EN NY START - DPU

forudsatte etablerede fysiske rammer, samt et tilhørende sæt af regler. Med rum har vi
en spatialitetsmetafor, som dels betoner det fysiske (hvad er det for (en container/) et
fysisk rum vi er i? Hvordan kan vi beskrive det?) såvel som det er en beholder metafor
for at ’rumme’ i forstanden udholde/inkludere ’nogen’/noget.
Med kontekstbegrebet har vi med en lidt anden slags beholder at gøre.
Specificeret med inspiration fra blandt andet Massey 1993, Crang and Thrift 2000,
Smith and Katz 1993, kan man få øje på, hvordan begrebet kontekst ofte bliver til
stedsbegrebet for de sproglige (og ikke sproglige) forhandlinger i en ellers kompleksi‐
tetssensitiv diskursanalytisk eller diskurspsykologisk analyse. Kritikken som jeg påpeger
hér er ganske simpelt møntet på forskningsfeltet en bloc, inklusiv eget arbejde
(Juelskjær 2001, 2008). Det rum/stedlige finder vej til analysen som ‘det lokale’ og ’det
situationelle’ dvs. som en markering af det forhold, at diskursive forhandlinger medie‐
res, brydes, ombrydes og har specifikke betydninger i forskellige sammenhænge. Det
kan være komplekse analyser af, hvordan kategorierne pige og hvid kan have
én/forskellige betydninger på én skole (kontekst) og andre betydninger på en anden
skole (kontekst), og hvordan kategorierne er co‐konstitueret af, hvordan skolerne (kon‐
tekster) har forskellige pædagogiske strategier (eksempel monokulturel versus multi‐
kulturel). (Tak til Staunæs (2004) for at ‘agere’ pædagogisk eksempel).
Kontekst bliver dermed et begreb til at markere specificitet og multiplici‐
tet menings‐/betydningsmæssigt og til at kompleksificere analysen af tilblivelsespræ‐
misserne (eksempelvis via komparationslæsninger). Men konteksten bliver lig med be‐
holder for specifikt betydningsindhold, den bliver en steds/rumlig metafor, som giver
en læseroplevelse af, at vi har spatialiteten med. Men alene som beholder for diskursi‐
ve praksisser.
Med andre ord er der inden for ‘post‐repræsentationstænkningen’ rester af moderni‐
stisk spatialitetsforståelse, som på sin vis immanent kommer til at spille ind på subjekt‐
begrebet. Når subjektet forstås som de‐centreret og relationelt, men rummene efterla‐
des som den apriori scene, konstitueringsprocesserne finder sted på, bliver kroppene
så alligevel en afgrænset entitet ifht. omgivelserne (endskønt de ikke er afgrænsede i
forhold til hinanden, og til non‐humane aktanter som mobiltelefoner, beklædningsgen‐
stande etc.). På den måde misser perspektivet de tilsvarende poststrukturalistiske be‐
vægelser, som har produceret nye perspektiver indenfor de discipliner og analysetil‐
gange, hvor man arbejder med spatialitetens konstituering og betydningseffekter, og
hvor man for længst er gået i gang med at tænke spatialitet relationelt og emergeren‐
de.
”En ny start” ‐ bevægelser i/gennem tid, rum, krop og sociale kategorier via begivenheden skoleskift 43