Beskyttelse af havnaturen i indre danske farvande - status og ...

8. Marine habitatområder: anbefalede udvidelser og tilføjelser
8.1 Hvilke principper bygger anbefalingerne på?
Når det kommer til afgrænsning, form og størrelse af beskyttede havområder findes der
ingen standardformel, der gør sig gældende for alle slags områder. Der findes dog en
række anbefalinger bygget på efterhånden mange års erfaring med beskyttede havområder
rundt omkring på kloden.
Noget af det allervigtigste er at definere, hvad det er man ønsker at beskytte, og hvorfor
man ønsker at beskytte det. Er det for at bevare sjældne dyr og planter og de habitater,
hvortil de hører? Beskytte kommercielle fiskearter for at forøge bestandene? Tiltrække
turister? Vil man have uforstyrrede referenceområder til havforskning? Svarene på disse
spørgsmål, sammenstillet med en grundig analyse af de fysiske, biologiske og
samfundsmæssige processer i områderne vil kunne danne grundlaget for et beskyttet
områdes udformning og forvaltning.
I denne rapport vil anbefalinger om yderligere beskyttelse af danske havområder blive
baseret på flere principper, hvoraf et af de vigtigste er forsigtighedsprincippet.
Forsigtighedsprincippet er et begreb, som i dette tilfælde handler om, hvordan
myndigheder bør håndtere videnskabelig usikkerhed og manglende viden om
miljøeffekterne af forskellige aktiviteter på havet. Forsigtighedsprincippet giver
myndighederne mulighed for at trække i nødbremsen og lægge begrænsninger på
aktiviteter, også selvom det endnu ikke er videnskabeligt bevist, at aktiviteterne er
skadelige for havnaturen. Modsat kan man vælge at tillade aktiviteterne uden at kende
konsekvenserne med en potentielt uoprettelig katastrofe til følge. Et eksempel som de
fleste kender fra dagligdagen er diskussionen on drivhuseffekten og klimaforandringer.
Der er endnu ikke entydig videnskabelig enighed om, at klimaforandringerne er
menneskeskabte, men alligevel er Kyoto-aftalen, som forpligter lande til at mindske deres
kuldioxid-udslip, nu alligevel trådt i kraft.
Et princip, som i høj grad også gør sig gældende i anbefalingerne, er at hvis man kun har
et begrænset kendskab til de dyr og planter, som lever i og på de forskellige habitater i
specifikke områder, så må man basere forvaltningen af marin natur på det faktum, at der
til bestemte habitater oftest hører typiske sammensætninger af dyre- og plantearter, altså
bestemte biologiske samfund (bl.a. Day & Roff 2000). Disse samfunds sammensætninger
er meget afhængige af de fysiske faktorer (f.eks. saltholdighed) i det pågældende
havområde, hvilket derfor kræver, at alle mulige kombinationer af levesteder og fysiske
faktorer er repræsenteret i udpegninger af beskyttede havområder. EF-Habitatdirektivet
bygger bl.a. på dette koncept om marine habitaters repræsentativitet i et netværk af
beskyttede områder.
Havområdernes og habitaternes indbyrdes økologiske sammenhæng er endnu et princip,
som danner grundlag for anbefalingerne. Ligesom en mælkebøttes frø spredes med
vinden, eller et dyr vandrer langs spredningskorridorer på land, spredes ligeledes havets
dyr og planter aktivt eller passivt langs bunden eller med havstrømmene i en slags ”blå
korridorer”. Generelt ved vi overraskende lidt om disse ”blå korridorer”, men den smule,
vi ved, skal inkorporeres i forvaltningen af marin natur. Forvaltningen skal desuden
udnytte til det maksimale, at man har kendskab til begrænsede, passende habitater i
danske farvande, hvortil disse dyr og planter kan spredes samt sikre at dyre- og
plantesamfund her kan udvikle sig uforstyrret, til glæde for naturen og for dem, der lever
af den.
58