speciale forside

DET HUMANISTISKE FAKULTET 

KØBENHAVNS UNIVERSITET 

Kandidatspeciale 

Allan Alfred Birkegaard Hansted 

Kampen om videnssamfundet 

- med fokus på filosofiens rolle 

Vejleder: Jan Faye 

Afleveret den: 27/06/11

INDHOLD 

Forord 

Indledende bemærkning 

Indledning 

På sporet af ’videnssamfundet‘ 

Problemformulering og tese 

Opgavens opbygning og målgruppe 

Del I - Teoriafsnit 

Hvordan kan vi forstå filosofiens kommunikationsudfordringer i videnssamfundet? 

Jean-Francios Lyotard - Viden og det postmoderne samfund 

Filosofien som metafortælling - Historisk forståelsesramme 1 

Bundlinje tænkning vs. de kritiske intellektuelle - Historisk forståelsesramme 2 

Videns postmoderne status og funktion 

Videnskabens legitimering i det postmoderne 

Opsamling 

Niklas Luhmann - Samfundet som kommunikation 

Informationsoverskud og uddifferentiering 

Massemediernes realitet 

Kommunikationens kommunikation 

Opsamling 

Jürgen Habermas - Livsverden – en fælles forståelsesramme ? 

Kolonisation af livsverdenen 

s. 1-2 

s. 3-4 

s. 4-5 

s. 5-6 

s. 7 

s. 7-8 

s. 8-10 

s. 10-11 

s. 11-13 

s. 13-16 

s. 16-17 

s. 18-19 

s. 19-21 

s. 21-23 

s. 23-24 

s. 24 

s. 25-26 

s. 26-27

Del II - Refleksion og praksis 

Opsamlende refleksion 

Den nye store fortælling? 

Den praktiske formidlingsdel - www.videnssamfundet.com 

Hvordan har jeg valgt at teste tesen i praksis 

Hvad blev resultatet? 

Konklusion 

Summary in English 

Bibliografi 

Bilag 1-4 

Bilag 1 - Hvad formidlingsproduktet består af og vejledning til videnssamfundet.com 

Bilag 2 - Nøgletal og statestik 

Bilag 3 - Nøglepersoner og værdier i filmene 

Bilag 4 - Kommentarer til projektet via Facebook siden 

s. 28-29 

s. 29-31 

s. 1-2 

s. 31-32 

s. 3-4 33-34 

s. 4-5 34 

s. 5-6 

s. 35-36 

s. 37 

s. 7-17 

s. 38-40 

s. 18-24 

s. 24-27

Forord 

“Hvis jeg siger filosof – hvad tænker du så? Tænker du akademisk æggehoved? Et støvet, indelukket 

studerekammer? Og store, tykke bøger uden billeder i? Eller tænker du en person, der arbejder med 

markedsføring, en person, der arbejder med organisationsudvikling eller en person, der arbejder med 

HR? Hvis det er det sidstnævnte, du tænker, så tænker du fuldkommen rigtigt. Fordi den moderne 

filosof er en filosof, der er ude i den virkelige virkelighed...” . 1 

Således sælges Aalborg Universitets nye uddannelse Anvendt Filosofi af adjungeret professor, Morten 

Nødgaard Albæk. Udsagnet ‘den virkelige virkelighed’ giver imidlertid kun mening, hvis vi kan operere 

med dens modsætning, den ‘uvirkelige virkelighed’, som i denne sammenhæng må tolkes som værende 

det, den ikke-moderne filosof beskæftiger sig med. 2 Et andet nærværende eksempel, på at filosofien 

søger offentlighedens lys, er, da jeg i april deltog i en konference på Københavns Universitet med titlen 

Anvendt filosofi – en konference om filosofi uden for elfenbenstårnet. 3 Begge disse eksempler viser et 

forsøg på at italesætte filosofiens mulige integration i samfundet. Spørgsmålet forbliver dog, under 

hvilke præmisser kan filosofien integreres i samfundet? 

Det er forståeligt, hvis de mere etablerede filosoffer 4 finder debatten om 'anvendt filosofi' bekymrende. 

Ser vi dette i et historisk perspektiv, havde vi i Danmark i 1980’erne en lignende samfundsdebat om 

anvendt etik. 5 Nogle filosoffer tog bestik af situationen og udviklede – bl.a. med base i 

Handelshøjskolen i København (nu CBS) – nye metoder, hvorpå etikken kunne anvendes i erhvervs- og 

organisationslivet. Disse metoder gik under begreberne ‘etisk regnskab’ og ‘organisationsetik’. Emnet 

’etik’ gik da fra at være primært en professionel beskæftigelse for nogle universitetsfilosoffer til at blive 

noget, som også mange virksomheder og organisationer kunne tale med om. Dette skabte en ny 

situation, hvor det afgørende for anvendt etik ikke udelukkende var dens teoretiske raffinering, men i 

stigende grad dens praktiske nytte uden for universitetet og måske også dens salgspotentiale. I dette 

perspektiv er det rimeligt at stille spørgsmålet, om praksisbegrebet står i modsætning til det filosofiske 

'faglighedsbegreb'? Og om man derfor må afvise praksisbegrebet med argumentet om, at det risikerer at 

kommercialisere filosofien? 

I forlængelse af disse spørgsmål vil jeg gerne takke Institut for Filosofi for deres nye tiltag, 

”formidlingsspecialet”, som kom til verden i 2008. Formidlingsspecialet er en oplagt måde at give 

filosofien og de studerende en mulighed for at nå ud til en større kreds i samfundet, hvilket kan være en 

forudsætning i en tid, hvor filosofien synes under pres, og hvor økonomiske rationaler og nyttediskurser 

er dominerende på forsknings- og uddannelsesområdet. Formidlingsspecialet er ikke alene et godt 

1 

Albæk 2011. 

2 

Det giver måske bedre mening at tolke Albæks udsagn som markedsføringsretorik og ikke filosofisk påstand. 

3 

Studenterorganisationen ’Tænkere uden Grænser’ arrangerede konferencen, og arrangementet foregik d. 27/4- 

2011. 

4 

Her tænker jeg på de danske filosoffer, som udøver en form for filosofisk grundforskning. 

5 S. Jensen, Pruzan og Thyssen 1990:73. 

1

initiativ. Specialeformen, der inkluderer et formidlingsprodukt – for eksempel en film, en hjemmeside 

eller en lydproduktion 6 – kan muligvis, såfremt det lykkedes at overskride dikotomien mellem teori og 

praksis, mellem anvendt filosofi og grundfilosofi, være med til at åbne op for nye muligheder for de 

studerende og for filosofiens udfoldelsesmuligheder i samfundet. 

6 ”Den formidlende del kan være en tekst, en videoproduktion, en lydproduktion, en web-produktion eller andet, 

hvis sigte er at formidle indholdet af den faglige del til et ikke-fagligt publikum” (2008-studieordning for 

Kandidatuddannelsen i Filosofi, s. 26). 

2

Indledning 

På sporet af ’videnssamfundet’ 

Som speciales titel angiver, er dette en undersøgelse af filosofiens rolle i samfundet, her refereret til som 

’videnssamfundet’. For at forstå filosofiens rolle i videnssamfundet, er det grundlæggende nødvendigt at 

give et bud på, hvordan vi skal forstå termen ’videnssamfundet’. En ting, som jeg har hæftet mig ved, 

er, at når videnssamfundets betydning skal defineres, er der en grundlæggende uoverensstemmelse 

mellem de politiske, erhvervs- og forskningsfilosofiske perspektiver. F.eks. når statsministeren Lars 

Løkke Rasmussen udtaler: "Danmark skal være verdens førende videnssamfund." 7 Eller når en af 

erhvervslivets repræsentanter ytrer, at "Universiteterne er den afgørende vidensbank, og derfor skal de 

være en proaktiv medspiller i den moderne globale videns økonomi" 8 , og en chefanalytiker fra Dansk 

Erhverv udtaler: “Vi har brug for de bedste hoveder og bedste universiteter for at klare os i 

videnssamfundet.” 9 Modsat kan en repræsentant for fagfilosofien citeres: “Videnssamfundet svarer til 

det samfund, hvor Sokrates anklagede sofister for sofisteri og fordummelse, hvor demokrati med en vis 

ret kunne anses for pøbelvælde.” 10 Så viser udtalelserne, at der foregår en diskursiv kamp om ordets 

betydning, og illustrerer konflikten angående, hvilken viden der skal satses på. Den nu afdøde 

litteraturhistoriker og kulturforsker, J. F. Jensen, beskrev dette rammende: 

“Forholdet mellem forskning og politik må nærmest betragtes som et Strindbergs drama. (...) De lever i 

spændinger, der ikke ser ud til at blive ophævet, men til gengæld er i stand til at fremkalde det 

uforudsigelige.” 11 

Det er derfor en kamp om meninger og fortolkninger, men også om magtpolitiske og økonomiske 

rationaler samt forskningsmæssige synspunkter om, hvordan viden bedst skabes. Samtidig er det 

indlysende, at trods et indre modsætningsforhold mellem politik, erhvervsliv og forskning, er disse 

‘videnssystemer’ i dag tæt forbundne og afhængige af hinanden. Så når danskerne for øjeblikket i 

massemedierne kan følge universitetsverdenens ledelse og styringskrise, har det konsekvenser for 

universitetets fremtid. Københavns Universitet er kommet i det offentlige søgelys i sagen om Milena 

Penkowa. På CBS har bestyrelsen for nyligt måtte fyre rektor Johan Roos, og på både DTU og RUC har 

man oplevet store ledelsesproblemer i løbet af de seneste år. Udover at være gode mediehistorier, giver 

disse prekære sager et negativt billede af universitetet i offentligheden samt fjerner fokus fra andre 

væsentlige debatter om f.eks. den humanistiske tænknings rolle i samfundet. En offentlige debat om den 

humanistiske tænkning i det såkaldte ’videnssamfund’, der netop kendetegnes ved sit fravær. 12 

Hvorledes dette skyldes, at spørgsmålet om humanioras rolle er for komplekst, eller om samfundet ikke 

7 Lars Løkke Rasmussen åbningstale i folketinget 2010. 

8 Chefkonsulent for Dansk Handel, B. Bangskjær i bogen: Universiteter for fremtiden. Maskell og Siggaard, 2001: 

202. 

9 

G.L. Christensen, ”Mandag Morgen”, 25.01.2010. 

10 

Filosoffen A. Sørensen 2007: 29. 

11 

Jakobsen 2001:31. 

12 

Se s. 22 for en uddybning. 

3

har interesse eller ’tid’ til at overveje fundamentale humanistiske spørgsmål, forekommer mig at være 

særdeles relevant. 

I hvert fald har studiet af en lang række politiske, erhvervsmæssige og interne forskningsfilosofiske 

perspektiver på den aktuelle diskurs om videnssamfundet gjort følgende klart: Begrebet 

’videnssamfund’ åbner for et væld af modstridende udsagn, som bygger på forskellige ideer om, hvad 

videnssamfundet er, og hvilken viden der er den væsentligste for Danmarks fremtid. Af samme grund 

giver det heller ikke mening at forsøge at definere videnssamfundet entydigt. Derfor er videnssamfundet 

bevidst skrevet med to s´er i det viden i ental vil være en ukorrekt betegnelse for det samfund, som 

begrebet ’videnssamfund’ beskriver. 

På denne baggrund må det være rimeligt at spørge: Hvorfor er denne kommunikation mellem f.eks. 

politik, erhvervsliv og humanistisk forskning så vanskelig? Forstår vi overhovedet hinanden inden for 

de enkelte systemer eller på tværs af de samfundssystemer, vi repræsenterer? Er forståelse ikke en 

forudsætning for at skabe en dynamik internt i systemet og mellem de forskellige systemer? Og er målet 

for forståelse at opnå konsensus, eller kan uenighed om videnssamfundet og filosofiens rolle være 

konstruktiv? 

Det er klart at, den humanistiske viden eller de humanistiske ideer skal offentliggøres og 

mangfoldiggøres for at kunne blande sig i den offentlige debat. Idet viden og ideer af natur, forøges ved 

at blive delt, men hvis ingen kan forstå, hvad de skal bruge de humanistiske ideer til, er det indlysende, 

at denne manglende forståelse har konsekvenser for den humanistiske videns udbredelse og 

legitimering. 

Kampen om filosofiens rolle i videnssamfundet er utvivlsom kompleks og mangesidig, og samtidig er 

det ikke et spørgsmål om enten-eller, men om både-og, hvilket gør det vanskeligt at kaste sig ud i et 

speciale om dette emne, og man må derfor gøre sig sin ambition bevidst. Dette speciales ambition er 

ikke at kortlægge filosofiens rolle i videnssamfundet, men at belyse de mulige problematikker, som 

giver anledning til debat om filosofiens rolle, samt undersøge hvordan filosofien kan bringe sin viden i 

spil i samfundet. Hvilket leder mig frem til følgende problemformulering: 

På baggrund af en teoretisk og historisk forståelse af filosofiens rolle i samfundet ønsker 

jeg at undersøge relevante samfundsmæssige og kommunikative præmisser for at 

bringe filosofiens særegenhed ind i det aktuelle videnssamfund. 

Jeg antager, at jeg med udgangspunkt i Jean-François Lyotards teori om det postmoderne The 

Postmodern Condition (1984) 13 kan få en historisk og teoretisk forståelse for filosofiens situation i dag, 

samt belyse, hvordan filosofiens rolle og funktion ændres, jo mere vi træder ind i en postindustriel 

vidensøkonomi. Som et andet led mener jeg, at vi ved at benytte Niklas Luhmanns systemteoretiske 

samfunds- og kommunikationsperspektiv kan hente en forståelse for de aktuelle problematikker, som 

13 Org. Jean-François Lyotard, La Condition Postmoderne: Rapport sur le Savoir, 1979. 

4

opstår når flere systemer skal arbejde og kommunikere sammen i et komplekst samfund. Som modpol 

til Lyotards og Luhmanns skeptiske perspektiver, antager jeg, at Jürgen Habermas’ teori om den 

kommunikative handlen kan give os en forståelse for de kommunikative muligheder, som hans begreb 

om livsverden åbner op for. På baggrund af disse teorier vil jeg i den praktiske del eksperimentere 

hvorvidt internettet, med fokus på web 2.0, er et brugbart medie til at bringe filosofien i spil. Derfor 

bliver min tese: 

Hvis man forstår filosofiens kommunikationsproblemer og muligheder i 

videnssamfundet, kan filosofien bringes mere i spil, end tilfældet er. 

Opgavens opbygning 


Mit udgangspunkt for at forstå filosofiens kommunikationsudfordringer finder jeg i Lyotards 

vidensrapport, The Postmodern Condition. I dette værk tager jeg udgangspunkt i Lyotards bestemmelse 

af det postmoderne, herunder hvilke betingelser og udfordringer det såkaldte postmoderne opstiller for 

de store humanistiske fortællinger. Et centralt element bliver, hvordan filosofien (og videnskaben), som 

ifølge Lyotards begreb om det postmoderne ikke længere legitimeres igennem de store fortællinger, så 

kan legitimeres? 

Denne kommunikationsudfordring forfølger jeg med udgangspunkt i Niklas Luhmanns system og 

kommunikationsteori. Kerneelementet i Luhmanns teori er kommunikation, og her er spørgsmålet 

hvilke betingelser, Luhmanns systemteori opstiller for kommunikation i samfundet. Dette 

systemteoretiske perspektiv er dog efter min vurdering ikke tilstrækkeligt for at forstå filosofiens rolle i 

samfundet, da Luhmanns begreb om samfundet som et kommunikationssystem indebærer en eksklusion 

af mennesket (både i teorien og i samfundet). 

Derfor følges Luhmanns systemteoretiske kommunikationsanalyse op med Habermas sondring mellem 

system og livsverden, og her benytter jeg Habermas til at forstå det kommunikative mulighedsfelt, som 

hans begreb om livsverden åbner op for – hvis vel og mærke kommunikationen foregår under de rigtige 

præmisser. 


I forlængelse af det teoretiske afsnit, vil jeg i den opsamlende refleksion stille kritiske spørgsmål til 

teorierne, samt diskutere dem i forhold til hinanden. Derudover stille jeg spørgsmål om, hvorvidt 

økonomien og markedet er blevet til den nye store fortælling? Afslutningsvist knytter jeg an til den 

praktiske filosofis rolle i samfundet, hvilket fører os over i det praktiske produkt. 

5

Det praktiske produkt 

For at vurdere filosofiens kommunikationspotentiale er det min tese, at den praktiske (anvendte) 

filosofi, kan benyttes til at afprøve filosofiens kommunikationsmuligheder i forhold til internettet og 

web 2.0. Specialet er derfor skrevet som et formidlingsspeciale med dertil hørende formidlingsprodukt. 

Formidlingsproduktet www.videnssamfundet.com og den tilhørende Facebook side 14 har i praksis 

fungeret som virtuel platform for en løbende dialog med målgruppen, som jeg har benyttet til at revidere 

og forbedre teserne i det skrevne speciale og naturligvis i det praktiske formidlingsprodukt. 

Målgruppen 

Det er nødvendigt at skelne mellem det skriftlige speciale og det praktiske produkt. Den skriftlige del 

søger at være pædagogisk i forhold til den relevante målgruppe, som er filosofistuderende på 

specialeniveau. Dette speciales praktiske del, www.videnssamfundet.com, har med inspiration hentet fra 

Hans Hertels bidrag i Ideer vi lever på 15 knytter an til den tese, at man ved hjælp af pædagogisk og visuel 

fantasi kan nå flere målgrupper samtidig. Og her er det mit mål, at www.videnssamfundet.com både kan 

henvende sig til mennesker uden andre forudsætninger end intellektuel nysgerrighed samt til fagfolk med 

interesse i formidling og internettets muligheder for at bringe viden i spil. Projektet har fået en del 

respons (se bilag 2 og 4). Disse tilbagemeldinger, samt internettets mulighed for at registrere nøgletal, har 

givet mig et billede af, at projektet er nået bredt ud. 

14 Se Facebook siden på: www.facebook.com/videnssamfundet 

15 Collin & Faye 2008:132 

6

Del I 


I et aktuelt forskningsfilosofisk perspektiv på humanioras rolle 16 i videnssamfundet påpeger filosofferne 

Finn Collin og Jan Faye følgende paradoks: På den ene side er humaniora en ’succes i det moderne 

videnssamfund’ målt i forhold til tilslutningen til de humanistiske uddannelser og andelen af humanister 

i erhvervslivet. På den anden side ”tales der hele tiden om ’humanioras krise’, og politikere og 

universitetsadministratorer udtrykker offentligt undren over, hvad der egentlig er humanioras ærinde og 

projekt.” 17 Collin og Faye mener, at krisen er et resultat af, at universiteterne er i hastig forandring og i 

stigende grad bliver administreret som effektive resultatfabrikker og bundlinjeorienterede virksomheder. 

Med denne forskningspolitik risikerer man at sætte grundforskningen og humanioras særkende over 

styr, som ifølge Collin og Faye er ”at udvikle ideer vi lever på.” 18 Afvikling af humanioras særkende og 

egenskaber, stammer ifølge Collin og Faye fra en udtalt ligegyldighed i den offentlige debat vedrørende 

humanioras situation – en ligegyldighed som forfatterne foreslår ”sikkert bunder i uvidenhed om 

humanistisk tænknings rolle.” 19 

Hvis uvidenhed om humanioras rolle er ophav til denne situation, er det særdeles relevant at forstå 

humanioras kommunikationsudfordring i det såkaldte ’videnssamfund’. Men hvordan kan vi forstå 

denne problematik? En læsning af Lyotards vidensrapport The Postmodern Condition kan tilbyde os et 

indblik heri. I vidensrapporten introducerer Lyotard begrebet ’det postmoderne’ som en måde at 

beskrive de tilstande og betingelser, der opstår som en afløsning af ’det moderne’. 

Viden og det postmoderne samfund 

Jeg vil i dette afsnit undersøge, hvorfor der er kommet mistillid til humaniora, hvilket Faye og Collin 

påpeger. Dette har jeg valgt at gøre ud fra Lyotards forståelse af det postmoderne, idet jeg mener, at det 

postmoderne som tidsalder og begreb kan tilbyde et indblik i, hvordan denne mistillid implicit ligger i 

samtiden. 

Lyotards vidensrapport var skrevet som et bestillingsarbejde, kommissioneret af Universiteternes Råd 

under regeringen i Quebec, Canada. 20 Derfor præsenterer rapporten heller ikke en fyldestgørende teori 

om det postmoderne, men snarere en række videnssociologiske og samfundsfilosofiske udsagn, som kan 

gøre os klogere på de postmodernistiske problematikker, som samfund og universitet synes at være 

havnet i. 

16 Filosofi er en del af humaniora, og derfor accepteres den brede term ’humaniora’. Når jeg benytter termen 

’humaniora’ er det således primært med fokus på filosofien. 

17 Collin og Faye 2008:9. 

18 Collin & Faye 2008:9-10. 


20 Lyotard: 1984: xxv. 

7

Den mistillid, som Faye og Collin bemærker, påpeger Lyotard også indledningsvist i vidensrapporten: 

“Simplifying to the extreme, I define postmodern as incredulity toward metanarratives. This incredulity 

is undoubtedly a product of progress in the sciences: but that progress in turn presupposes it. To the 

obsolescence of the metanarrative apparatus of legitimation corresponds, most notably, the crisis of 

metaphysical philosophy and of the university institution which in the past relied on it.” 21 

Her definerer Lyotard incredulity (vantro eller mistillid) over for metafortællinger som kernen i det 

postmoderne. Ifølge Lyotard er mistilliden altså en grundpræmis for det postmoderne. En præmis som 

specielt er gået ud over den metafysiske filosofi og den del af den universitære tradition, som i fortiden 

er blevet legitimeret igennem den. 

For at kunne forstå hvad der menes hermed, mener jeg, at det er nødvendigt at give et historisk indblik i, 

hvordan den metafysiske filosofi har gjort sig gældende inden for den universitære tradition. Derefter vil 

jeg dykke nærmere ned i det, Lyotard betegner som 'det postmoderne'. 

Filosofien som metafortælling – Historisk forståelsesramme 1 

Universitetet er, sammen med kirken, én af få institutioner, som har overlevet siden middelalderen. I 

starten var universitetet præget af kirkens indflydelse, og teologi blev dengang anset som den højeste 

videnskab. Universitetet fungerede altså i praksis først og fremmest som en art pastoralseminar for den 

protestantiske kirke. 22 Efter den franske revolution ændrede universitetets funktion sig i forholdet til 

samfundet. En efterspørgsel på viden baseret på naturvidenskab (efter det naturvidenskabelige 

gennembrud) og matematik betød, at universitetet fik en videnskabelig drejning, der satte viden i 

oplysningens tjeneste. Sammenholdt med de nye revolutionære vindinger og tidens demokratiske 

strømninger blev universitetet et centralt element i det ’nye’ videnskabelige samfund. Men i forbindelse 

med Napoleons endelige nederlag ved Waterloo i 1815 blev magtbalancen i Europa ændret, og 

Tyskland (dengang storhertugdømmet Hessen) stod som et nyt centrum i Europa. 23 Wilhelm von 

Humboldt, som i en kort overgang var prøjsisk undervisningsminister (1809-10), opsatte et nyt ideal for 

universitetets udvikling. Humboldt ville skabe et nyt universitet, som opprioriterede universitetets 

dannelsesideal, hvilket brød med universitetet som skabt i statens eller kirkens tjeneste. Dette ideal blev 

grundlaget for det nye Berliner Universitet (grundlagt 1807), som fandt sin humanistiske form under 

Humboldt. Humboldts universitet har senere fået en central plads i historien som universitetet, der satte 

den metafysiske filosofi i højsædet. Og til trods for at universitetets omfang voksede og fik flere fag, 

betragtede Humboldt universitetet som en organisk enhed. For at skabe et bindeled og en 

sammenhængskraft, overtog filosofien den funktion at legitimere den viden, der blev skabt på 

universitetet – en funktion som teologien havde haft i det tidligere universitets historie. 

Lyotard skriver om filosofiens særegenhed og formål i det humboldske universitetsprojekt: 

”Philosophy must restore unity to learning, which has been scattered into separate sciences in 

21 Lyotard: 1984: xxiv. 

22 Jensen 2001:16. 

23 Det skal siges, at dette først blev en fuldbyrdet proces i forbindelse med Tysklands samling senere i århundredet. 

8

laboratories and in preuniversity education; it can only achieve this in a language game that links the 

sciences together as moments in the becoming of spirit, in other words, which links them in a rational 

narration, or rather metanarration.” 24 

Lyotard ser derfor filosofiens rolle i det humboldske universitet som et bindeled mellem de forskellige 

videnskaber vha. en rationel metafortælling. Denne metafortælling bygger sit fundament på samtidens 

dyrkelse af den tyske idealisme, 25 hvilket konkret i citatet udmunder sig i “becoming of spirit”. 26 Ånden 

refererer, ifølge den tyske idealismes ideal, til åndens universelle historie, hvor ånden som ’liv’ 

producerer en metafortælling, der grundfæster erkendelsens, samfundet og statens udvikling i 

fuldendelsen af åndens liv (G.W. Hegel). 27 Denne åndelige dannelse har, som den humboldske tanke, 

hjemme på det spekulative universitet, som krones af filosofien. Den tyske idealismes åndshistoriske 

vidensprincip legitimeres i sig selv, netop ved at blive opmærksom på sig selv, og derved er den 

spekulativ. Lyotard noterer sig en bemærkelsesværdig følge af dette spekulative system: 

“A noteworthy result of the speculative apparatus is that all of the discourses of learning about every 

possible referent are taken up not from the point of view of their immediate truth-value, but in terms of 

the value they acquire by virtue of occupying a certain place in the itinerary of Spirit or Life.” 28 

Sandhedsværdien er hos den tyske idealisme og det humboldske spekulative universitet altså ikke en 

eksplicit værdi, men en implicit værdi i forhold til den rolle, den spiller i åndens liv. Hvilket får Lyotard 

til at konkludere, at den sande viden i dette perspektiv altid er en indirekte viden: 

“True knowledge, in this perspective, is always indirect knowledge; it is composed of reported 

statements that are incorporated into the metanarrative of a subject that guarantees their legitimacy.” 29 

Hvad Lyotard tilføjer her, er, at den sande viden i dette perspektiv bestod af genfortalte udsagn, som i 

kraft af at være indlemmet i en metafortælling sikrer deres legitimitet. 

Det skal i denne forbindelse nævnes, at filosofiens rolle i forhold til den universitære tradition og i 

forhold til den idealistiske forestilling om åndens liv havde sine samtidige modstandere. Her kan 

nævnes Arthur Schopenhauer, som i værket On the Basis of Morality (1837) retter sin direkte kritik mod 

Hegels filosofi, som han beskriver som ”a pseudo-philosophy paralyzing all mental powers, stifling all 

real thinking.” 30 En samtidig kritik mod filosofiens rolle rejser Friedrich Nietzsche også i værket 

Historiens nytte (1874), hvor han beskriver, at filosofien som en slags erstatningsreligion skal ‘tæmme’ 

videnskabens umættelige og kulturfjendtlige erkendelsesdrift. 31 

Opsummerende kan vi konstatere, at filosofien, som metafilosofi med reference til den tyske idealisme, 

udgjorde det bærende element i det tidligere universitet (det humboldtske universitet). Ikke kun som det, 

24 

Lyotard 1984:33. 

25 

I Lyotards gennemgang er det dog hovedsageligt Hegels indflydelse på den tyske idealisme, som bliver 

fremhævet. 

26 


27 

Lyotard 1984:33-34. 

28 


29 


30 

Schopenhauer 1965: 15-16. Org. Über die Grundlage der Moral, 1837. 

31 

Nietzsche 1994:15-17. Org. titel Vom Nutzen und Nachteil, 1874. 

9

der skabte bindeled mellem de forskellige videnskaber, men også som det, der legitimerede universitetet 

i forhold til samfundet. Hvis vi sammenholder det med det indledende citat af Lyotard (se s. 8 øverst), 

har vi nu en forståelse af, hvorfor Lyotard skriver, at den universitære tradition historisk har været 

sammenkoblet med filosofien. For at forstå hvad der har forårsaget vantroen mod metanarrativerne i den 

postmoderne tidsalder, er det igen nødvendigt at vende blikket mod den historiske udvikling. 

Bundlinje tænkning vs. de kritiske intellektuelle – Historisk forståelsesramme 2 

Hvis vi vender tilbage til universitetshistorien op til og efter anden verdenskrig, så betød den 

begyndende industrialisering, som for alvor fik fat i slutningen af det 19. årh. i Europa og USA, at nye, 

professionelle erhvervsøkonomiske (’business’) fag blev lagt oven i de eksisterende fag. Med anden 

verdenskrig fik videnskab og forskning en helt ny samfundsmæssig betydning. Ét var, at krigen i sig 

selv blev domineret af videnskabelige gennembrud (mest centralt står naturligvis atombomben). Et 

andet element var, at USA, som krigens sejrherrer, fik en ny dominerende rolle i forholdet til udvikling 

af forskning og videnskab. I USA var det især præsident Roosevelts videnskabelige hovedrådgiver, 

Vannevar Bush (1890-1974), der som leder af Office of Scientific Research and Development, 32 fik en 

afgørende rolle i den nye forskning og videnskabspolitik. Bush formulerede bl.a. en sondring mellem 

grundforskning og anvendt forskning. 33 

Det humanistiske universitet i Europa fik endnu en markant udvikling i årene omkring studenteroprøret 

i 1968, idet Vesten var båret frem af økonomisk højkonjunktur, månelandinger, politisk uro (f.eks. 

drabet på John F. Kennedy i 1963), ungdomsoprøret og Vietnamkrigen. Studenteroprøret i ’68 ændrede 

det politiske landskab og den naive tro på, at fremtiden kunne planlægges rationelt af politikere. 

Universitetet blev en vigtig brik i denne samfundsudvikling, men hvor universiteterne tidligere havde 

været hjemsted for pligttro forskere, blev universitetet, med humaniora i front, nu i stedet hjemstavn for 

en ny figur i samfundsspillet, nemlig de ’kritiske intellektuelle’. Det humanistiske universitets opgave 

blev derfor, i kølvandet på studenteroprøret, at opstille et alternativ til kapitalismen. Derfor kom der 

også nye krav til den viden, som blev produceret fra universitet. Viden skulle bruges – og helst til at 

forandre verden. Dette skabte også en ny universitetstype, som satte tværfagligheden og den 

problemorienterede metode i centrum. 34 Et mere frit og demokratisk universitet blev idealet i starten af 

1970’erne, hvor større selvstyre og en opposition til markedet (kapitalismen) og staten (den politiske 

styring) gav universitet en ny og afgørende rolle. Staten begyndte samtidig at lægge vægt på nye 

OECD 35 -strategier som fastslog, at uddannelse og forskning var den afgørende faktor for at sikre den 

32 

Collin & Faye 2008:18. 

33 

Grundforskningen skulle styres af forskerens egne initiativer og ikke udefra. Tanken var at denne forskning 

senere kunne inspirerer anvendt forskning. Collin & Faye 2008:19. 

34 

I Danmark oprettes Aalborg Universitetscenter (AUC) og Roskilde Universitetscenter (RUC), som langt hen ad 

vejen blev ledet efter disse nye idealer. 

35 

OECD (Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling) har sæde i Paris. Organisationen blev oprettet 

1961. 

10

økonomiske vækst. En udvikling, der var i modstrid til den kritiske universitets bevægelse, der opfattede 

denne strategi for viden og videnskab som et led i det kapitalistiske samfunds bestræbelser. 36 

Det var også i midten af 1970’erne, at diskussionen om universitetets rolle i det såkaldte 

’postindustrielle samfund’ begyndte. En bevidstgørelse omkring hvordan viden ændrer status og 

karakter i forhold til samfundsudviklingen startede debatten om videns’ status i samfundet. Set ud fra et 

samfundsøkonomisk perspektiv er det i stigende grad således, at konkurrenceevnen knyttes til den 

viden, som udvikler produkter frem for maskiner, som kan producere dem. Dette har betydet et langt 

større samfundsfokus og pres på universitetets evne til at frembringe resultater og produktorienteret 

viden. 

Det er rimeligt at konstatere, at anden verdenskrig var et slag mod den vestlige traditions 

dannelseshistorie og specifikt imod det tyske dannelses- og oplysningsideal. Hvilket også kan læses i 

Max Horkheimer og Theodor Adornos værk, Oplysningens dialektik (1944), hvor de to filosoffer 

forsøger at begribe, hvordan terror (nazismen) kan besejre den ellers fremskridende tro på oplysning, 

her forstået som en sammenkædning mellem viden, fremskridt og frigørelse. Hvis vi sammenkobler 

denne viden med Lyotards citat (se s. 8 øverst), har vi nu fået en forståelse for, hvordan denne skepsis 

eller vantro over for metafortællinger har sat sig igennem i den historiske udvikling. I ovennævnte citat 

nævner Lyotard, at dette er et produkt af videnskabens fremskridt. For at kunne forstå hvad han mener 

hermed, og hvilke konsekvenser det har, vil jeg i næste afsnit undersøge Lyotards forståelse af forholdet 

mellem viden og samfund. 

Videns postmoderne status og funktion 

Det er en af Lyotards bærende arbejdsteser, at viden ændrer status og karakter, samtidig med at 

samfundene træder ind i det såkaldte ’postindustrielle samfund’, og kulturerne træder ind i den såkaldte 

’postmoderne tidsalder’. 37 Som Lyotard definerer det postmoderne: 

“…it (postmodern) designates the state of our culture following the transformations which, since the 

end of the nineteenth century, have altered the game rules for science, literature, and the arts.” 38 

Det er en transformation, der, som løbende bevægelse fra slutningen af 19. århundrede, har ændret 

reglerne for videnskaben, litteraturen og kunsten, og, som Lyotard argumenterer for, i slutningen af 

1950’ernes Europa for alvor har slået igennem som det postmoderne. 39 At viden ændrer status og 

karakter har jeg skitseret i det historiske afsnit, for når viden i det postindustrielle samfund får status 

36 Jensen 2001:16. 

37 Lyotard 1984:3. 

38 Lyotard 1984:xxiii. 

39 Termen ’det postmoderne’ er et flertydigt og omdiskuteret begreb, der bl.a. kan føres tilbage til Daniel Bells The 

Coming af Post-Industriel Society (1969) og Ihab Hassans Towards a Post Modern Literature (1971). Men det er 

Lyotards filosofiske udlægning af postmoderne, som er relevant i dette projekt. 

11

som den vigtigste produktive kraft, ophører viden, ifølge Lyotard, med at være et mål i sig selv. 40 Når 

viden ikke længere har en værdi i sig selv, men står i forhold til samfundets produktionsudvikling, er det 

klart, at videns ’sandhedsværdi’ vil blive nedprioriteret i forhold til videns (økonomiske) ’nytteværdi’, 

hvilket Lyotard beskriver som samfundets performativetskrav til videnskaben. Dette sætter naturligvis 

videnskabens paradigme i et nyt lys, som Lyotard på følgende måde sætter på spidsen: 

“No money, no proof—and that means no verification of statements and no truth. The games of 

scientific language become the games of the rich, in which whoever is wealthiest has the best 

chance of being right. An equation between wealth, efficiency, and truth is thus established”. 41 

I dette citat fokuserer Lyotard på den negative effekt af samfundets udvikling i det postindustrielle 

samfund ved at hævde, at pengene er i direkte relation til, hvad der forskes i, og derved hvilke 

sandheder videnskaben for ’lov’ at verificere. Og hvis der, som Lyotards teori fremsætter, sættes 

lighedstegn mellem rigdom, effektivitet og sandhed, så er det de økonomiske rationaler, frem for viden 

som dannelse eller som mål i sig selv, der får gennemslagskraft. Denne samfundsmæssige 

nytteudregning af videns værdi har ifølge Lyotard rødder tilbage til den første industrialisering i 

slutningen af 1800-tallet og opdagelsen af den såkaldte reciprokke værdi, som trækker på en matematisk 

udregning, hvor den teknisk-videnskabelige udvikling blev sammenlignet med pengelogikken: ”... no 

technology without wealth, but no wealth without technology.” 42 Ifølge Lyotard skaber det et lukket 

system, hvor overskuddet af de tekniske frembringelser benyttes til ny forskning, som skal forbedre 

teknikkens ydeevne, hvilket netop gør den tekniske videnskab til en direkte produktiv kraft og den 

afgørende faktor i kapitalcirkulationen. Hvis vi igen vender os mod universitetet og filosofien, bliver det 

interessante spørgsmål, hvilken rolle denne samfundsøkonomiske udvikling tildeler universitetet og 

filosofien? 

Først og fremmest er det interessant at se på forholdet mellem den ikke-tekniske videnskab og tekniske 

videnskab, og hvordan den samfundsøkonomiske logik, som anvendes på tekniske videnskab, ifølge 

Lyotard yder indflydelse på den ikke-tekniske videnskab. I forhold til dette argumenterer Lyotard for, at 

forholdet mellem videnskaben og teknikken er vendt om til teknikkens fordel. Hvilket resulterer i, at når 

staten eller virksomheden skal fordele forskningsressourcerne, så er det de forskningssektorer, som ikke 

eksplicit kan plædere for deres bidrag til optimering af systemet (staten eller virksomheden), som 

svigtes af bevillingsstrømmen, og som derfor ifølge Lyotard er dømt til at forældes. 43 I dette perspektiv 

er det klart, at humaniora – og specifikt den del af humaniora, som har støttet sig op ad metafilosofien – 

bliver ramt. Og hvis vi samtidig følger Lyotards udsagn om, hvordan forholdet mellem samfund (stat) 

og universitet mere specifikt sætter sig igennem, så er Lyotards argument, at da økonomien gradvist er 

blevet mere styrende for videnskaben og universitetet, anmodes universitetet nu ikke længere om at 

uddanne en elite som kan vejlede samfundet mod nogle idealer, men derimod kompetencer som kan 

40 Lyotard 1984:6. 

41 Lyotard 1984:45. 

42 Lyotard 1984:45. 

43 Lyotard 1984:47. 

12

enyttes i den samfundsøkonomiske maskine. Som Lyotard beskriver det: 

“The transmission of knowledge is no longer designed to train an elite capable of guiding the nation 

towards its emancipation, but to supply the system with players capable of acceptably fulfilling their 

roles at the pragmatic posts required by its institutions.” 44 

Det er klart, at når viden ikke kan legitimeres ved dets frigørende karakter, men skal ’levere spillere’, 

som kan indgå i samfundets produktionskraft, er der ikke meget tilbage for den spekulative filosofis 

tidligere universitære legitimeringsfunktion. I forlængelse af dette skriver Lyotard, at den humanistiske 

filosofi, grundet den manglende spekulative legitimeringsfunktion, reduceres til undersøgelser af 

logikken eller idéhistorien. I en fodnote udvikler Lyotard dette synspunkt ved at skrive: 

“I do not think that philosophy as legitimation is condemned to disappear, but it is possible that it will 

not be able to carry out this work, or at least advance it, without revising its ties to the university 

institution.” 45 

Hvad Lyotard her skriver, er, at det er muligt, at filosofien, for at udføre sit arbejde og sit 

legitimeringsarbejde, må revidere sine bånd til den universitære institution 46 . 

Vi kan således konstatere, at der er to bevægelser, som samtidigt presser den universitære filosofi og 

den del af universitetet, som er afhængig af filosofien som legitimeringsdiskurs. Den første er af en 

mere ideologisk karakter, hvor selve det postmoderne kan forstås som en grundlæggende mistro over for 

metafortællinger. For det andet står det klart, at filosofien ikke eksplicit, som de tekniske videnskaber, 

kan gøre sit værd i kroner og ører synligt, samt at filosofien ikke som andre fag kan producere spillere, 

der passer direkte ned i allerede definerede samfundskasser. 

Lyotard mener dog heller ikke, at samfundets nye performativetskrav til universitetet er konstruktive i 

forhold til de præmisser, viden skabes under. Men hvad mener Lyotard så er konstruktive betingelser for 

videnskabelse? 

Videnskabens legitimering i det postmoderne 

Det store spørgsmål er nu, hvad der skal legitimere de humanistiske videnskaber, herunder filosofien, 

når det postmoderne udelukker tilslutningen til metafortællingerne? Og skal de humanistiske 

videnskaber ukritisk indordne sig under samfundets performativitetskrav? 

Et simpelt regnestykke om effekt og samfundsmæssig produktivitet (performativet) er, som nævnt, 

44 Lyotard 1984:48. 

45 Lyotard 1984:41. Fodnote 133. 

46 Om filosofien i stigende grad skal finde sin legitimitet uden for universitetet, kommer Lyotard ikke ind på, men 

det er et interessant spørgsmål i forhold til opgavens problemstilling. I det praktiske produkt (se s. 32-34) redegør 

jeg for, at det netop er mit mål at forsøge at skabe en ny plads til filosofien i forhold til den aktuelle diskurs om 

videnssamfundet. 

13

ifølge Lyotard i stigende grad det styrende princip bag de samfundsmæssige investeringer i 

videnskaben. Men dette er betinget af en effektivitetslogik for videnskab, som ifølge Lyotard hverken er 

tilstrækkelig eller gavnlig. 47 Lyotards rationale vedrørende performativitetslogikkens utilstrækkelighed 

baseres på en forståelse af, at systemernes performativitet og effektivitet kun kan måles, hvis alt 

registreres, og samfundet er stabilt. Denne evne til at forudsige fremtiden er afhængig af et arkimedisk 

punkt, hvorfra systemernes performans kan iagttages. Men netop dette element er i direkte modstrid 

med det postmoderne samfunds natur. Umuligheden og absurditeten ved dette beskriver Lyotard med 

følgende fortælling af den argentinske historiefortæller og digter Jorge Luis Borges: 

“An emperor wishes to have a perfectly accurate map of the empire made. The project 

leads the country to ruin – the entire population devotes all its energy to cartography.” 48 

Denne fortælling benytter Lyotard til at belyse den modsigelse eller inkonsistens, som opstår, når f.eks. 

det statslige bureaukrati forsøger at forbedre systemernes performans via kontrol. 

Opsummerende bestemmer Lyotard den postmoderne videnskabs udvikling som værende diskontinuert 

og paradoksalt, hvilket naturligvis ændrer betingelserne for videnskabens spillerum. Som Lyotard 

foreslår: 

“It is changing the meaning of the word knowledge, while expressing how such a change can take place. 

It is producing not the known, but the unknown. And it suggests a model of legitimation that has nothing to 

do with maximized performance, but has as its basis difference understood as paralogy.” 49 

I dette citat foreslår Lyotard, at den nye videnskabsdiskurs ændrer meningen af ordet ’viden’ samt 

forklarer, hvordan denne nye videns mening kan sætte sig igennem; nemlig ved at producere det endnu 

ukendte i stedet for det kendte. Det fører frem til en legitimeringsdiskurs, som ikke skal findes på basis 

af mulige performans, 50 men i stedet er funderet i nyskabelse og forandring, hvilket Lyotard beskriver 

som et produkt af ’paralogi’. 51 

Hvad Lyotard mener med legitimeringen ved paralogi, er det sidste element i hans teori, som jeg vil 

undersøge. For at kunne forklare meningen med legitimering ved paralogier opsætter Lyotard et andet 

legitimeringskriterium, som står i modsætning til Habermas’ idé om legitimering af sandhed gennem 

konsensus. Konsensus refererer her til en habermasiansk betydning af konsensus, som enighed opnået 

ved herredømmefri dialog mellem ligeværdig erkendelse og frie mennesker. 52 Gyldigheden af 

konsensus er, ifølge Lyotard, enten afhængig af at kunne trække på fortællingen om frigørelsen (de store 

fortællinger), eller også bliver konsensus underlagt systemernes ydeevne. Derfor er det ikke mærkeligt, 

47 

Lübcke, Rendtorff, Raffnsøe og Diderichsen 2003:292. 

48 

Lyotard 1984:55. Fodnote 191: Borges i Historia universal de la infamia (org. titel første udg. 1934) På dansk, 

Om videnskabens strenghed. 

49 


50 

Lyotard (1984: 62) ser dog nogle positive elementer ved performativitetskravet, nemlig at den tvinger 

videnskaben og filosofien til at opgive fablerne (den metafysiske diskurs). 

51 

I fodnote 207 gør Lyotard os det klart, at man må skelne mellem produktionsbetingelserne for viden som 

videnskab og viden som produkt. Lyotard 1984:60. 

52 

Lyotard 1984: 60-65. 

14

at Lyotard ytrer: “Consensus has become an outmoded and suspect value.” 53 Konsensus kan ifølge 

Lyotard godt opstå momentvis i den løbende videnskabelige diskussion, men det er ikke videnskabens 

formål. Det er derimod paralogien, der som legitimeringskriterium lægger vægt på uenighed og 

opfindsomhed, da: ”And invention is always born of dissension.” 54 Med dette påpeges kort sagt, at 

opfindsomhed skabes ud fra uenighed, i diversitet, og derfor ikke ved konsensus. 

Derved kan paralogi forstås som en afvigelse fra den tidligere logik og som en art ’antilogik’, der 

konstant udfordrer de etablerede logikker og fasttømrede samfundssystemer. Dette skaber ifølge 

Lyotard en ny slags videnskab, der som en åben model sætter sig igennem på tværs af alle uenigheder 

og forskelle. 55 Som Lyotard beskriver det: 

“Science is a model of an "open system," in which a statement becomes relevant if it "generates ideas," 

that is, if it generates other statements and other game rules”. 56 

Videnskabens pragmatik er således at komme med udsagn, som er relevante, så vidt de afføder nye ideer 

og nye spilleregler. Denne definition er dog ikke uproblematisk, da, som Lyotard selv er inde på, den 

enkelte videnskabsmands udsagn i praksis kan virke for destabiliserende, og derfor blive tilsidesat eller 

undertrykt i f.eks. de interne universitære videnskabelige hierarkier, for dog i nogle tilfælde at blive 

taget op senere og trukket ind i diskussionen. Paralogien står heller ikke i et uproblematisk forhold til 

samfundet, og her betoner Lyotard, at kløften mellem beslutningstagere (magtens udøvere) og de 

videnskabelige samfund, er en af de vigtigste forhindringer for udviklingen af opfindsomheden inden 

for viden. 57 Det fører Lyotard frem til følgende dilemma; at samfundet på den ende side i stigende grad 

har et performativitetskriterium i forhold til viden, og på anden side har den videnskabelige antimodel 

(paralogien), som ved at adlyde performativitetskravet ikke kan skabe den nødvendige modkultur, som 

det åbne system fordrer. Omvendt vil opbyggelse af en modkultur og et ’nej’ til at indordne sig under 

magten muligvis have den følge, at enhver forskningsmulighed forsvinder grundet manglende 

bevillinger. 58 Hvordan dette dilemma mellem pengene og viden kan løses, synes Lyotard ikke direkte at 

svare på, men han beskriver en interessant effekt ved at lade videnskaben operere som paralogi: 

”…but what makes this process attractive for them is that it will result in new tensions in the system, 

and these will lead to an improvement in its performativity.” 59 

Der er altså ifølge Lyotard ikke nødvendigvis en uoverensstemmelse mellem at lade videnskaben 

forfølge sine egne præmisser (som paralogi), da dette kan skabe en spænding inden for systemet og vil 

kunne føre til en forbedring af performativiteten. 

53 Lyotard 1984: 66. 

54 Lyotard 1984: xxv. 

55 Lübcke,Rendtorff, Raffnsøe og Diderichsen 2003:293. 

56 Lyotard 1984: 62. 

57 Lyotard 1984: 63. 

58 Lyotard 1984: 63 

59 Lyotard 1984: 64. 

15

Afslutningsvis skal det nævnes, at Lyotard ikke kun mener, at det postmoderne er kendetegnet ved at 

være instrument for magtinstanserne. Han giver også den mulighed, at når videnskaben ikke skal 

legitimeres i kraft af metafortællinger, men stå i et mere direkte forhold til den dynamiske videns 

skabelse i samfundet, da får opfindsomhedens kraft fortrin. Derfor finder videnskaben fremover heller 

ikke sin berettigelse i eksperternes overensstemmelser, men i de opfindsommes paralogi. 60 

Opsamling 

Hvilken rolle skal filosofien spille i videnssamfundet ifølge Lyotard – og hvilke konsekvenser har det 

for humaniora? 

Med Lyotards teori kan vi forstå filosofiens legitimeringsudfordringer i videnssamfundet. 

Legitimeringsudfordringerne er opstået i kraft af de store fortællingers sammenbrud og forhindrer derfor 

filosofien i at læne sig op ad den tidligere universitære tradition. Filosofien må derfor revurdere sit 

forhold til universitetet (og til samfundet), hvilket forstærkes af det faktum, at samfundet i den 

postindustrielle samfundsudvikling, som i denne sammenhæng kan betegnes som videnssamfundet, har 

gjort viden til dens vigtigste samfundsressource. Det medfører, at legitimeringsgrundlaget etableres ud 

fra økonomiske rationaler, hvilket gør nyttediskurser dominerende på forsknings- og 

uddannelsesområdet. At måle videnskabelse efter dets ydeevne og skabe en legitimering ud fra et 

performativitetskrav, skaber ifølge Lyotard, ikke et grundlag for nytænkning, og derfor foreslår han 

paralogien som et nyt legitimitetskriterium i den postmoderne videns diskurs. 

Vi skal være opmærksomme på, at paralogien sætter den begrænsning eller udfordring op, at når den 

humanistiske forsker ikke kan støtte sig op ad de store fortællinger, bliver den lille fortælling eller den 

lokale sandhed ifølge Lyotard den form, forskerens skabende opfindsomhed må udfolde sig i. Hvis vi 

vender tilbage til Collin og Fayes forskning, fremføres der en lignende idé, som et af de bærende 

argumenter for humanistisk forskning i videnssamfundet, nemlig at den vigtigste samfundsfunktion 

humanistisk tænkning kan udfylde er: ”at udvikle ideer, som vi lever på.” 61 

Hvis vi godtager paralogiens præmisser for videnskaben, i stedet for performativitets krav og bundlinje 

tænkning, så medfører dette flere problemstillinger. For det første: hvorvidt kan paralogien som 

antimodel benyttes som legitimeringskriterium? I så fald er det nødvendigt at vurdere, om sociale 

systemer og institutioner giver plads til den produktive uenighed. 62 For det andet træder 

kommunikationen af den viden, som skabes ind i centrum. For når filosoffen (og forskeren i øvrigt) ikke 

kan søge tilflugt i de store metafortællinger, bliver filosofien afhængig af at kunne kommunikere og 

formidle sin indsigter ud. For hvis filosoffens idé eller historie ikke bliver bragt i spil, virker det rimeligt 

60 Lyotard 1984: xxv. 

61 Collin & Faye 2008:9. 

62 Lübcke, Rendtorff, Raffnsøe og Diderichsen 2003:293. 

16

at antage, at denne manglende formidling kan medføre et legitimitetsproblem. Filosofien får altså en ny 

udfordring, nemlig dette: For at kunne legitimere sin viden skal filosofien kunne bringe den i spil og 

vise dens relevans for en større målgruppe. Dette kræver, at filosofien gøres tilgængelig og forståelig for 

et ikke-filosofisk publikum, og filosofien står derfor overfor en kommunikationsudfordring. 

Kommunikationsudfordringen er især aktuel, når vi ser på filosofien og filosoffens rolle, som vi har set 

tidligere, netop kun kunne legitimeres med henblik på at skabe den store metafysiske historie, som den 

øvrige videnskab kunne støtte sig op ad. Det er en problematik hele humaniora står overfor, som Collin 

og Faye også bemærker, 63 fordi den viden, der producers, er svær at måle direkte i kroner og øre. Denne 

problematik peger på en vanskelig opgave i et samfund, der ifølge Lyotard (samt Collin og Faye), 

prioriterer det, som direkte kan måles og vejes i forhold til økonomien. Skal vi forstå filosofis 

udfordring, bliver vi derfor nødt til at forstå kommunikationsproblematikken, der ligger i at formidle sin 

legitimitet til samfundet. Det er en problematik, Niklas Luhmanns på mange måder kontroversielle teori 

om samfundet som kommunikation, kan give os et indblik i. 

63 Jvf. Lyotard 1984:5. Og som Collin og Faye direkte skriver: ”I humaniora har vi desværre været for dårlige til at 

forklare, hvad det er, vi primært frembringer”. Collin og Faye 2008:18. 

17

Samfundet som kommunikation 

Jeg indledte dette speciale med at tage fat i den aktuelle debat om videnssamfundet. En debat som efter 

min påstand deler politiske, erhvervsmæssige og fagfilosofiske perspektiver op i en kompleksitet af 

modstridende udsagn. I forlængelse heraf stillede jeg bl.a. spørgsmålet, om vi overhovedet forstår 

hinanden på tværs af samfundssystemer? I det foregående afsnit har vi set hvordan samfundet ifølge 

Lyotard kan betragtes som postmoderne. Og med fokus på de kommunikations- og 

legitimeringsudfordringer, som et skift fra store til små fortællinger skaber, er det afgørende nu at søge 

en forståelse af præmisserne for at kommunikere den ’lille historie’. For at forstå denne centrale 

problemstilling, vil jeg i første omgang sætte Lyotards teori om det postmoderne i et nyt lys ved hjælp 

af en undersøgelse af centrale aspekter af Luhmanns systems- og samfundsteori. Og efterfølgende, ved 

hjælp af Habermas’ teori om den kommunikative handlen, søge en anden forståelse for betingelserne og 

mulighederne for at kommunikere filosofien. Indledningsvist ser jeg på Luhmanns beskrivelse af det 

postmoderne samfund for derefter at sætte følgende centrale begreber hos Luhmann i spil: 

uddifferentiering, kompleksitet, informationsoverskud, massemedier og kommunikation. 

I sin artikel “Why Does Society Describe Itself as Postmodern?” skriver Luhmann følgende: 

“The discussion about modern or postmodern operates on the semantic level. In it, we find many 

references to itself, many descriptions of descriptions, but hardly any attempt to take realities into 

account on the operational and structural level of social communications.” 64 

Hvad Luhmann anslår, er, at den betydning vi tillægger beskrivelsen af postmodernismen (vs. 

modernismen) i mange tilfælde er blevet til en beskrivelse af beskrivelsen af postmodernismen. Og hvad 

der glemmes i denne selvrefererende diskussion er, ifølge Luhmann, at tage hensyn til realiteterne på de 

strukturelle og operationelle niveauer, som de sociale kommunikationer skabes under. Luhmann 

argumenterer efterfølgende for, at hvis fokus flyttes fra den overordnede, selvrefererende diskussion til 

at fokusere på realiteterne, så er der ikke et skarpt skel mellem det moderne og postmoderne samfund. 65 

Med til dette synspunkt hører, at artiklen er fra Luhmanns sene forfatterskab (1995), og at diskussion 

om det postmoderne samfund på dette tidspunkt var et centralt emne inden for de akademiske kredse, 

siden Lyotard for alvor introducerede de postmoderne problemstillinger 16 år tidligere. Luhmann følger 

dette kritiske perspektiv på diskussionen om det postmoderne, og i sit sidste værk, Die Gesellschaft der 

Gesellschaft (1997), skriver han: 

“Vores analyser har på ingen måde givet holdepunkter for, at der på et eller andet tidspunkt i dette 

århundrede, formentlig i dets anden halvdel, skulle kunne iagttages et epokegørende skel, som angår 

selve samfundssystemet, og som skulle kunne retfærdiggøre hævdelsen af en overgang fra det moderne 

til et postmoderne samfund.” 66 

64 Luhmann 1995:171. 

65 Luhmann 1995:171. 

66 Luhmann 1997:1143. Ole Bjergs oversættelse 2010: 85-86. 

18

Luhmann hævder ikke, at samfundet ikke har undergået en transformerende udvikling, men påpeger 

blot, at samtiden kan forstås uden et begreb om det postmoderne. Det centrale er her, hvad Luhmann 

sætter i stedet for. Dette vil jeg prøve at forstå ved hjælp af relevante dele af Luhmanns systemteori. 

Informationsoverskud og uddifferentiering 

Luhmanns systemteori bygger sit fundament på en forståelse af samfundet som kommunikation. 

Centralt er her, hvordan den voksende uddifferentiering og kompleksitet sættes i direkte relation til den 

historiske udvikling af kommunikationsmidler. Hvis vi ser på et aktuelt eksempel på denne udvikling, så 

fordobles informationsmængden grundet sociale mobile computerteknologier ifølge eksperter ca. hver 

18. måned. 67 Samtidig viser analyser den af historiske udvikling inden for den videnskabelige 

produktion, at siden det første videnskabelige tidsskrifter dukkede om i midten af 1600-tallet, er tallet 

eksploderet. I dag skønnes der at være mellem 30.000 og 100.000 tidsskrifter, hvilket i sig selv er et 

udtryk for vanskelighederne ved at “holde trit” med nye og forsvindende tidsskrifter. 68 Dette siger dog 

intet om kvaliteten af den fremkomne information og viden, men giver et billede på hvordan videns- og 

informationsmængdens omsætningshastighed er eksploderet. Dette viser også, at viden ikke kan måles 

kvantitativt, da samfundet ellers ville være yderst rigt. 

Spørgsmålet er nu, hvordan Luhmann omsætter denne udvikling til systemteori. I det følgende vil jeg 

fremføre nogle af Luhmanns præmisser for kommunikation. Centralt i Luhmanns kommunikationsteori 

er teorien om autopoietiske systemer, 69 som kort sagt beskriver et system der reproducerer sig selv og 

skaber sig selv i sig selv uden direkte påvirkning fra omverdenen. Omverden er dog en forudsætning for 

systemet, da omverden er lig med de ressourcer, systemet kan benytte. Pointen er derfor, at systemet 

selv skaber og udvælger dets elementer og selv opretholder dets grænse til omverdenen. For at forstå 

dette må vi forstå, hvad der menes med ’et system’: 

”Et system er formen for en sondring og har altså to sider: systemet (som er formens inderside) og 

omverdenen (som er formens yderside).” 70 

Systemer grænser altså op til omverden, der er kompleks og kaotisk, og søger derfor indadtil at reducere 

kompleksiteten. Dette gøres ved at selektere i de informationer, der kommer fra omgivelserne, og 

beskytte sig mod alt for forvirrende og modstridende informationer. 71 Man kan derfor sige, at systemer 

er påtvunget selektion. Et system formår derfor ikke at udtømme omverdens muligheder, men er 

begrænset til at tilslutte sig et udsnit af omverdens mulighedsrum. Denne selektionsmekanisme 

definerer systemets identitet, der markerer grænsen mellem system og omverden, og er systemets egen 

67 

Dessau i artiklen: ”Ny teknologi, ny verden”. 

68 

Thyssen 1994:43. 

69 

’Autopoiese’ er et begreb, som Luhmann overtager fra biologien, hvor det er et kernebegreb i en biologisk teori 

om celledannelse, udviklet af den chilenske biolog Humberto Maturana og hans elev Francisco Varela. 

70 

Luhmann 1997:65. 

71 Thyssen 1994:52. 

19

præstation. Systemerne kan derfor siges at besidde ‘autopoiese’: 

“Autopoetiske systemer kan ikke hente deres strukturer som færdige produkter fra deres omverden. De 

må opbygge dem gennem deres egne operationer.” 72 

Luhmann opererer overordnet med fire forskellige slags systemer. Hvad der her har vores interesse, er 

hans skel mellem psykiske systemer, som opererer i mediet ’bevidsthed’, og sociale systemer, som 

opererer i mediet ’kommunikation’. 73 Kommunikation tilhører de sociale systemer, hvori samfundet er 

Luhmanns mest omfattende sociale system. 

Det funktionelt differentierede samfund består ifølge Luhmann 74 af en række delsystemer som økonomi, 

politik, videnskab, osv. Der er ikke noget centrum, men hvert delsystem varetager en række 

specialfunktioner og fungerer uafhængigt af de andre. Hvert del- eller funktionssystem er organiseret 

omkring sine egne autopoetiske kriterier, som Luhmann refererer til som ’kode’. En kode er baseret på 

et sæt af oppositionelle værdier: har/har ikke penge, magt/ikke-magt, sandt/ikke sandt. Systemerne har 

hver især deres egen operationsmåde uden central koordinering. At samfundet deraf bliver centerløst, 

får Luhmann forskeren L. Qvortrup til at argumentere for at Luhmanns idé om det nuværende samfund 

er et polycentrisk samfund, et samfund opspaltet i et utal af logikker, forståelser og værdisæt. 

Konsekvensen er, at samfundet har mange centre, dvs. flere måder at iagttage og beskrive sig selv på: 

”I et polycentrisk samfund er det grundlæggende problem, at verden er så kompleks, at den ikke 

repræsenteres af (...) et singulært princip (hvad enten det er Gud eller det menneskelige subjekt).” 75 

Så i forhold til den stigende kompleksitet og informationsoverskud, som vi var inde på ovenover, skabes 

der en større og større omverdenskompleksitet, hvilket igen skaber et større krav til reduktion af 

kompleksiteten inden for det enkelte system. Dette skaber så en stigende, overordnet uddifferentiering 

mellem systemerne. Det er altså omgangen med en mere og mere kompleks omverden, der er vor tids 

store udfordring. En kompleksitet der ifølge Luhmanns er opstået, fordi tidligere tiders samfund var 

udgjort af hierarkiske systemer, der med tiden og det moderne samfund 76 er blevet til funktionelt 

uddifferentierede systemer, hvori ingen af systemerne har eneret på at beskrive samfundet. 

Hvis vi vender tilbage til specialets indledning (s. 2) om hvorfor kommunikationen om videnssamfundet 

er så vanskelig, så bliver det klart, at hvis der som Luhmann hævder, ikke er noget sted, hvor en fælles 

koordinering finder sted, så kan der meget vel eksisterer sideløbende, f.eks. økonomiske, politiske og 

fagfilosofiske udsagn som ikke bryder ind i hinanden, men derimod varetager deres respektive 

systeminteresser (reduktion af omverdens kompleksitet). Dette kan måske forklare, hvorfor debatten om 

videnssamfundet er kendetegnet ved dets kompleksitet af modstridende udsagn. En problemstilling, som 

72 Luhmann 2003:45. 

73 Thyssen 1994:80. 

74 Luhmann 2000:87. 

75 Qvortrup 2001:136. 

76 Bemærk i indledning af dette afsnit, at Luhmann ikke skelner mellem det moderne og postmoderne samfund. 

Heraf skal termen ’moderne’ opfattes som det aktuelle samfund. 

20

Luhmann selv i en meget beslægtet problemstilling beskrev kort før sin død: 

“Ved problemer med selvbeskrivelsen, det være sig af verden i verden eller af samfundet i samfundet, 

falder dette relativt let. Man skal blot tillade en pluralitet af selvbeskrivelser, en flerhed af muligheder i 

‘selvbeskrivelsesdiskursen’, som hverken tolererer eller ikke tolererer hinanden, men blot ikke tager 

hinanden til efterretning.” 77 

Hvis vi igen vender tilbage til Collin og Fayes udsagn om den manglende offentlige debat om 

humanioras rolle i videnssamfundet (s.6), så kan denne kommunikationsudfordring (ikke at tage 

humanioras udsagn til efterretning) bunde i noget andet end ligegyldighed om humanioras rolle og 

situation (s.6). Luhmanns systemteori tilbyder os her en alternativ indsigt, som grunder i systemernes 

tvungne reduktion af kompleksitet. Hvordan dette kan forstås, vil vi se på i næste afsnit. Det 

afstedkommer nemlig et nyt spørgsmål om, hvordan vi skal forstå kommunikation i den offentlige 

debat? Og et tillægsspørgsmål, nemlig hvad der kendetegner den offentlige debat i det uddifferentierede 

samfund? 

Massemediernes realitet 

I bogen Massemediernes realitet 78 (1992) forklarer Luhmann, at det specielle ved funktionssystemet, 

massemedierne, som en konsekvens af det moderne samfunds funktionelle uddifferentiering, er, at det i 

stadig stigende grad er massemedierne, som leverer samfundets selvbeskrivelse. Indledningsvist 

opstiller Luhmann følgende tese: 

”Hvad vi ved om vores samfund, ja om den verden, vi lever i, ved vi fra massemedierne. Dette gælder 

ikke blot for vores kendskab til samfundet og historien, men også for vores kendskab til naturen... På 

den anden side ved vi så meget om massemedierne, at vi ikke kan tro på dem som kilder. Vi vægrer os 

og har en mistanke om manipulation, hvilket imidlertid ikke fører til nævneværdige konsekvenser, 

eftersom den viden, som er overtaget fra massemedierne, af sig selv har skabt en selvforstærkende 

sammenføjning. Man må forsyne al viden med tvivlens fortegn – og alligevel bygge på den og tilslutte 

sig den.” 79 

Massemedierne får en ganske omfangsrig betydning som skaber af samfundets selvbeskrivelse. Hvis vi 

tænker på et konkret eksempel, giver denne analogi mening. F.eks. i forbindelse med den såkaldte 

Muhammed-krise, der opstod som følge af Jyllands-Postens offentliggørelse af karikaturtegninger af 

profeten Muhammed. Vores billede af den muslimske reaktion på muhammedtegningerne var et 

spørgsmål om de historier og vinkler, som massemedierne valgte at fokusere på. Helt banalt set blev det 

arabiske flertals fredelige reaktion i kølvandet på ’muhammedkrisen’ mediemæssigt ikke prioriteret på 

tv-skærmen eller i aviserne hjemme hos familien Danmark. Og selvom vi kunne betvivle den viden, 

77 Luhmann 1997:1144-45.i Ole Bjergs oversættelse 2010: 85-86. 

78 Org. titel Die Realität der Massenmedien, 1996. 

79 Luhmann 1992:9. 

21

massemedierne leverede, havde vi ikke andre kilder end dem, massemedierne brugte. 80 Derfor er 

spørgsmålet om hvilken kodning massemedierne opererer med relevant: 

”Massemediesystemets kode er forskellen mellem information og ikke-information. 

Systemet kan arbejde med information. Information er altså den positive værdi, 

designationsværdien, hvormed systemet betegner mulighederne i sin egen opereren.” 81 

Ifølge Luhmann eksisterer massemedierne heraf som et system ud fra koden information/ikke- 

information. Den mekanisme som afgør, hvad der skal betragtes som information, mener Luhmann, er 

forud struktureret i forventningerne til den information, vi modtager. Derfor er al information henvist til 

kategoriseringer, som afstikker mulighedsrum, hvori udvalgsområdet for det der kan ske som 

kommunikation, er struktureret. 82 Heraf kan vi udlede at massemediernes kommunikationsmekanisme i 

sig selv blive mere vigtig end udveksling af et bestemt indhold. Groft sagt må man antage, at hvis et 

emne ikke falder inden for massemediernes informationskriterier, så bliver det ikke omsat til 

offentligheden. Hertil er det vigtigt at spørge, hvad vi overhovedet kan forstå ved begrebet 

’massemedierne’. Massemedierne dækker over alle de anordninger i samfundet, som ved udbredelsen af 

kommunikation betjener sig af tekniske midler til mangfoldiggørelse. Dette kan være bøger, tidsskrifter 

og aviser, TV og radio som produceres i stort antal med en ikke-afgrænset brugerflade. 83 Kravet er 

ifølge Luhmann, at: ”de skal være alment tilgængelige og ikke bare tjener til en telefonisk forbindelse 

mellem enkeltdeltagere.” 84 

Hvis vi med denne information vender tilbage til kommunikationsproblematikken vedrørende den 

manglende debat om humanioras rolle og situation i videnssamfundet, en debat der i høj grad er 

kendetegnet ved sit fravær, som jeg (s. 2) og Collin og Faye (s.6) hævder, så skyldes det i dette 

systemteoretiske perspektiv, at debatten ikke falder inden for massemediernes strukturelle kodning. 

Samtidig, hvis vi ved, at vores samfund skabes igennem massemedier, så ydes der pres på 

funktionssystemerne for at kommunikere igennem massemedierne. Og hvis vi så vender tilbage til 

specialets indledning, så viser en hurtigt søgning på søgeportalen Infomedia, at inden for de seneste 12 

måneder forekommer 6888 artikler under søgningen ’Milena Penkowa’. Søges på ordet ’humaniora’, 

forekommer der 1278 artikler, og søges der specifikt på ’humanioras rolle’, findes 20 artikler. Dette 

giver os vejledende resultat af, hvad massemediernes prioriterer ifht. den specifikke debat om 

humanioras rolle. 

En anden særegenhed, som Luhmann fremhæver ved massemediernes informationsbegreb, er deres 

forhold til tiden. Så snart en information har manifesteret sig i nyhedsstrømmen, bliver den til ikke 

80 I forbindelse med et akademisk projekt om Muhammed krisen tog jeg, mens krisen var på sit højeste, til den 

arabiske verden for at forsøge at udfordre det billede, de danske massemedier skabte af krisen. arabiske verden. 

Dette blev bl.a. til et projekt i teoretisk filosofi, hvor jeg med baggrund i bl.a. andet Luhmann og Habermas 

diskuterede begrebet ’ytringsfrihed’ i lyset af muhammedkrisen (Vestergaard og B. Hansted 2006). 

81 Luhmann 2002:28. 

82 Luhmann 2002:29. 

83 Luhmann 2002:10. 

84 Luhmann 2002:10. 

22

information. 85 Hvilket i praksis gør massemediernes informationskodning til et spørgsmål om nyhed 

versus ikke-nyhed. Det er meget muligt, at f.eks. filosofiens komplekse spørgsmål ikke passer ind i de 

fremherskende massemediers nyhedsstrøm, men er der andre tilslutningsmuligheder til den offentlige 

debat, som går uden om massemediernes kodning? Her påpeger Faye og Collin, at humaniora skal gøre 

omverden opmærksom på sin eksistens vha. ”populære bøger, foredrag, skolen, dagspressen og 

fagpressen, politiske bevægelser og andre kanaler.” 86 Her vil jeg gerne argumentere for, at internettet 

kan være en anden afgørende kanal, idet det skaber mulighed for at bryde med tidsbegrebet i forhold til 

nyhed versus ikke-nyhed, og i stedet gør viden tilgængelig på en allestedsnærværende måde, hvor den 

enkelte bruger i langt højere grad frit kan afgøre, hvilke informations- og videnskriterier man ønsker at 

tilslutte sig. 87 

Vender vi tilbage til spørgsmålet, om vi kan forstå hinanden på tværs af de systemer, vi repræsenterer 

og opererer i, mangler vi en indsigt i Luhmanns forståelse for den mellemmenneskelige dialog. 

Kommunikationens kommunikation 

Luhmann tænker ikke samfundet som en enhed af individer. I stedet består samfundet ifølge Luhmann 

af sociale systemer, og disse systemer består af kommunikation. Luhmann placerer mennesker som 

levende og bevidste systemer i samfundets omverden. 88 Humanisten vil her notere sig, at konsekvensen 

af denne sondring gør systemteorien antihumanistisk. 89 En konsekvens som også Luhmann selv er klar 

over: 

”Humanisten vil imidlertid hurtigt kunne trøste sig, for omverdenen er jo en uundværlig komponent i 

sondringen, den hører til systemets form.” 90 

Om det er systemet, der skaber menneskets kommunikationsbetingelser, eller om mennesket skaber 

systemets operationsbetingelser, er en klassisk problematik, som jeg ikke vil komme mere ind på her. 

Blot vil jeg konstatere, at Luhmanns teori fører til den radikale opfattelse, at det ikke er subjektet, der er 

ophav til kommunikation, men at kommunikation skaber sig selv inden for de forskellige sociale 

funktionssystemers strukturelle kodninger: 

”Der findes således ingen ’bevidste kommunikationer’, lige så lidt som der findes ’kommunikativ 

tænkning’... Eller sagt anderledes: Mennesket kan ikke kommunikere; kun kommunikation kan 

kommunikere.” 91 

85 Luhmann 2002:31. 


87 Statistisk set viser aktuelle undersøgelser, at 86 pct. af alle danske familier har adgang til internet i hjemmet 

(Danmarks Statistik 29. april 2011), mens 40 procent af os læser bøger mindre end en gang om måneden 

(Kilde: Kulturministeriet, Styrelsen for Bibliotek og Medier, Institut for konjunktur analyse). 

88 Luhmann 1997:66-67. 

89 Set i forhold til en klassisk forståelse af humaniora. Humaniora kommer af det latinske adjektiv humanus, der 

betyder menneskelig. Hvis vi alene går efter ordets betydning, kan humaniora deraf defineres som de fag, der 

sætter mennesket i centrum. 

90 Luhmann 1997:67. 

23

Det skal ikke forstås således, at kommunikation i sig selv kan kommunikere, men er relevant i forhold 

til Luhmanns sondring mellem sociale systemer (som opererer i mediet ’kommunikation’) og psykiske 

systemer (som opererer i mediet ’bevidsthed’). Og her er pointen, at mennesket skal integrere sig i 

samfundet og ikke omvendt, hvilket gør det til et spørgsmål om, hvorvidt individet er inkluderet i eller 

ekskluderet fra de forskellige funktionssystemers kommunikation. 92 

Opsamling 

Luhmanns giver os en mulig systemforståelse af humanioras og filosofis kommunikationsudfordringer. 

At samfundets øvrige funktionssystemer undlader at knytte an til humanioras udsagn, bygger på en 

indre tvungen selektion, da systemerne kun kan fungere ved at reducere kompleksitet. Så hvis 

massemedierne, som Luhmann hævder, skaber samfundets selvfortælling, er præmisserne for 

humanioras udbredelse lig med evnen til at tilslutte sig massemediernes informationsbegreb. 

Spørgsmålet er derfor, hvordan filosofien kan kommunikere sin viden udenom de overordnede 

massemedier og uden at bygge på koden om nyhed versus ikke-nyhed? Her kunne man f.eks. pege på de 

kommunikative muligheder for dialog de sociale internetfora, som f.eks. Facebook, har åbnet op for. 

Dette vender jeg tilbage til under den opsamlende refleksion og det praktiske produkt. 

I forhold til disse kommunikative muligheder er det problematisk, at Luhmann i sin diagnose af 

samfundet som kommunikation udelukker mennesket. Her kunne tilføjes, at Luhmanns egen reduktion 

af kompleksitet (ved at udelukke mennesket) skaber et samfundsbillede, som ikke kan give svar på 

fundamentale spørgsmål om f.eks. etikkens rolle eller miljøproblematikker, da disse emner går på tværs 

af systemer og er afhængige af en fælles koordinering. 

Et tredje element er, at hvis vi realistisk betragter f.eks. humanioras rolle, så kan vi i dag ikke 

udelukkende betragte det inden for ét funktionssystem. Heraf er det naivt at forestille sig, at humaniora 

kun skal forholde sig til f.eks. funktionssystemet, videnskab, uden også at kunne navigere i systemer 

som politik og økonomi for at få bevillinger fra staten. Desuden kan det nævnes, at humanioras 

frembringelser ikke blot har videnskabelige konsekvenser, men konsekvenser inden for en lang række 

områder som politik, økonomi, kunst, samt eksistentielle forhold for det enkelte menneske. Deraf kan vi 

udlede, at humanioras problemstillinger går på tværs og ikke kan forstås ud fra et enkelt system alene. 

Derfor vil jeg i næste afsnit ved hjælp af Habermas’ filosofi angående forholdet mellem system og 

livsverden forsøge at blotlægge det spændingsfelt, der er mellem mennesket og system, hvori jeg mener, 

at den praktiske filosofi kan tænkes udfoldet (jvf. indledning s. 6 om målet med det praktiske produkt). 

91 Luhmann 1900a:30-31. i Ole Bjergs oversættelse 2010: 18-19. 

92 Hagen 2000:385. 

24

Livsverden – en fælles forståelsesramme 

Brugen af den tyske sociolog og filosof Jürgen Habermas begrunder jeg dels i hans position, som er 

kaldt ’det modernes redning’ og den deraf følgende opposition til Lyotard og Luhmann, og dels fordi 

Habermas idé om den kommunikative handlen har inspireret specialets praktiske produkt. Grunden til at 

dette afsnit er væsentligt i forhold til den overordnede problemstilling om filosofiens rolle i samfundet, 

er, at Habermas, modsat Luhmanns systemteori, opstiller et ideal for samtalen på tværs af systemer samt 

hvordan denne samtale kan påvirke systemerne igennem kommunikativ rationalitet (fornuft). Og modsat 

Lyotard, hvis postmoderne teori udelukker de store fortællinger, fastholder Habermas et ideal om det 

moderne som et stadig ufuldendt projekt, hvor vi endnu ikke fuldt ud har udnyttet fornuftens potentiale, 

men hvor vi igennem kommunikativ rationalitet 93 kan holde fast i det moderne projekt og de store 

fortællinger om fornuftens frigørende karakter. 94 

Da H. Maturana i 1995 gæstede København, mødte han Ole Thyssen til en samtale om Luhmanns teori 

om samfundet som et system af kommunikation. Maturana lagde sin hånd på Thyssen skulder og sagde, 

at hans synes, der manglede noget: 

“Det er svært at acceptere en idé om samfundet, hvor huse, træer, mennesker og kroppe slet ikke har 

nogen plads”. 95 

Habermas anerkender denne skepsis og ser også dette som en alvorlig mangel ved systemteorien: 

”Systemteorien lader det menneskelige individ opsluge, idet det underlægges systemets krav om 

funktionseffektivitet.” 96 

Spørgsmålet er så, hvad Habermas sætter i stedet for? Og hvordan individet vrister sig fri af systemets 

funktionsstruktur? Disse spørgsmål er relevante for os, da det også må gælde forskeren (herunder også 

filosoffen). Spørgsmålene er direkte relateret til Lyotards analyse af samfundets stigende 

performativitetskrav, men Habermas svarer på disse spørgsmål på radikal anden vis end ved at pege på 

paralogien som udvej. For at forstå Habermas’ svar, er det nødvendigt først at forstå hans 

samfundsbeskrivelse. 

I sit værk Legitimationsproblemer i senkapitalismen (1973) beskriver Habermas hvordan det moderne 

samfund er blevet stadig mere differentierede mellem system 97 og livsverden. 98 Det centrale er her, at 

Habermas’ begreb om livsverden står i modsætning til systemet. Og hvor ’system’ repræsenterer 

93 

Habermas ide om den ’kommunikativ rationalitet’, et særligt fornuftsbegreb indført af Habermas, der betoner det 

rationelle i fri samtale og kommunikation, orienteret mod gensidig forståelse og frivillig anerkendelse af saglige 

argumenter. 

94 

Med troen på fornuften, udfordrer Habermas den fornuftskritik som bl.a. er forbundet med de postmoderne 

teoretikere. En udfordring Habermas tager direkte op i et foredrag fra 1980, hvor han forsvarer det moderne 

projekt som ’et ufuldendt projekt’. Jf. Nørager 1985:17. 

95 

Thyssens forord (s. 27) til Luhmanns Iagttagelse og paradoks 1997. 

96 

Andersen 2000:371 og Habermas 1981:155-57. 

97 

Systembegrebet har Habermas overtaget fra moderne sociologisk systemteori, især Parsons og Luhmann. 

Andersen 2000:370. 

98 Habermas 1975:20-27. 

25

økonomi og administrative systemer, som er styret af anonyme markedsmekanismer og magthierarkier, 

står Habermas’ begreb om ’livsverden’ for en verden af kultur, menneskers indbyrdes relationer og 

personlig dannelse. Ifølge Habermas er det centrale, at de personlige (livsverdens) ressourcer er 

afgørende i forhold til vores evne til at gøre os sprogligt forståelige over for hinanden. For uden 

personlig dannelse og en interpersonel kultur, er vi i stigende grad overladt til systemers styrings- og 

uddifferentieringsmekanismer. 

Et komplementært begreb til Habermas’ livsverdensbegreb er den ’kommunikative handlen’, som 

beskrives i hans hovedværk fra 1981 (Theorie des kommunikativen Handelns). Helt centralt i en 

diskussion om kommunikation står Habermas’ opfattelse af den kommunikative handlen, også udtrykt 

som idealet om den herredømmefri dialog. Den kan beskrives som et ideal for al samtale, men her 

specielt forstået som samtalen i det offentlige rum, der er med til at sikre livsverdenen og derved 

samfundets solidaritet (som systemet ikke kan sikre). Målet for den herredømmefri dialog er konsensus, 

udelukkende opnået gennem gensidig anerkendelse af argumenters rationelle gyldighed. Det vil sige, at 

basis for den kommunikative handlen er fornuften. Det er her vigtigt at understrege, at Habermas ikke 

mener, at diskussionen i det offentlige rum generelt er at opfatte som herredømmefri dialog, der altid 

munder ud i konsensus. Der er derimod tale om et kontrafaktisk potentiale (et ideal). 

Kolonisation af livsverdenen 

Problemet er dog, at grundet uddifferentieringsmekanismerne mener Habermas, at i vor tids moderne 

samfund er kommunikation i livsverdenen i stigende grad truet af systemtænkningen. Kritikken bygger 

på den iagttagne uddifferentiering af de to systemer, hhv. det økonomiske (markedet) og den offentlige 

forvaltning (staten), og de hertil knyttede økonomiske og politiske styringsformer, der i stigende grad 

har fået forrang for rationalitetsformerne i henholdsvis den sociale og den subjektive livsverdens 

rationalitet. Systemerne, som styres af instrumentel fornuft (penge og magt som styringsmekanismer), 

har ikke blot udviklet sig bort fra livsverdenen, men har også i høj grad gennemtrængt og koloniseret 

livsverdenen, hvor stadig flere forhold styres af økonomisk og bureaukritisk rationalitet 99 . Som f.eks. 

Thyssen beskriver det: 

”I stedet for samtale får vi upersonlige styringsredskaber. I stedet for demokratisk kontrol får vi 

økonomiske og tekniske indgreb for at sikre stabilitet. Disse indgreb foretages af eksperter – f.eks. 

politikere, jurister og økonomer – og er ikke gennemsigtige for almindelige mennesker.” 100 

Sammenfattende kan disse betragtninger om system versus livsverden, give os en mulig forståelse for 

vigtigheden af at fastholde et ideal om en livsverden som en modpol til den stigende uddifferentiering 

og de dertil negative konsekvenser for samfundets sammenhængskraft og solidaritet. Vi taler her om en 

sammenhængskraft, der må være væsentlig for filosofiens og humanioras placering i samfundet, da 

99 Ikke at penge og politisk magt kan undværes, men de kan ikke erstatte den livgivende og samfundsskabende 

kommunikation, som udfolder sig i livsverdenen. 

100 Thyssen 1994:71. 

26

disse er afhængige af samfundets kommunikative infrastruktur. Uden en livsverden er det svært at 

forestille sig hvordan de humanistiske indsigter og ideer kan knyttes sammen med det øvrige samfund. 

Kort sagt, filosofien har brug for samfundets tværfaglige samtale for at finde en legitimitet uden om 

markedets logik. Her er min vurdering, at Habermas’ filosofi om ’livsverdenen’ er mere end et teoretisk 

velfunderet princip, da det peger på et praktisk problem: Hvordan specialiserede systemer, som f.eks. 

videnskaben, men også filosofien kan ’oversættes’ og kommunikere med den sociale (livs)verden. I 

forhold hertil påstår Habermas, at den vestlige filosofi og videnskab har overbetonet én af sprogets 

dimensioner, nemlig ’fremstilling af sagforhold’ i forhold til sprogets andre dimensioner. Af andre 

dimensioner nævner Habermas bl.a., en dimension der gælder afklaringen af, hvilke normer og regler 

der er gyldige, og en dimension som gælder personens præsentation af sig selv gennem tale. 101 

Selvom Habermas opererer med et klart skel mellem det at deltage i videnskabelige og filosofiske 

diskurser, og på den anden side det at deltage som kommunikativ borger i samfundet, 102 er det vigtigt at 

påpege, at disse verdener ikke er adskilte, men forudsætter hinanden. F.eks. er vores sproglige identitet 

og erfaringsverden konstitutiv for vores faglige ekspertidentitet (f.eks. som filosof), og samtidig er 

formidling af et filosofisk emne til et bredere publikum end det specialiserede fagfilosofiske igen 

afhængig af kunne kommunikere inden for en fælles menneskelig kommunikationshorisont. I forhold til 

den overordnede problemstilling om filosofiens rolle i samfundet peger disse indsigter på, at filosofiens 

formidlingsdimension er væsentlig i forhold til at bygge bro mellem den specialiserede filosofi og den 

almene menneskelige horisont. Det vender jeg tilbage i forhold til specialets praktiske 

formidlingsprodukt. 

I den efterfølgende refleksion vil jeg forsøge hvordan hhv. Lyotards, Luhmanns og Habermas’ teorier 

dels kan være komplementære, modstridende og udelukke hinanden. 

101 Thyssen 1994:67. 

102 Andersen 2005:261. 

27

Del II 


I denne opsamlende refleksion vil jeg først og fremmest diskutere hvilke forbehold, der bør knyttes til 

teorierne. Derefter er det relevant at spørge, hvorledes vores teoretiske indsigter kan bringes i spil i 

forhold til projektets overordnede problemstillinger. Dette fører mig over i projektets praktiske 

formidlingsprodukt, hvor jeg i forlængelse af refleksionsafsnittet kort vil fremlægge en måde, hvorpå 

den praktiske filosofi kan anvendes og komme i spil. 

Der er tydelige metodologiske og teoretiske forskelle mellem Lyotard, Luhmann og Habermas. 

Luhmanns og Habermas’ teorier kan ses som uforenelige, 103 men i nærværende formidlingsspeciale 

vælger jeg at fokusere på, hvordan teorierne kan komplementere hinanden. 

Først og fremmest tager Luhmanns og Habermas’ teorier begge udgangspunkt i sproget. Men her deler 

vandene sig, for i Luhmans teori befinder individet sig i kommunikationssystemernes omverden og skal 

tilpasse sig for at kunne agere i systemet, hvilket gør det vanskeligt i praksis at se, hvordan forskellige 

systemer kan integreres og kommunikere med hinanden. Hvorimod Habermas’ skelnen mellem system 

og livsverden bevirker, at de forskellige systemer kan integreres i hinanden ved den 

mellemmenneskelige dialog, som følger livsverdens kommunikative principper og idealet om 

konsensus. 

En anerkendelse af dette teoretiske grundlag i forhold til projektets overordnede problemstilling, kan 

give os en forståelse af, hvorfor filosofi som system ikke direkte kan integreres i f.eks. en politisk og 

erhvervsorienteret diskurs, men at en integration synes mulig ved at forfølge idealerne om 

kommunikativ handlen i livsverdenen. Forstået på den måde at i stedet for at kampen om 

videnssamfundet foregår på systemisk plan, hvor det i forlængelse af Luhmann bliver et spørgsmål om 

koder, kan vi med Habermas’ udlægning af livsverden åbne for et ideal om meningsudveksling på et 

mellemmenneskeligt niveau. Her er spørgsmålet, om målet for forståelse er at opnå konsensus, eller om 

uenighed kan være frugtbar? 

Man kan spørge, som Lyotard gør det, om sproget kan have andre formål end at sigte mod konsensus – 

om uenighed ikke kan være paradoksalt og modstridende, men samtidig dannende og kommunikativt 

skabende? Er konsensus overhovedet vejen frem, og er det realistisk – givet vores stadig mere 

uddifferentierede samfund? Eller kan uenighed rumme et potentiale, som bliver undertrykt i en 

konsensusorienteret kommunikationsteori? Jeg vil mene, i forlængelse af Lyotards teori, at tillades 

uenighed og paradoksalitet, åbnes der op for en bredere tilgang til, hvad kommunikationens formål er, 

og vi ser derfor et mere dynamisk kommunikations- og handlingsbegreb, som ligeledes finder sin 

legitimitet i de opfindsommes paralogi (jvf. Lyotard s. 13 og frem.). Lyotards ide om paralogi og 

103 Hvilket bl.a. ses i deres fællesværk, Theorie der Gesellschaft oder Sozialtechnologie, 1971. 

28

dissensus frem for konsensus, kan dog ende i en performativ inkonsistens, for i Lyotards postmoderne 

diskurs, er søgen efter et fælles forståelsesgrundlag passé, hvilket giver et åbenlyst 

kommunikationsproblem. For når forskeren, f.eks. filosoffen, skal praktisere paralogien, er vedkomne jo 

afhængigt af at kunne gøre sig forståelig. Og hvis filosoffen kun evner at mangfoldiggøre og meddele 

sine tanker og ideer inden for sit eget system, ender vi jo netop i et autopoietisk og selvreferende 

system. I forhold til denne diskussion, vil jeg mene, at vi godt kan dele Lyotards opfattelse om 

paralogiens styrke, og samtidig fastholde et synspunkt der anerkender vigtigheden af en fælles 

forståelses ramme, der gør kommunikation på tværs mulig. 

Et konkret eksempel, der underbygger vigtigheden af en fælles forståelsesramme, kan være tidens 

formentlig mest presserende problematik omkring, hvordan vi handler i forhold til de accelererende, 

selvforskyldte menneskeskabte klimaforandringer. Her bliver problematikken om konsensus i forhold til 

paralogi, samt kommunikation mellem systemer, af afgørende betydning. For det første er det tydeligt, 

at klimaproblematikken ikke kan isoleres inden for et enkelt system, men rækker ud over et ethvert 

system, idet det er et problem, der bunder i vores fælles, fysiske verden. Samtidig er det rimeligt at 

antage, at løsninger på komplekse problemer, som f.eks. klimaproblemet, ikke kan løses isoleret, men er 

afhængigt af et samarbejde på tværs. Det vil sige, at præmissen for en koordineret handling først og 

fremmest er afhængig af en accept af, at der er et problem (konsensus) hvorefter løsningerne på 

problemerne kræver nytænkning og ny videnskabelse. 104 I betragtningen af at denne viden er af ny 

karakter, ville konsensus kræve, at alle åbnede sig op for nye erkendelser, hvilket forekommer utopisk 

set i lyset af systemernes autopoetiske karakter. Derudover er det nemmere at forholde sig til det, der er 

eller har været, modsat det der endnu ikke er. Her bliver de opfindsommes paralogi (jvf. Lyotard s. 12) 

en nødvendighed for at kunne udvikle potentialet i det mulighedsrum, som ligger immanent i verden. I 

overstående eksempel ses, hvordan konsensus og dissensus kan være komplementære på hver deres 

niveau. 

Vi kan ligeledes pointere, at kommunikationsformål i praksis synes at rumme et både-og, da 

størstedelen af vores kommunikationer handler om at koordinere handling og forståelse, og kun en lille 

del handler om at skabe nyt og udvise opfindsomhed. Pointen er, at en kommunikationsteori bliver nødt 

til at rumme begge elementer. 

Den nye store fortælling? 

I forhold til Lyotards teori om det postmoderne er det relevant at spørge, om vi har lagt de store 

fortællinger bag os? Hvis vi ser vi på samfundets udvikling, og specifikt på forskningspolitikken, siden 

Lyotards analyse fra 1979, vil jeg argumentere for, at markedet og pengene er blevet til den nye store 

fortælling. For at underbygge denne påstand er det slående, hvordan markedets logik er blevet til en 

104 Man kunne her argumentere for, at de konkrete værktøjer findes allerede. Nytænkningen og videnskabelse 

gælder derfor især inden for en politisk og organisatorisk kontekst. 

29

ideologi uden egentlig konkurrence. Vi kan se, hvordan der implicit i termen ’videnssamfundet’ som 

erstatning for industrisamfundet, er en placering af viden i en position, der i stigende grad fokuserer på 

viden som en strategisk/økonomisk ressource. Det hjælper heller ikke, at den politiske magt er blevet 

stadig mere dominerende på forskningsområdet. F.eks. har man for at sikre sig, at universitet nu også 

tilpasser sig tidens nye økonomiske vilkår, foretaget en stigende regulering og kontrol af de afsatte 

forsknings- og universitetsmidler, bl.a. i form af Universitetsloven 2003. Med den nye universitetslov er 

det blevet således, at universiteterne styres af en bestyrelse, som skal have et flertal af medlemmer uden 

forskningskundskaber. 105 Derpå forskydes styringen af universitet fra et primært videnskabsinternt 

hierarki til et hierarki, som får sin magt og legitimitet udefra. Dette har i praksis givet politisk magt til at 

prioritere forskning i en bestemt retning, uden nødvendigvis at tage hensyn til de universitære 

normsæt. 106 Konsekvensen er, at uddannelse i stigende grad bliver tænkt som noget, der skal finde vej til 

markedet, som f.eks. den politiske kampagne sigende lyder: ”Fra tanke til faktura”. 107 Opsummerende er 

paradokset, at der satses på viden, som på nuværende tidspunkt kan ses som havende en økonomisk 

værdi, hvorimod den viden, der efterspørges for at skabe langsigtet værdi igennem f.eks. nytænkning, 

kun kan skabes inden for rammer, der endnu ikke kan dokumentere økonomisk vækst. Samtidig fremgår 

det af de ledende politiske og erhvervsorienterede perspektiver på videnssamfundet, at universitetet er 

den bærende struktur og kimen til samfundets fremtidige økonomiske overlevelse. Derfor kan vi med en 

vis ret sige, (i forlængelse af det historiske afsnit del 1 s. 8), at legitimeringen af universitetets viden er 

gået fra at være grundet af først teologien, dernæst filosofien og nu økonomien. Dette gør Lyotards 

begreb om paralogi centralt. For er det ikke forskeren eller filosoffens opgave at opstille en modlogik i 

forhold til den kortsigtede pengelogik? En modlogik, som vækker den kritiske sans og refleksion, og 

som kvalificerer viden som velbegrundet, som noget fundamentalt andet end tro og tilslutning til tro. I 

Collin og Fayes tese (s.7) om at universiteterne i stigende grad bliver kørt som effektive resultat- og 

bundlinjeorienterede virksomheder, er dette paradoks tydeligt. 

Ser vi igen på humanioras og filosofiens rolle, bliver berettigelsen at kunne udfylde feltet for ny 

videnskabelse og ny tænkning i forholdet til resten af samfundet, samt at kunne formidle dette så det 

bringes i spil. Derfor er det interessant at se på hvilken form for viden, der er brugbar i denne 

henseende. 

Som vi tidligere konstaterede, er reproduktion ikke vejen til ny viden. Det er derfor ikke nok at 

universiteterne producerer cand.mag.er i bundter. Det afgørende er, hvorvidt kandidaterne kan benytte 

den viden, de har fået fra universitet i praksis til at tænke nyt. Samtidig er det ikke nok at vide meget 

eller være god til at finde på nyt. Det nye skal også kunne benyttes og kommunikeres på en måde, der 

giver mening for andre. For at kunne skabe denne form for værdi er det væsentligt, at vi kan 

105 Sørensen 2007: 22. 

106 Hansen og Johansen 2007:33. 

107 ”Fra tanke til faktura” introducerer bl.a. en ny form for kontraktfilosofi, som skal sikre at universiteterne i 

stigende grad samarbejder med erhvervslivet. 

30

kommunikere med hinanden. Men den tværfaglige kommunikation, som også kan sikre, at filosofiens 

synspunkter blive taget i betragtning i de politiske beslutningsprocesser, synes at være ualmindelig svær 

at gennemføre på systemniveau, og derved forskydes ansvaret fra systemet til det enkelte menneske, der 

bliver kimet til en mulig værdibaseret dialog, som kan gå på tværs af systemerne. 108 

Jeg vil derfor mene, at filosofien, mit fokus er på den praktiske filosofi, har et stort potentiale og en 

legitimering. Ikke som et højerestående system, men som en medskaber af den viden, de ideer og de 

værdier, vi lever på. Med denne afsluttende betragtning vil jeg i næste afsnit, omhandlende det praktiske 

produkt, vise én måde, hvorpå jeg mener, at den praktiske filosofi kan sættes i spil. Det sker ved at 

skabe en dialog mellem repræsentanter fra erhvervsliv, politik og filosofi om de værdier, der danner 

grundlag for vores liv. 

108 Hvilket, skal vi notere os, er en modbevægelse til den postmodernistiske værdirelativisme. 

31

Den praktiske formidlingsdel 

www.videnssamfundet.com 

Som jeg argumenterede for i afsnittet om Luhmann, rummer de sociale medier på internettet et 

potentiale for dialog, da internettet i form af web 2.0, 109 til forskel fra klassiske massemedier og web 

1.0 giver afsender og modtager en mulighed for gå i dialog. Der åbnes derfor op for en 

kommunikationsform, som ikke er styret af top-down strukturer og økonomisk legitimering, hvilket 

typisk præger massemedierne. Med de sociale medier er der altså skabt en platform, hvor den enkelte 

aktør (person) kan ytre sig og skabe mellemmenneskelig dialog. Derfor mener jeg, at det kan være en 

interessant platform for at teste projektets tese: ”Hvis man forstår filosofiens kommunikationsproblemer 

og muligheder i videnssamfundet, kan filosofien bringes mere i spil, end tilfældet er”. 

Men der er forbehold, man bør tage, hvis man ønsker at kommunikere på nettet. Ét er, at man kan 

misforstå det skrevne medie, idet man ikke har mulighed for at se personens ansigtsmimik og 

kropssprog. Et andet element er, at når alle kan deltage og producere indhold til nettet, er der ingen 

garanti for kvalitet og sandhedsværdi. At filtrere og destillere den store mængde af information og viden 

der er tilgængelig, bliver derfor i høj grad op til den enkelte. Dertil kan det være uigennemsigtigt, hvem 

afsenderen er og om der f.eks. er kommercielle interesser bag, hvilket kan forstærke mistilliden. En 

sidste oplagt betragtning er, at når alle har travlt med at være deres eget kommunikationscentrum, er der 

mindre tid til fordybe sig i andres viden. 

Et andet element ved at arbejde i web 2.0 er, at det er opbygget af netværk og relationer. Ønsker man 

derfor at formidle et budskab, kan dette ikke gøres uden at skabe et netværk. Fordelen kan være, at det 

webbaserede netværk har mulighed for at nå længere ud end ens eget personlige netværk, idet det er 

koblet til et community, f.eks. Facebook. Der kan derfor åbnes op for nye netværk på tværs af både fag, 

systemer og landegrænser. En betragtning i forhold til Luhmanns og Lyotards skeptiske 

kommunikations- og samfundsperspektiv er, at tværfaglige netværksdannelser rummer et vist potentiale 

for at bryde med uddifferentieringsmekanismen, hvis man altså kan nedbryde den manglende tillid, som 

kendetegner både nettet og Lyotards karakteristik af det postmoderne. 

Derudover skal det siges, at udviklingen af internettet og udvikling af de kommunikative 

handlingsmuligheder via sociale medier, web 2.0, er et område, hvor den aktuelle diskurs om 

videnssamfundet rækker ud over teorierne - og som teorierne derfor af gode grunde ikke direkte kan 

sige noget om. 

109 Web 2.0 adskiller sig i forhold til web 1.0, da sidstnævnte havde form af art massemedier med en afsender og 

mange modtagere. Web 2.0 derimod er kendetegnet ved, at den enkelte aktør er i centrum. Af typiske web 2.0tjenester 

kan nævnes Facebook, Twitter og YouTube. En teoretisk behandling af web 2.0 vil jeg imidlertid 

begrænse mig fra, da web 2.0 ligger inden for specialets praktiske del. 

32

Hvordan har jeg valgt at teste tesen i praksis? 

Med overstående kommunikationsudfordringer for øje har jeg skabt kommunikationsplatformen, 

www.videnssamfundet.com, hvor jeg har eksperimenteret med at kommunikere med forskellige 

multimodaliteter 110 . Konkret har jeg i syv korte film undersøgt, hvordan forskellige 

kommunikationsformer spiller sammen ved at kombinere tekst, lyd og levende billede for at 

imødekomme folk igennem udtryks- og oplevelsesformer. Det særegne ved disse 

kommunikationsformer er, at de modsat skriftsproget og i lighed med ansigt-til-ansigt samtaler benytter 

flere elementer, f.eks. kropssprog og ansigtsudtryk og derfor skaber en kommunikationsform, der 

minder mere om vores livsverden. Jeg har dertil i vid udstrækning bortredigeret min egen stemme og 

styring af samtalen igennem spørgsmål, da jeg som afsender ikke er den relevante. Målet har været at 

modtageren fik en fornemmelse af, at mine samtalepersoner taler direkte til dem. 

Jeg har igennem de film, som kan ses på www.videnssamfundet.com, forsøgt at skabe en personlig 

ramme om samtalerne og linke emnerne til de medvirkendes personlige livsverden. Som undertitlen, På 

roadtrip i videnssamfundet, antyder, er meningen at invitere seeren på en rejse ind i syv særligt udvalgte 

menneskers tanker og livsverdener. Disse mennesker er også udvalgt på baggrund af deres forskellige 

professioner. Mit mål har nemlig været ikke at reproducere de systemiske forskelle mellem politik, 

erhvervsliv og filosofi, men ved at fokusere på grundlæggende menneskelige værdier skabe en grobund 

for dialog og debat om de værdier, vi lever på i videnssamfundet og ikke af, en pointe som skal 

krediteres Collin og Faye i Ideer vi lever på. 111 

Et andet element i forhold til bygge bro til ikke fagfilosofisk publikum, er, at det ikke er nok for folk at 

være publikum, de vil gerne selv deltage. Derfor har jeg skabt Facebook siden, der i praksis har fungeret 

som et dialogforum, hvor folk igennem spørgsmål og chatfunktionen har givet deres meninger til kende. 

Samtidig har Facebook siden været med til skabe netværk og kontakt til folk, som senere har deltaget i 

projektet, hvilket bl.a. er tilfældet med Ida Auken og Gitte Larsen. 

Sidst skal det afsluttende siges, at www.videnssamfundet.com er et fortløbende eksperiment i praktisk 

filosofi, og derved ikke et færdigt produkt. 

På næste side er en illustration af de medvirkende og hvilke værdier (og etiske emner), som er i centrum 

for den enkelte samtalefilm. Der er en beskrivelse af de forskellige personer i bilag 3, og en kort 

brugervejledning til videnssamfundet.com i bilag 1. 

110 Bruhn Jensen 2009:23. 


33

Hvad blev resultatet? 

Arbejdet med andre af sprogets dimensioner end fremstilling af sagforhold (jvf. Habermas s.21) har 

skabt nogle spændende resultater, og jeg fået en del tilbagemeldinger fra folk, som må siges at befinde 

sig langt fra det ’fagfilosofiske’ publikum. Derudover er filmene set over 3600 gange, 112 hvilket giver en 

indikation af, at det er nået bredt ud. Se statistikker for videnssamfund.com i bilag 2. For en uddybning 

af de mere kvalitative resultater, se kommentarerne fra Facebook siden i bilag 4. 

112 Se bilag 2. 

34

Konklusion 

Som udgangspunkt indledte jeg følgende problemformulering: 

På baggrund af en teoretisk og historisk forståelse af filosofiens rolle i samfundet ønsker jeg at 

undersøge relevante samfundsmæssige og kommunikative præmisser for at bringe filosofiens 

særegenhed ind i det aktuelle videnssamfund. 

Dertil opstillede jeg følgende tese: 

Hvis man forstår filosofiens kommunikationsproblemer og muligheder i videnssamfundet, kan 

filosofien bringes mere i spil, end tilfældet er. 

For at svare på problemformuleringen valgte jeg at tage udgangspunkt i et citat fra Collin og Faye for 

derfra at undersøge, hvorfor der er kommet mistillid til humaniora og herunder filosofi. Dette gør jeg ud 

fra et historisk og teoretisk perspektiv med udgangspunkt i Lyotards teori om det postmoderne samfund. 

Her kom jeg frem til, at denne mistillid, og tilhørende legitimeringsproblem, bunder dels i en historisk 

udvikling, der forhindrer filosofien i at læne sig op ad den universitære tradition. Og dels i kraft af at 

samtiden har viden som sin vigtigste ressource, og derved skabes et performativt krav til den viden, der 

produceres, hvilket ikke fremmer betingelserne for den frie filosofiske forskning, idet kravet om 

performativitet bliver legitimeringsgrundlaget. Som et alternativ til de store fortællinger opstiller 

Lyotard paralogien som værende forskerens modstilling til performativitetslogikken. Problemet, som 

jeg i forlængelse af denne præmis diskuterede, var, at når filosofien ikke kan støtte sig op ad de store 

fortællinger, og når den lille fortælling eller lokale sandhed bliver den, forskerens skabende 

opfindsomhed må udfolde sig i, kommer kommunikationen i centrum. Kommunikationsudfordringen 

der herved opstår, valgte jeg at belyse i første omgang ved at se på Luhmanns system og 

kommunikationsteori. Dette gav et indblik i samfundet som uddifferentieret, bestående af adskilte og 

selv-refererende systemer. Med Luhmanns kommunikationsperspektiv synes forskerens eller filosoffens 

muligheder for at sætte sin viden i spil uden for sit ’eget’ system knapt eksisterende, hvilket giver et 

åbenlyst kommunikations- og legitimeringsproblem. Dernæst inddrog jeg Luhmanns systemperspektiv 

for at svare på problemet om den manglende debat i offentligheden om humanioras situation, som i 

Luhmanns perspektiv kunne forstås ved at undersøge massemediernes kode for nyhed – ikke nyhed, og 

her kunne en søgning på Infomedia bekræfte, at artikler om humanioras rolle, til forskel fra f.eks. sagen 

om Milena Penkowa, tydeligt falder uden for massemediernes kodning. 

Opsamlende blev min vurdering, at hvis filosofien skal kommunikere sin særegenhed ud, er det 

nødvendigt dels at åbne op for et perspektiv på kommunikation, som rummer den tværsystemiske og 

mellemmenneskelige kommunikation, og dels at undersøge på hvilke måder vi kan nå ud til 

offentligheden uden om massemediernes kodning. Hertil gennemgik jeg først Habermas sondring 

mellem system og livsverdenen, hvilket gav os forståelsen af kommunikative handlemuligheder uden 

for systemerne. Og her fandt jeg, at der i den mellemmenneskelige dialog netop var et mulighedsrum for 

at kunne bringe filosofiens særegenhed i spil. 

35

Konkluderende vurderer jeg på baggrund af teorierne, at det teoretisk set godt kan lade sig gøre at 

kommunikere filosofiens særegenhed ved at indgå på de rette præmisser, men man må holde sig for øje, 

at der er modsætningsforhold mellem Lyotard, Luhmann og Habermas positioner og teorier. På trods 

heraf har jeg vurderet, at teorierne kan supplere hinanden, og derfor er de benyttet komplementært for at 

belyse forskellige aspekter af projektets overordnede problemstillingen. 

Teorierne kan dog ikke give en udtømmende beskrivelse af filosofiens muligheder for at komme i spil i 

det aktuelle videnssamfund. Med disse betragtninger er vi tilbage ved forordets indledende spørgsmål 

om hvorvidt anvendt filosofi, og dennes diskurs, skal handle om markedsføring og HR, som Morten 

Albæks foreslår i sin præsentation af uddannelsen Anvendt Filosofi på AUU. Her er det min vurdering, 

at det principielt teoretisk godt lade sig gøre at og kommunikere filosofiens nytte og særegenhed ud, 

uden at ligge under for samtidens gældende politiske og økonomiske styringskrav. Denne 

grundlæggende påstand, mener jeg, er svær at bevise teoretisk, men kalder på en praktisk 

handlingsform. 

For at teste dette i praksis har jeg forsøgt, i specialets praktiske del, at vise én vej, hvori filosofien kan 

sætte sig igennem i videnssamfundet. Både ved fysisk at skabe en dialog med udvalgte personligheder 

på tværs af systemer samt ved at benytte nye kommunikative handlingsmuligheder via sociale medier 

og web 2.0. Argumentet for at benytte internettet og de sociale medier er netop, at disse forholdsvis nye 

medier bryder med massemediernes kodning og tilbyder en ny platform for mellemmenneskelig 

kommunikation med potentiale for at nå ud til en bredere målgruppe end den internt fagfilosofiske. 

Selvom www.videnssamfundet.com kun viser én vej ud af mange mulige, har interessen, projektet har 

fået, anerkendt et behov for at bringe filosofiske spørgsmål og arbejdsmetoder ud i vores aktuelle 

videnssamfund. Og hvis vi her vender tilbage til Collin og Fayes forslag om, at målet for den 

humanistiske kommunikation kan være at diskutere og forme de ideer og værdier (min tilføjelse), vi 

lever på, giver det plads til filosofien både som tradition, men også som fornyelse. 

I denne forstand synes den fortsatte og konfliktfyldte diskussion om videnssamfundet at være selve 

kimet til refleksion og debat og en derfor nødvendighed for nytænkning, for det er kun i endnu 

udefinerede, at der endnu er et uafklaret mulighedsrum. 

36

Summary in English 

This thesis, Kampen om Videnssamfundet – med fokus på filosofiens rolle (The Battle of the Knowledge 

Society – with a Focus on the Role of Philosophy) is placed within the context of practical philosophy. 

The thesis is an investigation of the communication struggle in our current society as a knowledge 

society. Based on a theoretical and historical understanding, the primary objective is to understand the 

role of philosophy in society, in order to explore the social and communicative premises for philosophy 

to unfold its specific potential within society. The theoretical base consists of theories by Jean-François 

Lyotard, Niklas Luhmann and Jürgen Habermas. The practical production related to this thesis is the 

website: www.videnssamfundet.com. The website is meant to show a possible way of bringing 

philosophy into the pragmatic, everyday world by exploring the intermediate and communicative 

possibilities within social media for conveying the practical insights of philosophy. The content of the 

website is collected through dialogues with philosophers, politicians, business leaders and researchers. 

In order to examine the historical role of philosophy, thus understanding the role of philosophy in our 

current knowledge society, I have applied Lyotard’s theory of the postmodern society and his thesis 

about the death of grand narratives. Luhmann’s social system theory has shown why communication 

across systems is challenging. In this section of the thesis, an understanding of the role of mass media in 

relation to the systems proved to be a way for society to create a shared narrative. In the third and last 

section of the thesis, Habermas’ distinction between system and life world was applied in order to 

understand the premises for creating a crosscutting dialogue and for exploring the possibilities of 

communication in within the life world. 

Whether the theoretical base is relevant for exploring the proposed field or not, will be discussed in 

relation to the current debates about knowledge society. I consider the Internet and Web 2.0 as a 

phenomenon characterising the current knowledge society. The production (videnssamfundet.com) 

connected with this thesis is a way of testing whether the philosophical issues can be communicated 

using an audio-visual communication form and the social media as a platform. At last the issues and 

premises of creating cross system communication and how that can help communicate a role for 

philosophy in our current knowledge society will be explored, in relation to mediating to a non- 

philosophical audience using the social media, web 2.0. 

37

Bibliografi 

Andersen, Heine: Jürgen Habermas 

I Andersen, Heine & Kaspersen, Lars Bo (red): Klassisk og moderne samfundsteori. 

Hans Reitzels Forlag side 364-382, (2000). 

Andersen, Heine: Jürgen Habermas 

I Dyssel Mortensen, Morten & Olsen, Niklas (red): Tyske intellektuelle i det 20. århundrede 

Gyldandals Forlag side 260: 278, (2005). 

Aristoteles, tr. Woods, Michael: Eudemian Ethics 

Clarendon Press, Oxford, (1982). 

Bangskjær, Birgit: Interaktive universiteter er markedsorienterede universiteter 

Siggard Jensen, Hans og Maskell, Peter (red.): Universiteter for fremtiden – Universiteterne og 

videnssamfundet. Forfatterne & Rektorkollegiet, (2001). 

Bjerg, Ole: Etik uden moral – Det gode menneske i det postmoderne samfund. 

Museum Tsuculanums Forlag, (2010). 

Burchardt, Jørgen: Viden giver velstand - Hvidbog om dansk forskningsformidling. 

Syddansk Universitets Forlag, (2007). 

Collin, Finn og Faye, Jan (red.): Ideer vi lever på – Humanistisk viden i videnssamfundet 

Forfatterne og Akademisk Forlag, København, (2008). 

Fuglsang, Lars og Bitch-Olsen, Poul: Videnskabsteori I samfundsteorierne. 

Roskilde Universitetsforlag, (2003). 

Habermas, Jürgen: Legitimationsproblemer i senkapitalismen. 

Fremad, København, (1975). 

Habermas, Jürgen. Theory of Communicative Action. Vol. 1: Reason and the Rationalization of Society. 

Boston, MA, (1981). 

Habermas, Jürgen: Moral Consciousness and Communicative Action. 

The MIT Press, (1990). 

Habermas, Jürgen: Teorien om den kommunikative handlen. 

Aalborg Universitetsforlag, (1997). 

Habermas, Jürgen, and Niklas Luhmann: Theorie Der Gesellschaft Oder Sozialtechnologie. - Was 

Leistet D. Systemforschung?. Frankfurt A.M. Suhrkamp, (1971). 

Hagen, Roar: Niklas Luhmann. 

I Andersen, Heine & Kaspersen, Lars Bo (red): Klassisk og moderne samfundsteori. 

Hans Reitzels Forlag side 382-399, (2000). 

Hansted, Allan Alfred og Vestergaard, Søren: Ytringsfriheden og moderne projekt 

38

Projekt i teoretisk filosofi, Københavns Universitet, (2006). 

Jakobsen, Karen S: Det ny humaiora 

Reference til J. F. Jensen (1997): Mellem fri forskning og politisk styring 



Jensen, Klaus Bruhn: Medier og Samfund – En introduktion. 

Forlaget Samfundslitteratur, (2009). 

Jørgensen, Dorthe: Viden og Visdom – Spørgsmålet om de intellektuelle. 

Det lille Forlag, (2002). 

Luhmann, Niklas: Massemediernes realitet. 

Hans Reitzels forlag, (2002). 

Luhmann, Niklas: Iagttagelse og Paradoks. 

Gyldendals forlag, København, (1997). 

Luhmann, Niklas: The differentiation of society. 

Columbia University Press, (1982). 

Lübcke, Poul, Dahl Rendtorff, Jakob, Raffnsøe Sverre og Diderichsen, Adam: Fransk Filosofi – 

Engagement og struktur. Politikens Håndbøger - Politikens forlag, (2003). 

Lyotard, Jean-Francios: The Postmodern Condition: A Report on Knowledge 

University of Minnesota Press, Minneapolis, (1984). 

Siggaard Jensen, Jørgen, Pruzan, Peter og Thyssen, Ole: Den etiske udfordring – Om fælles værdier i et 

pluralistisk samfund. Handelshøjskolens Forlag, (1990). 

Siggard Jensen: Clio og universitas – Universitetes nyere historie 



Thyssen, Ole: Kommunikation, kultur og etik. 

Handelshøjskolens Forlag, (1994). 

Qvortrup, Lars: Det lærende samfund – Hyperkompleksitet og viden. 

Gyldendals Forlag, (2001). 

Qvortrup, Lars: Det vidende samfund – Mysteriet om viden, læring og dannelse. 

Unge Pædagoger, København, (2004). 

Artikler 

Baunsbak-Jensen, Asger: Det farlige værditomrum. 

Dagbladet Information, (23.02.2010). 

39

Dessau, Erling: Ny teknologi, ny verden. 

http://i.pol.dk/debat/kroniker/article760699.ece 

Lavrsen, Lasse: Vi elsker bøger, men læser mindre og mindre. 

http://www.information.dk/185212 

Luhmann, Niklas: Why Does Society Describe Itself as Postmodern? 

Artikel i Cultural Critique, No. 30, Spring, (1995). 

Rapporter og tidsskrifter 

Danmarks Statistik: Befolkningens brug af internet – 2010, (udgivet 29. april 2011). 

Klausen, Søren Harnow: På sporet af videnssamfundet 

Slagmark, nr. 52, 15-26, 201, (2008). 

Jørgensen, Dorthe: På vej mod en ny oplysning – Videnssamfundet fremtid, (2004). 

Regeringen: Nye veje mellem forskning og erhverv – fra tanke til faktura, (2003). 

Sørensen, Asger: Videnssamfundet : En undergravelse af videnskab og demokrati. 

Frederiksberg: Department of Management, Politics and Philosophy, CBS, (2007). 

Internettet 

Arthur Schopenhauer On the Basis of Morality (1965). The Infidels - Arthur Schopenhauer." The 

Infidels - Home. http://www.theinfidels.org/zunb-atrhurcahopenhauer.htm (16-06-2011). 

Det praktiske produkt, Facebook siden. 

http://www.Facebook.com/videnssamfundet 

Det praktiske produkt, hjemmeside 

http://www.videnssamfundet.com 

Stanford Encyclopedia of Philosophy: 

http://plato.stanford.edu/entries/postmodernism/ (12-05-2011). 

Video 

Mortens Albæks markedsførings tale for Anvendt Filosofi: 

http://www.youtube.com/watch?v=FfbfM9C8B2k&feature=player_embedded 

Forelæsning 

Jørgensen, Dorthe: Humaniora i videnssamfundet, (24. september 2010). 

40

Bilag 1-4 

• Hvad formidlingsproduktet består af og vejledning til videnssamfundet.com 

• Nøgletal og statestik 

• Nøglepersoner og værdier i filmene 

• Kommentarer til projektet via Facebook siden 

Bilag 1 

Formidlingsproduktet består af: 

Virtuelle platforme: Filmene: 

• Hjemmesiden har jeg produceret i programmet 

iWeb*: www.videnssamfundet.com 

• Facebook siden: 

www.facebook.com/videnssamfundet 

• Vimeo kanal: 

http://vimeo.com/channels/videnssamfundet 

• Youtube kanal: 

http://www.youtube.com/user/Videnssamfundet 

* Da der er første gang, at jeg arbejder med overstående 

software og jeg har valgt at producere det hele fra 

bundet, må der tagets forbehold for tekniske fejl samt 

browser forskelle. Bl.a. kan lyden være svag på nogle af 

filmene. 

★ Introduktion til projektet: På Roadtrip i 

Videnssamfundet 

★ Episode 1: Mød Ida Auken 

★ Episode 2: Mød Peter Pruzan 

★ Episode 3: Mød Simon Krohn 

★ Episode 4: Mød Kim Gørtz 

★ Episode 5: Mød Erik Bendtsen 

★ Episode 6: Mød Mads Øvlisen 

★ Episode 7: Mød Tor Nørretranders og 

Gitte Larsen 

Alle film har jeg klippet i iMovie* 

Et sidste dogme for produktionen er, at det samlede budget har været på under 500 kr. 

Vejledning til www.videnssamfundet.com 

Gå ind på videnssamfundet.com. Siden du kommer ind 

på, har jeg kaldt intro. 

Her finder du øverst en 3 minutters introfilm. 

• Under filmen finder du en start knap 

• til selve vidensrejsen. 

• Herunder finder du et link til 

baggrundshistorien. 

• Nederst finder du et link til Facebook-gruppen. 

Efter at have set introvideoen så tryk på start knappen

Under fanebladet start, ser du en oversigt med et link til 

hver af profilerne. 

Ved tryk på en profil kommer du ind til deres tildelte side, 

med en automatisk startene dialogfilm. Nedenunder i 

højrehjørne finder du en se billeder knap med fotos jeg 

har taget undervejs. 

Næste faneblad hedder bibliotek. Her er 

relevante bøger, rapporter, film og links 

samlet. 

Sidste faneblad er kontakt, her findes der 

oplysninger (email og tlf.) på mig, samt en 

tak til de medvirkende. Nederst finder du et 

et link til wecollaborate.org, som er en 

vidensplatform jeg har startet på 

Københavns Universitet i 2008 og hvor 

videnssamfundet.com også er omtalt.

Bilag 2 

Nøgletal og statestik 

Fra Youtube (filmene var i starten kun hosted hos Youtube) 

ca. 2900. 

Og fra Vimeo (hvor filmene på videnssamfundet.com er hosted i dag) 

ca. 790. 

Så pr. dags dato (25/06-2011) har ca. 3690 klikket på en af filmene. 

Da jeg hidtil har haft sitet på en gratis server har det ikke være muligt at se statestik. Dette blev 

først muligt fra midt april hvor jeg flyttede server til Surftown. Trafikken har sandsynligvis 

været højere da filmene udkom, men som det også fremgår af de nuværende statestikker, er der 

et gennemsnit på 19 besøgende pr. dag og 1633 mennesker har besøgt sitet siden midt april.

Bilag 3 

Nøglepersoner og værdier i filmene 

Jeg har valgt at sætte fokus på disse udvalgte værdier og etiske emner, fordi jeg mener, de i kraft af 

deres almene karakter, udgør et godt grundlag for den tværgående filosofiske dialog. Filosofisk i den 

forstand, at det er klassiske etiske værdier, selvom de er nyfortolket ind i den aktuelle diskurs om 

videnssamfundet. Samtidig er det værdier, som er tæt på det enkelte menneskes livspraksis. Dette er mit 

forsøg på at bygge bro i mellem faglig identitet og eksistentiel væren, eller med henvisning til 

Habermas, mellem system og livsverden. Nedenunder er der en gennemgang af de forskellige personer, 

som er valgt på baggrund af deres faglige indsigt i og deres evne til at udvise værdierne i praksis. 

Projektet kan derfor ses som et modsvar til den postmoderne værdirelativisme. Derudover skal det 

påpege hvordan fundamentale værdier også kan være afgørende for samfundets succes. Et eksempel kan 

her være Mads Øvlisen. 

Rejsen starter hos Ida Auken, som er medlem af Folketinget for SF. Dialogen omkredser 

værdien mod. Centralt for Ida er evnen til at kommunikere modigt og forholde sig åbent til 

sin omverden ved at lytte aktivt til regeringens meninger og holdninger samt hendes evne til 

at kommunikere via sociale medier, som f.eks. facebook og Twitter. 

Rejsen fortsætter til Møn, hvor jeg møder professor emeritus Peter Pruzan. Dialogen tager 

udgangspunkt i Peters mange års arbejde og erfaring med begrebet visdom. Helt essentielt er 

spørgsmålene; hvad er forholdet mellem viden og visdom? Hvordan kan det moderne 

menneske i videnssamfundet foretage en vis dom? 

Tilbage i København møder vi den uddannede filosof og Danmarks højest rangerende 

yogamester Simon Krohn. Simon taler om kroppens relevans for viden og erfaring samt 

hvad en rolig, harmonisk krop og et tilsvarende sind kan betyde for menneskets evne til at 

lytte til sig selv og derigennem tage etisk funderede beslutninger. Simon er inspireret af en 

teknik, som kaldes 'mindfulness', der kan føres tilbage til de gamle buddhistisk-filosofiske 

yogamestre. 

I den fjerde samtale møder vi filosoffen Kim Gørtz i hans have i Ballerup. Kim Gørtz har 

netop fået en ph.d.-grad for sin forskning i filosofisk tænkning i coachpraktikken. Sammen 

med Kim dykker jeg ned i kunsten at stille et godt spørgsmål. I forlængelse heraf berører vi i 

dialogen også filosoffens rolle i det 21. århundrede. 

Derfra går rejsen til spørgsmålet om lykken. Vi er blevet inviteret hjem til filosoffen Erik 

Bendtsen, som har beskæftiget sig med Aristoteles’ lykkebegreb ud fra et aktuelt og nutidigt 

perspektiv. I dialogen stiller jeg spørgsmålet; kan lykken siges at være et fælles mål for alle 

mennesker, og er der forskel på lykken set fra hhv. et ungt og et aldrende menneskes 

perspektiv. 

Herefter møder vi den tidligere direktør for Novo Nordisk (1981-2000), adjungeret professor 

i virksomheders sociale ansvar (Corporate Social Responsibilty) ved CBS og medlem af The 

United Nations Global Compact Board, New York, Mads Øvlisen. Han har inviteret os hjem 

til sin villa i Holte. Dialogen kredser om det etiske emne, ansvarlighed, som bliver betragtet 

dels udfra et personligt og dels fra et samfundsmæssigt perspektiv. Samtalen berører også den 

tværgående dialogs betydning i videnssamfundet. 

Egentlig var det min oprindelige idé at stoppe rejsen efter interviewet med Mads, men da jeg 

senere blev kontaktet af Gitte Larsen, fremtidsforsker og direktør for House of Futures, 

angående muligheden for at lave en syvende film, som skulle have premiere til kulturnatten, 

endte rejsen i stedet med en dialog med udgangspunkt i begrebet frihed. Samtalen foregik 

som en sammensat dialog i mellem Gitte, jeg selv og Tor Nørretranders.

Bilag 3 

Kommentarer til projektet via Facebook siden 

Nedenunder har jeg samlet en del af den respons jeg har fået via Facebook. Kommentarerne har jeg brugt til 

løbende at forbedre www.videnssamfundet.com. Samtidig har kommentarerne og personlige møder med 

interesserede gradvist opbygget projektets praksis. 

“Jeg koblede mig op på dit Facebook link med det samme; idet du med din 

overskrift ”På Roadtrip i Videnssamfundet” pirrede min nysgerrighed i ønsket om at vide mere. 

Så jeg forbandt det med en rejse i vidensamfundet (er det i øvrigt ikke korrekt, at der kun er et ”s” 

i vidensamfundet” – altså en betegnelser for en samfundsform, der erstattede industrisamfundet?) 

Jeg oplevede de små filmsekvenser og husker dem som små forstyrrelser, der fik mig til at 

reflektere over det sagte i dialogen på en mere nærværende måde – end hvis det var i fjernsynet; 

idet internettet som medie set på den bærbare giver mulighed for de små sekvenser i livet i 

forbifarten – på Roadtrippet… Jeg tror noget af det filosofien kan bibringe i vores postmoderne 

virkelighed er at medvirke til at stille spørgsmål ved den konstruerede virkelighed, der i 

virkeligheden skaber virkeligheden – den kan få os til at stoppe op for at reflektere et øjeblik, over 

det der sker og lader os opleve ”et trip i Vidensamfundets” uvidenhed, hvor vi – den såkaldte 

kreative klasse - bliver så optaget af at tale om, hvad vi bør gøre for at få andre værdier og 

holdninger til at præge vores samfund (senest i forbindelse med finansloven og stramningerne på 

integrationsområdet) uden at vi handler…. Eller i det mindste bare gør noget andet end blot at 

tale om, hvor forfærdeligt det er, at disse tanker er fremme om pointsystemer m.m. Jeg håber at 

filosofien kan medvirke til sætte spørgsmål og rejse en tvivl om Vidensamfundets status og 

overgang til Handlingssamfundet…… (med to ”s’er” udtrykker netop en handleform…. En 

diatese)…” 

- Frank Iversen. 

“Hej Allan Alfred 

Er inspireret af "På roadtrip i vidensamfundet" på Facebook - og fik den ide, at 

du skulle lave en syvende film (uanset, hvor du ellers er i "projekt speciale"?). "7" er sådan et 

godt tal, og den syvende skulle foregå "live" (og optages, selvfølgelig, til dine sites) ved et 

særligt arrangement i House of Futures på dagen for Kulturnatten, fredag den 15. oktober. Til 

inspiration: Det kunne evt. være Ole Grunbaum "om at være fattig i vidensamfundet" - altså en 

snak om, hvordan det kan være, at menneske-/"hjerte"skabte ting som kunst, litteratur, film, 

bøger etc. nærmest er til at dø over at forsøge at leve af ... (det skrev han en klumme om i A4, 

tror jeg det var, for måske et par år siden). Eller noget helt andet: Du har sådan set helt frit slag 

til gæst og emne, hvis du er med på ideen? Ser frem til at høre fra dig - og meget gerne i denne 

uge!” 

- Gitte Larsen

“Jeg har fulgt dit projekt " På Roadtrip i Videnssamfundet", og er dybt imponeret af måden at 

kommunikere filosofiske emner på. Du formår at bringe de filosofiske spørgsmål lige ind i menneskets 

hverdagsliv, og gøre dem særdeles vedkommende. Samtidig formår du at bibeholde den dybde der er i 

filosofiske spørgsmål. Jeg er sikker på det vil blive et super speciale der scorer højt. Glæder mig til at 

høre om det og jeg vil meget gerne læse rapporten – eller det skriftlige speciale - når det er helt 

færdigt”. 

- Anne Marie Enderlein. 

“Et spændende projekt hvor filosofi og samfundsmæssige problemer bliver diskuteret i en facon så 

det er til at forstå for unge mennesker som jeg selv”. 

- Maria Carlsen 

“Hej Allan Alfred, 

Først og fremmest: thumbs up til din roadtrip i videnssamfundet. Sjovt, jeg sad lige og så din video 

med Peter Pruzan, som jeg også skal interviewe ifm et politisk projekt jeg er i gang med.. kort 

noget med at dykke ned i de grundantagelser vi har om samspillet ml individ, organisation, 

samfund, værdier og menneskesyn med udgangspunkt i "finanskrisen", som på flere måder vist nok 

lapper lidt ind over de emner du tar op. Hvis du skulle få tid og lyst til at tage en videndelingsnak 

må du sige til”. 

- Sarah Louisa 

Kommentar til film 7 med Tor Nørretranders 

“He is a powerful mind...a blast to see him unfold. You are going places and 

having us in your back The most important mental power is the ability to know 

what you don’t know. The recognition of a fault is the first step to improvement. Don’t try to hide a 

lack of knowledge. People will see through it and you’ll appear foolish and arrogant. If you admit 

your ignorance, people will help you learn and respect your humility. For intelligent people this is 

the toughest lesson to learn. We are used to being right, and consider being wrong shameful. We’re 

afraid to lose status by looking stupid. This vain arrogance is a great weakness and the source of 

many problems. To crush it and embrace humility is the mark of true wisdom. 

Furthermore there is another dimension that equally deserves some attention; in this case you 

have to integrate the whole of humanity with its disparities in order to realize that the following 

words of Camus still carry some relevance: Man eats first, thinks after. In other words the 

situation where thinking leads to wise actions requires a human emancipation from every form of 

need tied to its human nature….and I think often times the process of thinking is perverted by our 

natural tendencies and weaknesses. How would that impact the emergence of the knowledge based 

society bearing in mind that the world is one?.” 

- Aziz Fall

“Jeg synes det er et rigtig spændende projekt! Jeg har vist det til min gode ven Stefan, der netop 

har indleveret speciale på filosofi. Han er betaget af den måde du har valgt at udvikle speciale 

på. Så, kudos. Vi hæfter os begge ved at du gennem samtalerne og personificeringen af et 

traditionelt teoretisk stofområde konkretiserer og praksis-liggør hvad faen filosofi kan bruges til 

i det daglige og i hvilke situationer dine hovedpersoner tyer til teori versus praktik og omvendt. 

Det er dèt jeg synes er det mest interessante ved projektet. 

- Lotus Turell 

“Dine film er nogle gode beskrivelser af det videnssamfund (måtte det vokse sig globalt og leve 

længe) der efterlader sig et levende vidnesbyrd i udvikling og i dialog omkring; det vi er, det vi 

kan og ikke mindst det vi kan blive til, hvis vores viden ikke ender som hemmeligheder men som 

værktøj der formår af bygge fremtid for os alle...” 

- Søren Raagaard 

“Da jeg boede i Hong Kong var en af de ting der fascinerede mig, at de fleste kinesere kendte til 

6.000 år af Kinas historie. For dem var Mao's rædselsregime, hvor millioner af kinesere døde, 

blot en parentes i den store historie. En sådan historieopfattelse kendetegner ikke Danmark. 

Mange mennesker i det moderne samfund har ondt i livet og flakker rundt for at finde et ståsted 

i livet. Dette gælder også personer som er højt placeret i erhvervslivet. Jeg mener, at noget af 

det de savner er en historisk, værdimæssig og filosofisk referenceramme, der gør dem i stand til 

at se deres egne problemer i en større sammenhæng. Via filosofien, mener jeg de kan få øje på at 

de både er mere unikke end de selv forestiller sig og mere lig alle andre end de selv forestiller 

sig. Får man den indsigt er det alt andet lige lettere at finde sin balance i livet. Da det moderne 

liv jævnligt kaster os alle ud på dybt vand, vil vi også jævnligt have behov for at koble tilbage til 

filosofien og den større referenceramme. Når jeg hører Allan Alfred præsentere sine visioner for 

videnssamfundet, tænker jeg, at han har fået øje på nogle af de samme behov, omend han måske 

omtaler dem på en anden vis end jeg gør. Han stræber efter at omsætte abstrakte teorier og 

modeller til konkrete redskaber uden at gå på kompromis. Jeg ser frem til at følge arbejdet med 

dette.” 

- Pouline Middleton 

“Allan Alfred rejse ind i videnssamfundet er en inspirerende måde at praktisere filosofi på.” 

- Ole Terp

speciale forside

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?