"F¿dt Nansener" - Familien Mohr

senere sit indtog, så man efterhånden
kunne få toppe i mange farver og endda
med lyd i. Var man blevet så stor, at man
havde fået lov til at gå med kniv, var spillet
“land” helt i top. Der krævedes dog et
stykke jord, hvor man kunne hugge sin kniv
eller dolk ned i, så den blev stående. Efter
hvor mange man nu var, der skulle lege,
delte man jordstykket op og ridsede
grænser op mellem deltagerne. Efter tur
forsøgte man at placere kniven i naboens
jordstykke, og lykkedes dette, trak man en
ny grænse op efter knivens retning og
indlemmede dermed naboens jord. Således
blev man ved, indtil kniven væltede eller
ikke satte sig i jorden, og turen gik derefter
over til næste deltager.
Indendørs legede jeg gerne sporvogn
med alle spisestuestolene stillet op på rad
efter hinanden, og da det var muligt at
trække en snor gennem huller i ryglænet,
blev det nemt at etablere en klokke til at
ringe afgang og stop med. Det var en leg,
som kun havde sin begrænsning i den støj,
den forårsagede. Frode, min bror, legede
altid med halmabrikker, som han to og to
stødte sammen, og hvor den, der blev
stående, var vinderen. Selvfølgelig havde vi
også damspil, ligesom vi kunne spille kort.
“Sorteper” eller “Sulte svin” var populært,
senere kom “66” til. Endelig var der
“Domino”, som man både kunne spille
med eller stille op på rækker og få til at
vælte efter hinanden i lang række. Jeg
elskede at bruge vindueskarmene til at
konstruere sindrige kraner ved hjælp af
mors strikkepinde, sytråd og - det
allerbedste - et gammelt udbrændt
anodebatteri fra datidens radioapparater.
Jeg havde også en stor optrækstogsamling
med skiftespor og stationer, etc. Hver jul
blev samlingen suppleret med skinner,
foræringer fra de store, som egentlig gerne
ville lege med, men samtidig var de jo de
store.
Et andet attraktivt legetøj til indendørs
brug var en dampmaskine. Med
spritflamme til opvarmning krævede det lidt
mere opmærksomhed fra de store - lege
med den på egen hånd kunne man ikke få