Emil Frederik Preben-Hansen Erindringer om mit ophold i Rusland ...

Emil Preben-Hansen. Rybinsk 1907. aph/osh
Bernadette Preben-Hansen
Copenhagen Vesterbro 2007
foto: Emil Frederik Preben-Hansen
978-87-991402-3-7
Emil Frederik Preben-Hansen
Erindringer om mit ophold i
Rusland 1907:
en dansk smørmands fotoarkiv
fra Rybinsk
Memories from Rybinsk 1907
A Danish Family in
Russia and Siberia
1907-19
Emma Mathilde Preben-Hansen
Rejsen til Rybinsk 1909
domkirken i Rybinsk. I 1940’erne blev Rybinsk-regionen oversvømmet
af Rybinsk-reservoiret. Emil har fotograferet steder
og bygninger, der i dag ligger under vand som Yuga-klosteret.
mph
handelsplads med krukkekone (Kurgan?). aph

Rybinsk 1907
I 1899-1907 rejste den danske familie
Preben-Hansen til Rusland og Sibirien for at
etablere sig som forretningsmænd i smørbranchen.
Den 21-årige Emil Preben-Hansen
bosatte sig 1907 i Rybinsk ved Volga, nordøst
for Moskva. Han nedskrev sine første
indtryk: hverdagen som smøropkøber, kon-
takten med lokalbefolkningen og torvedage
på markedspladsen. Volga-regionen og
russerne blev “optaget på plader”. Artiklen er
en præsentation af fotoarkiverne som kilde
til dansk-russiske forbindelser i 1900-tallets
begyndelse. Fotografierne fra Rybinsk 1907
er assisteret af fotografens dagbogsopteg-
Early in the 20 th century the Danish family
Preben-Hansen moved to Russia and Siberia
in order to found a business, buying butter.
The young Emil Preben-Hansen settled in
Rybinsk on the banks of the Volga in 1907.
He kept an account of his first impressions
from Rybinsk, describing his working-days
buying up butter, his contact with the local
people and the weekly markets. He photographed
the district, the river Volga and
Russian day-to-day life. This article presents
his photo-archives as sources for Danish-
Russian relations in the beginning of the
20 th century. The photographs from Rybinsk
are supplemented with descriptions from
the young photographer’s diaries. All of the
photographic material are still owned by his
descendents, but are intended to be handed
over to the Danish State Archives
Bernadette Preben-Hansen
nelse. Fotoarkiverne er i familieeje. De
foreslås samlet og overdraget til den danske
kulturarv i et privatarkiv “Preben-Hansen”
ved Statens Arkiver. I familien ses ingen yderligere
skriftlige kilder til tiden som udenlandsdanskere
1899-1919 i tsar-Rusland, Sibirien
og Sovjetrusland

smørgrosserer Otto Hansen. osh
›Otto Eduard Stenersen Hansen blev født 20.
november 1877 i Tullebølle på Langeland. Han var
søn af Preben Johan Frederik Jacob Hansen, sognepræst
i Longelse på Langeland og hustru (1) Emma
Mathilde Stenersen. Otto blev 1890 optaget på
Sorø Akademi, men forlod akademiet 1893 og kom
i handelslære i Nakskov. ›Efter aftjent værnepligt
og tjeneste som løjtnant i reserven i den kongelige
livgarde, sluttede Otto sig som 22-årig til det danske
smøreventyr i Sibirien. Anlæggelsen af den transsibiriske
jernbane, der begyndte 1891, havde skabt
grobund for et internationalt sibirisk erhvervsboom.
Den sibiriske smørhandel tiltrak europæiske forretningsmænd,
landbrugsfolk og mejerister. Danskere
med erhvervsdrømme og pionerånd fandt det
fra 1890’erne oplagt at rejse til tsarens Rusland.
Enkekejserinden Maria Fjodorovna (prinsesse Dagmar,
Christian 9s datter) støttede danske initiativer.
Otto blev 1899 ansat som smøropkøber og filialbestyrer
for et dansk smøreksportfirma Carl Holbek i
den vestsibiriske stationsby Kurgan. Firmaet fusionerede
1904 med et andet dansk smørfirma i Kurgan
E. F. Esmann. Navnet blev Dansk Sibirsk Kompagni.
›Sibirsk Kompagni voksede sig til det største
internationale smøreksportfirma i Sibirien. I 1902
blev Otto ansat som repræsentant for et russisk
smørfirma i London. Efter tre år i London flyttede
Otto tilbage til Rusland, da han 1906 blev ansat som
smøropkøber for et engelsk fødevarefirma Lovell and
Christmas. Otto rejste til Rybinsk, en handelsby ved
Volga-floden, hvor han etablerede forretning.
݁ret efter, i januar 1907, hentede han sin
halvbror Emil i Longelse. Brødrene rejste med skib
fra København til Libau og med tog over Riga til
Rybinsk. Otto har haft betydelige evner som forretningsmand
med aktiv beherskelse af russisk. Han
deltog i det lokale liv, i lokalpolitiske møder, rejste
rundt i kane og talte personligt med smørbønderne.
›I 1909 etablerede Otto egen forretning
i Kurgan: Otto Hansen, Export and Import. Han
bosatte sig med familie i Kurgan, og indsatte Emil
som filialbestyrer for forretningen i Rybinsk. Forretningerne
gik strygende. I 1919 måtte familien
endegyldigt forlade Rusland. Riget var hærget af
borgerkrig efter bolsjevikkernes magtovertagelse
1917. Familiens ejendom og værdier blev beslaglagt
af Sovjetregimet, der afskaffede den private ejendomsret.
I 1920 anmeldte Otto sit erstatningskrav
mod Rusland, tab af forretning og bohave i Kurgan,
samt en mølle i Lopatinskoje.
›I Danmark genetablerede han sig 1922 som
grosserer for Lovell and Christmas i Charlottenlund.
Otto døde 1945.
forretningen O. E. Hansen, Dvorjanskaja ul. (Adelgade)
Kurgan 1910. aph
Otto Eduard Hansen, Kurgan. NKS 5244

Otto Hansen på den kameltrukne smørvogn. Dvorjanskaja ul., Kurgan. Fotoet
blev sendt som postkort til familien, 9. (22) oktober 1915.
Poststemplet: Petrograd, 17. oktober 1915. mph/osh
›Emil Frederik Preben-Hansen blev født 1. december
1886 i Longelse på Langeland. Han var ældste
søn af pastor Preben Hansen og hustru (2) Fanny
Emilie Regitze Kjerulff. ›Emil vat bosat i Rybinsk fra
januar 1907 til august 1918. I 1920 anmeldte Emil,
nu med adresse i Brønderslev, sit erstatningskrav
mod Rusland. Han anmeldte tab af værdipapirer, et
stort antal rubler i guld, samt bohave i Rybinsk. I juni
1922 rejste Emil med hustruen Elisabeth Jørgensen
(ægteskab 1914) og parrets tre små drenge til Letland.
Her arbejdede han for Lovell and Christmas i
Riga. ›Efter tretten år i Riga måtte familien forlade
Letland under præsident Karlis Ulmanis’ regime. De
var udlændinge, i Ulmanis’ autoritære og nationalistiske
regeringsoptik. Regimet undlod at forlænge
udlændinges, herunder familiens opholdstilladelse
i Letland. Og familien flyttede til København 1935.
1930’erne var hårde tider i København. Emil havde
svært ved at finde arbejde. Under besættelsen
Emil og “Lis” med parrets førstefødte Otto 1915. eph
arbejdede han i telefoncensuren, hvor han med sit
sprogkendskab russisk og tysk “lyttede med”. Siden
ernærede han sig i 1950’erne som bestyrer i Kødbyen
på Vesterbro. Emil døde 1970.
›Beretningen Erindringer om mit ophold i Rusland i
året 1907 der gengives uforkortet, er den 21-årige
Emils dagbogsoptegnelser fra sit første ophold i Rybinsk.
Optegnelserne dækker tiden 15. januar (dansk
kalender) til 13. februar (russisk kalender) 1907.
Emil nedskrev sine første indtryk: hverdagen som
smøropkøber, kontakten med lokalbefolkningen og
torvedage på markedspladsen. Han skrev om slædeture
i frostvejr, om møjen ved at lære det russiske
sprog og om sin fotografering. Bygninger, landskaber
og lokalbefolkningen blev “optaget på plader”. De
fire søskende: Otto, Emil, Emma og Axel delte siden
fotografierne imellem sig. Fotoarkiverne indeholder
Emil med hvidt hår på tredje række ved vinduet lytter med i
dansk telefoncensur under besættelsen. P&T
Emil som skriver i fjerkræhallen. Kødbyen, Vesterbro 1958. eph
således ofte identiske optagelser, her gengivet i udvalg.
Emil skrev billedtekster på fotobagsiden.
›Hvor intet andet er anført, er fotografierne fra Rybinsk
1907. Vinterbilleder er fra februar. Beretningen
handler om hverdagen, familiær uden litterær ambition.
Den udgør her rammen for en præsentation
af fotoarkiverne. Flere af beretningens “plader” er
genfundet. Det er denne artikels hensigt at præsentere
fotoarkiverne som kilde til kulturhistorie, dansk
russiske forbindelser i begyndelsen af 1900-tallet.
Fotoarkiverne er i familieeje.

fire søskende: Otto, Axel, Emil og Emma. Jacoba med døtrene
Inge og Ellen. Rybinsk, 3. september 1909. aph/osh
Afrejse fra Rudkøbing
Efter at have gået hjemme i præstegården 1 og holdt
ferie i fjorten dage, meddelte min bror, 2 der var
rejst til København nogle dage før, at nu havde han
fået et skib, som kunne føre os til Rusland. Næste
dag, den femtende januar, kørte så hele familien til
Rudkøbing, nogle dels for at rejse til København,
og andre for at følge. Vi var fire, der skulle rejse,
1 Longelse præstegård på Langeland
2 Otto Hansen 1877-1945
nemlig min brors to små piger, 3 min søster 4 og jeg.
Da vi nåede København, var Otto og Koba 5 ude at
tage imod os. Vi kørte så hen på hotellet, og efter at
have spist til aften, gik vi til sengs. Næste dag skulle
vi sejle fra København. Straks om morgenen var jeg
henne i Magasin du Nord, og købe mig en pels til
turen. Klokken tolv telefonerede jeg efter en vogn
fra Dragerforeningen, og da den kom, fik vi læsset
alt vort rejsegods på, sytten styk i alt. Det skulle ud
til Kvæsthusbroen, men da vi ikke vidste, hvor den
lille damper lå, der skulle føre os ud til Omsk, således
hed den damper, der gik til Libau, måtte jeg med for
at passe på tøjet, indtil Otto og den øvrige familie
kom. Det har vist været et smukt syn at se mig i
pels sidde indeklemt mellem to tykke dragere, og
midt i et stort læs rejsetøj køre gennem det meste
af København. Klokken et var hele det selskab der
skulle sejle samlet ved dampbåden. Tilligemed var
der en masse bekendte af de forskellige bortrejsende
nede for at sige farvel, blandt andre: Berthe og
kæreste, Billings, og F. O. Suhr. Efter at have taget
en rørende afsked med min lillesøster Emse, gik Ellemor
og jeg ombord. Det kneb for Emse at sige farvel
til sit lille plejebarn. Ankommet til skibet der lå på
Reden, fandt vi alt i største forvirring. Hovmesteren
havde først klokken elleve samme dag fået meddelelse,
at der kom tolv passagerer, så han havde haft
travlt med at købe proviant og få køjerne i orden.
Der var egentligt kun plads til otte passagerer, to i
hver kahyt, men vi var altså nødt til at bo tre i hvert
rum. De tolv passagerer var min bror Otto med kone
og to børn; frøken Bussenius, 6 der skulle være ung
3 Inge Mathilde Stenersen Hansen 1903-85, Ellen Stenersen
Hansen 1906-92
4 Emma Mathilde Preben-Hansen 1888-1989
5 Anna Gyda Jacoba Burhøi 1879-1916
6 Caroline Bussenius (Busima)
Emil, Axel, Emma, Jacoba, Otto. I forgrunden Inge og Ellen.
eph/osh
pige i huset hos Otto; jeg, der skulle op til min bror
og hjælpe til på kontoret; fru Pihl, hun havde været
hjemme på besøg i Danmark og skulle nu til Sibirien,
hvor hendes mand var; hr. Knudsen, der havde
selvstændig forretning i Sibirien; med ham var der
tre unge mennesker: to herrer Christensen, der var
ansat i Knudsens forretning, og en hr. Dans, der
skulle op og være mejerist; dernæst var der en lille
frøken, der skulle til Libau.

Emil, Otto, Inge og Jacoba foran familiens hus i Rybinsk, 15.
februar (28. februar) 1907. aph/osh
Fra København til Liepaja, Letland
Klokken fire onsdag eftermiddag, den sekstende
januar, lettede vi anker og vendte næsen mod
Rusland. De første fireogtyve timer var det fint vejr,
så vi havde alle en glimrende appetit, og da vi ikke
havde ret meget andet at bestille, spiste vi næsten
hele tiden. Torsdag aften blev det noget blæsende.
Og da det var med et tomt skib vi sejlede, begyndte
det jo at slå nogle slemme slag, op og ned og til
siderne. Den aften var der slet ingen til tebordet. Vi
trængte mere til frisk luft, kun min bror og Knudsen
var fuldstændig raske. Hr. Knudsen, der var en
livlig og vittig herre sagde, når han så, at en var lidt
utilpas, at han skulle gå hen til rælingen og nyse.
Det fremskynder ofringen. Vi kom da imidlertid til
køjs og efter at have nyst nogle gange, jeg for mit
vedkommende kun en gang, så prøvede vi at sove
fra det hele. Det lykkedes også for mig. Jeg sov hele
Emil, Inge og familiens russiske kusk. aph/mph/osh
natten lige til vi sejlede ind i Libau havn. Så var vi
alle mere eller mindre raske igen. Der var især den
ene hr. Christensen, han sejlede stadig væk. Selv
da vi kom til Riga, efter at have opholdt os en dag i
Libau, kunne han mærke de gyngende bevægelser.
Da vi var kommet i havn, kom toldvæsenet ombord
for at undersøge vore kufferter. Vi havde alt i alt
otteogfyrre styk rejsegods med, så der var noget at
rode op i. Vi måtte lukke op for det alt sammen, når
de så begyndte at rode i de store kufferter, lagde
man blot en rubel eller to ned hvor de rodede, og så
forklarede de straks, at der ikke var en smule toldpligtigt
i den kuffert. Det eneste de så i min kasse var
et frimærkekatalog, og så halede de et par underbukser
med en tysk handelskorrespondance indeni
op og skulle til at studere bogen for at se om den
var i revolutionær retning. Men da der så kom et par
rubler, glemte de at læse, og så pakkede jeg mine
hestetrukne kaner. osh
ting til igen og satte reb om hele historien. Imidlertid
var der ankommet fem drosker, hvorpå der blev læsset
rejsetøj og mennesker, lige så meget der kunne
stables. Alt Ottos tøj kom på en, og så fik jeg lov til
at gå bagefter for at passe på at intet faldt af. Min
vogn kørte først. Så kom Dans med en vogn, der var
lige så pakket som den første. Dernæst tre vogne
med det øvrige selskab, der hver sad på en kuffert.
Det gik i fodgang hele vejen til banegården, og i en
lang række kørte vi hele tiden. Folk gloede noget
efter os, og på hotellet, hvor vi senere var henne
og spise til middag, troede de straks, at det var en
teaterfamilie der kom. Men da de så vores pas og
læste: Smørgrosserer Otto Hansen, og så videre, fik
de andet syn på sagen. Efter en god middag beså vi
byen, købte prospektkort og da vi kom hjem, skrev
vi til vores bekendte.

“helt nede på floden står folk, der kappes om at komme først
for at få af det indviede vand, som helbreder for alt muligt”.
Velsignelse af Volga, sjette januar 1908 (hellig tre kongers
dag). eph/osh
Fra Liepaja til Riga
Klokken ti om aftenen rejste vi fra Libau og ankom
så til Riga næste morgen klokken ti. Det var altså
lørdag morgen, nittende januar efter dansk tid. Men
nu må vi til at regne med russisk tid, som er tretten
dage bagefter os, det blev så den sjette januar.
Det var hellig tre kongers dag, og den bliver holdt
hellig hele dagen, altså alle butikker er lukkede og
beværtningerne må ikke skænke brændevin inden
klokken tolv. Vi havde fået at vide, at der gik et tog
om aftenen klokken syv, som gik direkte til Rybinsk.
Men da Otto så nærmere efter i en køreplan, viste
det sig at hvis vi tog med det tog skulle vi vente
på en mindre station en hel dag. Så foretrak vi at
blive i Riga til søndag morgen, den syvende januar.
Klokken ti kørte vi så af sted. Damerne og børnene
kørte på første, Otto og jeg på anden klasse, men vi
nedkørsel til Volga bag Kazanskajagade. Til højre et vaskehul.
eph
var jævnlig inde og se til hinanden. Vi spiste smørrebrød
og lavede te. Vi havde en stor tepotte, der
på russisk hedder tjainik med, som vi fik kogende
vand på når vi holdt ved en af stationerne. Klokken
fire om eftermiddagen skulle vi skifte ved en større
landstation og havde en times ophold. Der spiste vi
til middag. Vi fik sur hvidkålssuppe med et stykke
oksekød i. Det kaldes sjtji på russisk. Så fik vi stegt
brasen og dessert, hvad det var aner jeg ikke. Vi
kørte så videre. Klokken otte spiste vi til aften af den
medbragte madkurv. Klokken elleve skulle vi skifte
igen, og da kunne vi rigtig nok mærke, at vi var inde
i fastlandet. Det var enogtredive graders kulde den
aften. Jeg skulle sørge for at dragerne fik alt vort rejsegods
over i det andet tog, mens Otto bar børnene
derover. Det hele varede ti minutter, men da jeg kom
ind i den varme kupe vidste jeg ikke om jeg havde
Otto, Jacoba og familiens russiske kusk 1906. osh
mine ben med, eller ikke. Min næse var også helt
ufølsom skønt den havde siddet nede i pelskraven
hele tiden. Ved at give konduktøren en drikkeskilling,
dermed forstås ikke halvtreds øre eller en krone
som vi giver hjemme, nej, Otto måtte give fem
kroner, som der var to der delte, fik vi lov til at køre
på første klasse alle sammen den nat. For Jacoba,
frøken Bussenius og børnene var kommet ind i en
dobbelt første klasses kupe, og da der ikke var andre
i den var der god plads til Otto og jeg. Næste dag
kørte vi uden at skifte, men holdt en masse gange.
Fra Libau til Rybinsk kørte vi i seksogfyrre timer og
passerede syvoghalvfjerds stationer. Mere end fire
mil i timen kører man ikke med de russiske baner.

Rybinsk. osh
Ankomst til Rybinsk
Mandag aften klokken ti ankom vi til Rybinsk, hvor
hele tre kaner holdt og ventede på os. Alle vore folk
var ude at tage imod os. Den første kane der holdt
var lukket. Det imponerede at se en lukket kane. Da
jeg nærmede mig den for at undersøge den nærmere
opdagede jeg at det nærmest var en stor kasse med
et hul i hver side der var slået på nogle skinner. Den
var halvt fuld af hø, mest der hvor man skulle sidde.
Den var bestemt til fruen, frøken Bussenius, børnene
og mig. Vi kravlede så ind af det ene hul ned i kassen,
hvor der var bælgmørkt. Først da vi alle sammen
var derinde fik jeg et lys stukket ind for at vi dog
kunne finde os selv. Jeg blev snart klar over, hvor
jeg var og fik også snart opdaget de øvrige. Frøken
Bussenius var så heldig at være trillet ned, hvor
man skulle have benene. Den anden kane tog Otto
i besiddelse, og den tredje blev belæsset med vort
rejsegods.
Kazanskajagade, hovedgaden i Rybinsk. eph
Toget satte sig i bevægelse og vi kom alle heldigt
hjem til vort hus. Der fandt vi alle stuerne dejligt
opvarmede og næsten tomme undtagen soveværelset,
hvor alt bohavet var sat ind under lås og lukke.
Børnene kom hurtig i seng, og mens der blev lavet et
glas te satte Otto og jeg de største møbler på plads.
Sofaen, hvor frøken Bussenius skulle sove, blev sat
i spisestuen. Sjalonen, som Inge kalder den, fik jeg
ind på kontoret, hvor jeg sov.
Kazanskajagade
Tirsdag, niende januar. I dag har vi alle sammen
haft travlt med at pakke ud og gøre i orden. Hen på
eftermiddagen var Otto og jeg ude at gøre indkøb.
Otto købte tre senge. Jeg anskaffede mig en dejlig
Astrakanhue til ti rubler og et par filtgalocher til tre
og en halv rubel. Det var tyve graders kulde, så lidt
koldt var det at køre i kane. I aften har vi skrevet
breve og talt om turen.
familiens lejede bopæl: Kazanskaja ulitsa dom Shcherbakova.
osh
russisk postkort af Kazanskajagade, påtegnet 25. august 1906
af Otto. Familiens bopæl ligger for foden af domkirken. osh
Aleksandr Sergeyevich Shcherbakov 1901-45, var sammen
med Maxim Gorkij grundlægger af sovjetrussisk forfatterforening.
I Sovjetrusland fik byen Rybinsk flere navneforandringer, i
1946 til Shcherbakov. Byen hedder siden 1989 atter Rybinsk.
Det er uvist, hvorvidt Shcherbakovas hus i Kazanskajagade
har relation til den Shcherbakov, men bemærk husets centrale
placering i byens rum

smørlagret Lovell and Christmas. Emma, Otto, Emil, Axel,
søstrene Inge og Ellen, samt lagerets russiske medarbejdere i
forklæder. Rybinsk 1909. aph
Smørlagret
Onsdag, tiende januar. I formiddags var Otto henne
på lageret. Både lageret og den travlhed, der udfoldede
sig der, imponerede ved første øjekast.
Lageret er et stort træskur. I det ene hjørne er kontoret,
et meget lille træskur med en pult og en stol.
Og så sidder der et vindue i den side, som vender
ind mod lageret. I det andet hjørne står vægten.
Hele den øvrige plads er beregnet til smør. I dag
var der seks tomme smørdritler. Ingen fyldte. Til at
passe på dem har vi to mand stående på lageret. De
skal også modtage det smør som eventuelt kom til
byen. Endnu har vi ikke fået noget, men om fjorten
dage antager vi at det skal til at begynde. Lige
overfor ligger vores konkurrents lager. Der har de
lige så travlt som vi. Vi var derefter i banken for at
hæve penge. Der var de overvældende høflige. Otto
smørlagret Lovell and Christmas. Otto og Emil ses med stråhat, de russiske
medarbejdere med kasket. eph/osh
måtte stikke dem på næven alle sammen, og jeg blev
præsenteret for nogle af dem. Da vi så var færdige
med at snakke skulle vi til at sige farvel til hver især.
Jeg fik en sådan øvelse i at sige goddag og farvel
på russisk. Vi gik så hjem efter endnu at have beset
lageret en gang til, hvilede os lidt og spiste så til
middag.
Forretningerne
Om eftermiddagen var jeg en tur ude i byen og beså
de forskellige butiksvinduer. Her er mange flotte butikker
og russerne har en udmærket smag for at udstille
deres varer så indbydende som muligt, men de
er dyre med deres varer. For appelsiner tager de seksten,
tyve øre per styk, når de skal være gode. Man
kan i næsten alle kolonialforretninger få Galla Peter
& Suchards Chokolader og alle andre delikatesser
Caroline Bussenius og Ellen. osh
fra de samme firmaer som hjemme i Danmark. Da
jeg kom hjem, fik jeg et kursus i russisk. Jeg lærte at
tælle til et hundrede af frøken Bussenius, som allerede
kunne dem inden hun kom hertil. Klokken syv
kom hr. og fru Elster, der er vores konkurrent i smør,
for at hilse på familien. Otto og Koba var ude at gå
en lille tur. Men da de fremmede kunne tale dansk,
kunne frøken Bussenius og jeg nok underholde dem
lidt. Den gang frøs det sytten grader. Lidt efter kom
Otto og Koba hjem, og så blev Elsters indbudt til
at drikke te med, hvilket de gjorde. Der blev sendt
bud efter deres fuldmægtig hr. Brun, som så kom
og spiste med. De gik ved elleve tiden, og så gik vi i
seng.

koner med brændestabler, domkirken i baggrunden. aph handelsplads ved Volga. aph handelsplads ved Volga. aph
Torvet og handelspladsen ved Volga
Torsdag, ellevte januar. I formiddags var jeg en tur
henne på lageret. Ellers læste og skrev jeg til
middag. I eftermiddag var frøken Bussenius og
jeg en lang spadseretur på et par timer. Det var et
prægtigt vejr. Det var mildt i luften. Frøs kun seks
grader. Det var interessant at studere folkelivet, og vi
kunne snakke løs om alle, hvem vi mødte, for der var
jo ingen, der forstod, hvad vi sagde. Vi kom over et
torv, hvor der mindst holdt et hundrede slæder med
brænde som indehaverne var ivrige for at få solgt.
Det var næsten alle sammen koner, der var kørende
med slæderne. Her må konerne køre til byen og
sælge varerne, mens manden går hjemme og tilbereder
dem.
nedkørsel til Volga. aph/Eph
handelsplads ved Volga. eph

En russisk fødselsdag
Efter aften var Otto og jeg til fødselsdag hos Mikael
Ivanovitj. Det er den russer vi har på smørlageret.
Straks da vi kom, blev vi placeret om et bord, hvorpå
der stod en flaske Voudki (brændevin), et fad med
nogle tykke humpler sigtebrød, et ditto med tykke
stykker spegepølse og et med laks. Da vi havde sat
os, tog Mikael Ivanovitj og Stephan Alexandovitj
imod en mand, som hjælper os med at købe smør
og som ligeledes var indbudt til fødselsdagsgilde.
Så begyndte festmåltidet med at brække en humpel
brød af, tage et stykke pølse med den anden hånd,
og så skiftevis bide af brødet og pølsen. Efter den
første mundfuld skulle man have en snaps for
at klinke med fødselsdagsbarnet. Jeg fik et glas
portvin, da jeg endnu ikke er rigtigt fortrolig med
Voudki. Da vi havde spist, fik vi et glas te med citron
og en cigaret. Efter en times tid eller to var gildet
forbi for vort vedkommende, hvilket jeg var meget
tilfreds med, for det var lidt drøjt at sidde to timer
og høre nogen tale uden at forstå noget. Det er dog
ret interessant at se hvordan en russer fejrer fødselsdag,
og så er der altid et og andet ord som man
i samtalens løb har hørt nogle gange og har lagt
mærke til. Når man så får at vide hvad det betyder,
kender man det næste gang man hører det. Vi gik så
hjem og spiste en appelsin. Derefter gik vi i seng.
Kanetur ved Volga
Fredag, tolvte januar. Om formiddagen var jeg min
sædvanlige tur, læste og skrev. Efter middag var
Otto, frøken Bussenius og jeg ude på en storartet
kanetur. Ti graders kulde, men dejligt vejr. Jeg var
kusk, og da vi havde en rask hest fløj vi ned gennem
hovedgade, så alle måtte tro at det var en indfødt
russer der kørte. De er nemlig slemme til at køre
stærkt. Her kører man mindst fem gange så hurtigt
som i Danmark. Vi var først henne på posthuset,
hvor Otto skulle ind. Imens tog frøken Bussenius der
havde sit apparat med en plade af posthuset med
kanen og mig i forgrunden.
Caroline Bussenius, Emil og familiens russiske kusk. eph/osh
Derefter kørte vi en tur ned over Volga-floden. Der
var ganske storartet smukt. Solen skinnede på sneen
og på alle de forgyldte kupler på de store kirker der
lå i baggrunden. Frøken Bussenius tog nogle plader
på vejen. Efter en ordentlig runde på floden kørte vi
op igennem byen igen og hjem. Efter te var Koba,
frøken Bussenius og jeg en tur ude at gøre indkøb.
Jeg købte appelsiner og vindruer. Frøken Bussenius
købte kandiserede frugter, hvilket vi så spiste, da vi
kom hjem. Mens vi sidder og taler blev vi enige om
at spille whist en gang om ugen for at samle ind til
en skovtur til sommer. Vi begyndte straks og opnåede
at få halvfjerds kopek i kassen.
gyldne kupler ved Volga, maj 1907. eph
ved Volga. eph

på torvet, koner der sælger papirblomster til påskekager.
aph/eph
Banken
Lørdag, trettende januar. I formiddags var Otto og
jeg henne i banken. Otto havde fået skriftlig meddelelse
om at komme hen for at se på et gammelt
dameur, som bankkassereren havde med sig. Det
var også ualmindelig smukt. På størrelse med en
femkrone, og så tyndt, at man skulle tro, at det var
umuligt, at der var plads til noget værk. Og dog var
det et fint lille et. Det var et guldur og hele bagklædningen
var indlagt med ægte perler.
Indkøb
Vi gik derefter en tur på torvet for at gøre indkøb.
Der fik vi fat i en kone, der solgte æg. Straks fik
jeg fem i en pose og ind under pelsen med den, for
at de ikke skulle fryse. Otto fik to rødkålshoveder i
sit lommetørklæde. Så købte vi to harer, en hvid til
seksoghalvtreds rubler og en grå til firs rubler. Jeg
skyndte mig hjem med mine æg, for Jacoba havde
sagt, at vi ikke fik boller i vores kråsesuppe, hvis vi
byens kommunale telokale. eph
ikke kom hjem med nogen æg. Til middag fik vi altså
kråsesuppe med boller. I eftermiddag var frøken
Bussenius og jeg atter ude at studere folkelivet og
gøre indkøb. Vi skulle nemlig have en glosebog hver.
Vi gik ind hos en boghandler og viste ham en gammel
som jeg havde i lommen. Vi forklarede ham at
vi skulle have to af samme slags, men noget større.
Frøken Bussenius sagde en hel mængde russisk,
som de ikke kunne forstå. Og jeg stod og pegede
og gjorde fagter med hænder og ben og kunne ikke
lade være med at le. Vi fik imidlertid hvad vi ønskede
og med et flot ”dosvidanie” forlod vi butikken. Da vi
kom hjem arrangerede Otto lidt rundt på møblerne,
da han havde købt et bogskab, og en Bornholmer af
tysk herkomst. I aften har vi passiaret og fået varmt
bad.
Politisk møde
Søndag, fjortende januar. Formiddagen gik med at
læse morskab (om søndagen er jeg fri for at læse
biografen. eph
russisk) og lege lidt med Ellemor, mens jeg samtidig
gik og gjorde plads til gåsestegen, vi skulle have til
middag. Efter middag kørte Otto en tur for Koba og
frøken Bussenius, mens Inge, Ellen og jeg legede
at vi kørte i kane. Da Otto kom hjem kørte jeg en
tur for Koba og Inge. Derefter kørte Otto og jeg til
politisk møde, der blev afholdt i anledning af det
forestående dumavalg. Mødet blev afholdt i den
herværende handelsskoles sal. Det var en imponerende
stor sal. Der var cirka tolv hundrede mennesker
mødt og dog var kun godt halvdelen af salen fyldt.
Hele bygningen svarede dertil. Efter at have stået
op en time, havde vi fået nok af det, og gik vores
vej. Men de fleste blev stående til klokken halv ti
og det begyndte klokken halv fire. Dog havde det
ikke taget mere på dem end at de var lige ved at rive
hovederne af hverandre på hjemvejen, for de ville
alle sammen have deres kandidat. Her er enogtyve
partier. Efter at have sundet os ovenpå foredraget
gik vi alle over til grosserer Elster for at spise til

aften, hvilket jeg for mit vedkommende gjorde med
en god appetit. Først hen imod klokken tolv blev vi
færdige, gik så hjem i seng.
På skøjter
Mandag, femtende januar. Har haft travlt med at
studere russisk. I eftermiddag har jeg været ud og se
på en skøjteløbebane, som jeg i morgen skal ud og
prøve. I aften har man haft det hyggeligt i familiens
skød. Tirsdag, sekstende januar. Efter to timers arbejde
med det russiske har jeg været nede på isen i
halvanden time og øvet mig i skøjtesporten. I eftermiddag
var jeg først med frøken Bussenius ude
at købe en kasserolle og nogle kager, som vi i aften
har delikateret os med, mens Otto og Koba har
været til selskab hos værtens. Jeg var også ude at
købe en stegepande sammen med Koba og Inge. Vi
skulle have en til at stege harer på. Vi skal nemlig
have haresteg i morgen. Syv graders kulde og noget
snevejr.
Posthuset
Onsdag, syttende januar. Studeret russisk. Dernæst
skrevet hjem om forholdene og oplevelserne. Om
eftermiddagen var Otto og jeg en tur ude. Vi købte
en brevvægt. Gik derfra ud på posthuset og hentede
breve og afleverede dem, vi havde skrevet. Om aftenen
havde Otto besøg af Zeppan, 1 mens jeg læste
bogen: Hvem kastede den første sten? 2 Dén var jeg
begejstret over.
Banegården
1 Navnet er svært læseligt. En af Ottos russiske kontakter
2 Kieler, Laura. Hvem kastede den første sten? Kbh. 1906.
Laura Kieler 1849-1932 blev født i Tromsø, gift 1873 og bosat
i Danmark. Kieler og Henrik Ibsen mødtes i København 1870.
De blev venner. Kieler er model for Nora i Ibsens skuespil Et
Dukkehjem
på torvet. aph
Torsdag, attende januar. Formiddagen gik med det
sædvanlige arbejde. Mens jeg sad og læste kom
drengen hjem efter en smørsøger, for de havde fået
to dritler smør, som skulle undersøges. De er de
første i år. Da jeg var færdig med at læse, var jeg
henne at se og smage på smørret, dernæst nede
på Volga og løbe på skøjter. Om eftermiddagen
var Otto og jeg ude efter post, og da der var nogle
forretningsbreve, der skulle besørges, gik vi hjem
for at gøre det. Fik derefter en rask slædetur ud til
banegården med brevene. Ved den lejlighed fik vi
banegården nærmere i øjesyn. Den er imponerende
både ude og indefra. Det er en ganske ny bygning.
I første klasses venteværelset er der en flot og stor
restauration.
banelinien. aph
domkirken set fra banelinien. aph

vejen ved Rybinsk. eph
Besøg hos en smørbonde
Fredag, nittende januar. Efter middag kom her en
smørbonde for at tale med Otto. Han blev inviteret
på et glas te. Straks fik vi fyr på samovaren. Derefter
kom der en skål med syltetøj, og en med biskuits.
Syltetøj holder russerne meget af til te. Mens vi sad
og drak te inviterede manden Otto ud til sig for at
se hans mejeri, og hvorledes han boede. Så spurgte
Otto om jeg måtte komme med, hvilket der ikke var
noget i vejen for. Manden blev her i byen til lørdag
morgen klokken ti, så skulle vi være parat.
Vejen til smørbonden
Lørdag kom, og klokken ti kørte manden og Otto i
en slæde, hans svigersøn og jeg i en anden. Vi havde
syvogtredive verst (syv verst er lig med en dansk
mil) 1 at køre. Vi havde alle en god pels og kanen fuld
af hø. Jeg havde mit rejsetæppe med, så i begyndelsen
var jeg lige ved at få det for varmt. Det var
kun fem graders kulde, men da vi havde kørt en
1 en verst er 1066, 8 meter, altså lige over en kilometer
russisk landsby. Emil med stråhat. 1910. aph/eph
halv snes verst begyndte det at blive køligt. Vi kørte
imidlertid lige ud af landevejen. Der var skov på
begge sider det meste af vejen. Vi kom igennem en
del landsbyer, hvor alle husene var bygget af træ. Da
vi have kørt toogtyve verst, kom vi til et mejeri, som
manden ejede. Det skulle vi ind og se. På det tidspunkt
frøs jeg ret godt, især om benene, så det var
dejligt at komme ind i varmen. Vi fik et glas te med
en hvedekringle til. Vi skulle smage det fine smør de
lavede, hvilket vi smurte på kringlen. Efter at være
godt opvarmede kørte vi videre. Snart drejede vi af
fra landevejen, og så gik det over marken og igennem
skov. Vi kørte cirka en mil uafbrudt igennem
en stor granskov. Det var imponerende at se alle
disse store grantræer med sne på alle grenene. Da
vi havde kørt elleve verst til kom vi til svigersønnens
gård. Der var vi inde og fik te igen, og hestene fik
hø. En times tid senere kørte vi videre. Svigersønnen
var så elskværdig at lade sin karl køre mig videre, da
der kun var plads til to i mandens kane. På det sidste
stykke kørte vi over to bifloder til Volga-floden.
Smørbondens hus
Vi ankom klokken halv seks til vort bestemmelsessted.
Vi kom snart ind og fik mad. Vi fik franskbrød,
spegepølse og sardiner, og smør blev der hentet i
anledning af os. De indfødte spiser slet ikke smør.
Ovenpå fik vi te med syltetøj til. Manden viste os
så rundt i huset. Det var et stort træhus med udskæringer
over vinduerne. Der var to etager i huset.
Når man kommer og vil ind går man først ind på en
overbygget veranda. Derfra fører en dobbelt fløjdør
ind til en lille entre. Lige for døren fører en bred
trappe op til første sal, hvor beboelseslejligheden
er. Man kommer fra trappen ind i en større entre.
Derefter ind i spisestuen. Der var fem andre store
værelser. I dem alle store hvide kaminer. Hvad der
imponerede mest var at der var wc og vandhaner
forskellige steder. Det havde jeg aldrig tænkt mig
at man kunne finde det på en bondegård i Rusland.
Klokken halv ni spiste vi til middag. Vi fik sjtji, russisk
hvidkålssuppe, der er bagt i stedet for kogt. Derefter
hele byggryn med smeltet smør over, frikadeller
med asier, og som dessert et slag mælk. Ovenpå
fik vi te. Klokken ti gik vi i seng og sov udmærket
til næste morgen klokken syv. Så var vi ude at se
mejeriet, staldene, vognskuret, haven, køkkenet
og butikkerne. Manden solgte nemlig varer til dem,
der kom med mælk til ham. Klokken kvart over otte
kørte vi af sted for at nå Rybinsk klokken tolv.

pramme i isen langs Volga, teateret i baggrunden. eph Volgas bred nær Rybinsk. eph
Ved Volga
Denne gang kørte vi på floden hele tiden. Det var
noget nærmere. Vi så flere hundrede korn- og petroleumspramme
af umådelig størrelse. De lå i isen
langs flodbredden. Det var en interessant køretur,
men i længden var den noget kold. Vi kom så hjem
til middag og fandt alt ved det gamle. Efter middag
kørte jeg en tur for Koba og frøken Bussenius.
Til ildebrand
Om aftenen var Otto og jeg til ildebrand. Det var et
lille savværk, der i løbet af en halv time var nedbrændt.
Havnen
Mandag, toogtyvende januar. Stor travlhed med at
læse og skrive. En længere spadseretur ved havnen
og floden. Om aftenen læste Otto højt.
Dagene går
Tirsdag, treogtyvende januar, onsdag, fireogtyvende
januar, og torsdag, femogtyvende januar forløb på
sædvanlig måde uden nogen mærkværdigheder.
Fredag, seksogtyvende januar. Vores iskælder er
blevet færdig. Jeg har smagt på seks fustager smør.
Været henne på gymnasiet og fundet mig en lærerinde
i russisk. Eftermiddag, ude at bese vores nye
banegård. Meget imponerende. I aften har jeg lært
at fremkalde fotografier af frøken Bussenius.
Lørdag, syvogtyvende januar. Intet bemærkelsesværdigt
udover at jeg har fået to timer i russisk af min
lærerinde. Og har imellemtiden læst og skrevet. I
dag har jeg fotograferet og fremkaldt billeder, hvilket
er meget interessant. Lørdag aften var Elsters her
til aften. Vi fik hjemmebagt Napoleonskage, en stor
delikatesse. Tirsdag skrev jeg brev hjem.
vaskedag i Volga midt om vinteren. aph/eph
vinterdag ved Rybinsk. eph

på den anden side af Volga. aph
På den anden side af Volga
Torsdag, første februar, var frøken Bussenius og jeg
ovre på den anden side af Volga-floden og slå plader.
Inden i en skov mødte vi en mand og en kone
med en slæde. De snakkede med os, og stillede sig
op for at blive fotograferede. Så forklarede de os,
hvor de boede, men da vi ikke kunne forstå dem, fik
jeg manden til at skrive sin adresse i min lommebog.
Nedenunder skrev han, at vi skulle komme over til
ham med billederne, og drikke te, og spise kartofler.
Det var morsomt at have talt med nogle, man ikke
kunne forstå. Vi gik hjem, og fremkaldte de plader,
vi havde taget. Og om søndagen
var vi i kane ovre med dem. Otto var med som tolk.
De blev glade for billederne.
en mand og en kone med en slæde. eph
Emil på den frosne Volga, januar 1907. mph
på den anden side af Volga. eph
isgang på Volga. eph

landsbyens beboere i deres bedste tøj. aph
landsbyens børn i deres bedste tøj. aph
mælkekonen foran sit hus i landsbyen ved Rybinsk. eph
Mælkekonen
I samme landsby boede vores mælkekone, og da
hun så os med stukkassen, ville hun da gerne fotograferes.
Og inden hun blev stillet op, var hele
landsbyen kommet til, og ville gerne fotograferes.
Frøken Bussenius tog to plader, og så kørte vi af
sted. Vi har haft seksogtyve graders kulde om morgenen,
men solen har megen magt. Allerede midt på
dagen er det helt mildt. Til aften hos Elsters.
teateret i Rybinsk. aph
Teatret
Fredag, anden februar. Vi var i teater, hvilket var
meget interessant. Det er et flot teater. Der er tre
etager malet i mange farver, prøverum, med mange
værelser og gange. Det var hele noblessen, der var til
stede den aften, så jeg så rigtig, hvordan moderne er
i Rusland. Russerne er slemme til at bruge parfume.
Forestillingen varede fra klokken halv ni til klokken
halv et.
De sidste optegnelser
Fra ottende februar til trettende februar. Ikke ude på
grund af forkølelse i tænderne og hovedpine.
her ender Emils beretning; yderligere skriftlige kilder
til familiens tid i Rusland og Sibirien kendes ikke

Kirker og klostre i Rybinsk
Domkirken i Rybinsk
aph/eph/osh
kirke. eph
kloster i Rybinsk. eph
tårn ved Rybinsk. eph
inde i klosterkirken. eph

helgenbillederne føres gennem Rybinsk. aph
russisk dagvogn med tre heste. aph/eph
Processioner i Rybinsk
Henning Kehler berettede til Politiken om en religiøs procession i Kazan: ”Efter de første dages gadekamp
og ophidselse og skydning på floden og fra luften kom turen til præsternes processioner. De slæbte alle
kirkefaner og de gyldne ikoner med det berømte kazanske gudsmodersbillede i spidsen ud af kirkerne og
vandrede med kordrenge og røgelseskar, metropolit og præster i gyldne kåber og violette huer rundt i alle
gader, dog ikke i tatarkvarteret, fulgt af umådelige menneskemasser med hvide bind om armen”
Russisk bourgeoisi, Politiken, 2. juni 1920. Kehler 1999, 158-59
poper med sort paraply, og damer med hvid paraply. eph
fanebærene. eph
hverdag 13:43 i Kazanskajagade. eph
Hverdag i Rybinsk, foråret 1907
familiens russiske barnepige med Inge og Ellen foran en kålhob.
aph

i båd på Tobols bredder. Kurgan, c. 1914. osh
Vandflod i Rybinsk, når Volga gik over sine
bredder
højtliggende hus i vandflod, Rybinsk domkirke i baggrunden.
osh
hestekørsel på vejen i vandflod. osh familiens hus i Rybinsk i vandflod. osh
vandflod i Kazanskajagade. osh søndag eftermiddag på Volga udenfor Rybinsk. osh

aktivitet på havnekajen, domkirken i baggrunden. eph
pope på havnekajen. eph
bådsmand ved kajen. aph/eph
Havnen i Rybinsk
kajen. eph
husene, hvor bådfolket bor; hest med smørvogn i forgrunden.
aph
På kajen ved Volga
bazaren ned til Volga. aph

landsby udenfor Rybinsk. eph
På besøg i en landsby i omegnen af Rybinsk
djerromkaen ved Rybinsk. aph/mph
landsbygaden. eph
hestevogn. eph
køerne vandes ved Volga, maj 1907. eph
bønder i Tsalinskoje, mænd, kvinder og børn foran huset i deres
bedste tøj. osh

floddamper på Volga. eph
Med floddamperen til Nisnij Novgorod
maj 1907
indsejlingen til Nisnij Novgorod. aph
købmandshus i Nisnij Novgorod foran bymuren omkring den
gamle by, et hundrede meter over Volga. eph
hus i Nisnij Novgorod. eph
klædebutikken i Nisnij Novgorod. eph
klædehandleren. aph/eph

usserinde i Nisnij Novgorod. aph/eph
bymuren ved Nisnij Novgorod. eph
kirke i Nisnij Novgorod. aph/eph
Nisnij Novgorod, maj 1907
pope ved bådfarten i Nisnij Novgorod. aph
udsigt over Volga fra boulevarden i Nisnij Novgorod. eph
årsmarkedesbyen i Nisnij Novgorod. eph

Novne kloster ved Volga. eph
Kehler berettede til Politiken: ”Jeg havde en god rejse fra Moskva til Nishnij Novgorod. I Nishnij faldt det
ind med en tør snestorm, skønt vi var midt i april. Nishnij ligger pragtfuldt ved tre bredder, hvor Oka og
Volga flyder sammen. Fra det hvide Kremlin så jeg gennem stormen ud over sammenløbet, som ved forårstid
åbner en tung og gråblå udsigt. Det er kun i Rusland, at man kan være hundrede mil fra kysten og dog se
havet. På turen ned ad floden til Kazan var vejret smukt. Vi sejlede forbi lange ensomme øer og store hvide
klostre med kupler i blå og grønne farver: de kom frem foran damperen ved et pludseligt sving af floden,
gled forbi som syner fra en skønnere virkelighed og forsvandt, som om de aldrig havde været”. Cederblom.
Politiken, 28. april 1920. Kehler 1999, 100-01
kirke ved Volga. eph
by ved Volga. eph
solnedgang over Volga. eph
solnedgang over havnekajen i Rybinsk. eph
Volga, maj 1907
fotografen Emil. Longelse præstegård 1907. aph/eph/mph

Litteratur
Christoffersen, Lise. Din trofaste og hengivne Mathilde.
Langeland 1988
Kehler, Henning. Russiske Kroniker: oplevelser i revolutionens
og borgerkrigens Rusland (red. Lars Peter Rømhild).
Kbh. 1999 (87-7763-208-7)
Larsen, Inge Marie. En dansk familie i Vestsibirien 1899-
1919. Rotunden, 22. Aarhus 2006, 25-55 (0908-6781)
Larsen, Inge Marie. Da smør var guld: smørproduktion og
smørhandel, Kurgan, St. Petersborg, København, London
1895-1905. Aarhus 2007 (978-87-7934-302-3)
Sohn, Ole. De drog mod øst: danskeres udvandring til
Rusland og Sibirien 1864-1919. Kbh. 2002 (87-14-
29745-0)
Strøyer, Per Balslev. Ellen Stenersen Hansen, gift Christophersen,
sygeplejerske 1906-92: en beskrivelse af min
svigermors aner til og med hendes toogtredive tiptipoldeforældre.
Udarbejdet som manuskript for familien ved
Per Balslev Strøyer. Værløse 1995 (manuskriptet er ikke
publiceret, men foreslået pligtafleveret til Det Kongelige
Bibliotek)
Fotoarkiver
aph
Rybinsk, især Axel Preben-Hansen
Lars Henrik Pilegaard Hansen
eph
Rybinsk og Riga, især Emil Preben-Hansen
og søn Poul Preben-Hansen
Klara Helene Preben-Hansen 1
iph
Riga, især Emil Preben-Hansen
og søn Ib Preben-Hansen
Michael Preben Hansen
mph
Rybinsk, især Emma Preben-Hansen
Vibeke Schäffer 2
osh
Kurgan og Rybinsk, især Otto Hansen
Gyda Strøyer 3
en kilde til Emil Preben-Hansens tid i Rybinsk ses i Gyda Strøyers
privatarkiv: c. to hundrede håndskrevne uudgivne breve fra Anna Gyda
Jacoba Burhøi og Otto Hansen (ægteparret var fætter og kusine), til
Anne Gyda Adolphine Hansen (Jacobas mor) gift Burhøi i Odense; og
til pastor Preben Hansen i Longelse på Langeland. Arkivet indeholder
muligvis oplysning om min far Poul Preben-Hansens fødsel 3. december
1915 i Rybinsk. Kilden er utilgængelig 4
1 fotoarkivet afleveres på betingelse af non-kassation
2 fotoarkivet er splittet 2000’erne og ses partielt hos Gyda Strøyer
3 Gyda Strøyer ønsker at bevare fotoarkivet i familieeje (kusine Birthe)
4 Brevsamlingen er (95 %) skrevet af Jacoba og belyser familien
(Otto Hansen) i Kurgan. Brevene handler primært om familien (Otto
Hansen) og Kurgan. Hele Kurgan-familien (Otto Hansen) besøger
ved en enkelt lejlighed Rybinsk-familien (Emil Preben-Hansen). Det
sker formentligt på vej tilbage til Kurgan efter Otto Hansens tre år i
London. Jacoba nævner Ottos gennemrejser i Rybinsk.
Jacobas grav i Kurgan 1924. osh
Otto Hansens hus (Dvorjanskaja) Sovetskaja, Kurgan
foto: Inge Marie Larsen, december 2008

Efterlysning af Emil Preben-Hansen, Rybinsk
Udenrigministeriets efterlysning af danskere i
Rusland i 1917: 1 Emil Preben-Hansen, Rybinsk
Telegram fra UM, 9. marts (22. marts) 1917:
“De bedes skaffe oplysning underhånden om firma
Otto Hansens filialbestyrer i Rybinsk Emil Preben-
Hansen. Familien urolig, intet hørt i en måned. Svar
udbedes telegrafisk”
Håndskreven note: “Firma Christiani & Nielsen har
telegraferet til Rybinsk angående ovenstående.
Petrograd, 9. marts (22. marts) 1917”
Gesandtskabets svar til UM, 11. marts (24. marts)
1917: “Ifølge meddelelse fra Rybinsk befinder
pågældendes familie sig vel”
I maj 1918 var Emil i Petrograd
Otto Hansen i Omsk
I 1919 henvendte Otto Hansen sig til det danske
konsulat i Omsk. 2 I notarialprotokollen ses under
sager vedr. statsborgerforhold, at Otto anker en
bøde på sit danske nationalpas, og dokumenterer sin
danske indfødsret
1 Rigsarkivet i København, RA: 2-0398, Gesandtskabet i Petrograd,
journalsager 1899-1923. Aflevering 1940 (2), lbn. 214, gl. kasse 37
2 RA: 2-1675, Omsk, konsulær repræsentation, lbn. 1. Notarialprotokol
1909 til 1919. “nr. 7/10: Otto Hansen, Kurgan: om bøde
på dansk nationalpas; nr. 10/10: Otto Hansen, Kurgan: om dansk
indfødsret”
Erstatningskrav mod Rusland 1
I januar 1920 2 anmeldte Emil Preben-Hansen, nu
med adresse i Brønderslev, sit erstatningskrav mod
Rusland ved Kommissionen til behandling af danske
erstatningskrav mod Rusland. Han anmeldte tab af
værdipapirer, 3 et stort antal guldrubler samt bohave
i Rybinsk 4
I april 1920 anmeldte Otto Hansen 5 tab af bohave
og forretning i Kurgan 6 samt en mølle i Selo-Lopatinskaja
7
1 RA: 6. Y. 23: 0002, UM, gruppeordnede sager 1909-45. Danske
erstatningskrav mod Rusland 1919-25 (6-362)
2 Emil Preben-Hansen anmeldte den tolvte januar 1920 (6. Y. 23)
3 Sag 1816/2A/710 (værdipapirer i Rybinsk): Gluchocerski Cement,
A/S Staril, Rmk. to tusinde og fem hundrede, A/S Novojo, Rmk. ét
tusinde og seks hundrede, A/S Bekker, Rmk. seks tusinde (6. Y. 23)
4 Sag 1815/11/240 (personlige ejendele, bohave): ét tusinde og fire
hundrede rubler i guld, bohave og kontorinventar i Rybinsk (6. Y. 23)
5Otto Hansen, med adresse i Lundsgade 6, anmeldte den tolvte april
1920 (6. Y. 23)
6 Sag 1980/11/273 (personlige ejendele, bohave): bohave og
kontorinventar for femogtyve tusinde danske kroner. Sag 1986/8/70
(russiske varer): smør, ost, og mejeriinventar for et beløb af ét hundrede
og fireogfirs tusinde og atten danske kroner (6. Y. 23)
7 Sag 1979/5/49 (fast ejendom): møllen er anmeldt til et beløb af ét
hundrede og halvtreds tusinde danske kroner (6. Y. 23)
Elisabeth Jørgensen, erindringsnotat 1
“Vi blev forlovet i København, fireogtyvende november
1913. Emil kom fra Rusland, jeg fra London,
hvor jeg havde været i otte måneder. Første december
1913, Emils fødselsdag, stor forlovelsesfest
i Longelse Præstegård. Gift fjortende januar 1914.
Brylluppet stod på Folstedgård. Vi blev viet i Ajstrup
kirke af pastor Preben Hansen. Derefter middag på
Folstedgård. Klokken fireogtyve kørte
vi til Tylstrup, tog derfra toget til Ålborg, hvor vi
overnattede på Hotel Phønix. Næste dag kom bryllupsgæsterne
til Aalborg. Emil gav en fin frokost på
Hotel Phønix. Efter frokosten var vi alle hos onkel
Eriks til kaffe. Klokken tyve afrejste vi med damper
til København. Gæsterne fulgte os til damperen. Da
damperen sejlede, sang gæsterne Dejlig er jorden,
mens de stod på kajen og vinkede.
›I København var vi fjorten dage, boede på
Hotel Hafnia. Derefter rejste vi til Petersborg over
Sverige: Stockholm, Aabo, Petersborg. Ankomne til
Petersborg, kørte vi straks i isvostjik til Grand Hotel,
ulitsa Gogolev, hvor der var reserveret fire værelser
en suite til os. Efter at have set Petersborg i fjorten
dage, rejste vi til Rybinsk. Vi boede de første tre
uger i Emils ungkarlelejlighed på Nabirsnaja. Derefter
flyttede vi til Kazanskaja ulitsa dom Shcherbakova.
Der boede vi til sidst i august 1918. Da måtte vi rejse
til Danmark. Boede på Christiani & Nielsens kontor i
fjorten dage inden vi sejlede til Stockholm. Opholdt
os i Danmark efteråret 1918 til sommer 1922. Boede
i Brønderslev”
1 Emils beretning Erindringer om mit ophold i Rusland i
året 1907 fandtes vedlagt Slægtsbog, Elisabeth Preben-Hansen. Den
håndskrevne original bevares af Michael Preben Hansen

Emma Mathilde Preben-Hansen
Rejsen til Rybinsk 1909
I juli 1909 rejste Emils yngre søskende Emma 1 og
Axel 2 fra Langeland på familiebesøg til Rybinsk. Den
21-årige Emma beskrev rejsen i et erindringsnotat.
3 Emmas beretning tegner et tidsbillede af en ung
pige af god præstefamilie omkring 1900. Hendes
verden og horisont er begrænset til familien:
1 Emma Mathilde Preben-Hansen 1888-1989
2 Axel Preben-Hansen 1892-
3 Notesbog i octavo-format. Vibeke Schäffer
Allerede længe havde vi glædet os til denne tur, som
egentlig var ganske uventet. Da Axel og jeg allerede
for et helt år siden pludselig en dag, mens vi sad og
sled i engelsk, fik den ide at spørge om han, når han
var færdig med sin eksamen, ikke måtte få lov til
at komme til Rusland. Og så syntes vi at det kunne
være helt rart om vi kunne følges ad, hvorfor vi blev
enige om at bede om det begge to. Denne ide blev
holdt hemmelig længe. Men tit når vi læste lektier,
drøftede vi om det nu også kunne gå an at komme
frem med vort ønske. Vi turde jo næsten ikke vente
at det skulle blive opfyldt, men et lille håb var der
dog bag ved. Otto 4 og Jacoba 5 ventede vi netop
hjem til julen og så var det jo så nemt at spørge dem
om det.
4 Otto Eduard Stenersen Hansen 1877-1945
5 Anna Gyda Jacoba Burhøi 1879-1916
Drømmen om Rybinsk
›Først fortalte vi mor 6 det og hun syntes straks at det
var en udmærket ide, og den gik øjeblikkelig videre
til Otto og Koba, som lige var ankommet. Og til
vores store glæde sagde de begge at de gerne ville
have os. Det kunne jo nu ikke derfor kaldes afgjort,
for selvom det også var vigtigt at vide om de ville
have os, så var det dog lige så vigtigt at spørge far 7
om vi måtte, for det var jo ham, der måtte betale
rejsen for os. Men det gik denne gang som altid,
når vi beder far om noget. Vi får altid lov, og glade
var vi rigtignok over at tænke på at måtte komme
til Rusland. Dog blev den betingelse stillet at Axel
skulle bestå sin eksamen, men det var nu også det
mindste, der kunne forlanges.
Emmas beretning pastor Preben Hansen, Longelse Fuglsbölle på Langeland
Fanny Kjerulff, pastorens anden hustru
1884-1918
6 Fanny Emilie Regitze Kjerulff 1849-1923
7 Preben Johan Frederik Jacob Hansen 1845-1930

›Med endnu større glæde tog vi så fat på lektierne
efter juleferien og jeg tror nok at Ruslandsrejsen bevirkede
en hel del mere flid end der ellers ville være
blevet udfaldet. I det mindste i sprog, for vi sagde tit
til hinanden, når vi egentlig helst ville havde holdt
op: ”Husk på Ruslandsrejsen” og disse tre ord gav
tit mod til endnu en gang at læse lektierne igennem.
Tiden gik hurtigt og inden ret lang tid begyndte Axel
på sin eksamen, som heldigvis gik rigtig godt. Bedstefar
8 havde i mellemtiden lovet at ville betale den
ene rejse for os, men også kun i tilfælde af et godt
resultat med Axels eksamen, så vi drog et lettelsens
suk, da han sidste gang havde været oppe. Først
da talte vi med bestemthed om rejsen, og der var
mange der blev overraskede over at høre det. Misse
var den første der vidste noget om det. Men da hun
fik det at vide, var det kun som en hemmelighed,
for det er tit når man taler for meget om en ting så
længe i forvejen at den så slet ingenting bliver til.
Emma efter gæssene i Longelse præstegård. mph/osh
8 Mads Frederik Hansen 1816-1911
Emma 1890’erne
Afsked med Langeland
›Fra mange sider blev udtalt stor glæde, men fra
andre blev sagt hvor jeg kunne nænne at rejse fra
mor, så undertiden var jeg lidt i tvivl om det var
rigtigt at rejse. Men da mor var den allerivrigste for
at få os af sted, fordi hun gerne ville have at vi skulle
have den fornøjelse, glædede vi os til turen som
begyndte den ottende juli om morgenen klokken
fire. Vi skulle først være rejst fra Tranekær klokken
to, men på grund af at den skibsafgang som vi skulle
med, allerede ville gå samme aften, måtte vi tage
noget tidligere hjemmefra. Dette blev først bestemt
aftenen før klokken tolv, så vi fik travlt med at pakke
færdig, dels samme aften skønt vi var kommet i seng
og dels næste morgen tidlig. Far havde nemlig ikke
fået læst aviserne før.
›Det var nu vist heldigt at vi fik så hurtig en udrykning,
for jeg havde levnet så meget til den sidste
dag, som jeg skulle have taget afsked med og som
jeg altså ikke fik. Men dagen før kunne jeg mærke
at det begyndte at knibe lidt for mig, især med at
skulle skilles fra vores yndige have. Det gik i det hele
taget så hurtigt med at få sagt farvel, så vi næsten
ikke fik tid til rigtig at tænke over det. Dog nåede
jeg at komme op til fru Hansen den sidste morgen
og det var jeg glad for. ›Far tog vi afsked med
hjemme og fars sidste ønske var at Herren ville være
med os på vores rejse. Og med det ord kørte vi ud af
gården fulgt af mor, tante Andrea og Anna. Det var
helt underligt sådan at skulle begive os på så lang en
tur, men godt var det at vi var to som holder af hinanden,
så vi havde glæde af at være sammen på hele
turen. Klokken otte gik skibet og så længe vi kunne
se land, kunne vi også se mors sommertørklæde vifte
til os.
Mod København
›Rejsen gik udmærket til København, hvor vi ankom
klokken fem. Vi tog straks ud til Böllings som blev
forbavsede over at se os.
Ally, Georg Bölling, grossererparret Bölling. mph

Skibet gik imidlertid ikke før næste dag, så vi kunne
godt have ventet med at rejse. Men nu var vi jo
kommet af sted. Og så længtes vi blot efter at
komme endnu længere, for at gå og vente uden at
vide rigtig besked er slet ikke rart. ›Vi havde det så
i ro hos Böllings og var glade for at bo der. Næste
dag klokken to fulgte Ally 9 os til skibet, men da det
var ubestemt, hvornår det ville gå, havde søster Ally
ikke tid til at vente. Vi fulgte så hende et lille stykke,
hvorpå vi alle gik om bord, og var der til klokken fem
ved Kvæsthusbroen. Så endelig kom ankerne til vejrs,
og stille og rolig gled vi ud af havnen. Mærkeligt
var det sådan at forlade det lille Danmark uden at
vide, hvordan det nu ville gå os. Der var kun en passager
med foruden os, så vi havde det så hyggeligt
på hele turen. Kaptajnen var også rar. Ja, det var
hele besætningen såmænd. Den første dag gik udmærket.
Den næste var derimod noget blæsende, så
Axel måtte ofre sin middagsmad, men så havde han
det også godt resten af turen. Det eneste vi så var
en del skibe. Ellers var vi så langt fra land at vi intet
tydeligt kunne se. Fredag eftermiddag sejlede vi fra
København og mandag morgen ankom vi til Reval. 10
En halv dag i Tallinn
›Vi skulle have nået land noget før, men på grund
af en uhyggelig tåge blev vi en del forsinkede. Efter
bestemmelsen skulle vi have været i land klokken
fire. Og da vi hørte den første tuden klokken halv
fire troede vi alle at det nu var land vi nærmede os,
hvorfor vi stod op for at se indsejlingen. Men stor
blev vores skuffelse, da vi kom op på kommandobroen
og kun så lutter tåge om os. Det var ejendommeligt
at se op, for der var også ganske klart i luften
9 Johanne Albertine Louise Stenersen Hansen 1874-1938, gift 1914
med vekselerer Georg Bölling
10 Reval (tysk), i dag Tallinn, hovedstaden i Estland
og solen skinnede smukt. Men på havfladen var der
en tæt tåge. Til at begynde med gik vi langsomt
under stadig tuden, men inden ret længe måtte vi
kaste anker og lå så en times tid under stadig ringning,
for når skibene lå stille, må de ikke tude. Det
var uhyggeligt, for fra alle sider hørte vi både tuden
og ringlen, men vi kunne ikke se den mindste smule.
Således kom der et skib lige på tværs og vi opdagede
det først, da det var lige tæt ved os. Glade
var vi rigtignok, da det klarede op igen. Og da viste
det sig at vi kun lå ti minutter ude fra havnen. Reval
ligger smukt. Det er en ejendommelig gammel by. Vi
så også det sted, hvor man fortæller at Dannebrog
er faldet ned. Her lå vi en halv dag, så vi gik i land
sammen med den anden danske mand. Men det var
så varmt, så vi kunne ikke holde ud at gå ret længe.
Her fik vi altså det første russiske indtryk, som jo er
ganske forskelligt fra det danske. Efter at den unge
mand havde fulgt os ned til skibet igen, skiltes vi, for
han tog resten af vejen til Sibirien med toget.
Petersborg fra søsiden
›Klokken tre sejlede vi så videre igen med det herligste
vejr, så vi kunne rigtig nyde den kønne udsejling.
Vi kunne nu i flere timer se land, især store granskove,
som næsten gik helt ned til kysten. Glade gik vi i
seng den aften ved tanken om at inden næste aften
var vi i Petersborg. Og ganske rigtig. Alt gik som
det skulle, så klokken tre lagde vi til i en eller anden
havn ved siden af en mængde andre store skibe. Det
var en imponerede indsejling. Dog savnede vi vort
danske friske klare saltvand, for her var ikke andet
end noget grumset gult ferskvand. Kronstadt kom
vi også lige forbi. Men den så slet ikke tiltalende ud.
Den så så snavset ud, og så var det tillige regnvejr,
det gjorde måske også noget. Vi så fæstningen,
hvor fangerne blev sat ud på, og hvor det ville være
umuligt at komme i land fra. De kunne ikke på nogen
måde undslippe.
Tre timer i Petersborg
›I Petersborg fik vi vores tøj undersøgt af toldvæsenet.
Men Axel benyttede sig af det eneste russiske
ord han kunne dengang, nemlig ”nitschevo”.
Og det bevirkede at toldmanden øjeblikkelig lukkede
kufferten igen, og da han så havde fået en rubel,
forsvandt han glædesstrålende. Han har selvfølgelig
troet at Axel var en rigtig russer som ikke lod sig
narre. De er nemlig slemme, når de mærker at man
er fremmed. Bagefter morede vi os over hans flotte
måde at behandle dem på. En times tid efter vores
ankomst kom der en ung norsk mand og hjalp os,
en som Otto altså havde bedt om at komme, ganske
vist ikke denne unge mand, men en fra Gerhard
& Hus’ kontor. Vi havde egentlig ventet en tysker
eller englænder, så stor blev vores glæde, da han på
norsk kom hen til mig og spurgte om det var mig,
han skulle hente. ›I to drosker kørte vi i fuld fart i
halvanden time ud til Nikolajbanegården, hvor vi
fik sat vort tøj ind, hvorpå vi så straks begav os ud
på en spadseretur, for der var tre timers ophold. Hr.
Salvesen måtte nu imidlertid tilbage på sit kontor
igen og efter aftale skulle vi så mødes igen om to
timer på banegården. Axel og jeg travede så hele
Nevskij prospekt igennem.

Nevskij, St Petersborg, c. 1900. KB 107, 4˚
Den er trekvart mil lang, så det var en ordentlig tur.
Så vi var noget trætte, da vi nåede tilbage igen.
Men det var alligevel morsomt at se på alle de store
butikker som var på begge sider. I alle russiske byer
er gaderne aldeles lige, så vi kunne stadig se Vinterpaladset
foran os. Men vi troede aldrig at have nået
det. Det forekommer altid at være længere borte,
når man stadig har det lige foran sig. Hvis gaderne
gik lidt i svingninger, ville det syne nærmere.
Vinterpaladset, St Petersborg, c. 1900. KB 107, 4˚
›Nå, vi var altså, på den bestemte tid tilbage igen
og mødtes da med hr. Salvesen. Lige uden for
banegården står det nylig afslørede mindesmærke
af Alexander 3. Det er nu efter min mening langt fra
kønt. Det er alt for kolossalt. Hesten er klodset og
grim. Hr. Salvesen sørgede nu for at vi fik os noget
at spise. Og således fik vi her den første russiske
mad: en udmærket sjtji, noget omelet, derefter et
glas te med citron i. Det hele smagte udmærket,
men vi var også blevet sultne.
Med tog fra Nikolajbanegården til Rybinsk
Så nærmede tiden sig at toget skulle gå, hvorfor vi
gik ud for at finde vores pladser. På vejen derud kom
vi forbi et lille alter, hvor der altid brændte vokslys:
nogle, som de rejsende købte og satte i som afsoning
for deres synder. Der var sådanne to altre i forhallen.
›Da vi havde soveplads og der var så mange
med, kunne vi ikke komme i samme vogn, hvorfor
hr. Salvesen og Axel underholdt mig lige indtil toget
skulle gå. Så skiltes vi glade over at være blevet hjulpne
så godt og glade over snart at være i Rybinsk.
Axel talte en del med en russisk herre, som også
kunne tysk, så han havde haft det fornøjeligt. Jeg
var derimod ikke så særlig henrykt, for selv om den
ene af de damer, jeg rejste sammen med, talte lidt
tysk, var det ikke nemt at forstå hende. Og ligeledes
var det ikke nemt for hende at forstå mig. Hun var
nu venlig og ville gerne underholde mig. Men hun
opdagede snart at det var en vanskelig opgave, for
jeg talte næsten ikke mere end en døvstum. Endelig
fik hun da gjort mig begribelig at når jeg ville i seng,
ville de flytte sig. Og så skulle der slås en madras ud
under loftet, som jeg så måtte krybe op og lægge
mig på. Da jeg så havde siddet lidt, gjorde jeg mine
til at jeg helst måtte begynde at slå min seng ud.
Og de var hjælpsomme, især med at få mig til vejrs,
for de skød begge to på. De har nok været glade,
da jeg krøb derop, for så kunne de bedre få plads.
Jeg var nemlig nødt til at sidde på den enes seng, så
længe jeg sad nede. Nå, jeg kom altså op og fik set
mig lidt omkring. Plads var der ikke meget af, og da
vi ikke havde hverken lagner eller hovedpude med,
som russerne, måtte jeg bruge min nederdel som
hovedpude og mit slag som tæppe. Axel brugte sin
jakke til hovedpude, og underlig nok var ikke noget
af det blevet krøllet. Jeg forsøgte nu at falde i søvn
deroppe på min hylde. Og det varede heller ikke
længe før jeg sov. Men næppe var jeg faldet rigtigt
i søvn før en begynder at trække mig i det ene ben.
Jeg blev noget forbavset over sådan at blive forstyrret,
og det endda på russisk. Hun stod ihærdigt
og forklarede mig en hel del som hun troede jeg
kunne forstå. Da hun så endelig var færdig med at
tale på russisk, måtte jeg bede hende om at forklare
mig det på tysk. Resultatet blev så at hun havde
fået en pakke af konduktøren, som han igen havde
fået af den unge norske mand. Straks troede jeg
det måtte være en misforståelse og ville ikke have
pakken. Men da denne dame stadig sagde at jeg
skulle tage den, tog jeg den også og fandt så at det
var en pakke kiks og konfekt, som vi skulle have at
spise af. Det var betænksomt og venligt gjort af hr.
Salvesen. Men jeg glædede mig sådan til at komme
til Rybinsk, så jeg glemte helt at spise noget af det.
Lidt sov jeg, men ikke meget, så jeg var lige ved at
have for megen tid den sidste nat. Men endelig blev
klokken otte og jeg kom så ned igen efter at de først
havde fået flyttet deres fugle og hvad der eller stod
på den indretning som jeg skulle træde ned på for at
nå gulvet igen. ›Jeg var spændt på at høre hvordan
Axel havde haft det. Og netop da jeg sad og tænkte

på det, stak han hovedet ind af døren. Glad blev jeg
rigtignok, for jeg troede ikke at man sådan kunne
spadsere fra den ene vogn til den anden. Axel havde
imidlertid haft det godt. Der var en herre i samme
vogn som kunne tysk, så han havde talt en del med
ham. Axel lader sig sjældent genere af noget, så han
havde haft det rigtigt rart.
Ankomst til Rybinsk
Nu gik tiden hurtigt og klokken elleve var vi i Rybinsk,
hvor vi straks så bror Otto. Hurtigt stak jeg ud
af kupeen. Dog havde jeg først sagt farvel og takket
så godt jeg kunne. Nu blev der glæde. I en fart fik vi
vort tøj og med det i en droske og os selv i en anden
gik det i strygende fart hjem til Kazanskaja ulitsa,
hvor Ingemor 11 stod i porten og Koba og Ellemor 12
i døren. Ja, vi var glade i det øjeblik, så ingen af os
kunne sige noget. Bror Emil var henne på lafkaen,
så der måtte vi jo hen lige med det samme. Og fulgt
af Ingemor løb vi derhen og fandt også straks kære
bror Emil, 13 som så gik med os hjem. Ingemor sprang
straks op på mit skød, da jeg satte mig ned. Ellemor
generede sig lidt, så hun holdt sig lidt på afstand,
men inden ret længe kom hun også, og så var vi tre
meget gode venner. Vi har mange gange moret os
sammen. De er begge søde og de er blevet så store
siden de var hjemme i vinter.
I familiens skød
›Vi måtte så til at have kufferten pakket ud, og det
blev fulgt med nysgerrige blikke, for der er altid
noget vist spændende i at se en kuffert blive pakket
ud. En gang imellem kom der jo også en eller
anden lille ting som både Inge og Ellen modtog
11 Inge Mathilde Stenersen Hansen 1903-85
12 Ellen Stenersen Hansen 1906-92
13 Emil Frederik Preben-Hansen 1886-1970
med begejstring. Det der gjorde mest lykke, tror jeg
såmænd, var en lille skovl, som jeg havde med fra fru
Bölling, til at rode i grus med. Det er nu deres største
fornøjelse. De bryder sig ikke nær så meget om alt
det fine legetøj de har. Som om det mest tarvelige,
som sagt: lege med grus, er deres daglige beskæftigelse.
De laver pirogger og koger suppe og altid
forgår det i gruset. Når Koba og jeg sætter os ud på
bænken i gården, kan de underholde sig længe med
at lege selv, når bare de kan se at vi er i nærheden.
Ja, de er der også tit alene om formiddagen. Den
første aften, vi var her, kom fru Sasonnof, en meget
tiltalende dame. Det er blot skade at vi ikke kan tale
med hende.
Rybinsk by night
Da hun gik fulgte vi hende gennem boulevarden,
et yndet samlingssted for hele byens befolkning fra
klokken otte til klokken ti om aftenen. Vi har spadseret
mange ture op og ned der, og så ned på Volga
damperne. Det er de eneste steder man spadserer
hen. Nede på damperne er der en yndig udsigt især
ved solnedgang og luften er også mere frisk der end
her i selve byen.
På sommerudflugt ved Rybinsk
›Her er en dansk familie til som vi kommer sammen
med, dog kun når vi inviterer eller bliver inviteret.
Således har vi været en tur i skoven med dem i den
såkaldte blå vogn. Den er indrettet således at man
sidder med ryggen mod hinanden. Så er der tag
over og der lå al provianten, som blev bevogtet af
en kone, som stod bag på. Der er kun fjedre under
baghjulene, så den er noget hård at sidde på så snart
man kommer i nærheden af forhjulene. Denne skovtur
er den værste jeg nogensinde har været med på,
for vejene er så ujævne, og da det lige havde regnet
var de på sine steder aldeles bundløse. Heldigvis har
man intet for fødderne, så man kan let komme af og
undertiden forsvandt også adskillige af os, for det
var langt behageligere at gå end at sidde og blive
væltet snart ned og snart op; undertiden gik hjulene
i overakslerne.
djerromkaen ved Rybinsk. aph/mph
›Nå, vi kom nu i skoven og til alt held var vejret godt
resten af dagen. Det regnede nemlig lige til vi kørte.
Vi ledte efter svampe, men fandt ingen, da det er
et dårligt år i år. Der er ingen rigtig varme. Her er
ellers et rigtigt svampeland imellem disse graner.
Det er helt underligt at være i sådanne granskove
i stedet for i bøgeskove. Men her er den fordel at
trods det nu har regnet meget i sommer, er her dog
ganske tørt i skovbunden. Granerne tager således
fuldstændig af for regnen. Vi spiste en mængde
skovjordbær, mens fru Elster dækkede bord: et bord
forsynet med alle mulige lækre sager. Så det var
med god appetit vi satte os ned, og vi spiste også en

forfærdelig mængde. Da vi i ro og mag havde nydt
dette måltid gik vi ned til Volgas biflod, hvor der lå
to både som var bestilt. Med dem sejlede vi så en
ganske henrivende tur. Solen skinnede så smukt på
alle de hvide birkestammer som stod på begge sider.
Floden bugtede sig hele tiden, hvilket gjorde det
endnu kønnere og det var blikstille. Så det var en
tur for mig som jeg slet ikke kan beskrive. Naturen
er det skønneste jeg kender. Da vi havde roet godt
en time nedefter gjorde vi holdt og gik i land, hvor
vi lå i græsset og havde det livligt. Vi fik ordentlig
leet. Da vi nu skulle hjem, byttede herrerne plads,
da Emil havde roet ned, så roede Otto hjem, og Brun
blev afløst af hr. Elster. Så de havde en del besvær
af turen. Vi andre sad blot og nød udsigten. Ved
sekstiden nåede vi vores udgangspunkt, og der stod
så igen et dækket bord, som pigen havde sørget
for, Elsters pige altså. Hun havde endogså pyntet
bordet med blomster, så det så indbydende ud. Men
ingen af os var særlig sultne. Alligevel, da vi først fik
begyndt, gled der en del. Især da jordbærrene med
fløde og en ekstra god kop kaffe kom, var der ingen
der kunne modstå det. Klokken halv ti satte den blå
vogn sig atter i bevægelse og en skare glade mennesker,
som først sang en fædrelandssang satte sig
i vognen, hvor vi atter fik en frygtelig rystetur. Men
med godt humør vendte vi alle hjem oven på denne
fornøjelige dag. Her har man den store fordel at man
kan tale om alt hvad man vil indbyrdes, for her er
ingen der forstår os af udenforstående. ›Denne blå
vogn er forspændt med tre heste: en stor i midten og
to mindre ved siderne. Skovturen gjorde vi den syttende
august russisk tid, den tredivte dansk tid.
russisk dagvogn med tre heste. aph/eph
Familieliv på Kazanskaja ulitsa i Rybinsk
Glade og fornøjede kom vi alle hjem klokken halv
elleve. Børnene havde været søde på hele turen.
Ellemor kom sovende hjem, så de kom begge hurtigt
i seng, og næste dag var de meget optagede af
den tur de havde været med på. Det var det første
de talte om, da de vågnede. Dog bad de først om at
komme over i min seng. Jeg ligger nemlig i samme
værelse som dem. Og Koba har endogså været så
sød at sætte Ellemors og min seng ved siden af
hinanden, så vi har en lille fornøjelig time sammen
alle tre hver morgen. Selvom der ikke er så god plads
til tre, så er det dog udmærket, når bare vi er sammen.
Ja, vi tre har det rigtignok godt. Vi kan rigtigt
lege og fortælle historier, navnlig Rødhætte, den må
jeg gerne fortælle mindst en gang om dagen. Den
kender de bedst og derfor vil de helst høre den. Ja,
denne tid er rigtignok storartet for Axel og mig. Vi
har det så hyggeligt sammen. Alle holder vi jo meget
af hinanden, så det er som Koba og Otto siger: til
gensidig glæde at vi er kommet, og jeg må sige at
selvfølgelig savner jeg alle de kære hjemme i Danmark,
men når jeg tænker på at vi snart skal hjem
igen, kan jeg ikke sige at jeg endnu længtes hjem for
vi har det så hyggeligt og fornøjeligt. Så vi vil komme
til at savne dette hjem meget. For netop når man
er i udlandet synes jeg at man uvilkårligt knyttes
nærmere sammen, for her er vi jo kun os selv. Vi kan
gøre som vi selv vil. Der er aldrig nogen, der forstyrrer
os. Kommer der så endelig engang nogen, er vi
glade. Det sker for resten kun, når nogen er inviterede.
Elsters er de eneste som vi omgås jævnligt.
fru Sasonnof, Otto og Jacoba, døtrene Inge og Ellen. mph
Sasonnofs plejer nu at komme her oftere, men dels
fordi Ivan Pavlovitj ikke er hjemme og så fordi vi
nu er så mange søskende sammen som taler dansk,
har russerne jo heller ikke rigtig fornøjelse af at
komme. For taler vi indbyrdes forstår de jo intet,

og taler Koba og Otto russisk med dem, forstår vi
jo intet. Fru Sasonnof er rar og jeg holder meget af
hende. Men vi må altid nøjes med at smile og nikke
til hinanden. Det russiske sprog er dog forfærdeligt
, det ville vist være mig umuligt at lære. Jeg
synes det er kønt, det er så blødt. Således har vi
været i teateret til en opera, og det var morsomt. For
selv om vi ikke forstod hvad de sagde, kunne vi alligevel
forstå meningen. Og så fik vi den smukkeste
sang at høre. Russerne er i det hele taget musikalske
og det er som oftest iøjnefaldende hvad de spiller.
Der er et stort orkester i biografteateret som spiller
hver aften undtagen aftenen før søndag og helligdagene.
Så er sådanne forlystelsessteder lukket.
Søndag i Rybinsk
›Om søndagene og helligdagene er der altid mange
i kirke, navnlig af den lavere befolkning. De er i det
hele taget mere religiøse, for eksempel med hensyn
til faste. Det overholder de meget mere end de
højere klasser, der vil nyde livet først. Og så, når
de har gjort noget de ikke må, går de blot hen i
kirken og brænder nogle vokslys af. Så har de fået
den synd forladt. Da vi havde været her i tre uger,
døde Flikanofs lille barn, og vi blev inviteret med
til begravelse. Barnet døde om middagen og næste
morgen klokken syv begyndte begravelsen. Koba og
jeg 14 var derhenne om eftermiddagen og fotografere
det lille lig klokken syv om morgenen. Derefter
mødte vi i kirken, hvor vi som de andre stod mede
vores lys i hånden i to timer, alt imens præsten sang,
og så videre. Derefter gik vi en lang vej ud til graven
og kom først tilbage til hjemmet klokken et, hvor
præsterne allerede var kommet og sad og tog for sig
af retterne. De spiste som om de havde fastet i lang
14 her ændrer Emmas håndskrift karakter (i.e. skrevet januar 1912)
tid. Jeg tror nok at maden spiller en stor rolle i deres
tilværelse.
indsejlingen fra Volga til Nisnij Novgorod. aph
Mod Nisnij Novgorod fra Volgaen
›Vi var en dejlig tur i Nisnij Novgorod. Vi sejlede
derned med en af de udmærkede floddampere.
Det var en smuk tur og det var interessant at se på
det store jahrmarkede, der holdtes på den tid. Vi
var dernede i to dage. Hr. Elster gav en vældig flot
middag i byens fineste restauration. Vi var også en
dejlig køretur rundt i byen, både i den gamle og den
nye del. Det var det herligste måneskin om natten,
så vi kunne ikke løsrive os fra det herlige syn. Før
klokken tre gik vi som regel ikke til køjs. Glade kom
vi alle hjem til Otto igen, som havde været alene
imens. Der lå brev til os fra far, da vi kom hjem, at
Axel skulle møde hos købmand Lund den første
oktober, så vi blev nødt til at rejse otte dage efter.
Vi ville gerne være blevet der noget længere, men
da det ikke kunne lade sig gøre, rejste vi med glæde
hjem igen, glade over den dejlige tur vi havde haft
og over at skulle se søster Ally i København og far
og mor hjemme.
Til København over Helsinki, Finland
›Vi rejste hjem over Finland og havde en dejlig tur.
Vi opholdt os en dag i Helsingfors, hvor vi kørte
rundt i to timer og nød den herlige natur. Glade og
fornøjede kom vi til København, hvor vi var en dag.
Til gensidig glæde kom vi så til Langeland, hvorfra
mor og Axel rejste nogle dage efter til Kolding. Før
Axel tiltrådte sin plads var han sammen med mor en
tur nede i Sønderjylland.
›Grunden hvorfor min skrift er så utydelig er den at
jeg skriver siddende i et hurtigkørende tog mellem
Svendborg og Odense og fuldfører denne rejse tre år
efter at den er passeret. Jeg sidder her den tredvte
januar 1912, på vejen til Brønderslev. I mangel på
noget bedre for at få tiden til at gå lidt hurtigere,
Emma
de to beretningers retskrivning og ortografi er
normaliseret til nutidsdansk; teksternes kursiverede
overskrifter er redaktørens: beretningerne er gengivet
med nogen sproglig redaktionel frihed

atter i Longelse præstegård på Langeland. Longelse mølle
Emma ved sybordet i Longelse. aph/eph/mph/osh
kvindernes verden: Fanny og Emma ved sybordet, en
fotografisk fejloptagelse
Poul Preben-Hansen f. 1915 i Rybinsk
Bernadette Preben-Hansen f. 1967 ser ind i sin Verden af i Gaar, her i Prag