Untitled - Boghallen

Solvitur ambulando
Vinter i Paris og København 9
Da Ulla Terkelsen kort før årtusindskiftet fl yttede til London – for
anden gang i sit liv – mødte hun en kvinde ved navn Angela Comer,
irskkatolsk og ud af en søskendefl ok på 11. Ni af Comer-børnene var
blevet i Irland og omegn, mens to havde krydset Atlanterhavet og
var endt i Chicago. Her havde de åbnet hver sin pub, den ene hed
Irish Times og den anden Galway Bay. Hvad ellers? Familien var
fra County Mayo i det vestlige Irland, et område, som i 1840’erne
blev hårdt ramt af en fejlslagen kartoffelhøst, hvilket førte til, at
hundredtusinder udvandrede – på fl ugt fra sult og død – og de, der
blev tilbage, levede i årevis i ubegribelig fattigdom. Ulla Terkelsen
og Angela Comer rendte ind i hinanden i nyhedsbureauet Associated
Press’ bygning i Camden Town, London. Her arbejdede
Angela Comer, og her havde TV 2 lejet et kontor. Ulla Terkelsen,
der tidligt i sit liv forelskede sig hovedkulds i Irland – i selve den
irske skæbne – følte sig hjemme i selskab med sin nye veninde. De
spiste jævnligt frokost sammen. En dag introducerede Angela sin
danske bekendt til et par venner med ordene: ”This is Ulla, she
tells some good stories.”
”Dét bliver du bedømt på i de kredse,” fortæller Ulla Terkelsen.
”At du er i stand til at fortælle gode historier. Dét betyder noget,
mens der ikke er den store interesse for samtaler i kategorien
… ”åh, jeg er så forelsket, og nu har han ikke ringet i tre dage” …
”jeg synes, jeg er for tyk” … ”jeg kan ikke lide den og den inde
på kontoret”. For hvad fortæller det andre? Ikke andet, end at du er
selvoptaget og selvmedlidende. Angela sagde ikke, hvad hun sagde,

10 Vinter i Paris og København
fordi jeg skulle bygges op til noget, hun sagde det bare. Det er en
af de største komplimenter, jeg har fået.”
Det selvoptagede ligger Ulla Terkelsen fjernt, selvom der naturligvis
følger en vis forfængelighed med, når man i hele sit voksne
liv har optrådt på landsdækkende tv og kontinuerligt været i begivenhedernes
centrum. Det selvmedlidende ligger hende endnu
fjernere. Det har hun netop lært af folk som familien Comer, af
katolikkerne, fortæller hun. At selvmedlidenhed er den værste
af alle synder. Hvorfor? Fordi livet er en gave fra Gud, og det skal
man glædes over.
Hey ho, get up and go er et udtryk, Ulla Terkelsen ofte benytter,
når hun uden at tænke over det skifter til det sprog, der i løbet
af godt 45 års frivilligt eksil fra Danmark er blevet hendes andet
modersmål. Kom videre! At fl ytte sig er i sig selv et svar på tilværelsens
udfordringer. At være undervejs kunne være en passende
overskrift for Ulla Terkelsens liv, selvom hun kontant har afvist
ideen om at kalde denne bog netop det: Undervejs. ”Det lyder som
et 1950’er-digt fra tidsskriftet Hvedekorn,” meddeler hun. Det er,
skulle nogen være i tvivl, ikke ment positivt. Ulla Terkelsen
mestrer den høfl igt humoristiske uforskammethed til perfektion.
Hun holder til gengæld meget af det latinske ordsprog ”Solvitur
ambulando”. Det skal gås væk. Alt løser sig i bevægelsen.
Ordene er den græske fi losof Diogenes’. Han levede 400 år før
Kristus og svarede i øvrigt konsekvent ”jeg er verdensborger”, når
han blev bedt om at oplyse sin nationalitet. Diogenes mente desuden,
at et menneske bedst kunne vise sin dyd i handling – frem
for i tale. Det synspunkt deler han med Elvis Presley, der i sangen
af samme navn så mindeligt bad om ”A Little Less Conversation
(A Little More Action, Please)”. Den skæring kom på gaden i foråret
1968, det år, der har været et fi kspunkt for mange i Ulla Terkelsens
generation, og det år, der apropos Elvis’ tekst står som symbolet
på en æra, hvor ideen om det selvrefl ekterende, den personlige
udvikling og det at tale om følelser for alvor blev introduceret.
Det udkrængende, pilleriet i egen navle, bryder Ulla Terkelsen sig

Vinter i Paris og København 11
ikke om. De to herrer, Elvis og Diogenes, er således på mange
måder mænd efter hendes hoved.
Ulla Terkelsen er i bevægelse, fordi verden omkring hende er
det. At være journalist er noget, hun er, ikke noget, hun arbejder
som. Et af fagets fyrtårne, som de siger i den slags forblommede
skåltaler og fødselsdagsomtaler, hun dybest set afskyr. Siden
1960’erne har hun sendt historier hjem om alt fra krige og kongebryllupper
til karikaturtegninger med base i skiftevis London,
København, Washington D.C., Odense, Bruxelles, Berlin og Paris
– og med rejser i et fl ertal af verdens lande. Hun var en af de første
danske kvinder, der dækkede væbnede konfl ikter. ”Dansk pige
i den irske kugleregn”, lød overskriften, da ugebladet Hjemmet i
1960’erne berettede om unge Ulla fra Aarhus, der orienterede danskerne
om tilstandene i Belfast og omegn. Kugleregnen forlod hun
aldrig helt. I de følgende årtier blev det til reportager fra krige og
konfl ikter i, nævnt i fl æng, Irak, Afghanistan, Kuwait og landene
på Balkan, fra revolutioner og oprør i det østlige og centrale
Europa, og senest fra opstande i en række lande i Nordafrika og
Mellemøsten. For slet ikke at tale om alt det andet – fra tyske valg
til VM i fodbold. Fællesnævneren, for en sådan er der naturligvis,
er Ulla Terkelsens sjældent svigtende evne til at gøre ethvert sted
og menneske til en relevant fortælling.
Hun fremhæver en linje fra T.S. Eliots hovedværk The Wasteland
fra 1922: ”Stirring dull roots with spring rain.” Det sker hele
tiden, stadigvæk, siger hun. At rødderne pirres af forårsregnen.
At der er en ny historie, en ny begivenhed, som hun bliver grebet
af og ikke kan lade være med at synke ned i og formidle. En del
af dette forord er således skrevet i Paris, en del i København, og
resten blev nedfældet i ti kilometers højde, om bord på en Airbus
A330-300 med kurs mod New York City. For pludselig var det der,
hun blev ført hen af historien. Hun var på sit elskede Manhattan i
sommeren 2011 for at dække sagen mod Dominique Strauss-Kahn.
En begivenhed, som i hendes optik løfter sig op over det nyfi gne
og tabloide, i kraft af at den ikke kun handler om en kendt, rig

12 Vinter i Paris og København
socialist, en toppolitiker og tidligere chef for Den Internationale
Valutafond, anklaget for voldtægtsforsøg, men også om mødet
mellem den nye verden og den gamle, mellem en dekadent, intellektuel
parisisk overklasse og en uuddannet enlig mor fra Guinea,
der – som irerne fra County Mayo i 1800-tallet – rejste til Amerika,
indvandrerlandet over dem alle, i håb om dér at kunne give sig selv
og sin datter et bedre liv. Kort sagt: Det er en grundfortælling om
den menneskelige tilstand. Om det drama, som virkeligheden
byder på, når blot man evner at holde sanseapparatet vågent.
At fortællingen om Dominique Strauss-Kahn siden hen løb i
andre retninger, end de fl este havde forudset, i og med at stuepigen
fra Guinea viste sig at have et problematisk forhold til sandheden,
og anklagemyndigheden i New York City i sidste ende frafaldt alle
sigtelser mod den magtfulde franskmand, ændrer ikke på, at der
var – og er – tale om en vigtig fortælling. Tværtimod. For er der
noget, som hører med til en velfortalt historie, er det de uventede
drejninger, det overraskende twist. The plot thickens, som de siger,
og er der én fejl, det er særlig dumt at begå, er det at tro, at man har
regnet den ud. At man ved, hvad der venter henne om hjørnet.
Gode historier er uforudsigelige og vildtvoksende. Spørg blot
Kleopatra eller Ronald Reagan, spørg Lech Wał˛esa eller Winston
Churchill. Nævnt i fl æng. Det er omdrejningspunktet, ja den
røde tråd, i Ulla Terkelsens liv og i denne bog: De gode historier.
Hun kan en del. Og hun fortæller dem bedre end de fl este.

Daggry i Gonder
Vinter i Paris og København 13
Jeg ligger i en seng på et lejet værelse i den etiopiske by Gonder,
alene, med lagenet helt oppe over hovedet. Jeg bor i et gæstehus
uden moskitonet. Gonders myg er støjende. De er helt klart ude
efter mig. Jeg er allergisk over for myg, mine stik bliver uhyggeligt
store, det tror jeg, myggene ved. Derfor er jeg gået i skjul under
lagenet.
Solen er ved at stå op udenfor. Ud over myggenes insister ende
summen kan jeg høre lyde ude fra den tropiske by. De vilde hunde
glammer fl erstemmigt, hanerne galer unisont, de hjemløse er
ved at vågne og er begyndt at tale sammen. Der bor mange mennesker
på gaderne i Gonder. De ligger og sover i akavede stillinger,
under vindueskarme, mellem affaldsspande, svøbt i aviser
eller i bunker af pap under butikkernes halvtage. Når butikkerne
åbner, fl ytter de sig. Jeg kan godt forstå, de hjemløse står tidligt
op for at få kroppen bevæget efter en nat, tilbragt i umagelighed.
Det må være en lettelse for dem, når det bliver lyst. Så ”fl ygter alle
nattens skygger sorte”, som der står i første vers af B.S. Ingemanns
Lysets engel går med glans. Den sang vi tit til morgensang i skolen,
da jeg var barn. Hver gang jeg selv har haft en nat med ubehagelige
tanker, tænker jeg på den verslinje, når jeg vågner. Morgensang
i skolen var en lære for livet i, hvordan man jager sorte skygger
på fl ugt. Der er gode råd i alle salmerne.
Jeg kan høre, at de hjemløse i Gonder taler mere og mere muntert
sammen, efterhånden som de får lagt nattemørket bag sig.
Der begynder at komme lyde fra biler, fra store fl okke af geder
og får, der bliver ført gennem byen. Når geder og får går på asfalt,
lyder det, som om de har højhælede sko på. Den lyd blev jeg også

14 Vinter i Paris og København
tit vækket af, da jeg boede i Afghanistan. Lysets engel har overtaget
nu, byen er i gang, myggene tog ingen stik hjem inde på mit
værelse.
Jeg er på ferie i Etiopien med en veninde og hendes syv-årige
søn. Om lidt skal vi have ristet brød og te på gæstehusets terrasse.
Jeg kan også høre noget andet, tættere på. Min egen vejrtrækning
under lagenet. Jeg har forsøgt at ligge på ryggen med hænderne
foldet bag nakken og albuerne strittende op i luften. For
at få lagenet til at hænge som en baldakin over mit ansigt, uden
at få det hen over munden. For slet ikke at tale om ind i munden.
Gæstehuset i Gonder er okay, absolut. Og gæstehuse er sjovere
end internationale hoteller i den tredje verden, vel at mærke,
når man ikke skal arbejde, men blot er på ferie. Og vel at mærke,
når man selv skal betale. De er billigere end internationale
hoteller. Men jeg har set renere steder på mine rejser i verden, så
jeg vil ikke have lagenet ind i munden, mens jeg sover. Jeg opretholder
også forestillingen om baldakinen, fordi jeg ville føle mig
død, hvis min mund blev lukket med et etiopisk lagen. En glad død
ganske vist. Jeg er gammel nu. Med et levet liv. Jeg kender ingen,
hvis liv har været så eventyrligt som mit eget. Men alligevel. Jeg
vil ikke dø lige i dag. Vi har ikke set hele Etiopien endnu. Og så
i Gonder – at dø her. Jeg mener, hvem har nogensinde hørt om
Gonder? Men især vil jeg ikke dø i dag, fordi jeg i nattens løb,
da jeg sov under baldakinen, fi k en fornemmelse af, at det bedste
endnu er tilbage. Og hvad er det mon?
Mens jeg ved dagens orangefarvede begyndelse lytter til
Etiopiens glammende hunde, til de genopstandne hjemløse, til
haner, der galer mere end tre gange til ære for forbipasserende
geder og får iført klaprende stilethæle, og til mit eget åndedræt,
der stadig er der, når jeg den store erkendelse. Jeg har fået mod
til at stille mig selv livets og dødens allervigtigste spørgsmål:
Burde jeg blive pensionist? Nu?

Barndom, baggårde
og banelegemer
Vinter i Paris og København 15
Der er byer i verden, som taler så tydeligt til en, som har så præcist
og originalt et sprog, at man aldrig efterlades i tvivl. Sådan en by
er Paris. De røde baldakiner over runde marmorerede caféborde.
Tjenere med tilbagestrøget hår i hvide skjorter og sorte veste, som
med effektiv nonchalance serverer stærk kaffe i små kopper. Mænd
i fl uorescerende grønne dragter, der spuler fortove og rendestene
rene og med erfaringens letbenede elegance hopper af og på de
langsomt kørende renovationsvogne. Lavthængende vintersol,
som refl ekteres i højglanssorte smedejernsgitre på franske altaner.
Rygende, velklædte kvinder med smilende øjne og opadstræbende
kindben. En kakofoni af dyttende biler, råbende børn, scootere
i acceleration, klukkende duer og gademusikant-muzak. En gendarm
med snoet overskæg, baret på sned og en baguette under
armen. Man skulle tro, det var løgn.
Paris er på mange måder essensen af civilisation, af menneskehedens
stræben efter skønhed, men den er også vildtvoksende
og kaotisk. Det er en by med selvtillid og en by med en historie.
Alt det kan Ulla Terkelsen godt lide. Hun hører til. ”Il n’est bon
bec que de Paris”, som den franske 1400-tals-digter François
Villon har skrevet det om sin fødeby. Det kan oversættes til noget
i retning af, at de bedste historiefortællere fi ndes i Paris.
Ulla Terkelsen har boet i den franske hovedstad siden august
2008. Denne lunefulde februardag tager hun imod i sin lejlighed

16 Vinter i Paris og København
i en hjørneejendom fra 1800-tallet i kvarteret Batignolles i det
17. arrondissement. Bygningens gennemarbejdede detaljer – de
sirligt forarbejdede døre og gelændere i opgangen, altangitrenes
udskæringer, det smalle mørkerøde tæppe, der løber op ad trappen
og gør ens trin tyste – ville givetvis være blevet værdsat af tidligere
generationer i Ulla Terkelsens familie. Af hendes far, farfar og
oldefar eksempelvis, gode håndværkere fra Aarhus, med sans for
kvalitet, ikke blot i deres fag, men også i kunsten og kulturen og
ikke mindst i deres omgang med andre mennesker. Det er et
passende sted at begynde – med begyndelsen og med alt det, Ulla
Terkelsen fi k med hjemmefra. I barndomshjemmet på hjørnet af
Hallssti og Frederiks Allé i Aarhus, hvor Holger og Else Staalby,
sådan hed de, boede med børnene Lene og Ulla.
M
ine forældre var usædvanlige, fordi de ud
over at have deres rødder i et solidt borgerligt håndværksmestermiljø
også holdt dagbladet Politiken.
De blev gift 15. oktober 1935, og som det første efter brylluppet
tegnede de abonnement på en kulturradikal københavneravis. Det
var der ikke mange i Aarhus, der gjorde, ud over akademikere.
Hverken min far eller mor var akademikere, de havde det, der hed
en præliminæreksamen, som var lidt fi nere end en realeksamen.
Men de var velorienterede. Vi havde klaver, et opretstående
Hornung & Møller, PH-lamper fra 1930’erne og møbler, der var en
blanding af ompolstrede arvestykker og Bauhaus. Stilen var et
bevidst opgør med klunketidens voldsomme udsmykning og hang
til redebyggeri. Jeg havde meget charmerende forældre. Man skal
ikke undervurdere betydningen af charme, der er en fuldstændig
udemokratisk egenskab, det er ikke noget, du kan købe i en butik
eller låne til i banken, men den er vigtig. Folk kunne godt lide dem.
De havde en spændende omgangskreds og var aldeles usnobbede,
læsende, diskuterende og nysgerrige. Når forfatteren Tom Kristensen
anmeldte en ny roman af Thomas Mann, styrtede de ned på

Vinter i Paris og København 17
biblioteket og spurgte, hvornår den var til udlån. Mine forældre var
velfunderede i kunst og kultur, især i klassisk musik. Min mor spillede
klaver og min far violin. Vi gik til samtlige forestillinger på
Aarhus Teater, hvad enten de var gode eller ej. Teateret blev på et
tidspunkt bygget om og fi k nye stole. Vores familie havde doneret
to af dem. Min far lavede maler- og skiltearbejdet på teateret og på
Aarhus Universitet. Det sidste var han særligt stolt af, fordi universitetet,
tegnet af arkitekt C.F. Møller, blev betragtet som et arkitektonisk
nybrud. Folk kom fra hele verden for at se bygningerne.
Vi boede med udsigt til banelegemet. Det ord har jeg altid
holdt meget af. Alle vi børn legede på den skråning, der førte ned
til skinnerne. Det måtte vi ikke, så det gjorde vi naturligvis. Der
kom hele tiden tog forbi, på vej mod … alle mulige steder i den
store, store verden. Fra vores lejlighed var der udsigt over sporene,
der forsvandt ud i uendeligheden. Og så var der nogle fl otte,
mørke gule solnedgange. Der faldt et smukt lys ud over baneterrænet.
Togene, der kørte væk, fyldte mig med en enestående længsel.
Sporene, som forsvandt ud i verden, som blev ved, længere end
øjet kunne følge dem. Det var en påmindelse om, at eventyret var
muligt. Mine forældre gik til livet med en grundlæggende munterhed.
De havde en livlig omgangskreds. Og en sjov familie, som tit
kom på besøg. Jeg holdt meget af min onkel Harald, der var violinist
og havde store krøller, buskede øjenbryn og strittende fortænder.
Han havde et slogan, der lød ”ingen har det så godt som jeg”.
Min fars og onkel Eriks værksted – Staalby Skilte – lå omme i
gården i en fabriksbygning med plads til kontor, omgivet af andre
virksomheder. Der var blandt andet en leverpostejfabrik, som indehavedes
af Leverpostej-Jørgensen. Han var en overgang i fængsel,
fordi han havde modtaget hælervarer. Leverpostej-Jørgensen
havde en søn, der hed Alf, det navn grinte vi andre børn meget af.
Alf var lille og gik til dansekonkurrencer med sin kæreste. De vandt
altid. I den periode, hvor Leverpostej-Jørgensen sad i fængsel, kom
der en anden mand, som vi kaldte Slagteren, og passede leverpostejproduktionen.
Slagteren var tit fuld, der var en råben og

18 Vinter i Paris og København
en skrigen derinde. Han var ofte ved at blive kørt over af sporvogne,
når han gik rundt på Frederiks Allé. Den eneste gang, jeg
har set en sporvogn bremse hårdt, det er ellers ret vanskeligt
for dem at gøre, var engang, da Slagteren gik ud lige foran Linje 2.
Det hvinede, hylede og skreg i skinnerne.
Der var også et øldepot for Thor Øl fra Randers. Det blev bestyret
af en hr. Møldrup og fru Grethe Møldrup. De havde en søn,
der hed Hans Henrik, og en medarbejder, som hed Jack, kaldet Jæk
på aarhusiansk, som i praksis holdt hånd i hanke med depotet.
Jæk havde en farlig hund, der hed Lady, eller Leddi på aarhusiansk.
Den gøede altid ad en. Jæk leverede øl til værtshusene, og dengang
var værtshuse noget helt andet, end de fl este af dem er i dag.
Det var brutale steder. Der var nogle sociale miljøer, som slet ikke
fi ndes mere. Man har måske stadig en bodegakultur, men det var
ganske anderledes dengang, der var slagsmål, og mænd kom for at
drikke deres ugeløn op. I 1950’erne fi k arbejdere udbetalt lønnen
kontant i en konvolut hver torsdag. Leddi var altid med Jæk ude
at levere øl. Hendes opgave var at skræmme de folk, der pønsede
på at stjæle Jæks pung med dagens indtægter.
I øldepotet, som lå inde i en gammel garage, kom fast en kreds
af mænd og drak øl til, skal vi sige, indkøbspris. Det var en smugkro.
Nogle af gæsterne var forholdsvis respektable, andre fremstod
lidt mere suttede, men primært var de bare mænd, som gerne ville
sidde og drikke i fred. Mange af dem var ganske velklædte. Dengang
gik mænd med hat og i ordentligt tøj. Selv på en smugkro.
Om foråret kom de i stråhatte og lyse lærredsjakker, mens de om
vinteren gik i sorte frakker og bløde, mørke hatte. På hjørnet
af Hallssti og Frederiks Allé lå en trævarehandel, der hed Lange
Trævarer, som ligger der endnu og i dag hedder Trævarefabri -
kerne. Der blev solgt havemøbler og køjesenge. Når vejret var til
det, stod alle de møbler, som var til salg, ude i gården, og der sad
kvinderne altid. De var alle hjemmegående, der var ingen, der
arbejdede ude, jo min tante Sigrid, onkel Eriks kone, var lærerinde
på N. Kochs Private Realskole, hvor min søster og jeg gik, men

Vinter i Paris og København 19
ellers ikke. Når de var færdige med husarbejdet, sad de nede i
gården og sludrede. Alt det med de undertrykte hjemmegående
husmødre, my foot, de havde det simpelthen så godt og skægt.
Der var små virksomheder og butikker overalt i kvarteret.
Ostehandlere, mejerier, herreekviperingshandlere, grønthandlere,
bagere, købmænd og slagter Hinge, hvis søn Ejnar jeg legede med.
Hinge gik på jagt. Når han kom hjem med sit bytte, stod han altid
og fl åede dyrene og skar dem op i gården. Vi var bange for ham, han
var en stor mand, der gik rundt med knive og kørte i en Citröen
i samme farve som det blod, der fl ød omkring ham. Der var to slagtere,
den anden hed Holdorff, og han var bedre til pålæg end slagter
Hinge, der så til gengæld var bedre til det seriøse. Kalvetunge,
eksempelvis. Så var der bager Petersen, som havde en spids næse
og en butik med et fl ot hvidmalet glasloft med guldkanter af den
slags, man ser i Wien. Og købmand Fusgaard, som en dag fi k opkøbt
sin butik af Spar, hvorefter han forlod alt og fl yttede til Åbyhøj.
Det var begyndelsen på enden for kvarterets små butikker.
Min mor havde en ældre søster – 12 år ældre – der var gift med
onkel Magnus. Han var smed hos statsbanerne i Aarhus. De var
aktive socialdemokrater og stærkt optagede af brugsforeningsbevægelsen.
Mine forældre havde ikke meget tilfælles med dem,
men jeg husker, at de engang i 1950’erne sad hos os og sagde, at ti
år senere ville al detailhandel i Danmark være død. ”Så har vi taget
det hele,” brummede onkel Magnus. Socialdemokratiet mobiliserede
i de år, og det at gå i Brugsen var det, man gjorde, hvis
man var … rigtig. ”Det må man sandelig ikke håbe,” sagde min far.
”Der er da mange glimrende forretninger, som laver strålende
ting,” tilføjede han. Underforstået: ”Skal I ikke snart hjem?”
Jeg kan huske, at mine forældre fandt synspunktet usmageligt.
De mente som udgangspunkt, at jo mere variation, jo mere opfi
ndsomhed, der fi k lov til at folde sig ud på egne vilkår, jo bedre.
Selvfølgelig skal alle danskere ikke tvinges til at handle i Brugsen.
Det ville være aldeles forrykt og forfærdeligt. Men det var des værre
den vej, det gik, i Frederiksbjergs gader og hvor som helst. Selvom

20 Vinter i Paris og København
det ikke kun blev brugsforeningerne, men i høj grad også supermarkederne,
der kom til at give de små butikker dødsstødet.
Vi børn, og der var mange af os, levede en stor del af vores liv
i baggårdene. Alt skete i gårdene. Vi foregreb blandt andet 1960’ernes
eksperimenterende teater, hvor moderne scenografer arbejdede
med ølkasser, når de skulle bygge kulisser til Shakespeareforestillinger,
og hvad ved jeg. Det gjorde vi 15 år tidligere. Det
var nogle fl otte, grønne ølkasser fra Thor. Det stod med gotiske
bogstaver. Scenen var et stativ til at hænge tøj og banke tæpper på.
Det var det stativ, som kvinderne brugte under forårsrengøringen.
Det var dengang, folk var tynde. Kvinderne i vores ejendom bar
sexet tøj. De gik i kitler med pufærmer og havde langt hår, der var
sat op og viklet ind i tørklæder. De så vidunderlige ud. Når de ikke
var der, opførte vi fi lm, vi havde hørt om, men ikke set. En af dem
var Mød mig på Cassiopeia, som jeg instruerede. Hanne Jensen,
hvis far sad i fængsel, og hvis mor var opsynsdame på et toilet
i Aarhus Havn, var Johannes Meyer. Hendes søster var Poul Reichhardt,
min kusine var Bodil Kjer, og en pige, som hed Karin, var Lily
Broberg. Vi havde skaffet programmet, da den gik i Regina, den
fi neste biograf i Aarhus. Vi kendte alle navnene og kunne sangene
udenad. De blev spillet i Radioens Ønskekoncert. ”Den allersidste
dans før vi går hjem / Før solen og en ny dag bryder frem.”
Vi opførte stykkerne for os selv og hinanden, ikke for vores
forældre. Men de vidste, det foregik. Mange år senere, da det eksperimenterende
og opsøgende teater pludselig gjorde sit indtog
i Danmark, sagde min mor til min far, kan du huske, da børnene
lavede teater med ølkasser nede i gården … Det var ikke, fordi mine
forældre var hånlige over for det nye, de var som sagt grundlæggende
nysgerrige mennesker, de gik i Odin Teateret og Vestergade
58. De var vilde med det, åbne, udadvendte og skægge.
De syntes, det var sjovt at se de forestillinger, hvor skuespillerne
kravlede rundt mellem publikummernes ben, mens en mand stod
på scenen og malede et kålhoved lyserødt og skar det i stumper
og stykker.

Vinter i Paris og København 21
Jeg husker samtlige familier fra min barndoms baggård. Der
var historier om dem alle. Blandt andet om en kvinde i opgangen,
fru Riberholt, som cyklede rundt i byen. Vores nabo, fru Lottrup,
sagde om fru Riberholt, at hun var nødt til at cykle, hun kunne
ikke gå, fordi hendes fødder lignede kugleposer! Senere talte
min mor og fru Lottrup om, at fru Riberholt var en slags kentaur,
altså fabeldyret fra den græske mytologi, som har et menneskes
overkrop og en hests underkrop. Fru Riberholt var blot en sammensmeltning
af menneske og cykel, mente de. Det var godt set,
synes jeg.
Jeg gik på privatskole, hvor jeg mødte en anden slags familier
end dem, der boede i min baggård. Der var rige børn på skolen,
som boede i villaer og havde tjenestepiger. Det var inden, parcelhuset
holdt sit indtog i Danmark. En veninde, Inge Lise, boede på
den fi ne Stadion Allé. Hun blev kørt i skole i bil, og familien havde
ansat unge piger i forklæder, der serverede te, når jeg besøgte
hende. Jeg tænkte tit på, hvor kedeligt hun måtte have det. De
havde have og klatrestativ, men jeg længtes alligevel efter ølridderne,
det kaldte vi dem på smugkroen, og efter fru Riberholt og
fru Lottrup, de mange børn, de handlende og banelegemet.
Der var plads til vidt forskellige mennesker i min barndom.
Jeg voksede op i et miljø, der var antiautoritært, og jeg lærte, at
alle mennesker er interessante. Der er noget godt i alle. Det var
lektien.

22 Vinter i Paris og København
Fru Lottrup og krigen
Den er helt gal. Ulla Terkelsen er ved at forberede en reportagerejse
til Kairo. De unge egyptere skriver verdenshistorie. Hun skal
også til frisøren. Og hun skal have hentet et tørklæde hos renseriet.
Men først og fremmest, før hun kan gøre noget som helst andet,
skal hun have løst et teknisk problem. Efter et nyligt besøg i Danmark
har hun fået et forkert strømkabel med til sin bærbare computer,
et kabel, der har et stik med jordforbindelse, altså har
tre ben. Jordforbindelse er ikke noget, de interesserer sig synderligt
for i Batignolles. Tværtimod. ”Paris loves anybody who can live
anarchically and be delightful entertainment at the same time”,
som den amerikanske forfatter Katherine Anne Porter skrev det
i 1963. Her elsker de folk med et anarkistisk livssyn og en evne til
at underholde begavet. Her er højt til loftet og et mere … afslappet
forhold til tilværelsens teknikaliteter. Det tredje ben, jordforbindelsen,
er et udpræget dansk fænomen.
Det har som konsekvens, at Ulla Terkelsens computer lever på
lånt tid. Det betyder også, at hun har vanskeligt ved at koncentrere
sig om noget som helst andet, denne bog eksempelvis, før problemet
er løst. Heldigvis bor hun i en storby. Ulla Terkelsens lejlighed
ligger nær Gare Saint Lazare, en af Paris’ tre store banegårde. Banelegemet,
der var det igen, breder sig ud godt 150 meter fra ejendommen
som en åben port til verden. Og som i 1950’ernes centrale
Aarhus dominerer de små handlende. Ja, der ligger en
bager i Rue des Batignolles, og den er glimrende, hvis man skal
have et par friske croissanter, men byens bedste marengs har konditoren
i Rue Brochant. Det ved alle. Det må således også være

Vinter i Paris og København 23
muligt at fi nde en butik, der kan hjælpe med et nyt kabel til computeren,
selvom den elektronikforretning, der ligger i samme ejendom,
som Ulla Terkelsen bor i, ikke er meget bevendt. Ejeren er
”vanvittig fl ink”, siger hun. Desværre holder han kun butikken
åben, når det passer ham, hvilket det gør, forstår man på hende,
”utrolig sjældent”.
Det lykkedes at skaffe et brugbart kabel fra en forretning i kvarteret.
Naturligvis gjorde det det. For når Ulla Terkelsen sætter sig
noget for, så bliver det som regel sådan. Hun nåede også at få hentet
sit tørklæde, bestilt en billet til den egyptiske revolution, første
parket, og sat håret i en salon de beauté. Dem er der mange af i kvarteret
– ”det er det, franskmændene laver, de spiser godt og går
på skønhedssalon,” som hun siger det. Tak og lov for de geskæftige
indehavere af kvarterets små butikker. Et folkefærd, som Ulla
Terkelsen holder meget af, og som hun er vokset op med. Hendes
egen far var en af slagsen, de fl este af børnene i baggårdene på
Frederiks Allé kom fra lignende familier, it’s her kind of people.
D
e selvstændige erhvervsdrivende er også
her i Paris antiautoritære, det ligger i det valg, de har
truffet. Det er tiltrækkende. Der var i min mors og fars
livssyn en undertone af, at det private erhvervsliv, de selvstændige
og den variation, de skabte, på længere sigt var gavnligt for kvaliteten,
demokratiet og retten til at ytre sig. En accept af mangfoldigheden.
Sådan ville de slet ikke selv have udtrykt sig, endsige tænkt,
de var ikke udpræget politiske. Men det var det, de ville synes, hvis
man gik dem på klingen. Der var til gengæld alle mulige politiske
holdninger repræsenteret i gården. Tydeligst husker jeg, at alle vidste,
hvem der havde været nazister – eller sympatiseret med nazismen
– under krigen, og hvem der ikke havde. ”De var på den gale
side,” hviskede folk. Mine forældre havde to venner, Villumsen
og Bertelsen, der var politimænd og modstandsfolk og senere
begge kom højt på strå i den danske efterretningstjeneste. I Aarhus

24 Vinter i Paris og København
var der en kraftig modstandsbevægelse, blandt andet blev der udøvet
en del sabotage mod tog på den såkaldte østjyske længdebane.
Af og til kom Villumsen og Bertelsen eller andre modstandsfolk
og sov hos os om natten, hvis de havde brug for det, vores hjem
var en slags safe house. Det var lidt kompliceret, fordi vores nabo
fru Lottrup – som var enke – var om ikke ligefrem nazist, jeg tror
faktisk ikke, hun nærede sympati for ideologien, så i hvert fald ud
af en oprindeligt velhavende tysk familie og derfor tyskvenlig.
Hun boede sammen med sin datter, Bente, og sin søn, Lau. De
havde ganske ofte besøg af tyske offi cerer. Fru Lottrup gik også til
tyske selskaber på Aarhus Oliemølle, som under krigen blev ledet
af en mand, der hed Juncker og kom fra en protysk overklassefamilie.
Hun havde en smuk spisestue, hvor der hang et portræt
af Goethe. Der var ikke mange på Frederiks Allé, der havde
ham hængende, det angav niveauet, det var ikke en skovsø eller en
hjort, men … Goethe!
Min mor har siden hen fortalt meget om den tid. Hun var
gravid med mig under krigen. Når man er gravid, skal man ofte
tisse, og om natten var hun nødt til at skræve hen over mærkelige
mænd, altså frihedskæmpere, der lå og sov på vores gulv, når hun
skulle ud på toilettet. ”Mormor, fortæl om Anden Verdenskrig i
Aarhus,” sagde min søn Nicholas altid til hende, når vi besøgte
hende, da han var lille, ”ja,” sagde hun så, og fortalte. Det var ikke
Slaget ved Arnhem, men det var oplevet liv, personligt liv. Hun
fortalte også meget om, at vi fra vores lejlighed på fjerde sal skulle
ned i kælderen under luftalarmer. Min mor tog min søster med
sig, mens min far, der var husvært, tog sig af sine mange pligter,
han skulle blandt andet sørge for, at alle kom med ned i sikkerhed.
Hun fortalte også om engang, hvor der blev ferniseret på bagtrappen,
fordi min fars virksomhed havde en masse ansatte, der trods
mange tilbud ikke ville arbejde for tyskerne. Det sagde de nej til.
Der var meget lidt økonomisk aktivitet i Aarhus under krigen,
ingen skulle have noget lavet, men min far og hans bror kunne
ikke lide at fyre folk, så de satte dem til at lave malerarbejde i et

Vinter i Paris og København 25
væk i familiens ejendomme i stedet. Dørene i vores opgang var
til sidst så tykke af maling, at man næsten ikke kunne åbne og
lukke dem, og det skete fl ere gange, at min mor sad mere eller mindre
fast i klistret maling, når hun tog trappen ned fra fjerde sal med
min søster og mig i hænderne.
Min mor blev ved med at tale med fru Lottrup, fordi hun var
en dannet og utrolig interessant kvinde, som også har påvirket mit
liv. Der var selvfølgelig en periode, hvor de slet ikke havde noget
med hinanden at gøre. Det kunne de ikke. Mine forældre var
i 1930’erne med i det, der hed Frisindet Kulturkamp med Poul
Henningsen som bannerfører. De var prosemitiske, beundrere af
Georg Brandes og alt det der. Min mor og far var talende, levende
og morsomme mennesker, der var totalt uideologiske og antinazistiske.
Men da krigen var forbi, og de … du ved, de er altid
derude … kom for at hente fru Lottrup og hendes datter Bente,
greb min far ind som den hædersmand, han var. Han fi k forhindret,
at Bente og hendes mor blev taget med for at få klippet håret af
og sat op på en bil og kørt rundt til spot og spe. Hvorfor skulle de
dog også det? Hvad ville det hjælpe? Min far mente, at det var rædselsfuldt,
at nogen kunne sympatisere med tyskerne, og vi havde
selv lidt under, at familien Lottrup boede lige ved siden af, men at
et tæskehold dukkede op ud af ingenting for at klare paragrafferne,
det brød han sig bestemt ikke om.
Fru Lottrup havde indfl ydelse på mit liv, fordi hun var kosmopolit.
Hun kom med sine tyske forbindelser og valgte så forkert, da
der skulle træffes en vigtig beslutning under krigen, men der var
ingen hadefuldhed fra min families side, man undgik simpelthen
bare temaet. Jeg syntes, hun var meget smuk og gik i fl ot tøj. Hun
havde en søster, der inden krigen blev gift med en amerikaner.
Søsteren boede i Japan, hvor hendes mand arbejdede for Max
Factor, der er et jødisk selskab, hvilket styrker mig i min tro på, at
fru Lottrup ikke var antisemit. Hun var aristokratisk, protysk,
snarere end det andet. På det tidspunkt havde jeg måske været i
Sverige, højst, jeg havde i hvert fald været i Malmø med min faster

26 Vinter i Paris og København
Valborg. Fru Lottrup var derimod sådan en, der fl øj til Japan. Jeg
var ved at falde om. At en, vi kendte, en kvinde fra vores opgang,
fl øj til Japan! Året efter var hun nede at besøge sin søn i Brasilien.
Hvad siger du så? Man troede, det var løgn. Jeg gik tit op til hende,
når jeg kom hjem fra skole, hun havde en hund, der hed Yuki.
Det betyder sne på japansk. Den gik jeg tur med, fordi hun ikke
selv orkede, og jeg elskede den hund. Når jeg hentede og afl everede
den, fortalte hun om alt det, hun havde oplevet på sine rejser.
Jeg sad i hendes stue som seksårig med åben mund og hørte om
verden, den store verden, der lå derude, på den anden side. For
enden af skinnerne.
Da jeg efter Murens fald i 1989 rejste en del i det centrale og
østlige Europa, var det igen baggårdene, der gjorde det hele interessant.
Det var der, mit fokus og min fascination lå. Jeg fandt dem
i Ukraine, helt nede i Odessa. Jeg var af sted i begyndelsen
af 1990’erne for at lave nogle historier om de jødiske samfund på
de kanter. Ukraine var meget jødisk, ja, er det vel stadigvæk, der
var derfor især mange ukrainske jøder med tyske aner, som tog
til Tyskland. Vi lavede et dokumentarprogram for TV 2 om alle de
jøder østfra, der tog imod tilbuddet og fl yttede til det land, som
under Anden Verdenskrig havde prøvet at udrydde hele den jødiske
befolkning i Europa. Programmet handlede især om, hvordan
denne indvandring på virkede Berlin. Der boede 180.000 jøder
i Berlin i 1940. Fem år senere var der kun 1.200 tilbage, men før
krigen var det jødiske samfund enormt indfl ydelsesrigt i den tyske
hovedstad. Der var store jødiske kvarterer i byen. Vi fortalte om,
hvad det betød for Berlin, at en stor gruppe jøder kom tilbage, og
at der kom nye jødiske skoler og nye synagoger. Vi talte med
de gamle jøder, der trods alt var i Berlin endnu, om, hvordan de
så på tilfl ytterne fra Sverdlovsk, og hvor de nu kom fra. Det var
interessant.
Vi rejste også baglæns, tilbage til de områder i det tidligere
sovjetiske imperium, hvor der var store jødiske befolkningsgrupper.
Hvad mente de om dem, der tog af sted? Vi var blandt andet

Vinter i Paris og København 27
i Tjernovtsy, en ukrainsk by med små 300.000 indbyggere, der
engang var den yderste gren af Det Østrig-ungarske Imperium.
Den ligger i en provins, som hedder Bukovina, og er en gammel
kulturby. Fantastisk. Og der er stadigvæk jødiske miljøer, som er
taget ud af Spillemand på en tagryg, det, der på jiddisch hedder
shtetl. Det betyder ”mindre by” med – underforstået – en stærk
jødisk indfl ydelse. Men det bruges som metafor for den kultur
og de traditioner, der fandtes hos østeuropæiske jøder i det 19. århundrede.
Det er byområder, kvarterer, som ikke er renoveret
siden 1914, da Første Verdenskrig begyndte. Og i 1918, da den sluttede,
kollapsede Det Østrig-ungarske Rige, og mange af de provinser
blev pludselig en del af Sovjetunionen. I de følgende to årtier
var der ikke den store økonomiske udvikling eller vækst. Så kom
Anden Verdenskrig, og da den var slut, var det stadig Sovjetunionen,
der sad på magten. How lucky can you be?
På de ture mødte vi fantastiske mennesker. De boede ofte
i kvarterer og ejendomme, der mindede mig om det Aarhus, jeg
voksede op i. Derovre kører tidsmaskinen virkelig baglæns. Sådan
nogle områder fi ndes ikke længere i Skandinavien, men i de ikkerenoverede
byer i det østlige Europa er det muligt at gå ned ad
gaden og falde over en udstillingsmontre i glas, hvori der er placeret
et par damesko. Ved siden af glasmontren er der en port, som
fører ind til forskellige gårde, og dér er så en skomagerforretning
på tredje sal i fjerde baghus. Jeg elsker det. Jeg er vild med labyrintiske
områder. At de ikke holder op, at der er ideer og muligheder
hele vejen rundt, og det bliver ved og ved og ved. I Kraków i Polen
kan du også, lige akkurat, fi nde det. Jeg er selvfølgelig tiltrukket af
det, fordi det er det, jeg er vokset op i, men også fordi jeg trives
bedst med mange udgange. Det gør mig tryg. Det er rævegrave. Du
kan altid komme ud og væk. Det har været afgørende for mig i hele
mit liv, at jeg var omgivet af mange udgange.
Jeg er sikker på, at Charlie Chaplin har haft det på samme måde,
det afslører sig eksempelvis i Diktatoren. Den er lavet i Hollywood,
og han er selv født i London, men han har åbenbart vidst, hvordan

28 Vinter i Paris og København
der så ud i de byer. I fi lmen er der en række scener i korridorejendomme,
hvor nazisterne jager jøderne rundt. Det er et godt sted
at blive jaget, hvis det skal være. Det er labyrintisk, ja. Det er et
godt udtryk. Alle de mennesker, der lever der, er også labyrinter.
Når man bor i sådan et miljø, kender man ikke nødvendigvis alle
naboerne, men man ved, at de fi ndes, og man kender historierne.
Man har hørt, at fru Riberholts fødder ligner kugleposer.
Min barndoms gårdmiljøer genså jeg østpå. Jeg har også mødt
dem i Indien og på Sri Lanka. Heldigvis fi ndes de stadig. Jeg bliver
uhyggelig til mode, hvis alting er strømlinet og gennemskueligt.
Planlagt. Det fylder mig med rædsel. TV-Byen, den gamle i Søborg,
var et sted, jeg frygtede. Når man skulle hjem efter arbejde i en
taxa på en bon fra DR – sådan var forholdene i de år – stod man der
ved en forladt motorvejsoverkørsel. Det var uhyrligt og skrækindjagende.
Der fi k jeg angstanfald. Men jeg kan snildt gå ind i
en baggård i Tjernovtsy, glad og munter, selvom risikoen for at
blive stukket ned alt andet lige nok er større der end i Gladsaxe
og omegn.
Jeg har aldrig været bange for de steder, hvor der var liv, heller
ikke når det liv til tider var overvældende og voldsomt. Det tiltrækker
mig. Og jeg har altid mødt utrolige mennesker derude
i baggårdene, sidegaderne og gyderne. For mange år siden rejste
jeg i nogle uger med min søn Nicholas i Mellemøsten. Vi boede på
vandrerhjem og små hoteller. Og der sad vi en dag i Haifa, Israel,
og talte med folk, der var meget ældre end mig. Jeg var vel i slutningen
af 30’erne dengang, og de var i begyndelsen af 80’erne og
fra New Zealand. Folk fra Australien og New Zealand tager ofte
le grand tour. De ved, at det er dyrt og besværligt at rejse ud i
verden, så der er tradition for, at familier udlejer deres hus i et år
eller to for så at begive sig ud på den store jordomrejse. Når de
endelig er af sted, kan de lige så godt få det hele med, synes ræsonnementet
at være. Det er ikke et overklassefænomen på de kanter,
postbude og politibetjente gør det også. Den slags rejsende mødte
Nicholas og jeg på vores tur. Et pensioneret ægtepar, der havde

Vinter i Paris og København 29
sparet sammen til at rejse jorden rundt i fem år. De sejlede, kørte i
bus, fl øj. Måske kom de hjem engang, måske gjorde de ikke. Jeg kan
huske, at jeg tænkte, det var fantastisk, at sådan ville jeg også leve,
når jeg blev gammel. Hvis jeg en dag ikke skulle arbejde mere,
ville jeg være sådan en, der pludselig hoppede om bord på en bus
til Marokko.
I dag er der millioner af mennesker, der gør den slags, de rygsækrejsende
har ændret billedet. Der er kommet en vidunderlig
generation af yngre mennesker, som alle har prøvet at blive væk
i en jungle i Borneo. Jeg møder dem ofte i journalistikken, hvor
de passer godt ind. I modsætning til gamle dage i DR, hvor der
var mange særdeles ordentlige typer, der hele tiden stod og kiggede
bekymret på deres ur og begyndte at tale om fagforeningsregler,
når de skulle ud at rejse.
Min livsform er med andre ord blevet tidens livsform. Derfor
tror jeg ikke, det bliver vanskeligt for mig at trække mig tilbage til
en mere anonym tilværelse, så længe jeg stadig kan være rejsende.
Det kan jeg ikke slippe. Det at rejse. Alting forandrer sig, når man
rejser, problemerne løser sig ved, at man fl ytter sig. Det er faktisk
rigtigt. Dermed siger jeg ikke, at man lever uden sorg, blot fordi
man kontinuerligt er på farten. Jeg har haft store sorger i mit liv,
bestemt, men det at kunne gå ned på gaden i en ny, vibrerende by
og købe en avis – det, at man fysisk fl ytter sig og oplever noget nyt,
gør sorgen mere håndterbar, synes jeg. Det kan godt være, det
er overfl adisk. Men jeg tror faktisk, man kan dvæle, selvom man
fl ytter sig. Jeg kan snildt fi nde ro og dybde på en lufthavnsbus eller
i et tog. Folk dvæler under transport. Jeg tror egentlig ikke på,
at stilstand gør en mere dybsindig. Jeg får altid mange ideer og
tanker, mens jeg bevæger mig.
Jeg har, i ordets bogstaveligste forstand, været på meget længe,
og jeg møder ofte mennesker, som spørger, om ikke det snart
er nok. De spørger ikke i uhøfl ig forstand, det er ikke sådan, at de
udbryder ”skal det gamle apparat ikke snart køres væk i en trillebør?”
Folk henvender sig snarere, fordi de ikke kan forstå, at jeg

30 Vinter i Paris og København
kan holde det ud. Det får mig da til at overveje, om livet som
rejsende historiefortæller er et drug, en form for narkotikum, jeg
anvender af skræk for at standse op. Jeg er nået frem til, at det handler
om mere end det, om mere end blot at opretholde et konstant
niveau af intense oplevelser, af nye kicks. Det stikker dybere end
som så. Begivenhederne betyder selvfølgelig noget. Det er ikke små
oplevelser, det er revolutioner, jeg står midt i, og bevares, jeg synes
da, det er spændende at være med uden for en retssal i London, når
stifteren af WikiLeaks, den blonde og muligvis moralsk dubiøse,
men uanset hvad voldsomt interessante, Julian Assange træder
frem i selskab med Tony Benn, Jemima Goldschmidt Kahn og
Bianca Jagger. Når de alle sammen er der, overklassens eventyrere
og de venstreorienterede, du ved, de gamle, selvgentagende typer
fra min ungdom. Det er sjovt at se det der hold, som kaster sig over
livet, hver gang det viser sig fra sin allermest farverige side.
The happy band of brothers … and sisters … Det kan jeg forestille
mig, at jeg vil savne. Men jeg tror ikke, jeg vil falde sammen, hvis
jeg trak mig tilbage fra … arbejdsmarkedet, som man siger. Det
at fl ytte sig handler ikke alene om at ville være nær den store begivenhed.
At rejse er i sig selv interessant, uanset om jeg skal lave
en historie eller ej. Jeg tror godt, jeg kunne være rejsende pensionist,
om end jeg nok ville tale ørerne af folk i busser, biler, fl y
og tog. Men jeg ville også glæde mig til at høre de andre rejsendes
historier.