Evaluering af kommunalreformen - Økonomi- og Indenrigsministeriet

136
Kapitel 5 Sundhedsområdet
I dag skal sygehuset udarbejde en genoptræningsplan til alle patienter med et læge‐
fagligt begrundet genoptræningsbehov. Planen beskriver patientens funktionsevne
forud for indlæggelse, funktionsevne på udskrivningstidspunktet og genoptrænings‐
behov på udskrivningstidspunktet, herunder præcisering af hvilke funktionsnedsæt‐
telser, som genoptræningen skal rette sig imod. Kommunerne anviser på den bag‐
grund metode, omfang og karakter af genoptræningen.
Genoptræningsplanen opleves af kommuner, sygehuse og faglige organisationer
overordnet set som et nyttigt værktøj til faglig kommunikation af patientens genop‐
træningsbehov.
På den ene side får genoptræningsplanerne dog kritik for at være for omfattende i
forhold til relativt simple genoptræningsbehov. På den anden side kritiseres den også
for ikke i nødvendigt omfang at kommunikere problematikker for personer med særlig
komplekse genoptræningsbehov. Dette kan skyldes, at genoptræningsplanen i praksis
og uden skelen til kompleksitet i patientens funktionsnedsættelse oftest udarbejdes
monofagligt uden inddragelse af relevante fagligheder. Genoptræningsplanen for per‐
soner med særlig komplekse genoptræningsbehov giver derfor ikke i alle tilfælde en
tilstrækkelig præcis faglig beskrivelse af genoptræningsbehovet og den nødvendige
indsats.
Faglighed i den komplekse almene genoptræning
Kommunernes overtagelse af genoptræningsområdet har generelt betydet, at genop‐
træningen foregår tættere på borgeren. En stor del af de almene ambulante genop‐
træningsopgaver kan varetages af terapeutisk personale i alle kommuner. Der er imid‐
lertid patienter med ambulante genoptræningsbehov, der – uden at kræve egentlig
sygehusforankring – er så komplekse eller sjældent forekommende, at de kan udgøre
en faglig og organisatorisk udfordring for kommunernes indsatser.
Det skaber for det første udfordringer i forhold til at sikre tværfaglighed og samarbej‐
de mellem forvaltningsområder internt i kommunen. Et særligt komplekst genoptræ‐
nings‐ og rehabiliteringsbehov indebærer således, at forskellige fagpersoner fra for‐
skellige forvaltninger skal samarbejde om at sikre borgeren sammenhæng og helhed i
indsatsen. Genoptræning efter sundhedslovens § 140 er ofte kun ét ud af flere ele‐
menter i et samlet rehabiliteringsforløb, hvor også indsatser efter den sociale lovgiv‐
ning, beskæftigelseslovgivningen og lovgivningen på specialundervisningsområdet kan
være relevant. Der arbejdes på forskellig vis med at koordinere indsatsen, men det er i
sådanne tværfaglige forløb generelt en udfordring at få koordineret og iværksat de
rette tilbud inden for de enkelte fagområder og på tværs af forvaltningsområder.
For det andet har der i visse tilfælde vist sig at være udfordringer for kommunerne
med at henvise en begrænset patientgruppe med særlig komplekse genoptrænings‐
behov til de mere specialiserede tilbud i de tilfælde, hvor kommunen ikke selv kan til‐
byde borgeren den specialiserede genoptræning, der er nødvendig.
Evaluering af kommunalreformen