Beskyttelse af havnaturen i indre danske farvande - status og ...

dybere vand en lagdeling, hvor det tunge, salte vand flyder langs med bunden, mens det
lettere, mere ferske vand findes ved overfladen. Hvor vandet er dybere end ca. 15 m
findes som regel et meget defineret springlag, og under dette lag er saltholdigheden som
regel på omkring 32-34 promille (Andersson & Rudberg 1993 i Matthews et al. 1999).
Ved springlaget forekommer konstant en vis opblanding af de to vandmasser. Således
falder vandets saltholdighed gradvist ned igennem Skagerrak, Kattegat, Bælthavene og
Øresund, og denne saltholdighed er meget afhængig af vind og strøm. Saltholdigheden i
Kattegats overfladevand varierer derfor mellem ca. 12-30 promille, afhængig af vind, vejr
og årstid. Ved kraftige storme fra vest presses højsalint vand langt ind i Kattegat;
omvendt vil kraftige storme fra øst presse Østersøens brakke vand langt nordpå. I sådanne
tilfælde kan havdyr i f.eks. det sydlige Kattegat, nærmest fra den ene dag til den anden,
opleve ganske ekstreme forskelle i havets saltholdighed.
Der findes lavvandede tærskler i Femer Bælt samt i Øresund, som under normale
omstændigheder forhindrer det tunge, salte bundvand i at strømme frit ind i Østersøen.
Det brakke vand strømmer ud ad Østersøen via Storebælt, Øresund og Lillebælt i foholdet
7:3:1, mens det salte vand fra Kattegat når frem til Østersøen via Storebælt og Øresund i
forholdet 8:3 (hhvs. 73 og 27%) eller nogle gange 6:5 (Møller 1996 i Josefson & Hansen
2004). Som regel flyder det dybe, salte vand fra Nordsøen ind i Kattegat øst for Læsø,
mens det meste af overfladevandet fra Østersøen flyder ud vest for Læsø (Andersson &
Rudberg 1993 i Matthews et al. 1999).
3.2 Naturen i havet
Som levested for dyr og planter kan man i danske farvande groft inddele havet i tre
kategorier: den bløde bund, den hårde bund og naturligvis de frie vandmasser. Langt
størstedelen af danske havområder har en blød havbund bestående af sand, silt, mudder
eller lignende sedimenttyper. Den hårde bund udgør et langt mindre areal og kan bestå af
sten, ral, grus, kalkgrunde, blottet ler, klipper (ved Bornholm) osv.
3.2.1 Den bløde bund
Det bløde sediment umuliggør at dyr og planter kan vedhæfte sig direkte på havbunden.
De fleste bunddyr består således her af invertebrater, som lever på eller nedgravet i
sedimentet og som oftest har specialiseret sig ved at være enten suspensions- eller
sedimentædere. Førstnævnte lever af at filtrere føden fra vandmasserne over bunden
(f.eks. mange muslinger), mens sidstnævnte lever af at æde dødt organisk materiale og de
bakterier og småorganismer, der findes derpå (f.eks. dyndsnegle, slikkrebs, søpølser og
pighuden sømusen) (Køie et al. 2000). Blomsterplanter (f.eks. havgræs og ålegræs) og
kransnålalger vedhæfter sig i sedimentet med rødder eller rodlignende tråde, som de
bruger til at optage vand og næring (Køie et al. 2000).
På og især i den sand- og mudderblandede bund ved lavvandede, beskyttede kystområder
og fjorde (bl.a. syd for Læsø, langs mange kyster og i større havområder syd for Øresund
og Bælthavene samt store dele af Østersøen) (Petersen 1918) er dyrelivet karakteriseret
ved arter, som kan tåle store udsving i temperatur og saltholdighed, f.eks. slikkrebs,
sandorm, østersømusling (Macoma baltica), hjertemusling, dyndsnegl og frynseormen
Nereis diversicolor (Køie et al. 2000; Thorson 1968). Områderne er ligeledes vigtige
opvækstområder for især fladfisk og fourageringsområder for havfugle.
Fra få meters dybde hvor saltholdigheden bliver lidt højere og mere stabil (f.eks. vestlige
og sydlige Kattegat), findes ofte bl.a. almindelig venusmusling (Chamelea [Venus]
10