Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
derfor til byen i Ford’en. Jeg parkerede den<br />
ved porten ud for Dosseringen og tog<br />
cyklen til Frihavnen for ikke at bruge bilen<br />
mere end nødvendigt. Da jeg kom tilbage<br />
fra arbejde, fandt jeg bilen med en stor bule<br />
i bagskærmen. Lakken skrabet af ind til den<br />
blå grundfarve. Rystet for jeg ind til Irmas<br />
kørselsleder i gården, fortalte ham, at en af<br />
hans vogne havde påkørt Willys bil ude på<br />
gaden- Han besigtigede skaden og<br />
erklærede, at den var ikke til at tage fejl af.<br />
Farven var deres. Jeg fik at vide, at jeg<br />
kunne henvende mig på et værksted i<br />
Gladsaxe for at få repareret vognen her. Det<br />
lettede, men jeg skulle jo op og fortælle,<br />
hvad der var sket. Willy slog en høj latter op<br />
og kunne meddele, at det var en gammel<br />
skade, han selv havde lavet, men han fik en<br />
helt ny skærm ved den lejlighed.<br />
Forfremmet lidt efter lidt og med flere<br />
penge i posen hjem til kasserersken, fru<br />
<strong>Mohr</strong>, fik vi efterhånden råd til at anskaffe<br />
os bil. Også behovet for at kunne<br />
transportere materialer til de utallige<br />
udvidelser, som vi foretog, gjorde det<br />
nødvendigt - vi blev selvkørende.<br />
Fra begyndelsen en brugt Folkevogn, men<br />
dog en bil. En kæmpe forandring med<br />
hensyn til vores muligheder for at komme<br />
op til sommerhuset. Vores egen lille vogn<br />
bragte i de år adskillige tons tømmer og<br />
brædder op til Ordrup. Det blev en<br />
transportform, der blev så karakteristisk, at<br />
da Erik og Peter en dag passerede os, sagde<br />
Erik “der kørte farfar”, hvortil Peter<br />
erklærede “nej, det var ikke ham, for han<br />
havde ikke noget på taget”.<br />
Desværre blev vi ikke forskånede for<br />
indbrud i huset. Første gang var en forvirret<br />
person brudt ind og havde spist et måltid<br />
mad, overnattet i Gretes seng, hvad der var<br />
det værste - og efterladt et lille beklagende<br />
brev, som klart afslørede hans identitet over<br />
for landbetjenten. Senere blev det til lidt<br />
mere i retning af vandalisme. En tømt fryser<br />
og henkastede madvarer medførte en større<br />
oprydning. Men alt i alt småting, når man<br />
tæller alle de dejlige timer, vi tilbragte<br />
deroppe.<br />
Vi tog så ofte til sommerhuset, at jeg<br />
i flere år havde opsyn med Klinteborg. Det<br />
blev til et evigt renderi og mange ærgrelser,<br />
og til sidst stoppede jeg.<br />
Men sommerhus eller ej. Trods den<br />
megen tid, landliggeriet krævede med<br />
maling og tjæring samt græsslåning, fik vi<br />
dog også tid til at rejse. Med en kæmpe<br />
oppakning på bagagebæreren, med telt og<br />
vanddunk etc.og med Inge og Erik som<br />
rejseledsagere, drog vi af sted - Musse og<br />
Eduard i deres bil, vi i vores, det var en hele<br />
karavane. Ungerne prøvede at kaste<br />
snebolde på St. Gothard, og under stor<br />
opmærksomhed fra italienske skolepiger
Change language