PLETSKUD! - Dansk Folkeparti

Nr. 4 • september 2009 • 13. årgang 

PLETSKUD! 

Igen et vellykket sommergruppemøde med 

både politik, fodbold og bueskydning Stor reportage 

Læs også: Hong Kong i forfald • Fortællinger, der kan gøre verden bedre • Allah styrer i England 

• Claes Kastholm-Hansen skriver i ”Gæsten” om selvforsvar – DRs Holocaust-benægter

leder 

Parade for de naive 

BRORSONSKIRKEN – Vi kender helt sikkert 

alle nogle, også gode venner og bekendte, 

der ikke helt deler vores synspunkter. Vi 

mener privat noget om den lokale linieføring 

på jernbanen, naboen mener noget andet. Vi 

mener noget om Afghanistan, vennerne mener 

noget helt andet. Og det går nok endda. Som 

regel da. 

Jeg har en ven, som jeg har kendt i snart 

20 år. Jeg ser hende for sjældent, men hun er 

dygtig, engageret, vidende, en fantastisk mor 

og alt muligt andet godt. Uanset godt venskab 

er vi ikke enige om så meget. Det er ikke kun 

politisk uenighed, det er også forskelligt syn 

på mennesker og værdier, nationer og prioriteter, 

lov og ret. Men det går. Som regel da. 

Efter politiets rydning af Brorsonskirken 

fik jeg en hilsen fra min ven, der var dybt 

ulykkelig. Hun kunne slet ikke forstå, at det 

skulle være nødvendigt, og hun var i det hele 

taget meget trist over det hele. I en efterfølgende 

mail blev der sat lidt flere ord på. Min 

ven syntes, at ”det er en afskyvækkende og 

ubarmhjertig nation, der kan sende politiet ind 

i Brorsons kirken”. 

Jeg synes ikke, jeg bor i den nation, hun beskriver. 

Jeg synes, jeg bor i et fantastisk og 

storslået land. 

For læserne er det jo ligegyldigt, hvem min 

ven er, og hun og jeg har aftalt at tage en omfattende 

snak om det en dag, når vi begge har 

tid. Så må vi se. 

Når jeg drager det frem her, er det fordi, hun 

med sit syn på rydningen af den besatte kirke 

repræsenterer det mindretal af befolkningen – 

mellem en tredjedel og en fjerdedel – som med 

deres synspunkter og sympatier, deres hjertens 

godhed, politiske korrekthed eller hvad det nu 

er, der griber dem i denne sag, forkvakler det 

2 

helt grundlæggende i sagen. Loven. Folkestyrets 

af Folketinget givne love. 

Dette mindretal er helt ude af trit med befolkningsflertallet 

- og det er de jo velkomne 

til at være Men de støttes ivrigt af kunstnere, 

bedrevidende politikere og givetvis også af 

stribevis af mediefolk. Resultatet af dét sammenrend 

kunne høres og ses på Rådhuspladsen 

i København tirsdag den 18. august, hvor 

sangere fra det populære Nephew til visehyggesprederen 

fra Nordylland, Niels Haus- 

gaard, over komikere som Jonathan Spang 

gav koncert og politisk entertainment til fordel 

for asyl til de afviste irakere, som nu altså 

også er sat ud af Brorsons Kirke. 

Forsangeren fra Nephew Simon Kvamm og 

Jonathan Spang varmede op i morgentv samme 

morgen med en morallektie og påstande 

om, at politiet havde tæsket irakerne i bussen 

på vej fra kirken. Studieværten forsøgte godt 

nok at bryde ind med, at lige dén oplysning 

kunne man jo ikke vide, om var sand, men det 

anfægtede ikke de to kunstneriske vogtere af 

Den rette Sandhed om det her emne. 

Efter rydningen af kirken, som fandt sted 

midt om natten, kørte mediemaskinen. Enhedslisten 

var på pletten imponerende hurtigt 

– faktisk mens rydningen var i gang. Godt arbejde? 

Njah – det var nu mest, fordi partiet 

havde placeret vagter inde i kirken, der netop 

kunne skabe lidt medievirak i en sådan situation, 

kunne Ekstra Bladet afsløre et par dage 

senere. 

Med bedemandsmine sagde en studievært, 

at ”rydningen også er topnyhed i udenlandske 

medier” – som om, det var et problem for 

Danmark, at politiet, omsider, håndhævede 

loven i denne sag. Christiania har også i årtier 

været topnyhed i svenske medier. Mest fordi 

danske politikere IKKE i alle de år har valgt at 

håndhæve loven netop dér. Ingen bedemandsrøst 

hos nogen studievært i den anledning så 

vidt jeg kan erindre igennem mere end 25 år 

i journalistik. 

Medierne er indrettet til, udover blot at rapportere, 

referere og perspektivere begivenheder, 

også at søge konflikten i samme. Her er 

politiets adfærd og eventuelle demonstranters 

blå mærker altid godt stof. Også i denne sag. 

Dagen efter rydningen havde morgentv fundet 

anledning til at holde mikrofonen for et par 

alvorlige teenagere, som havde fået slag af 

politiet. Hvorfor det? Fordi de ikke rettede sig 

efter politiets anvisninger. Så er dén i grunden 

ikke længere. Men jo, hele indslag med 

de forurettede, som ”slet ikke har gjort noget”. 

Verden er, som bekendt, fuld af straffefanger, 

børn og demonstranter, som aldrig har gjort 

noget… 

Jeg forstår godt, at min ven og andre bliver 

grebet om hjertet af medmennesker i en svær 

situation. Jeg mener faktisk, at man er noget 

af en kold skid, hvis ikke man bliver det. 

Men forholdet er, at hvis lov og ret – samfundets 

færdselsregler, de regler, der skal medvirke 

til at sikre, at retssamfundet og dermed 

ligeværdet og retfærdigheden for alle – ikke 

holdes i hævd, så råder junglelov og dermed 

uretfærdighed, den stærkes ret – og dét bliver 

civiliationens undergang. 

Lov er lov, og lov skal holdes. Hvis loven 

ikke gælder i Brorsons kirke, hvor gælder loven 

så heller ikke? Og hvilke andre love skal 

vi så heller ikke overholde? Så enkelt er det, 

og det skrev jeg som svar til min gode ven. 

Jeg skrev også, at hendes indstilling var naiv 

og farlig, både på hendes egne, vores børn og 

landets vegne. Sønd. 

Foto: Scanpix

nyhedsbrev 

Dansk Folkeparti 

underviser gerne 

i samarbejde 

Det har været en ret almindelig politisk sommer 

uden de store armbevægelser. Danskerne 

har kunnet rejse på ferie og vende hjem til et 

uforandret land, og ingen har såmænd forsømt 

meget ved ikke at læse aviser eller at følge 

med i TV. Regeringen har holdt sig i baggrunden, 

og Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, 

Det Radikale Venstre og Enhedslisten 

har vi heller ikke hørt meget til. 

Traditionen tro var det Dansk Folkeparti, 

der ”skød” den politiske sæson i gang på vores 

sommergruppemøde; som sædvanligt med 

en stribe af politiske udmeldinger. Og så kom 

der ellers gang i tingene. Der lød et forargelsens 

ramaskrig, da politiet i overensstemmelse 

med landets love fjernede de irakiske asylsøgere 

fra Brorson Kirke, men episoden kom 

langt vigtigere til at udstille, hvor splittet venstrefløjen 

stadig er på udlændingeområdet. 

Socialdemokratiets ledelse bakkede rydningen 

op, men ind fra venstre kom den tidligere 

socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup 

Rasmussen og såede tvivl om hele Socialdemokratiets 

udlændingepolitik. Han strøede 

om sig med ord som ”menneskelighed” og 

”anstændighed”, og mon ikke han dermed 

udtrykte, hvad ledende socialdemokrater i 

virkeligheden mener, men ikke tør udtale af 

strategiske årsager? At Socialistisk Folkeparti 

er enig med ham, selv om de forsøger at nedtone 

det – det ved vi godt. 

Socialdemokratiet har siden systemskiftet 

forsøgt at træde vande i udlændingepolitikken. 

På den ene side ønsker den socialdemokratiske 

ledelse for alt i verden at signalere, 

at den i store træk vil videreføre den udlændingepolitik, 

som regeringen og Dansk Folkeparti 

ved hele tre valg har fået mandat til at 

gennemføre. På den anden side vakler Socialdemokratiet 

kraftigt i troen, mange ”hårde” 

udmeldinger er det rene spin. Og enhver ved, 

hvad det vil betyde for et eventuelt regeringssamarbejde, 

hvor også Socialistisk Folkeparti, 

de radikale og Enhedslisten vil kræve en høj 

betaling for at samarbejde. 

Det vil betyde en gradvis afvikling af den 

nuværende stramme og retfærdige udlændingepolitik, 

hvilket understreges af, at hele 

venstrefløjen allerede er rørende enig om, at 

starthjælpen til flygtninge skal tages af bordet 

som noget af det første, hvis Helle Thorning- 

Schmidt bliver statsminister. Og jo mere Det 

Radikale Venstre maler sig op i et hjørne med 

særskilte krav til skattepolitikken, som adskiller 

sig markant fra S, SF og EL, desto flere 

indrømmelser kan de radikale kræve på netop 

udlændingepolitikken – som betaling for at 

medvirke til alle de andre ting. 

Selv om Det Radikale Venstre synes ubetydeligt 

i meningsmålingerne, kan partiet stadig 

ende med at trække en S-SF-regering rundt i 

manegen som en sløv kæmpe. Det skete under 

Schlüter i 1980´erne, og det gentog sig under 

Nyrup i 1990´erne. Ganske vist er der i øjeblikket 

vild uenighed på venstrefløjen, men al 

historisk erfaring viser, at jo større uenigheden 

er, desto lettere kan de radikale senere komme 

til at diktere den politiske fællesnævner. De 

radikale ofrer med andre ord hjertens gerne 

skattepolitikken for indrømmelser på udlændingeområdet. 

Alligevel er den aktuelle forvirring og 

uenigheden på venstrefløjen så stor, at regeringens 

og Dansk Folkepartis udgangspunkt 

ikke kunne være bedre. Hvis det da ikke lige 

var fordi Konservative og Venstre selv forsøger 

at ødelægge harmonien. Da den nyslåede 

konservative integrationsordfører Naser Khader 

foreslog at forbyde den kvindeundertrykkende 

og middelalderlige burka, uden at det 

var aftalt med Venstre skabte det ikke alene 

uro i egne rækker, men Venstre afviste forslaget, 

og statsminister Lars Løkke Rasmussen 

forsøgte desperat at lægge låg på debatten ved 

at foreslå en nedsættelse af et burka-udvalg. 

Bag den for regeringen dybt uværdige episode 

ligger et ældgammelt konservativt ønske 

om at markere sig langt tydeligere inden for 

regeringssamarbejdet, men det afslører samtidig 

de Konservative som dårlige holdspillere. 

Resultatet er, at Venstre og Konservative nu 

spilder en mase kostbar tid med at bekrige 

hinanden, samtidig med at banen åbner sig 

mere og mere for Socialdemokratiet og Socialistisk 

Folkeparti, hvis forslag om alt fra statsbanker 

til helt urealistiske offentlige budgetter 

så let som ingenting kunne skydes ned med en 

slangebøsse. 

Anser regeringen virkelig venstrefløjspartierne 

for så ufarlige, at den ikke engang gider 

beskæftige sig med deres forslag? I så fald er 

det en meget risikabel kurs. Mange års erfaring 

i dansk politik – først i det kaotiske Fremskridtsparti 

og siden Dansk Folkeparti – har 

I øjeblikket er det så som så med den radikale 

succes i meningsmålingerne, men hvis 

der efter et valg skal tælles til 90 mandater, 

vil de radikale sædvanen tro vide at sælge 

sig selv til den dyrest mulige pris. Det bliver 

ikke Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal, 

der får det store ord i udlændingepolitikken, 

men Margrethe Vestagers og Frank 

Aaens yderligtgående indvandringspolitik. 

lært mig at skille skidt fra kanel. Jeg kan på 

flere kilometers afstand lugte uheldige menneskelige 

egenskaber som såret forfængelighed 

og egotrip. I Dansk Folkeparti har vi på 

den hårde måde lært nødvendigheden af at 

optræde i samlet flok og holde kritikken inden 

for egne fire vægge. Ja, det er blandt andet det, 

der sammen med et solidt og seriøst arbejde 

har skabt vores succes. 

Måske burde dele af regeringen i virkeligheden 

deltage i nogle af Dansk Folkepartis 

kurser for tillidsfolk? Her lærer vi blandt 

andet om nødvendigheden af at nedtone egne 

kæpheste til fordel for fællesskabet. Vi lærer, 

at vejen til indflydelse går gennem benhårdt 

politisk arbejde, at de politiske mål er vigtigere 

end personerne, og at man skal respektere 

vælgerne. Når en borger stemmer, enten personligt 

eller på en liste, sker det ud fra en forventning 

om, at krydset omsættes til politisk 

handling – ikke skiftende slogans, modeluner 

eller strid og konflikter. 

Venstrefløjen har med en række politiske 

udmeldinger budt op til en dans, hvor VOKsamarbejdets 

chancer for at føre aldrig har 

været større, fordi S, SF, RV og EL ikke er 

enige om ret meget andet 

end at Helle Thorning-Schmidt 

skal 

være statsminister – og 

det er ikke meget. 

3 

Foto: Scanpix

sommergruppemøde 

Dansk Folkepartis sommergruppemøde: 

DF i regering? 

Selv om Dansk Folkeparti helst havde set så mange andre emner i toppen af debatten, fyldte spørgsmålet om regeringsdeltagelse 

pludselig en del. Heldigvis lykkedes det alligevel at komme med et par håndfulde politiske meldinger om mere 

borgernære og påtrængende emner i medierne over få dage – om alt fra influenza-vaccine over skudsikre veste til kamphunde 

og motorveje Af Karsten Holt • Foto: Karsten Holt og Liselott Blixt 

Hvis man skal finde en overskrift for Dansk 

Folkepartis sommergruppemøde 2009, må det 

næsten blive denne: Hvornår kommer Dansk 

Folkeparti i regering? Og nej, det er ikke første 

gang, en samlet dansk presse koger suppe 

på den pind, og det bliver heller ikke den sidste. 

Fordi det er så indlysende, at Dansk Folkeparti 

på et eller andet tidspunkt bliver del af 

en borgerlig regering, dukker emnet hele tiden 

op, og Pia Kjærsgaard gav på sommergruppemødets 

pressemøde det svar, som de fleste 

journalister udmærket kender på forhånd: At 

Dansk Folkeparti først og fremmest går efter 

indflydelse, og at ministertaburetter kommer i 

anden række. Men det vil da være helt naturligt 

at tænke Dansk Folkeparti med i en VOKregering 

inden for en overskuelig fremtid. 

Dog må det siges, at der efterhånden ikke kan 

koges meget mere suppe på den pind. 

Og helt som vanligt var suppen ikke sat 

over af DF selv, men af Brian Mikkelsen og 

medierne. 

Pia Kjærsgaard som kulturminister 

En anden overskrift var ligeledes en af de vel- 

4 

kendte jounalist-klassikere, som altid er egnet 

til at fremprovokere kulturelitens hysteriske 

forargelse: Dansk Folkepartis syn på kulturstøtten, 

herunder spørgsmålet om livsvarig offentlig 

understøttelse til forfattere som Klaus 

Rifbjerg og andre velsituerede kunstnere med 

deres på det tørre – denne gang garneret med en 

journalistskabt vision om Pia Kjærsgaard i rollen 

som kulturminister, som blev luftet i forbindelse 

med, at Dansk Folkepartis formand blev 

interviewet af Politiken. Det skabte læserstorm 

på den gamle radikale bastion, ja, efter sigende 

sagde en del af avisens læsere ligefrem deres 

abonnement op i raseri over, at Pia Kjærsgaard 

havde fået noget så uhørt som taletid i den radikale 

avis – uden at komme igennem den sædvanlige 

redaktionelle vridemaskine. 

En ganske rolig politisk sommer er noget, 

Dansk Folkeparti altid forstår at udnytte optimalt 

til at sætte politiske dagsordener, og de 

fleste kommentatorer konkluderede da også 

som noget helt selvfølgeligt, at Dansk Folkeparti 

endnu en gang havde sat sig på det meste 

af den politiske dagsorden i sommerferien 

– ”Kjærsgaard styrede mediespillet – igen”, 

hed en af overskrifterne i Information. 

Kristian Thulesen Dahl 

har tit omtalt DF som 

et ”Robin Hood-parti”. 

Måske var det derfor, 

deltagerne i sommergruppemødet 

fik 

lejlighed til at afprøve 

deres færdigheder som 

bueskytter. Her forklarer 

gruppeformanden 

formanden, hvordan 

målet rammes bedst. 

Dansk Folkeparti satte dagsordenen 

For mens statsminister Lars Løkke Rasmussen 

stampede bravt i pedalerne på sin årlige 

cykeltur til Paris, var Helle Thorning-Schmidt 

ganske usynlig – og Henrik Sass Larsen fik 

den utaknemmelige rolle som prügelknabe for 

de politiske frustrationer i Socialdemokratiets 

bagland, ikke mindst ført frem af store notabiliteter 

som den tidligere Århus-borgmester og 

indenrigsminister Thorkild Simonsen. Også 

Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre 

og Enhedslisten valgte at tilbringe sommeren 

i hængekøjen. 

Dansk Folkepartis sommergruppemøde 

er det første i rækken af partiernes sommergruppemøder, 

og den, der kommer først, er 

som regel også den, der sætter rammerne for 

debatten. Foruden spørgsmålet om Dansk 

Folkeparti i regering og Pia Kjærsgaard som 

kulturminister var der i den mere seriøse afdeling 

krav til regeringen om at undlade at bruge 

klimadebatten som skalkeskjul for politisk 

handling på andre områder. Der lød også krav 

om hjemsendelse af de afviste irakere, øgede 

tiltag mod bandekrigen, krav om forbud mod

Der var som altid på sommergruppemødets anden dag pressemøde i slotsgården 

på Nørre Vosborg med Pia Kjærgaard, Kristian Thulesen Dahl og 

Peter Skaarup. 

Og så var der fodboldkamp. To hold stillede op: Folketingsgruppen med sorte 

forklæder og et hold bestående af personale samt hovedbestyrelsen. Takket 

være en række blændende angreb fra Kristian Thulesen Dahl, lykkedes det 

folketingsgruppen at sejre 3-1 over personale-hovedbestyrelsesholdet, hvis 

spillere ses her. Fra venstre: politisk-økonomisk medarbejder Bo Nørgaard 

Nielsen, organisationskonsulent Steen Thomsen, pressemedarbejder Karsten 

Holt, DFU-formand Allan Steen Hansen, hovedbestyrelsesmedlem Susanne 

Eilersen samt sekretær Martin Arnoldus. 

kamphunde samt en løftet pegefinger til kommunerne 

om at garantere borgerne den service, 

de har krav på. 

Men pressemødet er ikke den politiske essens 

af et sommergruppemøde. Det er derimod 

de mange forslag fra de forskellige ordførere, 

som internt behandles af folketingsgruppen, 

hovedbestyrelsen og de to nyvalgte medlemmer 

af Europa-Parlamentet, Morten Messerschmidt 

og Anna Rosbach Andersen. Men for 

folketingsgruppen er sommergruppemødet 

mere end det: Det er også gensynet med gode 

kolleger efter et par måneders adskillelse, hvor 

medlemmerne har været beskæftiget hver for 

sig. Derfor var der også i år en række sociale 

arrangementer, som bød på alt fra en længere 

travetur ud til arkæologiske udgravninger til 

fodboldkamp og bueskydning. 

Rammerne for sommergruppemødet var 

den gamle vestjyske herregård, Nørre Vosborg, 

som i sin tid blev gæstet af Danmarks 

store eventyrdigter H. C. Andersen, og som 

først for nyligt efter en særdeles omfattende 

renovering har fået funktion af kulturcenter 

og hotel. 

I Dansk Folkeparti indledes alle gruppemøder med en sang. 

På dette års sommergruppemøde var den første sang Grundtvigs 

”Langt højere bjerge” – en hyldest til den danske virkelighed. 

Her er det formanden for DFU, Allan Steen Hansen, 

Dansk Folkepartis familieordfører René Christensen samt 

sundhedsordfører Liselott Blixt. 

Rundvisning på Nørre Vosborg. På billedet ses MF Christian 

H. Hansen, som på trods af sin langtidssygemelding som 

følge af en alvorlig hovedpinesygdom, var mødt op for at 

deltage i sommergruppemødet. 

Og det vindende MF-hold: Fra venstre: Søren Krarup, Kristian Thulesen Dahl, Ib Poulsen, 

Kim Christiansen, Henrik Brodersen, Martin Henriksen, Tina Petersen og Karin Nødgaard. 

Kampens dommer var Pia Kjærsgaard, som til den fremmødte presses udelte begejstring uddelte 

masser af både gule og røde kort til spillerne.

sommergruppemøde 

Fra Dansk Folkepartis 

politiske værksted 

Tekst og foto Karsten Holt 

Hvad sker der i grunden på et politisk partis 

sommergruppemøde? Umiddelbart kunne det 

ligne en social sammenkomst med festlige 

indslag og gode fotomuligheder for pressen, 

men det er meget mere end det: Sommergruppemødet 

er først og fremmest hårdt arbejde 

– både for de folkevalgte og de partiansatte, 

som deltager. Og nøjagtig som årsmødet og 

det store august-møde for tillidsfolk og kandidater 

på Trinity, er sommergruppemødet en 

vigtig del af årets politiske rytme i Dansk Folkeparti. 

Dansk Folkepartis sommergruppemøder byder 

på en masse godt politisk håndværk, som 

der ikke er tid til at arbejde med på de normale 

gruppemøder på Christiansborg, fordi man her 

er nødt til at beskæftige sig med dagsordenen 

i folketingssalen – og dermed også alle mulige 

andre partiers dagsordener. Men på sommergruppemødet 

er tiden folketingsgruppens 

egen, og i det følgende vil et lille uddrag af 

de mange forslag, som gruppen besluttede at 

arbejde videre med, blive gennemgået. 

Der er ikke tale om en komplet gennemgang 

– og de mange helt aktuelle ting, som 

er på den overordnede politiske dagsorden, er 

ikke med i gennemgangen. Nedenstående er 

derimod et udtryk for bredden i det politiske 

arbejde – et pluk af forslag fra det ”politiske 

værksted”. 

Retspolitik 

Genetablering af grænsekontrol 

Det er ingen hemmelighed, at Dansk Folkeparti 

gerne ser grænsekontrollen genindført, 

og i andre europæiske lande som for eksempel 

Frankrig er grænsekontrollen stadig en del 

af hverdagen – blandt andet for at forebygge 

indsmugling af narkotika. Dansk Folkeparti 

vil derfor fremsætte lovforslag om en genindførelse 

af grænsekontrollen – og arbejder 

sideløbende med en ”lille pakke” bestående af 

midlertidig grænsekontrol i forbindelse med 

klimatopmødet for at forhindre autonome 

voldsmænd fra udlandet i at krydse grænsen. 

Indsats mod vanvidsbilister 

Dansk Folkeparti vil fremsætte en række forslag, 

som skal forhindre vanvidsbilister i at 

gøre vejene usikre. For det første skal vanvids,- 

sprit- eller narkokørsel øjeblikkeligt 

medføre et kørselsforbud, hvis der som følge 

heraf er dræbte eller svært tilskadekomne 

– eller hvis hastighedsgrænsen er overskredet 

med 75 procent eller derover. For det andet 

skal der indføres minimumsstraffe for vanvidskørsel 

på en tredjedel af strafferammen. For 

det tredje skal køreundervisningen forbedres, 

således at konsekvenser af sprit- eller narkokørsel 

i kombination med høj fart bliver gjort 

synlige. For det fjerde skal man kunne fremvise 

et gyldigt kørekort i forbindelse med køb 

af en bil – på samme måde som det allerede er 

et krav ved leje af bil. 

EU-politik 

Folkeafstemning ved fremtidige udvidelser 

og traktatændringer 

Dansk Folkeparti vil have, at danskerne ved 

folkeafstemninger skal tage stilling til fremtidige 

udvidelser af EU. Udvidelsesprocessen 

er i de senere år løbet helt løbsk, og ifølge 

traktaten kan udvidelser kun finde sted, når 

der er enighed blandt samtlige medlemslande. 

På samme måde skal danskerne naturligvis 

spørges, når nye traktater skal vedtages. 

Som gruppeformand er det Kristian Thulesen Dahls opgave at lede møde. Her ses han i 

samtale med pressechef Søren Søndergaard, som fra tidlig morgen til sen aften var travlt 

beskæftiget med pressehåndtering.

Sommergruppemødet er ikke kun for folketingsgruppen 

og hovedbestyrelsen. Også 

”EP-gruppen” deltager. Her de to nyvalgte 

medlemmer Morten Messerschmidt og Anna 

Rosbach Andersen. Deres deltagelse er vigtig 

og bidrager til at skabe sammenhæng mellem 

landspolitik og EU-politik. 

Afskaffelse af valgforbund i forbindelse 

med EU-parlamentsvalg 

Ved sidste valg til EU-parlamentet var der 

indgået følgende valgforbund: 1) Socialdemokratiet, 

Det Radikale Venstre og Socialistisk 

Folkeparti. 2) Konservative og Venstre. 

3) Junibevægelsen og Folkebevægelsen. Kun 

Dansk Folkeparti indgik ikke i et valgforbund. 

Oprindeligt var det meningen, at valgforbund 

skulle sikre repræsentation til de mindre partier, 

men i takt med det stigende antal medlemslande 

i EU og dermed færre og færre danske 

medlemmer af EU-parlamentet, har det reelt 

udviklet sig til et udemokratisk system, fordi 

valgforbundene øger skævheden, da der er en 

øget risiko for, at partier i valgforbund kan 

sikre sig billigere mandater. Den mulighed er 

der ikke ved folketingsvalg, og Dansk Folkeparti 

vil fremsætte forslag om, at samme regler 

skal gælde ved valg til EU-parlamentet. 

Social- og 

sundhedspolitik 

Behandling af gravide misbrugere 

Dansk Folkeparti vil arbejde videre med et forslag 

om tvangsbehandling af gravide stofmisbrugere 

eller alkoholikere. Problemstillingen 

blev for alvor aktuel, da en nyfødt baby i juli 

blev kidnappet af sine egne forældre. I Norge 

og Sverige kan myndighederne tvinge den 

gravide i behandling, hvilket ikke er muligt 

i Danmark. Alvoren understreges af, at både 

alkohol og stoffer kan forårsage store skader 

på det ufødte barn – og at problemet dermed 

ikke kun begrænser sig til tiden efter fødslen. 

Dansk Folkeparti ønsker, at hele familien får 

ophold på et afvænningscenter, hvor der også 

tilbydes psykologhjælp. Udgangspunktet er, at 

familien skal bevares, og at det kun skal være 

undtagelsen at anvende tvangsadoption. 

Ungdomsuddannelse til handicappede 

og udviklingshæmmede 

Dansk Folkeparti vil aktivt arbejde for, at regeringen 

nedsætter en arbejdsgruppe bestående 

af embedsmænd og repræsentanter fra TV- 

Glad, handicaporganisationer og lignende, 

som inden et halvt år skal fremlægge forslag 

til en udbygning af ungdomsuddannelsen til 

handicappede og udviklingshæmmede. Hensigten 

med forslaget er, at alle har mulighed 

for at få et eksamenspapir, der kan dokumentere 

vedkommendes jobkompetencer. Dansk 

Folkeparti vil endvidere arbejde for en overbygning 

til ungdomsuddannelsen. 

Yderområder 

Højere tilskud til genopretning af diger 

efter stormflod samt udbygning af 

bredbåndsforbindelser på de mindre 

øer 

Dansk Folkeparti vil hjælpe de mindre øer 

med at genoprette og udbygge de, for mange 

øer, livsvigtige diger. Som reglerne er nu kan 

der maksimalt ydes et tilskud på op til en halv 

million kroner pr. projekt, og det har vist sig 

at være for lidt. Eksempelvis blev den lille ø 

Omø i 2006 ramt af en stormflod, og en genopbygning 

af digerne beløber sig alene her til 

5 – 6 millioner kroner. Dansk Folkeparti vil 

derfor foreslå, at der etableres en puljeordning 

på ca. 20 millioner kroner årligt, inden for 

hvilken der kan søges om tilskud til finansiering 

af nye kystbeskyttelsesanlæg. 

Endvidere vil Dansk Folkeparti have undersøgt 

mulighederne for at forsyne de mindre 

øer med langt bedre bredbåndsforbindelser. I 

øjeblikket deles hele øer om en forbindelse, 

der på fastlandet forsyner en enkelt husstand. 

Derfor skal det undersøges, om TDCs forsyningspligt 

omfatter bredbånd – eller om man 

i modsat fald må lade det offentlige sikre, at 

øerne ikke teknologisk sakker agterud. 

Fødevarer 

Forslag om mærkning af neutralmarineret 

kød 

Da det i det senere år er blevet almindeligt 

at sælge kød, som er blevet mættet med en 

blanding af vand, salt, sukker og andre stoffer, 

vil Dansk Folkeparti arbejde for en egentlig 

mærkning af disse produkter, da det ikke er 

helt ufarligt at marinere kød. Eksempelvis kan 

der være større fare for akutte forgiftninger 

med campylobacter og salmonella, hvis ikke 

kødet gennemsteges helt, hvilket hænger sammen 

med marineringen af kødet foregår ved 

at vand og tilsætningsstoffer sprøjtes ind i 

kødet med nåle og dermed gennemhuller kødets 

overflade. Dansk Folkeparti vil derfor via 

en mærkning gøre forbrugerne bevidste om, 

hvornår der er tale om neutralmarineret kød, 

og hvordan det skal behandles. 

Kultur 

Styrkelse af det danske sprog på videregående 

uddannelser 

Allerede i januar fremsatte Dansk Folkeparti 

i Folketinget et forslag om en forberedelse 

af en dansk sproglov, men selv om forslaget 

i første omgang blev modtaget positivt, stod 

det klart, at der ikke kunne opnås flertal for 

det. Derfor accepterede Dansk Folkeparti, at 

der blev nedsat et sprogudvalg, der i foråret 

2008 konkluderede, at dansk skulle styrkes 

på de højere uddannelser. I januar 2009 gennemførte 

et flertal bestående af DF, S, SF og 

EL en beretning i kulturudvalget, som krævede 

effektive foranstaltninger til værn om 

det danske sprog, og Dansk Folkeparti forsøgte 

herefter at få dette flertal til at vedtage et 

forslag om ændring af universitetsloven, som 

strandede på modvilje hos Socialdemokratiet. 

Dansk Folkeparti vil på trods af dette fremsætte 

et nyt forslag, som skal sikre det danske 

sprog på de videregående uddannelser. 

En lang række andre forslag blev ligeledes 

drøftet og undersøges nu yderligere af partiets 

politisk-økonomiske afdeling. De vil herefter 

blive behandlet på et opfølgende gruppemøde 

i begyndelsen af oktober, således at Dansk 

Folkeparti er optimalt rustet til den kommende 

folketingssamling.

dyrevelfærd 

Dyrevelfærds-alarm: 

Hvaler i fare 

Havets store dyr er truede igen. Forbuddet mod kommerciel hvalfangst, som har 

været i stand siden 19 , står måske for fald. Japan, Island og Norge i alliance 

med en række mindre ø-nationer i Stillehavet vil gøre op med det, de selv kalder 

moratoriet. Og værst af alt – Danmark er med på holdet, der baner vejen for, at jagt 

på hvalerne kan genoptages. Hvorfor? For at tækkes Grønland og Færøerne. 

Af Kenneth Kristensen Berth 

På et møde den 23. juli 1982 i Den International 

Hvalfangstkommission blev der truffet 

en afgørende beslutning. Kommerciel hvalfangst 

skulle bringes til ophør ved udgangen 

af fangstsæsonen 1985-1986. Det var ikke 

en ukontroversiel beslutning. Flere lande tog 

afstand fra vedtagelsen. Norge indgav eksempelvis 

en formel protest, hvilket betyder, 

at landet ikke er bundet af forbuddet. Japan 

gjorde det samme, men trak protesten tilbage 

i 1987. 

Ikke desto mindre fortsætter hvalfangsten, 

om end i betydeligt mindre omfang end tilfældet 

var før 1982. 

Forbuddet mod kommerciel hvalfangst var 

absolut nødvendigt, da det blev indført i 1982. 

Foto: Scanpix 

Flere arter af hvaler var decideret tæt på udryddelse. 

Men der er også andre grunde til, at 

jagt på hvaler er forbundet med store etiske 

overvejelser. Således er det reelt umuligt at 

ombringe de største hvaler på en dyreetisk 

forsvarlig måde – oftest vil dyret udkæmpe 

en timelang dødskamp, førend den harpunerede 

hval bukker under – og det på trods af, 

at harpunerne udstyres med et sprængstof, der 

eksploderer, når harpunen rammer dyret, og 

dermed anretter enorm skade på hvalen. 

Dertil kommer, at også den form for jagt på 

mindre hvaler, som bedrives blandt indfødte 

folkegrupper, i mange tilfælde har karakter af 

egentlig dyrplageri. 

”Under dække af at bedrive videnskab fanger 

Japan årligt flere hundrede hvaler. Efter 

at have fastlagt slægtskabet mellem dem og 

foretaget andre fuldkommen betydningsløse 

undersøgelser, sælges kødet fra hvalerne 

til konsum på det frie marked. Selvom 

Danmark holder fanen højt internationalt, 

når det kommer til dyrevelfærd, er tonen en 

ganske anden i forhold til hvalfangst. Her 

har Danmark allieret sig med bl.a. Japan, 

Norge og Island for at få mere lempelige 

betingelser for at fange hvaler.” 

Eksplosion i hvalfangst igen 

Før moratoriet trådte i kraft, fangede nordmændene 

omkring 2.000 vågehvaler om året. 

Da Norge genindførte fangstkvoterne for vågehvaler 

i 1993, skete det på et mere beskedent 

niveau end før moratoriet – men fra de 

319 vågehvaler steg kvoten abrupt til 1052 i 

2007. 

En anden synder er Island, der i 2006 på 

ny igangsatte kommerciel hvalfangst i strid 

med hvalfangstkommissionens retningslinjer. 

Islands netop afgåede regering tildelte islændingene 

en kvote på 100 vågehvaler og 150 

finhvaler resten af året – hvis alle hvalerne 

fanges, vil det svare til omtrent 1.700.000 kg 

hvalkød, og da efterspørgslen efter hvalkød 

på øen i det nordlige Atlanterhav er såre begrænset, 

vil størstedelen af kødet blot bliver 

lagerført. 

Norge og Island er dermed to af de største 

syndere blandt hvalfangernationerne – men 

Japan overgår dog nordmændene og islændingene 

mangefold. Japan har under dække af et 

hvalundersøgelsesprogram, der i alle indsigtsfulde 

kredse betragtes som ren alibi-forskning, 

lusket sig til at fortsætte en anseelig fangst af 

hvaler. Efter hvalernes slægtsskabsforhold er 

blevet undersøgt, sælges kødet fra de i forskningens 

navn dræbte hvaler på det fri marked 

til konsum. I 2005 meddelte japanerne, at antallet 

af hvaler, der skulle fanges, ville blive 

forøget til 100 sejhvaler, 10 kaskelotter, 50 

pukkelhvaler, 50 finhvaler, 50 brydeshvaler 

og 850 vågehvaler – dertil kommer tusindvis 

af delfiner, der nedlægges hvert år – de er dog 

ikke reguleret af Hvalfangstkommissionen. I 

den netop afsluttede fangstsæson 2008/2009 

blev 679 vågehvaler taget – 304 af disse var 

hunner, hvoraf 192 var gravide, da de blev 

fanget – 4 var med mælk, og derfor er der stor 

fare for, at deres unger er blevet ladt alene tilbage. 

Det er imidlertid ikke nok for japanerne, 

der vil have ophævet det forbud mod kommerciel 

hvalfangst, som landet ellers alligevel 

de facto har ladet hånt om i årevis. 

Japan er storsynder 

I den Internationale Hvalfangstkommission 

har hvert land – fra den mindste østat i Stil-

lehavet til USA – én stemme. Japan har udnyttet 

dette til målrettet at få mindre og fattige 

lande, som ingen interesse har i hvalfangst, 

ind i Hvalfangstkommissionen med det formål 

at støtte Japans synspunkter. Eksempelvis 

er Mongoliet – et land uden adgang til havet 

– blevet en af Japans faste støtter i Hvalfangstkommissionen, 

ligesom Mauritanien og Mali 

er det. Dertil kommer store og betydningsfulde 

lande som St. Kitts and Nevis, Antigua 

& Barbuda, Kiribati, Marshall-ørerne, Nauru, 

Grenadinerne, Solomonøerne og Tuvalu 

– lande der for en dels vedkommende dog har 

ganske få indfødte, der jager hvaler. 

Lande, der støtter Japan, får kontant afregning 

fra japanerne – men endnu er det ikke 

lykkedes japanerne at hente tilstrækkelig opbakning 

til at ophæve forbuddet, hovedsagligt 

fordi det kræver en vedtægtsændring hos den 

Internationale Hvalfangstkommission at ophæve 

forbuddet – og en sådan ændring kræver 

¾ flertal. 

I stedet satser japanerne på at smugle hvalfangst 

ind ad bagdøren – blandt andet ved at 

arbejde for at indføre muligheden for såkaldt 

kystnær fangst. Den kystnære fangst påvirker 

imidlertid hvalbestanden på samme måde som 

fangst på åbent hav – og de dyrevelfærdsmæssige 

overvejelser er de samme. 

Danskerne imod hvalfangst, regeringen 

for 

Derfor kan det heller ikke undre, at kun 3 

procent af den danske befolkning ifølge en 

meningsmåling i foråret 2008 er tilhængere 

af hvalfangst. Disse tre procent er imidlertid 

talstærkt repræsenteret på Christiansborg, idet 

det er regeringens holdning, at hvalfangsten 

kan genoptages. Ikke fordi Danmark som 

sådan har nogen interesse i kommerciel hvalfangst, 

men for at vinde gehør for det syns- 

punkt, at grønlænderne skal kunne fange flere 

hvaler, og at omverdenen skal blande sig uden 

om færingernes berygtede grindedrab, der 

godt nok ikke vedrører Hvalfangstkommissionen, 

idet grindehvalen er en lille hval og 

ikke beskyttet af fangstforbuddet, men som 

ikke desto mindre med sine blodige billeder 

hvert år vækker opstandelse blandt dyrevenner 

verden over. 

Dertil kommer, at Færøerne importerer hvalkød 

fra Islands ulovlige fangster. I 2008 importerede 

Færøerne 900 kg hvalkød fra Island, 

mens en planlagt færøsk import af 4,3 tons 

hvalkød blev stoppet i Norge i januar i år. 

På Grønland er man især bekymret for, at 

et ønske fra en lang række – blandt andet latinamerikanske 

lande – om at oprette et hvalreservat 

i den sydlige del af Atlanterhavet vil 

”smitte”, så hvalerne også på et tidspunkt vil 

blive totalfredet i den nordlige del af Atlanterhavet. 

Et flertal i Folketinget uden om regeringen 

har imidlertid pålagt denne at støtte et nyt 

hvalreservat ved Sydpolen. 

S vil lade grønlændere slagte løs 

Socialdemokratiet, der hidtil har været garant 

for regeringens hvalpolitik, var skyld heri, 

idet partiet pludselig skiftede holdning til 

hvalreservatet. Socialdemokratiets holdningsskifte 

er imidlertid ikke kommet som følge af 

en nyvunden interesse for hvalernes velfærd. 

Nej, Socialdemokratiets ræsonnement er blot 

det modsatte af regeringens – nemlig at grønlænderne 

dermed vil få flere hvaler, som de 

kan slagte. Som partiets miljøordfører Torben 

Hansen sagde til den grønlandske avis Sermitsiaq 

den 12. juni 2008: ”Jeg mener rent 

faktisk, at dette reservat vil være til fordel for 

Grønland. Det bliver nemmere at få kvoterne 

(til Grønland, red.). Og hvis man forbedrer le- 

vemulighederne et sted, så vil det sandsynligvis 

give en større og mere levedygtig bestand, 

og dermed mere at tage af for Grønland.” 

…Og grønlandsk SF vil også slagte 

videre 

Regeringsskiftet i Grønland har i øvrigt ikke 

svækket den grønlandske modstand mod 

hvalreservatet ved Sydpolen. Det nye regeringsparti, 

Inuit Ataqatigit, der ellers er søsterparti 

til det danske Socialistisk Folkeparti, interesserer 

sig heller ikke en døjt for hvalernes 

velfærd. Således partiets fiskeri- og fangstordfører, 

Ane Hansen, til Sermitsiaq den 13. juni 

2008: ”Vi kan ikke acceptere beslutningen. Vi 

er bekymrede for, at det kan føre til, at Grønland 

mister en vigtig fødekilde, og at det vil 

ramme fangerne på deres erhverv”, fastslog 

hun og opfordrede samtidig sin partiformand 

til at tage kontakt til Socialistisk Folkeparti, 

for at få søsterpartiet til at ændre holdning. 

Den danske regering forsøgte på det netop 

overståede møde i Hvalfangstkommissionen, 

der fandt sted på Madeira, at overbevise de 

andre medlemslande om, at grønlænderne i tilslutning 

til de 200 vågehvaler, 19 finhvaler og 

2 grønlandshvaler, som man allerede har lov at 

fange, også kunne fange 10 pukkelhvaler. 

Anmodningen skabte dog så meget ravage 

blandt de øvrige lande, at beslutningen måtte 

udsættes med henblik på at blive truffet inden 

det næste topmøde i Marokko. 

Danmark fortsætter altså med at kræve, at 

grønlænderne kan få øget adgang til at fange 

hvaler og medvirker dermed til at underminere 

Hvalfangskommissionens fangstforbud 

fra 1986. 

Hvor Danmark i andre spørgsmål, sætter 

dyrevelfærden højest, ja så er tonerne ganske 

anderledes, når det kommer til havets store 

pattedyr: Hvalerne er i fare – takket være 

Danmark. 

” Det årlige grindedrab på Færøerne – mere end 180 hvaler blev nedlagt her i Hvalvik - farver vandet rødt af blodet fra de døende dyr, 

mens færinger kigger betaget til. Danmarks besynderlige blinde øje for dyrevelfærd, når det gælder hvaler, skyldes Færøerne og Grønland. 

Danmark kæmper hvert år for at forøge Grønlands hvalkvote, og færingerne aftager store mængder hvalkød fra de hvaler, som Island siden 

2006 har nedlagt i strid med den Internationale Hvalfangstkommissions retningslinjer.” 

Foto: Scanpix 

9

opdagelsesrejser 

Dansk eventyrer: 

Naturfolkene 

kunne have 

lært os meget 

10 

Denne gudefigur fra Ny Guinea 

sidder normalt i vindueskarmen 

og vogter indgangen til 

huset, forklarer Jens Bjerre. 

Jens Bjerre med sin seneste bog 

”Forsvundne verdener” fra 2005, 

hvor han gør status over et langt liv 

som opdagelsesrejsende. 

For over 0 år siden rejste den nu -årige danske 

eventyrer Jens Bjerre ud i verden, og han indstillede 

først rejselivet for 10 år siden. Han har skarpe meninger 

om livet, historien, opdragelse og vædier. Vi har 

besøgt ham i villaen i Vangede nord for København 

Tekst og foto af Karsten Holt 

Allerede i 1947 rejste Danmarks store eventyrer, Jens Bjerre 

(88), ud for at beskrive livet blandt verdens sidste urfolk. Talrige 

film og bøger, oversat til et hav af sprog, blev hans livsværk. 

I dag er det ti år siden, Jens Bjerre standsede sin store 

rejseaktivitet. Nu lever han sammen med hustruen Lone et 

stille liv i den Vangede-villa, som har været hans hjem siden 

1948, og hvorfra han nu kan se tilbage på et langt og indholdsrigt 

liv, som kun de færreste kan drømme om. 

Nåede han, hvad han ville? Nej, ikke når man spørger til 

missionen om at redde buskmændene i Kalahari, Aboriginalerne 

i Australien eller menneskeæderne i Ny Guinea. Det 

lykkedes ikke. Udviklingen, teknologien og de politiske forhold 

i de tidligere kolonier frarøvede de indfødte befolkninger 

deres eksistensgrundlag. Men skuffelsen blander sig alligevel 

med forsigtig optimisme og en tro på fremtiden. 

Referater til fem øre pr. linje 

Dansk Folkeblads udsendte er ikke uden en vis ærefrygt inviteret 

til en samtale med Jens Bjerre, og allerede fra begyndelsen 

står det klart, at journalisters viden bestemt ikke imponerer 

den store opdagelsesrejsende: ”Forleden havde jeg besøg 

af en journalist, der ikke en gang anede, hvor i landet Tørring 

ligger. Prøv at slå op i Kraks, foreslog jeg med det samme”. 

Måske skyldes det, at Jens Bjerre allerede begyndte sin karriere 

som journalist, da han gik i mellemskolen i Skive. 

”Jeg gik op i Håndværkerforeningen, som havde en læsestue, 

hvor man kunne kigge i medlemsprotokollen. Her opdagede 

jeg snart, at det kunne betale sig at gøre Skive Folkeblad 

opmærksom på en rund fødselsdag eller et jubilæum, og at 

jeg da også kunne afsætte et referat fra en begravelse til fem 

øre pr. linje”, fortæller Jens Bjerre. 

Skriverierne førte efter endt skolegang til en læreplads som 

journalist på Skive Folkeblad, og da den var udstået, sprang 

den unge Jens Bjerre på en Thor-lastbil til Randers, hvor han 

fik ansættelse på byens radikale avis. Men de 35 kroner, som 

jobbet kastede af sig, blev brugt rub og stub på kost og logi på

KFUMs pensionat, så Jens Bjerre måtte supplere 

sine indtægter med at skrive noveller til 

ugeblade og sælge annoncer. Det fortsatte han 

med, da han senere kom til København, hvor 

han blev politisk redaktør og rigsdagsreferent 

på Aftenbladet. 

Mødet med buskmændene i Kalahari 

Under besættelsen 1940-1945 fulgte en tid 

under jorden, hvor Jens Bjerre var engageret 

i modstandsbevægelsen. To år efter befrielsen 

kunne han endelig realisere en længe næret 

drøm om frihed og om at rejse ud i verden. 

Grænserne var blevet åbnet, og Jens Bjerre 

rejste ned gennem Afrika til det, der skulle 

blive hans første besøg hos buskmændene i 

det nuværende Botswana – en oplevelse, som 

kom til at præge ham for livet, og som kun 

kunne lade sig gøre, fordi Jens Bjerre fik tilladelse 

til at rejse ind i det lukkede område 

sammen med tyske missionærer. 

”Man kendte meget lidt til buskmændene, 

og bedre blev det ikke af, at de havde dårlige 

erfaringer med tyskerne, der, mens de beherskede 

Sydvestafrika, for deres egen fornøjelses 

skyld gik på jagt efter dem og behandlede 

dem som dyr. De var meget sky, men de opdagede 

hurtigt, at de ikke have noget at frygte. 

Jens Bjerre tog dette billede, som han kalder ”min 

søn - min far” på sin anden rejse til buskmændene i 

Kalahari i 1958. 

Da jeg første gang så disse mennesker dukke 

frem med deres spyd og buer og pile, vidste 

jeg, at jeg måtte lave en film om dem”. 

”Desværre er deres oprindelige liv forsvundet, 

fordi man har taget deres jagtområder fra 

dem, og specielt i Botswana fortrængte man 

dem fra deres områder og tvang deres børn 

ind på skoler, hvor de ikke længere måtte tale 

deres eget sprog. Og når de mister deres sprog, 

så mister de også deres ældgamle kultur. I dag 

findes nogle af deres ritualer ganske vist stadig, 

men kun til ære for turisterne. Når de har 

optrådt er det på med cowboybukserne igen. 

Men det er da bedre end ingenting”. 

”Jeg vidste ikke altid præcis, hvad kokken 

serverede” 

Jens Bjerre trækker lidt opgivende på skuldrene, 

sukker og tilføjer, at sådan er det også 

gået urbefolkningen i Australien, men på en 

anden måde. Her har alkoholen fået overtaget, 

og den oprindelige kultur er så godt som udryddet, 

mens Ny Guinea er et land præget af 

indre opløsning, vold og bandekriminalitet. 

Danmarks sidste store opdagelsesrejsende 

taler langsomt og velartikuleret. Ind i mellem 

kniber det at følge den samme tråd, for 

pludselig er der lige en indskudt, spændende 

historie om aboriginalernes evner inden for 

clairvoyance, en beskrivelse af indvielsesritualerne 

for unge mænd eller de mystiske ting, 

der sommetider stod på menuen – ikke mindst 

hos menneskeæderne, men som Jens Bjerre 

siger med et lumsk smil: ”Jeg vidste ikke altid 

præcis, hvad kokken serverede, men måtte 

spise, hvad naturfolkene bød mig”. 

Et meget væsentligt anliggende for Jens 

Bjerre er, at naturfolkene kunne have lært os 

meget, hvis bare vi havde gidet lytte, mens vi 

havde chancen: 

Jens Bjerres bøger er oversat til en hav af sprog, og den danske opdagelsesrejsende har 

turneret verden rundt med sine foredrag om den sidste naturfolk. 

”Hos naturfolkene var det deres sammenhold, 

deres traditioner, deres store respekt for 

naturen, samhørighedsfølelsen og deres omsorg 

for de ældre og de svage, som bevirkede, 

at de kunne overleve så længe, for det havde 

de ikke kunnet uden disse traditioner – og det 

er noget af det, vi også her er ved at miste. 

Mange af vore gamle traditioner er grundlaget 

for vores menneskelige eksistens og de værdier, 

vi har med fra vore forfædre. Det har vi 

også selv forsømt i uhyggelig grad”. 

Unge mennesker med hængerøv 

Pludselig giver det mening, at Jens Bjerre 

sympatiserer med og nærer stor beundring 

for Pia Kjærsgaard, som hører til blandt hans 

venner. Umiddelbart ville man have troet, at 

bevarelsen af naturfolkene var noget, man kun 

talte om på venstrefløjen, men Jens Bjerre forklarer, 

at det er noget sludder. Det har intet 

med politik at gøre. Han ser derimod en klar 

sammenhæng mellem naturfolkenes fortrængning 

og vores fremmedgørelse over for egne 

værdier og historie. Det gælder alt fra morgensang 

i folkeskolen, respekten for de ældre 

og den manglende faglighed i skolen. 

”Når man nu ser nogle af disse unge mennesker, 

sådan nogle slapsvanse med hængerøv, 

der står og slasker, så tænker man ”Hvad skal 

der dog blive af dem?” Og når man hører deres 

sprog. Mange af dem kan desuden dårligt nok 

læse og skrive. Om ti år, hvad er de så? Rene 

subjekter, der skal forsørges. En af årsagerne 

til bandekrigene er jo ganske enkelt dårlig opdragelse, 

og at forældrene helt har opgivet. Vi 

har haft en lang periode, hvor alting var ligegyldigt, 

og hvor man forsømte at lære de unge 

om ansvar og konsekvenser. Slapheden har 

været helt enorm”, siger Jens Bjerre. 

Ukritisk ulandsbistand 

Han tilføjer, at det danske samfund er blevet 

uhyggeligt overfladisk, og at behandlingen af 

de ældre, som drukner i bureaukrati og stopure, 

er menneskeforagtende. Alligevel synes 

han at kunne ane begyndelsen på noget nyt. 

Måske en ny og bedre indstilling til tingene 

– det gælder også på et område som ulandsbistanden, 

hvor pengene efter hans mening er 

blevet givet alt for ukritisk ud. 

”Det er nogen forbandet sludder at sige, at 

folk i Afrika var undertrykte af kolonimagterne. 

Hvis ikke den hvide mand havde været 

der, ville de ikke have haft nogen veje, jernbaner 

eller anden infrastruktur. Da jeg første 

gang var i Afrika, var der en helt anden 

indstilling til tingene. Folk vinkede og var 

glade, og der var en udvikling med sygehus 

og stigende velstand. Jeg er også sikker på, 

at naturfolkene ville have haft det bedre, hvis 

der havde været mere vestlig kontrol med eksempelvis 

Afrika. I stedet har vi været vidner 

til et forfærdeligt folkemord i Rwanda, og i 

Zimbabwe har diktatoren Robert Mugabe fået 

lov til at ødelægge et af Afrikas rigeste lande 

på grund af ligegyldighed.” 

11

gæsten 

Et spørgsmål om selvforsvar, 

velfærd og demokrati 

Af Claes Kastholm Hansen, kommentator, 

Berlingske Tidende 

I det forløb, vi over de seneste par måneder 

har kunnet følge i sagen om de afviste irakiske 

asylansøgere, tegner der sig et mønster. 

For det første, at medierne – først og fremmest 

på reportagesiden – har svært ved at 

holde tungen lige i munden; de kommer nemt 

til at fungere som talerør for dem, der er imod 

landets flygtningepolitik. 

For det andet, at hvis Socialdemokraterne 

og SF en dag danner regering, vil det være 

vanskeligt for dem at fastholde den faste og 

realistiske udlændingepolitik, de siger, de går 

ind for; der er stadig mange i begge partier, 

der mener noget andet. De Radikales rolle er 

udskrevet. Det var så, hvad Marianne Jelved 

fik ud af sin stædige, men virkelighedsfjerne 

holdning til udlændingespørgsmålet. Hun sleb 

dolken. Og med sin troskabsed til Socialdemokraterne 

og SF leverede hendes efterfølger 

dødsstødet til det 104 år gamle parti, der engang 

havde haft så stor indflydelse på udviklingen 

i Danmark. 

12 

For det tredje, at de grupper, der støttede de 

afviste asylsøgere, ja i visse tilfælde ligefrem 

opildnede dem, i høj grad brugte dem som 

gidsler i en kamp mod regeringen og den demokratisk 

vedtagne danske flygtningepolitik. 

Irakerne blev sagesløse brikker i et spil, der har 

stået på i årevis, en lille dansk borgerkrig mellem 

et mindretal, som mener at stå på humanitetens 

og oplysningens side, mod et flertal, 

der efter mindretallets mening er indskrænket, 

afstumpet og vulgært. En konflikt altså, der af 

mindretallet defineres som en kamp mellem de 

gode, dem selv, og de onde, alle andre. 

Resistente for fakta 

Det er karakteristisk for mindretallet, at de er 

resistente over for fakta, argumenter og konsekvenser. 

Peger man på fakta, bliver man 

mødt med fornærmelser. Det mærkede jeg 

selv i den net-debat, der fulgte, efter at jeg i 

min ugentlige lørdagskommentar ”Læst og 

Claes Kastholm – forfatter, skribent 

og samfundsrevser med en fortid på 

Politiken, TV2 og Ekstra Bladet. I dag 

klummeskribent på Berlingske Tidende 

– og medstifter af CEPOS. 

Foto: Scanpix 

påskrevet” i Berlingske Tidende havde bragt 

de fakta og argumenter frem, som jeg også gør 

her. Adskillige debattører meddelte i injurierende 

vendinger, at jeg nu havde fået mudder 

på hænderne og gik de forkerte menneskers 

ærinde. Net-debatterne viser, at det ikke står 

alt for godt til med dansk debatkultur. 

Ikke en dag gik hen, uden at medierne 

bragte endnu en hjerteskærende beretning fra 

Brorsons Kirke på Nørrebro i København, 

hvor godt et halvt hundrede af de afviste asylsøgere 

havde indlogeret sig. Det var, som om 

en række journalister havde glemt alle helt 

elementære professionelle krav og bare stillede 

sig til rådighed som medier i ordets spiritistiske 

betydning: Nogle talte igennem dem. 

Helt hæmningsløst engageret til fordel for 

de afviste irakiske asylsøgere optrådte med 

visse mellemrum Danmarks Radio. Jeg vil 

ikke påstå, at det hænger sammen med, at adskillige 

i gruppen ”Bedsteforældre for asyl” 

har en nærmest livslang fortid netop på DR, 

men det har næppe hæmmet den engagerede 

medieomtale, at disse mennesker er kyndige 

mediemennesker med gode kontakter til den 

regeringsfjendtlige del af kultur- og mediemiljøet. 

I Berlingske Tidende eksemplificerede 

Søren Krarup under overskriften ”DRs 

krig mod Danmark” TV-Avisens behandling 

af emnet. Hans kritik var efter min vurdering 

svær at komme udenom. Jeg synes, at Jacob 

Mollerup, seernes redaktør, skulle have taget 

den op for institutionens egen skyld. 

Ubehagelige situationer 

Ingen kunne vel være i tvivl om, at de afviste 

irakiske asylsøgere var i en ubehagelig situation. 

At de selv havde bragt sig i den, behøver 

ikke gøre medfølelsen mindre. Lykkeligvis er 

kun få mennesker så følelseskolde, at de ikke 

er i stand til at have medfølelse med et menneske, 

der har fået en vanskelig eller ulykkelig 

skæbne, selv om det er sket ved egen 

drift. Jeg har ikke viden til at hævde, at alle 

de afviste selv er skyld i deres situation. Det 

kan vel ikke udelukkes, at enkelte er eller har 

været i alvorlig fare, skønt Flygtningenævnet 

har fastslået, at de ikke opfylder betingelserne 

for asyl. Hvor mennesker beslutter, sker der

også fejl. Men langt de fleste af de afviste bar 

selv det fulde ansvar; de havde satset på en 

fremtid i Danmark, som de ikke havde ret til. 

Og de havde tabt. 

Men et meget stort medansvar for deres tragedie 

ligger på skuldrene af ”Bedsteforældre 

for asyl” og ”Borgere for et anstændigt Danmark” 

og de andre grupperinger, herunder 

både BUPL, Socialrådgiverforeningen og LO 

Storkøbenhavn, der ikke bare havde bakket 

dem op og hjulpet dem, men ligefrem havde 

planlagt og organiseret deres aktion og iscenesat 

mediepropagandaen. ”Bedsteforældre for 

asyl” og ”Borgere for et anstændigt Danmark” 

er det efter min vurdering umuligt at føle respekt 

for. Det er mennesker, der uden skrupler 

har taget de afviste som gidsler i deres politiske 

kamp mod regeringen, folketingsflertallet, 

udlændingelovgivningen og hele det ægte anstændige 

Danmark, der anerkender den demokratiske 

retsstats spilleregler. 

Når man læste om nogle af de afviste mennesker, 

hvis historier uden nærmere efterprøvelse 

og uden nærgående, men helt naturlige 

spørgsmål, blev fortalt i aviserne af ukritiske 

journalister, kunne man ikke lade være med at 

undre sig. Et eksempel blandt mange: Den nu 

41-årige Ali Al-Jarrah kom til Danmark på et 

falsk pas i 2001. Nu kunne han ikke andet end 

at se fjernsyn og ryge cigaretter, og han klagede 

over, at han havde det som i et fængsel. 

Den med fængslet var en sammenligning, der 

gik igen i de fleste historier, og selvfølgelig 

er det ikke sjovt at sidde på et asylcenter måned 

efter måned, år efter år. Men jeg blev nu 

ikke så berørt af historierne. Jeg følte derimod 

trang til at stille det enkle spørgsmål, som 

mine kolleger, journalisterne, åbenbart syntes 

var for plat et spørgsmål at stille. Det enkle 

spørgsmål lyder: Hvorfor i alverden tog folk 

som Ali Al-Jarrah ikke bare hjem til deres koner 

og børn, når de nu havde det så slemt her? 

Ja, svaret ligger vel lige for: de satsede på at få 

del i den danske velstand, så de kunne sende 

penge hjem til familien eller få den herop. 

Mediernes historier gik alle ud på at vise, 

hvor hårdt det var for asylansøgere at sidde 

på et asylcenter i årevis. Og det tvivler vel 

ingen på. Men hvorfor gør folk det så? Det 

gør folk faktisk heller ikke. Det store flertal 

af afviste rejser igen. Som de skal. Det gælder 

også afviste irakere. I maj 2007 var der i Danmark 

565 afviste irakiske asylansøgere. I maj 

2009 var der 265 ifølge Udlændingeregistret. 

Denne kendsgerning – at der altså er 300, som 

problemløst er rejst tilbage – har ikke spillet 

nogen rolle for dem, der kæmper de afviste 

irakeres sag. Selv om den dog burde give stof 

til eftertanke. Og den kendsgerning, at der er 

en stadig strøm af irakere fra Skandinavien på 

vej til og fra Bagdad på ferie, har heller ikke 

gjort indtryk på ”de gode”. 

For dem, der kæmper de afvistes sag, har det 

i det hele taget knebet med at forholde sig til 

kendsgerninger. Det kan jeg nemmest illustrere 

ved at trække nogle begrundelser frem, som 

socialdemokratiske kredsformænd gav til Jyllands-Posten 

sidst i juni, hvor en rundspørge, 

”Ikke en dag gik hen, uden at medierne bragte endnu en hjerteskærende beretning fra Brorsons 

Kirke på Nørrebro i København, hvor godt et halvt hundrede af de afviste asylsøgere 

havde indlogeret sig. Det var som om en række journalister havde glemt alle helt elementære 

professionelle krav og bare stillede sig til rådighed som medier i ordets spiritistiske 

betydning: nogle talte igennem dem,” skriver Claes Kastholm 

som avisen havde foretaget, viste, at syv ud af 

elleve socialdemokratiske kredsformænd støttede 

Svend Auken i, at de afviste irakere burde 

have asyl af humanitære grunde. 

Kredsformand Brian Poul Kjær, Frederikshavn, 

mente, at det burde de have, fordi ”de 

har ventet så længe, inden man har kunnet 

finde ud af at behandle deres sager”. Det er jo 

skinbarligt nonsens. De har ventet så længe, 

først fordi de enten havde destrueret deres 

papirer eller kom med falske papirer, dernæst 

fordi de ikke ville rejse. 

Gentoftekredsens formand, Torben Bechsgaard, 

gav denne begrundelse, som man også 

tit har hørt: ”Vi har selv været med til at skabe 

kaos i Irak”. Han har da ret i, at under Saddam 

Hussein herskede der orden, og de, der alligevel 

var utilfredse, fik skåret tungen af. Den 

socialdemokratiske kredsformand og mange 

med ham glemmer blot den lille kendsgerning, 

at de fleste af de afviste asylansøgere 

kom hertil, før ”vi” rykkede ind i Irak. Det er 

faktisk Saddam Husseins Irak, de er flygtet fra 

eller bare har forladt. Det skulle være yderligere 

et argument for nu at vende hjem igen. 

Else Bastrup, formand i Grevekredsen, mente: 

”Det er grotesk at udvise de stakkels mennesker, 

som har været her i årevis og slet ikke har 

noget tilhørsforhold til Irak. Vi er et af de mest 

inhumane lande, og vi behandler ikke mennesker 

i nød ordentligt. Hvad ville vi sige, hvis 

vi selv måtte flygte på grund af et regime, som 

jagtede bestemte holdninger?” – Denne noget 

forvirrede kredsformand blander alt muligt 

sammen. Der foreligger intet om, at de afviste 

skulle mangle tilhørsforhold til Irak, som er deres 

fædreland. Måske tænker hun på børnene? 

Blandt de afviste var der kun ni børnefamilier 

med tilsammen 21 børn. Nogle af disse børn er 

født i Danmark, og hvad så? De er ikke anderledes 

stillet end en nabofamilie fra min barn- 

dom. Familien med tre børn emigrerede til Canada. 

Hverken voksne eller børn kunne et ord 

engelsk. I sin tid en ganske typisk historie. 

Selvforsvar 

Kredsformanden mente åbenbart, at de omkring 

240 afviste, der var tilbage på det tidspunkt, 

er politiske flygtninge, forfulgt for 

deres holdninger, men af hvilket regime? Det 

nye regime forfølger ingen. Og Saddam er 

væk. Størstedelen af de 244 var i øvrigt enlige 

mænd. De har aldrig været forfulgt af andet 

end deres egen drøm om at bo i et land, der 

flyder med mælk og honning. De har satset og 

tabt. Og det er synd for dem. Men det kvalificerer 

ikke til asyl. 

Hvis det gjorde, ville den danske velfærdsstat 

i løbet af ingen tid være rendt over ende. 

De 321 palæstinensere, der ikke var forfulgt, 

men ikke desto mindre fik kollektivt asyl ved 

den skandaløse særlov, som Socialdemokratiet, 

SF og Radikale vedtog uden om den borgerlige 

regering i 1992 og efter et pres, der 

minder om det aktuelle, var ifølge Weekendavisen 

(19. juni ) pr. 1. Januar 2006 blevet 

til 22.509. En FN-rapport viste for et par år 

siden, at hvert andet ungt menneske i de arabiske 

lande – hvor befolkningstilvæksten er 

enorm – ønsker at udvandre 

Det var min opfattelse, og det er det fortsat, 

at hjemsendelsen af de afviste irakiske asylsøgere 

var et spørgsmål om selvforsvar og 

forsvar for retsstaten, to sider af samme sag. 

Hvis vi gav efter her, ville der stå 600 andre 

afviste fra en række forskellige lande og vente 

på at komme til, og inden længe ville der være 

et pres fra tusinder. Og at forsvare retsstaten, 

det vil sige lovens forudsigelighed og lige ret 

for alle, har intet med fremmedfjendskhed at 

gøre. Det er civilisation. Det er demokrati. 

13 

Foto: Pofoto

tørklæder 

Da forsvarsordfører Ib Poulsen opdagede et tørklædeklædt medlem af Hjemmeværnet 

på værnets egen hjemmeside gik en af sommerens store historier i gang. 

Af René Teige 

Dansk Folkeparti var både først og helt alene 

om at skære igennem og skille fup fra fakta, 

da sagen om det tørklædeklædte hjemmeværnsmedlem, 

Maria Mawlas påståede integrationseventyr 

blev serveret for danskerne i 

sommeferien. Libanesisk fødte Maria Mawla 

er en rollemodel, et eksempel på et sandt integrationseventyr, 

en arabisk kvinde, som vil 

være dansk, gifter sig med en dansk mand, 

har danske veninder og gør honnør for Dannebrog 

i sin hjemmeværnsuniform, parat til 

at kæmpe for Danmark og danskheden. Ak 

ja, det kan godt være, at blå øjne er et skandinavisk 

særkende, men derfor behøver vi jo 

ikke være blåøjede og drivende naive. Det var 

ellers Hjemmeværnet og en stribe danske medier, 

der beskrev 27-årige Maria Mawla som 

et rødt-hvidt glansbillede i sin nyligt erhvervede 

hjemmeværnsuniform. Men sandheden 

var en anden: Maria Mawla er nemlig ikke så 

integreret, at hun har smidt tørklædet og søgt 

ind til de danske vædier. 

Hendes danske mand er konvertit, hun er 

blandt dem, der på rabiat vis tog afstand fra 

14 

Forfulgt 

uskyldighed 

eller snu 

provokatør 

Maria Mawla fremstod som et eventyr i integrationsbestræbelserne, til det 

stod klart, at hendes specielle fortolkning af Hjemmeværnets uniform var et 

brud på selvsamme hjemmeværns uniformsregler. Foto: Scanpix 

de danske Muhammed-tegninger, som hun 

kritiserer skarpt i ’19 dagbøger fra Muhamed-krisen’, 

en bog hun var medforfatter til i 

2006. ’Muslimer verden over er vrede og fornærmede 

over tegningerne, der afbilder vores 

elskede profet Muhammed – må fred være 

med ham, skriver hun blandt andet. Samtidig 

har hun helt utvetydigt karakteriseret sig selv: 

’Kald mig fundamentalist, men jeg sætter Islam 

højere end mit eget liv og det såkaldte demokrati, 

vi i Danmark praktiserer.’ 

Og det er ikke blot den aktuelle sag, der 

skurrer i ørene. Maria Mawla var nemlig allerede 

for 10 år siden ude i et lignende ærinde. 

Dengang gav hun anledning til den første 

tørklædesag i Danmark og fik blandt andet 

Magasin i Odense dømt for diskrimination. 

Siden har Føtex heldigvis fået medhold i, at 

forretningskæden godt måtte afskedige en 

ansat, som bar tørklæde, selv om Føtex’ uniformskrav 

forbød dette. Sådan endte sagen 

om Maria Mawlas optræden i Hjemmeværnet 

også. Heldigvis. 

Muslimske kvinders påstand om, at 

deres religion påbyder dem at bære 

tørklæde, bliver ikke mere sand af at 

blive gentaget i en uendelighed. 

Den franske antropolog, Chahdorrt 

Djavann, som har tyrkiske 

rødder, er blandt den mest anerkendte 

eksperter på området. 

Hun understreger, at det er mandlige 

familiemedlemmer, som presser 

kvinderne til at bære tørklæde. Hun 

kalder også det muslimske tørklæde 

for den klareste måde at forkaste 

vestlige værdier på.

DBU-dobbeltmoral: 

Ja til tørklæder 

- nej til kristen bøn 

Dansk Boldspil Union mener, at et kors er et religiøst symbol, men det er et muslimsk 

hovedtørklæde ikke. Derfor må man gerne bære tørklæde som kvindelig 

fodboldspiller i Danmark, men man må ikke bede til Gud. 


”Ligesom vi siger nej til politiske manifestationer, 

bør vi også sige nej til religiøse”. Sådan 

sagde Jim Stjerne Hansen, der er generalsekretær 

for Dansk Boldspil Union (DBU), som er 

det øverste ledelsesorgan for fodbold i Danmark, 

efter at det brasilianske landshold havde 

fejret sejren i fodboldturneringen Confederations 

Cup med kollektiv bøn på grønsværen. 

Men DBUs nej til religiøse manifestationer 

gælder åbenbart kun, når der er tale om kristne 

manifestationer. For blot et års tid siden gav 

DBU således lov til, at den 15-årige Zenab el- 

Khatib kan optræde på danske fodboldlandshold 

for piger under 16 år – det såkaldte U-16 

hold, iført et specielt konstrueret tørklæde. 

Dengang sammenlignede DBUs informationschef 

Lars Berendt tørklædet med den 

brasilianske fodboldstjerne Ronaldinhos pandebånd 

og benægtede i øvrigt, at el-Khatib 

havde fået lov til at bære tørklæde. Hun havde 

derimod fået lov til at bære ”en stramsiddende 

hovedbeklædning, som dækker hendes hår”, 

som Berendt formulerede det over for Kristeligt 

Dagblad. 

Han mente i øvrigt ikke, at tørklædet – i det 

omfang det overhovedet var et tørklæde (?, 

red.) nødvendigvis var religiøst betinget – det 

kunne lige så godt være kulturelt. 

Zenab el-Khatib, der i øvrigt er født i Danmark 

af palæstinensiske forældre, var i hvert 

fald ubøjelig i forhold til sit tørklæde. 

”Jeg tager det aldrig af” 

Forespurgt om hun ville have taget sit tør- 

klæde af, hvis DBU havde sagt, at det ikke var 

foreneligt med DBUs holdning til, at religiøse 

manifestationer ikke må finde sted på grønsværen, 

svarede el-Khatib: 

”Nej, det havde ikke fået mig til at overveje, 

om jeg skulle tage det af. Jeg tager det 

aldrig af”, sagde hun til Fyens Stiftstidende 

den 2. juni 2008. 

Indtil året før bar Zenab el-Khatib imidlertid 

ikke tørklæde, afslørede hun over for Fyens 

Stiftstidende. 

”Tørklædet er ikke bare lige noget, man tager 

af og på. Så det var en stor beslutning for mig. 

Og jeg tænkte da lidt. Åh nej, hvad vil de andre 

nu sige. Men de sagde faktisk ingenting, men 

behandlede mig bare som før.”, sagde el-Khatib 

til Fyens Stiftstidende den 2. juni 2008. 

Ikke desto mindre mener Jim Stjerne Hansen 

som sin informationschef heller ikke, at 

el-Khatibs motivation for at bære hovedtørklæde 

er religiøs. 

”Hun ønskede at dække sit hoved til. Jeg 

ved ikke, om hun var muslim. Der er ikke 

noget religiøst statement i det. Ronaldinho 

bærer et hårbånd, der dækker meget af hans 

og nogen spiller med charmeklud. Det er det 

samme, sagde Jim Stjerne Hansen til Politikens 

Netavis den 1. juli. 

”Spillerne må ikke bære religiøse eller politiske 

budskaber som tekst og reklame, og de 

må ikke bære religiøse symboler som kors,” 

fastslog DBUs generalsekretær….. 

Men tørklæder er åbenbart helt i orden. 

Foto: Scanpix 

”Jeg tager det aldrig af.” Danmarks nye 

libanesisk-fødte U15-landsholdsspiller 

i damefodbold er meget kategorisk, når 

det gælder det hovedtørklæde, som hun 

begyndte at gå med for et år siden. Det skal 

aldrig af – heller ikke på fodboldbanen – og 

så dispenserede Dansk Boldspils Union 

naturligvis fra reglerne. 

”Jim Stjerne Hansen, generalsekretær for 

Dansk Boldspils Union om det faktum, at 

Zenab el-Khatib krævede ret til at bære 

hovedtørklæde under fodboldlandskampe: 

”Jeg ved ikke om hun var muslim. Der er 

ikke noget religiøst statement i det. Spillerne 

må ikke bære religiøse eller politiske budskaber 

som tekst og reklame, og de må ikke 

bære religiøse symboler som kors.” 

”Lars Berendt, informationschef for Dansk 

Boldspils Union om Zenab el-Khatibs 

hovedtørklæde: ”Det er ikke noget tørklæde, 

det er en stramtsiddende hovedbeklædning, 

som dækker hendes hår.” 

”Spillerne fra det brasilianske fodboldlandshold 

fejrede deres nylige sejr i turneringen 

Confederations Cup i Sydafrika ved 

en kollektiv bøn på grønsværen. Det blev for 

meget for Dansk Boldspil Union, der indgav 

en protest over bønnen, der var udtryk for 

en usmagelig sammenblanding af sport og 

religion.” 

1 

Foto: youtube 

Foto: Scanpix 

Foto: Polfoto

øger 

Fortællinger 

kan forandre verden 

Man kan gøre en forskel, også selv om man er alene om arbejdet. Så optimistisk ser Alex Ahrendtsen, DFviceborgmester 

i Odense, på tilværelsen. Og han har noget at have det i, for hans erfaringer er talrige fra 

det politiske liv på Fyn. Det har han nu skrevet og udgivet en bog om. Dansk Folkeblad har mødt forfatteren 

i haven på Fyn. 

Alex Ahrendtsens 

bog ”Når 

danskere bøjer 

af – islamiseringen 

af Odense 

kan købes af 

forfatteren på 

Dansk Folkepartis 

årsmøde 

i Herning eller 

bestilles i DFbutikken. 

Tekst og foto Karsten Holt 

”Det er så vigtigt, at man råber op. De fl este 

politikere, meningsdannere og medier ved udmærket, 

at et fl ertal af danskere er modstandere 

af islamiseringen, men de vil helst ikke 

have, at det kommer frem.” 

Alex Ahrendtsen læner sig afslappet tilbage 

i havestolen på terrassen uden for sit hus i 

Odense-forstaden Åsum. Han ved, hvad han 

taler om. For han hører til dem, der er kendt 

for ikke at tie stille. Siden 2005 har Alex Ahrendtsen 

været viceborgmester i Odense, hvor 

han som ene mand på skansen for Dansk Folkeparti 

har ført en meget aktiv politik, ikke 

alene på integrationsområdet, men også en 

lang række andre vigtige områder – eksempelvis 

kampen mod en stormoske. 

1 

”Jeg tror personligt, at mit arbejde i Odense 

har nyttet, for ellers er jeg sikker på, at vi allerede 

havde haft en stormoske, og sandsynligvis 

en langt mere fremskreden islamisering 

af skolerne. Men det afgørende for mig er 

ikke, om vi vinder på kort sigt, men derimod 

det mere langsigtede perspektiv. Mit mål er 

at oplyse befolkningen og politikerne – og at 

få sidstnævnte gruppe til at tænke sig meget 

grundigt om, hver gang de bøjer sig for islamisternes 

krav”, siger Alex Ahrendtsen. 

Nej til ramadanfest på rådhuset 

For at gøre status over de seneste års politiske 

begivenheder og for at inspirere andre, har DFpolitikeren 

netop udgivet en rigtig læseværdig 

bog, ”Når danskere bøjer af – islamiseringen af 

Odense”. Bogen er en beretning om muslimske 

krav om særbehandling. Den handler om 

vattede byrådsmedlemmer. Og sidst, men ikke 

mindst, handler den om den forskel, en enkelt 

engageret og modig politiker kan gøre. 

”Meningen med bogen er at vise, at man 

faktisk kan gøre en forskel, og at der egentlig 

ikke skal så meget til for at bremse islamiseringen, 

og så vil jeg gerne fortælle en historie; 

jeg tror nemlig på, at fortællinger kan forandre 

verden. Hundrede behjertede mennesker 

kan forandre alt.” 

Med mere en 180.000 indbyggere er Odense 

Kommune landets fjerdestørste, og det betyder, 

at byen har de for storbyer så typiske problemer 

med ghettodannelse og bydele, hvor 

brandvæsenet og ambulancer kun tør rykke 

ind med politieskorte – en sørgelig kendsgerning, 

som er endnu mere aktuel, efter at unge 

i Vollsmose for nyligt skød med skarpt mod 

politiet. Men store dele af byrådet er præget af 

en generel uvidenhed om islam samt en tydelig 

tendens til politisk korrekthed. 

For at undgå misforståelser er det måske 

på sin plads lige at gøre klart, hvad Alex 

Ahrendtsen forstår ved ordet ”islamisering”. 

Islamisering er udtryk for en langsomt fremadskridende 

proces, hvor meget troende muslimer 

stædigt får gennemført fl ere og fl ere 

krav om særbehandling såsom kønsadskilt 

svømmeundervisning, halalkød i børnehaver 

og andre særlige hensyn – samtidig med at 

danske politikere bøjer af og undskylder det 

med ønsket om at ”integrere” muslimerne i 

det danske samfund. 

Og her går det for alvor galt, mener Alex 

Ahrendtsen: Når Odense Kommune stiller 

byens smukke rådhus til rådighed for en muslimsk 

ramadanfest – i integrationens navn, 

når byens borgmester Jan Boye deltager i en 

muslimsk fredagsbøn – i integrationens navn, 

og samme borgmester fører dialog omkring 

en stormoske, så begynder Alex Ahrendtsen 

at tvivle på, om den konservative borgmester 

Jan Boye er rette mand på posten. 

”Ramadanfesten er integrationsrådets opfi 

ndelse, og rådet er blevet kuppet af meget 

troende muslimer, selv om det som udgangspunkt 

burde repræsentere alle de 80 forskellige 

etniske og religiøse mindretal i byen. Musli-

I den smukke byrådssal på Odense Rådhus har Alex Ahrendtsen siden 2005 repræsenteret 

Dansk Folkeparti, men han var også aktiv tidligere – blandt andet som folketingskandidat 

for partiet i Fyns Storkreds. 

merne har bildt byrådet ind, at ramadanfesten 

er integrationsfremmende, hvilket er absurd, 

fordi ramadanfesten er en religiøs fest, der følger 

den muslimske kalender. En deltagelse i 

denne fest bliver derfor af de meget religiøse 

tolket som knæfald for islam.” 

Kampen mod stormoskeen 

Alex Ahrendtsen har forslået, at kommunen 

i stedet afholder en international fest for alle 

kommunens mindretal på FN-dagen den 24. 

oktober, og han forstår ganske enkelt ikke, 

hvorfor det er ham, der bliver beskyldt for at 

være intolerant og fremmedfjendsk, når han er 

den eneste, der foreslår inddragelse af alle nationaliteter 

i Odense. Men det skyldes ifølge 

ham selv, at det er venstrefl øjen, der har fået 

lov at sætte sig på værdipolitikken i årtier. 

”Folk har bare slået en automatpilot til 

– både vælgere og byrådsmedlemmer og i embedsmandsapparatet, 

hvor sidstnævnte på de 

bløde områder er multikulturelt indstillede eller 

i hvert fald har et instinkt, der peger i den 

retning. De er hæderlige, og de er dygtige, 

men det multikulturelle ligger i rygmarven på 

dem. Tendensen bliver forstærket af, at også 

Venstre og Konservative tænker på den måde. 

De er fornuftige på det økonomiske område, 

men svage, når det gælder værdipolitikken, 

hvor de bare har lænet sig op ad venstrefl øjen. 

Derfor ved de slet ikke, hvad de skal stille op, 

når Dansk Folkeparti kommer på banen med 

klare markeringer på værdiområdet.” 

Alex Ahrendtsen mener, at det er præcis 

denne svaghed, der er årsag til, at Jan Boye 

har ført forhandlinger om opførelsen af en 

stormoske indeholdende både butikker og 

bibliotek med en muslimsk organisation, der 

kalder sig Familiefonden – en organisation, 

som blandt andet Naser Khader i klare vendinger 

har advaret mod og betegnet som nogle 

af de værste islamister. 

En af de vigtigste grunde til at modarbejde en 

stormoske er, at sådan et sted hurtigt bliver et 

arnested for islamister, for vi ved jo alle, at det 

blandt andet er lande som Saudi Arabien, der 

fi nansierer disse moskeer ud fra en forventning 

om, at det ”sande budskab” bliver udbredt, og 

vi kender allerede tendensen fra moskeer andre 

steder i Europa. En moske bliver et stort, 

sort hul, der tiltrækker alle muslimske kræfter 

og dermed kvaser alle integrationsprojekter, og 

de ekstreme muslimer får et effektivt udgangspunkt 

til at sætte dagsordenen for de moderater 

muslimer, som ønsker at integrere sig.” 

En borgmester skal repræsentere alle 

I øjeblikket er planerne om en stormoske sat på 

standby, og Alex Ahrendtsen mener, at det bliver 

vælgerne, der kommer til at afgøre spørgsmålet 

ved det kommende kommunalvalg. Hvis 

Jan Boye igen opnår 30.000 personlige stemmer, 

er han ikke i tvivl om, at Odense får en 

stormoske, men hvis Venstre og Dansk Folkeparti 

får øget opbakning, kan det forhindres. 

Han vil helst undgå at gå fuldtonet til valg på 

Ved siden af det politiske arbejde i Odense 

Byråd er Alex Ahrendtsen travlt beskæftiget 

med at udgive bøger for blandt andet 

Trykkefrihedsselskabet, som han længe har 

været en fast del af. 

det, fordi der er så mange andre vigtige dagsordener, 

men hvis det ikke kan udgås, er Alex 

Ahrendtsen parat til at tage kampen op. 

”Vi skal i hvert fald have fundet ud af, hvad 

vi skal gøre. For at vi kan støtte borgmesteren 

kræver det, at han indser, at han altså er borgmester 

for alle – såvel alle nationaliteter og 

religioner som vælgere. Men også at han er 

borgmester i en dansk by, og at han ikke kan 

tillade sig at favorisere en bestemt religion på 

bekostning af de andre mange religioner og 

minoriteter, der fi ndes i Odense”, understreger 

Alex Ahrendtsen. 

Adspurgt om gode råd til Dansk Folkepartis 

mange byrådskandidater, svarer Odenses 

viceborgmester, at emnet i bogen ”Når danskere 

bøjer af” naturligvis ikke er aktuelt i alle 

kommuner, men at problemerne fi ndes mange 

steder, og at der bliver stadig fl ere. Men bogen 

kan forhåbentlig tjene til inspiration, da 

der ikke er grund til at opfi nde den dybe tallerken 

to gange. 

”Meget hænger sammen med at gøre tingene 

på den rigtige måde rundt omkring i kommunerne, 

og man skal altid overveje, hvordan 

en sag skal køres. Nogle gange er det bedst at 

gå direkte i medierne, andre gange er det værd 

at køre en sag internt i byrådet eller i udvalget, 

det afhænger af lokale forhold. Jeg har skrevet, 

hvordan jeg har gjort og bestemt ikke lagt 

skjul på de fejl, jeg har begået undervejs.” 

Men hvad med de personlige omkostninger? 

Hvordan har Alex Ahrendtsen klaret at betale 

prisen for at fungere som enmandshær? 

”Man må stille sig op foran spejlet og sige: 

Nu gør du det, og du er ligeglad med, hvad folk 

kalder dig, og så går du ellers i gang. Angrebene 

kan være personlige, under lavmål og 

grove, men man skal altid tænke på, at jo hårdere 

de bliver desto mere har man ramt nogle 

ømme punkter. Det er vigtigt, at man hele tiden 

er venlig og saglig, selv om det kan være svært. 

I sidste ende gælder det om at stå fast på den 

danske kultur og sandheden – bliv ved med at 

sige sandheden, så kan det ikke gå helt galt.” 

1

ude i danmark 

1 

DF-Hovedbestyrelse 

Berth, Kenneth Kristensen 33375174 

Dahl, Kristian Thulesen 33375102 

Ebbesen, CC org. nfmd, 33375172 

Eilersen, Susanne, 23302490 

Elmenhoff, Preben 35399221 

Espersen, Søren 33375124 

Hansen, Allan Steen 21930093 

Henriksen, Martin 33375129 

Kjærsgaard, Pia, fmd. 33375107 

Skaarup, Peter, pol. nfmd 33375113 

Thomsen, Steen 75602890 

Partisekretær: 

Nielsen, Poul Lindholm, 33375161 

DF-folketingsmedlemmer 

Adelsteen, Pia dfpiad@ft.dk - 33375121 

Blixt, Liselott, dfl ibl@ft.dk - 33375120 

Brix, Colette, dfcolb@ft.dk - 33375103 

Brodersen, Henrik dfhebr@ft.dk - 33375108 

Bøgsted, Bent, dfbenb@ft.dk - 33375101 

Christensen, Anita dfanch@ft.dk - 33375111 

Christensen, René dfech@ft.dk - 33375122 

Christiansen, Kim, dfkich@ft.dk - 33375148 

Dahl, Kristian Th., dfsokj@ft.dk - 33375102 

Dalgaard, Per, dfpeda@ft.dk - 33375127 

Dencker, Mikkel, dfmikd@ft.dk - 33375106 

Dohrmann, Jørn, dfjdoh@ft.dk - 33375109 

Espersen, Søren, dfsesp@ft.dk - 33375124 

Hansen, Chr. H., dfchhh@ft.dk - 33375105 

Harpsøe, Marlene dfmabh@ft.dk - 33375130 

Henriksen, Martin, dfmarh@ft.dk - 33375129 

Kjærsgaard, Pia, dfkala@ft.dk - 33375107 

Knakkergaard, Anita, dfankn@ft.dk - 33375116 

Krarup, Søren, dfskra@ft.dk - 33375117 

Langballe, Jesper, dfjela@ft.dk - 33375119 

Nødgaard, Karin, dfkarn@ft.dk - 33375125 

Petersen, Tina, dftipe@ft.dk - 33375149 

Poulsen, Ib dfi bpo@ft.dk - 33375115 

Skibby, Hans Kristian, dfhaks@ft.dk - 33375128 

Skaarup, Peter, dfalll@ft.dk - 33375146 


Christiansborg 33375199 

1240 København K. Fax: 33375191 

df@ft.dk 

www.danskfolkeparti.dk 

DF-europaparlamentsmedlemmer 

Morten Messerschmidt, MEP 

dfmome@ft.dk 

Tlf.: 33375100 

Anna Rosbach Andersen, MEP 

arosbach@europarl.eu.int 

Tlf.: 40573436 

www.danskfolkeparti.eu 

Dansk Folkepartis Ungdom 

Postbox 2297 

1025 København K 

Tlf.: 2193 0093 

DANSK FOLKEBLAD 

Tidsskrift, udgivet af Dansk Folkeparti. 

13. årgang, nr. 4/ 2009. ISSN: 1397-3975 

Ansv. redaktør: Søren Søndergaard 

Redaktionschef: Karsten Holt 

I redaktionen: Kenneth Kristensen Berth, Kim Eskildsen, Anders 

Skjødt, Bo Nørgaard Nielsen, Henrik Mogensen, Hanne Emily 

Stevnsborg og René Teige. 

Artikler og indlæg udtrykker ikke nødvendigvis Dansk Folkepartis 

synspunkter. 

Adresse: Dansk Folkeparti, Christiansborg, 1240 København K. 

Tlf: 33375199. Fax: 33375191. 

www.danskfolkeparti.dk // df@ft.dk 

Næste nr. udkommer september 2009 

Deadline for kalender o.l. er den 20. september 2009. 

Layout & tryk: KLS Grafi sk Hus 

Forsiden: Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup 

ved Dansk Folkepartis sommergruppemøde. Foto: Karsten Holt 

Vi ved, et fjeld kan sprænges, 

og tvinges kan en elv, 

men aldrig kan et folk forgå, 

som ikke vil det selv. 

KALENDER 

1 /9-20/9 

DF-Langeskov. Kræmmermarked 

i Langeskov 

Messerschmidt 

næstformand for 

EP-gruppe 

Morten Messerschmidt, der blev Europaparlamentsvalgets 

topscorer, bliver 

næstformand i den politiske gruppe i 

Europaparlamentet, som Dansk Folkeparti 

indgår i. 

Gruppen, der lyder navnet ”Europa 

for Frihed og Demokrati, tæller 30 parlamentarikere 

fra otte forskellige lande. 

Parlamentsgruppen tæller blandt 

andet United Kingdom Independence 

Party, hvis leder i Europaparlamentet, 

Nigel Farage, også besidder formandsposten 

i gruppen. Gruppens næststørste 

parti er det italienske regeringsparti 

Lega Nord. Desuden er der medlemmer 

fra bl.a. fi nske Perussuomalaiset og 

franske Libertas med i gruppen. 

kkb 

Martin Henriksen 

nyt medlem 

af Dansk Folkepartisgruppebestyrelse 

Dansk Folkepartis socialordfører, Martin 

Henriksen, der ligeledes er formand 

for Folketingets Socialudvalg samt 

medlem af Folketingets Integrationsudvalget, 

er på Dansk Folkepartis sommergruppemøde 

på Nørre Vosborg blevet 

udpeget som medlem af folketingsgruppens 

bestyrelse og Hovedbestyrelsen. 

Det sker som følge af MF Christian H. 

Hansens langtidssygemelding. Den 29årige 

Martin Henriksen er bosiddende i 

Dragør, gift med Lea Berg Henriksen, 

og har været medlem af Folketinget siden 

2005. 

Dansk Folkepartis gruppebestyrelse 

udgøres dermed nu, foruden Pia Kjærsgaard, 

Kristian Thulesen Dahl og Peter 

Skaarup, af Søren Espersen og Martin 

Henriksen. kh 

19/9-20/9 

Dansk Folkepartis 14. årsmøde i Herning 

Kongrescenter 

/10-2009 

kl. 19 DF-Varde: Foredrag v./ MF Søren 

Espersen, Turisthotellet, Torvet, Oksbøl 

NEKROLOG 

Efter fl ere års alvorlig sygdom afgik murer 

Ejner Hviid, Allested, ved døden mandag 

den 20. juli, 65 år gammel. 

Ejner var i 22 år medlem af Broby 

Kommunalbestyrelse. 

Han indvalgtes i kommunalbestyrelsen 

for Fremskridtspartiet, men brød med partiet 

i 1995 efter det tumultagtige landsmøde 

og overgik til Dansk Folkeparti, som 

han tjente indtil hans sygdom tvang ham 

bort i 2003. 

Ejner var, med baggrund i sine menneskelige 

egenskaber, respekt for andre 

mennesker, medfølelse for de svage i 

samfundet og respekt for de opgaver han 

påtog sig, Fremskridtspartiet og fra 1995 

Dansk Folkeparti en god mand. 

Aldrig gik nogen forgæves til ham, hvis 

de var kommet i klemme i ”systemet”, altid 

gik han med ildhu i gang med at hjælpe 

de, som havde hjælp behov. 

Det skabte dyb respekt for ham og 

hans politiske arbejde, også hos de øvrige 

partier i Broby Kommunalbestyrelse, og 

han blev således ved en højtidelighed en 

1. maj tildelt hædersbevisningen ”Årets 

Rose” af Socialdemokratiet i Broby, et 

skulderklap fra politiske modstandere, 

han var meget glad for at få, som tegn på 

respekt for hans politiske arbejde. 

Ejner vil blive husket i mange år fremover 

også for sit engagement for de unge 

og sportslivet i Broby Kommune, som 

han brugte mange kræfter på at støtte. 

Han efterlader et stort savn i det politiske, 

men også vi, som havde ham som 

ven, vil føle et tomrum, der ikke lader sig 

udfylde, nu han ikke er mere. 

Æret være Ejner Hviids minde! 

Per Dalgaard indtræder 

i Folketinget 

Per Dalgaard er indtrådt i Folketinget, efter 

at Morten Messerschmidt er blevet medlem 

af Europa-Parlamentet. Per Dalgaard var i 

perioden 2001-2005 medlem af Folketinget 

for Dansk Folkeparti og dengang medlem 

af blandt andet Folketingets Retsudvalg. Per 

Dalgaard er valgt i Østjyllands Storkreds. kh

Medlemstilbud: 

Besøg Morten Messerschmidt og 

Anna Rosbach Andersen i Bruxelles 

Ud over besøget i Europaparlamentet, bliver der også tid til 

at aflægge NATOs hovedkvarter lidt uden for Bruxelles et 

besøg, ligesom de heldige 50 medlemmer kan forvente at 

deltage i en spændende udflugt til byen Gent. Der vil også 

blive lejlighed til på egen hånd at udforske Bruxelles. 

Prisen for turen er 2.000,- kr. Der er tillæg for enkeltværelse 

på 1.600,- kr., og der kan tegnes afbestillingsforsikring 

formedelst 100,- kr. Deltagerantallet er begrænset til 50, og 

der vil blive givet fortrinsret til personer, der ikke tidligere har 

deltaget på EU-studieture i DF-regi. 

Prisen inkluderer transport til Bruxelles samt tre overnatninger 

på Hotel Marivaux i byen samt en enkelt overnatning i 

Senden på Montana Hotel Senden-Bösensell. 

Der gøres opmærksom på, at der forekommer længere 

gåture i forbindelse med studieturen. Der kan indgå foredrag 

på engelsk, ligesom der gøres opmærksom på, at busturen 

er lang – minimum 12 1/2 time – med begrænsede pauser. 

Der er tale om en ikke-ryger bus. Husk, at en lang bustur 

kan være anstrengende for personer med diabetes og 

kredsløbsforstyrrelser. Det henstilles i øvrigt til deltagerne, 

at de uden tøven efterkommer guidernes anvisninger. 

Hvis man ønsker at deltage på studieturen, skal man 

således indsende nedenstående talon inden den 14. september, 

og der vil herefter blive udtrukket 50 heldige. På talonen 

skal eventuel ægtefælle, samlever eller rejsepartners 

navn (alle skal være medlemmer af Dansk Folkeparti for at 

indgå på turen) angives under rubrikken ”rejsepartner”, og 

naturligvis kun, hvis vedkommende skal deltage på turen – 

ligeledes skal det angives, om man ønsker at dele værelse 

med pågældende. Man skal ikke udfylde sin ægtefælles eller 

samlevers navn, hvis han eller hun ikke ønsker at deltage på 

studieturen. 

Resten af de indsendte vil indgå på en venteliste og vil få 

besked, såfremt der måtte komme afbud. 

Hoteller: Senden: Nyere, 3-stjernet hotel beliggende i Senden- 

Bösensell. Alle værelser med bad/douche, radio/tv, hårtørrer og 

telefon. På hotellet forefindes restaurant og mødelokale. Se evt. 

www.montana-hotels.de og søg under Senden. 

Bruxelles: Nyt 4-stjernet hotel beliggende i centrum, ca. 10 min 

gang fra Grand Place. Alle værelser med bad/douche, buksepresse, 

minibar, radio/tv og telefon. På hotellet forefindes restaurant, 

bar, fitnesscenter med sauna og konferencefaciliteter. Se evt. 

www.hotel-vendome.be og klik på link til Mariveaux Hotel. 

Buskvalitet: 4-stjernet langtursbus med luftaffjedring, hvilestole m. 

fodstøtter, klimaanlæg, køkken, toilet, radio & bånd/CD-spiller m. 

mikrofon og video. 

Guider: Preben Elmenhoff (medlem af DFs hovedbestyrelse) & 

Gunhild Legaard (medlem af bestyrelsen for DF-Hovedstaden). 

✂ 

Eget info: Dele værelse Ja: ❏ Nej: ❏ 

Medlemsnr: ............................................................................... 

Adresse: ................................................................................... 

Postnr og by: ............................................................................. 

Telefon: ..................................................................................... 

Fødselsdato: ............................................................................. 

Pasnummer: ............................................................................. 

Opsamlingssted: ....................................................................... 

Dansk Folkepartis nyvalgte europaparlamentarikere 

Morten Messerschmidt og Anna Rosbach Andersen 

inviterer 50 glade DF-medlemmer til Bruxelles for at 

få det første indblik i deres daglige arbejde 

Det foreløbige program for studieturen ser således ud: 

(yderligere programpunkter vil tilkomme, når de er aftalt) 

Mandag den 9. november 

06.30 Afrejse fra Høje Taastrup st. 

07.30 Afrejse fra Trafik- & transportcenter Sjælland, Stop 39 ved Slagelse 

08.30 Afrejse fra Odense i.h.t. nærmere aftale 

09.15 Afrejse fra Fredericia Jernbanestation 

10.45 Afrejse fra Padborg Grænse - herfra køres via Hamborg, 

Bremen (med passende pauser undervejs) til Senden sydvest 

for Münster for overnatning 

ca.19.00 Ankomst Senden – indkvartering på Montana Hotel Senden- 

Bösensell, Am Dom 3, D-48308 Senden-Bösensell 

Tlf. : 00 49 25 36 34 35 0 - 1 overnatninger inkl. Halvpension 

(serveres på restaurant over for hotellet) 

Tirsdag den 10. november 

08.30 Afrejse fra Senden mod Brüxelles – ca. 4 timers køretid 

Undervejs frokost 

13.30 Besøg i NATOs hovedkvarter 

16.45 Afgang til hotel for en indkvartering Hotel Marivaux 

Boulevard Adolphe Max 98, B-1000 Bruxelles 

Tlf. 00 32 2 227 03 00 

Onsdag den 11. november 

Formiddagen til fri disposition 

14.00 Deltagerne mødes ved hotellet for at køre til Europaparlamentet 

15.00 Besøg i Europaparlamentet hos Morten Messerschmidt 

& Anna Rosbach Andersen 

16.30 Overværelse af møde i plenarforsamlingen 

19.00 Fællesspisning med Morten Messerschmidt 

& Anna Rosbach Andersen på en restaurant i Bruxelles 

Torsdag den 12. november 

09.00 Afgang fra hotellet til Gent - Hjemkomst til hotellet hen under aften. 

Fredag den 13. november 

07.30 Afrejse fra Bruxelles, Hjemrejsen påbegyndes (med passende 

pauser undervejs) via Holland, Bremen og Hamborg 

18.45 Ankomst Padborg Grænse 

20.30 Hjemkomst Fredericia Jernbanestation 

21.00 Hjemkomst Odense 

22.00 Hjemkomst Trafik- & transportcenter Sjælland, Stop 39, Slagelse 

23.00 Hjemkomst Høje Taastrup st. 

Ægtefælles/rejsepartners info: 

Medlemsnr: ............................................................................... 

Adresse: ................................................................................... 

Postnr og by: ............................................................................. 

Telefon: ..................................................................................... 

Fødselsdato: ............................................................................. 

Pasnummer: ............................................................................. 

Opsamlingssted: ....................................................................... 

✂

årsmøde 

RESULTATOPGØRELSE 1/1 - 31/12 2008 2007 

INDTÆGTER 

Offentlig partistøtte, stemmetilskud 12.347.949 11.012.438 

Medlemskontingent 1.456.050 1.240.060 

Særtilskud fra medlemmer og andre 67.411 836.291 

Renteindtægter 331.103 263.646 

IALT 14.202.513 13.352.435 

UDGIFTER 

Personaleudgifter -1.721.473 -1.382.478 

Sæd grænsestation, driftsudgifter, netto -122.922 -106.104 

Autocamper, driftsudgifter -114.158 -122.496 

Medlemsomkostninger 

Medlemsblad, inkl. distribution -706.727 -1.006.596 

Tilskud til lokalforeninger -1.343.105 -1.140.095 

Andre udgifter, lokalforeninger -55.000 -66.833 

Møde- og rejseudgifter 

Årsmøde, nettoudgift -1.040.278 -960.566 

Mødeudgifter hovedbestyrelse -73.502 -54.991 

Mødeudgifter interne udvalg -26.315 -64.779 

Afholdte kurser -663.558 -318.332 

Medlemsmøder og konferencer -566.833 -881.809 

Markedsføring og reklame 

Brochurer og tryksager m.v. -446.425 -401.656 

Annoncer og reklamekampagner -4.527.388 -3.206.739 

Reklameartikler, netto -228.297 -71.321 

Underskud EU støtte, ifølge separat regnskab -57.037 -105 

Repræsentation -10.535 -16.987 

Valgomkostninger -3.711.628 

Administration 

Huslejeandel -105.039 -103.473 

Porto og gebyrer -151.237 -278.500 

Kontorartikler og fotokopiering -66.744 -96.544 

Telefon -81.256 -103.099 

Forsikringer -8.541 -6.630 

Revisorassistance -33.546 -32.105 

EDB-udgifter, inkl. konsulenthonorar -182.263 -73.000 

Ekstern assistance iøvrigt -230.390 -97.185 

Kontorinventar inkl. småanskaffelser -15.544 

IALT -12.578.113 -14.304.051 

ÅRETS RESULTAT 1.624.400 -951.616 

BALANCE PR. 31/12 2008 2007 

AKTIVER 

Ejendom, Sæd grænsestation, ejendomsværdi 820.000 820.000 

Indestående i pengeinstitutter 3.312.313 1.853.663 

AKTIVER IALT 4.132.313 2.673.663 

PASSIVER 

EGENKAPITAL 3.005.585 1.381.185 

GÆLD 

Forud indbetalte medlemskontingenter 343.190 357.930 

Mellemregning med folketingsgruppen 344 2.948 

Skyldige omkostninger 576.566 721.619 

Feriepengeforpligtelser 152.613 156.577 

A-skat, ATP m.v. 54.015 53.404 

IALT 1.126.728 1.292.478 

PASSIVER IALT 4.132.313 2.673.663 

LEDELSENS PÅTEGNING 

Partiets ledelse har dags dato aflagt årsregnskabet for 2008 for Dansk Folkepartis Landsorganisation. 

Årsregnskabet er udarbejdet i overensstemmelse med reglerne i lovbekendtgørelse nr. 1291 af 8. december 2006 ”Lov om private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers 

regnskaber” Vi kan erklære, at regnskabet for Dansk Folkepartis Landsorganisation indeholder alle indtægter og udgifter for regnskabsåret 2008, samt at det giver et retvisende billede af partiets 

aktiver og passiver, finansielle stilling samt resultatet. Vi kan således erklære, at partiet ikke har haft andre indtægter end de i regnskabet anførte. København, den 25. marts 2009. (sign) Pia 

Kjærsgaard (formand), Carl Christian Ebbesen (organisatorisk næstformand), Søren Espersen (hovedbestyrelsesmedlem) 

Den uafhængige revisors påtegning 

Vi har revideret årsregnskabet for Dansk Folkepartis Landsorganisation for regnskabsåret 1. januar – 31. december 2008, omfattende ledelsens påtegning, anvendt regnskabspraksis, resultatopgørelse, 

balance og noter. Årsregnskabet er aflagt i overensstemmelse med reglerne i partiregnskabsloven. 

Konklusion: Det er vor opfattelse, at årsregnskabet giver et retvisende billede af Landsorganisationens aktiver, passiver og finansielle stilling pr. 31. december 2008 samt af resultatet af 

Landsorganisationens aktiviteter for regnskabsåret 1. januar – 31. december 2008 i overensstemmelse med de for området gældende bestemmelser. Ringsted, den 25. marts 2009, REVISIONS- 

FIRMAET TOM SØNDERUP, statsautoriserede revisorer I/S, (sign) Dennis Cronbach, statsautoriseret revisor og Bent Danielsen, registreret revisor. 

20

Velkommen til DF’s 14. årsmøde 

Af Carl Christian Ebbesen, organisatorisk 

næstformand 

Velkommen til Dansk Folkepartis 14. årsmøde. 

Dette år endnu en gang i Herning Kongrescenter, 

som vi er blevet rigtig glade for. 

Indskrivningen til årsmødet begynder klokken 

10.15, hvor de delegerede får udleveret en 

kuvert indeholdende stemmesedler og spisebilletter 

(såfremt man deltager i årsmødefesten 

og frokosten søndag). 

Præcis klokken 11.30 starter årsmødet med 

en velkomst af Hernings borgmester Lars 

Krarup. I lighed med tidligere år vil der være 

årsmødelotteri og en velassorteret DF-butik 

med mange flotte, nye DF-reklameartikler, 

beklædning og meget andet godt. 

Lørdagens program byder traditionen tro 

blandt andet på Pia Kjærsgaards årsmødetale 

og valg til hovedbestyrelsen. Dagen afsluttes 

som vanligt i festligt lag med en god middag, 

dans og underholdning. 

Gruppeformand Kristian Thulesen Dahl 

åbner søndagens møde, hvorefter der vil være 

politisk spørgetid, hvor fire toppolitikere fra 

folketingsgruppen vil svare på spørgsmål fra 

salen. Alle politiske spørgsmål er velkomne, 

og intet emne er hverken for stort eller for 

småt til at blive taget op. Ordstyrer er i lighed 

med tidligere år udenrigsordfører Søren 

Espersen. 

Vi slutter dagen kl. 14.00 med den traditionsrige 

afsyngelse af kongesangen. 

Dansk Folkepartis Landsorganisation glæder 

sig til at byde delegerede, gæster, presse 

og personale velkommen til årsmøde 2009. 

Dagsorden - 

Dansk Folkepartis 14. årsmøde 2009 

Lørdag, den 19. september: 

10.15 Indskrivning, hvor de delegerede får udleveret stemmeseddel 

m.v. (slutter kl. 11.30) 

Bemærk: Absolut sidste frist for indskrivning er kl. 

13.00. 

11.30 Musikalsk indslag + film 

Fællessang: Nr. 33: I Danmark er jeg født, dér har jeg 

hjemme. 

Velkomst til Herning v/ borgmester Lars Krarup. 

11.50 Carl Christian Ebbesen åbner årsmødet. 

Valg af referenter, stemmetællere og dirigenter. 

Dirigenterne overtager ledelsen af årsmødet. 

Dirigenterne giver oplysning om tidsfrist for anmeldelse 

af kandidater til hovedbestyrelsen. 

Fællessang: Nr.29: Der er et yndigt land. 

12.10 Formanden, Pia Kjærsgaards beretning. 

12.50 PAUSE 

13.20 Fællessang: Nr.63: Den gang jeg drog af sted. 

13.25 Hilsen til Helmand v/ Søren Espersen. 

13.40 Dirigenterne oplyser navnene på de til hovedbestyrelsesvalget 

anmeldte kandidater. 

13.50 Politisk og organisatorisk forhandling (Fri debat) 

14.50 Valg af formand. 

Valg af 2 hovedbestyrelsesmedlemmer, jvf. § 5, samt 

suppleant. 

På valg er: Kenneth Kristensen Berth og 

Preben Elmenhoff. 

15.20 Indkomne forslag. 

15.30 Kunstnerisk indslag. 

16.00 Årsmødets gæstetaler. 


17.00 Slut på lørdagens møde. 

19.00 Årsmødefest med festmiddag, dans og underholdning 

til kl. 02.00. 

Dørene åbnes kl. 18.45. 

Søndag, den 20. september: 

10.00 Fællessang: Nr.102: Nu falmer skoven trindt om land. 

10.05 Gruppeformanden, Kristian Thulesen Dahls beretning. 

10.35 Politisk spørgetid: Fire politikere besvarer spørgsmål fra 

salen. 

11.20 Aflæggelse og godkendelse af regnskab for år 2008, 

samt forelæggelse af budget for år 2009. 

Fastsættelse af kontingent til landsorganisationen for 

det kommende år. 

Valg af revisor. Alle punkter v/ Carl Christian Ebbesen. 

11.35 EU-tale v/ Medlem af Europa-Parlamentet Morten Messerschmidt. 


12.30 Hilsen fra Dansk Folkepartis Ungdom v/ landsformand 

Allan Steen Hansen. 


13.40 Eventuelt. 

13.45 Pia Kjærsgaard afslutter årsmødet. 

14.00 Fællessang: Nr. 30: Kong Kristian stod ved højen 

mast. 

Årsmødet slutter med frokost for de årsmødedeltagere, som 

har tilmeldt sig denne. 

21

sharia 

Ikke meget plads til britisk humor: 

Allahs sikre hånd hviler 

over Storbritannien 

I Storbritannien er shariadomstole blevet en integreret del af retssystemet, og deres kendelser har umiddelbar retsvirkning 

inden for afgrænsede juridiske felter. Domstolene træffer især afgørelser i familieretlige anliggender, men en ny undersøgelse 

peger på, at domstolenes beføjelser i det muslimske miljø reelt rækker langt videre, og uanset at disse afgørelser 

ikke har direkte retsvirkning i forhold til borgerne, accepteres afgørelserne alligevel fuldt ud i det muslimske miljø. 

Storbritannien er på vej mod et todelt juridisk system – et baseret på engelsk ret for ikke-muslimer og et shariabaseret for 

muslimer. 


Allah er herre 

over Universet 

hedder det på 

ubehjælpsomt 

engelsk på skiltet. 

Snart er Allah 

også herre over 

lovgivningen i 

Storbritannien, 

der accepterer, at 

juridiske afgørel- 

Scanpix 

ser træffes efter 

shariaret. Foto: 

22 

Der er ikke meget fi sh ’n’ chips, bowlerhat 

og ”jolly good English humour” tilbage over 

Londons East End, Leicester, Bradford og 

andre områder i Storbritannien, hvor andelen 

af muslimske indvandrere igennem 

de seneste 30 år er vokset dramatisk. 

Snart er det heller ikke engelsk lov, der 

gælder i de britiske ghettoer. I hvert fald 

ikke hvis man skal tro en ny rapport fra 

den uafhængige tænketank Civitas, der 

har afdækket Sharia-domstolenes virke i 

Storbritannien. 

I henhold til en lov fra 1996 kan briter 

få løst visse juridiske mellemværender 

ved et uafhængigt tribunal, såfremt 

alle parter i sagen ønsker dette. Afgørelserne 

betragtes ikke som egentlige 

domme – men nærmere som resultatet 

af en mægling, som alle parter i sagen 

forliges med. Denne mulighed har 

den muslimske minoritet i Storbritannien 

udnyttet til at indføre deres eget 

konkurrerende retssystem baseret på 

sharia. 

Strider mod menneskerettigheder 

Det sker på trods af, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol 

i en interessant afgørelse 

har fastslået, at shariaretten strider mod 

menneskerettighederne, blandt andet for så 

vidt angår ”kvinders juridiske status, og den 

måde, hvorpå sharia intervenerer i alle sfærer 

af det private og offentlige liv”, som det hedder 

i afgørelsen 

Fem shariadomstole, der alle sorterer under 

det såkaldte ”Muslim Arbitration Tribunal”, 

kan i dag afsige afgørelser inden for det familieretlige 

området – det drejer sig for eksempel 

om spørgsmål om forældremyndighed og skilsmisse. 

Dertil kommer omkring 80 selvbestaltede 

shariadomstole, hvis afgørelser ikke formelt 

anerkendes af det etablerede retssystem. 

Briterne er selv ude om, at muslimer i stadigt 

stigende omfang søger deres mellemværender 

afgjort uden om det etablerede retssystem, 

idet de britiske myndigheder selv har åbnet 

for muligheden ved at lade domstolene afgøre 

visse tvister. Den fl ig af accept af sharia, som 

myndighederne derved har givet domstolene, 

bruges i dag som argument for at øge anvendelsen 

af afgørelser baseret på sharia, ligesom 

mange muslimer er lige glade med om afgørelserne 

ifølge de engelske myndigheder er 

juridisk bindende eller ej. For dem er afgørelserne 

bindende, uanset om de anerkendes af 

den engelske stat eller ej, peger rapporten på. 

…Men anerkendes af engelske myndigheder 

Opmærksomheden omkring shariadomstolene 

blev for alvor vakt, da den anglikanske kirkes 

kirkelige overhoved, ærkebiskoppen af Canterbury, 

Rowan Williams, i februar 2008 i en 

opsigtsvækkende tale anbefalede, at der blev 

skabt mere plads til sharialovgivning i det engelske 

retssystem. Et synspunkt Lord Phillips 

af Worth Matravers, den daværende lord chief 

justice af England og Wales (svarer omtrent til 

en dansk højesteretspræsident, red.) støttede. 

Anerkendelsen fra såvel det åndelige som 

det offi cielle Storbritannien af, at sharia kan 

spille en juridisk rolle, har medført en fl od-

Foto: Scanpix 

bølge af ønsker fra det muslimske miljø om, 

hvordan sharia kan spille en endnu større rolle 

i samfundet. 

Blandt de fremmeste fortalere er Hajj Ahmad 

Thomson fra Foreningen af Muslimske 

Advokater, der mener, at overholdelse af 

Menneskerettighederne simpelthen nødvendiggør 

implementeringen af shariaret i engelsk 

lovgivning. Thomson peger på, at det 

især gælder spørgsmål om ”kvinder, der rejser 

udenlands og i tilfælde af dødsfald”. Thomson 

fremhæver, at det især er nødvendigt at ændre 

den engelske lovgivning, således at polygame 

ægteskaber tillades – dog således at kun mænd 

tillades at ægte op til fire hustruer. Ligeledes 

har den Muslimske Forening i Storbritannien 

udarbejdet en egentlig muslimsk ægteskabskontrakt, 

der indbefatter mandens ret til at 

opnå ægteskab ved blot at fremsige sit ønske. 

Kontrakten er dog blevet kritiseret for at 

være uislamisk, blandt andet af den toneangivende 

imam Yusuf al-Qaradawi. Al-Qaradawi 

mener således, at det er forkert, når ægteskabskontrakten 

tillader kvinder at være vidner, og 

at kvinder i henhold til kontrakten kan gifte 

sig uden tilladelse fra deres mandlige værge. 

Al-Qaradawi er blandt de største inspiratorer 

for de imamer, der afsiger kendelser i 

britiske sager. Imamen har blandt andet afsagt 

fatwaer, der forbyder muslimske kvinder at 

ægte muslimske mænd, som er kommunister 

og påbyder henrettelse eller fængsling som 

straf for frafald fra islam. 

Groteske fatwaer 

Hver dag afsiges der fatwaer i Storbritannien, 

der har konsekvenser for de involverede. En 

række af disse er samlet i den aktuelle rapport. 

Der er ikke meget over fish ’n’ chips og bowlerhat over Londons 

East end længere – og snart gælder engelsk lov heller 

ikke mere. 

Her omtales blandt andet en sag, hvor en imam 

fastslår, at en mand har ret til at kræve seksuelt 

samvær med sin kone uanset konens ønske 

– det er nødvendigt for at undgå, at manden tyer 

til ulovlige ting som at masturbere, lyder ræsonnementet. 

En anden fatwa vedrører spørgsmålet 

om, hvor langt en kvinde må fjerne sig fra 

hjemmet med eller uden tilladelse fra sin mand. 

Her lyder svaret, at ”forudsat at den kvindelige 

ægtefælle holder sig inden for bygrænsen, så 

kan en kvinde godt gå ud på egen hånd, såfremt 

hun har tilladelse fra sin ægtefælle.” 

En tredje afgørelse fastslår, at en muslim 

ikke har ret til at arve en ikke-muslim. En 

fjerde afgørelse forholder sig til, hvornår man 

kan have seksuelt samvær med en mindreårig 

kone – det fastslås her, at sådant samkvem er 

tilladt, når den mindreårige kone er begyndt 

at få menstruation, idet konen så er blevet en 

kvinde. En femte afgørelse fastslår, at det ikke 

er tilrådeligt som muslim at virke som taxachauffør, 

idet man så risikerer ”at skulle køre 

folk til pubber og diskoteker, især i weekenden. 

De kan være i fordrukken tilstand, halvnøgne 

eller lignende. I en sådan situation skal 

man være meget opmærksom på, at man ikke 

må se på de halvnøgne kvinder”. Denne afgørelse 

stammer fra Leicester, hvor samme 

imam også har afgjort, om det er lovligt for en 

muslimsk kvinde at køre bil. Svaret lyder, at 

det altid tilrådes kvinder at blive i deres hjem, 

medmindre det er absolut nødvendigt at gå 

ud. I sådanne tilfælde kan det være i orden, at 

kvinder kører bil, f.eks. hvis hendes mand ikke 

kan køre på grund af et uheld, og der ikke er 

noget alternativ, men kvinden skal sørge for at 

være behørigt tilsløret, og hvis hun kører uden 

fædre eller brødre i bilen, så skal hun blive inden 

for 77,3 km fra hendes hjem. 

Foto: Scanpix 

Endelig bliver en imam spurgt om, hvordan 

ægteskabsbrud kan straffes, når man befinder 

sig i et ikke-muslimsk land – og her fastslår 

den stedlige imam, at straffen for ægteskabsbrud 

skal udsættes til vedkommende igen befinder 

sig i et muslimsk land, hvor straffen kan 

eksekveres. 

Vil en person, der er rigtig vel forvaret, 

underkaste sig sådanne afgørelser, kan man 

spørge sig selv? 

Svaret er enkelt: Ja! 

En undersøgelse fra 2007 fra tænketanken Policy 

Exchange viser, at der er stor opbakning 

til, at sharia skal spille en større rolle i det engelske 

samfund – især blandt unge muslimer 

– og de unge muslimer er udmærket klar over, 

hvad shariaret indbefatter. Således er 56 procent 

af de 16-24 årige unge muslimer enige 

i, at en muslimsk kvinde ikke kan ægte en 

ikke-muslimsk mand (mod 51 procent af alle 

adspurgte muslimer), 57 procent af de 16-24 

årige er enige i, at en muslimsk kvinde ikke 

kan gifte sig uden tilsagn fra hendes mandlige 

værge (mod 49 pct. af alle adspurgte muslimer), 

52 procent af de 16-24 årige er enige i, 

at en muslimsk mand må tage op til fire koner, 

og 71 procent i aldersgruppen mener, at homoseksualitet 

er forkert og burde være ulovligt. 

Synspunkterne bekræftes af en lignende 

undersøgelse fra GfK NOP Social Research. 

Vejen er altså banet for, at sharialovgivning 

i årene fremover kommer til at spille en endnu 

mere betydningsfuld rolle i Storbritannien. 

Dermed er Storbritannien godt på vej til 

ikke længere at have én lov for alle men to 

divergerende retssystemer, hvoraf det ene strider 

mod helt fundamentale frihedsrettigheder. 

Tilhængerne af at 

indføre sharialovgivning 

i Storbritannien 

har magtfulde 

allierede, såsom den 

tidligere engelske 

højesteretspræsident, 

Lord Phillips, 

og det kirkelige 

overhoved i den 

anglikanske kirke 

Ærkebiskoppen af 

Canterbury, Rowan 

Williams. 

23 

Foto: Scanpix

ejser 

Kronkoloni i forfald 

Hong Kong er stadig en vidunderlig og attraktiv by at komme til både som turist og 

i arbejdsmæssigt øjemed, men der er sket ting og sager i den gamle kronkoloni 

siden Hong Kong blev overdraget fra Storbritannien til Den Kinesiske Folkerepublik 

i 199 – og bestemt ikke alt er til det bedre. Kenneth Kristensen Berth rapporterer 

fra heksekeddelen. 

Hong Kong, Dansk Folkeblad - 

”Wan Chai Road” 

Taxachaufføren kigger forundret på os, ryster 

på hovedet og slår ud med armene. ”Wan 

Chai Dow”, forsøger vi på vores bedste kantonesisk. 

Chaufføren er ved at blive hektisk. 

Han har allerede spildt et par minutter i Hong 

Kongs hektiske trafik på at forstå de to turister, 

der er trådt ind i hans taxa – og er der 

noget, der stadigt er gældende i Hong Kongs 

heksekedel, så er det, at tid er penge. Min 

kone får fundet vores lille gule seddel frem, 

hvor hendes bedstefar møjsommeligt på kinesisk 

har nedfældet adressen på hendes onkels 

lejlighed i Hong Kong. Hun rækker den gule 

lap til chaufføren. ”Ah, Wan Chai Dåw”, siger 

chaufføren, lyser op og sætter vognen i gang 

med kurs vores mål. 

Sprogforbistringer er blot et af resultaterne 

af, at i hundredetusindvis af kinesere over de 

senere år har sat kursen mod Hong Kong fra 

flere egne af Kina. Hvor man førhen som turist 

kunne færdes uhindret i Hong Kong og 

klare sig uden problemer med engelsk, så kniber 

det efterhånden, og kantonesisk slår heller 

ikke længere altid til. 

Tre sprog i Hong Kong 

Centraladministrationen i Kina er ikke glade 

for de kantonesisk talende sydkinesere og har 

slået et slag for at fremme mandarin som fæl- 

24 

lessprog i hele folkerepublikken. Ved kulturbegivenheder, 

i offentlige transportmidler og 

lignende hører man nu ofte speakerstemmen 

komme med meddelelserne først på mandarin, 

dernæst på kantonesisk og sidst på engelsk. 

De nærmest legendariske informationsskilte 

med chinglish-tekster om handicappede 

toiletter og særdeles fyldestgørende anvisninger 

om, hvilken type affald, der skal i hvilken 

affaldscontainer, er blevet hyppigere. 

”Det er et problem for Hong Kong med 

de mange kinesere fra Folkerepublikken, der 

kommer ind i landet”, fortæller en af vores 

venner, der selv bestrider en høj stilling i forsikringsverdenen. 

”Hong Kong lever af udlandet, 

vi skal være erhvervscentrum for hele 

Asien, og det kræver, at man kan begå sig i 

Hong Kong på engelsk, og engelsk-kundskaberne 

bliver værre og værre blandt den almindelige 

befolkning, og det skyldes indvandringen 

fra Folkerepublikken. Indfødte Hong 

Kong-borgere klarer sig fint både på engelsk 

og kinesisk”, siger han. Og rigtigt er det også, 

at Hong Kongs skoleelever stadig er blandt de 

allerbedste i internationale undersøgelser om 

skolekundskaber. 

Overdragelsesceremonien den 1. juli 

1997 i Hong Kongs Konference- og 

Udstillingscenter i Wan Chai markerede 

Storbritanniens overdragelse af Hong 

Kong til Kina, som en såkaldt speciel 

administrativ region. 

Hong Kongs skyline er blandt de smukke- 

Scanpix 

ste i verden – men indvandring fra Fastlands-Kina 

truer med at skabe problemer. Foto: 

Problemet med de manglende engelskkundskaber 

bekræftes dagen efter i Hong 

Kongs internationale finansmekka – International 

Finance Centre, hvis kæmpemæssige 

butikscenter kan prale med Armani-, Burberry-, 

Bulgari-, Ermenegildo Zegna-, Kenzo-, 

og Prada-specialbutikker – men ikke med 

en servicevagt, der er i stand til at forstå et 

spørgsmål på engelsk om, hvor det nærmeste 

toilet er. 

Voldsom indvandring fra Kinas 

fastland 

I 1999 fastslog Hong Kongs højeste juridiske 

myndighed, at 1,6 millioner fastlandskinesere 

skulle have adgang til at flytte til Hong Kong 

i løbet af det kommende årti. Beslutningen 

vakte allerede dengang opstandelse blandt 

Hong Kongs indbyggere, der protesterede og 

fik fremtvunget en delvis ændring af beslut-

ningen – men tilstrømningen af fastlandskinesere 

til den tidligere kronkoloni har været stor, 

hvor stor vides reelt ikke. 

Da Kina overtog Hong Kong i 1997 som 

en såkaldt speciel administrativ region skete 

det under betingelse af, at Hong Kong blev 

demokratisk. Den særlige ordning gik under 

navnet – Et land – to systemer – men Folkerepublikken 

har strammet grebet om Hong 

Kong igennem de seneste ti år. Og det lovede 

demokrati i Hong Kongs grundlov er udeblevet. 

Hvor der før blev talt om at indføre et 

demokratisk valg til Hong Kongs lovgivende 

forsamling og posten som øverste politiske 

overhoved i 2012, har Hong Kongs nuværende 

leder Donald Tsang udskudt planerne 

til 2017. Som Donald Tsang udtrykte det over 

for den britiske avis Daily Telegraph den 23. 

november 2008: ”Vi vil få almindelig valgret 

i 2017, men vi skal være i stand til at vælge en 

kandidat, der er acceptabel for Kina” – så alt 

tyder på, at der, hvis der bliver tale om et demokrati, 

bliver et demokrati med forbehold. 

Hong Kongs øverste politiske overhoved 

vælges i øjeblikket af et valgkollegium bestående 

af 800 mand primært fra forretningslivet, 

hvoraf langt hovedparten er sympatisk indstillet 

over for Fastlandskina. 30 af de 60 sæder i 

Hong Kongs lovgivende forsamling vælges af 

Hong Kongs borgere over 18 år. 

Endelig ikke fornærme kineserne 

På papiret er ytringsfriheden, forsamlingsfriheden 

og de andre frihedsrettigheder, med 

undtagelse af den noget begrænsede stemmeret, 

bevaret i Hong Kong. Men at de politiske 

udmeldinger i Hong Kongs politiske liv bliver 

fulgt nøje i Beijing, vidner flere tilfælde af arrestationer 

af fortalere for demokrati, der har 

bevæget sig over på den anden side af grænsen 

mellem Hong Kong og Kina, om. 

Fremgang til Pro-Beijing kræfterne ved 

valget til Hong Kongs lovgivende forsamling 

i 2008 har også betydet større pres på Falun 

Gong-bevægelsen, der tidligere har haft en 

sikker havn i Hong Kong. Som det Kina-venlige 

medlem af den lovgivende forsamling, 

Regina Ip konstaterer, er Falun Gong finansieret 

af udenlandske kræfter og del af et internationalt 

netværk, og lyder dermed som et 

ekko af Fastlandskinas regime. 

I det hele taget er den politiske kultur i 

Hong Kong i løbet af det seneste årti kommet 

til at handle mere og mere om, hvordan man 

kan undgå at fornærme det kinesiske styre ek- 

Foto: Scanpix 

semplificeret ved Donald Tsangs udtalelser i 

forbindelse med 20 års dagen for Massakren 

på den Himmelske Freds Plads, hvor Tsang 

efterabede det kinesiske styres version af begivenhederne. 

Den ændrede politiske kultur har især 

spredt sig til Hong Kongs fire kommercielle 

radio- og tvstationer, som kun yderst sjældent 

videregiver budskaber, der ikke er i fuld 

overensstemmelse med den kinesiske version. 

Derimod har de skrevne medier i større grad 

været i stand til at opretholde armslængdeprincippet 

i forhold til de kinesiske myndigheder 

og fastholder ytringsfriheden også om 

kinesiske forhold som helt central. 

Rige bliver rigere, fattige fattigere 

Efter 12 år som en del af Folkerepublikken 

Kina er forskellene på rig og fattig i Hong 

Kong paradoksalt nok forøget. Rigdommen 

er samlet på færre hænder, bl.a. fordi der har 

udviklet sig en kultur af vennetjenester, hvor 

offentlige opgaver gives til de samme virksomheder 

igen og igen. 

Blandt lyspunkterne er den økonomiske 

udvikling. Hong Kong er stadigt finansielt 

og økonomisk lokomotiv i Øst-Asien, og 

den verdensomspændende økonomiske krise 

har påvirket Hong Kong ganske lidt i sammenligning 

med andre lande – 10.000 jobs er 

forsvundet, så langt hovedparten af byens 7 

millioner indbyggere er stort set upåvirkede 

af krisen. 

De energiske butiksansatte på Nathan 

Road, de letlevende damer på Lockhart Road 

og tuskhandlerne ved Star Ferry Pier fortsætter 

deres daglige arbejde, medens vi begiver 

os om bord på den legendariske Star Ferry. 

Ruten sejler videre på trods af heftige forsøg 

på at lukke ruten efter, at metroen nu binder 

Kowloon og Hong Kong Island sammen under 

vandet. 

Sejlturen afslører Hong Kong i al sin storhed 

og pragt og kan anbefales. En metro kan 

man altid køre i. 

Medens færgen vuggende krydser strædet 

på vej mod Hong Kong Island – og giver et 

kort pusterum fra det pulserende byliv - kan 

man ikke undgå igen at lade sig betage af 

den storslåede udsigt. Hong Kongs skyline er 

stadig uforlignelig. Det er muligt, at Paris er 

byernes by, men Hong Kong er stadig Asiens 

bedste svar. 

Ifølge Hong Kongs forfatning skal Hong 

Kong være demokratisk, men det er centralmyndighederne 

i Kina, der fortolker 

forfatningen – og Hong Kongs politiske 

overhoved Donald Tsang har flere gange 

udskudt planer om at indføre almindelig 

stemmeret. Tusinde af demonstranter, 

der ønsker demokrati i Hong Kong, gik 

derfor på gaderne for at demonstrere for 

almindelige stemmeret den 1. juli 2009, 

der markerede tolv-årsdagen for Kinas 

overtagelse af Hong Kong. 

Foto: Scanpix 

2

historieforfalskning 

2 

DRs holocaustbenægter 

benægter alt 

Først var hun inviteret i studiet i sin egenskab af tilhænger af den iranske 

premierminister Mahmoud Ahmadinejad. Det benyttede hun til at 

benægte eksistensen af Holocaust. Nu benægter Danmarks 

Radios journalist Samira Tavin alt. 


”Jeg er ingen lemming. 

Jeg vil hen, hvor andre ikke er” 

Sådan skriver den unge journaliststuderende 

fra Roskilde UniversitetsCenter – og nuværende 

praktikant på Danmarks Radio, Samira 

Tavin, på sin blog. Og det tager hun helt 

alvorligt, for hvor det i Danmark forbindes 

med idioti og galskab at benægte Holocaust, 

ja så er det helt anderledes i Iran og de fleste 

arabiske lande. Her benægtes drabet på seks 

millioner jøder uden videre. 

Samira Tavin var den 23. juni sammen med 

Jaleh Tavakoli inviteret i studiet i DR2s Deadline 

22.30. Tavakoli var der som repræsentant 

for de mange herboende iranere, der benyttede 

opstanden mod præstestyret til at markere deres 

utilfredshed med mullaherne. Tavin blev 

præsenteret som tilhænger af Mahmoud Ahmedinejad. 

Det er selv samme Ahmedinejad, der af 

Human Rights Watch kritiseres for at være 

medvirkende årsag til, at menneskerettighedssituationen 

i Iran er forværret, siden han kom 

til magten. Samme Ahmedinejad, der har beordret 

det religiøse politi til at forøge fokus 

på, at iranske kvinder overholder beklædningsreglerne. 

Samme Ahmedinejad, der har 

fremturet med sit atomare program på trods 

af protester fra hele verden – og samme Ahmedinejad, 

der har benægtet holocaust. 

Irans leder er en folkehelt, mener DRpraktikanten 

Tavin indledte da også sin første tv-optræden 

i gæstens rolle med et behjertet forsvar 

for Irans præsident. Med et lille stykke papir 

liggende foran sig fortalte hun, hvordan Ahmedinejad 

havde hjulpet de fattige til en bedre 

tilværelse. 

Men derpå begyndte studieværten Nikolaj 

Sommer, at finde ud af, hvor langt Tavins 

sympati for Ahmedinejad egentlig rakte. 

Sommer henviste til, at Ahmedinejad har sat 

spørgsmålstegn ved Holocaust og har sagt, at 

Israel skulle fjernes fra landkortet. ”Han er vel

ikke ligefrem en helgen,” spurgte Sommer i 

håbet om at få sin kollega på rette spor. 

Det lykkedes ikke – i hvert fald fastholdt 

Tavin begejstringen for den iranske leder: 

”Altså det der med Israel, det er jo sådan, at 

han har aldrig sagt, at man skal udrydde hele 

Israel, at de skal dø alle israelerne, de skal 

ikke eksistere på verdenskortet, det vil sige de 

skal ikke eksistere som land…. Og Holocaust, 

det har han benægtet, men altså det har han 

vel sin frie ret til at benægte, hvis der er nogen, 

der tror på det”. 

Forbavset forsøgte Sommer en sidste gang 

at få kollegaen ud af hængedyndet – men for 

sent: 

Døde seks millioner jøder 

under Anden Verdenskrig? 

Nej, mener Samira Tavin. 

DRs Holocaustbenægtende journaliststuderende, 

Samira Tavin, i fuld færd med at 

hylde Irans leder Ahmedinejad, benægte 

Holocaust og retfærdiggøre det iranske regimes 

forsøg på at Israels befolkning. Efter en 

kammeratlig samtale med sin chef benægter 

Tavin nu alt. 

Foto: Scanpix 

Foto: youtube 

”Ved du hvad, jeg kan sagtens støtte, ikke at 

man benægter Holocaust, men at benægte, at der 

døde seks millioner jøder. Det tror jeg da heller 

ikke på, for hvis det var, at der døde 6 millioner 

jøder, hvorfor må man så ikke efterforske det 

den dag i dag. Dem, der stiller spørgsmålstegn 

ved det eller efterforsker det i dag, de bliver sat 

i en ret, i en domstol. Er det demokrati? Er det 

ytringsfrihed? Det er ikke frihed” 

Og tror heller ikke på antallet af 

dræbte jøder 

Samira Tavin var afsløret på åben skærm: 

”Ved du hvad, jeg kan sagtens støtte, ikke at 

man benægter Holocaust, men at benægte, at 

der døde seks millioner jøder. Det tror jeg da 

heller ikke på.” 

Efter en kammeratlig samtale med sin foresatte 

i Danmarks Radio, er det imidlertid ikke 

længere kun drabet på seks millioner jøder 

Samira Tavin benægter, hun benægter nu også 

overhovedet at have benægtet Holocaust, ligesom 

hun benægter at være tilhænger af Ahmedinejad, 

selvom det var hele begrundelsen 

for at invitere Tavin i studiet. 

Som Tavin skriver på sin blog på Roskilde 

Universitetscenters hjemmeside: 

”Ja, som det kan ses, er det jo total volapuk 

(volapyk?, red) - (det er det nu ikke, det er 

ganske klart og utvetydigt, red.). Det jeg prøvede 

at sige på en klumpet måde var, at det 

skal være tilladt at ytre sig om antallet af døde 

uden at tage fokus fra de forfærdelige hændelser, 

der skete under Anden Verdenskrig. I 

bund og grund er det fuldstændig lige meget 

om der døde seks millioner eller om der døde 

en. Et liv er et liv….. Jeg er på ingen måde 

holocaust benægter eller for den sags skyld 

holocaust revisionist. Jeg vil på ingen måde 

benægte, at der døde 6 millioner jøder, men 

jeg vil heller ikke fratage folk at sætte spørgsmålstegn 

ved det….Og det skal absolut siges, 

at jeg på ingen måde bakker op om præstestyret 

i Iran. Om man stemmer på Ahmadinejad 

eller Mosavi, gør ingen forskel, da begge er 

udvalgt af regimet.” 

Skyder med pistoler i fritiden 

Man må sige, at Samira Tavin gør, hvad hun 

kan for at forsøge at undgå at få mere tid til 

at skyde med 9 millimeter og 22 kaliber, som 

ifølge bloggen er hendes foretrukne fritidsinteresse. 

Men Danmarks Radios sanktion står ved 

magt, Tavin bliver ikke lånt ud til nyhedsafdelingen, 

så længe hun er i praktikforløb på DR, 

men kan derimod godt fortsætte på Sporten. 

”Praktikanter og andre har lov til at have de 

holdninger, hun har. Men jeg har haft Samira 

inde til en kammeratlig samtale, da hun skal 

vide, at den slags gør man ikke som journalist. 

Der blander man ikke sine egne holdninger 

ind i faget. Man kan ikke både være meningsbærer 

og objektiv journalist, siger Judith 

Skriver, der er chef for DR Sporten til Sappho 

Nyhedsbrev. 

2

øger 

Ærligt portræt af 

Kristian Thulesen Dahl 

Han er Danmarks femtemest magtfulde menneske, næsten alt på Borgen runder 

hans skrivebord, han er kun lige fyldt 40 - og nu rammer den første biografi om 

ham boghandlerne. Dansk Folkeblad har læst værket 

Af Karsten Holt 

Der står respekt omkring Kristian Thulesen 

Dahl. Ingen tvivl om det. Alle kender billedet 

af Dansk Folkepartis gruppeformand 

og fi nansordfører, når han efter hårde forhandlinger 

med regeringen smilende meddeler 

pressen, at der nu ligger en aftale for det 

kommende års fi nanslov parat. Alle lytter, når 

Kristian Thulesen Dahl vender tommelfi ngeren 

op eller ned til et forslag fra regeringen. 

Og af både journalister, kommentatorer samt 

politiske med - og modspillere bliver ord som 

”strategisk begavelse”, ”fl ittig”, ”utrættelig” 

og ”taktiker” ofte benyttet. 

I Dansk Folkeparti er han af de fl este først 

og fremmest kendt for sit festlige humør, sin 

store forkærlighed for fl æskesteg og sin begejstring 

for det engelske fodboldhold Liverpool 

FC. Og der er ingen tvivl om, at Kristian 

Thulesen Dahl befi nder sig godt med sit 

image som den pragmatiske, joviale, sjove og 

konfl iktløsende gruppeformand. Det er sådan, 

han helst vil ses. Men hvem gemmer sig bag 

overfl aden på Danmarks femtemest magtfulde 

person? Og hvad er drivkraften bag en af Danmarks 

mest succesrige politikere, hvis biografi 

trods en beskeden alder på 40 år fylder mere 

end de fl estes? 

Det har forfatteren og journalisten Niels 

Dahl givet sig i kast med at undersøge - og ud 

af det er der kommet en fremragende politisk 

biografi , som i modsætning til så mange andre 

Niels Dahl 

Kristian 

Kronprinsen 

Forlaget Broe 

2009, 314 sider, 

299 kroner 

Bogen udkommer 

den 4. september 

og kan blandt 

andet købes i DF-butikken 

– se side 31. 

2 

bøger i samme genre ikke adskiller hovedpersonen 

fra de historiske og politiske rammer, 

men som gennembryder lydmuren af medieklicheer. 

Historien om Kristian Thulesen Dahl er 

ikke alene historien om en politiker, men også 

mere end to årtiers danmarkshistorie og ikke 

mindst en beretning om Fremskridtspartiets 

sidste dage og stiftelsen af Dansk Folkeparti. 

Mødet med Mogens Glistrup 

Under læsningen kan det i begyndelsen undre, 

at forfatteren bruger så meget tid på at endevende 

konfl ikterne i Fremskridtspartiets sidste 

dage, og at han bruger forholdsvis meget 

plads på beskrivelser af den politiske situation 

efter systemskiftet i 2001. Men hurtigt står det 

klart, at et fyldestgørende portræt af Kristian 

Thulesen Dahl nødvendigvis skal tænkes ind 

i den ramme, som udgør størsteparten af hans 

hverdag: Politikken, indfl ydelsen, magten og 

kampen for ”sagen”. 

Læseren tages med på en rejse til barndomshjemmet 

i Nørre Snede, den lille by med 1500 

indbyggere, hvor alle kendte hinanden, og hvor 

Kristian Thulesen Dahls forældre begge underviste 

på centralskolen, hvor både Kristian 

Thulesen Dahl og hans brødre var elever. Barndomshjemmets 

politiske udgangspunkt var Det 

Radikale Venstre, som dengang var et ganske 

anderledes parti, der også havde plads til ”den 

lille mand” i skikkelse af de mange husmænd 

og små selvstændigt erhvervsdrivende. 

I det lille hjem var lysten til at diskutere politik 

udpræget, og emnerne kunne være hvad 

som helst, når bare de gav anledning til en god 

diskussion, der let kunne vare fl ere timer, og 

hvor alle argumenter kritisk blev målt og vejet. 

Men den egentlige politiske ”åbenbaring” fi k 

Kristian Thulesen Dahl først, da han som 13årig 

deltog i et møde med Fremskridtspartiets 

stifter Mogens Glistrup, hvor han oplevede, at 

Glistrup tog ham alvorligt og svarede udførligt 

på hans spørgsmål. Den lokale formand for 

Fremskridtspartiet, Kaare Graversen øjnede et 

muligt talent i den unge Kristian, han meldte

Som formand for Folketingets finansudvalg 

har Kristian Thulesen Dahl et særligt 

kontor ved siden af finansudvalgets 

mødesal .Her fungerer han i praksis som 

regeringens uundværlige nøgle til pengekassen. 

Tidligere statsminister Anders Fogh 

Rasmussen beskriver Kristian Thulesen 

Dahl som den mest magtfulde formand for 

Finansudvalget siden I.C. Christensen, der 

fra 1895 brugte formandsposten benhårdt 

i partiet Venstres kamp mod Højre-regeringenfrem 

til systemskiftet i 1901. 

Foto: Scanpix 

sig ind og som 13-årig deltog han for første 

gang i et møde i Fremskridtspartiets Ungdom 

(FPU) i Aabenraa, hvor han dog fra sidelinjen 

nøjedes med at iagttage de meget heftige diskussioner 

om partiets fremtidige kurs. 

På togturen til Aabenraa kom Kristian Thulesen 

Dahl i øvrigt til at sidde i kupé med den 

dengang 19-årige Peter Skaarup, som også var 

hurtig til at se muligheder i den unge mand. 

Nogen direkte vej ind i politik blev det dog 

ikke til, fordi Kristian også havde så uendeligt 

mange andre gøremål; der var skolen, der 

skulle passes og fritidsinteresserne, musik og 

fodbold. Men måske også fordi stemningen i 

Fremskridtspartiet allerede dengang var giftig 

og præget af konflikten mellem ”strammere” 

og ”slappere”. Netop den konflikt er afgørende 

for forståelsen af Kristian Thulesen Dahls 

politiske virke. 

Strammere og slappere 

Mens strammerne i Fremskridtspartiet grundlæggende 

ønskede at bevare partiet som en 

meget løst organiseret, nærmest ”revolutionær” 

bevægelse, efterspurgte slapperne konkret 

politisk indflydelse, vilje til kompromis 

og en normal partiorganisation. Der skal ikke 

dykkes dybt ned i den problemstilling her, 

blot skal det nævnes, at slapperfløjen havde 

et godt tag i såvel FPU som den del af Fremskridtspartiet, 

som Pia Kjærsgaard kom til at 

stå for. Slapperlinjen måtte uundgåeligt tiltale 

Kristian Thulesen Dahl, som netop var optaget 

af at opnå resultater, og han knyttede sig 

snart meget tæt til både Pia Kjærsgaard og Peter 

Skaarup. 

Kristian Thulesen Dahl blev som kun 25årig 

valgt til Folketinget i 1994, og godt og vel 

et år senere var han sammen med Pia Kjærsgaard, 

Peter Skaarup, Poul Nødgaard og Ole 

Donner med til at stifte Dansk Folkeparti. Stiftelsen 

skete på ruinerne af et Fremskridtsparti, 

som var i indre opløsning, og hvis landsmøde 

i 1995 druknede i kaos, råb og skrig. I den forbindelse 

blev Kristian Thulesen Dahls navn 

landskendt, da Kresten Poulsgaard var ved 

at kløjes i det fra talerstolen. Men at Dansk 

Folkeparti skulle blive en succes, stod ikke 

skrevet i kortene på forhånd. Det krævede 

benhårdt politisk og organisatorisk arbejde. 

Det interessante ved Niels Dahls biografi 

om Kristian Thulesen Dahl er, at den lader læseren 

ane en rød tråd i politikerens liv. Ud fra 

en overfladisk betragtning vil kritikere påstå, 

at Thulesen Dahl har taget mange politiske kovendinger 

– f.eks. fra et oprindeligt ønske om 

en afskaffelse af indkomstskatten til en accept 

af det danske velfærdssamfund. Men læser 

man mellem linjerne, har kovendingerne ikke 

været så kraftige. Skattespørgsmålet optog aldrig 

Kristian Thulesen Dahl på samme måde 

som andre i Fremskridtspartiet. Han interesserede 

sig for den økonomiske politik, men mest 

for helheden, og som vanemenneske var han 

faktisk utryg, da Poul Schlüter blev statsminister 

i 1982. 

Et gammeldags menneske 

Der er også dem, som påstår, at Kristian Thulesen 

Dahl er ufolkelig og intet irriterer ham 

mere. Niels Dahl viser et billede af en politiker, 

som på trods af hjemmevant færden på 

de bonede gulve stadig elsker at vise sig på 

kræmmermarkeder og tale i forsamlingshuse, 

som nyder kontakten med helt almindelige 

danskere, og som aldrig er rykket væk fra sine 

rødder i omegnen af Nørre Snede. I bogen giver 

Kristian Thulesen Dahl meget ærligt udtryk 

for, at han sikkert en dag vil fortryde, at 

mangen en time hos sin kone og tre børn er 

blevet erstattet med timer ved forhandlingsbordet, 

men omvendt viser det, at Thulesen 

Dahl er alt andet end en levebrødspolitiker, 

for hvem ugen på Christiansborg stopper om 

torsdagen. 

Niels Dahl nævner flere steder ”sagen”, 

som det afgørende i Kristian Thulesen Dahl 

liv. Men hvad går denne sag ud på? Sagen er 

først og fremmest at bevare Danmark som 

en selvstændig og sammenhængende nation, 

og dette mål bestemmer Kristians Thulesen 

Dahls syn på alt fra EU til udlændingepolitik. 

Man kunne også sige, at ”demokrati” i ordets 

egentlige forstand er Thulesen Dahls sag. For 

ifølge ham er demokrati kun muligt i et land, 

der hænger såvel økonomisk som menneskeligt 

sammen, for kun dér er det muligt at have 

den offentlige debat, som er så vigtig. 

Når bogen alligevel kun delvis indfrier forventningerne 

om et svar på, hvem Kristian 

Thulesen Dahl egentlig er, skyldes det ikke 

mindst, at han – højst gammeldags – er et meget 

reserveret menneske, der skarpt adskiller 

privatliv fra offentlig optræden. Derfor bliver 

journalisterne ikke inviteret hjem til Kristian 

Thulesen Dahl, ligesom de heller ikke får lov 

til at tage billeder af den lille familie. Irriterende, 

vil nogle sikkert mene, men man kunne 

også vælge at kalde det anstændigt. I en tid 

hvor offentlige bekendelser og udrulninger af 

selv intime detaljer er blevet hverdag, er det 

forfriskende, at der stadig findes mennesker, 

som beskytter deres familier mod offentlighedens 

nysgerrighed. Det tjener Kristian Thulesen 

Dahl til ære og er udtryk for stor hæderlighed 

og personlig integritet. 

Niels Dahl er fætter til Kristian Thulesen 

Dahl, men bogen bærer ikke præg af familieforholdet. 

Tværtimod har Niels Dahl med stor 

professionel dygtighed talt med et hav af kilder 

fra persongalleriet omkring Kristian Thulesen 

Dahl, hvilket bidrager til et billede med 

mange facetter. Som et stykke relevant politisk 

danmarkshistorie – og et glimrende portræt 

– kan bogen på det varmeste anbefales. 

29

urkaer 

Af Karsten Holt 

30 

Knald i burkaen 

Først forkyndte de et forbud mod de kvindeundertrykkende 

og middelalderlige burkaer 

under stor medieståhej. ”Vi har ændret holdning. 

Hvis man ikke ser fordomsfrit på tingene, 

så fl ytter man aldrig noget”, lød det fra 

partiformand Lene Espersen på de konservatives 

sommermøde, hvor hun blev sekunderet 

af en stålsat justitsminister Brian Mikkelsen 

og en glædesstrålende nyudnævnt integrationsordfører 

Naser Khader – den egentlige ophavsmand 

til forslaget. 

Forslaget er et fremskridt, for internetavisen 

jp.dk kunne oplyse, at de konservative så sent 

som i april i år indtog en afvisende holdning 

til et burkaforbud, da Peter Skaarup bragte det 

op… 

Udsigten til et forbud mod burkaer fi k imidlertid 

både Konservativ Ungdom og hovedbestyrelsesmedlem 

Peter Norsk til at rase i 

medierne og beskylde deres eget parti for at 

lyde som Dansk Folkeparti. Men Lene Espersen 

og Naser Khader stod klippefast. Men kun 

indtil det viste sig, at de konservative ministre 

alligevel kan ende med at stemme mod deres 

eget forslag, hvis Venstre ikke støtter det – for 

De konservative snublede i burkaen, 

forkyndte Ekstra Bladet dagen 

efter de konservatives felttog. 

regeringen er et kollektiv. Mere værdipolitik 

er der åbenbart ikke i Det Konservative Folkeparti, 

når det virkelig kommer til stykket. 

De Konservative har i de senere år været en 

lidt underlig størrelse på den politiske scene i 

Danmark – klemt af Venstre, presset af Dansk 

Folkeparti og ikke mindst ragende rundt uden 

selv helt at kunne fi nde sit fodfæste: Hvad er 

en konservativ værdi? Skattelettelser? Burkaforbud? 

De har famlet lidt. 

På den ene side har partiet en politik, der de 

seneste knap otte år har muliggjort et samarbejde 

med Venstre og Dansk Folkeparti – på 

den anden side ser mange konservative især 

sidstnævnte hen, hvor peberet gror, og de udsteder 

da også jævnligt skingre fatwaer mod 

regeringens støtteparti, hvis medlemmer de 

beskriver som platte, udannede, skingre og 

indehavere af suveræn dårlig smag. 

Et gammelt mundheld lyder, at man ikke 

må skræve mere, end bukserne kan holde, og 

her er de konservatives problem i en nøddeskal. 

For skønt partiet hævder at være ”konserverende” 

i den forstand, at man ønsker at 

bevare Danmark og på landsrådene højtideligt 

afsender telegrammer pr. telefax til Kongehuset, 

så overgår partiet gang på gang selv det 

Radikale Venstre udi kunsten at lovprise alt 

fra globalisering over indvandring til EU og 

Lissabontraktaten. Det har ført til det absolut 

intetsigende slogan om, at partiet ønsker at 

”forandre for at bevare” – det rene sludder og 

ordgas. 

Derfor bør Burka-affæren heller ikke komme 

bag på nogen. Det er nemlig ikke første 

gang, de konservative brøler ”danske værdier” 

for senere at falde ned som et kulturradikalt 

lam og hviske ”tolerance” og ”mangfoldighed”. 

Tilrådeligt havde det utvivlsomt været, 

at Naser Khader forinden havde konsulteret 

partiets chefi deolog Per Stig Møller, for ingen 

har mere styr på den komplekse blanding af 

kongerøgelse og kulturradikalisme end ham, 

og alle alarmklokker burde have ringet, fordi 

han indtil videre har valgt at forholde sig tavs. 

Men Dansk Folkeparti agter at tage det gode 

forslag op i Folketinget – gerne på egen hånd, 

hvis modet atter svigter de konservative. 

Foto: Scanpix

t 

Slipsenål 

Kr. 30,- pr. stk. 

t 

Indkøbsnet/ 

mulepose Kr. 10,- pr. stk. 

Kasket 

Kr. 25,-. 

tDokumenttaske Praktisk taske til 

Bøger: t 

arbejdsbrug. 

»Kristian 

Med skulderrem. Kr. 75,-. Kronprins«. 

Kr. 299,-. 

»Albert 

Edvard 

Mortensen« 

af Henrik 

Thorup 

Kr. 148,-. 

Morten 

Uhrskov 

Jensen. 

»Et delt folk« 

Kr. 245,-. 

Servietter og 

kageflag kr. 50,- 50,- 

Pastilæsker med 

logo. Kr. 5,-. 

Nøglering til 

indkøbsvogn. 

Balloner, 

pinde og holder. 

Pen. 

Kr. 5,-. 

Habitnål. 

Kr. 10,-. 

Det bugner af spændende varer i DF-BUTIKKEN og alt kan bestilles hos: 

DF-BUTIKKEN Tlf.: 4343 1414 / hverdage kl. 08:00-16:00. 

E post: df-butikken@mail.dk · hjemmeside: www.df-butikken.dk 

BUTIKKEN 

Mulepose 

Kr. 20,-. 

Sports/Rejsetaske 

Kr. 118,- pr. stk. t 

t 

Herre 

t-shirt 

Tilbud: Kr. 50,-. 

Str.: S, M, L, XL, 

XXL, XXXL 

Herre 

t-shirt 

t 

Musemåtter 

Kr. 25,- pr. stk. 

NYHED 

Rygtaske 

med et lille 

logo på 

forsiden. 

Kr. 98,-. 

t 

t 

Kampagne 

Jakke 

Kr. 250,-. 

Str.: S, M, L, 

XL, XXL, XXXL 

t 

Lille rygtaske 

Skrå, smart 

rygtaske med et 

lille logo på forsiden. 

Kr. 25,-. 

Udover DF-BUTIKKENS varer kan lokalformænd gratis rekvirere følgende: DF-balloner med pinde, 

DF-brochurer, DF-Grundlovs-bøger, DF-principprogram, DF-nøgleringe til indkøbsvogn samt 

DF-bolcher til brug ved markeder og torvedage. 

Dame 

t-shirt 

Tilbud: Kr. 50,-. 

Str.: S, M, L, XL 

Nøglebånd Kr. 12,-. 

Poloshirt 

Kr. 75,-. 


XL, XXL, XXXL. 

DF Krus 

Kr. 45,- pr. stk. 

Sweat shirt 

med krave Kr.135,-. 


XL, XXL 

DF 

Paraply 

Kr. 30,pr. 

stk. 

t


Christiansborg 

1240 København K 

Ved adresseændring, 

kontakt tlf.: 33 37 51 99 

KØB DANSK FOLKEPARTIS 

JULEMÆRKE 

MED ODDEN KIRKE 

- overskud fra salget går til velgørende formål 

Dansk Folkepartis julemærke udkommer nu for 10. 

gang. Igen går overskud fra salget til et velgørende formål, 

og atter sælges mærket i ark á 20.00 kr. 

Julemærkets motiv er i år Odden Kirke på Sjællands 

Odde, Roskilde Stift. 

Odden Kirke er vel nok landets mest besøgte landsbykirke, 

og årsagen til den store interesse må findes i kirkegården, 

som er anlagt som et gravsted for de marinere 

fra såvel Danmark som Storbritannien, som faldt i slaget 

ved Sjællands Odde i 1808, mest berømt af dem løjtnant 

Peter Willemoes. På mindesøjlen er indhugget Grundtvigs 

mesterværk, ”De Snekker mødtes i Kvæld på Hav”, 

og på graven ligger opstablet kanonkugler – med mindestenens 

inskription: ”Herunder hvile Lieutenanterne 

Willemoes og Dahlerup af Søetaten og Lieutenant Soland 

af Landetaten omgivne af 29 Mand alle af Linjeskibet 

Prinds Christians besætning, faldne i Kampen ved 

Sjællands Odde d. 22. Marts 1808. Dette Minde reistes 

af Sølieutenants Selskabet d. 11. Maj 1883, Hundredårsdagen 

efter at Peter Willemoes fødtes”. 

Kirken er opført i sidste del af det 13. århundrede i blanke 

munkesten. I tidens løb er der tilføjet tårn, våbenhus 

og kapel. Koret blev udvidet i 1820, og derefter var kirken 

pudset og som de fleste landsbykirker hvidkalket. 

Først i 1874 fik Odden Kirke sin karakteristiske røde 

farve. Døbefonten er todelt. 

Brug DF-julemærket til alle dine julekort og breve 

- samt selvfølgelig på alle officielle DF-skrivelser. 

Specielt til samlere: 

Julemærkeark fra de foregående år kan stadig købes - 

og det til en meget billig penge. 

For bare kr. 20,00 Kr. får du nemlig et ark fra tidligere 

årgange: 2000-2001-2002-2003-2004-2005-2008. 

Desværre er 2006 og 2007 udsolgt. 

2009 

PP 

MAGASINPOST UMM 

ID-nr. 46654 

Jul i Danmark 

Mærket er fotograferet, designet og layoutet af Apple Farm Grafik og Reklame. 

”Jul i Danmark 2009” kan købes i DF-butikken på 

Årsmødet - eller bestilles i DF-sekretariatet på 

Christiansborg (33 37 51 99 - df@ft.dk), 

som fremsender portofrit, vedlagt girokort. 

Alle deltagere på Årsmøde 2009 får et ark vederlagsfrit. 

Underdelen har ligesom den øverste del en udhulning. 

Den kan have været et gammelt vievandskar. Altertavlen 

er træskærerarbejde med årstallet 1638. Prædikestolen 

er fra 1821, og i loftet er ophængt et kirkeskib, naturligvis 

modellen af Linjeskibet Prinds Christian. Kalkmalerierne 

fra middelalderen blev afdækket under restaureringen 

i 1966. 

Jul i Danmark 2004 

2000 2001 2002 2003 


Jul i Danmark 

2006 

UDSOLGT 



2004 2005 2006 2007 2008 

UDSOLGT 

2008 

Jul i Grønland

PLETSKUD! - Dansk Folkeparti

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?