Beskyttelse af havnaturen i indre danske farvande - status og ...

5.1.2 Naturreservater
Der findes i alt 16 fredede havarealer i Danmark, hvoraf de 12 findes i
undersøgelsesområdet, svarende til ca. 43.500 ha af søterritoriet (se figur 12). Disse
områder betegnes naturreservater. Begrebet er ikke lovfæstet som sådan, men bruges
alligevel når et større område fredes med hjemmel i Naturbeskyttelsesloven (som før hed
Naturfredningsloven). Miljøministeren kan
med §51 i Naturbeskyttelsesloven (svarende til
§ 60 i Naturfredningsloven) ”…ved
bekendtgørelse gennemføre fredninger på
statsejede arealer samt på søterritoriet og
fiskeriterritoriet…”. Loven er her blevet
udvidet til også at gælde i fiskeriterritoriet (ud
til den eksklusive økonomiske zone), da flere
internationale beskyttelsesområder findes i
dette område. Det er ganske unikt, at man i
Figur 12 Statsfredninger (Kilde: AIS, AIS-
SNS).
Danmark har valgt at udvide en lov om
naturfredning til også at gælde i alle nationale
havområder.
Ifølge samme §51 kan der i forbindelse med en fredning på land ligeledes fredes
”…tilgrænsende lavvandede dele af søterritoriet, når der knytter sig en særlig interesse i
at medtage disse områder under fredningen”.
En fredning på søterritoriet gennemføres for bl.a. at beskytte havnaturens dyr og planter
samt deres levesteder og for at sikre naturvidenskabelige værdier. I flere tilfælde finder
forskning sted i naturreservaterne, hvor man f.eks. har mulighed for at sammenligne et
uforstyrret område med omkringliggende påvirkede områder, altså kan naturreservaterne
fungere som naturvidenskabelige referenceområder. Et eksempel på dette er
naturreservatet Agerø og Skibsted Fjord i Limfjorden (se afsnit 7.1.2), hvor brugen af
bundslæbende fiskeredskaber har været forbudt siden slutningen af 1980’erne. Området
kan nu bruges som reference for at blive klogere på effekterne af det bundskrabende
muslingefiskeri på fjordbundens dyr og planter.
5.2 Internationale aftaler og beskyttelsesområder
5.2.1 Biodiversitetskonventionen
Danmark er blandt de over 150 lande, som ved FN’s verdenskonference om miljø og
udvikling i Rio de Janeiro i 1992 underskrev og forpligtede sig til
Biodiversitetskonventionen, eller konventionen for bevarelsen af biologisk
mangfoldighed. Konventionen er bindende, men den er en bredt formuleret
rammekonvention. Målet med konventionen er at bevare jordens rigdom af dyr og
planter, deres genetiske variation og deres levesteder samt at sikre en bæredygtig
udnyttelse af de levende ressourcer.
I 1995 vedtog man det ikke-bindende Jakarta Mandat, som gennem generelle temaer og
principper omhandler vigtigheden af bevaring og bæredygtig udnyttelse af biodiversiteten
i havet og kystområder.
I 1998 blev man ved en partskonference enige om et flerårigt arbejdsprogram, der mere
specifikt beskriver målene, hovedprincipperne og fremgangsmåden for at opnå bevarelse
og bæredygtig udnyttelse af marin biodiversitet via en integreret forvaltning af kyst- og
24