard 

5 

som almindelig landbrug til 1960, hvor Anders 

begyndte at handle med grise. Mens Anders kørte rundt 

i omegnen for at handle, var Inga hjemme for at passe 

landbruget sammen med drengene Mogens og Carsten. I 

1970 kom Carsten hjem for at hjælpe til med handelen, 

og Anders og Carsten handlede sammen til 1985, da 

Anders pludselig døde. Inga var død i 1974. Efter hans 

død blev ejendommen solgt til Thisted Mørtelværk ved 

Søren Klim Sørensen, som graver sand og grus. 

Carsten har flyttet handelen til adressen Mælkebøttevej 

12 i Hillerslev. 


Indtil 1960 ejet af Jenny og Theodor Jensen. 

Mens Theodor kørte mælk til mejeriet i Hillerslev, var 

Jenny hjemme for at passe børn, hus og dyr. Børnene 

hed Ole, Erik, Jens, Solvejg, Christen, Jørgen og Else. 

Theodor var meget god til at synge og fløjte, så man 

kunne altid høre, hvor langt han var på vejen. Om 

eftermiddagen gik Theodor rundt og slagtede. Det var 

meget spændende, når Theodor skulle komme for at 

slagte. Vi skulle altid hjælpe, for han sagde altid, at 

hvis vi ikke kunne holde halen, så troede han ikke, det 

kunne lade sig gøre. 

Det var et gæstfrit hjem at komme i. Der var altid 

mange. Jeg kan særlig huske de store sigtebrød, som 

Jenny bagte og så den store skål med puddersukker, 

som vi dyppede sigtebrødet i. Det var en delikatesse, 

jeg aldrig glemmer. Når der var landskamp i radioen, 

var der altid samlet en flok børn og unge mennesker, så 

kunne der godt ryge en ekstra sukkermad. Mine 

forældre har fortalt, at når de var nede ved Jenny og 

Theodor på besøg sammen med nogle andre naboer, så 

skulle de spille kort. På det tidspunkt havde de ikke 

elektricitet fra elselskabet, men mølle og 

petroleumsmotor til at lave el. Det gik godt med lyset 

først på aftenen, men når vinden begyndte at falde, så 

blev der mindre lys, og til sidst var de nødt til at holde 

kortene helt op til lampen, når der skulle meldes. 

11960 blev ejendommen solgt til Sørensen, 

kulhandler fra Thisted, og siden har der været mange 

ejere og lejere. Jorden er gravet ud, og udgravningerne 

taget i brug til losseplads. Ejendommen blev købt af 

Agner Sejerskilde i 1989. Bygningerne blev i 

slutningen af 1997 jævnet med jorden, men forinden 

nåede matriklen at skifte adresse til Skovstedvej 25. 


Udstykket fra Oddershedegård i 1931 og bygget af 

Maren og Per Gregersen. Sammen med landbruget drev 

Per Gregersen vognmandsforretning med heste, som 

hans søn Anton kørte med. De hentede tørv i Hundborg

og grus ved havet og i grusgravene i Skovsted. De 

startede meget tidligt om morgenen for at nå to ture til 

Hundborg på en dag. I 1957 solgte Maren og Per 

Gregersen ejendommen til deres søn Anton og flyttede 

til Hillerslev, hvor Maren fortsatte sit virke som 

syerske. 

Da Anton og Ellen overtog ejendommen, 

begyndte Anton at køre mælk til mejeriet i Hillerslev, 

mens Ellen passede dyrene. Ellen var datter af 

uldhandler Martin Larsen, som er omtalt i hæftet med 

erindringer fra Brund. Ellen var meget god til at passe 

dyrene, og hun havde en meget flot køkkenhave og 

var meget god til at brygge øl. Hjemmet var meget 

gæstfrit. I 1970 solgte Ellen og Anton til Kaj 

Andersen. Siden har der været skiftende ejere og 

lejere. Siden 1975 har ejeren været Askov Stentoft. 

Jorden er gravet væk. 


Udstykket fra Oddershedegård og ejet af Chr. 

Christensen siden 1940. Anna og Chr. Christensen 

havde seks børn: Ingrid, Eva, Kjeld, Grethe, Poul og 

Karen. Anna var datter af købmand Christiansen fra 

Hillerslev, og Chresten kom fra Vinderup-egnen. Han 

kom til Thy som kontrolassistent, og han har været i 

mange bestyrelser og været revisor for mange 

foreninger. Landbruget blev drevet alsidigt, men med 

stor interesse for svineavl, og der er solgt gylter mange 

steder rundt i Thy. 

I 1965 døde Anna, og Chresten var ene med 

børnene i to år. Så giftede han sig med Agnete Bøjer 

fra Hillerslev, som havde de tre piger Else, Bodil og 

Jonna. Sammen fik Agnete og Chresten datteren Anne 

Marie. Chresten og Anne Marie delte en meget stor 

interesse for heste. Han holdt utroligt meget af sine 

heste. Godt hjulpet af Agnete fik Chresten lov til at 

blive på det sted, som han holdt så meget af, sammen 

med sine heste og andre dyr og omgivet af hele sin 

familie indtil sin død i 1996. Agnete bor stadig på 

Oddershedevej 17. Jorden er lejet ud. 

Oddershedegårds og Oddershede Marks 

vandværk 

Sammen med udstykningen af Oddershedegård 

blev der gravet en fællesbrønd for syv ejendomme. 

Brønden blev gravet i 1931, og det kostede 500 kr. Der 

blev rejst en vindrose, som skulle trække vandet op i 

en vandbeholder. Den skulle ligge på det højeste 

punkt, så vandet selv kunne løbe ud til de syv brugere. 

Der skulle noget blæst til, for brønden var 84 alen dyb. 

Det gik godt indtil 1953, da begyndte det at drille 

- pumpen var opslidt, og det blæste for lidt. Smeden 

var nede i brønden for at se til læderet, et meget 

uhyggeligt arbejde. Da de havde fået smeden hejst op 

fra brønden, skulle de om til Anders Baadsgaard og 

have kaffe og rådslå med smeden om, hvad de skulle 

gøre. Mange ting blev drøftet, og de spurgte smeden 

om, hvad det ville koste med nyt elektrisk vandværk. 

Smeden Marius Christensen sagde et cirkabeløb. Så 

sagde Per Gregersen, hvis det ikke var værre, så syntes 

han, at de skulle have nyt vandværk. Det var de enige 

om alle sammen, så de 

besluttede at gå om og vælte møllen, mens de var enige. 

Få dage efter var de atter samlet hos Anders 

Baadsgaard, og smedemester Marius Christensen 

skulle komme med overslag og pris. Det viste sig så, at 

prisen slet ikke kunne holde. Per Gregersen blev 

meget sur og ville have møllen op at stå igen, men 

heldigvis havde møllen taget så meget skade, at det ville 

blive dyrere at få møllen lavet end at få elektrisk 

vandværk. 

Kanstrupvej 

Kanstrupvej 5 

Øster Kanstrup blev drevet af brødrene Jens og 

Knud Jensen i mange år. De havde søsteren Bentine til 

husbestyrerinde. Hun var blevet enke og havde en lille 

dreng, Anker, som fik sin opvækst i Øster Kanstrup. 

Jens og Knud var meget gæstfrie, og de kunne godt 

lide at komme til marked i Thisted. Det kunne godt 

tage hele dagen og aftenen, for de kunne godt lide at 

feste, og penge havde de rigelige af. De gik heller ikke 

af vejen for at hjælpe andre, og det gjaldt både penge 

til foder, eller hvad det kunne være. 

Efter Jens' død drev Knud gården videre indtil 

1971, da han solgte gården til en broders søn, Anders 

Knudsen Jensen, som var vognmand i Frøstrup. Knud 

Jensen blev boende hos Poula og Anders, hvor han fik 

en god pleje, og han nød, at der var kommet liv i huset 

igen. Anders og Poula solgte deres lokale kørsel til en 

chauffør, og så tog de deres store vogne med til 

Kanstrup, hvor de drev vognmandsforretning indtil 

1973, da de solgte vognmandsforretningen til en datter 

og svigersøn, Tove og Verner Olesen. I 1982 solgte 

Poula og Anders Øster Kanstrup til en anden datter og 

svigersøn, Elsebeth og Bjarne Thomsen, som har lavet 

ålefarm. 

Kanstrupvej 6 

Sdr. Kortegård ejes i 1997 af Gunhild og Hans 

Thing, der har haft gården siden 1972. Der har 

tidligere været mange ejere inden for en kortere 

årrække. Stinne og Chr. Godiksen havde gården og 

solgte til Hou gartner, Chr. Poulsen og Poul Blach 

Poulsen. Derefter var ejerne Marie og Laurits Larsen 

(1952-57), Holger Kielsgård (1957-59) og Esther og 

Chr. Godiksen (195972). Hans Thing kommer fra 

Thyholm, og Gunhild er fra Vendsyssel. De har tre 

børn: Kirsten, Niels og Birthe. Gunhild er 

sygeplejerske og arbejder på Thisted sygehus. Sdr. 

Kortegård drives som moderne svinebrug. Bakkerne 

syd for gården er gravet ud og solgt som grus og 

reetableret til landbrugsjord. 

Kanstrupvej 8 

Nr. Kortegård ejes i 1997 af Marthinus Kortegård. 

Gården er en slægtsgård, der også var ejet af 

Marthinus Kortegårds bedsteforældre, Marie og 

Holger Kortegård, og derefter af hans forældre, 

Margrethe og Kjærgård Kortegård. Faderen døde i 

1996. Marthinus Kortegård har fem søskende: 

Holger, Ellen, Bodil, Else og Marie.

Han driver Nr. Kortegård som en kvæggård med 

hovedvægt på mælkeproduktion. 

Kanstrupvej 12 

Skovsted Maskinstation eller Kærblink, som 

ejendommen hedder, har en vidunderlig udsigt ud over 

kæret. Den ejes i 1997 af Birtha og Johannes Vandet 

Poulsen. De har overtaget ejendommen efter hans 

forældre, Ellen og Vandet Poulsen. I begyndelsen af 

1950 startede Vandet Skovsted Maskinstation, som har 

udviklet sig til en stor forretning. Inden den tid kørte 

han rundt med et tærskeværk fra møllebyggeren i 

Hillerslev. De kom langt omkring for at tærske i flere 

måneder - det kan der fortælles mange historier om! 

Ellen og Vandet havde sønnerne Jørgen, Johannes, 

Poul og Knud. De har alle fire kørt for maskinstationen. 

I dag er det Johannes og hans sønner, der driver 

maskinstationen. 

Kanstrupvej 16 

Vester Kanstrup ejes i 1997 af Anna og Svend 

Thorup. De købte gården i 1950 af Chr. Vandet, som 

flyttede til Hillerslev. Anna kommer fra Hillerslev, 

men Svend stammer fra Djursland. Svend Thorup var 

borgmester i Thisted Kommune i tre valgperioder fra 

1982-93. De har to børn: Lene og Steen. Lene er 

dyrlæge og bor i Hillerslev. 

Skovsted Mark 

Skovsted Mark 1 

Klara og Svend Jensen købte gården i 1946. De 

havde 3 børn, Kaja, Leif og Jens. Gården blev solgt til 

Knud Hvelplund i 1997, og året efter flyttede de til 

Thisted. 

7 Skovsted Mark 2 

Karl Nørgaard, Nørgaardsminde. Karl var 

enkemand i mange år. Han var nok kendt for at køre 

langsomt i sin bil. Når han kørte rundt i Skovsted, 

kunne drengene cykle om ved ham, og det kunne han 

blive virkelig gal over. Ejendommen er solgt til Robert 

Kristensen, Skovsted Mark 5. 

7 


Kristian Madsbøll overtog ejendommen efter sine 

forældre. Kristian drev maskinstation i Skovsted i 

mange år. Mie og Kristian Madsbøll havde 3 børn: 

Inge, Søren og Peter. Siden de solgte ejendommen, har 

der været skiftende ejere. Jorden er udlejet til Svend 

Bonnerup, og i huset bor Benny og Laila Gregersen. 


Robert Kristensen købte i 1958 gården af Lars 

Lynge, som flyttede til Skovstedvej 36 sammen med 

sin husbestyrerinde, Marna Poulsen. 


Dorthea og Kr. Krag købte i 1954 "Døs gård" af 

Chr. Thomsen. De solgte i 1985 til Aksel Kielsgård og 

flyttede til Thisted. Jorden blev stykket fra og 

ejendommen overtaget af Børge Thomsen. Jonna og 

Dennis Stüker flyttede ind i 1991. 


Karl Gregersen købte ejendommen af P. Mikkelsen 

Tonsgård i 1947. Karl havde siden 1933 boet på en 

lille ejendom, som han i 1947 solgte til Hans Madsbøll 

(Skovsted Mark 4), der et par år senere lod 

bygningerne nedrive. Karl Gregersen solgte i 1981 til 

Erik og Anna Holm. Ti år senere solgte de til Donald 

og Lise Kristensen. 

Grusgravning på Døs i slutningen af 30'erne. 

Fra venstre Niels Krag, Anton Krag, Henrik Larsen og Gustav Knudsen


Ejendommen er blevet kaldt både "Døs mølle" og 

"Døs hus". Møllen blev nedlagt, da der kom elektricitet. 

Herfra drev Niels Krag i mange år 

vognmandsforretning med heste. Tidligere havde 

Andreas Eriksen ejet stedet. 11950 overtog Kr. Krag 

stedet efter sine forældre, Kirstine og Niels Krag. 

I 1954 solgte han til Carl Krog Pedersen og 

flyttede til Skovsted Mark 7. I dag er huset ejet af Hans 

Madsen. 

Skovstedvej 

Skovstedvej 21 

Karl Jensen overtog ejendommen i 1955 efter sine 

forældre, der havde boet her i mange år. Efter hans død i 

1995 blev den købt af Svend Bonnerup. 


Jenny og Aksel Stentoft overtog ejendommen efter 

Aksels bedstefar. Aksel begyndte udbygningen af 

ejendommen med en større svineproduktion. Jenny og 

Aksel Stentoft havde 5 børn: Anders, Sonja, Lydia, 

Herdis og Askov. Efter at Askov og Vibeke har 

overtaget ejendommen i 1977, er svineproduktionen 

yderligere blevet udvidet. 


Huset er bygget af Ellen 

og Knud Riis i 1965. Ellen 

solgte i 1982 huset til Jens 

Knudsen og Ulla Yde. 


Omkring 1900 var huset 

ejet af Maren Kirstine Nielsen, 

der havde overtaget huset efter 

sin far. Hun giftede sig i 1902 

med Jens Vestergaard, der 

ejede huset indtil 1933, da det 

blev overtaget af Jens Peter 

Jensen (kaldet Hede). Allerede 

i 1934 blev huset solgt til 

Jørgen Jeppesen, der var en 

morbror til Karl Olesen. Efter 

hans død i 1941 blev Karl 

Olesen ejer af huset. Han gik 

rundt på gårdene og hjalp. Han 

havde en ko, som han hver dag 

trak ned på Skovsted eng for at 

græsse, og i middagspausen 

cyklede han ned for at flytte og 

vande koen. Når han cyklede 

fra arbejde, gik turen om ad 

engen for at tage koen med 

hjem. Karl Olesen døde i 1984. 

Siden har huset været ubeboet. 

Det 

ejes af Eike og Nis Nielsen. 



Lis og Åge Kortegaard drev ejendommen i mange 

år. De havde børnene Bodil og Ole. Kort tid efter at Åge 

blev enkemand, solgte han gården til Hanne og Svend 

Frühstüch, som havde drevet Bromølle i en del år. Svend 

Frühstüch solgte gården i 1984 og flyttede til Hurup. 

Svend Bonnerup overtog jorden, og siden 1985 har Poul 

Jensen drevet en tømrerforretning fra ejendommen. 


Ejendommen blev i 1912 flyttet op til vejen af Ib 

Thomsen (Tonn), der flyttede fra 

Kjelstrupvej 33. Efter hans død i 1922 

arvede hans husholder Else huset. Hun 

giftede sig med Chr. Pedersen. Hendes 

søn, Jens Peter Henriksen, overtog 

ejendommen efter Else og Chr. 

Pedersen. Jens Peter arbejdede på 

Skovsted Cementstøberi - omtales 

andetsteds i hæftet. Efter hans død i 

1984 blev huset købt af Eike og Nis 

Nielsen. 

Skovstedvej 32 (Bakkegård) 

Magnus Magnussen overtog 

gården i 1912. Dorthea og Peter 

Bonnerup drev fra 1933 Bakkegaard. 

Peter var én af de første i Skovsted, 

som fik traktor. En lille Massey Harris 

Pony. Jeg kan huske, at jeg skulle 

følges med Svend hjem fra skole og 

bese den nye traktor. Det var en 

sensation i Skovsted, og dette nye 

hjælpemiddel blev mødt med 

fordomme. Min mor gav mig en masse 

formaninger, inden jeg drog af sted. 

Bl.a. at sådan et apparat skulle man 

ikke komme for tæt på. Den kunne jo 

køre os over! ! Det var et skønt sted at 

komme, for her var der altid mange at 

lege med, og gæstfriheden var stor.

Hjemmet talte syv børn: Dagny, Jenny, Aksel, Anna, 

Svend, Benthe og Rosa. Peter solgte gården til Svend i 

1966. 


Huset blev bygget i 1909 af Marie og Bertel 

Koldkjær med en lejlighed mod vest til Maries søster, 

Maren Nielsen (Balle), der kun havde en arm. I 1924 

solgte de huset til Chr. Larsen Sunesen (Kræn Lausen) 

med den klausul, at de kunne blive boende. Bertel døde i 

1928, og efter Marens død i 1933 flyttede Marie til 

Nors. Huset var herefter lejet ud, bl.a. til Niels 

Gravesen, før Kræn Lausen i 1937 solgte til sin bror, 

Chr. J. Sunesen. Han døde i 1956, men hans kone Anne 

Katrine (Trine) blev boende indtil sin død i 1962. 

Herefter blev huset overtaget af Martin Roesen, der i 

1971 solgte til Thomas Erik Thomsen. Siden 1976 har 

huset været ejet af Karen Marie Povlsen og Svend 

Sørensen. Mange har i tidens løb siddet til leje i den 

vestlige ende af huset ("Trines Ende"). 


Carl og Ane Marie Nielsen byggede huset i 1967. 

Da Ane Maries far døde i 1975, flyttede Carl og Ane 

Marie til Skovstedvej 37, mens Mette flyttede ind i huset 

sammen med sin mor. Anette og Kent Pedersen købte 

huset i 1982. I 1991 solgte de til John Larsen, der nu bor 

i huset. 


Fra Skovstedvej 36 drev Stinne og Alfred Petersen 

tømrerforretning i mange år. Han byggede huset i 1946. 

I 1958/59 solgte Alfred huset til Lars Lynge, Skovsted 

Mark, og byggede nyt hus over for købmanden. Stinne 

og Alfred Pedersen havde 4 børn: Anna, Ellen, Edith og 

Kristian. Husflidsskolen fra 1932 hører med til huset. 

Lars Lynges husbestyrerinde, Marna Poulsen, blev 

boende i huset indtil sin død i 1989. Svend Aage Nielsen 

og Heidi Kær boede herefter i huset, indtil de solgte til 

Hans Godiksen i slutningen af 1992. 


Ane Marie og Carl Nielsen overtog huset i 1975 

efter Mette og Harald Nielsen, som overtog huset efter 

"Gammel Anne Mari"'. "Gammel Anne Mari"' gjorde 

rent i skolen og hjalp til i forsamlingshuset, når der var 

fest. Op til jul hjalp hun mange steder med at slagte 

fjerkræ. Carl og Harald drev vognmandsforretning fra 

stedet i mange år. Inden Harald startede med lastbilen i 

1961, arbejdede han på kalkværket. Harald og Carl har 

kørt utallige læs kalk fra Hillerslev Kalkværk til Synopal 

i Thisted. 

Skovstedvej 38 (Laurasminde) 

Da Anton Bach købte gården i 1913, lå den lidt 

længere mod vest (der er endnu spor efter brønden). 

1915-17 blev gården flyttet til sin nuværende 

placering. Laura og Anton Bach drev Laurasminde i 

mange år med hjælp af to sønner, Ingvard og Jacob. 

Anton kunne være meget slagfærdig. Sønnerne 

overtog gården i 1957, men efter Jacobs død i 1962 

har Ingvard Bach alene været ejer af gården. 


Ejendommen blev tidligere kaldt "Ballekrog". 

Kristen Kristensen købte den i 1908 og boede her indtil 

sin død i 1953. Han var gift med Ingeborg. De havde 

fem børn, og Konrad, Stinne og Tage blev boende efter 

forældrenes død. Tage er meget politisk interesseret, og 

er en meget kendt person i omegnen. Se artiklen om 

ham her i hæftet. 


I 1927 flyttede Alfred Petersen ind i huset, der i 

1946 blev købt af Niels Skårup. I 1975 solgte han til 

Niels Poulsen, men blev boende i huset indtil 1978. 

Siden 1978 har Niels Poulsen og Marianne Jensen boet 

i huset. 

Magnus Harring, 1984 


Mille og Magnus Harring købte ejendommen af 

Otto Poulsen i 1947. Det nuværende hus er opført i 

1952. Murerarbejdet blev udført af sønnen Svend 

Harring, der har overtaget ejendommen efter Magnus 

Harrings død i 1987. Jorden blev solgt til Ejner 

Ringgaard i 1962. Svend Harring drev murerforretning 

fra stedet, og broderen Børge Harring drev vognmands-

forretning fra stedet i 960'erne. 


Ejendommen ejes af Lone og Henrik Ringgaard. 

Valborg og Ejner Ringgaard overtog ejendommen i 1946 

efter Rita og Martin Krog, der havde boet der i ca. 15 år. 

Ejner drev et alsidigt landbrug og holdt meget af de små, 

gule heste. De sidste år, han levede, havde han opbygget 

en smågriseproduktion. I 1985 blev der rejst en 

vindmølle syd for gården. I 1987 blev Valborg enke, 

hvorefter Henrik overtog ejendommen. 


Gården er bygget i 1913. Ketty og Henning 

Sørensen købte ejendommen af Gudrun og Kjærgaard 

Sunesen i 1990. Det var Kjærgaards hjem, som de 

overtog i 1938. Gudrun og Kjærgaard havde 2 sønner, 

Verner og Vagn. Verner er bankmand og Vagn er ansat 

hos Østjydsk Kvægavlsforening. Kjærgaard 

interesserede sig meget for kvægavl. Han har handlet 

mange avlsdyr gennem SDM. Kjærgaard var meget 

selskabelig og kunne fortælle mange eventyrlige 

historier. 

Kjelstrupvej 

Kjelstrupvej 22 

Huset blev bygget omkring 1902 af Otto Nielsen, 

der var udlært maler i Hundborg. Han gav 100 kr. for 

byggegrunden! Ottos far stammede fra gården 

Sejerskilde i Sydthy, så hans sønner fik navnet med ved 

dåben. Sønnen Emil Sejerskilde Nielsen startede med 

grusgravning i slutningen af 30'erne (graven lå ved 

Oddershedevej 1). Emil og Karla blev gift i 1948 og 

overtog ejendommen samme år, og Otto og Maren 

flyttede året efter til Kjelstrupvej 59. Der er fem børn i 

ægteskabet: Linda (48), Agner (51), Emma (55), Anette 

og Herdis (60). Efter Emils død i 1976 blev Karla 

boende indtil 1978, da hun solgte til Eva og Finn 

Akselsen. De flyttede i 1997 til Thisted, hvorefter huset 

blev lejet ud. 


Da Dalgaard måtte afhændes i 1934, skulle 

husbestyrerinden Maren Frost og hendes datter flytte. 

Hun byggede Kjelstrupvej 24, hvor hun indrettede en 

lille trikotageforretning. Senere har huset været ejet af 

Laurits Sørensen og Frederik Jensen, der havde ejet 

Jensbygård. Knud Erik og Margrethe Christensen købte 

i 1969 huset af Svend Sørensen. 


Dorthea og Martinus Kollerup købte i 1959 huset 

af Chr. Jørgensen, der havde overtaget huset omkring 

1930 efter Anne Vestergård, der vist nok var en faster 

til Herman Vestergård. Martinus døde i 1974, og året 

efter solgte Dorthea huset og flyttede til Skovstedvej 

34. 

I 1996 solgte Kresten Plougmann huset til 

Tina Damsgaard. 


Huset blev bygget i 1906 af Kr. Krog, der solgte i 

1914. Derefter var der flere ejere, indtil huset i 1919 blev 

solgt til Inger og Jørgen Peter Jacobsen. Efter Ingers død 

i 1986 blev huset overtaget af den nuværende ejer, Leo 

Kaarfast. Se i øvrigt artiklen om Skovsted købmand. 


På en gammel tegning af gården er stuehuset 

forsynet med årstallet 1868. Gården var i mange år ejet 

af Hanne og Ib Tonn, der i 1912 solgte til Niels Skårup. 

Han solgte gården i 1946 til Ragna og Aksel 

Søndergaard, som drev et alsidigt landbrug. De havde en 

søn, Flemming. Aksel Søndergaard solgte gården i 1978 

til Christa og Jens Iversen. Jorden blev i 1997 solgt til 

Knud Hvelplund. 

Hegnsgaard omkring 1920'erne 

Kjelstrupvej 35 (Hegnsgård) 

Hegnsgård ejes af Herdis og Svend Åge Petersen. 

Gården blev i 1932 overtaget af Svend Åges forældre, 

Martha og Jens Peter Petersen. De solgte gården til 

Herdis og Svend Åge i 1962 og flyttede til Kjelstrupvej 

45. Svend Åge har bygget gården helt om siden 

overtagelsen. Stuehuset blev dog bygget allerede i 1951. 

Kjelstrupvej 37 (Dalgård) 

Benthe og Knud Hvelplund har overtaget gården 

efter Knuds forældre, Mary og Kristian Hvelplund, den 

31/12 1977. Af økonomisk nødvendighed blev gården i 

1934 solgt til Aksel Andersen i Sennels, der drev to 

gårde, indtil Kr. Hvelplund i 1936 overtog Dalgård. 

Gården lå oprindelig tættere på vejkrydset. 

Driftsbygningerne blev flyttet til den nuværende 

placering i 1913, mens stuehuset først blev flyttet i 1920. 

I 1950 blev der bygget nyt stuehus, og i slutningen af 

1995 blev der opført en stor vindmølle på ejendommen. 

15 11

Kristian Tousig i postuniform sammen med 

J.P. Jacobsen i 50'erne 


Karoline og Kristian Tousig boede i mange år på 

ejendommen, der havde ca. 9 tdr. sæde Kristian var 

postbud i Skovsted i mange år ved siden af landbruget. 

De havde en søn, Jens, som flyttede til Nykøbing. 

Tousig solgte huset i 1974 til Kr. Hvelplund, men han 

blev boende i huset indtil sin død året efter. Siden har 

huset været lejet ud. 


Huset blev bygget af Knud Hvelplund i 1975. Efter 

at have overtaget sin fødegård, Dalgård, blev Knud og 

Bente boende i nogle år. I 1982 byttede de beboelse med 

Kr. og Mary Hvelplund. Mary døde året efter, men Kr. 

Hvelplund blev boende indtil ret kort tid før sin død i 

1995. Huset blev solgt samme år til Hans Chr. og Jytte 

Rosenlund Nielsen. I 1997 blev huset overtaget af Hanne 

Jeppesen og Kenneth Petersen. 


Skovsted forsamlingshus blev forsikret første gang 

i 1908. Nogle år senere blev den lille sal mod nord 

bygget til. ca. 1930. 


Martha og Jens Peter Petersen byggede huset, da de 

flyttede fra Hegnsgård i 1962. Efter Marthas død i 1996 

blev huset solgt til Søren K. Andersen. 


Selv om der er sat nye mursten omkring skolen, så 

er den i sin grundplan den samme skole, som blev opført 

i 1879. Dengang erstattede den en tidligere skole. Da 

skolen blev bygget, var J. Skaarup lærer (fra 1877 til 

1898). Senere har der boet følgende lærere i skolen: N. 

K. Dam (1898-1900) - C. Tange (1900-1903) - J. P. 

Mortensen (1903-06) - J. P. Hansen (1907-08) - J. 

Blaaberg (1908-12) - Hartvig Gellert (1912-56) - Alfred 

Sørensen (1956-60). Efter skolens nedlæggelse i 1960 

blev Erna og Alfred Sørensen boende i skolen. I 1976 

solgte Erna Sørensen til Alfred Ulrichsen, der 

renoverede bygningen. I 1978 blev skolen købt af Rita 

og Jens Chr. Jeppesen. 

11 


Anders Poulsens hus blev købt af Ellen og 

Lærer Gellert med skolebørn i 1927 

Pedersen i 1952. Valdemar var gravemester på 

Hillerslev Kalkværk. Til ejendommen var lidt jord, to 

køer og to søer, som Ellen passede. De havde fire piger: 

Ingrid, Eva, Alice, og Conny. I dag bor Søren Lynge og 

Connie Pedersen i huset. 


Martin Poulsen udlejede i 1949 et stykke jord ned 

mod Kjelstrupvej til Thisted Mørtelværk. Huset blev 

købt af Rosa og Thomas Hansen i 1952. Thomas 

arbejdede i Østre Kanstrup grusgrav. Rosa passede 

landbruget. De solgte ejendommen til Lis og Kaj Jensen 

i 1958 og flyttede til Boddum. Efter Lis og Kaj Jensen 

har der været skiftende ejere, bl.a. Stig og Anette 

Hansen, der i 1986 solgte til Laila og Jørn Thomsen. 

Mary-Anne og Knud E. Brixen har senere boet i huset, 

som nu ejes af Dorthe og Niels K. Sørensen. 


Marie og Anders Jensby's hus blev købt af Else og 

Møller Kristensen i 1950. Møller var daglejer på 

gårdene i omegnen. De havde en ko og et par grise. 

Huset blev i 1988 købt af Kr. Lynge, der siden 1996 har 

lejet det ud. 


Murer Knud Nielsen (Knudsen) ejede huset i 

mange år. Omkring 1919 fornyede han en stor del af 

bygningen. Han var født i Thisted i 1864 og gift med 

Kristiane. De havde ni børn: Kathrine, Kristian, Gustav, 

Valdemar, Harald, Alma, Agnes, Niels og Jens. 

Barndomshjemmet blev i 1940 overtaget af Harald 

Knudsen, der seks år senere blev gift med Inga. I de 

sidste 35 år af sit liv boede Kristian Knudsen i huset 

(død 1984). Harald og Kristian arbejdede i Emil 

Sejerskildes grusgrav. De sidste år arbejdede Kristian 

hos Christian Christoffersen, Skovsted Mørtelværk. 

Harald døde i 1979, og Inga bor nu alene i huset. Inga og 

Harald har 3 børn: Teddy, Birthe og Irma.


Herfra drev Jens Nørgaard Pedersen og søsteren 

Marie i mange år landbrug. De havde en meget fin 

Jersey-besætning. Det var deres barndomshjem. Marie 

var født i 1901 i et hus nord for cementstøberiet, og hun 

kunne lige akkurat huske, at huset blev kørt på vogne til 

Kjelstrupvej 57. Maries far kom som ung til Momtoft, 

hvor han traf sin kone. Han kom fra Fyn, og derfor har 

navnet "Fynbo" altid klæbet til familien. Efter moderens 

død i 1943 vendte Marie hjem for at holde hus. Faderen 

døde tre år senere. Jens døde i 1981, og Marie solgte 

ejendommen sidst i 80'erne til Askov Stentoft, men hun 

blev boende indtil 1993, da hun kom på plejehjemmet i 

Østerild. 

Kjelstrupvej 59 (Hi) 

Huset blev bygget i 1949 af maler Otto Nielsen 

(1876-1954), der flyttede fra Kjelstrupvej 22. Han kone 

Maren blev boende i huset efter hans død, men hun 

nåede at komme på alderdomshjem i Østerild, inden hun 

døde i 1968, og Maren Malers hus blev solgt til Jens 

Jensen (Jens Slagter). I 1997 solgte Ania Petersen huset 

til Lene og Ulf Amby. 

Kjelstrupvej 59 A 

Skovsteds nyeste hus blev bygget i 1980 af Kirsten 

og Agner Sejerskilde. 

Kjelstrupvej 61 i 1958 


Huset er bygget i 1930 af tømrer Jørgen Dalgaard. 

Han flyttede omkring 1940 til Bromøllevej 11, og huset 

blev overtaget af Christiane og Jens Rotbøll. Et stykke 

tid efter Jens Rotbølls død købte Ruth og Osvald Rotbøll 

huset i 1958 af Christiane, der var en moster til Osvald. 

Hun blev boende i en lejlighed ovenpå. Ruth og Osvald 

byggede straks nyt værksted, og de byggede stuehuset 

om i 197 1 Fem år senere blev der yderligere bygget til. 

Fra stedet har Osvald og Ruth drevet tømrerforretning i 

en del år. 


Skrædder A. M. Nielsen købte huset af to sypiger i 

1910. Han blev boende i huset, indtil han var 90 år. I 

Købmandens og skrædderens hus ca. 1920 

1975 blev huset overtaget af hans barnebarn, Hanne 

Friis Johansen. Se i øvrigt Emma Nielsens omtale af sin 

far. 


Huset blev i 1959 bygget af Stinne og Alfred 

Petersen, som drev tømrervirksomhed. Alfred flyttede 

på plejehjem i 1981 og solgte huset til Torben Eriksen 

og Sylvia Jensen. 


Huset blev bygget i 1937 af Marie og Viggo 

Pedersen, der drev Skovsted - Thisted Rutebilforretning. 

Omkring 1980 blev huset overtaget af Carl Christensen. 

Nu anvendes huset til klublokaler. 


Huset er bygget af Anna og Christian Christoffersen 

i 1961, da de havde solgt vognmandsforretningen til 

Emma og Ejvind Christoffersen. Herefter startede de 

Skovsted Mørtelværk og Oddershedegaards grusgrav. 

Anna Christoffersen bor alene i huset nu efter "Stoffers" 

død i 1990. 


Bygget af cementstøber Viggo Pedersen, da han 

afhændede cementstøberiet til N.C. Andersen, Thisted i 

1963-64. Omkring 1978 kom han på plejehjem, hvor 

han døde i julen 1982. Huset blev solgt til Flemming 

Foldager. I 80'erne var det ejet af Birgit og John 

Hyldgård. Den 1. januar 1998 blev huset overtaget af 

Maren og Bjarne Langballe, der købte af Mads 

Thomsen. 


15 

13

Bromøllevej 

Bromøllevej 1 (Skovstedlund) 

Ejes af Michael Dalgaard og Lone Skinnerup. 

Læs om gårdens historie i artiklen om Skovstedlund. 

Bromøllevej 2 

Bygget af Jørgen Dalgaard til en datter og 

svigersøn (Lars Gregersen), der drev 

vognmandsforretning. Siden var huset ejet af Kaj 

Jensen. I 1966 solgte Rita og Tage Hansen huset til 

Ingrid og Peder Henriksen. 


Ålbak er bygget i 1961 af Anna og Aage 

Jacobsen i Jørgen P. Jacobsens frugthave. 

Bromøllevej 5 (Jensens Minde) 

Som omtalt andetsteds har der været høkerbutik. 

Elsigne og Chr. Jensen købte ejendommen i 1933. I 

1965 solgte de til deres datter og svigersøn, Olga og 

Harald Skaarup. Efter Haralds død i 1986 har Olga 

boet alene i huset. Hun oplyser, at huset er fra 1885. 


Inger Marie Breum og Karl Emil Mose 

Christensen har boet i det gamle cementstøberi siden 

1983. Viggo Pedersen startede cementstøberiet 

omkring 1927 og byggede stuehuset et par år senere. 

Da Viggo Pedersen ejede Skovsted Cementstøberi, 

kunne den om sommeren beskæftige en del 

arbejdsmænd fra Skovsted. 

Ejnar Jensen som barn ved Bromøllevej 7 


Ejner Jensen overtog sit barndomshjem i 1932 og 

blev året efter gift med Maren. De har 7 børn: Rita, 

Karen, Inga, Henning, Flemming, Kristian og Hanne. 

Ejner Jensen arbejdede ved Kjelstrup smed og senere på 

13 

Hillerslev kalkværk, hvor han var til sin død i 1960. 

Henning og Kristian bor nu hjemme hos Maren. 


Huset er bygget af Karen og Christian 

Christoffersen i 1952. De drev vognmandsforretning fra 

stedet. Der var 2 sønner, Ejvind og Arne, og Ejvind 

overtog vognmandsforretningen. Emma og Ejvind 

Christoffersen flyttede ind i 1961. 


Jan Nielsen ejer huset. Tidligere var den ejet af 

Emmy og Ejner Nørgaard Pedersen (kaldet Fynbo). 

Ejner arbejdede på cementstøberiet i Skovsted. De 

havde pigerne Mona, Ellen og Margit. 


Elna og Marius Christensen drev Skovsted smedje, 

indtil Marius døde i 1973. Marius var en særdeles dygtig 

håndværker. Han har fremstillet en del landbrugsvogne, 

da det blev moderne med gummihjul, og alle landmænd 

skulle have gummivogne. Der var 4 børn: Knud Jørgen, 

Birthe, Mads og Preben. Knud Jørgen har drevet 

smedjen siden 1973. Han er gift med Hanne, og der er to 

børn i ægteskabet. 


Jørgen Dahlgaards hus blev i 1963 solgt til Marie 

og Ferdinand, som kom fra Hjardemål Klit. Anna 

Christoffersen er deres datter. Ferdinand havde et 

mindre fårehold, som han holdt meget af. Ferdinand 

døde i 1976. Huset ejes nu af Holger Møller, der lejer 

det ud. 

Bromøllevej I S (Bromølle) 

Karen Margrethe og Gert Agesen ejer Bromølle. 

Familien Agesen overtog Bromølle i 1973 med Gert 

Agesen som eneejer siden 1975. Udbygningerne 

nedbrændte i 1974. Omtalt andetsteds i hæftet. 

Aalborgvej 

Aalborgvej 147 

I matriklen fra 1844 lå gården på skellet mellem 

Skovstedvej 31 og 33, men længere nede mod engen. 

Det er ikke undersøgt, hvornår den er flyttet ud. Ved 

folketællingen i 1860 ejede Peder Koldkjær Thomasen 

gården, der blev overtaget af hans søn Bertel Koldkjær. 

Omkring 1909 byggede Bertel Koldkjær Skovstedvej 33 

som aftægtsbolig og solgte gården til Rasmus Bach. I 

1913 flyttede Rasmus Bach over på den anden side af 

vejen. Senere var den bl.a. ejet af købmand Dige i 

Thisted og Henry Østergård. Mathilde og Aage Jensen 

købte gården i 1960 af Trier Holst, der havde overtaget 

den i 40'erne efter Agnete og Thorning Riis. Aage og 

Thilde har drevet den som kvæggård. I midten af

70'erne byggede de nyt stuehus. De har 4 børn: Bjarne, 

Arne, Poul og Bente. 

Aalborgvej 122 (Søndergaard) 

Gården blev opført i 1910 af Chr. Sunesen. Han 

byggede nyt stuehus, men genanvendte materialerne 

fra avlsbygningerne fra sin gamle gård, som han havde 

overtaget efter faderen i 1899. Den lå nord for 

Skovstedvej ved vejen ned til Tage Kristensen. 

Årsagen til flytningen var, at stalden sank ned over 

kreaturerne på grund af sneens tryk. For at få laden 

transporteret var det nødvendigt at hæve telefontrådene. 

Efter tre år udstykkede Sunesen en del af jorden og 

byggede Skovstedvej 46. Søndergård blev overtaget af 

Mogens Andersen og derefter af Rasmus Bach og 

hustru, der flyttede fra Aalborgvej 147. I 1947 blev 

gården overtaget af Jørgen Christensen, der i 1954 

solgte til Karen og Holger Krog. De flyttede i 1966 til 

Gl. Ullerupgaard og solgte Søndergaard til Inga og 

Niels Jensen. De moderniserede stuehuset i 1977. 

Olga Skaarups hus, 


Aalborgvej 124 (Overballegaard) 

Gården er bygget af Kr. Krog i 1914. Senere 

ejere har været Anders Pedersen, Alfred Jensen og 

Niels Bundgård. Sidstnævnte solgte i 1947 til Rigmor 

og Jens Møller Nielsen, der drev gården som et 

alsidigt landbrug. De havde 4 piger: Marie, Else, 

Ingrid og Karen. Jorden blev stykket fra i 1996, og 

bygningerne solgt til Gitte Hynneke og Mads 

Waidtløw. 

Aalborgvej 126 (Østergaard) 

Stuehuset er forsynet med årstallet 1876, det år 

blev gården udstykket fra Skovstedlund. Anna og 

Alfred Thomsen købte gården i 1942 af Simon 

Sørensen, der havde overtaget gården efter Jørgen 

Dalgaard, som i 1930 byggede Kjelstrupvej 61. Alfred 

og Anna har drevet gården som et alsidigt landbrug. De 

havde 3 børn: Ejvind, Thomas Erik og Karin. 

Udbygningerne blev revet ned efter stormen i 1981, og 

jorden blev solgt til Knud Hvelplund i 1995. Alfred 

Thomsen døde i 1997, og året efter blev gården solgt, 

og Anna flyttede til Østerild. 

15

Skovsted skrædder A. M. Nielsen skrev på sine 

ældre dage til Nationalmuseet om sin hjemegns skikke. 

Beretningen om et bryllup i Brund i 1883 er gengivet i 

Historisk Årbog for Thy og Vester Hanherred årgang 

1994. Vi bringer her indledningen fra denne artikel, hvor 

der gives en levnedsbeskrivelse af skrædderen. 

Dygtig håndværker, naturmenneske, begavet og lidt 

af en original. Det er nogle af de betegnelser, man støder 

på i omtalen af Skovsted skrædder. Han blev født d. 12. 

maj 1877, og selv om han blev døbt Anton Marius 

Nielsen, underskrev skrædderen sig som A. M. Nielsen. 

Hans fødehjem var Jensbygård på Kanstrupvej mellem 

Hillerslev og Skovsted. Hans mor, Anne Margrete 

Thomsen, var ugift og datter på gården. Som far blev 

udlagt Niels Bak fra Kjelstrup. Moderen døde imidlertid 

kort efter, at Anton var blevet seks år gammel. Han 

voksede op hos bedsteforældrene, der imidlertid også 

døde, mens han endnu var barn. Gården blev overtaget 

af moderens bror, og afslutningen på Antons barndom 

blev ikke altid lige problemløs. 

Efter konfirmationen kom Anton M. Nielsen i lære 

hos skrædder Ejsing, der gik fra gård til gård med sin 

symaskine. En arv på 200 kr. blev betalt til Ejsing for at 

tage drengen i lære. Når han var udlært, skulle han have 

pengene tilbage. Så vidt kom det bare ikke. Anton følte 

sig ikke godt behandlet og mente, han lærte for lidt, så 

han løb af pladsen efter et par års forløb og blev 

forbundter i Thisteds førende skrædderi, N. J. Thykier, 

der blev drevet sammen med en manufakturhandel over 

for hotel Royal. Der kunne de sy! En håndsyet habit af 

bedste materiale kostede hele 50 kr. - Det var til at få 

kuldegysninger af, fortalte Anton senere. 

I Amerika 

Da Anton havde lavet en diplomatfrakke som 

svendestykke, fortsatte han som svend et par år hos sin 

læremester. Derefter sagde han farvel og tak til Thisted. 

Han tog på valsen i 1898 og fandt arbejde i Esbjerg. 

Arbejdet var dog ikke mere permanent, end at han 

allerede samme år besluttede at udvandre. Med en billet 

til 103 kr. steg han i Esbjerg om bord på den lille, tyske 

damper "Italia" og stod 14 dage senere i New York uden 

at kunne et ord engelsk. 

På trods af sprogvanskeligheder i starten blev det 

dog til otte år i Amerika, og Anton glemte aldrig senere 

det amerikanske sprog, som han betragtede som den 

korrekte form for engelsk. Han indrettede sig efter 

forholdene og lærte at tage lange sting og sætte tempoet 

i vejret. Helbredet klarede det dog mindre godt, og han 

måtte søge arbejde og frisk luft hos en farmer. Her tjente 

han lidt penge, så han kunne starte som selvstændig 

skrædder på Long Island. 

En dag i 1903 kom skrædderen på en lille restaurant 

til at sidde sammen med bilfabrikanten Henry Ford, 

Skovsted skrædder 

af Svend Sørensen 

Lokalhistoriske skrifter for Hillerslev-Kåstrup sogne. Nr. 2, 1998. 

der tilbød ham arbejde på sin fabrik. Selv om skrædderen 

afslog tilbudet, må man vel indrømme, at det lykkedes 

bilfabrikanten at lave transportmidler, der var 

skræddersyet til det nye århundrede. Skrædderens 

helbred gik det derimod mindre godt med. Han blev 

angrebet af malaria, og i 1906 rejste han hjem med 5000 

kr. på lommen samt den uundværlige symaskine. Den 

fulgte ham resten af livet, hvorimod han blev malariaen 

kvit. 

Skræderens tårn til højre. Omkring 1930 

Skrædder, høker, bager, 

jæger og fisker 

Anton M. Nielsen slog sig ned som skrædder i et 

lille hus i Hillerslev, hvor han som husbestyrerinde fik 

Mathea Jacobsen fra Vester Vandet. De giftede sig i 

1910 og flyttede til Skovsted, hvor de for 1000 kr. købte 

et lille hus af et par sypiger. Her drev A. M. Nielsen 

landskrædderi på den moderne måde, at kunderne 

opsøgte ham. Kun en enkelt gang var han ude at sy på 

en gård. Forretningen gik så godt, at han kunne bygge et 

værksted til sypigernes hus (Kjelstrupvej 63). 

Efter nogle år blev skrædderiet udvidet med en 

høkerbutik, og midt i 20'erne kunne der bygges et 

"tårn" i to etager til huset. Det var en sensation i Skov 

Skrædderfamilien ved sølvbrylluppet 17. maj 1935. Fra 

venstre: Emma, Harry, Mathea og A.M. Nielsen

sted. Mureren var betænkelig og spurgte, om 

forsikringen var i orden. Ellers ville han ikke vove livet 

ved at hænge i stillads på sådan en skyskraber! 

Skrædderen indførte moderne, amerikanske 

forretningsmetoder. Da han åbnede butikken, gjorde han 

det uhørte at dele gratis kaffe ud til folk. Også 

reklamens magt havde han oplevet. Endnu huskes. "Fra 

tå til top ekviperes De flot hos A. M. Nielsen, 

Skovsted". 

Skrædderens "blandede landhandel" blev om 

aftenen et samlingssted for egnens karle. Især lørdag 

aften var der mange. Folk sad i butikken og ventede på, 

at skrædderen skulle blive færdig med at sy sent på 

aftenen. Så blev der serveret kaffe, og kortene kom på 

bordet. I begyndelsen af 1950'erne udvidede 

skrædderen geschæften med et bageri foran huset. 

Selve bageriet blev passet af hans svigersøn. 

Slagfærdighed var et kendetegn for Skovsted 

skrædder. Engang havde lokalhistorikeren Anders 

Overgaard købt et lommeur af ham. Køberen klagede 

imidlertid over, at uret ikke kunne gå, når det lå ned. 

Prompte faldt svaret: "Det kan du vel heller ikke!" 

I Skovsted levede skrædderen tæt på fugle- og 

dyrelivet og fiskene i Lønnerup Fjord. Han blev lidt af 

en legende som jæger og fisker. Den til tider noget 

særprægede påklædning var sikkert medvirkende til, at 

mange især huskede ham i den rolle. I sine 

velmagtsdage sluttede han harejagten, når han havde 

skudt 12 harer - bortset fra det år, han gjorde en 

undtagelse og skød 23. Skrædderen skød sin sidste hare 

som 85-årig, men fortsatte dog med jagten lidt endnu. 

Som 90-årig kom han på Hillerslev alderdomshjem. 

Han mistede sin kone i 1952, men selv døde han først i 

1974, næsten 97 år gammel. 

Skrædderen i Skovsted forsamlingshus i 1950'erne 

sammen med Karen Christoffersen 

Skrædderens Emma 

fortæller 

Emma Nielsen 

Emma Nielsen er født i 1917 som datter af 

skrædder A. M. Nielsen. I perioden 1949-67 boede hun 

det meste af tiden i sit hjem i Skovsted. Omkring 1950 

blev der bygget et bageri, som hun drev sammen med 

sin mand. 

Livet omkring Skovsted 

forsamlingshus 

Jeg kan huske, at når folk flyttede fra Skovsted, 

ville de sælge deres aktier i forsamlingshuset. Når far 

købte dem, solgte han dem videre næste 

"kjørmesavten", for det var jo den aften, hvor alt 

vedrørende husets anliggender blev ordnet. Den aften 

blev der også budt på, hvem der skulle have vejgræs og 

"møskvase" græs, og hvem der skulle rense vandløbet. 

Vandløbet kom vist fra Chr. Jepsens eng og 

udmundede et sted på "møsk" og sluttede vel så i 

Lønnerup Fjord. Der var små broer over, da der jo var 

folk, der ejede engen på begge sider. Jeg husker tydeligt, 

at min onkel Olav Vestergård hjalp med at køre hø, og 

hestene sank ned i den bløde engbund. Hans bror boede 

i det hus, hvor Valdemar Pedersen boede, og der hørte 

eng til på begge sider af den græstørvsbro, som ikke 

kunne bære hølæsset. 

Ungdomsforeningen havde i min tid frk. Hansen 

som formand. Hun var lærerinde på Hillerslev skole og 

boede i den ene ende af skolebygningen. Det gjorde Else 

Hansen agtet i sognet, at hun var "mor" for to nevøer, 

Viggo og Børge, som havde mistet deres mor. 

Sidstnævnte var mejeribestyrer i Hillerslev i mange år. 

At frk. Hansen kommer med i fortællingen om Skovsted 

forsamlingshus skyldes, at min far havde utallige 

sammenstød med hende i forsamlingshuset. Far var helt 

sikker på, at det var en fejltagelse, at frk. Hansen 

bestemte noget, og hun var lige så sikker på, at mænd 

ikke var til at snakke med - mindst af alt skrædderen 

som det værst tænkelige eksemplar. 

Gymnastikforening blev det også til. Det var Jens 

Kirk fra Brund, der var leder af såvel pige- som 

karlehold. Skovsted-gymnaster var meget dygtige - 

mange var med i Ollerup på landshold i 1935 - 100 

karle og 100 piger kom fra Thy. 

Gymnastikopvisning var årets højdepunkt. Da vi fik 

lyseblå dragter med skjold broderet på med gult garn 

SGF, var vi meget fine. Så kom problemet (husk det var i 

1935): lange strømper. Jens Kirk ville ikke høre tale om 

ankelsokker eller bare ben, så vi kom til Sjørring med de 

lange, lyse bomuldsstrømper. Hvordan de blev holdt på 

plads, har jeg glemt, men det må da også have voldt 

kvaler. Kjolen var tækkelig lang, med elastik i taljen og 

bukser af samme stof. Der findes sikkert mange


billeder af de flotte piger. Hvert forår var der 

gymnastikstævne på Afholdshotellet i Thisted, og der var 

vi også med. 

Venstres Ungdom og Konservativ Ungdom holdt bal i 

Skovsted forsamlingshus. De fleste af os havde 

medlemskort begge steder - det var de færreste, der var 

særlig politisk bevidste - det var det med at komme til bal 

i forsamlingshuset, det drejede sig om. Musikken var jo i 

mange år Hans og Martinus. Der var en fra Brund, der 

hed Harry, og Frederik, der var i Bromølle, var med på 

trommer i nogle år. Så kom tiden, hvor det var Martinus 

med violinen og hans datter Nico på klaver. Der var vist 

også en periode, hvor Hans Madsbøll havde en søn med 

som partner. 

Skovsted forsamlingshus har i mange år været et 

samlepunkt. Her Gudrun og Kjærgaard Sunesen 

Juletræ i forsamlingshuset, det var fest i Skovsted! 

Sådan at stå i fineste stads i "den bette sal" og vente på, at 

fløjdørene skulle åbnes. Vi kom ind og gik rundt om det 

store juletræ, og lærer Gellert sang for til julesalmerne og 

læste en julehistorie. Uddeling af poser var også imødeset 

med glæde - og hvilke poser! Tænk om mine børnebørn i 

dag blev præsenteret for Hunstrup bagers pebernødder, 

blandede bolcher, måske lidt flødekarameller, et æble - og 

senere en appelsin. Så blev træet skubbet hen i et hjørne, 

det skulle jo bruges igen til de unges julebal. Vi dansede, 

og de voksne drak kaffe. I køkkenet regerede Ane Marie 

Roer i mange år - derefter hendes søster Sine Poulsen, der 

boede i huset, hvor Valdemar Pedersen boede. 

Små kår 

Sine Poulsen var gift med Anders Poulsen. Hvorfor 

de blev kaldt Poulsen, ved jeg ikke, for de havde 

Andersen som døbenavn. Det ved jeg med sikkerhed i 

mindet om, at såvel Anders Poulsen som broderen Martin 

Poulsen skrev Andersen på de utallige veksler, de skrev 

på hos far. Når regningen blev for stor, og far manglede 

penge, så skrev de en veksel, og den blev "sat om" med et 

afdrag og renter hver 3. måned. 

Anders og Sine havde børneflokken Frank, tvillingerne 

Kirstine og Marie, Kristian, Holger, Kærgård og 

efternøleren Agnete. Hos Martin Poulsen var der flokken 

Margrete, Ingeborg, Lars, Agnes, Anne, Marta, Kaj, 

Kamma, Hjalmar og dattersønnen Folmer. Martins kone 

hed Thora, og ingen i Skovsted havde så blanke gulve og 

så hvide, stivede gardiner som Thora, når hun var i 

barselseng. Af børneflokken ses, at det var ret så tit en 

begivenhed, som nabokonerne jo mødte op til. Det med 

barselvisit var den plage, der fulgte med begivenheden. 

Da skulle der vises, hvad huset formåede, og hvor fint mor 

og barn havde sengetøjet. 

Hos Fynboens, hvor Marie Nørgård Pedersen boede i 

barndomshjemmet indtil for få år siden, havde jeg en af de 

gode legepladser. Min bror Harry havde samme alder som 

Carl og var jo kammerat med ham. Der hed flokken 

Anders, Martin, Marie, Johanne, Jens, Carl, Holger, Aage 

og Ejnar. Jeg var Ejnars barnepige og kørte meget med 

barnevognen. Fynboen var en meget stor og stærk mand. 

Arbejdet med tærskeværket om efteråret var han kendt for. 

Hans kone Tine var så lille og tynd. Jeg mindes så 

tydeligt, når jeg kom derop, at hun stod og æltede dej ved 

køkkenbordet - store brød blev det. 

Mit følgeskab til skolen var de første år "æ mannes 

Anna", der boede i "Skovly", som det vist hedder nu. Om 

morgenen på vej til skole skulle vi hente avisen hos Ane 

Vestergård, der boede i det lille, gule hus. Avisen, som lå 

på gruekedlen i bryggerset skulle vi tage med hen til 

hendes søster og svoger, Marie og Anders Jensby. Vi 

syntes, det var meget morsomt at komme ind til Ane og 

opdage, at hun skråede tobak. 

Anna blev kun 18 år, og jeg tænker tit på, hvilke 

kår hun havde. Men hun kendte jo intet andet liv, så hvad 

ved vi om, hvordan hun oplevede det. Da hun var seks år, 

og hendes mor var død, flyttede hun med sin far fra Korsø 

mølle og til Skovsted. Jeg var jo også seks år på det 

tidspunkt og var så glad for at få en legekammerat. 

Hvorfor hendes far altid blev kaldt "æ mand" eller 

"Bassimand" / "Bassikål" ved jeg ikke. Måske sidste 

benævnelse var en omskrivning af navnet Badstue, som 

de vist også hed. 

Når mor syede forklæder eller strikkede strømper til 

mig, så blev der også til Anna. Alle havde medlidenhed 

med den lille pige med den lidt sære far, men jeg husker 

ikke nogen, der på nogen måde tog sig af hende - uden 

mor og så Laura og Anton Bach, der fik de også mange 

gode måltider. Når vi spurgte Anna, hvad de havde fået at 

spise i dag, var svaret tit: stegt brød på panden. Jeg husker 

tydeligt synet af komfuret med stegepanden og 

brødhumplerne. Når de var i Thisted, fik de gammelt brød 

i Fællesbageriet i Lillegade, og det var jeg tit med til at 

spise, både når det var fra posen, og når det havde været på 

panden. Vi sad på bordet med benene på den faste bænk og 

med panden mellem os - eller posen hvis det var 

morgensnitter med creme fra Fællesbageriet. I mine 

mange år som bagerkone kom tankerne ofte til Skovsted, 

når jeg solgte cremesnitter, og kunden kun ville have dem 

varme, friskbagte. 

Når vi blev sendt et sted hen, og folkene ikke var 

hjemme, kom vi tilbage og sagde bare: "Der var en pind

i æ da'r", og så var den forklaring jo nok. Det var vist 

den pind, der blev brugt til vasketøjet. Når jeg tænker 

på det, så synes jeg, det var sådan en lang og tyk, hvid 

pind, der sad skråt over døren fra klinken og over til 

karmen. 

Central, købmandshandel og 

brevsamlingssted 

Post Niels Thinggård kom i den gule vogn med to 

flotte heste for, som blev opstaldet, hvor en familie nu 

har dagligstue, tror jeg. Thinggård, Jacobsen, 

Enevoldsen og Chr. Laustsen gik ud med post og 

returnerede igen. Postvognen kørte til Thisted igen kl. 

14, og det skulle helst være præcist - mon ikke Aage 

Post kan huske nogle historier om, hvad der skete, om 

der var forsinkelser. 

Jacobsens butik 

Jacobsen havde i mange år "kontrolhønseri". Jeg 

mindes, jeg hjalp den unge pige, de havde, med at samle 

æg ud af rederne. Det var spændende at se de mange 

rugemaskiner og se de gule kyllinger, som blev solgt 

"daggamle". Væggene var pyntet med de mange præmier 

fra udstillinger med præmiehøns og haner. I bogen, Egon 

Nielsen skrev om Ydby Central, nikker jeg genkendende 

til mange ting. Når man ringede til f.eks. Jørgen Dalgård, 

så sagde man jo kun navnet, og Ingers svar kunne så 

være: "De er ikke hjemme - de er henne ved Jørgens 

mor, der er syg". Eller når man ringede til smeden: "Nej, 

han er lige gået her forbi, men Maren er da nok hjemme - 

om det er noget, du kan sige til hende". 

Oddershedegård og Bromølle 

Oddershedegård var i min barndom "noget stort". 

De havde foruden de mange karle og piger også noget 

så fint som en "landbrugselev". Det var vi jo meget 

optaget af, da det for det meste var en fra byen med et 

andet sprog, en der snakkede fornem. 

Mit første kendskab til radio var i Oddershedegård, 

hvor sønnerne havde skaffet et apparat, og vi var 

inviteret op for at høre. Vi fik på skift øretelefoner på, og 

hvilken oplevelse var det ikke at høre en i København 

snakke, og der var musik. Far, der havde været i USA, 

Lokalhistoriske skrifter for Hillerslev-Kåstrup sogne. Nr. 2, 1998. 

havde også læst, at det ville blive sådan, at der kunne 

høres fra Amerika, men det troede han ikke på. Harry 

var meget interesseret i det apparat, og det varede ikke 

så længe, så havde han noget, der hed krystalapparat, 

noget han selv lavede. Min onkel Andreas Radiomand i 

Hillerslev var også tidlig på den idé - derfor hans navn. 

Da Oddershedegård blev udstykket til de fire 

landbrug, statsejendomme, var det en stor begivenhed. 

De fire unge familier, der kom til at bo der, var jo nye 

kunder i vores butik. 

Bromølle var også "noget stort". P Oddershedes 

kone var efter Skovsted målestok en fin dame, og 

datteren Lilly (enebarn) var for os mindre piger et 

statussymbol dengang. Bromølle blev solgt til Chr. 

Hammer, og Oddershedes flyttede til Hunstrup Kro, så 

husker jeg ikke mere om dem. 

Chr. Hammer og hans kone Stinne overtog samme 

stilling i Skovsteds byliv som forgængerne. Hammer var 

jo et slægtsnavn, der betød noget, men det var mere for 

deres dygtighed og hele væremåde, at det var et afholdt 

og respekteret par. Jeg husker nu godt, at mor var lidt 

stolt, første gang de skulle til kaffegilde i Bromølle - det 

var ikke sket før i tiden. Jeg mindes ikke, at de havde det 

mindste med forsamlingshusliv at gøre. De havde ingen 

børn, der skulle til juletræ. 

Andre gårde 

Til kjørmesavten havde far leveret til kaffebordet i 

forsamlingshuset. Jeg mindes endnu, hvordan vi sled 

med kælken med varerne på - kopper og kander, kaffe 

m.m. Hunstrup bager kom med brødet, så kunne vi være 

heldige at få det med ham. Før det blev mørkt, så vi, at 

mændene fra Kortegård, Holger og Jens Otto, gik forbi, 

og så var det tid for far også at komme af sted til 

aftenens begivenhed. 

Det var ikke kun kjørmesavten, der var fest. Her 

spiller Hans og Martinus fastelavnssøndag ved 

optoget før ringridning 

Kjørmesavten var mændenes aften. Det varede 

mange år, før de overgav sig, og der var bal bagefter for 

unge. De, der blev valgt til bestyrelsen i 

forsamlingshuset, havde jo pligten med juletræet, at få 

det pyntet. Det var nu noget særligt at komme til juletræ, 

og det var ens far, der gik derinde og tændte lys og 

passede på, at der

ikke gik ild i træet. Og ens mor med hvidt forklæde var i 

køkkenet og hjalp til ved kaffebordet og måske kom ud 

med kurvene med poserne. 

De familier, jeg bedst husker i de funktioner, var 

Niels Skårup og Maren med sønnerne Aage, Harald, 

Charles og Christian. Aage havde samme alder som 

Harry og kom meget hos os. Da han var ca. 15-16 år, 

kom han en søndag aften som så tit, men der skete noget 

mærkeligt. Da han kom forbi vinduet, og vi hilste, da 

snublede han og havde svært ved at komme op. Vi 

drillede ham, da han kom ind, sådan at falde over egne 

ben, men ved jo nu, at det var begyndelsen til den 

forfærdelige sygdom, som ingen forstod hvad var, men 

som i dag betegnes som dissemineret sklerose. 

Hans og Martinus spiller ved skrædderens 

sølvbryllup i 1935 

Chr. Frederik og Jenny var også sikre folk i 

forsamlingshuset. I det hjem var der flere børn: Carl, 

Alma, Hilda, Agnes, Ringgård, Egon, Aage, Ejnar og 

Ingvard - og som de kunne danse i den familie. Så var 

der Jens Kræn og Anna der, hvor sønnen Carl senere 

boede. Jeg har tit tænkt på, hvor det må have været svært 

for Anna som vist københavner at blive aklimatiseret i 

Skovsted. Deres børn hed Chr., Svend, Carl, Jens, 

Matilde, Ejnar og Aage. Niels Krag og Kirstine i "Døs 

Mølle" havde bl.a. datteren Elna, som jeg var lige 

gammel med. Hun blev gift med Aksel Kirk fra Brund, 

de var også tit med i forsamlingshusets anliggender. 

Der var også Anton Bach og Laura med Jacob, Inger 

og Ingvard, som bor der endnu. Anton Bachs bror 

Rasmus Bach havde datteren Else, der også havde status 

sammen med Lilly fra Bromølle og Dagmar Tousig fra 

Skovstedlund, som de tre vi så op til. Foruden Else var 

der Peder, Peter og Elisabeth og måske flere, det husker 

jeg ikke, men jeg husker, at vi altid var til nogle 

fornøjelige fødselsdage hos Elisabeth - hun var lidt yngre 

end mig. 

Anton Tousig og Karen i Skovstedlund var også 

med. Der var børneflokken også stor, og de fleste meget 

ældre end mig. Anna hed vist den ældste, der døde ung. 

Anders overtog gården sammen med sin kone Grethe. 

Der var også Christian og Carl, der også døde ung. Jeg 

husker det nok mest, fordi da han døde ved at blive 

sparket af en hest på Aldershvile, var jeg i 

konfirmationsalderen, og vi skulle gå foran ligtoget fra 

Skovstedlund og til Hillerslev kirke og strø blomster. Så 

fik jeg konfirmationsfrakken på, som var købt, men ikke 

i brug endnu. Jeg kom aldrig til at synes om den frakke. 

Desuden var der Magnus, Holger, Dagmar og Jenny, 

som jeg er så nær i alder med, at vi fulgtes ad i skolen 

hver dag - og vi ses endnu og snakker Skovsted. 

Kræn-Kresten og Ingeborg boede i "Ballekrog". 

Hvorfor det hedder sådan, ved jeg ikke, men da Tage 

bor der endnu, kan han nok forklare det. Kræn-Kresten 

var altid omtalt som den mand i Skovsted med den 

bedste hukommelse - hvornår der det år var sået og 

høstet, og hvilket markstykke det var på. Børneflokken 

der var Alfred, Stinne, Ejnar, Konrad og Tage. 

Overballegård blev bygget i 1914 af Mathilde og 

Kr. Krog. De havde børnene Kresten, Peter, Martin, 

Anne, Birgitte, Ingeborg og Astrid. Gården var senere 

ejet af Alfred Jensen og Anders Pedersen - Bundgaard - 

som solgte til Rigmor og Jens Møller i 1947. 

Sidstnævnte havde fire døtre: Marie, Ingrid, Else og 

Karen. Jens Møller solgte gården i 1996 og flyttede til 

Thisted. 

I Kresten Jepsens gård - nu Knud Hvelplund - var 

det de tre søskende, som boede der. Jørgen var postbud - 

han blev Jehovas vidne og vidste Jordens undergang, så 

han ville ikke søge nogen pension fra postvæsenet, for 

det blev der ingen brug for. Det var jo et godt emne at 

diskutere i Skovsted på den tid. Søsteren Elvine havde 

sønnen Carl, som flyttede med Jørgen og Elvine op i det 

hus, som Carl Olsen boede i til sin død. Jørgen havde en 

grammofon med den store tragt som på His Masters 

Voice, og det var det bedste ved at komme der og få lov 

til at høre musik inde i det lille kammer, hvor Jørgen og 

Elvine boede. De havde i mange år husbestyrerinden 

Maren Frost med datteren Mary. Hun var lidt ældre end 

mig, og det var for at lege med hende, at jeg kom med til 

nabogildet der. 

Da gården blev solgt, og de "de gamle" flyttede op i 

Jens Vestergårds hus, flyttede Maren og Mary også. De 

fik bygget det hus, som nu beboes af Margrete og Knud 

Erik, og de åbnede en lille manufakturbutik, som de vist 

ikke fik megen fortjeneste på. Mary var pige på 

centralen, men blev syg af tuberkulose og døde vist, før 

hun var 20 år. 

Da hun var i konfirmationsalderen, var vi en flok 

jævnaldrende, som lugede roer hos Kr. Jepsen. 

Rækkerne begyndte vel ved vejen mod Hillerslev og 

nåede helt op til det, der var Chr. Enevoldsens ejendom 

dengang. Carl Olsen og Jens Peter Henriksen "hakkede", 

og så kravlede vi 6-8 stk. på knæene og lugede. Jeg 

husker ikke mere i hvor mange dage, men husker ømhed 

og træthed. Vi samlede også kartofler op om efteråret, og 

det var samme mandskab - Carl og Jens Peter gravede, 

og vi kravlede. 

Da jeg et år kom hjem med ti kr. for min indsats, 

fik jeg lov til at købe lige, hvad jeg ønskede. For det 

meste af de ti kr. købte jeg så i Thisted det, jeg så inder-

ligt ønskede at eje: en parasol. Den var rød og sort og 

meget kinesisk - hvordan og hvorfor jeg havde det som 

det største ønske, ved jeg ikke, men hvor var jeg glad for 

den. Jeg mindes endnu den fryd, det var at eje den, som 

ingen andre havde tilsvarende i Skovsted. Jeg mindedes 

episoden endnu, da vi for nogle år siden arvede moster. 

Der var mange råd om anvendelsen af pengene, men jeg 

rejste til Israel i 14 dage, og det har jeg haft lige så stor 

glæde af som at være ejer af en rød parasol. 

Fars butik 

Fars butik, ja, det var den tids supermarked, før det 

ord kendtes. Der var mel, gryn, sukker, træsko, reb, plejl 

og beslag til samme. Hvide træsko blev købt, og der 

skulle det gamle læder sættes på; der skulle bruges 

træskolak og beslag - om det var zig-zag eller træbeslag 

med jernringe om, så skulle der forskellige slags søm til. 

Det var min bestilling at gå om til Andreas Møller med 

det, og vé mig om det var forkerte søm eller for få - der 

var jo særlige stifter til at sætte læder på med. De gamle 

træsko skulle også medbringes, så læderet kunne 

genbruges. Både Andreas og jeg var sure over, når der 

var mere komøg, end der var træsko. Så begyndte der at 

komme franske træsko, der kom hjem færdige, men 

beslag skulle der med - og en jernring om "næsen". 

Reb blev solgt efter vægt - køberen favnede det 

selv ud. Sukker var jo st. melis, og farin - kaldet 

puddersukker - var nok det mest anvendte pålæg 

dengang. Topsukker til syltning var en top, som blev 

hugget af, og skåren melis var flade plader sukkerknalde, 

der brækkede over i de lidt tyndere striber. Det var ikke 

til at undgå, at flormelis blev hård og ikke til at veje af. 

Sirup blev hældt i de grønne flasker med for smal hals. 

Sirupskanden med låg og tud stod i køkkenet, så 

indholdet var nogenlunde flydende. 

Skrædderen med sin familie og butik 

Petroleum blev pumpet op i bagbutikken. En liter 

var der i glasbeholderen, og så havde vi blyant i en snor 

og skrev på tavlen eller på væggen. Ved siden af 

petroleumspumpen var der en lille hylde, hvor 

bagerkurven stod med det "friske" wienerbrød fra 

Hunstrup bager om onsdagen og Nors bager fredag. Var 

der nogle stænger til overs, fik de et drys st. melis og 

kom ovent på det nyankomne. Når karlene så om aftenen 

kom og sad i butikken og snakkede, spiste de tit 

wienerbrød og drak sodavand, og flødeboller blev der 

spist og væddet om, hvem der kunne spise flest. Karlene 

fra gårdene kom ved 7-8 tiden og skulle have tiden til at 

gå, indtil de skulle røgte heste til nat. 

Skrædderens benzintank. Cyklerne er der ikke for at 

tanke op 

Far solgte aldrig øl - det var noget med, at en bevilling 

kostede penge, og det kunne ikke betale sig at have 

den udgift. Far var ikke afholdsmand, men der var aldrig 

spiritus i huset. Om nogen en enkelt gang skulle have en 

flaske vin, var far selv i Thisted ved Helstrup og købte en 

flaske af "den blå", som var anerkendt som det bedste. 

Carlsbergs sodavand og hvidtøl havde vi også - øl i 5 l 

flasker med patentlukke og i et træstativ. Der var humle 

fra Fyn til ølbrygning og propper til flaskerne - 

"Flortold" hed de. 

Gær var i 1 kg pakker, som vi så skar af eller bare 

brækkede et stykke af og vejede. Brun sæbe og grøn 

sæbe blev også vejet af direkte fra den store zinkbalje. 

Mor måtte kun vaske storvask, når en balje var tom, så 

de sidste sæberester også blev anvendt, når tøjet stod i 

blød natten over. 

Skrædderværkstedet 

Det vigtigste inventar var den store Singer 

symaskine, som far havde med hjem fra Amerika i 1908. 

Ellers var der ikke mange hjælpemidler. Det store 

pressejern vejede 16 pund og blev varmet på primus lige 

som et mindre pressejern på 8 pund. Da vi fik 

elektricitet, var der et stort, blankt pressejern, som ikke 

var så tungt. 

Så var der en "hest" og en "ko". Hvorfor de to 

vigtige redskaber hed sådan, ved jeg intet om. "Hesten" 

var som et ærmebræt i stor størrelse og blev brugt til 

presning af ærmer og benklæder - til sømmene ved 

syningen. Når så benklæder skulle have pressefolder, ja 

så var det "koen", der blev lagt over. Det var en meget 

tung klods - den blev også brugt, når der blev hugget hul 

til knaphuller. Så når far brugte udtrykket, at han lige 

skulle ud og "fløt æ ko", så var det pressefolderne, det 

drejede sig om.

Måltagning til nyt tøj var en proces, som jeg tidligt 

kom til at deltage i ved at skrive målene ned så hurtigt, 

som de blev taget fra isse til hæl. Det foregik i en 

bestemt rækkefølge, og der var ingen kommentarer, det 

var bare tal. Far fortalte også om, hvordan det var at 

tage mål i Amerika til damer, der fik syet ridedragter 

(lange nederdele). Damen sad på en stol, og taljemål 

blev kun taget, når der var en til stede. 

I Skovsted kom der også kunder med stof, de 

havde købt. Hvis det var hos Brinkmann i Thisted, 

kunne det så gå, men hvis det var købt hos en 

omvandrende krejler og af ringe kvalitet, så ville far 

ikke sy det. Det meste stof blev købt efter stofprøver 

hos firmaet Staun i Aalborg, og så kom det med alt 

tilbehør: 

Betegnelsen høker blev lovfæstet i høkerloven, der 

blev vedtaget i 1856. Loven var et led i de nye tanker 

om frihandel, og den bestemte, at der overalt på landet 

kunne drives handel uden bevilling. Indtil 1920 

bevarede man dog en handelsfri zone, de såkaldte 

"læbælter", rundt om købstæderne. 

Der har været høker flere steder i Skovsted. Et af 

stederne var Bromøllevej 5, hvor Olga Skårup nu bor. 

Butikken blev i flere år drevet af Chr. Sunesens søster, 

Marie "Høker" (Jensen). Hun solgte til en karl fra 

Skovstedlund, Edvard Skårup. Det gik imidlertid ikke, 

og den blev overtaget af Martin Skytte, der havde ejet 

Skovstedlund. Som karlens tidligere husbond havde han 

sikkert penge i klemme i høkerbutikken. Da Martin 

Skytte i 1913 solgte Skovstedlund til Anton Tovsig, 

flyttede han en kort tid til Thisted, men han måtte altså 

ret hurtigt vende tilbage til Skovsted. Da hans kone 

døde i december 1914, boede de i Skovsted. 

Skovsted købmandsgård i Kr. Krogs tid, ca. 1910 

Skovsted købmandsbutik, Kjelstrupvej 30, blev 

bygget i 1906 af Kr. Krogh, der samme år flyttede fra 

Skovsted købmand 

Af Aage Jacobsen og Svend Sørensen 

foer, stivlærrede, vat og knapper. Jakken blev prøvet to 

gange. Mor syede alle knaphuller og det indvendige 

foer, og vi børn hjalp med at pille alle ri-tråde af. Det 

var ikke et yndlingsarbejde, og vi hviskede lidt om, at 

skulle han selv pille trådene af, var der vist ikke 

kommet så mange - men det var jo det, der gjorde den 

færdige habit så perfekt. 

Far sad på skrædderbordet med benene over kors 

lige så længe, han syede, og det var, indtil han blev 90 

år. Skrædderstilling er nu forbudt. Papirmønstre i alle 

størrelser hang som en slags dekoration på alle vægge i 

værkstedet. En vigtig sag var også skuffen under 

skrædderbordet - der boede nemlig hunden! 

Skovstedlund. Han kørte post til Thisted, samtidig med 

at han drev forretningen. Han havde jorden til den 

nuværende Overballegård og byggede derfor en længe 

med stald og lade vinkelret på købmandshuset. I 1914 

byggede han imidlertid Overballegård og nedrev staldlængen 

ved butikken og flyttede den til den nye gård. 

Fra pålidelig kilde ved vi, at Niels Skårups svoger, 

Anders Bunk, har været købmand i Skovsted. Vi går ud 

fra, at han har overtaget forretningen efter Kr. Krogh, 

sikkert i 1914. 

Martin Skyttes tid i den første høkerbutik må have 

været kort, idet han valgte at nedlægge høkerbutikken 

for i stedet at købe den nye forretning af Anders Bunk. 

Skytte solgte igen i 1918 til Andreas Toftdahl, der kun 

fik et år i Skovsted. Den 1. januar 1919 blev 

forretningen overtaget af en uddannet kommis, og 

dermed blev navnet Jacobsen knyttet til huset i de næste 

mange år. 

J. P Jacobsen 

Ligesom Thisted så har Skovsted haft sin J. P. 

Jacobsen. I Skovsted stod forbogstaverne imidlertid for 

Jørgen Peter. Han blev født den 19. januar 1894 i 

Nørresundby som søn af tømrer Jacob Julius Jacobsen. 

Jørgen Peter voksede op i Grønnegade 4 og gik i 

Nørresundby kommuneskole. Karakterbogen for de syv 

år i skolen er bevaret, og den viser, at det gik fremad 

med karaktererne. Ved den første karaktergivning var 

han nr. 16 af 26 elever, men midt i skoleforløbet var han 

blandt de allerbedste. 

Jørgen Peter kom ud af skolen i 1908 og kom straks 

i købmandslære i Nørresundby. Den 5. november 1911 

underskrev købmand Johs. Andersen nedenstående 

anbefaling: 

"Jørgen Peter Jacobsen har været i min Forretning i 

3. Aar som Lærling fra 1ste Mai 1908 til 1ste November 

d. A. jeg kan anbefale Jacobsen for at være et ærligt

paalidelig Menneske og i alle retninger et ædruelig 

Menneske og ønsker ham alt godt i Fremtiden." 

1 april 1912 tog J. P. Jacobsen afgangseksamen fra 

Nørresundby handelsskole med et gennemsnit på mg. 

Fra 1. maj 1912 til 1. april 1917 var han kommis hos to 

købmænd i Hundborg. Også her fik han gode anbefalinger. 

Bl.a. hedder det: 

"Han er et ædrueligt, ordentligt og paalideligt, ungt 

Menneske, flink og hurtig Ekspedient, regner og skriver 

godt og har altid forstaaet at vinde Kunderne for sig." 

Jørgen Peter Jacobsen forlod Hundborg i april 1917 

for at melde sig til soldatertjeneste i Sandholm-lejren. I 

soldaterbogen beskrives han som 168 cm høj, middel af 

vækst og med blondt hår og grå øjne. Efter 18 måneders 

tjenestetid blev han hjemsendt i oktober 1918. Han 

havde frirejse fra København til Todbøl, så kursen var 

direkte hjem til kæresten Inger Marie Jensby i Jannerup. 

Hun var et år yngre end han, født 11. februar 1895. 

Inger stammede fra gården Hestholm ved 

Jannerup. I nogle år var hun ude at tjene som stue- og 

kokkepige. Hun lærte at lave mad til folkene og havde 

også deltaget i malkningen. Den højeste løn opnåede 

hun i den sidste plads, da hun fik 160 kr. for et år. 

Dengang kunne en arbejdsmand tjene 3 kr. om dagen. 

Kort tid efter Jørgen Peters hjemsendelse fra 

soldatertjeneste kom han i kontakt med Andreas 

Toftdahl i Skovsted. D. 4. december 1918 underskrev de 

en købe 

kontrakt, efter 

hvilken 

overdragelsen 

skulle ske den 1. 

januar. Købsprisen 

var 14.000 kr. - 

12.000 kr. for 

Jacobsens underskrift på 

købekontrakten 

ejendommen og 

2.000 kr. for løsøre 

m.v. Jørgen Peter 

blev gift med Inger 

Jannerup kirke den 27. december, og så var de klar til at 

blive købmandsfolk i Skovsted. 

Den første kassebog starter den 1. januar 1919, 

men næringsbeviset som høker er underskrevet den 18. 

februar 1919 af Bjerregaard, der senere blev borgmester 

i Thisted. J. P. Jacobsens første kassebog viser, at der 

den første januar 1919 var en kassebeholdning på 798 

kr. Kontantsalget d. 2. januar var på 32 kr., og hele 

månedens kontante omsætning beløb sig til 1.688 kr. og 

41 øre. Januar er imidlertid en stille tid, og de bedste 

måneder nåede omsætningen op på omkring 4.000 kr. 

Årets omsætning blev i afrundet kronebeløb på 39.264 

kr. Varelager og indbo var i starten forsikret for 5.000 

kr. - det kostede 29 kr. i kvartalet i forsikringspræmie. 

Den 1. juni 1919 overtog J. P. Jacobsen telefoncentralen, 

og i året 1920 var der en indtægt på 1.082 kr. 

for pasning af centralen og af brevsamlingsstedet. En 

mindre del af beløbet betalte postvæsenet for 

opstaldning af heste. Posten blev bragt ud i hestevogn 

fra Thisted, og mens hestene hvilede sig, delte "kusken" 

post ud i Hou, mens to andre uddelte den øvrige post. 

Sidst på dagen satte hestene igen kursen mod Thisted 

d kk 

breve. I perioden 1917-36 var det Niels Thinggaard, der 

sad på kuskesædet. Han gjorde også private indkøb hos 

købmanden i Skovsted, hvor han er indført med adressen 

Nørregade 32, Thisted. Han blev afløst som kørende post 

af Viggo Pedersen, også kendt som Viggo "rutebilmand". 

Det var dog ikke kun posten, der var kørende. J. P. 

Jacobsen kørte landtur og kom bl.a. helt til Knudsbjerg 

med varer. Af og til var det Inger, der måtte trække i 

tømmerne. Hun måtte også udstå andre strabadser, idet 

hun fødte 4 børn. Det første barn, Svend Aage, døde af 

lungebetændelse allerede som lille. Derefter kom Ane 

Johanne i 1925 og Else i 1935. Som rosinen i pølseenden 

kom Svend Aage Jacobsen til verden i 1937. 

Hønseri 

Man kan ikke skrive om J. P. Jacobsen, uden at det 

let kommer til at kagle som høns mellem linjerne. Disse 

fjerkræ var en væsentlig del af hans liv. Som det var 

almindeligt for landkøbmænd, tog også Jacobsen mod 

æg fra landmændene. Fra april 1921 er der bevaret 

regnskaber for leverancerne til Odense Ægforretning i 

Thisted. På det tidspunkt blev der leveret æg for 

gennemsnitligt 400 kr. om ugen. Nogle af æggene kom 

sikkert fra købmandens egne høns. 

Jacobsen har uden tvivl haft høns omtrent fra 

starten, men i januar 1926 fik Chr. Sørensens 

Tømmerhandel et pant i ejendommen på 2.000 kr., 

hvilket kunne tyde på, at et egentlig hønseri er under 

opbygning. I 1933 fik Jacobsen et erhvervslån på 600 kr. 

af statskassen til køb af en rugemaskine af mærket 

"Primula". Hønseriet er med andre ord blevet en rigtig 

virksomhed ved siden af købmandsforretningen. For at få 

et overblik over omfanget kan vi kaste et blik på et 

driftsregnskab og en statusopgørelse, der er bevaret for 

året 1936. 

ØB,SENS KONTROLHØNSE 

FF ?`ISim < ('1 r;54 

, " , , , : F~s=re«r' 

Jacobsens brevpapir 

Ved udgangen af 1936 var ejendomsvurderingen på 

9.200 kr., og varelageret beløb sig til 4.677 kr. (ørebeløbene 

er rundet væk i dette afsnit). Hønsehusene med 

inventar var opgjort til 4000 kr., og i husene var der 549 

stk. fjerkræ á 2 kr. Et beløb på 900 kr. er opgivet for 

motorrugemaskiner. 

I løbet af 1936 blev der omsat varer i købmandsbutikken 

for 18.642 kr. Hønseriet indbragte 7.224 kr. for 

æg og daggamle kyllinger. Desuden var der solgt ruge- 

(

mødre for 5.935 kr. Dette sidste beløb stammede fra en 

produktion, som Jacobsen havde i et baghus sammen 

med tømrer Alfred Petersen. En brand den 5. marts 1942 

satte imidlertid en stopper for dette foretagende. I 

forbindelse med branden blev der udbetalt 1.500 kr. i 

erstatning af brandforsikringen. 

Den skattepligtige indkomst for 1936 beregnede J. 

P. Jacobsens til et beløb på 1.714 kr. Når de fradragsberettigede 

omkostninger var trukket fra, så var der stort 

set kun indtægten fra centralen og postvæsenet at svare 

skat af. Centralen indbragte 1.222 kr. og posten 769 kr. - 

i alt 1.991 kr. Af regnskabet fremgår det i øvrigt, at der 

var en tjenestepige i huset. 

1930'erne indledes med en landbrugskrise, og 

denne krise kan selvfølgelig aflæses i regnskabet for 

1936, men med faste indtægter holdt man altså skindet 

på næsen. Vi må også tage i betragtning, at ingen 

normalt var interesseret i at betale mere i skat end 

nødvendigt, så der er naturligvis ikke pyntet på resultatet 

i regnskabet. Og selv om der blev svaret skat af 

forbruget af egne varer, så må det alt i alt have været en 

fordel at have nem adgang til æg, kyllingesteg og 

kolonialvarer. 

Jacobsens hønseri var et kontrolhønseri, en 

betegnelse der kommer af, at hønsene var under 

regelmæssig dyrlægekontrol. Der blev fremstillet 

postkort med billede af hønseriet, der også rådede over 

eget brevpapir. Som hoved på brevpapiret står der: "J. P. 

Jacobsens kontrolhønseri." Efter adressen kan man læse: 

"Hønseriet tildelt 1. præmie + tillægspræmie i 

stedbedømmelsen samt Det kgl. danske 

Landhusholdningsselskabs store sølvbøger." Ved siden 

af et billede af hønseriet oplyses: "Specialopdræt af 

brune italienere og rhode islands reds." - "Gennemført 

kontrol og stambogsføring. Rugeæg og daggamle 

kyllinger samt tillægsdyr afgives." 

Inger og Jørgen Peter Jacobsen 

ved deres sølvbryllup 27.12.1943 

For Inger og 

J. P. Jacobsen var 

der meget at se til 

med så mange 

funktioner på den 

samme matrikel. 

Resultatet blev da 

også, at forretningen 

blev lejet ud, 

og med de stigende 

priser på 

hønsefoder under krigen var kontrolhønseriets 

dage også talte. 

Butikken lejes ud 

11937 lejede J. P. Jacobsen købmandshandelen ud 

til kommis Karl M. Jensen, Sundby. Han skulle ud 

over butikken have beboelse i den vestlige del af huset, 

mens Inger og J. P. Jacobsen indrettede sig i den anden 

del af huset med telefoncentral og brevsamlingssted. 

Lejekon-trakten er underskrevet den 8. oktober, og af 

den fremgår det, at den årlige leje var 684 kr. 

Foruden lokalerne var der følgende løsøre med i 

lejemålet: 1 disk, 1 reol med skuffer til kolonial, 1 reol 

til isenkram, 3 små reoler, 4 skabe, 1 diskvægt med 

lodder, 1 decimalvægt med lodder, 1 sækkevogn, 1 

pengeskab, 1 bord, 5 stole, 1 skrivebord, 1 divan, 1 

lille bord, 1 reol og lamper og lysekroner. 

Karl Jensen fik kun to år som købmand i 

Skovsted. Den 1. september 1939 blev forretningen 

udlejet til Harry Nielsen, der var søn af skrædder A. M. 

Nielsen. Han boede på den anden side af vejen, hvor 

han drev en blandet landhandel ved siden af 

skrædderiet. Samtidig med at lejekontrakten blev 

underskrevet, blev der indgået en overenskomst mellem 

A. M. Nielsen og J. P. Jacobsen, der begge fraskrev sig 

retten til at handle med kolonialvarer og isenkram. 

A. M. Nielsen må dog sælge sit varelager, og han 

forbeholder sig ret til at handle med herre-ekvipering, 

beklædning og manufakturvarer, tobak, cigarer, cykler, 

cykeldele, benzin, olie, jagtrekvisitter, ammunition, 

sodavand og skattefri øl. 

I februar 1943 overgik lejemålet til kommis Herluf 

Wigh Thomsen, Østerild. Han tegnede en femårig lejekontrakt 

med en årlig leje på 720 kr. I oktober 1947 

ansøgte J. P. Jacobsen sognerådet om at måtte forhøje 

lejen til 80 kr. om måneden fra maj 1948. 

Det blev bevilget, fordi han i foråret 1946 havde 

ombygget og udvidet forretning, pakhus og 

privatlejligheden for et beløb på 7.000 kr. Den synlige 

forandring var, at der blev bygget til den vestlige ende 

af huset, så huset blev forlænget med to hold vinduer. 

En del år senere blev huset i øvrigt forsynet med kvist 

ud til vejen. 

Herluf Wigh Thomsen var under besættelsen 

involveret i det illegale arbejde. Bl.a. lavede han i 

gården en ekstra kloak, hvor han skjulte illegale våben. 

Da J. P. Jacobsen afviklede hønseriet, slog han sig 

bl.a. på frugtavl, idet han plantede frugttræer på et areal, 

som han havde købt af smed Viggo Christensen. I sommeren 

1949 blev Jacobsen ansat som ekstrabud ved 

postvæsenet. Samtidig blev Inger antaget som 

brevsamler, en titel som formelt tidligere havde tilhørt 

hendes mand. Dengang cyklede posten rundt, og 

Jacobsen fik aldrig kørekort. Han købte ganske vist en 

bil i 1955, men det var Aage, der måtte sidde ved rattet. 

Den første bil var en Skoda varevogn (årg. 52), der blev 

købt for 10.000 kr. 

Aage Jacobsen arbejdede efter sin konfirmation i 

fem år på Sdr. Kortegård, men han vedblev at bo 

hjemme. Den 4. januar 1958 begyndte han som faderen 

ved postvæsenet som ekstrabud.

Til skattevæsenet opgav postkontoret hans indtægt for 

1958 til 3.960 kr. Samme år tjente faderen 4.171 kr., 

mens moderen havde en ind-tjening som brevsamler på 

3.262 kr. 

Det sidste købmandspar i Skovsted var Karen og 

Herman Bak-Jensen, der afløste Herluf Wigh Thomsen 

i 1951. Herman blev født i 1916 i Vang, hvor hans far 

var købmand. Han var kommis derhjemme og overtog 

under besættelsen forretningen efter faderens død. Han 

blev gift med Karen i 1942. Hun var fra Lønnerup, hvor 

hun blev født 1920. I ægteskabet fik de tre børn: 

Mogens (1942), Ilse (1944) og Vibeke (1955). 

Karen sammen med Astrid Christoffersen og Morten 

og Jesper Yde Knudsen 

Herman Bak-Jensen er den købmand, der har stået i 

længst tid bag disken i Skovsted. Han døde i 1983, men 

Karen var vant til at hjælpe til i butikken, så hun førte 

forretningen videre endnu et par år. I 1985 drejede hun 

nøglen rundt for sidste gang og flyttede til Gråkildevej i 

Tilsted, hvor hun døde i 1993. 

Aage Jacobsen blev ikke post-kollega med sin far i 

så lang tid. Efter kort tids sygdom døde J. P. Jacobsen i 

1960. Inger Jacobsen var derefter alene om at passe 

centralen og brevsamlingsstedet. Hun havde fortsat lejeindtægten 

fra Herman Bak-Jensen, der ifølge en lejekontrakt 

fra 1964 betalte en månedlig leje af butikken på 

135 kr. Et par år efter fik Inger Jacobsen imidlertid en 

uventet ekstraindtægt, idet hun vandt en bil på en FDFlodseddel. 

Det var en Ford Consul Cortina, som 

indbragte hende et beløb på 16.000 kr. i januar 1966. 

Efter den gevinst var det efter sigende lidt lettere at 

sælge FDF-lodsedler i Skovsted. 

Når Inger Jacobsen havde behov for afløsning, fik 

hun en hjælpende hånd fra Anna og Aage Jacobsen. De 

var blevet gift i 1959, og to år senere byggede de deres 

hus, "Ålbak". Her vågnede han engang, da vækkeuret 

ringede. Det var der ikke noget mærkeligt i, men Anna 

kiggede lidt, da han i halvsøvne greb vækkeuret og 

sagde: "Skovsted"! 

Efter 1970 kunne Inger Jacobsen imidlertid sove 

roligt om natten, idet centralen blev automatiseret. Hun 

blev boende i huset indtil sin død i 1986. Samme år blev 

huset solgt til Leo Kaarfast. 

Inger Jacobsen ved centralbordet i 

1970. Skovsted central blev oprettet 

som statstelefonstation i 1907 og blev 

overtaget af Jydsk Telefon 1. januar 

1923, da der var 15 abonnenter 

Inger Jacobsen passede centralen fra 

1919, indtil den blev nedlagt 7. 

november 1970. Ved denne 

automatisering blev 75 abonnenter 

overført til Sennels. Inger Jacobsen 

havde i sovekammeret en klokke, der 

vækkede hende, hvis nogen skulle 

telefonere om natten. Det skete mest, 

hvis nogen havde brug for en 

dyrlæge

Maleri af det gamle Bromølle 

Ude i det flade land, hvor stenalderhavet i sin tid gik 

ind mellem Skovsted og Kløv ligger Bromølle. 

Historien om Bromølle går langt tilbage, og den var en 

af de største møller i Thy. Den nævnes allerede i 1568, 

og var på den tid ejet af Ørum slot. I 1662 bliver møllen 

udlagt fra Ørum Slot. Præster var åbenbart på den tid et 

foretagsomt folkefærd, for møllen skødes i 1688 til en 

sjællandsk præst, Hans Lund, der dog igen forpagter 

møllen ud. Mølleren klager imidlertid over, at der fra 

Valborgsdag til Sct. Olufs dag, ikke kan males på 

møllen, uden der falder stor regn. Også den gang har 

der været miljøinteresser, der skulle varetages. I 1708 

hedder det i en landmålings-forretning: "Bromølle må 

ikke opstemme sit vand, længere end til 1. maj for de 

omliggende enges skyld". 

Blandt de mange aktiviteter omkring møllen, har 

der fra gammel tid også været drevet et ret stort 

landbrug. Lars Nielsen (Roer) skriver bl.a i Historisk 

årbog fra 1965, i sine barndomserindringer fra 

Skovsted, om engen og området omkring Bromølle. I 

åen var der masser af fisk, også ål. Der var meget for 

en dreng at se på. Der var først det store vandhjul, som 

trak møllen, hvorpå der stod, den tapre landsoldat, som 

drejede med rundt når møllen arbejdede. Der var 

stampemøllen, der blev trukket af et andet vandhjul. En 

stampemølle er en gammel vandmølletype, hvis hjul 

drev nogle tykke bjælker, kaldet stampere lodret op og 

ned. De brugtes til valkning af tøj og til knusning af 

hårde emner. 

Fra Bromølle kørte om vinteren to spand heste ud 

efter korn hos bønderne, og somme tider holdt der i 

gården mange store læs korn, der skulle males. Hvis 

der var ventetid, kom folk ind i borgerstuen og fik en 

dram og en tår øl og fik piben stoppet, og så fortaltes 

der historier. Der lå i sin tid også en stor vejrmølle, lidt 

sydøst for vandmøllen, den blev omkring 1870 flyttet 

til Kjelstrup og fungerede der i ca. 50 år som mølle, 

inden den blev nedrevet. En anden vejrmølle lå på 

bakken mellem Hillerslev og Skovsted. Den blev kaldt 

"Drillepig", og det fortaltes, at den var bygget som en 

Bromølle 

af Mads Frost 

konkurrent til Bromølle, deraf navnet. Til Bromølle 

hørte dengang Søndermarken, hvor nu Overballegård 

ligger. 

Bromølle har i tidens løb haft mange ejere. Vi kan i 

de gamle protokoller læse om handler op gennem det 

attende århundrede, og noget tyder på, at det ikke altid 

har været en god forretning, at drive møllen. 

En Thisted købmand ved navn Springborg købte 

møllen i1849. Korrespondancer mellem det daværende 

sogneråd og amtmand Rosenkrantz viser, at samme 

købmand forsøger at krybe udenom den skat, der var 

pålagt møllen, den såkaldte mølleskyld. 

Og på sognerådets vegne "indstiller man til hans 

højvelbårenhed amtmand Rosenkrantz at afgjøre sagen". 

Om det skyldes manglende vand til at drive møllen, 

melder historien meget lidt om, men efter købmand 

Springborgs død i 1863 går møllen med tilliggende 

jorder på tvangsauktion. 

I beskrivelsen af ejendommen hævder 

herredskontoret i Thisted ganske vidst, at der på alle tider 

af året er vand nok til at drive møllen, og at ejendommen 

består af en toetagers grundmuret vandmølle, hvori der 

er to melkværne og to sigter. 

Møllen er anlagt efter nyeste konstruktion, og der er 

plads til yderligere udvidelser. Der er en hollandsk 

vindmølle med 27 alens vingefang hvor der er to 

melkværne. 

En stampemølle med ibygget smedje. Et grundmuret 

våningshus, med en rummelig og god beboelse, samt 

rummelige udhuse, hvori det så består. 

Jorderne var 79 tdr. bygsædeland agerjord, 40 tdr. 

bygsæde eng, hvorpå der kan avles ca. 60 læs hø og 30 

læs rør, 5 tdr. sædetørvemose, samt et hedeskifte på 2 

tdr. sæde. 

I 1908 blev møllen nedlagt og Bromølle er herefter 

drevet som almindeligt landbrug. 

I ca. 1930 blev gården købt af Chr. Hammer, og i 

1942 blev hele ejendommen bygget op med stuehus og 

udhuse. 

Kirke og Sogn har besøgt de nuværende ejere Karen 

Marie og Gert Agesen. Ud af papirer, de er i besiddelse 

af, kan vi læse, at stuehuset (det nuværende) er på 130 

m 2 i tre plan, og at det ialt kostede 29.900. Til orientering 

var der i stuehuset 30 lamper á 43 kr. Stalden var på 420 

m 2 , og kostede 19.400 kr., der var 5 lamper. Endelig var 

der laden på 485 m 2 -, der var 1 lampe. 

Lys var åbenbart ikke noget man just frådsede med i 

udhusene. Endelig blev der bygget et hønsehus til 600 kr. 

+ lidt div., ialt 69905 kr. for at bygge en stor gård. Tal vi 

i dag næsten ikke kan forholde os til. 

I 1973 købte de fire søkende Mads, Bent, Gert og 

Karen Agesen Bromølle. I 1974 brændte alle udhuse og 

Karen Marie og Gert Agesen overtog året efter gården 

alene. Der blev bygget stald og lade for at starte en 

fedetyrsproduktion med 575 kalve ad gangen, en 

produktion man kørte til 1981 sammen med Skræddergården 

i Hjardemål, der var ejet af Gerts far, Georg

Agesen. Da produktionen var på sit højeste, var man på 

ca. 1500 kreaturer, men som Gert Agesen tørt bemærker, 

hvis ikke der er penge i det, går det sjove jo væk. 

Bromølle har i 6 år ligget hen som brak, men bliver 

nu igen dyrket. Alt i alt et sted, hvor man hører lidt af 

Lokalhistoriske skrifter for Hillerslev-Kåstrup sogne. Nr. 2, 

historiens vingesus, og hvor man som gæst i de 

hyggelige stuer, fornemmer en stor pietetsfølelse for 

slægter som gik forud på Bromølle. Hvis nogen skulle 

ligge inde med materialer om møllens historie, er man 

meget velkommen til at kontakte familien Agesen, der 

er meget interesseret i Bromølles fortid. 

Fra en anden tid i Skovsted 

af Mads Frost 

Hillerslev sogn består som bekendt af flere 

lokaliteter, Brund, Kjeldstrup, Skovsted osv. Vi har 

besøgt Skovsted og talt med en af dem , der har boet 

der i rigtig mange år og som levende har fulgt med i 

den udvikling, der har været i dette område af sognet. 

Tage Kristensen er født på gården i Skovsted, hvor 

han stadig bor. Tage fortæller, at hans far købte ejendommen, 

der ligger i ly bag bakken og med udsigt 

over Skovsted eng, i 1908. 

Ejendommen som den så ud i 1930'erne 

På det tidspunkt var det et andet Skovsted end det 

vi kender i dag. Tage Kristensen gik i Skovsted skole, 

der på det tidspunkt rummede ca. 40 børn. Dette til 

trods for at der både var skole i Kjeldstrup, i Kløv, i 

Hunstrup osv. Men i den tid nøjedes folk ikke med at få 

2 børn, dengang var det ikke ualmindeligt, at der var 15 

- 18 børn i en familie, ja helt op til 20 børn kan Tage 

fortælle. 

Man kan undre sig over, hvor mange forretninger, 

der var i Skovsted på den tid. Der var en smed, to 

købmænd - den ene købmand kombinerede forretningen 

med også at være skrædder. Man behøvede således ikke 

at bevæge sig udenbys for at få nyt tøj. Også en bager 

havde man i byen. Tre murere drev deres erhverv fra 

Skovsted, en maler og en tækkemand hørte også med, 

og i nyere tid også et cementstøberi og en 

rutebilvognmand. 

Man kan i dag undre sig over, at så mange 

mennesker kunne få føden i så lille en lokalitet. Men på 

det tidspunkt lavede man jo alting selv, lige fra at grave 

tørv i mosen , slå rør til taget, som foregik på isen i 

december måned og kunne være en kold hyre. Alt mad 

på bordet lavede man selv, ikke noget med at gå i 

fryseren efter aftensmaden. 

På gården, hvor Tage bor, havde man i hans fars 

tid 7 køer og 10 grise, høns hørte også med i 

besætningen. 

Først i 1950 blev der indlagt elektricitet. Før den 

tid kørte man til mølle og fik malet korn. Først til 

Kjeldstrup mølle, som lukkede sidst i 30'erne, og 

senere til Hundstrup mølle. 

Indtil man fik lagt strøm ind, brugte man staldlygte 

til petroleum i stalden og inden døre. I krigens tid 

undertiden karbidlygter, når det kneb med petroleum. 

Æ KAT var et aktieselskab, der ejede landsbyens 

tærskeværk. Tærskeværk og dampmaskine blev 

transporteret fra ejendom til ejendom efter høsten. Når 

tærskeværket kom, var det en festlig tid. 

Der kunne være en halv snes personer til at hjælpe 

med at tærske, og de skulle alle beværtes på bedste 

måde. 

Uden for sæsonen stod tærskeværk og 

dampmaskine i selskabets hus på Døs bakke. Ikke alle 

kunne få besøg af tærskeværket lige efter høst, så hvis 

det kneb med kornet, måtte man til tider ty til plejlen. 

Selv om vi i dag synes, at de små samfund kunne 

virke lukkede, var virkeligheden ikke altid sådan. Året 

var rigt på begivenheder, som helst skulle følges. Det 

var god kutyme, at kartoflerne var gravet op, inden man 

skulle til Store Onsdagsmarked, der fandt sted på 

Frederikstorv i Thisted. Fjorten dage efter var det 

Skønne Onsdagsmarked, man skulle følge. Sådan var 

året rigt på begivenheder. 

Tage Kristensen har næsten hele sit liv boet i 

Skovsted, dog undtaget i 1947-48 hvor han var soldat i 

Viborg og senere på Bornholm. 

Først i 50'erne tog Tage Kristensen på 

landbrugsskole på Fyn. Under opholdet her stiftede 

Tage bekendtskab med politik, og han blev især 

interesseret i Henry Georges ideer om, at jordkloden 

skulle være menneskehedens fælles arv og ejendom, og 

at det derfor ikke skulle være mulig for kapitalen, at 

tjene på jordværdistigning. 

Tage Kristensens politiske engagement har bl. a. 

givet sig udtryk i et utal af læserbreve, og ingen er i 

tvivl om, at Retsforbundet står hans hjerte nær, samt at 

han er modstander af EU. 

På spørgsmålet om, hvad det næste læserbrev 

handler om, svarede Tage med et glimt i øjet-. "Det er 

en hemmelighed, men det er skrevet, og så kan I jo selv 

læse det i avisen." 

27

De følgende portrætter er et resultat af samtaler, 

som fandt sted i oktober og november 1982 i de 

pågældendes hjem. Oplysningerne blev skrevet ned i 

hånden og straks derefter renskrevet. For Niels Skårups 

vedkommende er der desuden anvendt et interview i 

Thisted Dagblad 8. sept. 1979 samt oplysninger fra en 

båndoptagelse, som Johan Thastum foretog samme år. 

Til hæftet her er der kun redigeret lidt, og der er 

bibeholdt sproglig nutid nogle steder, selv om de 

implicerede er afgået ved døden. Niels Skårup døde i 

1982, Karl Olesen og Jens Peter Henriksen i 1984, Jens 

Sunesen i 1986 og Kjærgård Sunesen i 1992. 

Niels Skårup 

Som den ældste af 5 børn blev Niels Skårup født 8/9 

1884 i Hunstrup, hvor faderen forpagtede præstegården. 

Faderen Jens Kr. Skårup havde en bror, der var lærer i 

Skovsted, og han var årsag til, at Niels og hans forældre 

flyttede fra Hunstrup i 1896. Der havde været nogen snak 

om, at præstegården i Hunstrup skulle udstykkes, så Kr. 

Skårup var indstillet på at søge andre græsgange. Da 

lærer Skårup en dag kom og fortalte, at nu var 

præstegårdsforpagtningen i Hillerslev ledig, så blev der 

ikke tøvet længe. Kr. Skårup søgte og fik forpagtningen - 

i første omgang for en periode på 9 år. 

Præstegården i Hillerslev lå mellem Nors og 

Hillerslev, hvor Svend Sixhøj i dag bor. Da Kr. Skårup 

flyttede hertil i 1896, var jorden i ret dårlig forfatning, 

men han fik hurtigt gården på fode igen. Der var endnu 

ca. 3 år tilbage af forpagtningen i Hunstrup, så her måtte 

ansættes en bestyrer. 

Niels Skårup kom til at gå i skole i Hillerslev i ca. 

halvandet år og blev konfirmeret i Hillerslev kirke i 

efteråret 1898. Indtil han blev gift, hjalp han til 

derhjemme bortset fra et enkelt år, da han tjente hos en 

faster i Kløv. Han var da omkring 21 år, og for det år 

fik han 275 kr., men det holdt hårdt, for manden ville 

kun give "halvtredie hundrede" (250 kr.). 

Maren og Niels Skaarup i 1947 

Naboer i Skovsted 

af Svend Sørensen 

I 1910 blev 

Niels gift med 

Maren, der var 

datter af Lars 

Bunk i Hillerslev. 

Siden hun var 3 

år, var hun 

imidlertid vokset 

op som en slags 

plejedatter hos 

Hanne og Ib 

Tonn i Skovsted. I folketællingen i 1911 benævnes han 

som Ib Kr. Thomsen, men Niels Skårup kalder ham Ib 

Tonn eller bare Ib (iikb). Ib's far havde til gengæld Tonn 

i sit navn (stavet Tunn i kirkebogen). Ib og Hanne havde 

ingen børn, så de fik lov til at beholde Maren, der alle- 

Maren Skaarup sammen med Hanne og Ib Tonn 

rede havde tre mindre søskende (heraf et hold 

tvillinger). Hun beholdt dog forbindelsen til sine 

forældre og sagde ikke far og mor til Ib og Hanne. 

Efter giftermålet købte Maren og Niels Skårup en 

mindre ejendom, der lå syd for den gamle præstegård. 

Efter to år blev den solgt til svogeren Mikkel Larsen. 

Niels og Maren blev i 1912 opsøgt af Ib Tonn, der 

ønskede, at de skulle overtage gården hjemme i 

Skovsted (ejes i dag af Jens Iversen). Grunden var, at de 

døjede med at få nogen til at passe en gammel kone, 

som ifølge Niels ikke var rigtig klog - der var bl.a. 

tremmer for vinduet til hendes kammer. 

I folketællingen i 1911 omtales hun som en 

slægtning. Hun hed Ane Thomsen (f. 1830) og var en 

søster til Ib Thomsen. Ifølge Olga Skårup skyldtes 

hendes tungsindighed, at hun engang havde givet nogle 

børn lov til at løbe på isen. En dreng druknede, og det 

kom hun aldrig over. 

Maren havde været vant til at passe hende, så der 

var behov for, at hun påtog sig opgaven igen. Ib (f. 

1839) og hans kone Hanne (døbt Johanne i 1828) havde 

da også en alder, hvor det var naturligt at lægge op. 

Som den handelsmand Niels Skårup var, så blev 

der selvfølgelig snakket lidt frem og tilbage om prisen, 

før man nåede til enighed om 23.500 kr. Den 1. april

Aage Skaarup i rullestol foran stuehuset på 

Kjelstrupvej 

1912 flyttede Maren og Niels til Skovsted sammen med 

deres søn Åge, der var et år gammel. Hanne og Ib Tonn 

blev boende en kort tid på gården. De havde købt et lille, 

sammenbygget hus i Thisted, men da det kom til stykket, 

ville de ikke derud. I stedet købte de et lille 

husmandssted i Skovsted (Skovstedvej 31). 

Ejendommen lå dengang længere nede mod engen, men 

de flyttede den op til den nuværende placering ved 

vejen. 

I 1913 fik Ib og Hanne hjælp i huset af Jens Peter 

Henriksens mor. Da Hanne døde i begyndelsen af 1916 i 

en alder af 87 år, blev hun hos Ib Tonn som 

husbestyrerinde. Hun hed Else, og det blev snart til Else 

Ib. Ib døde i 1922 i en alder af 82, og Else arvede 

ejendommen. Hun blev gift med Chr. Pedersen, der 

stammede fra Heltborg. Hun havde lært ham at kende, 

da han hjalp med at flytte Anton Bach's gård længere op 

ad bakken i årene 1915-17. Chr. Pedersen døde omkring 

1960, og J. P. Henriksen overtog ejendommen. 

Militæret havde bud efter Niels Skårup ikke mindre 

end 7 gange. Den almindelige værnepligt aftjente han i 

Aalborg i 1907. Han slap med 6 måneder lige som 

flertallet, der trak frinummer, mens 25 i kompagniet 

måtte blive der i yderligere 8 måneder. I 1908, 1909 og 

1911 var han indkaldt til mønstring, hver gang i 25 dage. 

Da 1. verdenskrig brød ud i 1914, betød det indkaldelser 

til sikringsstyrken. Niels blev indkaldt i 2 måned fra 

februar 1915, og han var indkaldt i 2 måneder i både 

1916 og 1917. Efter at han var blevet gift, var det 

problematisk sådan at forlade hus og hjem, og han måtte 

ansætte en bestyrer (en slægtning) til at passe gården. 

Det betød selvfølgelig ekstra udgifter. Da Niels var 

indkaldt første gang i 1907, var der en, der købte en 

anden til at tage de sidste 8 måneder for 350 kr. En 

sådan løn kunne man ikke tjene som karl ved landbruget. 

Niels Skårup havde ikke været gårdmand i 

Skovsted ret længe, før han begyndte at handle. I ca. 40 

år cyklede han rundt i den nordlige del af Thy for at 

handle, fortrinsvis med kreaturer. Han fik efterhånden 

en fast kundekreds, og hver handelsmand havde 

nogenlunde sit eget område, så der var ikke så hård 

konkurrence. Når en handel var afsluttet, blev han 

næsten altid budt på en kop kaffe eller en øl. Senere 

kom der en lastbil og hentede dyrene, der skulle køres 

til marked og videresælges. I mange år rejste Niels 

Skårup hver mandag og tirsdag til marked i Aalborg, 

men han besøgte også markederne i Års og Thisted. 

Det kostede 25 kr. at få et læs kreaturer kørt til Aalborg 

med lastbil. Når han havde kreaturer med jernbanen, fik 

han selv fribillet, hvis der var mindst fire kreaturer med 

toget. 

Det var altid spændende at prange om prisen, og til 

tider kneb det med at blive enige. Når Niels Skårup 

handlede med Tage Kristensens far, fortsatte de med at 

prange, efter at han havde forladt gården. Som regel 

blev handelen afsluttet et sted på vejen. 

I Skovsted fik Maren og Niels Skårup yderligere tre 

drenge, nemlig Harald, Charles og Kristen. Den ældste 

søns liv blev præget af sygdom, idet han ikke selv kunne 

bevæge sig rundt, fra han var 14 år, indtil han døde i 

som 30-årig. Drengen faldt engang ned på ladegulvet fra 

et fyldt korngulv, og Niels mener, at det måske kan have 

fremkaldt sygdommen. Han gik en vinter til kiropraktor 

i Aalborg og på et andet tidspunkt til varmehandling i 

Frederikshavn, men lige lidt hjalp det. Det var dog ikke 

bare sine egne børn, Maren kom i berøring med. Hun 

var en slags reservejordemoder og hjalp mange børn til 

verden i Skovsted. 

I 1946 solgte Maren og Niels Skårup gården til 

Aksel Søndergård for 67.000 kr. I stedet købte de et hus 

på Skovstedvej for 10.000 kr. Da huset blev solgt til 

Niels Poulsen i 1975, kostede det seks gange så meget, 

og det havde Niels Skårup lidt svært ved at fatte. Niels 

Skårup blev boende i huset indtil 1978, da han kom på 

"asylet" i Hillerslev. 

Julen 1978, den første jul Niels Skaarup var på "asylet"

Karl Olesen 

Karl Olesen blev født i Dalgaard i Skovsted 14/11 

1900. Han blev født uden for ægteskab, men moderen 

Elvine blev boende hjemme, så Karl er opfødt hos sin 

bedstefar, Kr. Jeppesen, som han så meget op til. Gården 

lå nede ved krydset, men blev omkring 1913-14 flyttet 

op, hvor den nu ligger og er ejet af Knud Hvelplund. 

Bortset fra et år i Gl. Skjelsgård hos Lars Bak (1823-24) 

var Karl hjemme, indtil gården måtte sælges ved 

tvangsauktion i 1934. Siden har han boet i sit nuværende 

hus og har ernæret sig som daglejer. Morbroderen Jørgen 

var post - gik i begyndelsen og cyklede derefter. Karl 

Olesens mor døde i 1936, og i 1941 overtog han huset 

efter morbroderen. 

Karl Olesen husker, at han fik bank den første dag i 

skolen, og at han har siddet efter, fordi han kom til at 

vende et 1-tal forkert. Senere, i 1912, kom lærer Gellert 

til Skovsted, men allerede i 1914 blev han indkaldt til 

sikringsstyrken, og Karl havde en vikar, der hed Flade. 

Han var "sanggal", og det var "et frygteligt væsen", at de 

skulle synge hele tiden. De skrev mest på tavler i skolen 

- inden eksamen skulle tavlerne med hjem og skures. 

Grifler, penne og blyanter blev købt af degnen (1-2 øre 

for en griffel). Til eksamen skulle de læse et stykke for 

præsten. 

Hjemme var Karl altmuligmand. Allerede i "bette 

klasse" skulle han malke 2 køer til middag, før han gik i 

skole. Han skulle trække med køerne, og en gang blev 

han løbet over ende. "Jeg havde det godt, men skulle det, 

man blev sat til". 

De havde 8 køer, men senere 12. Fårene skulle 

flyttes et par gange om dagen. Han husker, at han somme 

tider kunne "ture en halv dag" for at få soen over broen, 

når den skulle til orne i Kielsgård. 

De fik en "god, stærk kost". Om morgenen fik de 

kogt mælk og rugbrød og til tider ost. Karl husker, at de 

selv bagte 18-20 rugbrød ad gangen. Mælken var i et 

stort fad, hvor man spiste fælles. 

Der var to retter mad til middag, f.eks. kål, ærter, 

flæsk, grød. Til mellemmad fik de om vinteren ofte 

saltet torsk, og til "nætter" var der grød. Der blev 

brygget meget øl. 

Da Karl flyttede til sit nuværende hus, havde han 

arbejde som daglejer det meste af tiden og lavede al 

slags landbrugsarbejde; han ville dog ikke fylde møg, 

men godt sprede. 

Han skulle op kl. 6 og skulle malke og røgte de 2 

køer - havde som regel 3 grise, ofte "patentgrise" som 

andre havde opgivet, og han havde næsten altid held med 

at føde dem op på 3 måneder. I begyndelsen fik han et 

par kroner om dagen. Ofte var han først hjemme igen kl. 

8 eller 9, men naboerne var flinke til at trække køerne 

hjem. Sommetider var han hjemme om middagen. Før 

malkemaskinernes tid passede han ofte bedriften, mens 

folk var i byen. Hjemme på gården kunne han malke 10 

køer på en time, men det var ikke altid så nemt med 

fremmede køer. 

Karl Olesen mener, der har været følgende 

teglovne: oven for Jens Fynbo, hvor K.E. Pedersen bor, 

syd for Skovstedlund, ved Kortegård, samt den største 

og sidste i Oddershede. Det sidste sted havde Kr. Krogs 

bror senere høkerforretning (han lukkede forretningen, 

hvis han var fuld). Marie Høker (Jensen), en søster til 

Kr. Sunesen, havde forretning i Harald Skårups 

ejendom. Karl bekræfter, at Martin Skyttes karl, Edvard, 

overtog forretningen. Martin Skytte måtte selv overtage 

forretningen ("Han var lidt af en kanalje, kunne styre de 

fleste i kæberne og i kortene"). Skytte overtog Krogs 

forretning. 

Ifølge Karl var Jens Andersen i Hegnsgård "ikke af 

de mange ord, men sagde han noget, blev det hørt". Han 

var venstremand i modsætning til Kr. Krogh, der var 

"stokkonservativ" og "en stiv karl". Jens Andersen fik 

Hovsør dæmning ført igennem mod Kr. Krogs vilje. Jens 

Andersen var "fingernem", "smidig som en kat" og 

"begavet". Konen, Marianne, havde ord for at være 

gerrig. Jens Andersen var den første, der havde 

"vindmotor" i Skovsted. De havde ingen børn, så Jens 

Andersen hidkaldte Svend Åge Petersens far som 

bestyrer, og han overtog gården. 

I fordums tid var der smedje, hvor Kjelstrupvej 51 

nu ligger. Man fandt søm, skruer o.l. deroppe i Karls 

barndom, men han kan kun huske, at smedjen har ligget, 

hvor den er nu. Ifølge Karl er der fundet trædesten i 

engen, så man kunne komme over til Ullerupgård i 

gammel tid. Han har hørt, at Kanstrup skulle være 

enkesæde til Ullerupgård. 

Jens Peter Henriksen 

Jens Peter Henriksen blev født 16/2 1913 i 

Thisted, men kom til Skovsted allerede 1 måned senere 

og har været der siden. Jens Peter kom i skole, da han 

var 6 år gammel og gik hele skoletiden hos lærer 

Gellert. I bette klasse var de 34 elever, da de var flest. 

Det var religion, skrivning og læsning, det hele gik ud 

på, selv om der også var andre ting. En gang om 

måneden havde man noget, der blev kaldt "sproglære" 

(ordbøjninger og lignende). Lektierne bestod mest af 

bibelhistorie og salmevers, men også somme tider 

danmarkshistorie. Om sommeren havde man nogle 

gange lidt gymnastik på legepladsen, hvor der var 

plint, buk og ribber, som også blev brugt i 

frikvartererne. 

Efter Jens Peters udsagn fik man lov til at sidde 

ubemærket, hvis man ingenting kunne. Når bare man 

kunne religion, så kunne man ellers få lov til at sidde. 

Sådan var lærerne vist dengang. Her spillede det nok 

også ind, at præsten var til stede ved eksamen 

(sammen med 2 andre). Eksamen var om formiddagen, 

hvorefter man havde fri resten af dagen. Eleverne 

havde penge med til brystsukker og legede i 

lergraven. Jens P. Henriksen konkluderer om 

skoletiden: "Nu har man chancen for at få noget lært, 

det havde vi ikke". 

Leg var der ikke meget af i timerne. Det kunne 

hænde, at man legede "Columbus" (kædetagfat) 

sammen med lærer Gellert. I frikvartererne legede 

drengene og pigerne hver for sig. Om vinteren spillede 

drengene meget med lerkugler, og om sommeren 

legede de meget oppe i skoven, men de måtte ikke 

komme længere op end til stien, for de skulle kunne 

høre læreren råbe.

Det var sjældent, at nogen "sad efter", hvilket var 

en "skam så stor" - så var det ikke så slemt med en 

lussing. Jens Peter har dog aldrig selv oplevet nogen af 

delene. Engang har han dog sikkert aspireret til det. Han 

var sammen med en anden mødt i god tid i skolen, og på 

den tid plejede Gellert at være efter mælk nede i 

"Dalgård". De gav sig til at hoppe fra det ene bord til det 

andet, så blækket sprøjtede op af blækhusene. Midt i det 

hele dukkede Gellert op, og de fik en overhaling. Ellers 

var det kun et par stykker, der fik de fleste klø, selv om 

det ikke altid var fortjent. 

Jens Peter Henriksen betegner Gellert som en 

alvorsmand, han kunne nemt blive gal, men blev hurtigt 

god igen. Overhøringen i timerne skete enkeltvis. Man 

skrev mest på tavler, men havde også blyanter og penne, 

som eleverne selv skulle betale. "Læreren kunne 

allernådigst spidse blyanten". 

Jens Peter mindes, at der ikke skulle store 

begivenheder til at sætte kulør på hverdagen. Det kunne 

være en lirekassemand eller en vejtromle eller 5 øre til 

at købe æbler for oppe hos gamle Bente (Valdemars 

hus). "Nu om dage gider vi ikke engang lette hovedet, 

når der kommer en stor flyvemaskine". Dengang var det 

en begivenhed, når skolen skulle have tørv. Så skulle 

eleverne hjælpe med at få dem ind på loftet, mens 

degnen dirigerede. Bagefter var der brystsukker til 

børnene. 

Da Jens Peter var færdig med skolen, kom han 

majdag ud at tjene hos Kr. Jeppesen i Dalgård (Karl O- 

sens morbror). Her var han, indtil han var 18. Derpå var 

han om sommeren og noget af tiden om vinteren hos 

Anton Bak. Det var på dagløn, som blev udbetalt hver 

uge. Anton Bak var en del af sommeren på sygehuset, 

fordi han var blev trådt ned af en hest. Derefter gik Jens 

Peter ud som daglejer og fik det godt betalt, eftersom 

han var ung og stærk (han slog bl.a. hø på "møsken" og 

Jens Peter Henriksen (længst til højre) slog skærver i 

1933 på hovedvejen ved Søndergaard 


fyldte møg). Startede i sommeren 1933 som løst tilknyttet 

arbejdsmand på cementstøberiet i Skovsted. Her fik 

han fast arbejde fra efteråret 34, da han afløste Albinus 

Pedersen, der var kommet uens med Viggo Petersen 

(ejeren). Jens P. Henriksen var på cementstøberiet, indtil 

Viggo Petersen solgte omkring 1962. 

I foråret 1933 deltog Jens P. Henriksen i "en slags 

nødhjælpsarbejde" for amtet. Når de var flest, var der op 

mod 30 mand, der slog skærver vest for "Søndergård". 

Man brugte en stor flækkehammer og en mindre 

hammer (en slags mukkert). Det var vigtigt at kunne 

behandle stenene rigtigt - de røde sten kunne flækkes, 

men de blå måtte knuses. Betalingen var 4,50 kr pr. m 3 - 

Jens Peter kunne klare 1½ til 2 m , pr. dag, hvilket gav en 

god dagløn. 

Støberiet i Skovsted blev startet af Viggo Petersen 

omkring 1927. Stue-huset blev først bygget et par år 

senere. Viggo Petersen var oplært i Hillerslev, hvor der 

var startet et lille støberi der, hvor Otto Knudegård 

senere boede. 

Det blev startet af en mand, der hed Olesen (flyttede 

til Hurup) - han solgte til Lars Gravesen (Niels Chr. 

Gravesens far), der afhændede til Anton Jensen, som 

lukkede støberiet omkring anden verdenskrig (de lavede 

vist kun tagsten og mursten). 

Da Jens Peter Henriksen kom på støberiet, var der 

3 mand foruden Viggo Petersen. En lavede mursten, en 

tagsten, og en hjalp med at tække (det var Herman 

Jensen - tog sig af understrygningen). Jens Peter started 

i 34 med at lave mursten, og de første mursten, han 

lavede alene, sidder i Kjelstrupvej 24. Huset blev 

bygget af husholderen fra "Dalgård", der byggede 

huset, efter at gården var gået på tvangsauktion. I 

begyndelsen handlede hun med lidt trikotage et år eller 

to, men det kunne ikke gå. 

Efter et års tid kom Jens Peter til at støbe rør og

fliser. Efter hans mening kom der rigtigt gang i salget af 

fliser, da asfalteringen rigtigt tog fat, fordi man brugte 

mange skærver til asfaltvejene. Sten til skærver var i en 

god pris, og så solgte folk deres piksten - folk mente, det 

så pænere ud med fliser. Jens Peter har også lavet 

tagsten, bl.a. til forsamlingshusets tilbygning. 

Som nævnt tog Viggo ud og tækkede huse med 

cementsten, og han lavede terrassogulve 

(marmorskærver og cement - senere evt. iblandet rød 

farve). De blev slebet med store sten (pimpsten?), der 

blev trukket med en stang. Det var hårdt arbejde, og Jens 

Peter husker, hvordan han under krigen cyklede rundt 

med den tunge oppakning - bl.a. til Lild Strand og 

Klitmøller, så man startede hjemmefra 5.30. Jens Peter 

var mest hjemme på støberiet, men det var hans arbejde 

at være med ud at rejse skorstene. Det var det hårdeste 

arbejde, når han skulle bære elementerne op på taget. 

Han havde kræfter nok til det, men var lidt bange for de 

gamle stiger. Senere gik de over til, at to mand hejsede 

elementer op langs stigen i et stykke reb. 

Cementstøbningen kunne ske ved vådstøbning eller 

tørstøbning. Ved tørstøbning var cementen så fast, at 

tingene kunne afformes straks, efter at cementen var 

banket sammen i formene med en stamper. Kloakrørene 

(4 tommer x 1 alen) blev lavet ved tørstøbning (blanding 

ca. 1:3). Når cementen var stampet sammen, kunne 

inderformen løsnes med en kile, og yderformen kunne 

skilles i to. Det var lidt af en kunst at få røret til at stå 

rigtigt, så det ikke væltede, når formen blev fjernet. Hvis 

et rør væltede, kunne det vælte alle de andre. Det skete 

sjældent, men så faldt der også grove ord. Støbeformen 

blev fyldt med en kulskovl, og Jens Peter har endnu 

mærker på knoerne af at flytte de fyldte støbeforme. 

Stakitstolper blev lavet ved vådstøbning og blev derved i 

støbeformene. De store brøndringe blev lavet ved 

vådstøbning, men kunne også tørstøbes. Under krigen 

blev der anskaffet en stampemaskine til støbning af 

kloakrør. 

Da Jens Peter Henriksen startede på støberiet, var 

arbejdstiden fra 7 til 17.30 hver dag fra mandag morgen 

til lørdag aften. Der var en pause om formiddagen, 1 

times middag og en pause om eftermiddagen. I 

begyndelsen fik de eftermiddagskaffe i privaten (til 

medbragt brød), men det hørte op, da der kom flere (i 

50'erne var der 7-8 mand). 

Henriksen indmeldte sig i fagforeningen 1/1 1939, 

og det var mildest talt ikke rigtigt til måde. Men så skete 

der det senere i 39, at der skulle leveres stolper til 

vejarbejdet ved Kløv bakke, og det var et krav, at 

arbejdet skulle udføres af organiseret arbejdskraft. 

Derved blev Jens Peters fagforeningsbog nyttig for 

andre end ham selv. Efter få år var de fleste medlem af 

fagforeningen. Støberiarbejderne lå som regel i deres 

overenskomst 4 Øre under tariffen (arbejderne ved Kløv 

bakke fik 1,18 kr i timen, og Jens Peter fik 1,14 kr - de 

uorganiserede på støberiet fik ca. 1 kr.). Betalingen var 

for 8 timer, men der blev ofte arbejdet både 9 og 10 

timer. 

Jens Sunesen og Kjærgård Sunesen 

Jens blev født 24/5 1903 og Kjærgård 14/12 1909 i 

Skovsted. Gården lå dengang i svinget ned til Tage 

Kristensen. Det var farmoderens fødehjem. Jens var 

hjemme, indtil han var 21. Var så - år på landbrugsskole i 

Lyngby, hvor han tog kontrolassistentuddannelse. Han 

fungerede herefter som kontrolassistent på Falster i et år 

og blev derefter på Falster som karl i et halvt år. Jens 

vendte så hjem (han skulle nå at forloves inden 

forældrenes sølvbryllup). De næste to år var han hjemme 

(1926-28), og i denne periode var Kjærgård ude at tjene 

(2 somre ved Kr. Larsen i "Søndergård" i Kjelstrup og 

den mellemliggende vinter i Brund mølle). 

Jens blev gift i 1928 og købte da gården, hvor de 

boede indtil 1978, da de byttede bosted med Preben 

Nørbjerg. Kjærgård overtog fødegården i 1938, da 

forældrene købte Skovstedvej 33 af hans bror Chr. 

Larsen (udtales "Lausen"). Faderen Chr. Sunesen døde 

i 1956 og moderen Anne Kathrine (Trine) i 1962. 

For Jens var det en stor hobby at gå i skole. I 

begyndelsen kappedes han med Martin Skyttes søn om 

at være bedst. Det var almindeligt med "kæft, trit og 

retning" dengang. Jens husker kun en enkelt dreng, der 

skulkede og tog mellemmaderne med op i skoven. I 

frikvartererne spillede drengene fodbold oppe ved 

skoven - de spillede med en lærredspose med hø i (været 

brugt til gær). De ville gerne lege i skoven, men da det 

varede for længe med at komme tilbage, blev det 

forbudt. Kjærgård fortæller, at de måtte være i skoven, 

men der skulle stå en i enden af skoven, så han kunne 

høre, når der blev kaldt ind. Kjærgård husker, at de i 

hans skoletid spillede langbold, og så var pigerne med (i 

hans skoletid var de altid 3 gange så mange drenge). 

Jens fortæller, at de skrev genfortællingen på 

tavlen, før den blev skrevet ind. Han husker lærer 

Blaaberg som "en frisk, ung mand". Han blev forlovet 

med en datter fra Spanggård - efter at være rejst fra 

Skovsted fik han tuberkulose og døde. 

Om landbruget fortæller brødrene, at de derhjemme 

fik vindmotor i 1911, men den blev ikke brugt længere 

end til elektricitetens indførelse i 1919/20. Efter at en 

del af gården var sunket sammen, blev den i 1910 flyttet 

op til "Søndergårds" nuværende placering. Men faderen 

solgte gården, fordi dyrene døde, og Kjærgårds 

nuværende bygning blev stykket fra i 1913. Dødsfaldene 

tilskrev man dengang overnaturlige kræfter, men Jens 

mener, det har været paratuberkulose. "Søndergård" 

blev vist nok solgt til Mogens Kr. Andersen, der solgte 

til Rasmus Bach. 

Om sommeren stod de op på gården kl. 5 om 

morgenen, hvor konen og pigen malkede, mens karlene 

gjorde det øvrige arbejde i stalden. Besætningen var 10 

12 køer, 2 spand heste, får - ingen søer, men måske en 

halv snes grise. Om vinteren var moderen oppe at 

arbejde, før arbejdet i stalden. Ved 6-tiden spiste man 

kogt mælk med brød. Der var formiddagskaffe kl. 9 og 

senere 1 eller 1½ times middag. Kl. 16.30 var der 

aftensmad, og efter yderligere arbejde var der "nætter"

om aftenen (grød). 

Omkring 1910 havde Sunesens 2 karle og en pige, 

og de gamle boede hos dem. De gik på aftægt i 1901, da 

Jens Sunesens forældre blev gift. I husholdningen bagte 

man alt, dog ikke rugbrød, men man "solgte" 1 læs rug 

til Nors bager (det skulle leveres til Thisted 

Dampmølle), vel 10-12 tønder. Man byttede lige over 

med bageren og fik af ham leveret lige så mange pund 

rugbrød. 

På gården høstedes der med le indtil 1928, da man 

fik selvbinder (man havde ingen slåmaskine først). Jens 

havde nu fået egen gård, så de hjalp hinanden. Indtil de 

fik tærskeværk i 1920 (14"), benyttedes et omkørende 

tærskeværk (54"). Det var et aktieselskab og kørtes af 

Jens Nørgård Pedersen (Fynbo) og Johan P. Johansen (i 

Sørensens hus). Det blev transporteret med dampkraft. 

De mindre ejendomme havde et mindre tærskeværk "æ 

hunkat" - det blev transporteret med heste og havde 

petroleumsmotor. Kjærgård fik traktor, da faderen døde 

i 1956. Det store tærskeværk kom til "Rosvang", hvor 

det blev brugt til rapgræs i række med en anden. 

I hjemmet blev der brygget øl ca. en gang om måneden. 

Malten fik man i Thisted, den var halvt malet og 

blev tilsat kogt hummel, som blev købt af to omrejsende 

sælgere, der kom fra Hov og Tved. 

Ifølge Jens fik Skovsted en høker, fordi der var 

mere end en mil til Thisted. Af samme grund kom der 

først høker til Kåstrup, mens Hillerslev ikke kunne klare 

grænsen på 1 mil. Han bekræfter, at en søster til Chr. 

Sunesen havde høkerforretning i Harald Skårups 

ejendom - hun var gift med Kr. Jensen. 

I et hus nede ved engen boede Sune og Ane. Huset 

blev i 1909 overtaget af Bertel Koldkjær, der nedrev 

huset og byggede Skovstedvej 33. Sune og Ane flyttede 

derefter til et hus nord for Harald Skårups (væk nu). Jens 

Sunesens gammelfar (der også hed Jens) gik sammen 

med Sune om morgenen og fik en kaffepunch, først hos 

den ene og bagefter hos den anden. 

Forsamlingshuset betød en ændring i selskabslivet. 

Før den blev bygget, blev der spillet op til dans i 

storstuerne, hvor to spillemænd spillede med fiol. I 

Jens' unge dage spillede Martinus Nielsen (Ballerum) 

og Hans Madsbøl (Skovsted Mark). Der blev bl.a. 

danset vals, fynbo, to-ture, baglæns kontra og 

"bittemand i knibe". 

Som mangeårig sognerådsformand kender Jens 

Sunesen er del til sine forgængere. Før århundredskiftet 

havde bl.a. Bertel Koldkjær og P. Kr. Pedersen 

(Hundahl) været formænd. Kr. Krog var formand i 

1901-03 og 1917-25, og Jens Andersen havde 

formandsposten 1903-17 og 1925-29. Derefter var 

formændene: Peter Kirk 1929-37, Enggård 37-43, købm. 

Christiansen 43-46, Jens Sunesen 1946-70. Kr. Krogh 

var "gammeldags højremand", og Jens Andersen 

venstremand. Ifølge Jens stemte man mere politisk 

dengang end senere i hans tid. Han beskriver Jens 

Andersen som en meget stille mand, men sikker, når han 

endelig udtalte sig. Jens Andersens kone var en søster til 

Magnus Magnussens kone.

Skovstedlund - en gård ved søen 

af Sigrid Brandi og Svend Sørensen 

Skovstedlund først i 1960'erne 

Ifølge "Ordbog over det Danske Sprog" kan ordet 

"lån" betyde et stillestående vand - et vandhul, en dam 

eller en mose. Det er uden tvivl den navnetolkning, der 

må tillægges gården Skovstedlund, der da også i gamle 

kilder betegnes som "en gård ved søen". Selv om gården 

ligger i Skovsted, har navnet altså ikke noget med træer 

at gøre og burde egentlig staves uden "d" til sidst. 

Selv om det måske var en lidt flot betegnelse, så 

blev det lavvandede område i engen ud for Skovstedlund 

betegnet som "Skovsted sø". Søen blev imidlertid 

afvandet i forbindelse med anlæggelsen af en vej og 

dertil hørende grøfter omkring 1860. Grøfterne blev 

åbenbart ikke holdt i stand, for Anders Tousig har oplyst, 

at omkring 1917 blev renden, der går under vejen, 

uddybet, så søen blev afvandet. Maleren Otto Nielsen 

var ifølge Jens Sunesen primus motor i sagen. Der kunne 

nu gro græs og dermed avles hø, men det var dog først 

ved dræningen i 1956, at arealet kunne bruges som 

agerjord. 

Mens søen endnu eksisterede, blev der lavet 

æltetørv nordvest for søen. En dynge tørvejord blev øst 

op på det tørre, hvor det blev æltet sammen af tre stude, 

fortæller Anders Tousig. Derefter blev tørvejorden lagt i 

en ramme med 16-18 huller. Når tørvene havde ligget 

fladt og tørret, blev de rejst på kant to og to (den ene på 

siden og den anden på enden). Til sidst blev tørvene 

stablet i en lille, rund stak. Tørvene blev kørt hjem inden 

høst, og alt i alt varede arbejdsgangen fra 14 dage til en 

måned. 

Hårde tider i 1600-tallet 

Skovstedlund kan føre sin historie helt tilbage til 

omkring 1660. På det tidspunkt var gården en fæstegård 

under Ullerupgård. I 1687 tilhørte gården den 

enevældige konge (staten), fordi der ikke var betalt de 

nødvendige skatter. I 1716 blev den igen købt tilbage til 

Ullerupgård, som den hørte under indtil 1802, da 

gårdens fæster fik skøde på gården og blev selvejer. 

De tidligste oplysninger om Skovstedlund stammer 

fra Karen Dyres jordebog. Karen Dyre var ejer af 

Ullerupgård og huskes bl.a., fordi hun havde beskyldt sin 

mand Niels Arenfeldt for, at han havde forsøgt at tage 

livet af hende. Han blev dog ikke dømt for mordforsøg, 

men han blev landsforvist, fordi han havde misbrugt 

tylvt-eden (de tolv mænd, der skulle sværge ham fri, 

havde ikke alle de adelige aner i orden). 

Ifølge Karen Dyres jordebog 1660/62 bor der to 

fæstere på Skovstedlund. Det er Mads Bertelsen og Jens 

Kloster, der deles om at betale landgilde. De to er også 

opført som fæstere i matriklen fra 1664, hvor gården er 

ansat til godt 14 tønder hartkorn. I landgilde skal der 

samlet svares 12 tdr. byg, 2 svin, 2 får, 4 gæs og 12 tdr. 

havre. Matriklen nævner desuden, at den halve gård er 

ganske øde. 

Jens Kloster fortsætter som fæster nogle år endnu, 

mens Mads Bertelsens andel overtages af Laurids 

Andersen og senere af Jens Klosters søn. Men i 1671 er 

det slut. Det år optræder Skovstedlund i Hillerslev 

Herreds tingbog, fordi beboerne er i restance med 

landgilde. Der holdes syn på gården foranlediget af 

gårdens ejer, Anne Arenfeldt til Ullerupgård (Karen 

Dyres datter). Af synsforretningen fremgår det, at der var 

et staldhus med jordvægge. 

Der gøres forsøg på udlæg, men der var intet 

i husene, der kunne udlægges. Resultatet blev, at Jens 

Kloster og hans søn Mads Jensen mistede fæstet på 

grund af restancer og misligholdelse af bygningerne. 

Som det var tilfældet med mange gårde dengang, var 

de så misligholdte, at det kunne være svært at få dem 

fæstet væk. Omkring 1680 lå ca. 1000 tdr. hartkorn 

bøndergods øde i Thy og på Mors. 

Det var generelt vanskelige tider for Danmark, der 

midt i 70'erne rodede sig ind i endnu en krig (Skånske 

Krig 1675-79). Skovstedlund var heller ikke den eneste 

ødegård i Skovsted. Således blev der på Hillerslev 

Herredsting i sommeren 1682 udstedt forbud mod at 

fjerne afgrøder fra ødegårdene i Skovsted. 

Om det lykkedes at få fæstere ind på Skovstedlund 

umiddelbart efter Jens Kloster og hans søn er uvist, men 

ikke sandsynligt. For Ullerupgård har det derfor ikke 

kunnet betale sig at svare de nødvendige skatter til 

kongen, der derfor har overtaget gården. Det skete 

formentlig i 1684, da kongen overtog en del af 

Ullerupgård for skatterestancer. 

Det dokumenteres i 1687 af ryttergodsets jordebog. 

Skovstedlund omtales her som en ødegård af 

Ullerupgård gods. Gården er hjemfalden hans majestæt 

for resterende skatter. 

Det var med andre ord ikke bare svære tider for 

fæstegårdene, også hovedgårdene havde det svært. 

Allerede i 1681 måtte Anne Arenfeldts sønner sælge en 

del af Ullerupgård til kapitalstærke mænd med Thisteds 

borgmester Enevold Berregaard i spidsen. Sammen med 

en anden købte han i 1688 kongens anpart, og i 1694

delte de gården i Nørre Ullerupgård og Sønder 

Ullerupgård. 

I matriklen fra 1688 er Skovstedlund stadig øde. 

Den har matrikel nr. 9, og den gamle 

hartkornsansættelse på 14 tdr. er nu forandret til godt 8 

tdr. hartkorn. Beregningen af matriklen i 1688 foregik 

efter nye principper og var udtryk for en mere realistisk 

vurdering af gårdens ydeevne. Det har sikkert sammen 

med de nye ejere medvirket til at få en nye beboere på 

Skovstedlund. 

Vi ved ikke nøjagtigt, hvornår Søren Torstensen 

overtog fæstet, men det har sikkert været umiddeltbart 

efter 1688. Det står imidlertid fast, at han boede på 

Skovstedlund, da han døde i 1699, kun 42 år gammel. 

Han blev i 1684 gift i Hillerslev kirke med Inger 

Christensdatter. I ægteskabet var der tre sønner og tre 

døtre. 

Fæstere i 1700-tallet 

Gennem hele 1700-tallet forbliver Skovstedlund 

beboet af den samme slægt. Et par år efter Søren 

Torstensens død giftede Inger Christensdatter sig (1701) 

med Niels Christensen fra Kåstrup. Han indgik aftale 

med børnenes formynder om, at de skulle have mad, 

klæder og oplæring i gården. Niels Christensen boede på 

Skovstedlund i 50 år (til sidst på aftægt), og han fik med 

tiden tilnavnet Sø efter gårdens placering ved søen. 

I 1719 kom der en bestemmelse om, at 

fæstebrevene skulle indføres i en protokol. Derfor er 

Niels Christensen fæstebrev indført i Sdr. Ullerupgårds 

fæsteprotokol i 1719, men fæstebrevets indhold kan godt 

være ældre, måske fra 1716 da Morten Lelius købte 

Skovstedlund tilbage til Sdr. Ullerupgård. 

Af fæsteprotokollen fremgår det, at Niels 

Christensen skulle gøre hoveri på Ullerupgård. 

Omfanget er ikke beskrevet - det er kun omtalt som det 

sædvanlige arbejde, og han skal være "sin husbond og 

hans bud hørig og lydig". Han skal desuden svare de 

kongeligt påbudte skatter samt otte tønder rug om året i 

landgilde. Desuden skal bygningerne vedligeholdes, og 

jorden skal dyrkes på lovlig vis. 

Niels Christensen Sø overlod i 1735 halvdelen af 

fæstet til sin svigersøn Christen Steffensen, der 

stammede fra Skovsted. Hans mor var en søster til Niels 

Sø. Af fæsteprotokollen fremgår det, at Christen 

Steffensen skal betale ti rigsdaler i indfæstningspenge til 

ejeren af Sønder Ullerupgård, Morten Lelius. Ud over de 

sædvanlige afgifter er betingelsen for fæstet, "at han 

ægter Niels Søes datter Maren Sørensdatter, og med 

svigerforældrene lever som en lydig og hørsom søn i ald 

skikelighed, tienstvillighed og arbeidsomhed." 

Skiftebrev fra 1736 

I 1736 døde Marens mor, Inger Christensdatter, 

84 år gammel. Niels var blevet enkemand og skulle 

skifte med sine stedbørn. I den anledning ankom to 

"danne-mænd", Søren Nielsen fra Kjelstrup og Michel 

Jensen fra Skovsted. 

De var sat stævne den 9. august af Morten Lelius og 

skulle vurdere bohave, redskaber og besætning. Og de 

gjorde deres arbejde grundigt, næsten 150 poster blev 

det til. 

Det mest værdifulde i stuehuset var en 

jernkakkelovn, der stod i dagligstuen. Den blev vurderet 

til 5 rigsdaler og 2 mark, hvilket var mere end alt det 

øvrige i stuen var værd. Der var tale om et bord af fyr 

med en skammel (bænk) samt to gamle træstole. 

Desuden var der, hvad vi i dag vil kalde køkkenting, idet 

der ikke var noget egentligt køkken i huset. Måltiderne 

blev indtaget ved langbordet i dagligstuen, og til det brug 

havde man 8 krus, 18 trætallerkener, 7 hornskeer og 2 

træskeer - men ingen gafler! Af bøger rådede huset over 

en huspostil og en gammel og en ny salmebog. 

I storstuen var der ud over et langt bord med 

skammel kun en gammel egekiste, der havde tilhørt den 

afdøde. Indholdet blev takseret omtrent stykke for 

stykke og udgør 27 poster i skiftebrevet. Hvis vi 

grupperer klædestykkerne uanset alder, farve og stofart, 

så var der i kisten 5 trøjer, 5 skørter, 2 forklæder, 3 

huer, 3 tørklæder, 5 særke, et par strømper, et par tøfler 

og et par handsker. Desuden var der bl.a. en gammel, 

sort "kledes kiortel". 

Der blev sovet i både dagligstuen og i et 

sengekammer. På Niels Sø's seng var der en broget 

olmerdugs-overdyne, en broget vadmels-overdyne, 2 

vadmelsvår, 2 brogede vadmels-puder, et stribet 

hølsklæde og 2 hørgarns-lagener. Vurderingsmændene 

var enige om at friholde denne seng samt det unge 

ægtepars seng for vurdering. Ud over de nævnte rum var 

der enkelte ting i melkammeret, saltkælderen, 

ølkælderen, frammerset (bryggerset) og på loftet. 

Besætningen på gården bestod af 5 køer, 2 kvier, 

10 stude og 2 kalve. Der var ikke mindre end 8 heste og 

et føl - de mange heste var nødvendige, fordi der skulle 

bruges mindst 4 heste for en hjulplov. Dertil kom 2 galte, 

6 får og et lam. Højst ansat var en 3-årig "sortstierned" 

hest til 8 rigsdaler, mens en 18-årig sort hoppe blev 

vurderet til en rigsdaler. De bedste køer blev sat til ca. 3 

rd. Kreaturerne udgjorde mildest talt en broget flok - de 

var "sorthielmede", "sortbrogede", "sortstiernede" og 

"ravnsorte". 

Redskaberne bærer præg af, at man endnu i 1700tallet 

måtte spare på jernet. F. eks. var der 3 harver, "half 

jern i hver". På gården var der 4 vogne af vidt forskellig 

standard. En "helbeslagen vogn med haver og dræt" 

vurderes til 10 rd., mens en gammel trævogn kun var en 

rigsdaler værd. Samme kvalitetsforskel var der på de to 

plove. En bagplov med jern blev ansat til 2 rd. og en 

gammel bagplov til kun 2 mark. 

Gården rådede over 2 skærekister og en 

"hverresten" (slibesten). Af håndredskaber var der bl.a. 

6 jerngrebe, 2 skovle, 3 forke, 4 tørvespader og 4 

plejler. Der var "2 hølier med krog og drav" og 2 leer til 

ærter. Desuden var der værktøj som f.eks. Økser, bor, 

en sav, en hovtang og en hammer. 

En måned senere, den 12. september, mødte de to 

mænd op for at prisansætte den indhøstede avl. Der blev

angivet 126 læs korn (byg, rug og havre) samt ærter, i 

alt godt 110 rd. Man skal nok vare sig for at 

sammenligne med senere tiders størrelse på vognlæs. 

Eksempelvis blev et læs vårrug bedømt til 5 skæpper 

korn (8 skæpper er en tønde). 

Da der ikke var rede penge, kunne de enkelte poster 

nu tælles sammen til et beløb på 266 rigsdaler, 5 mark 

og 6 skilling. Men så kom modregningen! En fæstegård 

skulle ved en sådan "statusopgørelse" have en standard, 

der var fastsat i kongelig forordninger. På Skovstedlund 

skulle der f.eks. være 8 heste (øghøvder) af bedste 

kvalitet, hvilket svarede meget godt med en hest pr. 

tønde hartkorn. Gården skulle være udstyret med 

redskaber samt såvel æde- som sædekorn. Der skulle 

desuden afsættes penge til skatter, løn til tjenestefolk og 

udgifter til skiftes afholdelse. 

Bygningernes tilstand (brøstfældighed) blev også 

vurderet, og her var der ret store mangler. På vesterhuset 

og østerhuset skulle der kun repareres lidt, hvorimod 

både stald og lade samt stuehuset (ralingshuuset) 

krævede en grundig istandsættelse. De to huse skulle 

tækkes og have en del tømmer udskiftet. Eksempelvis 

skulle "tømmermanden" bruge 14 arbejdsdage på 

stuehuset. Han skulle lige som tækkeren have ca. en 

mark (16 skilling) i dagløn, mens tækkerens håndlanger 

måtte gå for det halve. 

Efter denne modregning kunne Morten Lelius gøre 

regnskabet op, og det udviste et underskud på godt 4 

rigsdaler. Der var altså ingenting i arv til Niels Sø's 

stedbørn. Han havde dog behandlet dem til deres 

tilfredshed, idet de "vedgaar enhver for sig at have forud 

bekommet sin fædrene arvepart og de af Niels Søe 

udlovede børnepenge." 

Aftægtskontrakt 

Ifølge skiftet skulle Niels Sø reparere husene 

forsvarligt. Man må gå ud fra, at det er sket, og i 

1739 overtog de unge fæstet af hele gården. I 

Christen Steffensens fæstebrev kan man læse, at han 

skal gøre hoveri på Sønder Ullerupgård med 4 heste 

og tage sin del af det fælles arbejde. 

Niels Sø skulle blive boende på Skovstedlund, og i 

den anledning blev der samme dag som fæstebrevet 

udformet en aftægtskontrakt, som er underskrevet af 

Morten Lelius. Heri står der bl.a.: 

"Jeg Niels Søe afstaar til Chresten Steffensen min 

heele gaard med indboe og udboe, hvor imod Chresten 

Steffensen forskaffer mig seng og livs ophold o gaarden 

ligesom tilforn, men dersom der skulde falde desput 

imellem os om føden, skal Chresten Steffensen 

forskaffe Niels Søe aarlig 2 td. rug, 1 td biug, 1 td. malt 

og 3 rdl. 2 mk, i penge, hvilket Niels Søe iche forlanger, 

saalænge hand nyder sin skichelig underholdning og 

god omgængelse. Dernest er aftalt imellem os, at vi af 

fælles penge skal kiøbe et høved, hvilket Chresten 

Steffensen skal føde ligesom sine egne, og den skal 

Niels Søe ride paa, naar hand vil nogen steder, i øvrigt 

er den til Chresten Steffensens tieneste." 

Som det tidligere er fremgået, skal ordet høved 

forstås som øg-høved, altså en hest. 

Skiftebrev fra 1746 

I 1744 fik Christen Steffensen et nyt fæstebrev, der 

vidner om øget velstand på Skovstedlund. Ved en årlig 

betaling på 26 rigsdaler køber han sig fri for en del af 

hoveriet, idet der dog skal gøres 6 dages arbejde "ligesom 

de frie tienere i Schinnerup". 

Fæstebrevet fik dog ikke virkning for Christen 

Steffensen i så lang tid, idet han døde i 1746, kun 44 år 

gammel. I den anledning blev der igen udformet et 

skiftebrev, der var lige så udførligt som skiftebrevet ti år 

tidligere. Det fremgår indledningsvis, at han sammen 

med sin kone "avlede 5 børn, 2 sønner og 3 piger". 

Skovstedlund havde ikke forandret sig afgørende i 

de ti år, der var gået siden sidste skifteforretning. 

Udstyret var stort set det samme. Men alt i alt var 

vurderingen lidt højere, så kvaliteten af ting og dyr må 

have været lidt bedre. Blandt andet vurderes de fleste 

køer til 6 rigsdaler, hvilket var en fordobling. 

Slutresultatet blev en arv på godt 225 rd. til deling 

mellem enken og hendes børn. Enken Maren 

Sørensdatter, der også blev kaldt Maren Sø, arvede 

halvdelen. Den anden halvdel deltes mellem børnene, 

således at en søn arvede dobbelt så meget end en datter. 

De får arven udbetalt, så snart de bliver myndige (18 år) 

eller "kommer i mands værge". 

Maren Sø beholdt fæstet af Skovstedlund indtil 

hendes søn tog over i 1768. Den ældste søn var død i 

1760, så det blev den anden søn, Niels Christensen SØ 

(f. 1741), der blev ny mand på gården. Gården fik 

dermed sin anden fæster med det navn. Maren Sø blev 

boende og døde først i 1786. Året efter giftede Niels Sø 

sig med Anne Madsdatter fra Skovsted. 

Ved folketællingen i 1787 boede der 148 personer i 

Skovsted fordelt på 18 gårde og 8 huse eller husmandsbrug. 

De 6 af personerne boede på Skovstedlund. Der 

var en gift, 39-årig tjenestekarl, der også betegnes som 

landsoldat. Desuden var der to ugifte tjenestepiger på 

henholdsvis 13 og 36 år. Dertil kom plejedrengen Poul 

Michelsen, der var 16 år og blev betegnet som uægte og 

af fattige forældre. Af folketællingen kan vi også se, at 

Anne Madsdatter var 14 år yngre end sin mand. 

Selvejere 

Niels Sø blev den første, der både beboede og ejede 

Skovstedlund. Skødet er registreret i 1802, men allerede 

ved brantaksationen i 1801 står han som ejer af gården. I 

brandtaksationen er bygningerne vurderet til 850 rd. 

Bygningerne længde angives i fag, og ved et fag forstås 

afstanden mellem to nabostolper, en afstand der kan 

variere lidt fra bygning til bygning. Stuehuset var på 13 

fag og havde en bredde på 10 alen. Af rum var der to 

stuer, to kamre, køkken og bryggers, hvor der var en 

indmuret kobberkedel, skorsten og bageovn af brændte 

sten.

Det søndre hus var på 21 fag og indrettet til "lo, 

lade og stald og fæhus". Bygningen havde som de øvrige 

klinede vægge og stråtag. Det søndre hus var lige som 

stuehuset forsikret for 350 rd. - de to huse udgjorde med 

andre hovedparten af forsikringssummen. Det østre hus 

var på 8 fag og kun 6 alen bred. Her var fåresti og 

materialerum, mens det 6 fag lange vestre hus var 

indrettet til vognhus og lynghus (brændsel). 

Ved folketællingen i 1801 var der kommet 5 piger i 

ægteskabet i alderen fra 2 til 12 år. De ældste kunne 

hjælpe til, så der var ingen tjenestepiger, men derimod 

en gift tjenestekarl på 26 år. 

Ny ejer og nye bygninger 

Noget kunne tyde på, at det ikke var så nemt at 

blive selvejer. I hvert fik Niels Sø kun ti år som selvejer. 

Vi kan ikke vide, om der var specielle forhold, der 

gjorde sig gældende. Men generelt var det en svær tid 

med krig mod englænderne og en dermed stigende 

inflation, der som bekendt endte med statsbankerot i 

1813. Noget andet og måske mere nærliggende er, at 

Niels Sø var ved at blive en gammel mand, der "kun" 

havde døtre - og ikke alle i den giftefærdige alder, så der 

har måske ganske simpelt ikke været nogen til at 

overtage gården. 

Under alle omstændigheder solgte Niels Sø i 1812 

til kaptajn Christian Brøndlund. Han var bestemt ikke en 

"Hr. hvem som helst". Rangen af kaptajn havde han i 

landeværnet. Men indtil 1811 var han tillige by- og 

herredsfoged, en stilling som under enevælden indebar, 

at han var både borgmester i Thisted samt politimester 

og dommer for hele herredet. Sammen med amtmanden 

udgjorde han den absolutte magtelite. 

Chr. Brøndlund blev født 1759 i Vang, hvor 

faderen var præst. I 1787 blev han by- og 

herredsskriver, og i 1799 avancerede han til by- og 

herredsfoged. Ved folketællingen i 1801 boede han i 

Østergade i Thisted sammen med kone, 4 børn og et 

tyendehold på 8. Chr. Brøndlund er bl. a. kendt for, at 

han lod Tvorup kirke nedrive i 1794. Han ejede både 

kirkerne i Vang og Tvorup og fik tilladelse til 

nedrivningen mod, at han brugte materialerne til 

reparation af Vang Kirke. 

Efter at have overtaget gården lod Chr. Brøndlund 

den nedrive. Materialerne er sikkert så vidt muligt 

genanvendt, idet det fremhæves i brandtaksationen, at 

den østligste del af stuehuset "er af nyt opført". Denne 

taksation fandt sted i marts 1814, og den samlede 

ansættelse var 3250 rd. Det er svært at sammenligne 

summen med den tidligere brandforsikring, idet 

Danmark i denne periode oplevede de største 

svingninger i priserne nogensinde. Men af 

bygningsbeskrivelsen kan man se, at gården i 1814 

fremstod i en ny og bedre udgave - og for øvrigt første 

gang med navnet "Skovstedlund" i de skriftlige kilder, 

hvilket dog ikke behøver at betyde, at gården ikke 

tidligere er blevet betegnet ved det navn. 

Stuehuset var nu på 15 fag med en bredde på 10 3/ 

4 alen. Der indgik egetømmer i bygningen, og i stuerne 

og kamrene var der "fjælgulv". Det vestre hus havde 

næsten samme dimensioner, blot 4 fag længere. Her 

var en stue, et kammer, køkken, karlekammer, stald, 

hakkelseshus og fæhus. De øvrige udhuse var kun ca. 

halvt så lange - lade mod syd, fåresti og materialehus 

mod øst. 

Beboelsesindretningen i længen mod vest blev 

sikkert indrettet som aftægtsbolig til Niels Sø og hans 

kone. Ved sin død i 1818 blev han da også betegnet som 

"aftægtsmand i Schousted". Derimod boede kaptajn 

Brøndlund ikke på Skovstedlund, der sikkert er blevet 

drevet af en bestyrer. Det nævnes direkte ved en fornyet 

brandtaksation i januar 1817, at gården er ejet af "hr. 

kaptajn Brøndlund i Thisted". 

Grunden til den nye taksation var, at der var sket 

yderligere forbedring af stuehuset. Den samlede 

forsikringssum var nu kommet op på 4050 rd. 

Forandringen gjaldt den vestlige del af stuehuset, hvor 

der blev indrettet køkken, bryggers, bagestue og 

folkestue. En del af det nye blev opført af mursten, for 

første gang i gårdens historie, og man gætter nok ikke 

forkert ved at antage, at murstenene var fremstillet i 

Skovsted. 

Chr. Brøndlund kom ikke til at nyde synet af det nye 

stuehus ret længe, idet han døde allerede i foråret 1817. 

Hans enke fik lov til at sidde i uskiftet bo, så Brøndlunds 

død betød ikke et ejerskifte før to år senere. Om hun 

flyttede fra Thisted på det tidspunkt, er uvist, men hun 

døde i Horsens i 1831. Hvem der drev gården for 

Brøndlund, vides ikke. Der er ingen folketællinger 

mellem 1801 og 1834, så det kan være svært at se. hvem 

der bor på gården. 

Den nye ejer fik skøde på Skovstedlund af 

auktionsretten i 1819. På skødet står der Niels Chr. 

Benjaminsen, mens folketællingen og kirkebogen kun 

har Christian med som fornavn. Christian Benjaminsen 

blev født i Vesterby i Østerild sogn i 1763, og i 1803 

blev han viet i Hillerslev kirke til Mette Christensdatter. 

Hun var født i Sennels som "uægte", men allerede som 

toårig flyttede hun til Skovsted sammen med sin mor og 

hendes forældre. Da ægteparret holdt barnedåb i 1815, 

boede familien i Kortegård. 

Ved folketællingen i februar 1834 boede der 8 

voksne mennesker og et barn på Skovstedlund. 

Gårdmand Chr. Benjaminsen var 70 og hans kone 

Mette Christensdatter 53. De havde sønnen Jens 

Christiansen på 18 boende hjemme. Han boede sammen 

med tre ældre søstre, der var i 20'erne. Den ældste på 28 

var enke og havde sin søn på 6 hos sig. Desuden var der 

på gården en tjenestedreng på 17 år. Niels Sø's enke 

boede som aftægtskone på gården og benævnes Ane 

Madsdatter Søe. Hun var 77 år og blandt Skovsteds 

ældste, idet der i 1834 kun var to kvinder og en mand, 

der var over 75. 

Mens Chr. Benjaminsen ejede Skovstedlund, kom 

der mere ro på pengemarkedet, og i 1828 blev 

forsikringssummen nedsat til 1200 rd. sølv.

Familien Krog 

og striden om Skovsted Sø 

Chr. Benjaminsen døde i 1842, og året efter blev 

auktionsrettens skøde til Chr. Jensen Krog underskrevet 

med den klausul, at han skulle give aftægt til enken Mette 

Christensdatter. Han var da 34 år, og han blev i december 

1843 viet i Hillerslev kirke til den 13 år yngre Ane Marie 

Christensdatter. 

Godt et år efter brylluppet, ved folketællingen i 

begyndelsen af 1845, var der kommet en datter i 

ægteskabet. Desuden var der en plejesøn på 9 år samt 

en tjenestepige og en tjenestekarl. Det fremgår desuden 

af folketællingen, at Ane Marie var 12 år yngre end sin 

mand. Begge var de født i Hillerslev sogn. 

Chr. Jensen Krog var åbenbart en mand med 

initiativ, idet gården tre gange inden for få år blev 

omtakseret af brandforsikringen. I 1847 blev 

forsikringen mere end fordoblet til 3100 rd. 

Bygningerne var åbenbart kommet i noget bedre stand, 

bl.a. med murede vægge flere steder, og stuehuset havde 

mod vest fået tilføjet en tilbygning på 7 fag, hvor der var 

indrettet hestestald. 

Tre år senere var der inde i den vestlige del af 

gården blevet rejst en mindre bygning med fåresti og 

lade. I 1853 blev der forsikret endnu en bygning, som 

var placeret nord for gården. Den var 16 fag lang og 12 

alen bred og med grundmur sågar. Den samlede 

forsikringssum var nu 4100 rigsbankdaler. 

Chr. Jensen Krog løb ind i problemer med hensyn 

til ejendomsretten til søen. Om grunden kan vi læse i 

tingbogen, hvor der står: 

"I Skovsted er under matr. no. 22 en ejendom, som 

tidligere har været en sø kaldet Skovsted Sø, men som 

ved anlægget af landevejen og dertil hørende grøfter og 

stenkister er blevet til eng." 

Tingbogscitatet er fra et møde, der den 4. 

september 1860 blev holdt på Thisted rådhus, hvor 

Hillerslev-Hundborg herredsting var sat. Mølleriejer 

Springborg i Bromølle havde på egne og øvrige 

lodsejerens vegne anlagt sag mod Chr. Krog, som man 

mente uretmæssigt udnyttede det tidligere søareal. 

Springborgs argument var, at sø-matriklen ved 

udskiftningen i 1801 ikke var tillagt Skovstedlund. 

Derfor måtte den tilhøre Skovsted bys ejerlaug som 

fælles, uskiftet ejendom. 

Chr. Krog var imidlertid rent faktisk i besiddelse af 

arealet, hvilket ikke tidligere havde været draget i tvivl 

af nogen domstol, så dommen kom til at lyde: 

"Thi kendes for ret. Indstævnte gårdmand Christen 

Krog af Skovstedlund bør for citanten møller 

Springborg med øvrige lodsejere i Skovsted, hans tiltale 

i denne sag, fri at være." 

Dommen blev anket til landsretten, der i 1862 

stadfæstede underrettens dom. 

Chr. Jensen Krog havde ikke kun juridisk 

medgang. Også når det gjaldt familieforøgelse, havde 

han held med sig. Og som sædvanligt på Skovstedlund, 

fristes man til at sige, så blev der født flest piger. Ved 

folketællingen i 1860 var der 7 børn mellem 1 og 16 år, 

og kun en af dem var en dreng. I 1864 kom dog endnu 

en dreng til verden. Han fik samme navn som faderen 

og senere gården i tilgift. I 1860 var der foruden 

familien Krog to tjenestekarle og en tjenestepige. 

I 1864 fik Chr. Krog ordnet papirerne, så hans kone 

kunne sidde i uskiftet bo. Denne handling må han have 

udøvet så at sige på dødlejet, idet han døde en uge senere 

af mavetæring. Af testamentet fremgår det, at der nu til 

gården hørte et stykke jord i Kløv, "Brohus kaldet", samt 

et stykke eng i Broeng. Der var også en parcel i Kåstrup 

samt part i Odgård på Skovsted mark, hvor der var mølle 

til. 

Efter Christen Krogs død i 1864 fortsatte hans enke 

med at drive Skovstedlund. Forholdet til Bromølle havde 

ikke lidt større skade af retssagen, end at hun af 

Springborgs enke i 1868 købte en mindre parcel, 16 c. I 

1877 blev arven på 4000 kr. udbetalt til den ældste søn, 

så på det tidspunkt blev det sikkert afgjort, at den yngste 

søn skulle overtage gården. 

Tidens tiltagende historiske interesse smittede også 

af på Ane Marie Krog, idet hun frivilligt foretager en 

fredning af "Skovstedlund Høj" i 1880. Ved 

folketællingen d. 1. febr. 1880 boede der "kun" 5 

mennesker på Skovstedlund. Husmoder og gårdejer Ane 

Marie Krog var 57 år og drev gården sammen med 

datteren Katrine på 18 og sønnen Kristian på 15 samt en 

tjenestepige på 15. Hun havde desuden en plejedatter på 

6 år. Det kan virke som lidt af en underbemanding, men 

måske har hun fået hjælp af den ældste søn Jens, der 

boede på Østergaard, hvor han i folketællingen betegnes 

som gårdejer og bestyrer. 

Østergård (senere Alfred Thomsens gård) var ifølge 

Anders Tousig skilt fra Skovstedlund i 1876. Når Jens 

Krog betegnes som både gårdejer og bestyrer, så var der 

måske tale om et driftsfællesskab i nogle år. Jens Krog 

gik senere fra gården på grund af spiritusmisbrug. Han 

drev en tid høkerforretning på arealet nord for Jens 

Vestergårds hus. Ifølge Karl Olesen lukkede han 

butikken, hvis han var fuld. 

I 18 86 overlod Ane Marie Skovstedlund til sin 

yngste søn Chr. Christensen Krog. Han skulle udrede 

arven til sine søskende samt yde aftægt til moderen. 

Denne aftægt kunne erstattes af et årligt beløb på 800 kr. 

I daglig omtale blev den nye ejer selvfølgelig kaldt Chr. 

Krog som sin far. Stavemåde var dengang ret tilfældig 

med hensyn til brug af C eller K i fornavnet, lige som 

efternavnet staves både med og uden "h" til sidst. 

Ved folketællingen i 1890 var Chr. Krog blevet gift 

med den 3 år yngre Mathilde Marie Larsen Oddershede, 

men der var endnu ikke børn i ægteskabet. Ud over 

moderen boede der også en tjenestekarl og en 

tjenestepige. 

Chr. Krog blev en kendt skikkelse i sognet, og i 

perioderne 1901-03 og 1917-25 var han sognerådsformand. 

Han var ejer af Skovstedlund i 20 år, men i 

1906 solgte han til Martin Skytte, der kom fra Kærup. 

Chr. Krog byggede en ny købmandsbutik i Skovsted og i 

1914 Overballegård. Grunden til salget af Skovstedlund 

skulle efter sigende være, at han havde engarealer, der 

blev berørt af Hovsør-dæmningen. Kr. Krogs mod-

Chr Krogh, 1864-1937 

stand mod dæmningen var så stor, at det skulle have 

medvirket til salget af gården. Den samme modstand 

gjorde også, at han måtte trække sig som 

sognerådsformand. 

Martin Skytte blev kun på Skovstedlund til 1913. 

Derefter flyttede han til Thisted, hvor hans første kone 

døde. Han overtog så Maren "Høker"s butik og ejede 

også en kort tid Kr. Krogs købmandsforretning, før han 

flyttede til Lindgård i Øster Vandet. Senere købte han 

Erling Klosters ejendom i Kjelstrup. 

Folketællingen 1911 

Selv om det kun var Martin Skytte, der boede på 

Skovstedlund ved folketællingen i 1911, så bringes her 

de tre familier, som har tilknytning til gården. Ved 

folketællingen boede alle tre familier i Skovsted. 

Fødselsåret nævnes som i folketællingen, men 

fødestedet nævnes kun herunder, når det er uden for 

Hillerslev sogn. 

Kristian Kristensen Krog, 1864 

Mathilde Marie Larsen Oddershede, 1867 

Kristen Krog, 1897 

Anne Marie Krog, 1899 

Peter Krog, 1902 

Martin Krog, 1903 

Birgith Marie Krog, 1906 

Ingeborg Krog, 1908 

Astrid Dagmar Krog, 1910 

Mads Ingvard Madsen, 1891, tjenestekarl 

Nikoline Larsen, 1891 i Hunstrup, tjenestepige 

Marie Kristensen, 1893 i Hansted, tjenestepige 

Martin Andreas Jeppesen Skytte, 1870 i Østerild 

Jensine Andersen Hove, 1871 i Lild 

Kristian Peter Skytte, 1903 i Østerild 

Agnes Cecilie Skytte, 1906 

Marry Andrea Skytte, 1910 

Edvard Kristensen Skaarup, 1888 i Lild, tjeneste 

karl 

Karen Jensen, 1891, tjenestepige 

Niels Peter Andersen, 1894, tjenestekarl 

Anton Tovsig, 1868 

Karen Bisgaard Andersen, 1877 

Anna Tovsig, 1900 

Kristian Peter Tovsig, 1901 

Anders Kristian Tovsig, 1902 

Karl Holst Tovsig, 1903 

Magnus Emil Tovsig, 1906 

Knud Larsen Sunesen, 1895, tjenestekarl 

Maren Overgaard Larsen, 1895 i Østerild, tjeneste 

pige 

Familien Tousig 

Anton Tousig købte i 1899 Østergård (Aalborgvej 

126), hvor Alfred Thomsen boede i mange år. Anton 

Tousig stammede fra Tovsig i Østerild sogn, hvorfra 

familienavnet stammer. 

I telefonbogen er familienavnet stavet med "v" som i 

stednavnet, men her bruges "u", sådan som Anders Tousig 

selv bruger det. 

Anton Tousig flyttede med forældrene fra Tovsig til 

Kjelstrup. De boede på Bellisvej i den ejendom, hvor 

Harald Pedersen bor. I 1899 giftede Anton Tovsig sig med 

Karen, der var datter af sognefoged Anders Bunk, som 

boede i den gård, hvor Andreas Rægård i mange år havde 

adresse. 

Da han overtog Østergård i 1899, blev alt kornet høstet 

med le og tærsket med plejl. Det meste af tærskningen blev 

foretaget om vinteren af en arbejdsmand, der fik 50 Øre om 

dagen samt kosten. 

Efter ca. tre år fik Anton Tousig en træmølle sat på 

laden til at trække et tærskeværk uden selvrenser. Kornet 

blev efter tærskningen renset i en rensemaskine, der blev 

trukket med håndkraft. Havren blev kastet op i luften inde i 

laden, så vinden gennem de åbne døre kunne skille korn og 

avner. 

Omkring 1910 fik Anton Tousig en slåmaskine til at 

høste kornet med. Det krævede tre til at binde op for at 

holde skåret frit. Negene blev sat sammen i traver, og når 

de skulle køres hjem, blev to neg bundet sammen (en 

tonni). Der var 30 tonnier i en trave, og man regnede tre 

traver til et læs (altså 180 neg). 

Ud over de nævnte børn i folketællingen fik Karen 

39

og Anton Tousig et barn, der døde som lille (født efter 

Karl). Samme år som folketællingen (1911) fødtes 

Holger, senere bager i Hillerslev. Til sidst blev der født 

to piger, Dagmar i 1913 og Jenny i 1916. 

Den 1. november 1913 flyttede familien Tousig til 

Skovstedlund. Østergård blev solgt til P. Oddershede, der 

senere kom han til Bromølle. Rent bygningsmæssigt var 

det et tilbageskridt for Anton Tousig, men med så mange 

drenge var det godt at få mere jord. Da familien flyttede 

til Skovstedlund, var der ingen vindmølle, selv om 

Anders Tousig kan huske, at der var rester af en 

vindmølle syd for laden. 

Som nævnt blev Anders Tousig født i 1902. Da han 

var færdig med Skovsted skole, var han hjemme godt et 

år og tjente derefter hos Niels Skårup i Skovsted fra 1. 

januar 1918 til 1. februar 1919. Derefter var han indlagt i 

seks uger på sygehuset for at blive opereret for brok. 

Efter at have været hjemme et stykke tid kom Anders 

som 18-årig til Peder Oddershede i Bromølle, hvor han 

var i to år. 

Fra Bromølle kom Anders Tousig til Laurits Sixhøj i 

Hillerslev, hvor han blev i ikke mindre end fem år. 

Lønnen var for det meste 725 kr. for en sommer og 300 

kr. for en vinter. Turen gik derefter hjem til 

Skovstedlund, hvor han i mange år arbejdede som karl, 

indtil han i 1941 overtog gården. I 1940 skulle den 

yngste datter Jenny giftes, og Ellen Margrethe Pedersen 

kom til Skovstedlund som tjenestepige. Hun blev født i 

Helligsø i 1914 og var ud af en søskendeflok på 12.I 

1944 blev hun gift med Anders, men hans forældre blev 

boende på gården indtil deres død. Moderen døde i 

december 45 og faderen i februar 47. 

Grethe og Anders Tousig klipper får i 1945 

Anders Tousig har fortalte om, hvordan arbejdsdagen 

var for en karl på Skovstedlund, dengang han var 

barn og ung. Når der var markarbejde, skulle forkarlen 

op kl. 4.30 for at fodre hestene. Før man gik i gang med 

arbejdet kl. 6, var der morgenmad, som bestod af kogt 

mælk med brød (der var i mælken eller smurt ved siden 

af). Kl. 9 var man inde at få kaffe og et stykke mad. 

Fra kl. 12 til 13.30 var der middagshvil. Til middag 

startede man med søbemad eller grød (f.eks. kærnemælkssuppe, 

sødsuppe, grønkålssuppe eller risengrød). 

Det sparede på kødet i hovedretten, som fulgte efter. Før 

man kørte i marken 13.30, fik man en tår kaffe. Kl. 

16.30 var der aftensmad, og derefter blev der igen 

arbejdet fra kl. 17 til 19.30. Herefter skulle karlen fodre 

heste ca. hver halve time indtil kl. ca. 22. Denne fodring 

kunne gå på skift mellem karlene, og manden kunne 

overtage den ved særlige lejligheder. Kl. 21 var der 

"nætter" (grød, måske kaffe). 

Grethe og Anders Tousig høster fra i 1946 

Karlene havde fri hver anden søndag eftermiddag 

og kunne så tage hjem på besøg. Det var ikke 

almindeligt, at man var hjemme juleaften. I julen 1918 

sad Anders Tousig alene juleaften sammen med Niels 

Skårups kone, Maren, fordi Niels og tjenestenpigen lå i 

sengen med spansk syge. Maren var højgravid og 

nedkom 3. juledag med sin yngste søn. Den spanske 

syge hærgede mange familier dengang, og Anders 

Tousig havde mistet sin ældste søster op til jul. 

Da Anders Tousig var ung, var der en halv snes 

køer på Skovstedlund. Mens han selv havde gården, 

nåede antallet af malkekøer op på det dobbelte. Anders 

lærte at malke med hånd, da han var 9 år, selv om 

malkningen dengang fortrinsvis var kvindearbejde. Han 

købte malkemaskine i 1945, og derefter blev malkningen 

et rent mandejob. På Skovstedlund var der altid 4 

arbejdsheste, men det samlede antal kunne svinge 

mellem 5 og 7 afhængig af, om der var hopper med føl. 

Sådan var det lige indtil 1959, da gården fik sin første 

traktor, en Ford Dexta. 

Bygningsmæssigt er det sket mange forandringer i 

dette århundrede. I 1913 var der endnu bindingsværk i 

en del af nordsiden af stuehuset. Det blev ret hurtigt 

udskiftet med mursten. I 1938 blev laden helt bygget om 

til en pris af knap 4.000 kr. Noget af det første, Anders 

Tousig gjorde efter overtagelsen, var at bygget et nyt 

østerhus i 1941. Det kunne gøres for 2.500 kr., fordi han 

kunne få statstilskud til byggeriet. Østerhuset blev 

indrettet til karlekammer, og der var plads til et par heste 

samt fåresti - senere blev det lavet om til grise. Det 

gamle østerhus havde været aftægtsbolig, og Anders 

Tousig kan huske, at der var kakkelovn og rester af 

gipsloft.

I 1961 byggede Anders Tousig ny stald til en pris af Grethe og Anders Tousig fik deres første barn, Ka 

85.000 kr. Ligesom med laden og østerhuset blev tøm- ren Marie, i begyndelsen af 1946. Derefter fik de en 

rerarbejdet udført af Alfred Petersen, Skovsted. I 1996 

blev stalden forlænget ca 20 m mod syd af den 

nuværende ejer, Michael Dalgaard. Ved udgravning til 

vejen syd for den nye staldgavl fandt han ca. 10 m syd 

for det sydøstlige hjørne rester af brændt ler og 

mursten. Det kan være rester af den teglovn, som 

Anders Tousig har hørt om skulle have ligget syd for 

gården. 

Da Anders Tousigs far købte Skovstedlund, var der 

en slåmaskine til at slå kornet med, men tærskningen 

måtte i begyndelse foretages af et omrejsende 

tærskeværk. Ret hurtigt fik han dog ved østenden af 

laden lavet en hestegang, der kunne trække en 

hakkelsesmaskine. Anders Tousig har hørt, at der 

tidligere havde været en hestegang inde i gården. I 1920 

blev der indlagt elektricitet, så gården fik en el-motor, 

der kunne trække tærskeværk og halmpresser. Omtrent 

Familien Tousi 

på det tidspunkt fik man også telefon - Skovstedlund 

havde nr. 21, Bromølle nr. 1 og Niels Skårup nr. 8. 

Da Grethe kom til Skovstedlund, var køkken- dreng, som døde kun 4 år gammel. I 1948 kom Richard 

forholdene yderst primitive. Efterhånden skete der dog til verden, og Hanne blev født op til julen 1951. Anders 

forbedringer, og det var et stort fremskridt, da hun i Tousig fortsatte som aktiv landmand højt op i årene. De 

1947 fik et gasbord med to apparater, vist nok de første i sidste høveder blev sat ud i 1974, men han fortsatte med 

Skovsted. Familien fik sin første bil i 1951, en mørke- at have svin indtil 1981. I 1992 blev Skovstedlund solgt 

rød chevrolet, der blev købt brugt for 5.000 kr. I den an- til Michael Dalgaard, og Grethe og Anders Tousig flytledning 

måtte Anders Tousig samme år erhverve sig tede til Hillerslev. 

kørerekort. Han nåede at have fem forskellige biler. 

Aftægtskontrakt. 

Ane Marie Kristensdatter, enke efter afdøde gårdejer Kristen Jensen Krogh af Skovstedlund, 

som ved Skøde af dags dato har afhændet min ejendom Skovstedlund til min søn Kristen Jensen 

Krogh, har betinget mig, så længe jeg lever, følgende Aftægt og underholdning. 

1. 

Til Juni dette år flytte jeg i den til mig berettede Bolig i Øster Huset, bestående af to 

Værelser, Køkken, Bryggers go Spisekammer, samt Rum til Ildebrændsel, for den øvrige 

Lejlighed. Ejeren af Gården er pligtig at holde Lejligheden i forsvarlig stand, både udvendig som 

indvendig. 

2. 

Når jeg flytte ind i min Aftægtslejlighed, er jeg berettiget til at medtage foruden mine egne 

Gang- og Sengeklæder, af Gårdens Ejers Indbo, Køkken og Bryggersskaber, samt Løsøre, alt hvad 

jeg finder at have brug for, hvilke Gjenstander Gårdens Ejer skal holde i god og forsvarlig stand. 

Efter min død deles mine Ejendele mellem mine Børn. 

3. 

Den årlige Aftægt til mig leveres sålydende: 3 td. Byg, 5 td. Rug, 3 td. Kartofler, 1 td. Malt, 3 

Lispund Osr, 12 snese Æg, 2 fede Beder til slagtning, Bederne skal veje mindst 4 Lispund, 5 Lispund 

fersk Flæsk, 8 pund tør Fisk, 3 ferske Torsk om Efteråret og 3 ferske Torsk om Foråret, 24 

stk. Ål, - pund stykker, 4 pund Røgtobak, 48 pund Kaffe, 20 pund Melis, 12 pund Kandis, 12 pund 

Puddersukker, 4 pund Te. 2 Skæppe Salt, 2 fede Gæs om efteråret á 10 Pund stykket, 8 pund Sæbe, 

12 pund Soda, og et læs Strøsand. Og i rette Bjergningstid, frit indbragt og opstillet i mit 

41

Brændselsrum, 6 Læs Skottetørv á 100 Snese pr. Læs, 2 Læs æltede Tørv á 60 Snese pr. Læs. I 

rede Penge 300 kroner årlig. 

Desuden 3 Potter nymalket Mælk daglig, som leveres om Aftenen, men skulle det træffe sig, at 

jeg eller min Pige ikke er hjemme, da er Ejeren pligtig til at opbevare Mælken til min hjemkomst, og 

da levere mig den. 

Rug, Byg, Kartofler, Smør, Ost, Kaffe, Cikorie, Te, Malt, Kandis, Puddersukker og Soda, 

Sæbe, Tobak og Penge ydes med en Fjerdedel hvert Års første Januar, første April, første Juli og 

første Oktober. Bederne slagtes om Efteråret i den bedtse slagtetid. Samtlige Gjenstande ydes i 

sunde og gode Vare med forsvarlig Mål og Vægt. 

4. 

Jeg forbeholder mig fri adgang til og afbenyttelse af Gårdens Bryggers med Brønd, Bageovn og 

Grubekeddel, med tilhørende Redskaber, samt ret til i Gårdens Have at tage de til min Husholdning 

fornødne Køkkenurter. Brændsel derimod til Bagning og Vask skal leveres af min egen Brændselsbeholdning. 

5. 

Gårdens Ejer er endvidere pligtig til at besørge Kørsel til og fra Mølle, at bage mit Brød og 

brygge mit øl. Jeg forlanger 20 Kørsler om Året til en Afstand af to mil fra Gården. Staldplads til to 

Heste om Vinteren, når jeg har Fremmede på besøg, og om Sommeren, når Kreaturerne græsse på 

Marken, da har jeg ret til græsning af to Heste, når jeg har besøg. 

Endvidere er Ejeren forpligtig til at yde mig fornøden Pleje, og forsvarlig opvartning, når jeg 

finder anledning dertil. Og jeg er berettiget til selv at fæste en skikkelig Pige til min opvartning. Pigen 

give jeg selv Kosten, mens Gårdens Ejer skal betale Lønnen til hende. Helst må Lønnen dog ikke 

overstige, hvad der er den almindelige Løn for en skikkelig Pige her på Egnen. 

Endvidere skal Ejeren hente Præst, Læge og Lægemedicin til mig når det forlanges, og betaler 

alle de fornødne udgifter. Og efter min Død besørge og bekoste mig en hæderlig og anstændig 

Begravelse efter Egnens Skik og Brug. 

6. 

Den forannævnte Aftægt og Underholdning ydes og nydes som foran bestemt på Gården 

Skovstedlund, men har jeg måttet blive tilsinds at flytte et andet Sted hen, er jeg med et fjerdingårs 

Varsel berettiget dertil, og Gårdens Ejer pligtig til i stedet for, som det er skrevet i Kontrakten de 

betingede Ydelser, at betale mig, så længe jeg lever, en Sum af 800 kr. Otte Hundrede Kroner årlig, der 

erlægges med en Fjerdedel hver den 1. Januar, 1. April, 1. Juli og 1. Oktober, et fjerdingår hver.

Kåstrup 

Kåstrup kirke, bygget o. 1170. Den ældste af dew to kirke i pastoratet

I en beskrivelse over Thy fra 1802, skriver 

sognepræst Knud Aagaard om Kåstrup sogn: 

Kåstrup sogn er et af de bedste og mest velhavende 

i Landet. God Jord med god Kornavl og Kløveravl, 

samt tilstrækkelig Tørvemose også til Salg, giver dets 

Beboere en Velstand, som røber sig i deres Gaardes 

Bygninger og ganske Forfatning, uden at udarte til 

Yppighed. 

Sognets Hartkorn er 87 tdr., og til hver tdr. 

Hartkorn er kun 4-5 tdr. Sædeland, men som er meget 

god. Desuden avles en del Hø i Kjærene og i Ballerum 

Kjær haves god Uddrift til Kreaturerne. 

Hele Folketallet er 167 Personer, som udgør 28 

Familier, hvoraf de fleste er Selvejere. 

Sognet bestaar af den ene Bye Kåstrup og den 

eneste eenlige Gaard Neergaard, der er på 14 tdr. 

Hartkorn, og kan faa 60 tdr. Hartkorn. I alt udgør 

Sognet 14 gaarde. Nogle Mænd i Kåstrup eje en Del 

Jord af tvende Gaarde paa Ballerum." 

I 1842 har agrarhistorikeren provst G. Sjørup også 

en beskrivelse over Kåstrup. Han beskrev sognets 

jorder, som gik for at være amtets bedste, af gammel 

hartkorn 87,2 og 0; nyt hartkorn 79,1 og 1/4. 

Sjørup: "- disse have et meget dybt Jordsmon som 

er muld, som er med en betydelig Overvægt af Leer, 

blandet med påkørt Sand, hvilende på et herligt 

Underlag af Leermærgel. Et stykke Jord Vesten for 

Kirken blev ved Boniteringen anseet for Normaljord i 

dette Amt - 

Dette var en beskrivelse af den gode jord, som 

stadig findes i Kåstrup. Hvad tørvemosen angår, husker 

jeg, hvodan der under landbrugskrisen i trediverne blev 

solgt tørv til både doktor og dyrlæge, skole og skrædder 

og som dermed var med til at holde landbruget kørende. 

Kåstrup. 

af Ellen Madsbøll. 

Under anden verdenskrig blev der igen solgt tørv, 

om end af en anden grund. Da var der jo mangel på 

ildebrændsel. 

Så kom den tid desværre, hvor mosen blev 

afvandet, og et rigt fugleliv gik tabt. 

Nogle Kåstrup-ejendomme 

Bente og Peder Oddershede Bachs ejendom på Kåstrupvej 

. 1 dag ejet af Ole og Mette Sloth Petersen 

I den ejendom, der ligger ved vejen lige inden vi 

drejer af til "Bisgård", boede i mange år Kirstine og Jens 

Toftdal. Det var for øvrigt mandens barndomshjem. De 

var velhavende folk efter den tid. På deres gamle dage, 

flyttede de til Hillerslev, hvor de selv byggede hus. 

Kirstine var for øvrigt i familie med den legendariske 

Stine Kusk (klog kone) fra "Kuskminde" i Nors. Efter 

Kirstines død fandt man forskellige redskaber og 

remedier, som var blevet brugt i lægekunstens tjeneste. 

Nu findes de på Thisted museum. 

Siden har ejendommen skiftet ejer adskillige 

gange, men en familie, som jeg især husker fra den tid, 

vi selv havde landbrug i Kåstrup, var familien 

Marcussen. Han var smed, og hun var lærer på fuld tid 

på Tingstrup skole, og med 5 børn i alderen fra 10 år 

og nedefter. Der var fart på, når fru Marcussen kom 

hjem med hele flokken. Yngstebarnet under den ene 

arm, og en bunke stile, der skulle rettes, under den 

anden. - 

Bente og Peder Oddershede Bach og deres eneste 

søn Kristian boede kun 2 minutters gang fra mit hjem. 

De boede der fra 1895 - 1950. Vi børn flokkedes om 

Bente, når hun kom på besøg. En gammel kone klædt i 

sort fra top til tå, men altid med noget spændende i 

tasken. Nu ejes gården af Ole Sloth Pedersen, der har 

fået den efter sine forældre Hilda og Erik Sloth 

Petersen

Poul Nedergaard 

NORDTHY 

Der legger en Land i det uddest Nordwest 

mæ Hied aa Kletter aa Kjae. 

Dæe mosler aa tomler den ewigw Blæst 

aa buser saa tit mo di Dae. 

Den klepper hvæ Tre i di Haw' 

aa brenger di Tækk a Law', 

den smutter ind po æ Kjergo 

aa lieger we Buhnfolks Graw'. 

Det knyger mæ Sne, aa det fyger mæ Saahn 

imell' i den Land mo Nordwest. 

Æ Hau bryder po mo Rewler aa Straahn, 

saa æ Jowr ka formelig rest. 

Da kryber do ind i di Stow', 

aant tør do snaahr ett wow'. 

Det dundrer huhl fræ æ Haukant 

we Awten, naa Folk skuld' sow. 

Men kommer Prins Forohr derop te æ Saahn 

aa vier mell' Kletter aa Hyw, 

da pynter den windoben Land sæ en Graahn, 

ja blywer en Gleh fo wo Yw'. 

Da skyder hvæ Ris aa hvæ Stro', 

det blomstrer we Eng aa we 0'. 

Da blinker æ Fywer mell' Bakker, 

der legger i Dis saa blo'. 

Æ Row wil teframm', den staar saa kry, 

no grønnes hvæ grob aa hvæ Told, 

Barn i Kåstrup 

af Poul Nedergård 

aa Lærker stiger mæ Sang mo Sky 

aa gi'r sæ dje Gleh i Wold. 

Da skriger æ Wib aa æ Tae, 

æ Ræw slekker Suel mæ sie Baer. 

Da gløder æ Klet der Wester 

som Guld i æ Awtenskjae. 

Men stakke aa arm er æ Sommergleh 

deropp i det uddest Nordwest, 

aa stadig legger æ Land tereh 

for æ Rag aa den ewige Blæst. 

- Men sprang do i Thylands Saahn 

som Knejt we di Mu'es Haahn, 

da længes do, siel aajer Palmer, 

tebaagh te di Hyw aa den Straahn! 

Olaf Nedergaard, Sakskøbing. 

Ja, Thy er i sandhed blandt perlerne i Danmarks 

farverige natur - og ikke mindst Nordthy, hvor jeg blev 

født i januar 1923 i Kåstrup, et lille sogn med omkring 

180 indvånere. Sammenlignet med Goliath og storebror 

en km mod syd er og bliver Kåstrup en David. 

Hillerslev med bager, brugsforening, møllebygger, 

slagter, cykelsmed, skrædder, mejeri, autoværksted, 

købmand, jernbanestation, stor kirke med præstegård og 

en stor skole var så afgjort uden for konkurrence, men 

Kåstrup har vi altid i hjertet! 

Når jeg nu skal forsøge at skrive om erindringer og 

tildragelser fra min barndom, skyldes det ikke utidigt 

overmod, men sker efter opfordring - og når jeg i det 

hele taget kan prente ord på papiret, er det nok snarere en 

Herrens tilskikkelse, i hvert fald hvad min far har omtalt 

ved flere lejligheder. I juni måned 1923 lå jeg trygt 

blundende i barnevognen med far manøvrerende denne 

hen ad den grusbelagte vej. Han mødte en gammel 

morlille klædt traditionelt i sort og med det obligate 

hovedtørklæde kun ladende øjne, næsetip og mund 

synlig. Stolt som far var, opfordrede han hende til at 

kigge på vidunderet inde under kalechen. Hun kiggede 

en rum tid, rettede sig op og sagde med oprigtig 

beklagelse i stemmen: "Bare han endda kunne dø!" Jeg 

er efterhånden kommet til den opfattelse, at selvfølgelig 

havde hun så inderlig ret - men hvad angik far, var han 

nok ikke helt enig med hende. Men jeg lever stadig i 

bedste velgående og kan altså forsøge at løse opgaven så 

godt som muligt. 

Jeg husker klart fra år 1929, men først lidt om 

Kåstrup, der for mig altid har været delt i to, nemlig 

"Wejsten fue æ bakk" og "Østen aa nur'en fue æ bakk" 

og med åen som naturlig grænse mod Ballerum. Vest for 

bakken ligger de mange og store slægtsgårde, og øst for 

bakken er den lille landsby med skole, smedje, nogle få 

almindelige huse, kirke - lille og kullet, men smuk. og 

atter nogle få store slægtsgårde. Der var dejligt i det lille 

samfund der øst for bakken såvel sommer vinter der

har jeg rod, derfra min verden går". 

Vinteren -29 var streng med masser af sne, og det 

var virkelig en oplevelse for os at se sognefogeden 

mønstre karlene, der skulle rydde vejen gennem byen, 

og som var mødt op fra hver gård. Af og til lod man vej 

være vej og stillede halmviske op ind over marken. En 

kanetur ad en sådan rute var noget, der kunne få hjertet 

til at banke hurtigere, når man sad der godt beskyttet 

under dækkenet med et par fyrige heste i fuld trav og 

kusken stående bag sædet og klangen af bjælder 

ringende for ens øren. En oplevelse jeg kunne unde 

nutidens børn! 

Jeg kunne lide at komme der vest for bakken på de 

store gårde, og nok var alle gårdfolk i ordets bedste 

betydning, og nogle af dem med rødder langt tilbage i 

tiden, men jeg sansede alligevel hurtigt, at atmosfæren 

og den måde, man levede på, var udtalt forskellig fra 

gård til gård. 

Der var især en gård, hvor alt var helt anderledes 

end på de øvrige gårde. - Her levede tre generationer 

under samme tag, Gammelfaae og Gammelmue, Jens 

Larsen og Ane Marie Larsen - Lars Kristensen og Marie 

Kristensen samt børnene Jens, Mary, Alfred og 

Johannes. At komme her var som at blive sat 50 til 100 

år bag ud i tiden. 

I æ folkstouw stod den store væv, der fyldte næsten 

en tredjedel af stuen, og hvorpå man vævede gedigent 

vadmelstøj. I bryggerset var den indbyggede bageovn, 

hvori man blandt andet bagte de specielle kovringer, der 

var én af delikatesserne op til jul. Her var også, når 

sæsonen var inde de tre store bryggekar, hvori man 

bryggede øl, der var både en særdeles kraftig og 

velsmagende drik, der altid var i top for selv den mest 

kræsne gane. Elektricitet fik man først efter krigen, men 

klarede sig med petroleumslampen i stuerne og ellers de 

hjemmestøbte tællepråse, der lod bryggers og køkken 

henligge i et ret så eventyrligt halvmørke. Man gik på 

wc i kostalden bag rumpen af køerne og var således i 

fuld overensstemmelse med naturens orden. Men for os 

børn var det en helt enestående fascinerende verden 

åben for øjnene af os - hvor var det dog dejligt at 

komme der og i øvrigt altid blive mødt og modtaget med 

oprigtig gæstfrihed. Gården ligger der stadig, men da 

sønnen Alfred, der var en dygtig og driftig landmand, 

efter krigen overtog den, blev den hurtigt ombygget og 

moderniseret og skiftede fuldstændig karakter, men to 

gode traditioner blev heldigvis bevaret: den udtalte 

gæstfrihed og det gode øl!! 

De mennesker, der boede der vest for bakken på de 

store gårde, var alle højt respekteret og værdsat af deres 

naboer i landsbyen øst for bakken. 

Specielt ved to lejligheder mødtes man mand af 

hus fra vest og øst, nemlig "Kjørmes Awten" i skolen 

for at ordne udlejningen af "æ Lergraw" og bagefter et 

slag kort, whist, og en kop kaffe, og hvor lejligheden 

bød sig til udveksling af meninger om dette eller hint og 

også lidt politisk konfrontation, altsammen indimellem 

krydret af ret så ramsaltede bemærkninger, der nok af og 

til kunne få ens små drengeøren til at stå på vid gab, som 

man sad der musestille i en krog håbende, 

at far var så optaget, at han helt glemte ens normale 

sengetid. 

Den anden lejlighed var valgdagen, hvor 

afstemningen foregik i skolestuen, og hvor de 

tilsynsførende sad ved det lange bord med listerne med 

stemmeberettigedes navne noteret. Højdepunktet indtraf 

om aftenen, når stemmerne skulle tælles op. Også her 

faldt af og til en bemærkning, der nåede mine øren 

derhenne i krogen. 

Hvem var så de estimerede mennesker, der levede 

rundt om på gårdene her? Jo, i "Vestergård" boede 

familien Kristen Oddershede og Ane Oddershede (f. 

Neergård Jensen) og børnene Lars, Karen og Jensine og 

ikke at forglemme den store Sankt Bernhardshund, som 

jeg nærede stor respekt for, men Jensine kom altid til og 

bjergede mig, inden læberne bøjede nedad i begyndende 

flæben, og kagekassen og den røde sodavand fik mig 

hurtigt på højde med mig selv. Deres nabo ca. 100 m 

borte var Peder Oddershede Bach og Bente Marie Bach 

med sønnen Kristian, - jeg husker Bente tydeligt, et lille 

og tilsyneladende skrøbeligt menneske, også hun stod 

med kagekassen og sodavand klar, før jeg var nået 

mange skridt ind i køkkenet. 

Nord for dem lå ret så tæt på den tredje store gård, 

og her boede Karl Syverin Dalgård og Mariane Dalgård 

(f. Vigh) med børnene Laurids, Anna, Signe, Ellen og 

senere, da Mariane efter mandens alt for tidlige død 

havde giftet sig med Jens Madsen, kom datteren Ida til. 

Længere mod nord på den anden side af vejen fra 

Kåstrup lå to store gårde. På den nærmeste levede 

familien Anders Chr. Andersen og Maren Andersen med 

børnene Mikkelsen og Anders og pigerne Karen, Marie 

og Agnes. Anders og jeg kom meget sammen, og 

specielt i vintermånederne var laden for os et sandt 

eldorado, hvor vi rigtigt kunne udfolde os. Vest for 

kostalden var den store mødding, og her dannede sig om 

efteråret og vinteren en stor pøl eller dam af 99% ajle og 

en procent regnvand. - Det var også her, ænderne gik frit 

omkring, og det store, aflange ædetrug var placeret. 

Anders og jeg fandt hurtigt ud af, at truget egnede sig 

fortrinligt til at sejle i! Vi kunne krydse "dammen" ved 

hjælp af en lang stage. Herligt! ! Men engang, da Anders 

var på vej tværs over dammen, tippede han over midt 

ude og gik, som man sagde dengang: "hiel åjer låg!" Jeg 

husker grant hans mor Marens ansigt, da vi kom ind i 

bryggerset med "gotten" Anders afgivende en odeur, der 

var alt andet end lige parfume - og også, at jeg skyndte 

mig at sige, at jeg nok hellere måtte se at komme hjem, 

da klokken jo var mange - med skam at melde var den 

nøjagtig 14.30!! 

Et par hundrede meter vest herfor lå gården "Ny 

Neergård", og her boede familien Peter Bach og Else 

med børnene Lars, Marianne (Manna), Jensine og 

broderen Michael. Også her kom jeg rigtig meget, og 

igen var det laden, der trak. Anders, Michael og jeg 

legede sammen, lavede af og til rigtige drengestreger, og 

vi besøgte også Ballerum købmand, hvor vi kunne købe 

cigaretter, 10 styk for 25 øre - tænk engang! - Jeg blev 

altid særdeles vel modtaget disse to steder, degnens 

dreng,

som jeg jo var - men sandheden i ære nok også af og til: 

"en regti' skide knæjt!". 

Østen for bakken 

Hvordan var det så østen for bakken?? Det var jo 

her, jeg for alvor hørte hjemme. - 

Der var to steder, der som en magnet tiltrak os 

drenge, nemlig smedjen og mosen, i daglig tale "æ 

kjaer". I smedjen virkede Jens Peter Jensen, en meget 

dygtig og solid håndværker, virkelig en mester i sit 

arbejde, så titlen smedemester med streg under mester 

var afgjort berettiget. Det var en oplevelse for os at se 

ham omdanne et stykke råjern til en perfekt hestesko 

med hammeren i hans stærke næve dansende på 

ambolten imellem de afgørende slag på det glødende 

emne. 

Han mestrede også hesteskoningen til fulde, men af 

og til skete det, at de store og bomstærke belgiske heste 

bogstavelig talt gjorde sig ud til bens, så de måtte ind i 

bjælkebåsen uden for smedjen, hvor Jens Peter og 

svenden efter megen anstrengelse fik benet på hesten, 

som regel bagbenet, surret fast til sidebjælken med solidt 

reb, men ikke altid nok - så måtte svenden have fat på 

den korte stok med den tynde rebløkke 

("hestebremsen"), og med et snuptag sad denne om 

hestens bløde overmule, et par omdrejninger, og hesten 

var fuldstændig passiviseret. Vi syntes nok, det var synd 

for den - en slags "tommelskrue", der vel kan 

sammenlignes med sporerne på rytteres ridestøvler. 

I det hele taget var smedjen et samlingssted for 

bønder og andet godtfolk, og da rutebilen begyndte sin 

daglige rute Frøstrup - Thisted, og smedjen var fast 

stoppested, var der altid noget at se på og nyheder for 

små øren. Jeg kom tit i privaten hos smeden og smagte 

nu og da smedekonen Kristines velbelagte 

mellemmadder, når formiddagskaffen blev serveret i 

køkkenet. Kristine sad altid med kaffen i underkoppen i 

den ene hånd og en sukkerknald i den anden og med det 

grånende hår, der nåede hende til lænden, slået ud - jeg 

så aldrig nogen anden med en sådan hårpragt, husker 

jeg. Der var syv børn, hvoraf jeg kom meget sammen 

med Hjalmar, hans storebror Graves døde kun 12 år 

gammel før min tid - pigerne var Elna, Rigmor, Dagmar, 

Andrea og Sigrid. Som voksen overtog Hjalmar 

smedeforretningen. 

Mosen eller "æ kjaer", det ret store område øst for 

Fjerritslevbanen, var året igennem en afvekslende 

verden, der for alvor optog os med sit rige fugle-, dyre- 

og fiskeliv. De forskellige gårde havde hver sin moselod 

og derfor en del af deres arbejde der. Det var interessant 

for os drenge at følge arbejdet om sommeren, når 

tørvene skulle graves. Man brugte et specielt redskab, 

der tog et bjælkeformet stykke af den bløde mosejord op. 

Stykkerne blev lagt i lange rækker og med et andet 

specielt redskab hugget igennem til tørvestykker, der så 

skulle ligge til tørring og senere sættes i stakke, i sig selv 

et kunstfærdigt byggeri, der nåede en anelse over 

mandshøjde. En oplevelse var det at få lov til at køre 

med hjem til gården på toppen af et sådant læs tørv. 

Bløde tørv kaldte man dem til forskel fra de hårde tørv 

fra Kaas. I køkkenet havde man komfur og i stuerne 

kakkelovn - man tændte op med de bløde tørv. Den helt 

store spænding opstod, når man nåede ned til 

tredjesidste rundkreds af tørvestakken med løst 

henkastede tørv i bunden. Disse tørv løftede man altid 

med en vis forsigtighed, da der mangen engang var en 

hvæsende hugorm eller to i bunden. 

Dengang var der altid mange vildænder i mosen, og 

om vinteren så vi de smukke svaner i elegant kileform 

på træk nordfra. Ænderne havde deres reder ude i 

vandet i sivkanten, og der kunne vi ikke komme ud. En 

eneste gang fandt vi en vildande-rede på fast grund og 

oplevede at se de nyklækkede unger vandre hen til 

nærmeste mosehul og plumpe ned i vandet, og til vores 

store overraskelse omgående dykke ned og først komme 

op fire fem meter ude nær sivkanten. Der stod gedderne 

på lur, og ikke alle undgik rovfiskenes skarpe, 

sylespidse tænder. 

Jeg må indrømme, at vi tillod os at "låne" den 

fladbundede pram, der lå halvvejs skjult i sivene i den 

store dam længst østpå i mosen. Her var vanddybden en 

meter, sine steder lidt mere. Selvfølgelig gik det galt en 

skønne dag, og vi stod i vand lidt over livremshøjde. 

Gode råd var dyre, men heldigvis var der en stak tagrør i 

nærheden. Det meste af den gik op i luer, og tøjet tørret 

så meget, at vi turde vise os hjemme. Det var virkelig 

spændende for mig, da far så absolut levede op til det 

Familien Nedergaard

gamle ordsprog: "Den man elsker, tugter man!" Som i 

dag Hans kongelige Højhed, Kronprinsen, savnede 

heller ikke jeg faderlig kærlighed. 

På den sydøst-vendte jernbaneskråning mod 

Hillerslev var der dusinvis af hugorme. Når lokomotivet 

med mange tungtlastede godsvogne på slæb asede sig 

vej op ad bakken med gnister fygende op af skorstenen, 

skete det ofte, at det tørre græs på jernbaneskråningen 

stod i lys lue, og så kom hugormene frem på vild flugt. 

Villy og jeg fiskede også i mosen. Skaller var et 

taknemmeligt bytte, da de bed på så at sige alt. Derimod 

gedderne, de var svære at fange. Det hændte, når en 

undermåler af en skalle var på krogen, at en forslugen 

gedde snuppede skalle med krog og det hele, og vi 

således fangede to fisk på én gang, men ellers tog vi 

gedderne med savjernet, lysteren i fagsproget, men dette 

redskab skamferede ofte fisken alt for meget. 

Villys forældre, Jens Grønkjær og Marie, ejede 

Kirkegård i Kåstrup, og her mødte jeg også Villys 

storebror Harald. Forældrene var rare og venlige 

mennesker, og jeg kunne vældig godt lide at komme der. 

Måske var det især, fordi man der havde lov til at gøre 

ting, der var aldeles utænkelig andre steder, f.eks. at 

skyde, ikke blot med luftbøsse med de små spidshagl, 

men så sandelig også med salonriffel, der med de 

langtrækkende patroner var et virkeligt farligt våben for 

knægte på vores alder. Det var nok rent og skært held, at 

vi ikke forårsagede ulykker ved omgangen med disse 

våben. - 

Jeg havde dengang stor fornøjelse af min kajak 

med det kongelige navn "Rex". Den sejlede jeg med på 

åens vande, åen, der startede øst for Smedegård i Tved, 

og jeg tog da også nogle gange turen østover forbi 

Bromølle og udover til dæmningen ved Hovsør. 

Strømmen var på udturen "motoren", der skulle kun 

korrigeres af og til med pagajen - men hjemturen 

krævede sin mand. Åen var sine steder for smal til, at 

man rigtig kunne padle, og så var den eneste udvej 

simpelthen at trække kajakken efter sig gående deroppe 

på brinken. Om vinteren havde jeg kajakken hjemme 

oppe på loftet til eftersyn og nymaling. 

Nærmeste nabo til skolen var foruden smeden med 

husstand familien Jens Kanstrup Gravesen og Laura med 

børnene Elise, Maren, Herdis, Inge, Kristian, der 

druknede kun 21 år gammel i Sverige, og Thomas. Den 

ret så høje lade var vores foretrukne legeplads. Specielt 

en nok ikke helt ufarlig leg optog os. Om vinteren, når 

avlen var i hus, kravlede vi op i den ene ende af laden, 

hvor halmen var "lajet opp" til underkanten af 

hanebjælkerne, og så skrævede vi ud via bjælkerne, til vi 

nåede det "gulv", hvor der i bunden kun lå løst halm i 

halvanden eller to meters højde - og så sprang vi, det 

krævede mod. Jeg husker engang, da vi havde besøg af 

familie fra Sjælland fra præstegården der, at vi havde 

fået min kusine lokket op med op og ud, hvor der var 

langt at kigge ned. Hun blev rigtig bange og turde ikke 

springe, men hvad værre var - hun turde heller ikke gå 

tilbage!! Jeg tror, hun stod der skrævende fra bjælke til 

bjælke, indtil hun var så træt af den anstrengende 

stilling, at hun lod sig dumpe. Første og eneste gang, at 

hun vovede springet. - I øvrigt var Kanstrup en dygtig 

gårdmand med et fantastisk tag på heste og derfor en 

suveræn kusk, hvad især min far var betaget af. 

Engang standsede han et par skræmte, løbske heste, 

der med en arbejdsvogn slæbende efter sig i fuldt 

firspring og med fnysende næsebor kom gungrende hen 

ad den slagne landevej. Han stillede sig simpelthen med 

udbredte arme midt ud på vejen, alt imens han talte 

beroligende ord mod dem - og miraklet skete: de to store 

arbejdsheste sagtnede det vilde løb og stod bomstille et 

par meter foran ham. Han fik fat ved grimetøjet af den 

ene hest, og stadig snakkende til dem fik han dem vendt 

på vejen og kunne lede dem hjem til gården, de var 

stukket af fra et par hundrede meter borte. Hvad karlen, 

der stod der ved møddingen med røde øren, blev belært 

om er ikke godt at vide!! 

Nærmeste nabo til familien Kanstrup var min onkel 

og moster i Knakkergård, Jens og Elisabeth Vigh med 

min kusine og fætter, Lissen og Preben. Her var årets 

clou, når kornhøsten skulle tærskes. Kornet stod i fire 

store og høje stakke uden for laden og placeret, så 

tærskemaskinen kunne stå mellem disse. Sent på 

eftermiddagen, før slaget skulle stå, ankom 

dampmaskinen, tærskeværket og halmpresser trukket af 

kraftige heste. Dampmaskinen samlede al vores 

interesse, og den sortsmudskede fyrbøder var absolut det 

store idol for os blandt de ellers mange folk, der mødte 

op til arbejdet. Også kornbærerne beundrede vi, når de 

fik en sæk på ryggen og ret så ubesværet hastede den 

forholdsvis lange vej gennem laden, over gårdspladsen, 

ind i stuehusets bryggers og op ad den stejle trappe til 

loftet, hvor kornet var lunt og tørt placeret. Det hørte 

også med, at der faldt et par godbidder af til os drenge, 

når tærskeholdet holdt pause og blev beværtet af husets 

frue med tjenestepige og andre tilkaldte hjælpere. 

Den helt store magnet, der i sæsonen tiltrak ikke 

bare drenge, men også rigtig mange voksne mænd med 

"drengen" i hjerte og sind, var dog det 

selvtransporterende lokomobil i Skinnerup - det var 

cykelturen derhen til min onkel mere end belønning: det 

var godt nok maskineri, der kunne få hjertet til at slå 

hurtigere, ja vi måtte tilstå, at vi syntes, at noget af 

glansen gik af dampmaskinen derhjemme i Kåstrup, selv 

om vi selvfølgelig fulgte den trofast rundt til de 

forskellige gårde, hvor den arbejdede. Nok var der en 

mølle på så at sige hver eneste gård, men først efter 

krigen, da elektromotoren vandt indpas, rykkede 

tærskeværket ind i laden, og kunsten at sætte kornet i 

stak døde ud. - 

En helt anden verden dumpede man ind i, når jeg 

med mine forældre og min søster var inviteret på besøg 

hos gudmor på "Østergård". Her boede Jesper Th. 

Oddershede og Kristine Oddershede med børnene 

Marius, Iversen, Richard, Harry, Johannes og søsteren 

Anna, der tog sig kærligt af mig, når jeg dukkede op 

alene på gården, og sørgede for, at jeg kom hjem igen til 

tiden, ellers risikerede jeg bare det der med den faderlige 

"kærlighed" ret så kontant udmøntet! Vi glædede os 

meget, for kaffebordet med de hjemmebagte delikatesser 

var værd at gå om bord i og bagefter - så skulle vi

alle ind i den fine stue, og her skete der noget helt 

særligt, som vi ikke oplevede andre steder. Her stod 

nemlig klaveret, harmonikaen, og oven på klaveret 

paraderede violinen og trompeten. Og som de drenge 

kunne spille, og Iversen var en ret så habil sanger. En 

times tid eller halvanden gik, syntes vi, bare alt for 

hurtigt. 

Jeg kom en del sammen med den yngste, Johannes, 

der var nogle år ældre end jeg. Han havde en masse 

elektriske artikler og lavede ting, der nok kunne få mig 

til at tabe både næse og mund. Et år illuminerede han 

havens store træer med hundredvis af kulørte lamper. 

Aldrig set før. Han tog mig også med op på loftet i det, 

han kaldte sin hule, og der var sandelig meget at se på. 

Jeg var stolt, når han engang imellem lod mig hjælpe til 

med at lave de hjemmerullede cigaretter, som han solgte 

næste dag på realskolen i Thisted. Gad nok vide, om den 

slags foreteelser kommer ind under begrebet 

kreativitet?? Jeg var stolt som en pave over at være 

i it t 

Kåstrup skole, hvor Poul Nedergaard voksede op. I 

dag ejes skolen af Ole Gregersen og Kristine Keiding 

med, når hans kammerater fra skolen i Thisted til hans 

fødselsdag alle mødte op, såvel piger som drenge, og så 

var et af programpunkterne en tur ud i mosen. - 

To små stykker agerjord omgærdet af diger grænsende 

tæt op til skolen, det vestligste umiddelbart på nordsiden 

af skolens legeplads, og det østligste langs med de store 

træer mod nord af skolens ret så store køkkenhave. 

Disse agre tilhørte Brund Sørensen, der havde et mindre 

og veldyrket landbrug. Hans søskende Niels G. 

Sørensen og søsteren Margrethe boede lidt længere mod 

vest i byen på nordsiden af "æ Naerwej", og her fik 

Brund sin middagsmad hver dag, da han levede alene i 

det lille landsted. Han var et virkeligt rart menneske, og 

vi kunne lide ham, da han altid havde tid til og var parat 

til at snakke med os, når vi gik op til ham i marken ved 

den tid, hvor han skulle flytte kreaturerne, der stod tøjret 

der. - 

Om efteråret og også om vinteren besøgte jeg tit 

Brund ved den tid, da dyrene skulle røgtes. Jeg sad ude i 

laden og rensede gulerødder og skar dem i passende 

stykker og bar dem så i spanden ind i stalden, hvor de 

blev serveret som ekstra godbidder til kalvene - Brund 

var glad for dyr. Han var jævnlig af mor inviteret ind på 

en kop kaffe med nybagt julekage, og en dag sad vi da 

som så ofte før med far for enden af bordet og Brund på 

den ene side og jeg overfor på den anden. Vi var i gang 

med kop nummer to, da min søster kom farende ind fra 

køkkenet og hoppede op på skødet af far. Der sad hun så 

og studerede selskabet lidt, og så lød pludselig den klare 

barnerøst gennem snakken som følger: "Brund, æ tøws 

gue nok ett do æ næ' så pæn som min faer!" Tableau!! 

Hvordan far på diplomatisk måde prøvede at redde 

situationen, husker jeg ikke så nøje, men det var vistnok 

noget med, at han jo altid var nybarberet hver dag - og i 

øvrigt gik til frisør hver fjortende dag, tiltrængt eller ej - 

mens Brund jo havde skæg og garanteret ikke pomade i 

det sparsomme hår. Men jeg kunne lide Brund, som han 

var! 

Dengang var verden langt mindre konform og 

reguleret end nutidens Danmark - der var virkelig plads 

til og for mennesker, der var anderledes i enhver 

henseende, og de var i det lille samfund ikke blot 

accepteret, men også respekteret. 

En af dem var P. Sunesen, eller som han benævnes i 

daglig tale : "Bette Pier". En tilsyneladende skrøbelig 

mandsling, der boede alene på nordsiden af "æ Naewej" 

i et aflangt hus med tømrerværkstedet i den vestlige 

halvdel. 

Han var en fuldblods eneboer og lod ingen komme 

indenfor, hverken høj eller lav, - og det var ham, der 

satte nyt glas i skolestuens vinduer, når som vi påstod, 

en dum bold var røget igennem. Han gik også på jagt i 

mosen, hvor han desuden satte ruser ud. Varmen 

indendørs om vinteren holdt han nok fortrinsvis ved 

hjælp af flasken med livets vand. Forår, sommer og 

efterår opholdt han sig gerne på jordstykket ud mod 

vejen, hvor skolebørnene, der kom fra gårdene vest for 

bakken, jo passerede forbi to gange om dagen. 

Han var et venligt menneske, der ikke var sky over 

for børn, og han slog gerne en snak af med dem, når de 

passerede forbi. Grunden vest for huset, på tre sider 

skærmet af høje træer, havde engang været en have, men 

henlå som et rent vildnis med et lysthus halvvejs gemt i 

det nordvestre hjørne - og så var der pæretræet. Pier 

kunne godt være spendabel og forsyne skoleeleverne, 

når de var på vej hjem efter skoletid. 

Men drenge er nu engang drenge! Jeg har virkelig 

fortrudt, at jeg sammen med de øvrige i banden besøgte 

træet med selvforsyning for øje. Det har dog hjulpet 

gevaldigt på den grimme smag i munden på mig, at min 

onkel fortalte mig følgende, han oplevede for ca. tyve år 

siden. 

Han sad på terrassen i haven en dejlig sommerdag, 

da en håbefuld ungersvend tolv, tretten år gammel - i 

øvrigt søn af en politibetjent i samme kvarter - pludselig 

brød gennem hækken. Han stoppede brat, ret så 

konsterneret, da han så min onkel, men fik dog 

fremstammet: "Du kunne vel ikke sige mig, hvor I har 

jeres ærter?" Jo, lød svaret, de står som altid længst nede 

i haven med en masse dejlige bælge, men næste gang du 

kommer, så gå lige til bagdøren først og spørg, om vi har 

overskud! Denne lille hændelse fra det virkelige liv godt 

og vel tredive år efter min egen drengetid har siden 

sparet mig for visse anfægtelser. -

Der var også andre i det lille samfund, der ligesom 

katten på vejen helt igennem var deres egen. Marie 

Gregersen, en ældre kone, der drev et lille landbrug 

sammen med Musse, der for længst havde passeret 

pensionsalderen, en Nordbagge var det. Når den fra 

engen kom asende med den tohjulede kærre med en lille 

klat hø og Marie på toppen af "læsset", var tempoet så 

adstadigt, at et studespand ville synes at være et par 

fyrige køreheste. Hun var faktisk en rar kone, syntes vi, 

men havde nok ikke altid så nemt ved at begå sig blandt 

de lune bønder med deres specielle form for humor. - 

Desuden var der Skrædder-Marie, der gjorde sig nyttig 

på mange måder, og gamle Lise og Niels Hove. Lise 

passede undertegnede og min søster, når far og mor var 

inviteret ud om aftenen. Hun anbragte sig fuldt påklædt 

oven på dynen i fars seng og havde mig sovende de 

uskyldiges (?) søvn nær ved hånd. Familien har fortalt 

mig, at når de kom hjem, og jeg vågnede, sagde jeg 

altid: "Lise, husk nu at vende hovedpuden, så den er 

kold,når far skal i seng." 

Ovenstående er i glimt erindringer og tildragelser 

fra min tidlige barndom, og jeg havde sandelig en dejlig 

barndom og et hjem i skolen, hvor mine forældre levede 

Vor barndoms skolevej. 

op til det gamle ord: ... "kun få er som far, og slet ingen 

som mor!" Ord, der dengang nok stadig havde deres 

fulde valør. - 

De mennesker, jeg har omtalt her, vil jeg gerne vise 

min respekt, men også en vis form for taknemmelighed, 

ved fra Havamal = den Højes, dvs. Odins Tale fra 

Eddahåndskriftet, hvori menneskers forhold til hinanden 

i den nordiske oldtid er beskrevet, at citere følgende: 

"Fæ dør, 

Frænder dør, 

selv dør du med. 

Et jeg ved, 

der aldrig dør, 

Bedømmelsen af hver afdød." 

§§§§§ 

BAUTASTENE 

STÅR EJ STIEN NÆR, 

REJSER EJ SLÆGT DEM FOR 

SLÆGT. 

(Havamal) 

Erindringer fra en svunden tid 

Vejene i Kåstrup var ikke så nemme at færdes på 

for mange år tilbage. Sidst i tyverne og først i trediverne 

var vi en flok børn fra nogle hjem vester i Kåstrup, som 

skulle ned "i byen", hvor skolen lå. Først skulle vi op til 

lergraven, så igennem "æ Navej", og da det var den ene- 

"æ Navej" 

af Ellen Madsbøl 

ste vej fra gammel tid, lå her nogle småejendomme, 

hvor der hovedsageligt boede ældre mennesker, som vi 

børn havde det bedste forhold til. 

Vi husker nok allerbedst 

Per Sunesen. Han var eneboer, 

tømrer og jæger, ikke mindst 

det sidste. Hans jagthistorier 

var spændende, f.eks. drev han 

odderjagt ved Kåstrup Å. Han 

havde også en frugthave, og 

når pærerne var modne, kom 

han ud af huset med hænderne 

fulde, når vi kom forbi fra 

skole. Det har vi ikke glemt 

ham. Lige neden for Per 

Sunesen boede et søskendepar, 

Margre-the og Niels, hvis 

forældre havde haft 

Høkerhandel der på stedet. 

Per Sunesen med 

sin hund 

De var godheden selv, og vi fik tit en snak med 

Margrethe. Hun var så glad for blomster, og jeg husker 

hendes fine fløjlsaurikler. - Niels kunne spille på violin, 

og der blev somme tider sendt bud efter ham, når vi var 

samlede til børnefødselsdag om vinteren - så blev der 

danset til. 

Kåstrup skole lå midt i byen og vejen dertil gik let, 

for vi var jo glade for at komme der. Lærer Nedergaard 

var en livlig, humoristisk og udadvendt lærer, og vi var 

lutter øren, når han fortalte morsomme historier fra sin 

egen skoletid på Thisted Realskole. - Men, næstefter

lev der arbejdet seriøst og vi fik en grundig 

undervisning i dansk, regning, geografi og historie 

kunne han fortælle, så det blev levende for os. 

Ved festlige sammenkomster var familien fra skolen 

altid selvskrevne gæster, og ved sådanne lejligheder tog 

lærer Nedergaard gerne ordet, og ingen kunne som han 

holde en festtale med både alvor og munterhed. Lærer 

Nedergaard kom til Kåstrup 1922, og vedblev at være 

lærer der, til centralskolen i Hillerslev blev bygget 

omkring 1960. Da kom børnene fra Kåstrup til at gå i 

skole der, og lærer Nedergaard kom til at undervise i 

nogle år deroppe. 

For øvrigt var der en vis højtidelighed over, når vi 

skulle have eksamen ved provst Hilden. Vi stod ude på 

skolepladsen og ventede, og omsider kom bilen, og ud 

steg en fire-fem sortklædte mænd, med provsten i 

spidsen. Han vendte sig mod os og sagde med et lunt 

blik: "Tror I nu også, I kan klare jer for de Brundbørn?" 

Det troede vi nok ikke, men - - 

Langs med vor skolevej groede der masser af vilde 

blomster, som f.eks. hjertegræs, hvidkløver, blå 

klokkeblomst og himmerigsnøgler. Men efter, at vejen 

ikke er blevet benyttet i mange år, ligger den nærmest 

hen i uigennemtrængelig vildnis af brombærranker, vild 

kørvel, hvidtjørn, selvsåede æbletræer o.m.a., så det er 

ganske sikkert et sandt eldorado for fuglelivet. 

Jul i Kåstrup for ca. 65 år siden. 

Vi følte i høj grad, at nu var det jul, når vores 

farmor blev hentet i ponyvognen den 24. december 

om eftermiddagen, og så blev hos os alle 

juledagene. Og på værelset, hvor hun skulle bo, 

blev der fyret ekstra godt i kakkelovnen, så der 

kunne være varmt og hyggeligt. Farmor kom ikke 

med en kuffert i hånden, nej, hun havde altid en 

stor bylt under armen, og det var et tørklæde, der 

var bundet fra hjørne til hjørne indeholdende 

hjemmestrikkede ting, som strømper og fine 

vanter, og så altid en æske med julelys af de 

snoede, som vi syntes var lidt finere end dem, 

vores mor købte. I mit barndomshjem havde 

farmor selv været barn og ung, og kone på gården 

fra 1858 til 1915. Nicoline Dahlgaard blev 92 år 

gammel, og vi fem børnebørn holdt utrolig meget 

af hende. 

Men, i tiden forinden den 24. december var der 

tegn i sol og måne på, at nu nærmede os julen. Alle de 

gøremål, der var i et landbohjem, hvor alt var 

hjemmelavet. Slagtning af ænder, får og gris, øl blev 

brygget, bagningen var et stort område for sig, vi var jo 

mange hver dag, for ikke at tale om rengøringen. Jeg 

husker endnu duften af nyferniserede gulve og hvidtede 

vægge. 

Fra brugsforeningen begyndte varerne at komme i 

poser med nissetegninger på, af tegneren Louis Moe, og 

blev en pose tømt, var der altid rift om den. 

Om aftenen samledes vi om langbordet og klippede 

julestads, og da kunne det ske, at vi havde fået en ny 

pige i huset til 1. november, som kom med inspiration til 

nyt julepynt. Således husker jeg, at vi et år fik lært at 

lave roser i crepepapir ved hjælp af en strikkepind. Da 

vi hver især gerne ville give vort bidrag, tror jeg nok, at 

vort juletræ det år virkelig var pyntet. 

Da vi var børn, kom min søster og jeg meget i et 

hjem i Kåstrup, hvor alt nok var mere stilfuldt. I hvert 

fald var juletræet der altid holdt i hvidt og sølv, men det 

var vi ikke rigtig med på. 

Lærer Nedergaard 

To dage før jul holdt lærer Nedergaard juletræ med 

os, og det glædede vi os meget til. I et hjørne af 

skolestuen stod det smukt pyntede træ, dækket af et 

dannebrogsflag. Det var fornemt, syntes vi, indtil det 

blev fjernet, og vi kunne beundre alle herlighederne, 

bl.a. nogle meget fine engle, men stjernekastere og 

knallerter manglede heller ikke. Så kom fru Nedergaard 

ellers ind med sit fine porcelæn og serverede varm 

chokolade og kager for os 14-16 børn. Men 

højdepunktet var alligevel, når lærer Nedergaard satte 

sig til orglet og spillede Ingemanns salme: Dejlig er 

jorden, prægtig er Guds himmel - og vi sang til. Siden 

har den salme nok haft en særlig plads. Bagefter læste 

lærer Nedergaard en historie, han var en mester i 

oplæsning, og til at vælge de rigtige ting, bl.a. Selma 

Lagerløfs julelegender, hvor vi hørte om alle skovens 

blomster, der sprang ud julenat i alle regnbuens farver. 

Ovenpå så mange dejlige indtryk travede vi hjemad efter 

at have taget afsked med lærerfamilien, som også talte 

børnene Poul, Grete og Ellen, som vi gik i skole 

sammen med. 

I rygsækken hjem havde vi julebøger, som lærer

Nedergaard havde sørget for til os, og dem var vi 

spændt på at åbne, for det var jo inden radio og 

fjernsyn og de mange julegavers tid, så læsestof var 

højt i kurs. "Ved julelampens skær" og "Historiebogen, 

børnenes julebog" blev læst til sidste tøddel. 

Juleaften var der ingen gudstjeneste i Kåstrup 

kirke, men 1. juledag prædikede provst Hilden, og alle 

var i kirke. Vi var gående, og på lang afstand kunne vi 

høre, at der i dagens anledning blev kimet. En lyd 

frembragt af små bestemte hammerslag på den store 

kirkeklokke. Det var ringeren og graveren gennem 

mange år, Niels Gravesen (ham, der også spillede 

violin), der frembragte den lyd, og var han forhindret, 

kunne hans søster Margrethe tage over og ringe solen 

op og ned. 

Juledagene gik så ellers med julebesøg på kryds og 

tværs, men når det var overstået, så vi hen til: 

Juletræet i Asylet. 

Det var Hillerslev-Kåstrup foredragsforening, der 

stod for arrangementet, og det var altid 5. januar, 

Helligtrekongersaften. Køreturen fra Kåstrup til 

Hillerslev med hestevogn kunne godt være en barsk tur, 

hvis det var kommet i med vintervejr, og selv om vi 

skulle i vor fineste puds, synes jeg også vi var i alt det 

overtøj, vi havde! Jeg husker fars og mors kørekapper 

med enormt store knapper i. Var der rigelig med sne, 

foregik turen i kane, og da blev de blankpudsede 

klokker spændt på hestens seletøj, og den klingrende lyd 

de frembragte var festlig, når vi endelig drog af gårde. 

Skolebillede fra Kåstrup skole, 1931 

Når vi i mulm og mørke nåede i nærheden af 

asylet, var vi ikke i tvivl om, at det var her det foregik - 

der var lys udenfor og i alle vinduer. Vi kom af ved 

døren, og far skulle om i præstegården og spænde fra, 

der var der plads til at få hesten i stald. Vi kom 

imidlertid af med overtøjet og ind i salen, hvor vi så 

stod over for det største juletræ, som vi så som børn. 

Det var smukt pyntet, og ved foden lå appelsiner og 

røde æbler dynget op. 

Vi var mange til stede, forældre med børn var mødt 

fuldtalligt op, og festen begyndte, når provsten og 

provstinden kom ind ad døren. Men først hilste provsten 

på hjemmets eneste beboer, i daglig tale "Jep i æ Asyl", 

en gammel mand i sort tøj og store sivsko. Jeg tror vi 

børn kiggede en ekstra gang, og syntes han måtte være 

Asylet på Ballerumvej. Senere blev det 

alderdomshjem. Og i dag er der indrettet 

ungdomsklub

fra en anden verden - fantasien sætter jo ingen grænser 

- men når så provsten gav hånd og hilste: "God aften, 

Jeppe!", var alt i de rette folder igen. 

Vi begyndte med at synge et par julesalmer, og 

bagefter læste provstinden op af "Flugten til Ægypten" 

- vi mindes sætningen: "Bøj dig palme!", og selv om 

vi var mange børn til stede, var det en selvfølge, at der 

var ro under oplæsningen. - Men så var det frøken 

Hansens tur. Frk. Hansen var jo lærerinde ved 

Hillerslev skole i mange år, og en vældig dynamisk 

person. Hun tilgodeså i høj grad børnenes tarv, så nu 

skulle vi kvikkes op med en hel anden slags litteratur. 

Hun læste nu den mest forrygende beretning om to 

uartige troldeunger Vrikkenak og Mukkenak, og vi 

børn havde bestemt tentaklerne 

Af Kåstrups historie 

af Svend Oddershede, "Østergaard 

ude. Samtidig husker jeg også svage toner fra de 

voksnes rækker om, at kontrasten mellem Selma 

Lagerløfs smukke legende og troldehistorien næsten var 

for stor, men så sivede hele flokken af voksne hen til 

kaffebordene, hvor flotte lagkager stod på rad og række, 

og fyldte kaffekander ventede, og så forstummede den 

tone nok. 

Frk. Hansen, der var en mester til at lede mange 

forskellige sanglege, tog nu over og fik os alle med i 

legen. Både børn fra Kåstrup og Hillerslev dannede 

kreds om juletræet mens vi sang: "Nu har vi jul igen." 

Hjemturen gik altid rask, for kørehesten ville gerne 

hjem i sin lune stald igen. 

Det var så julen for ca. 65 år siden, ja - 

barndommen flygted, som fuglen, der rejste mod syd. 

Østergaard, som i dag ejes af Debbie og Svend Oddershede, der overtog den 

efter Marie og Harry Oddershede 

Indtil omkring 1930 var der to veje, som gik til det 

vestlige Kåstrup. Heraf var den nordlige den mest 

benyttede, og den sydlige blev kun benyttet op til 

"Bisgaard", hvorfra der så var et hjulspor videre. 

På den nordligste "æ narvej" var der også en 

købmandsforretning - "æ høker" i det hus, som nu er 

Ballerumvej 237. Desuden lå der ovre på østsiden af 

Ballerumvej, lige over for den gamle smedje en lille 

ejendom indtil 1940. De sidste, der boede i den, var 

forældrene til smeden. De hed Else og Graves Jepsen. 

Else-smekun var kogekone, og hjalp til ved fester og 

julebagning m.m.. Der hørte også så meget jord til 

stedet, at de kunne have en ko og et par grise. 

På det tidspunkt ejendommen blev nedlagt, var det 

min farfar, der boede i "Østergård". Han hed Jesper 

Thomas Oddershede og drev "Østergård" fra 1905 til 

1958 - da var han også blevet 78 år. 

Slægten på "Østergård" kan føres tilbage til 1838. I 

det år overtog min tipoldefar Kristen Pedersen Odders- 

hede gården i en alder af 30 år. Han var efter sigende 

kommet dertil som plejebarn. Daværende ejer var ugift 

og ville på denne måde sikre sig en arving. 

Nu går vi nok over til det, man må kalde en 

"skrøne", men efter sigende hed den ugifte ejer Niels 

Iversen, og var kendt som "den stærke mand fra Kåstrup". 

I de dage var det åbenbart en vigtig ting at være 

stærk, og der går forskellige historier om ham. Bl.a. 

fortælles det, at der engang kom en mand helt fra Mors 

for at prøve kræfter med ham. Morsingboen var ikke 

stedkendt, så da han kom uden for Hillerslev så han en 

mand gå og pløje med en plov og et spand heste. 

Manden fra Mors stoppede op og spurgte, om han 

kunne få at vide, hvor den stærke mand i Kåstrup boede. 

Plovmanden gav sig sindigt til at spænde fra, og da det 

var gjort, tog han ploven op og pegede på "Østergård" 

med den og sagde: "Der bor han, og her står han!" 

Jeg ved ikke, om der herefter skete yderligere!!

Kammerråden i Bisgaard. 

Kåstrup hørte egentlig ind under Hillerslev, men fra 

1834 figurerer Kåstrup som selvstændigt sogn. I tiden 

fra 1787-1855 var der omkring 15 gårde og 10-12 huse i 

Kåstrup, altså 25-30 familier med tilsammen ca. 160 

personer. Et tal, der ikke forandrede sig meget fra 

tælling til tælling. 

Som barn har jeg hørt sige, at i Kåstrup var de alle i 

familie med hinanden, og noget var der nok om snakken. 

I Bisgård boede kammerråden Jens Mikkelsen, født 

1829, og hans kone Maren Clemmensdatter fra Kaase, 

og de drev gården sammen i 53 år. De fik en børneflok 

på 8, og kammerråden sørgede for, at flere af dem kom 

til at bo på gårde i Thy, såsom Gl. Neergård, Bro Mølle, 

Sdr. Nordentoft, Hvarregård og Skibstedgård. Kun 

sidstnævnte er endnu i slægtens eje. 

Jens Mikkelsen Christensen var enebarn, og fik som 

sådan en god arv fra forældrene, men han var tillige en 

flittig og nøjsom mand. 

Han købte aktier i skibe, der gik til Norge og 

England, og han forærede sine børn ting og sager, der 

var med hjem derfra. Jeg husker, min mormor havde 

fine porcelænskopper og porcelænshunde, der var fra 

den tid omkring 1870. Jens Mikkelsen blev det, man 

kalder en holden mand. Da en kammerråd, købmand 

af Ellen Madsbøll. 

Dige i Øsløs døde, blev Jens Mikkelsen indstillet til 

titlen og fik den. Man siger, den kostede 12½ krone om 

året, så det kunne han nok overkomme. 

Senere var der på samme tid bosat fem af 

kammerrådens børn i Kåstrup, så der var mange, der var 

i familie med hinanden. Nu, hvor vi skriver 1995, bor 

der kun én af Jens Mikkelsens efterkommere i Kåstrup, 

nemlig Thorkild Jensen, gift med Agnes Jespersen fra 

Holmsø. 

De sidste år Maren og Jens Mikkelsen levede, boede 

de i en aftægtsbolig, der blev bygget ved gården, da den 

yngste søn, Marthinus Jensen overtog Bisgård. Jens 

Mikkelsen døde i 1914 knap 85 år gammel. Og om 

jordefærden, der foregik fra Kåstrup kirke, skriver 

Thisted Amts Avis: Under meget stor deltagelse foregik 

fhv. sognefoged, kammerråd Jens Mikkelsens 

jordefærd. I kirken, hvor provst Hilden talte, var der 

fyldt til sidste plads, såvel af sognebørn, som af mange 

andetsteds fra, der ville vise den gamle sognefoged den 

sidste ære. Det bemærkes i øvrigt, at kammerrådens 

børn hver havde en søn med navnet Jens Mikkelsen. 

Bisgårds nuværende ejere er Dagmar og Karl 

Madsen, som overtog gården efter Johanne og Christian 

Madsen. 

Ellen Madsbølls fødehjem,. Ndr. Kåstrupvej 2, der i dag ejes af Thorkild 

og Agnes Jensen.

Skovsted og Kåstrup i tilbageblik - Thisted Museum

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?