Untitled - Boghallen

Vinter i Paris og København 17
biblioteket og spurgte, hvornår den var til udlån. Mine forældre var
velfunderede i kunst og kultur, især i klassisk musik. Min mor spillede
klaver og min far violin. Vi gik til samtlige forestillinger på
Aarhus Teater, hvad enten de var gode eller ej. Teateret blev på et
tidspunkt bygget om og fi k nye stole. Vores familie havde doneret
to af dem. Min far lavede maler- og skiltearbejdet på teateret og på
Aarhus Universitet. Det sidste var han særligt stolt af, fordi universitetet,
tegnet af arkitekt C.F. Møller, blev betragtet som et arkitektonisk
nybrud. Folk kom fra hele verden for at se bygningerne.
Vi boede med udsigt til banelegemet. Det ord har jeg altid
holdt meget af. Alle vi børn legede på den skråning, der førte ned
til skinnerne. Det måtte vi ikke, så det gjorde vi naturligvis. Der
kom hele tiden tog forbi, på vej mod … alle mulige steder i den
store, store verden. Fra vores lejlighed var der udsigt over sporene,
der forsvandt ud i uendeligheden. Og så var der nogle fl otte,
mørke gule solnedgange. Der faldt et smukt lys ud over baneterrænet.
Togene, der kørte væk, fyldte mig med en enestående længsel.
Sporene, som forsvandt ud i verden, som blev ved, længere end
øjet kunne følge dem. Det var en påmindelse om, at eventyret var
muligt. Mine forældre gik til livet med en grundlæggende munterhed.
De havde en livlig omgangskreds. Og en sjov familie, som tit
kom på besøg. Jeg holdt meget af min onkel Harald, der var violinist
og havde store krøller, buskede øjenbryn og strittende fortænder.
Han havde et slogan, der lød ”ingen har det så godt som jeg”.
Min fars og onkel Eriks værksted – Staalby Skilte – lå omme i
gården i en fabriksbygning med plads til kontor, omgivet af andre
virksomheder. Der var blandt andet en leverpostejfabrik, som indehavedes
af Leverpostej-Jørgensen. Han var en overgang i fængsel,
fordi han havde modtaget hælervarer. Leverpostej-Jørgensen
havde en søn, der hed Alf, det navn grinte vi andre børn meget af.
Alf var lille og gik til dansekonkurrencer med sin kæreste. De vandt
altid. I den periode, hvor Leverpostej-Jørgensen sad i fængsel, kom
der en anden mand, som vi kaldte Slagteren, og passede leverpostejproduktionen.
Slagteren var tit fuld, der var en råben og