Kunstpædagogisk forskning og formidling i Norden 1995 – 2004

nordiska akvarellmuseet
Helene Illeris Kunstpædagogisk forskning og formidling i Norden 1995 – 2004 nordiska akvarellmuseet
Helene Illeris
Kunstpædagogisk forskning og
formidling i Norden 1995 – 2004
nordiska akvarellmuseet

Kunstpædagogisk forskning og
formidling i Norden 1995 – 2004

Kunstpædagogisk forskning og
formidling i Norden 1995 – 2004
Rapport udarbejdet for Nordisk Akvarellmuseum i forbindelse med projektet
Kunstpædagogik i Norden
Helene Illeris, ph.d.,
lektor i billedkunst og visuel kultur
Danmarks Pædagogiske Universitet
nordiska akvarellmuseet

Förord
Publiken strömmar till konstmuseer och konsthallar som aldrig förr. Det betyder att
konsten angår allt fler och att den inte längre är en angelägenhet enbart för en
liten initierad grupp.
Uppgifter och rapporter om konstpedagogiska projekt från en rad museer, konsthallar
och universitet i Norden pekar emellertid på att de mänskliga och ekonomiska
resurserna för att ta hand om den breda publiken inte räcker till. Det saknas
även en djupare teoretisk förankring i verksamhetens mål och metoder. Inom den
allmänpedagogiska forskningen ser man alltför sällan konsten som en läranderesurs,
lika sällan utforskas konstens pedagogiska aspekter inom den konstvetenskapliga
forskningen.
Nordiska Akvarellmuseet har, sedan museet öppnades år 2000, med framgång
bedrivit konstpedagogisk utvecklingsverksamhet i nära samarbete med den konstnärliga
fakulteten vid Göteborgs universitet. Erfarenheterna av arbetet, liksom
samarbetet med andra konstmuseer och konsthallar i de nordiska länderna, ligger
till grund för Nordiska Akvarellmuseets initiativ att få till stånd en samnordisk
spetsforskning inom konstpedagogiken.
Nordiska kulturfonden har givit Nordiska Akvarellmuseet ett bidrag för att i samarbete
med nordiska forskare närmare utreda förutsättningarna för ett kvalificerat
forsknings- och utvecklingsarbete inom konstpedagogik.
Nordiska Akvarellmuseet har engagerat fil dr Helene Illeris, Danmarks pedagogiska
universitet, ass. professor Venke Aure, Högskolan i Oslo, fil dr Marjo Räsänen,
Åbo universitet och handläggare Kajsa Ravin, Statens kulturråd i Sverige för att
utreda förutsättningar och formulera frågeställningar för konstpedagogisk spetsforskning
på nordisk basis. Resultatet framgår av den föreliggande rapporten, skriven
av Helene Illeris. Den ligger till grund för seminariet 2-3 december 2004. Rapporten
ger också förslag och idéer till att utveckla konstpedagogisk spetsforskning
på nordisk basis.
4
Tack till Hans Hedberg och Bengt Olsson vid den konstnärliga fakulteten på Göteborgs
universitet för sakkunnigt stöd för detta konstpedagogiska forskningsprojekt.
Det är Nordiska Akvarellmuseets förhoppning att rapportens slutsatser och förslag
kommer att stärka konstens och konstmuseernas roll i samhället och göra konsten
tillgänglig på lika villkor för alla medborgare.
Vi ser det som angeläget att med gemensamma nordiska krafter och resurser
åstadkomma en systematisk forskning på högsta nivå om konstens roll som läranderesurs
och upplevelsekälla.
Nordiska Akvarellmuseet, oktober 2004
Bera Nordal Benita Nilsson Raija Wallenius
Museichef Strategichef Projektledare
5

Författarens förord
Denne rapport er udfærdiget på anmodning fra Nordisk Akvarellmuseum i
Skärhamn i forbindelse med projektet Konstpedagogiskt forsknings- och
utvecklingsarbete i Norden. Projektet, som støttes af Nordisk Kulturfond, har som
mål at gennemføre en kortlægning af aktuelle forsknings- og udviklingsresultater
inden for nordisk kunstpædagogik samt at skaffe faktagrundlag og motivation for at
iværksætte et samnordisk forskningsprogram på det kunstpædagogiske område.
Rapporten er skrevet af Helene Illeris, ph.d. i billedpædagogik og lektor i billedkunst
og visuel kultur ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Helene Illeris er
medlem af den referencegruppe, som i 2002 blev nedsat for at følge projektet, og
hun har endvidere indgået i en mindre projektgruppe, som havde til opgave at sammenfatte
motivationen for et evt. nordisk forskningsprogram i kunstpædagogik. Ud
over Helene Illeris, bestod projektgruppen af førsteamanuensis Venke Aure fra
Høgskolen i Oslo, projektleder Kajsa Ravin fra Statens Kulturråd i Sverige og lektor
Marjo Räsänen fra Åbo Universitet. Ved et arbejdsmøde i juni 2003 i Skärhamn
pegede denne gruppe på behovet for at få fremstillet en mindre rapport, som gennem
eksempler kunne give et indblik i, hvad der aktuelt er publiceret i Norden på
det kunstpædagogiske område samt hvilken type af publikationer, det drejer sig
om. Projektgruppen havde også fundet det ønskeligt, at der blev udarbejdet en
oversigt over de mange aktuelle pædagogiske tiltag og projekter, som finder sted
på nordiske kunstmuseer og kunsthaller samt på forskellige uddannelsesinstitutioner,
men det viste sig ikke at være muligt inden for projektets tidsmæssige og
økonomiske rammer.
Med nærværende rapport er det lykkedes at give et rimeligt indblik i aktuelle forsknings-
og udviklingsresultater inden for nordisk kunstpædagogik. Det skal understreges
at rapporten er skrevet ud fra de eksempler på nordiske publikationer, som
det har været muligt at indsamle i løbet af få ugers intenst arbejde. Rapporten foregiver
således ikke at have skabt en fuldkommen oversigt over de sidste 10 års
publikationer på området, da der må findes en del udgivelser, som det ikke er lykkedes
forfatteren at få kendskab til. Det gælder særlig de mange mindre artikler
og bøger, der trykkes i forbindelse med museernes forskellige pædagogiske projekter,
og de mange specialer og afgangsopgaver, som skrives på de forskellige
landes universiteter og højskoler. Det må også bemærkes at islandske publikatio-
6
ner ikke er med i undersøgelsen, da det viste sig svært at finde materiale herfra.
Endvidere er decideret undervisningsmateriale ikke medtaget i rapporten. På trods
af disse begrænsninger giver rapporten, gennem beskrivelser og diskussioner af
særligt udvalgte eksempler inden for de forskellige kategorier af publikationer, et
kvalitativt indblik i, hvorledes, og med hvilke foki, der arbejdes med kunstpædagogisk
forsknings-, udviklings- og formidlingsarbejde i de nordiske lande. Det er således
vort håb, at rapporten, trods det beskedne omfang, kan medvirke til at danne
udgangspunkt for fremtidig forskning på det kunstpædagogiske felt.
Tak!
Jeg vil gerne takke alle de mennesker, som har hjulpet mig med at skaffe oplysninger
til denne rapport: Venke Aure, Høgskolen i Oslo; Eva Cronquist, Växjö Konsthall;
Bjarne Sode Funch, Københavns Universitet; Bruno Ingemann, Roskilde Universitetcenter;
Svala Jonsdottir, Islands Pædagogiske Universitet; Riitta Kuusikko,
Rovaniemen taidemuseo; Anna Lindblad, Museet for Samtidskunst, Oslo; Lisa
Lundström, Bild Museet, Umeå; Ane Hejlskov Larsen, Aarhus Universitet; Karin
Malmqvist, Moderna Museet, Stockholm; Erica Othman, Atheneum, Helsinki; Minna
Raitmaa, Kiasma, Helsinki; Kajsa Ravin, Statens Kulturråd, Stockholm; Arno Saarnak,
Karlstads Universitet og Tine Seligmann, Museet for Samtidskunst, Roskilde.
En særlig tak til Marjo Räsänen, Åbo Universitet og Hans Örtegren, Umeå Universitet,
som ud over at hjælpe med oplysninger har givet mig værdifulde kommentarer
undervejs i arbejdet, og til Maria Carlgren, Konstkonsulent i Västra Götaland,
som har læst korrektur på de svenske navne og titler.
Sidst men ikke mindst tak til Rajia Wallenius og Benita Nilsson, Nordisk Akvarellmuseum,
samt til Nordisk Kulturfond for de bevillinger, der har gjort rapporten
mulig.
Uden hjælp fra alle disse mennesker ville rapporten have været umulig at skrive.
De fejl og mangler, der alligevel findes, tager jeg alene det fulde ansvar for.
Roskilde, maj 2004
Helene Illeris
7

Indhold
1. Sammenfatning og anbefalinger . . . . . . . . . . . . . . . 12
1.1 Sammenfatning af rapportens vigtigste konlusioner i punktform . . 13
1.2 Sammenfatning af rapportens vigtigste anbefalinger i punktform . . 15
2. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17
2.1 Begrebsbrug . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17
2.2 Medborgerperspektivet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18
2.3 Rapportens opbygning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19
2.4 En kvalitativ tilgang . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20
2.5 En model over typer af registrerede publikationer . . . . . . . . . 21
2.6 Bemærkninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22
3. Diskussion af udvalgte publikationer inden for området
kunstpædagogisk forsknings- og udviklingsarbejde
i Norden 1995-2004 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23
3.1 Rapporter og undersøgelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23
3.2 Akademiske afhandlinger og bøger . . . . . . . . . . . . . . . 29
3.3 Ikke videnskabelige bøger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 33
3.4 Videnskabelige artikler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35
3.5 Ikke videnskabelige artikler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37
3.6 Specialer/slutarbeten/hovedfagsopgaver/C- og D-uppsatser . . . 38
3.7 Konklusion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 40
4. Kunstpædagogisk forskning og formidling
i Storbritannien og USA. Diskussion af udvalgte
publikationer i et komparativt perspektiv . . . . . . . . . . 42
4.1 Baggrund for valg af publikationer . . . . . . . . . . . . . . . . 42
4.2 Rapporter og undersøgelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 44
4.3 Videnskabelige bøger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47
4.4 Ikke videnskabelige bøger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 57
4.5 Konklusion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59
9

5. Sammenfattende diskussion . . . . . . . . . . . . . . . . . 61
5.1 Forslag til en model over kunstpædagogik
som interdisciplinært forskningsfelt . . . . . . . . . . . . . . . 62
5.2 Konklusion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63
5.3 Anbefalinger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 65
6. Art Appreciation Education Research and Promotion
in the Nordic Countries, 1995-2004 . . . . . . . . . . . . . 66
6.1 Summary and Recommendations . . . . . . . . . . . . . . . . 66
6.2 Itemized Summary of the Most Important
Conclusions of the Report . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 67
6.3 Itemized Summary of the Most Important
Recommendations of the Report . . . . . . . . . . . . . . . . 69
Bilag 1:
Kunstpædagogisk forskning og formidling i Norden
Eksempler på publikationer 1995-2004 . . . . . . . . . . . 71
Rapporter og undersøgelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 71
Videnskabelige afhandlinger og bøger . . . . . . . . . . . . . . 72
Ikke videnskabelige bøger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 74
Videnskabelige artikler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 75
Ikke videnskabelige artikler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 76
Specialer/slutarbeten/hovedfagsopgaver/C- og D-uppsatser . . . . 77
Bilag II:
Kunstpædagogisk forskning og formidling
i Storbritannien og USA. Udvalgte publikationer . . . . . . . 79
Rapporter og undersøgelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 79
Videnskabelige bøger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 79
Ikke videnskabelige bøger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 79
11

1.
Kunstpædagogisk forskning og formidling
i Norden 1995 – 2004
Sammenfatning og anbefalinger
Baggrunden for udarbejdelsen af denne rapport er et ønske om at styrke kunstens
og kunstmuseernes rolle i de nordiske samfund. Set i et medborgerperspektiv må
kunstpædagogik anskues som et nødvendigt bindeled mellem borgeren og kunstinstitutionerne.
Systematisk forskning i kunst som læringsressource vil give mulighed
for at pege på, hvorledes man kan styrke de nordiske borgeres oplevelse af
kunstinstitutionerne som demokratiske mødesteder, hvor alle er inviterede til at deltage
på lige fod. Det vil endvidere give mulighed for nærmere undersøgelse af
spørgsmål, der angår kunst og kunstoplevelse som ressourceområder i forhold til
vigtige samfundsmæssige problemstillinger, fx kulturel diversitet, sociale kompetencer,
kreativitet og identitetsfølelse.
Som situationen er i dag, har vi i de nordiske lande en meget begrænset viden om,
hvordan og med hvilke formål vi kan invitere en større del af medborgerne til at deltage
i de erfaringer, oplevelser og læringsressourcer, kunsten tilbyder. Rapportens
forsøg på at kortlægge kunstpædagogisk forskning og formidling i Norden gennem
de sidste 10 år, skal således ses som et første skridt på vejen i arbejdet med
at skabe de nødvendige vidensmæssige forudsætninger for en samlet nordisk indsats
på det kunstpædagogiske område.
Rapportens mest overordnede konklusion er, at selvom nordiske forskere og praktikere
i løbet af de sidste 10 år har formået at producere en række publikationer
på det kunstpædagogiske område, hvoraf flere ligger på et højt niveau, så må den
nordiske forskning og formidling på området overordnet karakteriseres som
værende spredt, fragmenteret og afhængig af enkeltpersoners interesse og indsats.
En vigtig årsag hertil er, at kunstpædagogik ikke er anerkendt som forskningsmæssigt
satsningsområde, hverken nationalt eller på nordisk plan, og at en
stor del af de nordiske publikationer, der findes, derfor er skrevet af forfattere, der
ikke har kunstpædagogik som deres centrale interesseområde, men som arbejder
med tilgrænsende områder som billedpædagogik, museologi, psykologi, kunstteori,
kommunikationsstudier og antropologi.
Rapporten anbefaler derfor, at der iværksættes en samlet nordisk forsknings- og
formidlingsindsats på det kunstpædagogiske område. Kun ved at samle de kunstpædagogiske
vidensressourcer, som i dag findes spredt ud over et stort antal institutioner
og områder i Norden, kan der gøres en seriøs indsats for, at erfaringer med
kunst kan blive en tilgængelig og brugbar kilde til læring og oplevelse for alle nordiske
medborgere.
Sammenfatning af rapportens
vigtigste konlusioner i punktform
Rapportens dataunderlag består af en liste, der indeholder 146 publikationer, udgivet
i de nordiske lande i løbet af de sidste 10 år. Til brug for rapportens analyser er
udvalgt 19 publikationer til nærmere diskussion. Hertil kommer 7 engelsksprogede
publikationer, som anvendes til at diskutere kvaliteten af de nordiske publikationer
i et komparativt perspektiv. De vigtigste resultater af rapportens analyser og
diskussioner kan i punktform opsummeres som følger:
Analyse af det registrerede materiale:
• Nordiske forskere og praktikere har i årene 1995-2004 produceret en betragtelig
mængde afhandlinger, bøger og artikler, som på den ene eller den anden
måde har berøring med det kunstpædagogiske område.
• En stor del af de videnskabelige publikationer beskæftiger sig dog ikke med
kunstpædagogik i snæver forstand, men med bredere museologiske og pædagogiske
problemstillinger.
• De videnskabelige publikationer omfatter afhandlinger, bøger, artikler og rapporter,
som har deres videnskabelige ståsted i både sociologiske, antropologiske,
psykologiske og filosofiske teoridannelser, ligesom man finder rapporter,
som systematiserer og anvender teorier og metoder fra både læringsteori,
didaktisk teori og museologi.
12 13
1.1

• Der er i de seneste år udarbejdet et stadigt stigende antal specialer/hovedfagsopgaver/C-
og D-uppsatser i kunstpædagogik ved nordiske universiteter
og høgskoler, hvilket peger på, at der findes et vigtigt potentiale for nordisk
kunstpædagogisk forskning.
• De mere praksisrelaterede publikationer giver et indblik i de mange kunstpædagogiske
projekter, som finder sted på nordiske kunstmuseer i samarbejde
med bl.a. børnehaver, skoler, ungdomsuddannelser og billed- og kulturskoler.
Diskussioner af udvalgte publikationer:
• Sammenholdt giver publikationerne indtryk af en spredt praksis, hvor forskningen
er afhængig af enkelte forskeres personlige interesse. Det betyder, at den
nordiske forskning og formidling i kunstpædagogik forbliver usammenhængende,
og at flertallet af publikationer ikke formidles ud til en bredere kreds af
interesserede.
• Det er i denne sammenhæng symptomatisk, at nordiske forskere kun i meget
lille grad henviser til hinandens forskning eller publikationer, men at man i højere
grad trækker på forskning fra lande som USA, Frankrig og England.
• Således savnes systematisk, interdisciplinær og empirisk funderet forskning i
de uddannelses- og læreprocesser, der finder sted på museer og kunsthaller i
de nordiske lande, ligesom der savnes forskningsforankring af de kunstpædagogiske
udviklingsprojekter, der finder sted på nordiske kunst- og uddannelsesinstitutioner.
• På praksisniveauet er publikationerne ligeledes karakteriserede ved at være
udtryk for spredt og usammenhængende praksis. Mange nordiske kunstmuseer
iværksætter ambitiøse formidlingsprojekter, men projekterne optræder isolerede
fra hinanden og uden anknytning til nordisk forskning på området. Tilbagevendende
problemer er endvidere savnet af en egentlig kunstpædagogisk
uddannelse og det manglende samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne
og museerne.
• Set i et komparativt, internationalt perspektiv viser rapporten, at den engelsksprogede
forskning og formidling på det kunstpædagogiske område er mere
omfattende og sammenhængende end den nordiske, og at de videnskabelige
diskussioner overordnet set er præget af en større bredde og spændstighed.
Endvidere findes der især i USA en vigtig tradition for empirisk baserede publikumsundersøgelser,
hvorimod der i de nordiske lande kun findes ganske få
eksempler på undersøgelser af de besøgendes interesser og behov for oplevelse
og læring.
• Ikke desto mindre ligger den nordiske kunst- og museumspædagogiske forskning
på et godt niveau sammenlignet med den angelsaksiske, hvad angår indkredsningen
af grundlæggende problemstillinger samt anvendelsen af teoretisk
baserede kunstpsykologiske, læringsteoretiske og kulturanalytiske
tilgange. Det må endvidere formodes, at den nordiske tradition på det erfaringspædagogiske
område vil kunne udgøre et vigtigt bidrag til fremtidig internationalt
orienteret forskning.
• Det kan derfor på baggrund af rapportens diskussioner og komparative analyser
konkluderes, at selvom den nuværende forskning og formidling i Norden er
mangelfuld, er den nødvendige forskningsmæssige kapacitet til stede i de nordiske
lande for at kunne udvikle systematisk, interdisciplinær og empirisk funderet
forskning i kunstpædagogik på internationalt niveau.
Sammenfatning af rapportens
vigtigste anbefalinger i punktform
På baggrund af rapportens konklusioner anbefales det, at der oprettes et samnordisk
forskningsprogram, hvor nordiske forskere har mulighed for sammen at styrke
og udvikle nordisk forskning på internationalt niveau på det kunstpædagogiske
område. Forskningsprogrammet bør samle flg. typer af aktiviteter:
• Designe og søge støtte til samnordiske interdisciplinære forskningsprojekter på
det kunstpædagogiske område
• Designe og støtte udviklingsprojekter, hvor både universiteter og kunstinstitutioner
deltager
14 15
1.2

• Støtte nordiske og internationale netværk med deltagelse af såvel forskere og
forskerstuderende som praktikere
• Danne udgangspunkt for en samnordisk uddannelse af kunstpædagoger på
kandidat- og mastergradsniveau
• Arrangere nordiske og internationale konferencer om kunstpædagogiske
temaer
• Støtte udgivelser af videnskabelige bøger og artikler om kunstpædagogik
• Støtte og samle udgivelser af bøger og artikler om kunstpædagogik rettet mod
kvalificering af kunstpædagogiske praksisformer.
Indledning
Temaet for nærværende rapport er at give et indblik i aktuel kunstpædagogisk
forskning og formidling i de nordiske lande: Danmark, Finland, Norge og Sverige,
samt at sammenligne denne med lignende forskning og formidling i Storbritannien
og USA. Det empiriske materiale, som er registreret i rapporten, består af 146 publikationer,
udgivet i de nordiske lande i løbet af de sidste 10 år. Hertil kommer 7
engelsksprogede publikationer, som anvendes til de komparative analyser. Den
nordiske publikationsliste omfatter de rapporter, afhandlinger, bøger, artikler og
afgangsopgaver, det har været muligt at indhente oplysninger om inden for den
stramme tidsramme, der har været afsat til at skrive rapporten. Jeg har derfor valgt
at give publikationslisten overskriften ”eksempler”, da jeg er klar over, at der må findes
en del publikationer, som ikke er kommet med.
Jeg vil anvende denne indledning til at gøre rede for rapportens begrebsbrug, det
medborgerperspektiv, som danner udgangspunkt for rapporten, dens opbygning,
den kvalitative tilgang, som er valgt i diskussionerne, samt hvorledes de forskellige
typer af publikationer kan forstås ud fra en model, som går fra praksisnære erfaringsbeskrivelser
til egentlige forskningsresultater. Til sidstnævnte hører flere forsøg
på at udvikle forskellige metateoretiske ”blik” på, hvad kunstpædagogik ”er for
noget”, når det ses i overordnede sammenhænge, fx samfunds- og kulturteori, psykologi
og filosofi.
Begrebsbrug
Som det fremgår ved en gennemlæsning af det registrerede materiale, er begrebet
”kunstpædagogik” langt fra entydigt i nordisk sammenhæng. Ordets betydning
skifter efter, hvilken kontekst det bruges i, samt efter hvem der bruger det. Fx foretrækker
danske og norske publikationer ordet ”kunstformidling”, mens ”kunstpædagogik”
synes at være mere brugt i Sverige og Finland. I denne rapport bruges
begreberne på følgende måde:
Kunstpædagogik anvendes om undervisning og andre former for pædagogiske
aktiviteter, der har reception af, og interaktion med, kunstværker som sit centrale
indhold. Kunstpædagogik finder primært sted på museer og kunsthaller og varetages
typisk af museumsansatte kunstpædagoger.
16 17
2.
2.1

2.2
Kunstformidling anvendes delvis synonymt med kunstpædagogik, fx i de tilfælde
hvor ordet kunstformidling optræder i de publikationer, der bruges som eksempler
i rapporten. Kunstformidling anvendes også i en bredere betydning, nemlig som
alle de formidlingsrettede aktiviteter, der finder sted med og omkring kunstværker,
fx opførelsen af kunstmuseer, kuratering af udstillinger og produktion af kataloger
og andet materiale.
Museumspædagogik og museumsformidling anvendes som ovenstående, når der
fokuseres på alle former for museer, såvel kunstmuseer som fx kulturhistoriske og
naturvidenskabelige museer.
Billedpædagogik anvendes om undervisning og andre former for pædagogiske
aktiviteter, der foregår på skoler og andre uddannelsesinstitutioner, som oftest i
fagene billedkunst (Danmark), bildkonst (Finland), kunst og håndværk (Norge) og
bild (Sverige). Billedpædagogik omhandler produktion og reception af alle former
for billeder og begrænser sig altså ikke til kunstværker.
Medborgerperspektivet
Baggrunden for udarbejdelsen af denne rapport er et ønske om at styrke kunstens
og kunstmuseernes rolle i samfundet set i et medborgerperspektiv. Offentlige
kunstmuseer og kunsthaller i Norden opføres og drives med to hovedformål: at
samle, bevare og forske i national og international kunst og at tilgængeliggøre og
formidle kunsten til så mange borgere i samfundet som muligt. Som det tydeligt
fremgår af de diskuterede publikationer, har vi imidlertid i de nordiske lande en
meget begrænset viden om, hvordan og med hvilke formål vi kan invitere en større
del af vore medborgere til at deltage i de erfaringer, oplevelser og læringsressourcer,
kunsten tilbyder. Dette kan skyldes, at kunstpædagogik ikke har været anerkendt
som et satsningsområde hverken nationalt eller på nordisk plan.
Hvor man i alle nordiske lande beskæftiger sig med forskning i områder som kunstteori,
kunsthistorie og æstetik, og hvor man lægger vægt på at uddanne og støtte
billedkunstnerne, har forskning i kunstpædagogik og kunstformidling aldrig været
prioriteret. I løbet af de sidste 10-20 år har der imidlertid været en stigende interesse
for området både på udstillingsstederne og blandt forskere, og forskellige mindre
og spredte initiativer er sat i gang. Flere og flere kunstmuseer og kunsthaller
opretter stillinger til kunstpædagoger, og forskere fra så forskellige områder som
billedpædagogik, museologi, kunstvidenskab, kommunikationsvidenskab, psykologi
og antropologi er begyndt at interessere sig for det kunstpædagogiske område.
At gøre kunsten til en læringsressource for alle medborgere i de nordiske samfund
kræver dog mere end spredt opmærksomhed og god vilje. Det kræver samlede
indsatser. Denne rapport er et forsøg på at tage et første skridt i retning af en
opprioritering af medborgerperspektivet i nordisk kulturpolitik. Ved at give et kritisk
indblik i den forskning og formidling, der på nuværende tidspunkt findes på området,
er det således hensigten at skabe en platform for videre satsninger inden for
kunstpædagogik i Norden.
Rapportens opbygning
Rapporten er bygget op således, at det empiriske materiale, som danner udgangspunkt
for diskussionerne i kapitel 4 og 5, er placeret som bilag efter hovedteksten.
Bilag I er en liste med en række eksempler på kunstpædagogiske publikationer fra
(i alfabetisk rækkefølge) Danmark, Finland, Norge og Sverige. Publikationerne
omfatter med enkelte undtagelser årene 1995-2004, og de er ordnede i følgende
kategorier: 1) rapporter og undersøgelser, 2) videnskabelige afhandlinger og
bøger, 3) ikke videnskabelige bøger, 4) videnskabelige artikler, 5) ikke videnskabelige
artikler, 6) hovedfagsopgaver/specialer/C- og D-uppsatser. Da kunstpædagogik,
som det også vil fremgå senere i rapporten, ikke er et velafgrænset
felt, har jeg medtaget en del publikationer, hvor kunstpædagogik kun optræder
som en mindre del, eller endda som indfoldet i et mere overordnet tema, typisk
museumspædagogik og museologi. For at listen ikke skulle blive for uoverskuelig,
har jeg dog valgt ikke at medtage eksempler på det store antal billedpædagogiske
publikationer, der findes i Skandinavien, også selvom en del af disse berører kunstpædagogiske
tematikker. Kun billedpædagogiske publikationer, der arbejder med
et specifikt kunstpædagogisk fokus, er medtaget. Bilag II indeholder en liste over
7 engelsksprogede publikationer, ordnet i kategorierne: 1) rapporter og undersøgelser,
2) videnskabelige bøger og 3) ikke videnskabelige bøger. Også her
optræder eksempler på bredere orienteret museumspædagogisk litteratur.
I rapportens første hovedkapitel (kap. 4) beskriver og diskuterer jeg udvalgte publikationer
fra listen i bilag I for at give et indtryk af, hvad de forskellige typer af tek-
18 19
2.3

2.4
ster indeholder. Til dette formål foretager jeg yderligere kategoriseringer, således
at fx ”rapporter og undersøgelser” opdeles i 4 kategorier: A) statistikker og oversigter,
som giver et overordnet billede af kunstformidlingen i et enkelt land eller
område i et bestemt tidsrum, B) status- og evalueringsrapporter ang. enkelte
udvalgte projekter inden for kunst- og kulturformidling, C) rapporter der udvælger
og opsummerer eksisterende viden inden for et særligt område og D) mindre erfaringsopsamlinger
og beskrivelser. Jeg udvælger herefter 1-3 eksempler inden for
hver kategori til beskrivelse og diskussion.
Rapportens andet hovedkapitel (kap. 5) består af en diskussion af de 7 udvalgte
engelsksprogede publikationer i bilag II. Diskussionerne anvendes til komparative
analyser af skandinavisk og angelsaksisk forskning og formidling af kunstpædagogik.
Rapportens sidste to kapitler indeholder en opsummering af diskussionerne og en
kort diskussion af mulighederne for at styrke kunstpædagogik som et interdisciplinært
forskningsfelt i Norden. Rapporten afsluttes med anbefalinger til hvilken type
af aktiviteter, et muligt samnordisk forskningsprogram kunne tænkes at varetage.
En kvalitativ tilgang
Da det registrerede materiale på listen i bilag I ikke er fuldstændigt, kan det ikke
danne udgangspunkt for kvantitative analyser, hvor man fx måler antallet af publikationer
fra de forskellige lande op imod hinanden, eller hvor man ser på hvilken
type af artikler, der samlet set er publiceret flest af. I stedet har jeg valgt at gøre en
række kvalitative nedslag i publikationerne på listen, således at jeg udvælger et
antal publikationer til diskussion, som jeg mener kvalitativt kan belyse og eksemplificere
en bestemt type af publikationer i forhold til temaet ”kunstpædagogisk
forskning og formidling i Norden”.
Udvalget er foretaget således, at jeg dels har valgt publikationer, hvor kunstpædagogikken
står så centralt som muligt, dels har søgt at vælge nogle publikationer,
som jeg vurderede som ”ambitiøse” i kategorien, for på den måde at vise eksempler
på ”good practice”. Det må i den forbindelse bemærkes, at jeg ikke diskuterer
mere end ét eksempel på en finsk publikation, hvilket dels skyldes, at de finske
publikationer har været svære at skaffe hjem med så kort varsel, dels at jeg kun
kan læse den del af de finske publikationer, der er udkommet enten på svensk eller
engelsk. Endvidere har det ikke været muligt at hjemskaffe alle de artikler, der er
medtaget på listen, hvilket yderligere har begrænset valgmulighederne i forhold til
hvilke publikationer, jeg har udvalgt til diskussion.
En model over typer af registrerede publikationer
Nedenstående model opsummerer og systematiserer det registrerede materiale.
Modellen placerer de forskellige typer af publikationer i et kontinuum, hvor den ene
pol udgøres af praksis, mens den anden udgøres af forskning. Herimellem placeres
først de ”praksisnære” publikationer, som har til opgave at vejlede og beskrive
praksis og siden, nærmere forskningspolen, de ”forskningsnære” publikationer,
som på forskellig vis søger at systematisere eksisterende viden.
• Ph.d. – og doktorafhandlinger
• Videnskabelige bøger
• Videnskabelige artikler
• Status- og evalueringsrapporter
• Oversigter og statistikker
• Hovedfagsopgaver/specialer/
• C- og D-uppsatser
• Rapporter, der udvælger og
• opsummerer eksisterende viden
• inden for en særligt område
• Ikke videnskabelige bøger
• Ikke videnskabelige artikler
• Mindre erfaringsopsamlinger
• og beskrivelser
20 21
2.5
Forskning
Systematisering af
eksisterende viden
Vejledning og
beskrivelse af praksis
Praksis

2.6
Opdelingen er inspireret af den niveaudeling, som kan genfindes i flere didaktiske
modeller, som er udarbejdet til at beskrive de forskellige niveauer i pædagogisk
praksis. Fx har den norske uddannelsesforsker Lars Løvlie 1 udarbejdet en didaktisk
praksistrekant, som indeholder niveauerne P1 = her og nu-undervisning (trekantens
øverste felt, placeret i spidsen), P2 = planlægning af undervisning (trekantens
midterste felt) og P3 = refleksion over praksis (trekantens basisfelt). Disse tre
niveauer kan, som det fx sker i Venke Aure og Jarleiv Hauges 2 praksistrekant,
udbygges med flere refleksive niveauer. Deres model indeholder niveauerne ”teori
II” som omhandler formulering af mål, indhold og metode, ”teori I”, som omhandler
systematisering af viden, og ”metaperspektiv”, som omhandler det filosofiske, ideologiske
og videnskabsteoretiske blik man anlægger på det område man behandler.
Jeg foretrækker imidlertid at placere lignende opdelinger i et kontinuum, fordi jeg
mener, at det kan være svært at foretage en skarp opdeling af de registrerede publikationer
i ”niveauer”. Mange publikationer bevæger sig ”op og ned” mellem
niveauerne, hvilket også har gjort, at selve rækkefølgen mellem typerne kunne
have været anderledes. Jeg vil derfor gerne understrege, at modellen skal læses
som et pragmatisk redskab, skabt med henblik på at give overblik, og ikke som en
rangordning af det registrerede materiale.
Bemærkninger
Publikationerne på listen i bilag I er ordnede i lande efter forfatterens tilhørsforhold.
Har en dansk forfatter fx skrevet en artikel i et svensk tidsskrift, er denne placeret
under ”Danmark”. Inden for de enkelte lande er publikationerne ordnede efter udgivelsesår,
således at de nyeste publikationer står øverst på listen. Forfatternes navne
er angivet med fornavn først og efternavn sidst. Publikationens titel er anført i
kursiv. Hvis der er tale om en artikel, er dennes titel angivet med anførselstegn (””),
mens tidsskriftets titel er angivet i kursiv.
1 Løvlie, L. (1972): ”Universitetspedagogikk eller debatten som blev vekk” i: Mediaas, N. m.fl. (red.): Etablert
pedagogikk – makt eller avmakt? Oslo: Gyldendal
2 Aure, V. og Hauge, J. (1996): Pilotgallerier for barn og unge: Kunstformidling på tvers, Rapport RF-
96/277, Rogalandsforskning. Aure og Hauges model er en viderebearbejdning af en praksistrekant udarbejdet
af G. Handal og P. Lauvås.
Diskussion af udvalgte publikationer inden
for området kunstpædagogisk forsknings- og
udviklingsarbejde i Norden 1995-2004
Rapporter og undersøgelser
De i bilag I oplistede rapporter og undersøgelser kan deles i flere kategorier 3:
A. Oversigter og statistikker, som giver et overordnet billede
af kunstpædagogiske aktiviteter i et enkelt land eller
område i et bestemt tidsrum
B. Status- og evalueringsrapporter ang. udvalgte
kunstpædagogiske projekter
C. Rapporter, der udvælger og opsummerer eksisterende
viden inden for et særligt område
D. Mindre erfaringsopsamlinger og beskrivelser
A. Oversigter og statistikker, som giver et overordnet billede
af kunstpædagogiske aktiviteter i et enkelt land eller
område i et bestemt tidsrum
Rapporter på listen:
Listen indeholder kun et eksempel på en statistisk baseret rapport, nemlig det
svenske Kulturråds årlige statistik for museer og kunsthaller. Desuden indeholder
listen en oversigt over norske museers formidling til børn og unge udgivet af Norsk
museumsutvikling og redigeret af Svein Gynild (1997). Begge rapporter medtager
såvel kunstmuseer som andre typer af museer.
22 23
3.
3.1
3 Tilhørsforholdet til kategorierne er i bilaget angivet med [] ud for de enkelte publikationer.

Eksempel:
Statens Kulturråd (2003):
Museer och konsthallar 2002,
Kulturen i siffror 2003:5
Denne rapport er et godt eksempel på en overordnet statistisk undersøgelse. Af
rapportens statistikker fremgår det bl.a. hvor mange besøgende, der har været på
de svenske museer, samt hvor mange og hvilke pædagogiske aktiviteter, der har
været i de forskellige typer af museer og kunsthaller. De pædagogiske aktiviteter
(her kaldet ”publika aktiviteter”) er opdelt i ”visningar”, ”varav visningar för förskolor/skolor”,
”stadsvandringar/kulturhistoriska exkursioner” og ”kurser/studiecirklar”.
Diskussion:
Statistikker af denne type udgør et værdifuldt materiale for kunstpædagogisk
forskning. Det skaber mulighed for at foretage komparative undersøgelser af
museernes og kunsthallernes pædagogiske aktiviteter, fx mellem de forskellige
nordiske lande, mellem de nordiske lande og andre lande, mellem by- og landområder
osv. Endvidere kan statistisk materiale danne udgangspunkt for design af
mere dybtgående kvalitative undersøgelser. Et problem kan dog vise sig at være, at
statistisk materiale om museer og kunsthaller ikke udarbejdes i alle nordiske lande,
eller at statistikker udarbejdes ud fra forskellige parametre og typer af data i de
forskellige lande. I et samnordisk forskningsperspektiv vil det derfor være nødvendigt
at behandle eksisterende statistisk materiale, så det bliver komparabelt samt
om nødvendigt at indsamle og opregne manglende data.
B. Status- og evalueringsrapporter ang. udvalgte
kunstpædagogiske projekter
Rapporter på listen:
Den vedlagte oversigt indeholder en række værdifulde eksempler på denne type
rapporter. Rapporterne spænder fra forskningsnære rapporter (med tilknyttet teoriudvikling)
til mere summariske evalueringer af pædagogiske projekter. De mest
omfattende rapporter er typisk udarbejdet for nordiske eller nationale organer som
Nordisk Råds Museumskomité, Statens Museumsnævn (Danmark), Norsk Kulturråd
og Statens Kulturråd (Sverige). En tredjedel af de rapporter på listen, der tilhører
denne type, omhandler museumspædagogik generelt og fokuserer altså
ikke specielt på kunstmuseer.
Eksempel 1:
Venke Aure og Jarleiv Hauge (1996):
Pilotgallerier for barn og unge: Kunstformidling på tvers ?
Rapport RF-96/277, Rogalandsforskning (Opdragsgiver: Norsk Kulturråd).
Rapporten indeholder en grundig evaluering af et større 3-årigt nationalt forsøgsprojekt
iværksat af Norsk Kulturråd i 1992. Rogalandsforskning, som har publiceret
rapporten, har fungeret som ekstern evalueringsinstans, og de to forskere
bag udgivelsen har derfor haft mulighed for at anlægge et udefrakommende kritisk
og analytisk blik på datamaterialet, som dels består af projektets målformuleringer
samt diverse former for informationsmateriale og dokumenter fra de 6 projektsteder,
dels af interviews med udvalgte børn og unge fra to af projekterne. Ved
hjælp af en overordnet teoretisk rammesætning hentet i curriculumteori og organisationsteori
analyseres forholdet mellem målformuleringer og ”det, som faktisk
sker” på projektstederne. Hermed dannes et grundlag for vurdering af projektet, og
der gives pejlinger i retning af en mulig kvalificering af forskellige former for lokalt
forankret kunstpædagogisk praksis.
Eksempel 2:
Jette Kjærboe (2000):
Formidling til børn og unge på de danske kunstmuseer:
en undersøgelse foretaget på baggrund af Kirsten Jordahn Kirketerps
Statusrapport over de danske kunstmuseers formidlingspraksis 1994-97,
Den Kunsthistoriske Referencegruppe, Statens Museumsnævn.
Rapporten tager udgangspunkt i 31 besvarelser af et spørgeskema, som blev
udsendt til 39 danske kunstmuseer i 1998, angående museernes formidlingspraksis
med særligt fokus på årene 1994-1997. Heraf fremgår det, at de danske
kunstmuseer primært koncentrerer sig om formidling rettet mod børn og unge og
her særlig mod formidling til folkeskoleklasser. Da konklusionerne imidlertid er
noget usikre pga. store indbyrdes forskelle i besvarelserne, har forfatteren valgt at
koncentrere sine analyser om det foreliggende evalueringsmateriale fra tre større
formidlingsprojekter fra 1996 og 1997 samt andre mindre undersøgelser. Ud fra
resuméer og diskussioner af det foreliggende materiale konkluderer rapporten at
danske kunstmuseer gør et stort arbejde, når det gælder formidling til børn og
unge, samt at danske børn og unge tilsyneladende mangler den baggrundsviden,
der efter forfatterens opfattelse skal til for at kunne forholde sig til ældre kunst,
mens de har nemmere ved at forholde sig til samtidskunst, ”fordi den ligger tættere
på deres egen virkelighed”.
24 25

Eksempel 3:
Hans Örtegren (2004):
Utvärdering av Kulturrådets konstpedagogiska seminarier,
hösten 2002 – våren 2003,
Statens Kulturråd (under udgivelse).
Evalueringsrapportens formål er at dokumentere, analysere og vurdere deltagernes
opfattelser af et forsøg med efteruddannelse af praktiserende kunstpædagoger,
som det svenske Statens Kulturråd gennemførte i 2002-2003. Efteruddannelsen
blev gennemført i form af seks 2-dages seminarer, som var placeret i
tilknytning til relevante museer og uddannelsesinstitutioner forskellige steder i
Sverige. Hvert seminar behandlede et centralt kunstpædagogisk område, og
underviserne var udenlandske og svenske eksperter. Særlig var mange repræsentanter
for britisk forskning og formidling inviteret som forelæsere. Datamaterialet
består først og fremmest af skriftlige evalueringer, som deltagerne er blevet bedt
om at foretage, dels efter hvert enkelt seminar, dels efter uddannelsens afslutning.
Her viser en sammenfatning, at deltagerne i det store hele var meget tilfredse med
deres udbytte både af de enkelte seminarer og af uddannelsen som sådan. Herefter
dokumenteres og analyseres beskrivelser af ”særlig interessante” kunstpædagogiske
projekter, hvor deltagerne har arbejdet med en implementering af nye
kunstpædagogiske strategier. Her fremkommer det bl.a., at størstedelen af projekterne
retter sig mod børn og unge, samt at formidlingsmodellerne ud fra et kulturpolitisk
perspektiv må betragtes som overvejende ”sociologiske”, idet de fx i høj
grad tager udgangspunkt i publikums aktive og ligeværdige deltagelse i undervisningen.
Afslutningsvis kommer forfatteren med en række forslag til, hvorledes Statens
Kulturråd kan arbejde videre med at styrke og forbedre svensk kunstformidling.
Bl.a. foreslås etablering af en 40 points videregående uddannelse i
kunstpædagogik ved en eller flere højere læreanstalter i Sverige, støtte til national
og nordisk forskning, publicering og konferencer om kunstpædagogik samt fortsat
støtte til bedre samarbejde mellem skole og kulturinstitutioner.
Diskussion:
De tre eksempler hører til blandt de mest omfattende af de indsamlede rapporter.
De indeholder værdifuld dokumentation af centrale nordiske satsninger på det
kunstpædagogiske område, som har fundet sted inden for de sidste 10 år. Eksempel
1 og 3 anvender desuden udvalgte teoretiske rammesætninger: I eksempel 1
anvendes curriculumteori, og i eksempel 3 foretages analyserne ved hjælp af organisationsteori
og kulturpolitisk teori. Disse analyser kvalificerer rapporternes analy-
ser i en forskningsmæssig sammenhæng. Fælles for de tre rapporter er, at de
eksemplificerer, præciserer og dokumenterer nogle af de presserende problemer,
som findes i nutidens kunstpædagogiske praksis: manglen på forskning i de
uddannelses- og læreprocesser, der finder sted på museer og kunsthaller, manglen
på kunstpædagogisk uddannelse blandt lærere og formidlere, det mangelfulde
samarbejde mellem skoler og museer samt manglen på samlede nationale og nordiske
indsatser, der kunne samle, udveksle og koordinere de mange værdifulde,
men spredte initiativer, der finder sted.
C. Rapporter der udvælger og opsummerer eksisterende
viden inden for et særligt område
Rapporter på listen:
De fire rapporter i denne gruppe, som findes på listen, er alle udarbejdet under
Norsk Museumsutvikling (siden 2003 ABM-utvikling - Statens senter for arkiv, bibliotek
og museum).
Eksempel:
Ellen Karoline Henriksen og Merethe Frøyland (1998):
Hva vet vi om læring i museer? Om museumspedagogikk,
Norsk Museumsutvikling.
Rapporten henvender sig til museumsansatte, der ønsker at få indblik i aktuelle
spørgsmål, der angår publikums oplevelse og læring i forskellige typer af museer.
Begrebet ”museumspædagogik” omhandler i denne rapport formidling via udstillinger
og ikke formidling forestået af en lærer eller en kunstpædagog, og stort set
alle eksempler er hentet i naturhistoriske og etnografiske museer. De områder,
rapporten behandler, er målgrupper, læringssyn, publikumsundersøgelser og praktiske
råd. Med udgangspunkt i amerikansk og norsk kildemateriale, og med særlig
reference til Falk og Dierkings bog The Museum Experience (se kap. 5), opsummerer
rapporten den mest kendte viden på området, som er udviklet i USA.
Diskussion:
Denne type rapport forekommer at have stor værdi med hensyn til at udvælge,
organisere og videreformidle aktuel viden og aktuelle tendenser i museumspædagogikken
til museernes ansatte, som måske ikke i en travl hverdag har tid til at
sætte sig ind i større mængder litteratur. Rapporten er i sin udformning selv et
26 27

eksempel på et godt stykke formidlingsarbejde: overskuelig, let læst og med mange
eksempler (fx indeholder den et par fiktive dialoger mellem en ”positivistisk” og
en ”konstruktivistisk” museumsansat, hvor de forskellige holdninger til museumsformidling
og publikumsundersøgelser sættes på spidsen). Rapporter af denne
type vil som sekundærlitteratur næppe kunne udgøre et udgangspunkt for videre
forskning, men de udgør en eksemplarisk og vigtig formidling af, hvad nordiske og
internationale forskere er kommet frem til.
D. Mindre erfaringsopsamlinger og beskrivelser
Rapporter på listen:
Listen indeholder flere eksempler fra de seneste år på denne type mindre erfaringsopsamlinger,
som fortrinsvis er udgivet af museer og kunsthaller i forbindelse med
særlige kunstpædagogiske satsninger, som fx har opnået støtte fra fonde el. lign.
Listen må dog formodes at være temmelig mangelfuld på dette punkt, da det ikke har
været muligt inden for rammerne af rapporten at kortlægge alle de publicerede eller
upublicerede beskrivelser, som må formodes at findes, af de mange større og mindre
projekter, der løbende gennemføres på nordiske kunstmuseer og kunsthaller.
Eksempel:
Elisabeth Hanssen red. (2000):
Samarbeid på Tvers,
Oslo: Museet for samtidskunst.
Rapporten indeholder forskellige former for dokumentation i skrift og billeder af en
række kunstpædagogiske projekter, som fandt sted på Museet for Samtidskunst i
Oslo i årene 1997-1998 med økonomisk støtte fra Kulturdepartementet. Formålet
med projekterne var at medvirke til ӌ finne fram til nye metoder, opplegg og prosjekter
som kunne ha overføringsverdi til andre kunstinstitusjoners formidlingstjenester”.
Projekterne på Museet for samtidskunst fik overskriften ”Samarbeid på tvers”,
fordi de havde til fælles, at de blev lavet i et samarbejde mellem museets formidlere
og ”eksterne kompetencer”, fx billedkunstnere filosoffer og drama- og dansepædagoger.
På den måde skabtes en række eksperimenterende formidlingsprojekter
for børn og unge, som if. rapportens opsummeringer var lærerige for såvel
børn, formidlere som eksterne kompetencer. Særlig fremhæves det ”filosofiske” og
det dansepædagogiske projekt for at have indført anderledes og positive indfaldsveje
til formidlingen af samtidskunst.
Diskussion:
Erfaringsopsamlinger som denne rapport giver et spændende og nyttigt indblik i
den mangfoldighed af eksperimenterende formidlingsprojekter, som finder sted på
nordiske museer og kunsthaller. Når erfaringerne fra projekterne publiceres på
skrift, giver de mulighed for at inspirere andre institutioner til at lave lignende projekter,
og heri ligger en vigtig overføringsværdi. Som oftest indgår der i denne type
rapporter ikke nogen form for overvejelser om, fx hvilke læringsaspekter projekterne
kan tænkes at tilgodese i forhold til hvilke målgrupper osv. Som eksempel herpå
reflekteres der i Museet for Samtidskunsts rapport ikke specifikt over, hvorfor
nogle af projekterne syntes at være mere vellykkede end andre. Det kan hænge
sammen med den ”ressourceknaphed”, rapporten peger på som et problem i forhold
til kunstformidlernes behov for at ”fordybe sig”. En eller anden form for forskningsanknytning,
som kunne løfte refleksionen op på et mere generelt niveau, evt.
med inddragelse af teoretiske perspektiver, ville formentlig kunne løfte udviklingspotentialerne
og overføringsværdien for rapporter af denne type betydeligt.
Akademiske afhandlinger og bøger
Denne type udgivelser har jeg valgt at opdele i to grupper:
E. Ph.d.- og doktorafhandlinger
F. Videnskabelige bøger
E. Ph.d.- og doktorafhandlinger
Udgivelser på listen:
Listen indeholder 13 ph.d. - og doktorafhandlinger. Som det fremgår af listen, er
der et markant flertal af afhandlinger fra Finland, hvilket giver et fingerpeg om, at
der her findes vigtige kunst- og billedpædagogiske forskningsmiljøer på højeste
niveau. Alt i alt findes der dog så få akademiske afhandlinger i Norden, at jeg har
måttet vælge at medtage afhandlinger, som berører kunstpædagogikken uden at
have denne som sit centrale felt, samt afhandlinger skrevet i 10-året før 1995. Et
eksempel herpå er Anna-Lena Lindbergs afhandling fra 1988, som er en akademisk
’klassiker’, der har kunstpædagogik i snæver forstand som sit centrale undersøgelsesområde.
28 29
3.2

Eksempel 1:
Anna Lena Lindberg (1988):
Konstpedagogikens dilemma.
Historiska rötter och moderna strategier,
Studentlitteratur.
Anna Lena Lindbergs doktorafhandling fra 1988 er den eneste nordiske afhandling,
som fokuserer specifikt på formidling af kunst på museer og kunsthaller samt
på de tanker, som historisk set ligger til grund for, hvorledes denne formidling praktiseres.
Siden den udkom som bog i 1991, er afhandlingen genoptrykt mindst en
gang, hviket er forholdsvis sjældent for en akademisk afhandling af den tyngde
(439 sider). Lindberg definerer ”konstpedagogikkens dilemma” som beroende på
to uforenelige holdninger til formidlingen: ”uppfostarhållningen”, der bestemmer
museets rolle som formidler af kulturarven gennem undervisning og ”den karismatiska
hållningen”, som hævder, at man ikke kan undervise i kunstforståelse, fordi
kunstoplevelsen alene beror på en intuitiv og følelsesbaseret erfaring af kunstværkernes
karisma. I afhandlingen gennemgår Lindberg en række af 1800-tallets vigtigste
teorier om kunstpædagogik. Herefter gøres der rede for forskellige ”senmoderna
strategier”, og der udvikles forskellige analytiske begreber til en aktuel
forståelse af kunstpædagogikken, som ikke er splittet mellem de to sider af dilemmaet.
De vigtigste teoretiske rammer for analyserne henter Lindberg fra sociologerne
Pierre Bourdieu og Jürgen Habermas.
Eksempel 2:
Helena Sederholm (1998):
Starting to Play with Arts Education.
Study of Ways to Approach Experiential and
Social Modes of Contemporary Art.
University of Jyväskylä:
Jyväskylä Studies in the Arts 63. Doctoral Thesis.
Afhandlingens tyngdepunkt ligger i et omfattende studium af den ”performative”
samtidskunst samt af dennes historiske rødder i bl.a. den internationale situationist-bevægelse.
Med udgangspunkt i pragmatisk æstetisk teori (William James,
John Dewey og Richard Shusterman) undersøges forskellige begreber om æstetisk
oplevelse og erfaring (”experience”), og disse relateres til forskellige relationelle
kunstformer. Afhandlingens pædagogiske pointe er, at oplevelsen af og
legen med kunst, og i særdeleshed af performativ samtidskunst, udgør et væsentligt
alternativ til en disciplinorienteret tilgang (eks. den amerikanske DBAE), hvor
der undervises om kunst, som om der var tale om et afgrænset og eksemplificerbart
begreb. Med udgangspunkt i samtidskunstens mangfoldighed argumenterer
Sederholm således for en tilgang til kunst- og billedpædagogisk praksis, hvor deltagernes
unikke og situerede oplevelse sættes i centrum.
Eksempel 3:
Helene Illeris (2002a):
Billedet, pædagogikken og magten – Positioner,
genealogi og postmoderne optikker i det billedpædagogiske felt,
ph.d.-afhandling,
Danmarks Pædagogiske Universitet.
Med udgangspunkt i Pierre Bourdieus teori om sociale felter analyserer denne
afhandling skolens billedundervisning i spændingsfeltet mellem hhv. kunstfeltet,
håndværksfeltet, mediefeltet og det pædagogiske felt. Herefter foretages, med
afsæt i Michel Foucaults teorier, genealogiske analyser af de ”diskursordener”, som
har domineret det billedpædagogiske felt i Skandinavien fra midt i 1800-tallet og
frem til vore dage. Disse diskursordener kan fortsat siges at eksistere side om side
som ”sandheder”, der cirkulerer i skolen og i samfundet. På baggrund af analyserne
konkluderer forfatteren bl.a., at der kan påvises en udtalt ambivalens i forholdet
mellem de tanker, der ligger til grund for skolens billedundervisning, og de tanker,
der traditionelt har præget kunstformidlingen på museer og kunsthaller, samt at
denne ambivalens har dybe rødder, som er både af historisk og af strukturel karakter.
Afslutningsvis findes bl.a. en kortfattet diskussion af samtidskunstens potentiale
i forhold til udviklingen af ”postmoderne optikker” på billedpædagogikken. Denne
diskussion har forfatteren videreudviklet i flere artikler.
Diskussion:
Sammen med status- og evalueringsrapporterne [B], de videnskabelige bøger [F]
og de videnskabelige artikler giver de akademiske afhandlinger det bedste indblik
i nordisk kunstpædagogik på forskningsniveau. De tre ovennævnte eksempler
giver en fornemmelse af den mangfoldighed af temaer, som kunstpædagogisk
forskning har rettet sig mod. Således er der tale om vigtig nordisk grundforskning
inden for hhv. kunstpædagogikkens historie, udviklingen af et oplevelsesbaseret
kunstbegreb, som udgangspunkt for kunstpædagogisk praksis, og kunstpædagogikkens
relation til skolens billedundervisning. Hvor Lindbergs og Illeris’ afhandlinger
primært benytter sig af sociologisk orienteret teori og dermed beskriver kunstpædagogikken
som en social og kulturel praksis, introducerer Sederholm en
30 31

filosofisk-psykologisk tilgang, hvor erfaringspædagogikken er i centrum. Afhandlingerne
er gode eksempler på, at der (om end spredt) findes nordisk kunstpædagogisk
forskning på internationalt niveau, som ville kunne anvendes som udgangspunkt
for en samlet nordisk grundforskningsindsats på området.
F. Videnskabelige bøger
Udgivelser på listen:
Bøgerne på denne del af listen er videnskabeligt baserede uden dog at være indleveret
ved universiteter til bedømmelse som videnskabelige afhandlinger. Det drejer
sig først og fremmest om norske udgivelser, dels Dag Solhjells bøger, som skiller sig
ud fra de formidlingsorienterede bøger nedenfor ved at være baseret på selvstændig
forskning og teoriudvikling, dels de to tekstsamlinger, som er udgivet i forbindelse
med det tværvidenskabelige forskningsprojekt Møtesteder, som udvikledes
under Norges forskningsråds program for kultur- og traditionsformidlende forskning
(KULT). Endvidere indeholder listen to danske bøger samt tre bearbejdede
udgaver af ph.d.- og doktorafhandlinger, som er udkommet i bogform med henblik
på at nå et bredere publikum (Halvorsen 2001, Räsänen 2000 og Illeris 2002).
Eksempel 1:
Dag Solhjell (2001):
Formidler og formidlet.
En teori om kunstformidlingens praksis,
Oslo: Universitetsforlaget.
Bogen bygger til dels på Solhjells tidligere bog (1995), hvor han med Pierre Bourdieus
sociologiske begrebsapparat analyserer den norske kunstinstitution og dennes
forskellige ”kredsløb” (det eksklusive, det inklusive og det kommercielle). I Formidler
og formidlet går Solhjell imidlertid et skridt videre, idet han udvikler en
egentlig teori om kunstformidling, hvor ”kunstformidling” skal forstås bredt som alle
de former for praksis, som er møntet på at give publikum mulighed for at se kunst
(kunstfremstilling, indkøb, kuratering, ophængning, undervisning, kritik, fremstilling
af kataloger, artikler osv.). I denne teori bliver formidlerens praksis at fremstille ”paratekster”,
dvs. forskellige former for omtaler, henvisninger osv., der peger på kunstværkerne
(”teksterne”) ved at skabe ”kontekster”. I denne teori udvikles således et
meget fleksibelt billede af kunstformidling som en kulturelt og socialt indskrevet
aktivitet, der så at sige ”skaber” kunsten ved at udøve praksis omkring den.
Eksempel 2:
Karsten Arvedsen og Helene Illeris red. (2000):
Samtidskunst og undervisning – en antologi,
Billedpædagogiske Studier 6,
Danmarks Pædagogiske Universitet.
Antologien består af 10 artikler, tre skrevet af forskere, tre af seminarielærere
(læreruddannelsen), to af kunstnere, én af en museumsansat kunstpædagog og én
af en gymnasielærer i billedkunst. Bogen er udgivet i forlængelse af et todages
seminar, som havde til formål at indkredse de vigtigste problemstillinger, når det
gjaldt undervisning om og med samtidskunst. Artiklerne indeholder både teoretiske
gennemgange og praktiske eksempler, og de tager afsæt i forskellige teorifelter, fx
kunstteori, kunstsociologi, filosofi og systemteori. De praktiske eksempler omfatter
formidling af samtidskunst til skole- og gymnasieelever samt lærerstuderende.
Diskussion:
I modsætning til de deciderede afhandlinger har de videnskabelige bøger både det
akademiske felt og den reflekterede del af praksisfeltet som målgruppe. Således
kan den udviklede teori danne basis for videre forskning, ligesom den kan anvendes
til at reflektere - og muligvis ændre – praksis. Monografier som Solhjells bog
giver et teoretisk sammenhængende indblik i det behandlede tema, mens antologier
som Samtidskunst og undervisning har den styrke, at de kan behandle et forholdsvis
stort stofområde, fordi bidragyderne sidder inde med forskellige baggrunde
og kompetencer, og fordi de kan indfange et aktuelt diskussionsfelt og formidle
dette videre til interesserede lærere, studerende og forskere. Set i en forskningsmæssig
sammenhæng ville det være relevant dels at støtte udgivelsen af flere nordiske
monografier, hvor forskere får mulighed for at give en samlet fremstilling af
deres viden på det kunstpædagogiske felt, dels at fremme udgivelsen af en eller
flere nordiske antologier, som fra udvalgte synsvinkler kan give et indblik i, hvad der
aktuelt forskes i på det kunstpædagogiske område i Norden.
Ikke videnskabelige bøger
Bøger på listen:
De bøger, som er medtaget under dette punkt, er monografier og antologier, hvis primære
målgruppe er billed- og kunstpædagoger i skolen og på museer. Bøgernes primære
sigte er altså, på samme måde som rapporterne i gruppe C, at systematisere,
32 33
3.3

formidle og eksemplificere eksisterende viden og ikke at udvikle nye overgribende
teorier. Listen indeholder syv monografier, hvoraf de fem er fra Norge. Af de syv
antologier på listen er tre danske, to finske og to svenske. De har til fælles, at de
indeholder bidrag fra forskellige faggrupper, fx lærere, læreruddannere, kunstpædagoger,
forskere og kunstnere.
Eksempel 1:
Arne Marius Samuelsen (2003):
Formidling av kunst til barn og unge,
Oslo: Universitetsforlaget.
Denne bog er nok den første i Norden, der giver en samlet introduktion til kunstformidling
på museer særligt rettet mod lærere og pædagoger, der arbejder med
børn fra 0-16 år. Ud fra ”et sosiokulturelt læringssyn”, som handler om læring som
resultat af et møde mellem kulturens koder og barnets virkelighed, introduceres de
vigtigste elementer i kunstformidlingen: kunsten, eleven, de fysiske rammer, forskning
og billedanalyse. Bogen indeholder en lang række eksempler på formidlingssituationer,
hvoraf de fleste er observeret af forfatteren selv. Endvidere gives
eksempler fra artikler, forskningsrapporter m.v. Bogen er ikke på nogen måde
udtømmende, men søger først og fremmest gennem eksemplerne at vise lærere
og pædagoger, hvorledes de rent praktisk kan gribe mødet med kunsten an, og at
argumentere pædagogisk for, hvorfor nogle tilgange er mere hensigtsmæssige i
forhold til børn end andre.
Eksempel 2:
Jens Peter Munk og Kirsten Møller,
red. (2002):
Jeg har et museum,
København, Dansklærerforeningen.
Bogen indeholder 15 små artikler ordnet i fire kapitler, som diskuterer kulturprojektet
”Jeg har et museum”, som foregik i årene 2000-2001 i et samarbejde mellem
en billedskole, tre kunstmuseer og seks klasser fra fire forskellige folkeskoler.
Forfatterne er lærere eller formidlere, som har været involveret i projektet, og som
beskriver forløbene ud fra deres forskellige synsvinkler. Bogen er stramt opbygget
med mange billeder og skrevet i et let forståeligt og personligt sprog. Den henvender
sig iflg. bagsideteksten til ”kunstformidlere, dansk- og billedkunstlærere,
lærerstuderende og alle andre, der er interesseret i, hvordan man kan formidle
kunst til børn og unge fra 1. klasse til 10. klasse”.
Diskussion:
Mange lærere efterlyser bøger om formidling af kunst, og her kan introduktioner
som ovennævnte være af stor værdi, fordi de netop tager udgangspunkt i lærerens
situation og henvender sig direkte til ham/hende. (Det samme gælder for Ingrid
Siedelmann Knudsens, Brit Paulsens, Gunnar Danbolts og Karin Malmquists
bøger). Projektfokuserede antologier som Jeg har et museum formidler et enkelt
projekt fra flere forskellige synsvinkler og giver dermed mulighed for at fungere
som inspiration for forskellige grupper af kunstpædagogiske praktikere. Det er
imidlertid overraskende, at der ikke findes flere bøger af denne type, ligesom der
tilsyneladende kun findes enkelte nordiske pædagogiske bøger rettet mod museumsansatte
kunstformidlere. Der ligger således en vigtig opgave i at skabe yderligere
målrettet formidling mod disse grupper.
Videnskabelige artikler
Artikler i på listen:
Listen omfatter 23 eksempler på nordiske videnskabelige artikler om kunstpædagogik,
hvilket tyder på, at en del bidrag til kunstpædagogisk forskning publiceres i
artikelform. Videnskabelige artikler omfatter artikler, som er forskningsbaserede og
som er publicerede i internationale antologier eller videnskabelige tidsskrifter, fx
Nordisk Museologi. Som i de øvrige grupper gælder det, at mange af artiklerne
beskæftiger sig med det museumspædagogiske område i bred forstand.
Eksempel 1:
Merethe Frøyland (2003):
”Multiple erfaringer i multiple settinger – MEMUS,
et teoretisk rammeverk om museumsformidling”,
i: Nordisk Museologi 2/2003
Artiklen tager udgangspunkt i den amerikanske psykolog Howard Gardners teori
om ”multiple intelligences”, og den fokuserer på, hvorledes forskellige typer af læring
bedst kan fremmes på museer generelt. Dette afføder en teori for praktisk handling
på museer, som kaldes MEMUS: teorien peger på, hvorledes forskellige aspekter af
udstillinger kan sætte hver enkelt af Gardners otte intelligenser i centrum og dermed
styrke læringen hos publikum ved at give dem forskellige tilgangsveje. Ved at
trække på amerikansk, empirisk forskning om læring på museer giver artiklen desuden
en række eksempler på publikums reaktioner på forskellige settings.
34 35
3.4

Eksempel 2:
Bjarne Sode Funch (2000):
”Hvorfor ser vi på billedkunst?”,
i: Nordisk Museologi 01/00.
Artiklen argumenterer for vigtigheden af at inddrage den psykologiske videnskab i
forståelsen af, hvorfor billedkunst optager en central plads i den vestlige kultur.
Med udgangspunkt dels i den danske museumslov, dels i de seneste formuleringer
af den danske stats kulturpolitik argumenterer forfatteren for formidlingen af
”den æstetiske oplevelse” til publikum som kunstmuseernes vigtigste berettigelse
i et senmoderne samfund, præget af uddifferentiering af menneskets forskellige
livssfærer. Artiklen ligger således i forlængelse af den kunstpsykologiske teori,
som udvikles i forfatterens doktorafhandling (Funch 1997).
Diskussion:
De videnskabelige artikler giver et kondenseret indblik i aktuel nordisk forskning
på det kunstpædagogiske område og er derfor centrale for udbredelsen af forskningsresultater.
Det er imidlertid begrænset, hvad der findes af videnskabelige
artikler, som specifikt omhandler det kunstpædagogiske område. Flertallet af de
artikler, jeg har kunnet finde frem til, findes i tidsskriftet Nordisk Museologi, som
er et bredt anlagt tidsskrift om alle typer af museer og alle typer af museumsaktiviteter
m.m. Endvidere indgår to artikler af finske forfattere i den internationale
antologi Researching visual arts education in museums and galleries: An international
reader, og det svenske tidsskrift Valör, som publiceres af Uppsala Universitet,
har netop udgivet et temanummer om kunstpædagogik. Andre nordiske
videnskabelige tidsskrifter som fx Nordisk Pedagogik har ikke publiceret artikler
om kunstpædagogik i løbet af de sidste 10 år, men dog en enkelt om kulturformidling
(Halvorsen 2001) og et par artikler om billedpædagogik i skolen. Enkelte
nordiske forfattere har publiceret artikler om kunstpædagogik i amerikanske tidsskrifter,
fx har Bjarne Sode Funch publiceret i Museum International og Journal of
Visual Art Practice. På denne baggrund må det således anbefales, at nordisk
kunstpædagogisk forskning styrkes og synliggøres internationalt gennem støtte
til udgivelse af flere, gerne engelsksprogede, videnskabelige artikler, samt at tendensen
til at forskere publicerer i videnskabelige tidsskrifter, som er forbundet
med deres egen faglige baggrund, slækkes, så der åbnes for kunstpædagogik
som et tværfagligt felt.
Ikke videnskabelige artikler
Artikler på listen:
De ikke videnskabelige artikler omfatter artikler fra andre tidsskrifter m.m., hvor
målgruppen er kunstpædagoger, lærere eller andre praktikere. Det er artikler, som
har været publiceret i fagblade for pædagoger, lærere eller museumsansatte eller
i bredere orienterede kunsttidsskrifter, fx det svenske Konstperspektiv.
Eksempel 1:
Ole Lambertsen (2003):
”Guld og grønne skove og det gyldne snit”,
i: Billedpædagogisk Tidsskrift 1/03
Artiklen er skrevet af kunstpædagog Ole Lambertsen ved Kunsthallen Brandts
Klædefabrik i Odense, og den tager afsæt i en samtidskunstudstilling, hvor de
udstillede værker relaterer sig til ældre kunst fra den danske guldalder. Denne
udstilling dannede afsæt for et kursus som omhandlede det gyldne snit og Fibonaccis
talrækker. Artiklen beskriver, hvorledes en elev i 9. klasse skaber en projektopgave
bestående af digte og en installation, som igen tager udgangspunkt i
talrækken.
Eksempel 2:
Kamilla Rydahl (2002):
”Vad händer i mellanrummet – en metareflexion”,
i: Konstperspektiv 3/02.
Forfatteren til denne artikel er kunstner og projektleder for ”Offensiva strategier –
en länk mellan samtidskonst och konstföreningar”. I artiklen beskrives og diskuteres
to kunstpædagogiske projekter, som tager deres udgangspunkt i værker fra
samtidskunsten. Det første Transit er rettet dels mod kursister på et kursus i
svensk for invandrere, dels mod gymnasieklasser. I dette projekt integreres skabelsen
af et kunstværk med det pædagogiske projekt. I det andet projekt Musernas
museum arbejder flere institutioner sammen om at skabe dialoger mellem fx
elever og kunstnere, dansere og udstillinger, besøgere og udstillere, lærere og
kunstteoretikere eller museumspersonale og besøgere. Også her er eleverne med
til at skabe deres egne unikke oplevelser med samtidskunst, ældre kunst, dans og
andre kunstformer.
36 37
3.5

3.6
Diskussion:
På samme måde som de ikke videnskabelige bøger tager disse artikler i høj grad
udgangspunkt i beskrivelser af konkrete projekter, som kan give indblik i kunstpædagogisk
arbejde og inspiration til lærere og andre praktikere. De er således
primært henvendt til mennesker, som ikke beskæftiger sig med kunstpædagogik i
deres daglige virke, men som gerne vil have et indblik i dens metoder. Artiklerne
giver en fornemmelse af de mange kunstpædagogiske aktiviteter, som finder sted,
og skaber hermed oplysning om og interesse for disse. Da artiklerne publiceres i
mange forskellige typer af tiddskrifter, kan de være svære at finde frem til. Et nordisk
tidsskrift specielt om kunstpædagogik rettet mod lærere og kunstpædagoger
kunne medvirke til en større samling på feltet.
Specialer/slutarbeten/hovedfagsopgaver/C- og D-uppsatser
Opgaver på listen:
På listen findes eksempler på den forholdsvis store mængde danske specialer, finske
slutarbeten, norske hovedfagsopgaver og svenske C- og D-uppsatser, som er
blevet udarbejdet af studerende ved universiteter og højskoler i løbet af de sidste
år. Alle opgaverne er større afgangsopgaver på mellem 80 og 140 sider. 4
Eksempel 1:
Lisbet Skregelid (2003):
”Det var ganske gøy faktisk”.
En undersøgelse om formidling av samtidskunst
rettet mot ungdomsskoleelever,
Hovedfagsoppgave i forming,
Høgskolen i Oslo.
Opgaven er på 135 sider inkl. litteraturliste og bilag. Med udgangspunkt i Pierre
Bourdieus sociologiske teori samt i billed- og kunstpædagogisk litteratur beskriver
og analyserer den observationer og interviews fra to skoleklassers besøg på to forskellige
samtidskunstudstillinger på Sørlandets kunstmuseum i Kristiandssand i
2001. Den ene klasse besøgte begge udstillinger, den anden besøgte kun den
ene. Skregelids analyser peger dels på de forskellige holdninger til samtidskunst
og kunstformidling, som findes hos hhv. lærerne, kunstformidlerne og eleverne,
4 Sideantallet på de finske slutarbeten og svenske uppsatser kendes dog ikke.
dels på at de unges positive oplevelser på udstillingsbesøgene ikke handler så
meget om tilegnelse af kundskab om kunst og kunstverdenen, men snarere om
direkte sansemæssige og personligt refleksive oplevelser. Endvidere argumenteres
der for, at kunstpædagogens rolle ikke så meget bør være at ”formidle” som at
være ”tilrettelægger” af ”rejser” for de unge ind i samtidskunstens univers.
Eksempel 2:
Annika Bergsland (2003):
Så mötas de två: skola och museum.
En museipedagogisk diskurs, magisteruppsats i etnologi,
Uppsala Universitet
I denne opgave fokuseres der gennem interviews med lærere og museumspersonale
på forskellene imellem skolernes kultur og museernes: Hvor lærerne først og
fremmest fokuserer på elevernes udvikling, fokuserer museumspersonalet på den
historiske udvikling. Med udgangspunkt i bl.a. Michels Foucaults diskursteori argumenterer
Bergsland for, at hvis eleverne skal have det ønskede udbytte af museumsbesøg,
må lærere og museumspædagoger opbygge et fælles begrebsapparat,
og samarbejdet mellem skoler og museer bør fremgå af institutionernes styringsdokumenter.
Hovedvægten i opgavens empiriske materiale er på kulturhistoriske
museer 5.
Diskussion:
Når man ser på afgangsopgaverne, virker det som om der findes en stigende interesse
blandt studerende såvel inden for pædagogik som inden for kunstteori og
etnografi for at arbejde med kunst- og museumspædagogiske problemstillinger.
På de billedpædagogiske uddannelser på fx Danmarks Pædagogiske Universitet 6,
University of Art and Design i Helsinki og Høgskolerne i Oslo og Telemark skrives
stadig flere afgangsopgaver om kunstpædagogiske emner og her særlig om formidling
af samtidskunst. Endvidere uddanner andre institutioner, som fx Konstindustriella
högskolan og lärarutbildningen i Finland, kandidater på MA-niveau. Det
har dog vist sig svært at skaffe et rimeligt overblik over opgaverne, da de fleste
5 Dette resumé er skrevet ud fra den sammenfattende artikel En olycklig kärlek, som er publiceret på
Svenska Museers internetside www.museif.a.se/svenskamuseer. Det har ikke været muligt at skaffe selve
opgaven inden for den tidsramme, der var sat af til at skrive rapporten.
6 Den billedpædagogiske kandidatuddannelse på Danmarks Pædagogiske Universitet blev nedlagt i 2001,
og de sidste kandidater skal aflevere deres specialer senest 31. august 2004. Der er ingen planer om at
oprette en ny billedpæd agogisk kandidatuddannelse i Danmark.
38 39

3.7
arkiveres på institutionerne. Da flere af opgaverne, fx de ovenfor nævnte, ligger på
et forskningsmæssigt niveau, ville det være rimeligt, at man i forbindelse med et
samnordisk forskningsprogram fik skabt et overblik over de afgangsopgaver, som
findes, og at man overvejede at støtte nogle af forfatterne i at bearbejde opgaverne
til artikler, som kunne udgøre vigtige bidrag i en nordisk antologi om kunstpædagogik.
Konklusion
Samlet set tegner diskussionerne et billede af kunstpædagogikken som et mangefacetteret
område inden for nordisk forskning og formidling. Det er bemærkelsesværdigt,
at nordiske forskere på den ene eller den anden måde har været i
berøring med så mange væsentlige områder inden for kunstpædagogik. Således
finder man på litteraturlisten videnskabelige publikationer, som retter fokus mod
det kunstpædagogiske område med baggrund i både sociologiske, antropologiske,
psykologiske og filosofiske teoridannelser, ligesom man finder rapporter, som
systematiserer og anvender teorier og metoder fra både læringsteori, didaktisk
teori og museologi. Endvidere findes et meget vigtigt potentiale for den kunstpædagogiske
forskning i form af de mange specialer/hovedfagsopgave/C- og Duppsatser
i kunstpædagogik, som er udarbejdet ved nordiske universiteter og
høgskoler i løbet af de senere år.
På det praksisrelaterede niveau indeholder listen en række eksempler på beskrivelser
af de mange kunstpædagogiske projekter, som finder sted på nordiske
kunstmuseer i samarbejde med bl.a. børnehaver, skoler, ungdomsuddannelser og
billed- og kulturskoler. Her er det bemærkelsesværdigt, at projekterne i flere tilfælde
udspringer af samarbejder mellem museumsansatte kunstpædagoger og
pædagoger fra andre områder og/eller institutioner, fx billedkunstlærere, billedkunstnere,
dramapædagoger og digtere. Desuden findes flere gode eksempler på
bøger, hvor kunstformidlingens praksis diskuteres i lyset af konkrete projekter
og/eller teoretiske refleksioner.
Det kan på denne baggrund konkluderes, at der i Norden kan findes eksempler på
publikationer på næsten alle områder og niveauer inden for kunstpædagogisk
forskning og formidling. Disse publikationer giver tilsammen indtryk af, at der i
de nordiske lande findes et vigtigt potentiale for udviklingen af større forsknings-
projekter og for etablering af uddannelser, dels for kunstpædagogiske praktikere,
dels for forskere på det kunstpædagogiske område.
Når det er sagt, må det imidlertid også konkluderes, at rapporten tegner et billede
af den spredte og usammenhængende karakter, som lige nu kendetegner kunstpædagogisk
forskning i Norden. Sammenholdt giver publikationerne indtryk af, at
forskningen er afhængig af enkelte forskeres personlige interesse, og at et fåtal af
forskerne kender hinanden. Det kan bl.a. skyldes, at der ikke på nogen af de nordiske
universiteter findes institutter eller afdelinger, der beskæftiger sig specifikt
med kunstpædagogik. Det er i denne sammenhæng symptomatisk at nordiske
forskere kun i meget lille grad henviser til hinandens forskning eller publikationer,
men at man i højere grad trækker på forskning fra lande som USA, Frankrig og
England. Endvidere er det karakteristisk, at en stor del af de videnskabelige publikationer
på listen ikke beskæftiger sig med kunstpædagogik i snæver forstand,
men med bredere museologiske og pædagogiske problemstillinger.
På praksisniveauet er publikationerne også karakteriserede ved at være udtryk for
spredt og usammenhængende praksis. Mange nordiske kunstmuseer iværksætter
ambitiøse formidlingsprojekter, men projekterne optræder isolerede fra hinanden.
Det er sjældent, at museernes rapporter og erfaringsopsamlinger fra kunstpædagogiske
projekter henviser til projekter fra andre institutioner, og der findes i Norden
ingen samlende instans, hvor museumsansatte kunstpædagoger eller andre
interesserede kan hente viden og eksempler på ”good practice” eller orientere sig
om resultater inden for kunstpædagogisk forskning. Endvidere savnes forskninganknytning,
som kunne kvalificere publikationerne i et bredere perspektiv, på de
fleste af projekterne.
Konklusionen på dette kapitel er således, at der findes vigtig nordisk forskning og
formidling på det kunstpædagogiske område såvel kvantitativt som kvalitativt, men
at publikationerne optræder i mange og uhomogene institutionelle og faglige kontekster,
og det derfor er yderst svært at danne sig et samlet overblik over disse. En
konsekvens heraf er, at den nordiske forskning og formidling i kunstpædagogik
forbliver usammenhængende, og at flertallet af publikationer ikke formidles ud til
en bredere kreds af interesserede. På den måde kommer forskere og praktikere til
at savne viden om hinandens arbejde, og tendensen bliver, at nordiske kunstpædagoger
vender sig mod angelsaksiske publikationer, når man ønsker viden på
det kunstpædagogiske område.
40 41

4.
4.1
Kunstpædagogisk forskning og formidling
i Storbritannien og USA. Diskussion af udvalgte
publikationer i et komparativt perspektiv
Baggrund for valg af publikationer
De engelsksprogede publikationer i bilag II er udvalgt med henblik på at diskutere
kunstpædagogisk forskning og formidling i et komparativt perspektiv. Som det
fremgik af det foregående kapitel, vender nordiske forskere og praktikere sig i høj
grad mod engelsk og amerikansk litteratur, når de diskuterer kunst- og museumspædagogiske
problemstillinger. Endvidere har der i løbet af de sidste 10-15 år
været større fokus på museernes rolle som dannelses- og læringsressourcer i Storbritannien
og USA end i resten af den vestlige verden, og der er i den forbindelse
publiceret et meget stort antal bøger, artikler og afhandlinger. I Storbritannien har
især Institut for Museumsstudier ved universitetet i Leicester opnået en vigtig forskningsmæssig
status, mens der i USA er en lang tradition for at studere og udvikle
museumspædagogiske projekter i samarbejder mellem museer og universiteter.
Således findes der i USA en vigtig tradition for empiriske ”visitor studies”, som har
gjort at de amerikanske museer i højere grad end de europæiske har orienteret sig
mod de besøgendes behov for oplevelse og læring. Andre centrale fokusområder
for engelsk og amerikansk museumspædagogisk forskning er kulturel diversitet,
visuel og materiel kultur, situeret læring, kreativitet og identitetsfølelse.
Jeg har medtaget én rapport, fem videnskabelige bøger og én ikke videnskabelig
bog på listen. Rapporten A Common Wealth, den ikke videnskabelige bog Testing
the Water og Eilean Hooper-Greenhills Museums and the Interpretation of Visual
Culture er britiske, de øvrige fire bøger er amerikanske. Bøgerne er valgt ud fra et
skøn, hvor de centrale kriterier har været at fremvise størst mulig bredde dels i
typen af publikationer, dels i de teoretiske tilgange. Ønsket om at undersøge forskellige
teoretiske tilgange betyder, at jeg har lagt hovedvægten på diskussion af
videnskabelige bøger, fordi det er her, teoritilgangene står tydeligst frem, men dog
således at jeg også har medtaget bøger, der henvender sig til et bredere publikum
end det akademiske. Endvidere har jeg forsøgt at udvælge publikationer, der placerer
sig centralt i forhold til nordisk kunstpædagogisk forskning og formidling, fx
publikationer, som flere nordiske publikationer refererer og diskuterer, og/eller
• Mihaly Csikszentmihalyi og
• Rick E. Robinson (1990):
• The Art of Seeing. An Interpretation
• of the Aesthetic Encounter
• George E. Hein (1998):
• Learning in the Museum
• Eilean Hooper-Greenhill (2000):
• Museums and the Interpretation
• of Visual Culture
• Lisa C. Roberts (1997):
• From Knowledge to Narrative.
• Educators and the Changing Museum
• John H. Falk og Lynn D. Dierking (1992):
• The Museum Experience,
• Whalesback Books
• David Anderson (1999):
• A Common Wealth.
• Museums in the Learning Age
• Tate Gallery, Liverpool (2000):
• Testing the Water.
• Young People and Galleries.
• Liverpool University Press
som indgår i litteraturlisten til den eneste videreuddannelse for kunstpædagoger,
som hidtil har fundet sted i Norden, nemlig Konstpedagogisk Seminarium, arrangeret
af den svenske stats kulturråd.
I de følgende afsnit vil jeg kort gennemgå og diskutere indholdet af hver af de syv
publikationer i bilag II på samme måde, som jeg har gjort det med de udvalgte
eksempler fra listen over nordiske publikationer. Med henblik på en yderligere
gruppering af de engelsksprogede publikationer har jeg i det ovenstående skema
ordnet dem i forhold til det kontinuum mellem forskning og praksis, jeg præsenterede
i rapportens indledning. Skemaet indeholder fire grupper af publikationer,
som svarer til diskussionerne i de følgende afsnit: øverst er de tre videnskabelige
42 43
Forskning
Systematisering af
eksisterende viden
Vejledning og
beskrivelse af praksis
Praksis

4.2
bøger, som primært henvender sig til forskere, herefter kommer to videnskabelige
bøger, som mere har karakter af systematisering og formidling af eksisterende
viden, og som derfor både henvender sig til forskere og til udøvende museumspædagoger.
Placeret endnu et skridt nærmere praksis kommer David Andersons
rapport, som primært henvender sig til kulturpolitikere, og endelig kommer bogen
fra Tate Gallery i Liverpool, som først og fremmest henvender sig til udøvende
kunstpædagoger.
Jeg har valgt at ordne mine diskussioner på samme måde som i det foregående
kapitel. Dvs., at jeg først diskuterer rapporten A Common Wealth, som på en gang
har karakter af oversigt og status- og evalueringsrapport (rapporter mærket A og
B i listen over nordiske publikationer). Efter den kommer diskussioner af de videnskabelige
bøger, hvori der udvikles omfattende ny teori, og som derfor har karakter
af akademiske afhandlinger: The Art of Seeing, Learning in the Museum og
Museums and the Interpretation of Visual Culture. Dernæst diskuteres de videnskabelige
publikationer, som er bredere orienteret: The Museum Experience og
From Knowledge to Narrative. Til sidst diskuteres Testing the Water, som er en
bog, der primært har karakter af erfaringsopsamling. Hvert afsnit følges dels af en
samlet diskussion af de omtalte publikationer, dels af en sammenlignende diskussion,
hvor publikationerne diskuteres i et nordisk kunstpædagogisk perspektiv.
Kapitlet afsluttes med en opsummering og en konklusion.
Rapporter og undersøgelser
Rapporter på listen:
Listen indeholder kun én rapport, som jeg har valgt ud, fordi den udgør et centralt
kulturpolitisk dokument i den britiske debat om museernes og museumspædagogikkens
rolle i senmoderne vesteuropæiske samfund.
Eksempel:
David Anderson (1999):
A Common Wealth. Museums in the Learning Age.
A Report to the Department for Culture, Media and Sports.
David Andersons rapport på 130 sider udgør et vigtigt bidrag til den debat om
museer som læringsinstitutioner, der for alvor blussede op i 1990’erne med Storbritannien
som en af de vigtigste bidragydere. Rapporten er finansieret af det
britiske Ministerium for kultur, medier og sport, og den udkom første gang i 1997,
men er siden blevet redigeret og udvidet i 1999. Den omhandler museumspædagogik
generelt og fokuserer altså ikke på kunstpædagogik som isoleret fænomen.
Overordnet består rapporten af to hoveddele: én del ”Museums in Society”, der
omhandler den generelle samfundsudvikling i forhold til begreber som ”læring” og
”kreativitet” samt museumspædagogikkens placering i forhold til denne udvikling;
og én del ”Twelve targets for development of museum learning”, som indkredser de
politiske tiltag, som skønnes at være nødvendige, hvis museer skal udvikles til at
være ressourcer for læring i nutidens samfund.
I del 1 tages der udgangspunkt i forskellige læringsteorier, fx Howard Gardners
teori om multiple intelligenser og Steven Brookfields teori om formal og informal
læring, idet Anderson argumenterer for, at museer er vigtige læringsinstitutioner i
et samfund, hvor det at lære ikke længere kan forstås som en aktivitet, der er forbeholdt
særlige aldersgrupper (børn og unge), særlige steder (undervisningsinstitutioner)
eller særlige former for aktiviteter (boglig lærdom). Fordi museer giver
mulighed for at stimulere alle sanser, og fordi publikum for det meste kommer til
museerne af lyst, betragter Anderson museerne som ideelle læringsmiljøer i forhold
til begrebet ”livslang læring”. Første del af rapporten slutter med fremlæggelsen
af en undersøgelse fra 1997, der viser hvor lidt, der aktuelt gøres for at udvikle
britiske museer til læringsmiljøer. Kun 37% af de britiske museer har en
”education policy”, og kun 51% har pædagogiske tilbud overhovedet. Kun 3% af
de ansatte er ansatte i pædagogiske stillinger, og på 40% af museerne fik disse
en lavere løn end museumsinspektørerne. Kun 10 britiske museumspædagoger
havde mulighed for at forske i arbejdstiden, og kun fire havde været på studierejser
til museer i udlandet.
I del 2 udvikles 12 mål for læring på museer: fire, der skal udvikle institutionen
indadtil, fire, der skal udvikle forholdet til publikum, og fire, der skal udvikle museerne
som en del af større politiske planer for det britiske samfund. Det er ikke
muligt at gå alle målene igennem her, men jeg vil nævne og kommentere et par
stykker for at give en ide om, hvad der er tale om: ”Target 1: To develop museums
as learning organisations, with education central to their purpose”: Dette mål
indeholder bl.a. en opfordring til alle museer om at udarbejde de såkaldte ”mission
statements” ang. formålene med museets pædagogiske aktiviteter. ”Target 4:
To make research and evaluation of public learning an integral part of museum
44 45

practice”: Her konstateres det, at der ikke er tradition for, at der forskes på britiske
museers formidlingsafdelinger, men at man baserer sine pædagogiske initiativer
på forskning udviklet i USA. Afsnittet indeholder en liste med 23 eksempler
på forskningsområder, som museumssektoren mangler viden indenfor, fx ”methods
of identifying the value of learning in museums”. ”Target 7: To develop the
skills of museum learning in other sections of education”: Her fokuseres der på
samarbejde mellem museer og forskellige typer af uddannelsesinstitutioner, således
at museer i højere grad bliver integrerede som læringsressourcer i forskellige
typer af uddannelsesforløb.
Afslutningsvis argumenteres der for, at læring i museer integreres i bredere politiske
initiativer i retning af at fremme livslang læring og kulturel udvikling i Storbritannien.
Diskussion:
A Common Wealth. Museums in the Learning Age er et centralt dokument, fordi
rapporten indkredser de vigtigste museumspædagogiske indsatsområder i en
bred, politisk og samfundsmæssigt orienteret ramme, som samtidig er teoretisk og
empirisk funderet. David Andersons diskussioner er klare og præcise, og han argumenterer
overbevisende for nødvendigheden af at omtænke museumsinstitutionen
i det nye årtusinde. Endvidere giver rapporten skarpe bud på, hvorfor en ændret
politisk tilgang til området er påkrævet.
Sammenlignende diskussion:
Det ville være en oplagt opgave for en fællesnordisk forskningsindsats at udarbejde
en lignende rapport på det kunstpædagogiske område. Indtil et sådant arbejde
er gjort, må vi med udgangspunkt i David Andersons rapport konstatere, at vi i de
nordiske lande savner grundlæggende viden om kunst- og museumspædagogik
set i et overordnet kulturpolitisk perspektiv – viden som er nødvendig i forhold til
fremtidige politiske tiltag på området. De eneste rapporter på listen over nordiske
publikationer, som for alvor tager fat i de kulturpolitiske perspektiver, som museumsinstitutionen
må forholde sig til, er briten Julian Spaldings rapport fra 2000
The Future of Danish Museums og nordmanden Per Bjørn Rekdals rapport fra
2001 Norwegian Museums and the multicultural challenge. Ingen af disse rapporter
kommer imidlertid med direkte kulturpolitiske anbefalinger på samme niveau
som Andersons.
Videnskabelige bøger
Eksemplerne på listen kan deles i to kategorier:
A. Bøger, som har karakter af videnskabelige afhandlinger,
og som derfor primært henvender sig til andre forskere
B. Bøger, som har karakter af forskningsformidling, og som derfor henvender
sig både til forskere og til udøvende kunst- og museumspædagoger
A. Bøger, som har karakter af videnskabelige afhandlinger,
og som derfor primært henvender sig til andre forskere
Bøger på listen:
Jeg har valgt at medtage tre meget forskellige eksempler på engelsksprogede
videnskabelige bøger på listen for at give et indblik i den bredde, som findes i litteraturen.
Den første bog er skrevet af to amerikanske psykologer og omhandler de
specifikke oplevelsesformer, der gør sig gældende, når man ser på kunst, samt
hvorledes kunstpædagogikken kan fremme disse. Den næste bog er først og
fremmest en afhandling i læringsteori og publikumsundersøgelser med særligt
henblik på museumspædagogik i bred forstand, og den sidste bog fokuserer på
museumspædagogikkens tolkningspraksisser, når det gælder visuel kultur i bred
forstand. På den måde repræsenterer bøgerne tre forskellige perspektiver, som -
om end i varierende grad - kan genfindes i nordiske kunstpædagogiske publikationer:
oplevelsespsykologi, læringsteori og kulturanalyse.
Eksempel 1:
Mihaly Csikszentmihalyi og Rick E. Robinson (1990):
The Art of Seeing. An Interpretation of the Aesthetic Encounter,
The J. Paul Getty Museum.
Bogen indeholder resultaterne af en undersøgelse bestilt af de private fondsejede
institutioner The J. Paul Getty Museum og The Getty Education Institute for the
Arts. Undersøgelsens formål er at finde ud af, hvorledes kunstmuseer kan facilitere
og kvalificere ”æstetiske oplevelser” med kunstværker, dels gennem indretning
og ophængning, dels gennem pædagogiske forløb. Bogens forfattere er to
kendte amerikanske forskere inden for oplevelsens psykologi, hvor særlig Mihaly
Csikszentmihalyi er kendt for sin beskrivelse af begrebet ”flow”, som angiver den
46 47
4.3

tilstand af opslugthed og koncentration, som fx professionelle sportsfolk eller
musikere kan bevæge sig ind i, når de udfører krævende præstationer. Det er således
Csikszentmihalyis videnskabelige beskrivelse af flow-oplevelsen, der danner
udgangspunkt for undersøgelserne i The Art of Seeing, idet den æstetiske oplevelse
formodes at have fælles træk med flow-oplevelsen.
Datamaterialet, som danner udgangspunkt for analyserne, består dels i en kvantitativ
spørgeskemaundersøgelse, dels i kvalitative interviews. Undersøgelsespersonerne
er alle ansatte på amerikanske kunstmuseer – flertallet på enten The J. Paul
Getty museum i Los Angeles eller The Art Institute i Chicago. Valget af denne
population skyldes, at netop professionelle museumsansatte formodes at være
blandt de personer, som er mest bekendte med æstetiske oplevelser og derfor
bedst i stand til at beskrive disse på en nuanceret måde, som så senere kan danne
udgangspunkt for anbefalinger af kunstpædagogiske tiltag.
Bogens analyser starter med en overordnet indkredsning af fire ”dimensioner” i
den æstetiske oplevelse, som flertallet af undersøgelsespersonerne berører i løbet
af de kvalitative interviews. Det drejer sig om ”The Perceptual Dimension”, som
omhandler værkernes formelle kvaliteter, og som ofte beskrives med begrebet
”skønhed”; ”The Emotional Dimension”, som handler om individuelle, følelsesmæssige
reaktioner på værkerne; ”The Intellectual Dimension”, som henviser til den faglige
viden, de interviewede personer har om værkerne; og endelig ”Communication
as a Dimension of the Aesthetic Experience”, som bestemmer den æstetiske oplevelse
som en ”dialog” mellem værk og beskuer.
Den kvantitative analyse peger primært på forskelle mellem de forskellige grupper
af museumsansatte og mellem de forskellige institutioner. Her peges på signifikante
forskelle, alt efter om de museumsansatte er ansat ved et museum med
klassisk, moderne eller nutidig kunst, samt på, at der også i de kvantitative undersøgelser
findes belæg for, at æstetisk oplevelse kan beskrives som en særlig form
for flow-oplevelse.
I det efterfølgende kapitel defineres de særlige træk ved den æstetiske oplevelse
som følger: fokusering af opmærksomheden, følelsen af en udfordring, der kræver,
at man anvender alle sine faglige og personlige færdigheder, mødet med produkter
skabt af andre mennesker samt det tidslige element: muligheden for igen og
igen at vende tilbage til det samme værk.
I det afsluttende kapitel giver forfatterne et bud på, hvorledes museerne kan arbejde
pædagogisk med den æstetiske oplevelse. De vigtigste anbefalinger koncentrerer
sig her om at fjerne distraherende elementer og skabe trygge omgivelser,
hvor publikum tør hengive sig til deres egne oplevelser. Endvidere lægges der vægt
på, at man bør træne de besøgendes ”øje”, inden de besøger museet, ved at lade
dem kigge på andre værker – her med særlig tanke på skoleelever. Endelig fremhæves
det, at kunstpædagogens vigtigste opgave er at give de besøgende så
mange indfaldsveje til værkoplevelsen som muligt for på den måde at inddrage alle
dimensionerne i den æstetiske oplevelse.
Eksempel 2:
George E. Hein (1998):
Learning in the Museum,
London: Routledge
Bogen indeholder en meget grundig og gennemført argumentation for at anvende
konstruktivistiske tilgangsveje i forståelsen af, hvorledes publikum lærer i museer.
På baggrund af denne argumentation diskuteres det, hvorledes ”det konstruktivistiske
museum” bør indrettes.
Teksten falder overordnet set i tre dele: én del, som fokuserer på pædagogisk teori
og dennes relation til epistemologiske spørgsmål om, hvad viden er; én del, som
beskæftiger sig med ”visitor studies”, og som indeholder gennemgang af forskellige
metoder til at udføre disse; og endelig én del, hvor forfatteren opstiller og gennemgår
de forskellige elementer, der bør fokuseres på, hvis museer skal tage den
konstruktivistiske tilgang til viden og læring alvorligt.
Af særlig relevans for kunstpædagogikken er Heins videns- og læringsmodel,
hvor fire pædagogiske grundopfattelser i museumsformidling præsenteres,
nemlig ”Didactic, expository education”, ”Stimulus-response education”, ”Discovery
learning” og ”Constructivism”. Modellen anvendes til at argumentere for, at
det er nødvendigt at anvende en radikal kontruktivistisk videns- og læringsforståelse,
som tager udgangspunkt i grundige publikumsundersøgelser, hvis man vil
udvikle effektive pædagogiske tilgange på museerne. Denne argumentation
udmøntes i bogens sidste kapitel i en række anbefalinger, illustreret med citater
og eksempler, til, hvorledes det konstruktivistiske museum kan indrettes, så det
giver publikum mulighed for at lære i overensstemmelse med egne behov og
læringsstile.
48 49

Eksempel 3:
Eilean Hooper-Greenhill (2000):
Museums and the Interpretation of Visual Culture,
London: Routledge.
Eilean Hooper-Greenhill er leder af Institut for Museumsstudier ved Leicester Universitet
i England, og hun har i løbet af 1990’erne skrevet og redigeret en lang
række væsentlige bøger om museumspædagogik. I Museums and the Interpretation
of Visual Culture foretager hun et studium af, hvorledes museet kan omtænkes
fra en modernistisk institution, hvis pædagogiske rolle er at ”transmittere” på
forhånd tilrettelagt viden, til et ”post-museum”, som er et sted, hvor meninger skabes,
brydes og bygges op igen alt efter hvilken situation, der byder sig. I forlængelse
af disse analyser tildeler Hooper-Greenhill museumspædagogikken en central
rolle, fordi etableringen af post-museer forudsætter, at publikums engagement
tænkes med, hver gang museet planlægger og arrangerer ”events” – enten i form
af udstillinger eller (og mere i overensstemmelse med post-museets idegrundlag)
i form af andre typer af arrangementer, hvor de besøgende kan engagere sig i kulturelle
processer.
Bogen er bygget op i tre hoveddele: et introduktionskapitel, ”Culture and meaning
in the museum”, hvor det diskuteres, hvordan mening bygges op gennem kuratoriske
og pædagogiske tiltag, samt hvorledes alle tolkninger kan siges at være kontekstafhængige.
Herefter følger tre case-studies af, hvorledes forskellige typer af
udstillinger og begivenheder skaber forskellige meninger omkring de samme artefakter,
fordi de tolkningsprocesser, de sætter i værk, er afhængige af personlige og
historiske kontekster. Det første case omhandler the National Portrait Gallery i
London, hvor den britiske historie er iscenesat gennem fremvisningen af - og fortællingen
om - en række magtfulde personligheder (mænd) i Storbritanniens
historie i en traditionel, kronologisk ordnet ophængning. De næste to cases
omhandler iscenesættelsen af bygninger, objekter og personer fra den New Zealandske
maori-befolkning i New Zealandske, britiske og blandede kontekster. Man
følger her, hvorledes genstande og personer skifter betydning alt efter, hvilken fortælling
de mere eller mindre tilfældigt kommer til at indgå i.
Bogens sidste tre kapitler indeholder en række teoretiske diskussioner, dels af
objektets status i forhold til nutidig hermeneutisk teori, dels af pædagogikkens
mulige roller i hhv. det modernistiske museum og post-museet. Begreberne ”visuel
kultur” og ”materiel kultur” introduceres som mulige forståelser af de komplekse
relationer mellem objektet og betragteren/brugeren, og det understeges, at mens
det modernistiske museum var bygget op omkring den distancerede og universaliserede
synsoplevelse, så må det være et udgangspunkt for post-museet, at alle
typer af sanseoplevelser inddrages i skabelsen af nye meninger og fortællinger,
som inddrager både ”beskuer” og ”objekt”. I post-museet tænkes pædagogik ikke
som transmission af viden, men som ”kultur”, hvilket vil sige, at de pædagogiske
processer handler om at skabe og forandre museet fra gang til gang snarere end
om at fremvise noget allerede tilrettelagt og skabt. Iflg. forfatteren vil post-museet
blive et mødested, hvor kulturel diversitet ses som en pædagogisk og samfundsmæssig
styrke.
Diskussion:
De tre omtalte bøger anvender meget forskellige tilgangsveje til kunst- og museumspædagogik,
tilgangsveje, som dog alle kan siges at udgøre mulige hjørnesten
i fremtidig kunstpædagogisk forskning.
The Art of Seeing beskriver det særlige ved oplevelsen af kunstværker ved at
undersøge ”den æstetiske oplevelse”, som er et klassisk begreb i moderne kunstfilosofi
og kunstpsykologi. Undersøgelsen forholder sig først og fremmest til kunstkenderes
individuelle oplevelser med kunstværker, og forfatterne søger igennem
analyser af disse oplevelser at udpege nogle mere generelle forudsætninger for
oplevelsen af kunst, som kunstpædagogikken bør lægge vægt på. Ved at undersøge
det traditionelt set ”usigelige” i kunstoplevelsen ved hjælp af kvalitative og
kvantitative metoder bliver Csikszentmihalyi og Robinson i stand til at udpege de
elementer, man kan tage udgangspunkt i ved kvalificeringen af publikums æstetiske
oplevelser. På den måde tydeliggør The Art of Seeing de bestræbelser, der er
nødvendige i uddannelsen af ”kunstelskere” i klassisk forstand. Til gengæld savner
undersøgelsen kritisk stillingtagen til kunstmuseets og kunstkendernes elitært
orienterede samfundsmæssige position - en position, som bliver meget tydelig i
bogens analyser. Dette kan hænge sammen med, at undersøgelsen er bestilt af
the J. Paul Getty Museum, der har som formål at vise klassisk kunst i klassiske
omgivelser. Museet og den fond, der ejer det, har op igennem 1980’erne og
1990’erne haft stor indflydelse på amerikansk kunst- og billedpædagogik ved at
støtte undervisning i klassiske kunstdiscipliner både i skolens kunstfag og på
kunstmuseerne.
50 51

Learning in the Museum repræsenterer en helt anden tilgang til publikums museumsoplevelse
end The Art of Seeing. I stedet for at ville gøre publikum til ”kendere”,
er forudsætningen for bogens undersøgelser at lære publikum at kende med
henblik på at skabe en museumspædagogik, der kan opfylde publikums ønsker og
behov for at knytte museumsoplevelsen sammen med egne forudsætninger og
derigennem styrke deres tro på sig selv som kvalificerede medaktører i egne læreprocesser.
I Heins ”konstruktivistiske museum” serviceres de besøgende groft
sagt, så de kan lære hvad de vil, og hvordan de vil. Det skyldes dels, at bogen arbejder
med læringsteori - altså hvordan mennesker overhovedet lærer – og ikke med
didaktisk teori, altså teori om undervisningens planlægning og metode, dels at
udgangspunktet er museer i bred forstand, og der derfor ikke er særlig fokus på
indholdet.
I Museums and the Interpretation of Visual Culture sættes museumsoplevelsen ind
i en kulturteoretisk ramme, hvor mødet med publikum bliver omdrejningspunktet
for alle aktiviteter. Hooper-Greenhill ser således pædagogikken som en integreret
del af det senmoderne ”post-museum” i stedet for at se den som et vedhæng. Ved
at arbejde med en vifte af teoretiske tilgange, bl.a. hermeneutisk teori, kommunikationsteori
og læringsteori, og kombinere disse med et radikalt kritisk syn på
såvel museumsinstitutionen som de ”objekter” og ”værker”, denne institution arbejder
med, formår forfatteren på en kvalificeret måde at åbne for helt nye perspektiver
i den museumspædagogiske tænkning. I ”post-museet” etableres situerede
møder mellem personer, kulturer, kontekster og tolkninger, og pædagogen indgår
som en del af disse møder og ikke som en ”guide”. Den viden og læring, som
møderne genererer, gøres siden tilgængelig for andre brugere af museet. Hooper-
Greenhills ”post-museum” er naturligvis en tankekonstruktion, men måske er det
netop sådanne ”grænseoverskridende” tankefigurer, der er brug for, hvis den
pædagogiske dimension skal tænkes ind i museumsinstitutionen som andet og
mere end et ”vedhæng”, der først og fremmest skal tilfredsstille politiske ønsker om
”brugervenlighed”.
Sammenlignende diskussion:
De tre videnskabelige bøger, jeg netop har omtalt, er alle karakteriseret ved anvendelsen
af dybtgående og radikale teoretiske perspektiver i studiet af kunst- og
museumspædagogikkens roller og muligheder. På den måde fremviser de en
bredde og en spændstighed i de videnskabelige diskussioner, som savnes i nordisk
kunst- og museumspædagogisk forskning.
Det kunstpsykologiske perspektiv, som ligger til grund for The Art of Seeing, er i en
nordisk sammenhæng først og fremmest blevet taget op af den danske psykolog
Bjarne Sode Funch (1997, 2000), hvilket har ført til et frugtbart – men isoleret –
samarbejde med Esbjerg Kunstmuseum i etableringen af ”æstetisk laboratorium”.
Andre undersøgelser af publikums personlige kunstoplevelser findes bl.a. hos den
finske forsker Maria Linko (2003) og hos den danske forsker Bruno Ingemann
(2002). Større empiriske undersøgelser af publikums kunstoplevelser, som de der
ligger til grund for The Art of Seeing, savnes imidlertid fortsat i Norden.
Det læringsteoretiske perspektiv og fokuseringen på visitor studies, som anvendes
i Learning in the Museum, tages op i en del nordiske publikationer, særlig norske
og finske. Det drejer sig bl.a. om flere rapporter fra Norsk Museumsutvikling (fx
James og Frøyland 2002; Henriksen og Frøyland 1998), som dog refererer til
amerikansk teori snarere end selv at udvikle teori, og om finske videnskabelige
publikationer af bl.a. Marjo Räsänen (1997, 2000). I modsætning til i USA virker det
dog ikke, som om læringsteori og visitor studies har haft nogen videre indflydelse
i arbejdet på størsteparten af de nordiske kunstmuseer. ”Det konstruktivistiske
museum”, hvor publikum kan lære i overensstemmelse med deres egne forudsætninger
og behov, skal i Norden snarere findes på naturhistoriske museer end på
kunstmuseer. De læringsteorier, som udvikles i pædagogiske forskning, har således
ikke for alvor vundet indpas på det kunstpædagogiske område i Norden.
Det kulturteoretiske perspektiv, som anvendes i Museums and the Interpretation of
Visual Culture, er også et overordnet perspektiv, som anvendes i nordisk kunstpædagogisk
forskning, om end det sjældent tænkes så radikalt i Norden som hos
Eilean Hooper-Greenhill. Fx arbejder den svenske forsker Anna Lena Lindberg
(1988) ud fra et kulturteoretisk perspektiv i sin bestemmelse af hhv. ”opdragelsesholdningen”
og ”den karismatiske holdning” til det kunstpædagogiske arbejde.
Også norske forskere som Venke Aure og Jarleiv Hauge (1996) samt Elsemarie
Halvorsen (2001) og en dansk forskere som Helene Illeris (2002, 2003) arbejder
med kulturteoretiske indfaldsvinkler. Styrken i denne tilgangsvej er, at den i højere
grad end de øvrige formår at placere kunstpædagogikken i forhold til bredere kulturelle
og samfundsmæssige strømninger og dermed at problematisere kunstinstitutionen
og dens rolle i forhold til publikum i et kulturpolitisk perspektiv.
52 53

B. Bøger, som har karakter af forskningsformidling,
og som derfor henvender sig både til forskere og til
udøvende kunst- og museumspædagoger
Bøger på listen:
Jeg har valgt at medtage to bøger på listen, som jeg mener udgør vigtige engelsksprogede
bidrag til formidlingen af aktuel museumspædagogisk forskning. Begge
bøger er amerikanske, og begge beskæftiger sig med museumspædagogik i bred
forstand. Den første bog er Falk og Dierkings ”klassiker” fra 1992 The Museum
Experience, som må formodes at være kendt af de fleste museologer og kunstpædagoger
i Norden, den anden er Lisa C. Roberts From Knowledge to Narrative
fra 1997, som indeholder et mere omfattende bud på, hvilke spørgsmål en nutidig
museumspædagogik nødvendigvis må forholde sig til.
Eksempel 1:
John H. Falk og Lynn D. Dierking (1992):
The Museum Experience,
Whalesback Books.
Denne bog har opnået klassikerstatus på det museumspædagogiske område, fordi
den på en overskuelig og lettilgængelig måde og ved hjælp af en række undersøgelser
og eksempler sætter fokus på, hvad de besøgende egentlig oplever og husker,
når de går på museum. Forfatterne har siden udgivet en ny bog om samme emne,
Learning from museums (2000), som er mere teoretisk funderet. Jeg har imidlertid
valgt at medtage The Museum Experience, fordi den i højere grad henvender sig til
udøvende kunstpædagoger, og fordi den er mere kendt i de nordiske lande.
The Museum Experience er bygget op omkring en enkel model kaldet ”The Interactive
Experience Model”. Modellen består af tre delvist overlappende cirkler, som
repræsenterer hhv. beskuerens personlige kontekst (personlig baggrund, forventninger,
læringsstil osv.), den sociale kontekst (evt. andre medlemmer af gruppen,
andre besøgende, museumsansatte) og den fysiske kontekst (museumsbygningen,
udstillingsmiljøet, servicefunktioner, fx cafeteria, butik og toiletter). Der, hvor
alle tre kontekster lapper over hinanden, findes ”den interaktive oplevelse”, som
altså er unik for den enkelte beskuer, og som i høj grad er karakteriseret ved, at det
er den oplevelse, der huskes, efter at museumsbesøget er slut.
Bogens vigtigste pointe er, at de tre kontekster i modellen er af helt afgørende
betydning for, hvad publikum oplever på museet, uanset hvilken udstilling der i øvrigt
måtte være tale om. Konteksterne udgør således de fundamentale forudsætninger
for, at publikum overhovedet kan og vil fokusere på de udstillede genstande. Det
handler med andre ord om den kendte, men ofte glemte pædagogiske viden om, at
de personlige forudsætninger for læring skal være på plads, før læring overhovedet
kan finde sted. Falk og Dierkings mange eksempler viser med al tydelighed, at hvis
man som beskuer er forvirret, føler sig uvidende, er sulten, træt i benene osv., så
kommer disse oplevelser hurtigt til at overskygge alle andre, men hvis man omvendt
har overblik, nemt kan få forståelige informationer, føler sig i godt selskab, ved hvor
cafeteriet ligger osv., så har man de bedste forudsætninger for at opleve og lære.
Endvidere pointeres det løbende i bogen, at publikum ikke kan opfattes som en
homogen masse, men at forskellige besøgende og grupper af besøgende som
regel har vidt forskellige ønsker og behov i forbindelse med museumsbesøg.
Efter en gennemgang af de forskellige kontekster afsluttes bogen med en række
gode råd til museumsansatte om, hvad man skal være opmærksom på, hvis man gerne
vil give publikum de bedst mulige museumsoplevelser. Det afsluttende kapitel
indeholder et afsnit om besøgende, der kommer på eget initiativ, alene eller sammen
med andre og et afsnit om organiserede gruppebesøg. Hvert afsnit diskuterer 8-9
statements fx “Visitors are drawn to museums because they contain objects outside
their normal experience. Visitors come to ‘look’ in a variety of ways”. Disse statements
kan danne udgangspunkt for alle faser af det museumspædagogiske arbejde.
Eksempel 2:
Lisa C. Roberts (1997):
From Knowledge to Narrative.
Educators and the Changing Museum,
Washington: Smithsonian Institution Press.
Også denne bog er enkelt og overskueligt bygget op, men den beskæftiger sig i
højere grad med epistemologiske overvejelser end med empiriske undersøgelser.
Dens overordnede ærinde er at beskrive og eksemplificere, hvorledes forskellige
syn på museumspædagogik kommer til udtryk i aktuelle praksisser, samt hvorledes
disse syn er historisk og epistemologisk forankrede. Bogen afsluttes med en introduktion
til den narrative tilgang og en argumentation for, at denne tilgang vil kunne
danne udgangspunkt for en gentænkning af museumspædagogikkens rolle i
samfundet. Et case study, hvor man følger tilrettelæggelsen af en udstilling om Carl
von Linnés botaniske klassifikationssystemer i Chicagos botaniske have, løber
54 55

som en rød tråd igennem bogens kapitler. Her eksemplificeres bogens epistemologiske
pointer ved hjælp af nogle af de mange valg og fravalg, de ansatte må foretage,
inden de når frem til at kunne åbne den endelige udstilling for publikum.
De fire syn på museumspædagogik, som præsenteres i bogens fire hovedkapitler
er: ”Education as Entertainment”, hvor hele spørgsmålet om museets rolle som
publikumsorienteret institution versus forskningsinstitution tages op ved bl.a. at
henvise til en række historiske diskussioner; ”Education as Empowerment”, hvor
Roberts diskuterer museets rolle som fortolker af de udstillede genstande og disses
sociopolitiske placering ud fra et spørgsmål om publikums mulighed og behov
for at skabe egne interpretationer; ”Education as Experience”, hvor publikums
meningsdannende aktiviteter diskuteres i lyset af spørgsmålet om autenticitet versus
imitation; og endelig ”Education as Ethics”, hvor det bl.a. diskuteres, hvordan
museerne kan forvalte deres fortolkningsautoritet uden at støde store befolkningsgrupper,
fx ved at være mere åbne omkring egne tolkningspraksisser, tvivl og
valg. I det afsluttende kapitel ”Education as a Narrative Endeavor” anlægger
Roberts, med udgangspunkt i bl.a. uddannelsesforskeren Jerome Bruners seneste
bøger, et konstruktivistisk og narrativt perspektiv på viden, undervisning og læring
som konstruktioner af mødesteder for fælles meningsdannelser.
Diskussion:
Både The Museum Experience og From Knowledge to Narrative tager fat i problemstillinger,
der må siges at være grundlæggende for såvel museumspædagogisk
praksis som museumspædagogisk forskning. Begge bøgers udgangspunkt ligger
i nødvendigheden af, at museer begynder at opfatte sig selv som læringsmiljøer,
der giver publikum adgang til at interagere med de udstillede genstande på måder,
der tager deres erfaringer og oplevelser alvorligt. Mens The Museum Experience
alene er optaget af publikums oplevelser og præferencer, forsøger From Knowledge
to Narrative at undersøge mødet mellem museets og museumspædagogens
”autoritative” tale og publikums behov. The Museum Experience må i særlig grad
siges at være relevant og grundlæggende litteratur for alle kunst- og museumspædagoger,
som ikke har en pædagogisk uddannelse i ryggen, hvorimod dens
pointer må formodes at være velkendt læsning for pædagoger, der i forvejen har
beskæftiget sig med læringsteori. From Knowledge to Narrative tager i højere grad
udgangspunkt i museumsfeltets egne diskurser for gennem grundige analyser at
fremvise de ’selvfølgelige’ opfattelser af viden, der fortsat er styrende for museumspædagogikken.
Sammenlignende diskussion:
Set i et nordisk perspektiv er det klart, at bøger som disse to opfylder en række
generelle behov for formidling af grundlæggende forskning og viden på det museumspædagogiske
område. Selvom bøgerne er amerikanske, og selvom de
beskæftiger sig med museumspædagogik i bred forstand, er de så bredt funderede,
at de vil kunne anvendes (og bliver anvendt) som teoretisk inspiration både for
kunstpædagogisk forskning og for kunstpædagogisk praksis i de nordiske lande.
Begge bøger peger imidlertid selv på, at der er behov for langt mere forskning for
at få svar på nogle af de mange generelle spørgsmål, de peger på. Særlig mangler
der empiriske forsøg med implementering af kunst- og museumspædagogik, hvor
publikums egne oplevelser, erfaringer, meninger og fortællinger kommer i fokus.
Her er der meget, der tyder på, at nordiske kunstmuseer kunne have en række vigtige
erfaringer at bidrage med, fordi erfaringspædagogikken har udgjort en vigtig
tradition i vores lande, hvilket til dels har smittet af på kunstpædagogikken. Denne
formodning er imidlertid ikke forskningsmæssigt underbygget, ligesom der savnes
dokumentation for, i hvor stort et omfang nordiske kunstmuseer opfatter sig selv
som læringsinstitutioner.
Ikke videnskabelige bøger
Eksempel:
Tate Gallery, Liverpool (2000):
Testing the Water. Young People and Galleries,
Liverpool University Press.
Denne bog er skrevet i et forsøg på at samle en række erfaringer og refleksioner,
som alle udspringer af kunstmuseet Tate Liverpools kontroversielle ungdomsprogram
”Young Tate”. Programmet blev startet i 1994 med det formål at udvikle mål
og metoder, så museet kunne blive bedre til at tiltrække unge mellem 14 og 25 år,
som iflg. publikumsundersøgelser er en af de grupper, som kommer mindst på
kunstmuseer i deres fritid. Programmet er et af de første og mest vidtrækkende af
sin slags, og det har derfor tiltrukket sig stor international opmærksomhed. Bogen
er derfor også blevet til for at imødekomme et ønske fra andre museer og undervisningsinstitutioner
om at få del i erfaringerne fra Young Tate. Testing the Water
indeholder syv kapitler, og hvert kapitel indeholder tre afsnit: ”Story”, ”Case Study”
og ”Essay”. I det første afsnit fortæller koordinatoren for programmet, Naomi Horlock,
om de forskellige overvejelser og erfaringer, som er blevet gjort i program-
56 57
4.4

mets forskellige faser og tiltag. Det drejer sig blandt andet om baggrunden for
overhovedet at oprette programmet (kap.1 og 2), om rekruttering af en ”Advisory
Group” bestående af unge mennesker (kap. 3 og 4) og om arbejdet med en særlig
”Display Group”, som kuraterede udstillingen Testing the Water, som blev vist på
museet i 1995-1996 (kap. 5). I kapitlernes andet afsnit præsenteres uddrag fra de
enkelte projekter i form af kommentarer og essays fra de unge deltagere. Disse
giver et indblik i den komplekse oplevelse, de unge havde, af at være ”udvalgte deltagere”
i et museologisk projekt. De unge giver i case study-afsnittene udtryk for
deres ambivalente følelser i forhold til at skulle repræsentere en særlig gruppe (”de
unge”), samtidig med at de mere og mere kommer til at opleve sig selv som en del
af den ”kunstkultur”, der findes på museet. De unge, der bliver i projektet i længere
tid, kommer med egne ord til at opleve sig selv som ”Tatified”. Kapitlernes tredje
afsnit består af essays, skrevet af forskere fra forskellige områder (museologi og
kulturstudier) og museumsfolk. Flere af essayene peger på relevante teoretiske
problemstillinger, som kan sættes i forbindelse med Young Tate-programmet.
Særlig de sidste essays (kap. 5, 6 og 7), skrevet af kurator Lewis Biggs, museolog
Eilean Hooper-Greenhill og leder af Victoria og Albert-museets formidlingsafdeling
David Anderson, indeholder en række refleksioner, som sætter programmet i
perspektiv i forhold til en aktuel debat.
Diskussion:
Testing the Water er en vigtig bog, fordi den forbinder et konkret problem (for få
unge besøgende på kunstmuseerne) med et eksperimenterende og handlingsorienteret
program (”Young Tate”), som involverer hele museet og ikke blot formidlingsafdelingen.
(Faktisk er Tate Liverpool et af de få museer i verden, hvor man siden
etableringen i 1988 har valgt at have kunstpædagoger med i alle beslutningsprocesser
som ligeværdige deltagere). Bogen tager læseren med på en ”rejse” gennem
alle de refleksioner og praktiske problemer, der opstår, når man vælger at satse
stort på at lade to ”fremmede” kulturer mødes i et så omfattende og seriøst
program. For hvad betyder det egentlig at lade de unge tage del i museets daglige
liv? Synes de unge om det? (mange droppede ud, pga. deres mange andre gøremål)
– og synes de faste medarbejdere om det? (ofte virker det, som om de unge
nærmest kommer i en slags erhvervspraktik, hvor de blive oplært, hvorefter de
næsten glemmer, at de skulle repræsentere det unge publikums interesser, for i
stedet at repræsentere museets interesser). I den forbindelse kan nogle af essayene
virke noget løsrevne både niveaumæssigt (for akademiske) og indholdsmæssigt
(for teoretiske), men de er ikke desto mindre - sammen med museets enorme
satsning - med til at give bogen dens tyngde i forhold til andre, mindre erfaringsopsamlinger
og beskrivelser, som fx de, der udarbejdes af mange nordiske museer.
Det må også bemærkes, at en alvorlig mangel ved Testing the Water er, at der
ikke er nogen dybere pædagogiske refleksioner ang. fremgangsmåden, ligesom
det virker mærkeligt, at ingen ungdomsforskere har fået mulighed for at komme til
orde. På den måde placerer bogen kunstpædagogikken med begge ben i det professionelle
kunstfelt uden at åbne mere end nogle sprækker op i forhold til de
pædagogiske strategier og publikumsinteresser, man så gerne vil lære af.
Sammenlignende diskussion:
Sammenlignet med de nordiske ikke videnskabelige bøger på listen i bilag I er
Testing the Water mere ambitiøs, grundig og omfangsrig. De nordiske bøger omtaler
mere konventionelle kunstpædagogiske strategier og tiltag beregnet på at give
gode ideer og teoretiske indsigter til kunstpædagoger og lærere. I løbet af de sidste
par år er der dog kommet nogle mere problematiserende tekster rettet mod
feltets praktikere. Et eksempel herpå er den nye danske antologi Mødesteder –
Fomidling af samtidskunst (Mathiesen og Seligmann 2004), hvor en del konventionelle
kunstpædagogiske praktikker problematiseres i lyset af samtidskunstens
strategier.
Konklusion
Formålet med dette kapitel har været at placere nordisk kunstpædagogisk forskning
og formidling i et komparativt perspektiv ved at inddrage syv engelsksprogede
publikationer, som repræsenterer forskellige teoretiske, praktiske og politiske
perspektiver.
Sammenfattende viser diskussionerne, at selvom den engelsksprogede forskning
og formidling på det kunstpædagogiske område er mere omfattende og har større
institutionel forankring og opbakning, så findes der også i Norden en række større
og mindre publikationer, som tager fat i de samme fundamentale problematikker
og overordnede perspektiver. Således ligger den nordiske kunst- og museumspædagogiske
forskning på et godt niveau sammenlignet med den angelsaksiske,
hvad angår indkredsningen af grundlæggende problemstillinger samt anvendelsen
af teoretisk baserede kunstpsykologiske, læringsteoretiske og kulturanalytiske tilgange.
Hvad der savnes, for at den kunst- og museumspædagogiske forskning i
58 59
4.5

Norden kan få en bredde og spændstighed, der modsvarer den, man kan finde i
engelske og amerikanske publikationer, er således ikke så meget teoretiske eller
praktiske kompetencer hos de enkelte forskere som de økonomiske og institutionelle
rammer, som er nødvendige for at udføre og mangfoldiggøre nordisk forskning
og formidling såvel i Norden som i bredere internationale sammenhænge.
Sammenfattende diskussion
Kunstpædagogisk forskning og formidling er et område, som ikke har været genstand
for nogen samlet nordisk indsats. Heller ikke i de enkelte nordiske lande har
kunstpædagogikken fået større kulturpolitisk eller forskningsmæssig opmærksomhed,
og der findes aktuelt ingen institutioner, institutter, centre eller programmer
i Norden, der beskæftiger sig specifikt med kunstpædagogisk forskning og
formidling. Den nordiske forskning på det kunstpædagogiske område er således
fuldstændig afhængig af enkeltpersoners indsats, hvilket må siges at være paradoksalt,
set i lyset af at Norden traditionelt er en region, hvor medborgernes deltagelse
i kulturen prioriteres højt.
På trods af kunstpædagogikkens marginaliserede status viser rapporten dog, at
nordiske forskere på det kunstpædagogiske område har formået at producere en
række videnskabelige publikationer, hvoraf flere ligger på et højt niveau. Set i
en international sammenhæng har nordiske forskere publiceret inden for mange
væsentlige områder af kunst- og museumspædagogikken. Pga. den manglende
institutionelle opbakning er disse publikationer imidlertid ikke skrevet af forskere,
der har kunstpædagogik som deres centrale arbejdsfelt, men af forskere fra tilgrænsende
områder, fx billedpædagogik, museologi, psykologi, kunstteori, kommunikationsstudier
og antropologi, som har en særlig interesse for området.
På praksisområdet er der i Norden udkommet en del mindre bøger og rapporter,
som typisk er skrevet i forbindelse med samarbejdsprojekter mellem kunst- og
uddannelsesinstitutioner støttet af offentlige midler eller private fonde. På samme
måde som forskningen optræder disse projekter ofte som isolerede indsatser, som
ikke følges op og dermed bliver til inspiration for andre institutioner.
En væsentlig årsag til kunstpædagogikkens marginaliserede status skal formentlig
søges i en traditionel forestilling hos politikere fra kultur- og uddannelsesområderne
om, at kunst forstås umiddelbart og derfor ikke skal gøres til genstand for
pædagogisk arbejde på samme måde som fx kulturhistorie eller naturvidenskab.
Mange af de foreliggende nordiske og angelsaksiske undersøgelser, såvel på det
psykologiske som på det lærings- og kulturteoretiske område, viser imidlertid
meget tydeligt, at denne forestilling er forkert. Hvis alle samfundets borgere skal
have adgang til og glæde af oplevelser og erfaringer med kunst, kræves der store
60 61
5.

5.1
kunstpædagogiske satsninger. Kunstmuseet Tate Liverpool viser i bogen Testing
the Water, hvorledes en sådan satsning bør gennemtrænge alle områder af kunstinstitutionen
i stedet for at optræde som et vedhæng, men satsninger af denne
type er ingen af de nordiske kunstmuseer tilsyneladende villige til at tage på sig.
Det kræver kulturpolitiske og institutionelle investeringer at tage medborgerperspektivet
alvorligt. Med teorierne om ”det konstruktivistiske museum” og ”postmuseet”
peger George Hein og Eilean Hooper-Greenhill på, hvorledes museet bør
tænkes radikalt anderledes i det senmoderne samfund, vi alle er en del af. Flere
nordiske forskere fører lignende diskussioner, men uden at disse diskussioner synliggøres,
hverken i nordiske eller internationale sammenhænge. Hvis diskussionerne
skal hjælpe de nordiske samfund til at tage medborgerperspektivet alvorligt, når
det gælder kunsten som læringsressource, er det nødvendigt at samle kræfterne i
fælles indsatser.
Forslag til en model over kunstpædagogik
som interdisciplinært forskningsfelt
Nedenstående model er udarbejdet på baggrund af en klassificering af de videnskabelige
publikationer, som er medtaget i denne rapport. Det drejer sig om en
skitse til, hvorledes kunstpædagogik som et nyt forskningsfelt i Norden kunne
tænkes at placere sig i forhold til allerede etablerede forskningsområder på nordiske
institutioner:
Antropologi/
kulturstudier
Kunstproduktion
Psykologi
Billedpædagogik
KUNST-
PÆDAGOGIK
Museologi
Sociologi
Kunstvidenskab
Filosofi/
æstetik
Modellen er pragmatisk opbygget med kunstpædagogikken placeret i centrum. I
den midterste ramme findes navnene på de teoretiske felter, som p.t. er mest markante
i nordisk kunstpædagogisk forskning, og endelig, i den yderste ramme, de
traditionelle vidensfelter, som denne forskning knytter an til. I læsningen af modellen
skal de to rammer, som kunstpædagogikken er omgivet af, forstås som indbyrdes
uafhængige. Dvs. at hvert af områderne i den midterste ramme kan knytte an
til hvert af områderne i den yderste. Således anvender billedpædagogisk forskning
både teoridannelser fra psykologi, antropologi, sociologi og filosofi, hvilket også
gælder de andre områder i den midterste ramme: kunstvidenskab, kunstproduktion
og museologi.
Modellen kan læses som en foreløbig anskueliggørelse af kunstpædagogikken
forstået som et interdisciplinært felt, hvor mange forskellige traditioner og synsvinkler
brydes, og nye vinkler opstår. Omvendt kan ”kunstpædagogik” ud fra modellen
også forstås som et selvstændigt ”blik”, der sætter de traditionelle vidensgrene
ind i nye perspektiveringer.
Man kan således ud fra denne model forestille sig kunstpædagogik som et oplagt
eksempel på et område, som ikke tilslutter sig universiteters klassisk modernistiske
opdeling i enkeltstående discipliner, men som i stedet fastholder den multiperspektiviske
tilgang, som p.t. kendetegner de nordiske publikationer. Kunstpædagogik
som interdisciplinært forskningsfelt skal hermed forstås som et felt,
som på den ene side bevarer de mange faglige tilgange, som kendetegner området,
men som på den anden side søger at gøre op med områdets aktuelle fragmentering
og vilkårlighed ved at udgøre et mødested, som kan danne udgangspunkt
for frugtbare udvekslinger og fælles projekter.
Konklusion
Set i et medborgerperspektiv må kunstpædagogik anskues som et nødvendigt
bindeled mellem borgeren og kunstinstitutionen ud fra det faktum, at det kun er et
fåtal af borgere i de nordiske lande, der regelmæssigt besøger kunstudstillinger,
og som derfor kan opleve sig som fortrolige med de oplevelser og erfaringer, som
billedkunsten kan tilbyde. Forskning i kunst som læringsressource vil give mulighed
for at pege på, hvorledes man kan styrke de nordiske borgeres oplevelse af
kunstinstitutionerne som mødesteder, hvor alle er inviterede til at deltage på lige
62 63
5.2

fod. Det vil endvidere give mulighed for nærmere undersøgelse af spørgsmål, der
angår kunst og kunstoplevelse som ressourceområder i forhold til vigtige samfundsmæssige
problemstillinger, fx kulturel diversitet, sociale kompetencer, kreativitet,
identitetsfølelse, osv.
Interdisciplinær forskning i kunstpædagogik vil kunne gå i dybden ved at kombinere
forskellige forskningsperspektiver og forskningsmetoder. Rapporten viser, at
mange perspektiver og metoder allerede er i anvendelse i nordisk forskning i kunstpædagogik,
men at der som oftest er tale om enkeltstående studier. Ved at samle
indsatsen, vil man kunne forske og udvikle flere dimensioner samtidig, hvilket vil
være særlig frugtbart pga. områdets kompleksitet. En samordnet nordisk indsats vil
således kunne undersøge og iværksætte kunstpædagogiske tiltag under hesyntagen
til fx: forskellige typer af brugere (alder, køn, indkomst, etnisk tilhørsforhold
osv.), forskellige brugergrupper (skoler, familiegrupper, turisme osv.), forskellige
typer af institutioner (nye museer, gamle museer, private, offentlige osv.), forskellige
typer af udstillinger og arrangementer (tematiske, biografiske osv.), forskellige
typer af kunstværker (antikke, romantiske, interaktive osv.), forskellige typer af
pædagogik (indlæring, selvforvaltende, kritisk osv.). Endvidere vil det være muligt at
etablere tætte samarbejder mellem forskningsinstitutioner, kunstinstitutioner og
brugere, fx skoler og gymnasier, og på den måde skabe et nært forhold mellem
teori og praksis.
Nordisk kunstpædagogisk forskning og formidling befinder sig allerede på et
internationalt niveau, men den er afhængig af indsatser fra enkeltpersoner. I England
og USA er man i øjeblikket i gang med at udvikle vigtige teorier og undersøgelser
inden for det bredere museumspædagogiske og museologiske felt. En
samnordisk satsning på kunstpædagogisk forskning vil kunne gøre de nordiske
lande til internationale foregangslande, når det gælder forskning i kunsten som
læringsressource for alle medborgere.
Anbefalinger
På baggrund af rapportens konklusioner anbefales følgende tiltag med henblik på
at styrke kunstpædagogisk forskning og formidling i Norden:
At der oprettes et samnordisk forskningsprogram, hvor nordiske forskere har
mulighed for sammen at styrke og udvikle nordisk forskning på internationalt
niveau på det kunstpædagogiske område. Forskningsprogrammet bør samle flg.
typer af aktiviteter:
• Designe og søge støtte til samnordiske interdisciplinære forskningsprojekter på
det kunstpædagogiske område
• Designe og støtte udviklingsprojekter, hvor både universiteter og kunstinstitutioner
deltager
• Støtte nordiske og internationale netværk med deltagelse af såvel forskere og
forskerstuderende som praktikere
• Danne udgangspunkt for en samnordisk uddannelse af kunstpædagoger på
kandidat- og mastergradsniveau
• Arrangere nordiske og internationale konferencer om kunstpædagogiske
temaer
• Støtte udgivelser af videnskabelige bøger og artikler om kunstpædagogik
• Støtte og samle udgivelser af bøger og artikler om kunstpædagogik rettet mod
kvalificering af kunstpædagogiske praksisformer
64 65
5.3

6.
6.1
Art Appreciation Education Research and Promotion
in the Nordic Countries, 1995-2004
Summary and Recommendations
The background to the preparation of this report is a desire to strengthen the
role of art and art museums in Nordic society. From a civic point of view, visual
arts education in museums and galleries must be regarded as a necessary link
between the public and the art institutions. Systematic research into art as a
learning resource will make it possible to suggest ways in which we can
enhance the experience of art institutions by the citizens of the Nordic countries
as democratic meeting places where all are invited to participate on an equal
footing. It will also make it possible to investigate in more depth questions that
relate to art and the artistic experience as resource areas with a bearing on
important social problems, for example cultural complexity, social skills, creativity
and sense of identity.
As the situation is at present, we in the Nordic countries possess very limited
knowledge about how and with what objectives we can invite a greater proportion
of our citizens to participate in the experiences, perceptions and learning
resources offered by art. The report's attempts to analyse research and promotion
of visual arts education in museums and galleries in the Nordic countries
over the last ten years should therefore be seen as a first step in the work of
creating the necessary background of knowledge for a combined Nordic initiative
in the field.
The main conclusion of the report is that although Nordic researchers and practitioners
have succeeded over the last ten years in producing a range of publications
in the field of museum and gallery education – some of them at a high
level – Nordic research and promotion in this area as a whole must be described
as diffuse, fragmented and dependent on the interest and input of individuals.
An important reason for this is that visual arts education in museums and galleries
is not recognised as a research initiative area, either nationally or at a
Nordic level, and that a large proportion of the Nordic publications that exist are
therefore the work of writers whose principal area of interest is not museum and
gallery education, but who work in related fields such as visual artseducation in
schools, museology, psychology, art theory, communications studies and anthropology.
The report therefore recommends a combined Nordic research and promotion
initiative in the field of visual arts education in museums and galleries. Only by
bringing together the knowledge resources available in this field – which are
currently scattered over a large number of institutions and areas in the Nordic
countries – can a serious attempt be mounted to make the experience of art an
accessible and useful source of learning and experience for all the people who
live in those countries.
Itemised Summary of the Most Important Conclusions
of the Report
The data on which the report is based consists of a list that contains 146 publications
published in the Nordic countries over the last ten years. In its analyses,
the report concentrates on 19 of these for discussion in greater depth. To these
are added seven publications in English, which are used to debate the quality of
the Nordic publications in a comparative perspective. The most important results
of the report’s analyses and discussions may be itemised as follows:
Analysis of the recorded material:
During the period 1995–2004, Nordic researchers and practitioners have produced
a considerable quantity of theses, books and articles which in one way or
another are connected with the field of museum and gallery education.
However, many of these scholarly publications do not concern themselves with
visual arts education in museums and galleries in a narrow sense, but with wider
museological and pedagogical issues.
The scholarly publications comprise theses, books, articles and reports that, scientifically
speaking, are founded on sociological, anthropological, psychological
and philosophical theory. Reports also exist that systematise and utilise theories
and methods derived from learning theory, didactic theory and museology.
66 67
6.2

In recent years a steadily increasing number of master thesis concerning visual
arts education in museums and galleries have been undertaken in Nordic universities
and colleges, which indicates that there is important potential for Nordic
research in this field.
The more practically-oriented publications provide a flavour of the many educational
projects that are being implemented at Nordic art museums and galleries
in cooperation with institutions such as nursery schools, schools, youth training
schemes and schools of visual arts and culture.
Reviews of selected publications:
As a whole, the publications give an impression of diffuse activities in which the
research is dependent on the personal interest of the individual researcher. This
means that Nordic research and promotion in the field of visual arts education
in museums and galleries remains uncoordinated, and that most of the publications
are not made available to a wider range of interested parties.
In this context it is symptomatic that Nordic researchers refer to each others’
work or publications to an extremely limited extent, preferring to draw on
research from countries such as the USA, France and the UK.
There is therefore a lack of systematic, interdisciplinary and empirically founded
research into the educational and learning processes that take place in museums
and art galleries in the Nordic countries, and a failure to base the educational
projects going on in Nordic art institutions on research.
On the practical level, the publications are also characterised by the fact that
they express a diffuse and uncoordinated approach. Many Nordic art museums
and galleries initiate ambitious research projects, but these take place in isolation
from each other and with no link to the Nordic research in the field. Further
recurrent problems are the lack of specific training in visual arts education in
museums and galleries and the failure to cooperate of the educational institutions
and museums.
Seen in a comparative international perspective, the report shows that research
and promotion in English in the field of visual arts education in museums and
galleries is more wide-ranging and coordinated than Nordic, and that scholarly
debates in English are in general characterised by greater breadth and flexibility.
Furthermore, the USA in particular has an important tradition of empiricallybased
audience surveys, while in the Nordic countries there have been comparatively
few examples of studies of visitors’ interests and experience and learning
needs.
Nevertheless, Nordic research into the role of museums and galleries in education
is on a sound footing in comparison with Anglo-Saxon research as regards
its focus on fundamental problems and the use of theoretically-based art psychology,
learning theory and cultural analysis resources. It may also be assumed
that the Nordic tradition in the field of experience teaching will be capable of
making an important contribution to internationally-oriented research in the
future.
On the basis of the report’s discussions and comparative analyses we may
therefore conclude that, although research and promotion in the Nordic countries
is deficient at present, the necessary capacity is on hand in those countries
to facilitate the development of systematic, interdisciplinary and empiricallyfounded
research into visual arts education in museums and galleries at an
international level.
Itemised Summary of the Most Important
Recommendations of the Report
On the basis of the report’s conclusions it is recommended that a common
Nordic research programme be initiated, in which Nordic researchers will be able
to work together to enhance and develop Nordic research at international level
in the field of visual arts education in museums and galleries. This research programme
should bring together the following types of activities:
• designing and seeking support for common Nordic interdisciplinary research
projects in the field of visual arts education in museums and galleries;
• designing and supporting development projects in which both universities and
art institutions participate;
68 69
6.3

• supporting Nordic and international networks in which both researchers and
research students participate as practitioners;
• creating a point of departure for a common Nordic training for visual arts education
in museums and galleries at graduate and post-graduate level;
• organising Nordic and international conferences on topics relating to visual
arts education in museums and galleries;
• supporting the publication of scholarly books and articles on visual arts education
in museums and galleries;
• supporting and coordinating the publication of books and articles in the field
aimed at providing qualifications in practical visual arts education in museums
and galleries.
70 71
Bilag I:
Kunstpædagogisk forskning og formidling i Norden.
Eksempler på publikationer 1995-2004
Rapporter og undersøgelser
Norden:
Gitte Lunding Johansen (2002): Museer, børn og
unge år 2000, Evalueringsrapport fra Nordisk
Ministerråds Museumskomité [B]
Åse Enerstvedt (1997): Nordisk Barn – Nordisk
Lys. Et kunstformidlingsprojekt med vekt på ITkommunikation,
Asker (Støttet af Nordisk Kulturråd
og Nordisk Kulturfond) [B]
Danmark:
Katrin Hjort og Lene Larsen (2003) At skabe sig
selv - om samtidskunst og unge, Egmont Fonden
[B]
Julian Spalding (2000): The Future of Danish
Museums, Statens Museumsnævn [B]
Jette Kjærboe (2000): Formidling til børn og
unge på de danske kunstmuseer : en undersøgelse
foretaget på baggrund af Kirsten Jordahn
Kirketerps Statusrapport over den danske
kunstmuseers formidlingspraksis 1994-97, Den
Kunsthistoriske Referencegruppe, Statens
Museumsnævn [B]
Kirsten Jordahn Kirketerp (1999): Statusrapport
over de danske kunstmuseers formidlingspraksis
1994-1997. Upubliceret [B]
Ellen de Olivera (1998): Åbne døre. Etablerede
kulturinstitutioners formidling til børn og unge.
En erfaringsopsamling ved kultursociolog Ellen
de Olivera, Kulturens Børn [D]
Dorthe Abildgaard (1998): Kropsnær i Sorø –
et nordisk formidlingsprojekt for børn og unge.
Evalueringsrapport. Upubliceret [B]
Finland:
Sampo Kaikkonen, Markku Lang, Teija Loukkalahti,
Seija Suikkanen ja Riitta Kuusikko (2003).
Rovaniemi. Taidesampo - uutta teknologiaa
hyödyntävä väline taidekasvatukseen.
http://www.taidesampo.net/rovaniemi
(Taidesampo - a medium for art education that
utilizes new technology. Www-publication of
Rovaniemi Art Museum and University of
Lapland.) [D]
Helena Sederholm (2001): Taiteen tulkkina -
Selvitys taidemuseoiden erityisluonteesta. Opetusministeriön
julkaisu 5/2001. Helsinki: Edita.
(Interpreting art - An account of the special
characteristics of art museums. Publication of
the Ministry of Education) [B]
Norge
Allison James og Merethe Frøyland, red. (2002):
Hva mener publikum? Publikumsundersøgelser i
museer, Norsk Museumsutvikling [C]
Per Bjørn Rekdal (2001): Norwegian museums
and the multicultural challenge - principles and
practices in exhibition and education, Norsk
Museumsutvikling [C]
Else Marie Halvorsen (2001): Kulturforståelse
hos lærere I Telemark anno 2000, Høgskolen I
Telemark [B]
Ellen Os (2000): Klangfugl - kulturformidling
med de minste. Rapport fra et forprosjekt i regi
av Norsk kulturråd, Arbeidsnotat nr.36 [D]

Elisabeth Hanssen, red.(2000): Samarbeid på
Tvers, Oslo: Museet for samtidskunst [D]
Ellen Karoline Henriksen og Merethe Frøyland
(1998): Hva vet vi om læring i museer? Om museumspedagogikk,
Norsk Museumsutvikling [C]
Arne Marius Samuelsen (1998): Bilder på timeplan
: rapport fra samarbeidsprosjekt mellom
Notoddenskoler og Telemark fylkesgalleri, Høgskolen
i Telemark, Avdeling for estetiske fag,
folkekultur og lærerutdanning, Institutt for pedagogikk
[B]
Svein Gynild, red. (1997): Formidling til barn og
unge. Oversikt over museenes tiltak og planer,
Norsk Museumsutvikling [A]
Linken Apall-Olsen (1997): Livslang læring i
museer -Nye mål for museumsformidling, Norsk
Museumsutvikling [C]
Geir H. Moshuus (1997): Ungdom på museumsbesøk.
Spørreundersøkelse blant ungdom i Våler
i Hedmark, Bodø og Oslo, Norsk Museumsutvikling
[B]
Knut Blomstrøm (1997): Tretrinns Kunstformidling.
Erfaringer fra kunsttimen 1996, Norsk Kulturråd:
Kulturrådets projektserie nr. 3 [D]
Venke Aure og Jarleiv Hauge (1996): Pilotgallerier
for barn og unge: Kunstformidling på
tvers, Rapport RF-96/277, Rogalandsforskning
(Opdragsgiver: Norsk Kulturråd) [B]
Gunnar Danbolt og Åse Enerstved (1995): Når
voksenkultur og barns kultur møtes. En evalueringsrapport
om de kulturformidlingsprojekter for
barn som Barnas Hus, Bergen, har satt i gang,
Norsk Kulturråd: Rapport nr. 2 [B]
Sverige:
Hans Örtegren (2004): Utvärdering av Kulturrådets
konstpedagogiska seminarier, hösten 2002
– våren 2003, Statens Kulturråd [B]
Statens Kulturråd (2003): Museer och konsthallar
2002, Kulturen i siffror 2003:5, www.kur.se [A]
Annika Blom (2003) Med skolan som arena - en
studie av vandringsutställningen Matomat, Riksutställningar,
Wikströms, Uppsala [B]
Karin Malmquist (2001): Transit, rapport, sammanfattande
del [D]
Matilda Olof-Ors (2001): Transit, Beskrivning av
genomförandet på Moderna Museet, Norrköpings
Konstmuseeum och BildMuseet i Umeå
[D]
Lis Hellström Sveningson (2002): Får jag lov att
fråga?. Dokumentation av förstudien samtidskonst
– danskonst i dialog, Västra Götaland
2001-2002, Västra Götalandsregionen: Danskonsulenterne
[D]
Berit Ljung (2002): Museipedagogers ord om
sitt arbete på svenska museer, preliminär rapport,
Lärarhögskolan i Stockholm [B]
Catarina Elsner (1999): Så tänker lärare i estetiska
ämnen. En fenomenografisk studie byggd
på arton intervjuer, Stockholm: Lärarhögskolan
[B]
Videnskabelige afhandlinger
og bøger
Danmark:
Helene Illeris (2002a): Billedet, Pædagogikken
og magten –Positioner, genealogi og postmoderne
optikker i det billedpædagogiske felt, ,
Ph.D. afhandling, Danmarks Pædagogiske Universitet
[E]
Helene Illeris (2002b): Billede, pædagogik og
magt. Postmoderne optikker i det billedpædagogiske
felt, Frederiksberg: Samfundslitteratur
[F]
Karsten Arvedsen og Helene Illeris, red. (2000):
Samtidskunst og undervisning – en antologi, Billedpædagogiske
Studier 6, Danmarks Pædagogiske
Universitet [F]
Helene Illeris (1999): Kyklop Kamé. En kulturistorisk
analyse af de kulturelle koder fire 14-15
årige anvendte ved omtalen af et samtidskunstværk,
Billedpædagogiske Studier 3, Danmarks
Pædagogiske Universitet [F]
Bjarne Sode Funch (1997): The Psychology of
Art Appreciation, København: Museum Tusculanum
Forlag [E]
Finland:
Anna-Maija Issakainen (2004): Tietoverkot taideväylänä
- lunastus vai lupaus. Tietoverkkojen
käyttö kuvataiteen opetuksen kuvataiteen tuntemuksen
opetuksessa. Helsinki: Taideteollisen
korkeakoulun julkaisu.
(Information networks as a channel of art - promise
or redemption. Use of networks when teaching
understanding of visual arts. Helsinki: Publication
Series of the University of Art and
Design Helsinki UIAH. Department of Art Education,
Doctoral thesis) [E]
Sanna Asikainen (2003): Prosessidraaman kehittäminen
museossa, Joensuun yliopisto, kasvatustieteiden
tiedekunta.
(Developing process drama in the museum, University
of Joensuu, Faculty of Education, Doctoral
dissertation) [E]
Marjo Räsänen (2000): Sillanrakentajat. Kokemuksellinen
taiteen ymmärtäminen. Helsinki: Taideteollisen
korkeakoulun julkaisu A28.
(Bridge-builders. Experiential art understanding:
Helsinki: Publication Series of the University of
Art and Design, Helsinki) [F]
Marja-Liisa Rönkkö (1999): Louvren ja Louisianan
perilliset. Suomalainen taidemuseo, Dimensio
2, Valtion taidemuseon tieteellinen sarja. Helsinki:
Valtion taidemuseo.
(The heirs of Louvre and Louisiana. The Finnish art
museum. Helsinki: The Fine Arts Academy of Finland.
Doctoral dissertation, University of Helsinki)
[E]
Helena Sederholm (1998): Starting to Play with
Arts Education. Study of Ways to Approach
Experiential and Social Modes of Contemporary
Art. University of Jyväskylä: Jyväskylä Studies in
the Arts 63. Doctoral Thesis. [E]
Pirjo Viitanen (1998): Hyvät, kauniit ja rumat
kuvat. Ensiluokkalaisen taidekuvareseptio. Turku:
Turun yliopiston julkaisu C145.
(Good, beautiful and ugly pictures. First graders’
impression of art. Faculty of Education, University
of Turku. Doctoral thesis) [E]
Marjo Räsänen (1997): Building bridges. Experiential
art understanding: A work of art as a
means of understanding and constructing self.
Helsinki: Publication Series of the University of
Art and Design Helsinki UIAH A18., Doctoral
thesis, Department of Art Education. [E]
Marjo Räsänen (1993): Kuvasta kokemukseksi.
Kokemuksellinen oppiminen taiteen tarkastelussa.
Lisensiaatintyö. Helsinki: Taik Taidekasvatuksen
osaston julkaisu.
(From picture to experience. Experiential learning
in art interpretation. Helsinki: Publication
Series of the Department of Art. Education, University
of Art and Design. Licentiate thesis.) [E]
Marjatta Saarnivaara (1993): Lapsi taiteen tulkitsijana.
Jyväskylä: Jyväskylän yliopiston julkaisu.
(Child as an art interpreter. Faculty of Education,
University of Jyväskylä. Doctoral thesis.) [E]
Norge:
Dag Solhjell (2001): Formidler og formidlet.
En teori om kunstformidlingens praksis, Oslo:
Universitetsforlaget [F]
Else Marie Halvorsen (2001): Læreren som kulturbærer
og kulturbygger, Oslo: Høyskoleforlaget
[F]
Else Marie Halvorsen (1997): Kulturarv og kulturarvoverføring
i grunnskolen med vekt på den
estetiske dimensjonen, Dr. philos.-avhandling,
Oslo: Det utdanningsvitenskaplige fakultet [E]
Dag Sveen, red. (1996): Om norsk kunst og
kunstformidling, Oslo: Pax forlag [F]
72 73

Dag Sveen, red.(1995): Om kunst, kunstinstitusjon
og kunstforståelse, Oslo: Pax forlag [F]
Dag Solhjell (1995): Kunst-Norge : en sociologisk
studie av den norske kunstinstitutsjonen ,
Oslo: Universitetforlaget [F]
Sverige:
Jan Bahlenberg (2001): Den otroliga verkligheten
sätter spår. Om Carlo Deckerts liv och konstpedagogiska
gärning, doktorsafhandling, Göteborgs
universitet, pedagogiska institutionen [E]
Anna Lena Lindberg (1988): Konstpedagogikens
dilemma. Historiska rötter och moderna
strategier, doktorsafhandling, Studentlitteratur [E]
Ikke videnskabelige bøger
Danmark:
Frants Mathiesen og Tine Seligmann, red.
(2004): Mødesteder - Formidling af samtidskunst,
Frederiksberg: Samfundslitteratur
Jens Peter Munk og Kirsten Møller, red. (2002):
Jeg har et museum, København, Dansklærerforeningen
Hanne Lundgren Nielsen, Mette Jørgensen og
Mette Lise Illemann (1999): Formidling af kunst
til børn og unge, Århus : Landsforeningen Børn,
Kunst og Billeder
Ingrid Siedelmann Knudsen (1997): Billedsamtaler,
København: Dansklærerforeningen
Finland:
Kaija Kaitavuori (2004): Kiasman kiertokoulu.
Helsinki: Valtion taidemuseon julkaisuja.
(The Kiasma ambulatory school. Helsinki: Publication
of the Fine arts Academy of Finland.)
Seija Suikkanen ja Riitta Kuusikko, eds. (2001):
Meidän taide – Lapset ja nuoret nykytaidetta
kohtaamassa. Rovaniemi. Rovaniemen taidemuseon
ja Lapin yliopiston Taiteiden tiedekunnan
julkaisu, C 22.
(Our Art. Children and the Young meeting with
Contemporary Art. Rovaniemi. Publication of
Rovaniemi Art Museum and University of Lapland,
Publications in visual arts and design, C 22)
Timo Jokela, Elina Kuuri, Rovaniemi, eds. (1999):
Ultima thule : northern environment and art project,
Lapin yliopisto
(University of Lapland publications in visual arts
and design 14)
Norge:
Arne Marius Samuelsen (2003): Formidling av
kunst til barn og unge, Oslo: Universitetsforlaget
Brit Paulsen: (2000): Formidling av kunst : pedagogen
som formidler av billedkunst i skole og
barnehage, et veiledningshefte, Trondheim :
Dronning Mauds minne, Høgskole for førskolelærerutdanning
Brit Paulsen (1999): Hvis sko fikk tær : formidling
av surrealistisk kunst i skolen, Oslo: Tano Aschehoug
Gunnar Danbolt (1999): Blikk for bilder. Om tolkning
og formidling av billedkunst, Abstrakt forlag
Brit Paulsen (1996): Billedkunst og Kunnskap,
Oslo: Cappelen Akademisk Forlag
Sverige:
Monica Cassel (2001): Museipedagogik. Konsten
att visa en utställning, Lund: Studentlitteratur
Karin Bodland, red. (2001): Människan, konsten
och kunskapen, Karlstads Universitet
Karin Malmquist, red. (1999): Konst är konst. Allt
annat är allt annat – en skrift om samtidskonst för
lärare, Lärarforbundet, Edsvik konst och kultur
Videnskabelige artikler
Danmark:
Bjarne Sode Funch (2004). “Introducing people
to art: A study on the influence of art introductions”,
Journal of Visual Art Practice (Under udgivelse).
Bjarne Sode Funch (2003): ”Den fænomenologiske
metode i museologisk forskning”, i: Nordisk
Museologi 1/2003
Helene Illeris (2003): ”Performative positioner i
kunstpædagogik”, i: Valör 04/03
Bruno Ingemann (2002): ”Se, tale, høre - oplevelsens
kunst”, i: Nordisk Museologi 1/2002
Lisa Gjedde og Bruno Ingemann (2001): “In the
beginning was the Experience. The experimental
reception studies”, i: Nordicom Review, Volume
22, number 2/2001
Bjarne Sode Funch (2000): ”Hvorfor ser vi på billedkunst?”,
i: Nordisk Museologi 1/2000
Bruno Ingemann (1999): ”«Det er helt vildt!» -
om læsestrategier og reception af en udstilling”,
i: Nordisk Museologi 1/1999
Helene Illeris (1999): ”At opleve et kunstværk –
kan det læres? Didaktiske overvejelser med
udgangspunkt i ”kunstpædagogikkens dilemma”,
i: Forskningstidsskrift fra Danmarks Lærerhøjskole
3. årg. nr. 4, juni 1999
Helene Illeris (1999): “Cyclops Cameo, Exemplary
Statements of Four 14-15 Years Old Students
on Their Encounter with a Contemporary Work of
Art”, i: Nordisk Museologi 1/1999
Bjarne Sode Funch (1999): ”Synsoplevelse og
billedkunst: En eksistentiel-fænomenologisk
model”, i: Bulletinen, nr. 27: 8-13.
Bjarne Sode Funch (1997): “The Art Museum in
Partnership with Schools”, i: Museum International
no. 194
Bjarne Sode Funch (1996): ”Kunstoplevelsens
psykologi med fokus på billedkunst”, i: Nordisk
Psykologi 48
Bjarne Sode Funch (1996): ”Den æstetiske
oplevelse som transcendent fænomen”, i: Nordisk
Psykologi 48
Finland:
Maaria Linko (2003): “The longing for authentic
experiences: The subjective meaning of visual
art for museum audience and amateur artists”. In:
Xanthoudaki, M.; Tickle, L.; Sekules, V. (eds.):
Researching visual arts education in museums
and galleries: An international reader. Dordrecht:
Kluwer Academic Publishers
Marjo Räsänen (2003): “Interpreting art through
visual narratives”. In: Xanthoudaki, M.; Tickle, L.;
Sekules, V. (eds.): Researching visual arts education
in museums and galleries: An international
reader. Dordrecht: Kluwer Academic Publishers
Ritva Palviainen (1999): “Museipedagogik och
livslångt lärande”, i: Nordisk Museologi 2/1999 [I]
Norge:
Merethe Frøyland (2003): ”Multiple erfaringer i
multiple settinger – MEMUS, et teoretisk rammeverk
om museumsformidling”, i: Nordisk Museologi
2/2003
Else Marie Halvorsen (2001): ”Den dobbelte
didaktikk: Et fruktbart begrep for kulturformidling?”,
i: Nordisk Pedagogik 1/01
Torun Ekeland (1999): ”Museumsdidaktikk som
kunnskapsfremstillernes dilemma”, i: Nordisk
Museologi 2/1999
Frithjof Brinkager (1996): ”Skolen og estetikken,
problemer og dilemmaer i grunnskolens kunstog
kulturformidling”, i: Barn 01/96 Norsk senter
for barneforskning
Sverige:
Margareta Gynning (2003): ”Historien – en del
av nuet”, i: Valör 04/03
74 75

Gunilla Lindqvist (1996): ”Från konstens psykologi
till en allmän teori om tänkandet. Om utvecklingen
av Vygotskijs kulturhistoriska teori”, i: Människan,
konsten och kunskapen, Utvecklingsrapport Humaniora
nr. 96:02, Högskolan i Karlstad
Göran Rosander (1995): ”Museet som bildningsinstitution”,
i: Nordisk Museologi 1/1995
Ikke videnskabelige artikler
Danmark:
Ole Lambertsen (2003): Guld og grønne skove
og det gyldne snit, i: ”Billedpædagogisk Tidsskrift”
1/03
Birgitte T. De Roepsdorff og Anne-Mette Birkvad
(2003): Guldalder og grisebasser, i: ”Billedpædagogisk
Tidsskrift” 1/03
Tine Seligmann (2002): En installation skal ikke
ses på – men opleves!, i: ”Billedpædagogisk
Tidskrift” 4/02
Karen Grøn (2002): Installationens udfordringer,
i: ”Billedpædagogisk Tidsskrift” 4/02
Ole Lambertsen (2002): Installationskunst –
hvad kan det være tegn på?, i: ”Billedpædagogisk
Tidsskrift” 4/02
Tine Seligmann (2002): Min nye “Faglighed”:
Museumsformidleruddannelsen, MFU, i: Danske
Museer 02-03/02
Helene Illeris (2002): Vad kan man lära av samtidskonsten?
Om konstpedagogik och bildningssyn,
i: ”Konstperspektiv” 3/02
Tine Seligmann (2001): Kultur - retur dialog!,
i: Danske Museer 02/01
Inge Merete Kjeldgaard (1998): Intereuropæisk
netværk, i: Danske Museer 02/99
Helene Illeris (2000): Det relationelle møde med
kunsten – overvejelser om børns møde med
kunstværker i en undervisningssammenhæng, i:
”Uddannelse”, Undervisningsministeriets tidsskrift
Helene Illeris (2000): ”Møde med et samtidskunstværk”,
i: Billedpædagogisk Tidsskrift 01/00
Helene Illeris (1997): ”Art is art - everything else
is everything else”, i: Billedpædagogisk Tidsskrift
02/97
Finland:
Liisa Piironen (2003): “Contemporary art and the
playing child in the museum: Art exhibition as
context for art education”, in: Mariusz Samoraj
(2003): InSEA Research Preconference 2002
(138-140).
Kaisa Kettunen (2000). Make a minute! Families
in a museum workshop, i: Sava, Inkeri & Räsänen,
Marjo (toim.). Näkökulmia taidekasvatukseen.
Helsinki: Taideteollinen korkeakoulu, työpaperit
13. (37-42) (In: Sava, I. & Räsänen, M. Perspectives
to art education. Helsinki: University of Art
and Design, Working papers 13)
Marjatta Levanto (1996): Kansanvalistuksesta,
taidekasvatuksesta ja museopedagogiikasta,
i: Piironen, Liisa & Salminen, Antero (toim.). Kuvitella
vuosisata. Taidekasvatuksen juhlakirja. Helsinki:
Taideteollinen korkeakoulu, taidekasvatuksen
osasto. (87-95)
(Public education, art education and museum
pedagogy. In Piironen, L. & Salminen, A. (eds.):
Imagining a century. Helsinki: University of Art
and Design, Department of Art Education.)
Erica Othman (1996): Verkstaden i Ateneum, i:
Piironen, Liisa & Salminen, Antero (toim.). Kuvitella
vuosisata. Taidekasvatuksen juhlakirja. Helsinki:
Taideteollinen korkeakoulu, taidekasvatuksen
osasto. (96-105)
(Workshops in Ateneum, in: In Piironen, L. & Salminen,
A. (eds.). Imagining a century, Helsinki:
University of Art and Design, Department of Art
Education.)
Norge:
Arne Marius Samuelsen (2002): ”Er kunsten
vanskelig : eller gjør vi den vanskelig?”, i: Arabesk
specialnummer pp. 42-46
Arne Marius Samuelsen (1998): ”Av sanselige
møtesteder blir kunstopplevelse født”, i: Den
Magiske barnehagen : kulturelle muligheter, Oslo:
Pedagogisk Forum
Arne Marius Samuelsen (1996): ”Barnet og kunstens
mange ansikter”, i: Debattserien for barnehagefolk
Venke Aure (1996): ”Kunstformidling for barn og
unge- utenfra, ovenifra, innenfra”, i: Barn
Venke Aure (1996): ”Kunstformidling for barn
hvordan og hvorfor”, i: Barnehagefolk nr.1
Liv Merete Nielsen (1995): ”Bildet som kunnskapsbærer”,
i: Form nr. 3
Sverige:
Maria Carlgren (2004): “Samtidskonsten i lärandet”,
i: Eva-Lotta Sandberg , red.: Genus & Media
– om kvinnor, män och bildens betydelse, Regionmuseum
Västra Götaland
Patrik Steorn (2003): “Engage in the visual arts!”,
i: Valör 04/03
Veronica Hejdelind (2003): ”Behövs konstpedagogen?
Reflektioner kring konstpedagogens roll
och funktion”, i: Valör 04/03
Kamilla Rydahl (2003): ”När konsten möter verkligheten”,
i: Valör 04/03
Dan Karlholm (2003): ”Ett lågt perspektiv på
konstvetenskap och pedagogik på högskolan”,
i: Valör 04/03
Kajsa Ravin (2003): ”Konstpedagogiska tendenser”,
i: Valör 04/03
Catarina Testart (2003): ”Riktigt trygg kan ingen
vara”, i: Bild i skolan 3/03
Kamilla Rydahl (2002): ”Vad händer i mellanrummet
– en metareflexion”, i: Konstperspektiv 3/02
Statens kulturråd (2001): ”Konst, museer och
utställningar” i Om 2001 världen. Kulturrådets
omvärldsanalys
Cecilia Nelson (1996): ”Konst för barn – vad
skall det vara bra för?” i: Människan, konsten och
kunskapen, Utvecklingsrapport Humaniora nr.
96:02, Högskolan i Karlstad
Specialer/slutarbeten/
hovedfagsopgaver/C- og
D-uppsatser
Danmark:
Dorte Olesen (2004): Samtidskunst på tværs,
pædagogisk speciale i billedkunst, Danmarks
Pædagogiske Universitet
Tove Katborg (2003): Børn på sanseudstilling,
pædagogisk speciale i billedkunst, Danmarks
Pædagogiske Universitet
Frants Mathiesen (2002): En udstilling anskuet
som visuel kommunikation, pædagogisk speciale
i billedkunst, Danmarks Pædagogiske Universitet
Karsten Arvedsen (2002): Fra ’billedkunst’ til
’visuel kultur’ - billedbegrebet til debat i billedpædagogikken
og billedkunstfaget, pædagogisk
speciale i billedkunst, Danmarks Pædagogiske
Universitet
Ingerid Bach Hansen (2001): Spørgsmålet er
om man kan se uden ord – Om samtidskunstens
læringspotentiale, pædagogisk speciale i billedkunst,
Danmarks Pædagogiske Universitet
Mette Jørgensen (1998): Kunst som leg? Sanseudstillingens
historiske idégrundlag og aktuelle
formidlingsmæssige status på danske
kunstmuseer, Cand.phil.speciale, Afdeling for
Kunsthistorie, Aarhus Universitet.
76 77

Finland:
Milka Mustonen (2003): Taivaantalossa. Kasvattavan
elämyksen ja taideoppimisen mahdollisuuksia
museotyöpajassa, pro gradu-tutkielma.
Turun yliopisto, kasvatustieteellinen tiedekunta.
(In the house of heaven. Possibilities of educating
experience and art learning in a museum workshop.
MA-thesis. University of Turku, Faculty of
Education)
Minna Kattelus (2002): Mieltä liikuttavaa. Työpajasta,
taidekäsityksestä, tapaamisista. (Moving.
About a museum workshop, art conception and
encounters in the Gallen-Kallela Museum. MAthesis.
University of Art and Design Helsinki,
Department of Art Education)
Tomi Uusitalo (2002): Kuva, seksi ja pojat. (Image,
sex and boys in the Ateneum. MA-thesis. University
of Art and Design Helsinki, Department of
Art Education)
Seija Tikka (1999): Taidekeskus Retretin puupiirrostyöpaja
opettajuuteni peilissä.
(The woodcut workshop in the Retretti Art
Museum as a mirror of my teacher identity. MAthesis.
University of Art and Design Helsinki,
Department of Art Education)
Hannele Parviainen (1999): Tuhat tapaa nähdä.
Multimediasovellus suomalaisesta nykytaiteesta.
(Thousand ways of seeing. Multi-media program
about Finnish contemporary art in the Kiasma,
MA-thesis. University of Art and Design Helsinki,
Department of Art Education)
Sari Malkki (1999): Museo oppimisympäristönä.
Jyväskylän yliopisto, Taiteiden tutkimuksen laitos,
Taidekasvatus. Pro gradu -tutkielma.
(Museum as a learning environment. University of
Jyväskylä, Department of Art Studies. MA-thesis)
Anna Linna (1997): Kauheesti karvoja. Oppilaita
Kaisu Koiviston näyttelyssä.
(Awful lot of hair. Students visiting the exhibition
of Kaisu Koivisto, MA-thesis. University of Art and
Design Helsinki, Department of Art Education)
Tuija Rantala (1996): Museopedagoginen yrittäjä.
(Enterpreneur of museum education. MA-thesis,
University of Art and Design Helsinki, Department
of Art Education)
Norge:
Lisbet Skregelid (2003): ”Det var ganske gøy
faktisk”. En undersøgelse om formidling av samtidskunst
rettet mot ungdomsskoleelever, hovedfagsoppgave
i forming, Høgskolen i Oslo
Åsta Rimhaug (2003): Bruk av “møtrepunkt” ved
kunstformidling, hovedoppgave i forming 2003,
Høgskolen i Telemark
Tone Fredriksen Ydse (2003): Kunnskap eller
opplevelse? Diskurser i museumsformidlingen,
hovedoppgave i sosialantropologi, Universitetet i
Oslo
Anne Stol Øyan, (2002): Samtidskunst og estetisk
opplæring. En undersøkelse av læreplanen
for Tegning, form og farge VK1, Hovedfagsoppgave
i forming, Høgskolen i Oslo
Sverige:
Annika Bergsland (2003): Så mötas de två: skola
och museum. En museipedagogisk diskurs,
magisteruppsats i etnologi, Uppsala Universitet
Anna Lagercrantz (2001): Konstpedagogik för
barn: Två fallstudier, C uppsats, Lunds Universitet
Ingela Hermansson (2000): Barn, konst och
datorer - en studie och analys av Verkstan och
Digitala verkstan på moderna museet, C uppsats,
Stockholm Universitet
Linda Norman (1998): Konstpedagogik för barn
på Lunds konsthall och Louisiana, C uppsats,
Lunds Universitet
Bilag II:
Kunstpædagogisk forskning og formidling
i Storbritannien og USA. Udvalgte publikationer
Rapporter og undersøgelser:
David Anderson (1999): A Common Wealth.
Museums in the Learning Age. A Report to the
Department for Culture, Media and Sport
Videnskabelige bøger:
Eilean Hooper-Greenhill (2000): Museums and
the Interpretation of Visual Culture, London:
Routledge [B]
George E. Hein (1998): Learning in the Museum,
London: Routledge [B]
Lisa C. Roberts (1997): From Knowledge to Narrative.
Educators and the Changing Museum,
Washington: Smithsonian Institution Press [A]
John H. Falk og Lynn D. Dierking (1992): The
Museum Experience, Whalesback Books [A]
Mihaly Csikszentmihalyi og Rick E. Robinson
(1990): The Art of Seeing. An Interpretation of the
Aesthetic Encounter, The J. Paul Getty Museum
[B]
Ikke videnskabelige bøger
Tate Gallery, Liverpool (2000): Testing the Water.
Young People and Galleries. Liverpool University
Press
78 79

Kunstpædagogisk forskning og
formidling i Norden 1995 – 2004
Författare
Helene Illeris
Foto
Christer Hallgren
Grafisk form
Werner Arnold
Tryck
Boab Tryckeri AB
Ekonomiskt stöd
Nordiska Kulturfonden &
Wilhelm och Martina Lundgrens Vetenskapsfond
© Nordiska Akvarellmuseet 2004, författare, fotograf
ISBN 9189477-21-9
Rapporten är den första delen i en serie
Nordiska Akvarellmuseet samarbetar med
Västra Götalandsregionen, Göteborgs-Posten,
Tjörns kommun, Statens kulturråd, Nordiska Ministerrådet,
5-åriga sponsorgruppen.
nordiska akvarellmuseet
Södra Hamnen 6
471 32 Skärhamn
Sweden
0046 (0) 304 60 00 80
www.akvarellmuseet.org
info@akvarellmuseet.org
80

nordiska akvarellmuseet
Helene Illeris Kunstpædagogisk forskning og formidling i Norden 1995 – 2004 nordiska akvarellmuseet
Helene Illeris
Kunstpædagogisk forskning og
formidling i Norden 1995 – 2004
nordiska akvarellmuseet