"F¿dt Nansener" - Familien Mohr

Recommendations

Info

I den mellemliggende lange periode skiftede jeg erhverv. Nygift og uden indtægter! Det gik ikke, og “Tykke-Kaj” mente, at da vi var inde i en lang arbejdsløshedsperiode, kunne han nok skaffe mig midlertidigt arbejde nede i Frihavnen. Overmaskinmesteren her var nære venner til “Tykke-Kaj”s forældre, og vi havde været sammen nogle gange hos dem i hjemmet i Rysensstensgade. Maskinmesterens svigersøn var gammel FDF’er i K.9, og vi var med det samme på bølgelængde. Efter nogen betænkningstid modtog jeg et brev med opfordring til at melde mig i Frihavnen. Jeg kunne få arbejde sommeren over med at banke rust og male kranerne i Havnen - og dermed begyndte mere end 40 år i KFA. Det, der skulle være et sommerjob, blev ved en ulykkelig hændelse til en fastansættelse. Først blev en mand kørt ihjel på vej hjem fra Havnen, og dermed blev brikkerne flyttet en tak op. Dernæst indtraf den besættelse af Danmark, som kom til at præge de næste fem år af vores liv. Grete og jeg havde foruden Jørn nu også Sven, og da Grete gik hjemme, var det yderst kærkomment at have et arbejde at gå til hver dag. Lønnen var 66 kroner om ugen uden sygedagpenge og uden smudstillæg. Da fik Grete et tilbud om at komme ind ved Klasselotteriets Hovedkollektion i Gyldenløvesgade et par gange om måneden. Dette vikarjob udviklede sig til et heldagsjob. Tidligere havde hun været inde hos Messen i Købmagergade som medhjælp i bogholderiet og havde her arbejdet sammen med Grete Christensen fra Bellahøj, som ligeledes var vikar i Lotteriet. Asta Jerstoft havde også sin gang på Lotteriet, og det blev til et årelangt bekendtskab mellem dem - et bekendtskab som stadig eksisterer. Frihavnen. En fuldt arbejdsdygtig papmodel af en Frihavns-kran. (©SM) I Havnen blev jeg som sagt først sat til at male kraner, men det viste sig hurtigt, at der var meget andet, som skulle udføres. Så jeg fik gennem årene en meget alsidig uddannelse, ligesom mine tilegnede færdigheder fra FDF kom mig til gode. Jeg kunne splejse uden at have været sømand,
jeg syede sejlmagerarbejde osv. Da krigen kom, blev al brændselsforsyning afbrudt, og så måtte det indenlandske brændsel træde til. Næsten alle skure i Havnen blev fyldt op med tørv fra provinsen, Havnens egen varmeforsyning måtte også benytte tørv, og der skulle køres enorme mængder til fyrene hver dag. Snart skulle tyskerne have store mængder af grus til at bygge fæstningsværker med, og det blev sejlet ned til Tyskland. Derfor skulle der bruges flere rangerfolk ved banen i Havnen, så jeg blev flyttet derover og fik en fløjte og en kasket udleveret. Endelig tilbød mester Olsen, som overmesteren hed, mig et job som fast mand i et pakhus. Det ville altså sige arbejdsmand på fast løn. En skøn sommermorgen, den 9. april 1940, vågnede vi ved, at talrige flyvere fløj ind over København og kastede løbesedler ned - man blev opfordret til ikke at gøre modstand. Jeg husker ikke nøjagtigt, hvilke følelser der strømmede gennem mig, men jeg begav mig af sted til Havnen og blev stoppet ved Østerbrogade/Østbanegadehjørnet af en række cykler lagt over gaden som spærring og bevogtet af tyske soldater. Orienteringen hos de ansvarlige tyskere kan ikke have været stor, for afspærringen af Havnen var kun foretaget her ved Frihavnsbroen. Det var vigtigt for mig og mange andre at komme ind på vores arbejdsplads - måske en slags trods. Vi fandt i hvert fald ud af, at vi blot skulle køre ind af Århusgade-indgangen. Modstand var det ikke tale om noget sted i København. Kastellet “erobrede” tyskerne for eksempel uden at møde nogen som helst modstand. Nørreporten ved Kastellet. Fem år fulgte med gru og modbydelighed, men også med den samhørighedsfølelse, som åbenbart kun kan gro frem mellem mennesker, når problemerne er størst. Da vi havde været besat i omkring tre år, blev jeg af en person, jeg kendte, opfordret til at slutte mig til modstandsbevægelsen. Hvad var det? Hvem stod bag? Var det blot fusentasteri, eller var der realiteter bag? Ingen svar. Man kendte kun én person i den forbindelse, men senere kom det frem, at det var den ene direktør og vores maskinmester, som stod bag. Jeg sagde ja og blev nu medlem af en gruppe, som midt i krigen og midt i Havnen blev undervist i brugen af våben. Igen kom tiden i FDF mig til gode, for her havde vi jo lært eksercits, kunne bevæge os i et terræn osv. Hjemme var jeg af kommunen blevet udtaget til husvagt, jeg havde ansvaret for, at alle beboere blev bragt ned i kælderen ved flyangreb. Jeg fik en svaber og et koben som bekæmpelsesmateriale, og man fantaserede om, at vagten skulle tage ophold på loftet og overvåge, at brandbomber ikke satte ild til huset. Derfor blev der anbragt en balje vand på ejendommens tag. Jeg skriver dette, for at
Page 1 and 2: “Født Nanser” Minder fra et ri
Page 3 and 4: At være ægte “Nanser” kræver
Page 5 and 6: Gadebelysningen sorterede under lyg
Page 7 and 8: man fyldt en kop med sennep. Ellers
Page 9 and 10: senere sit indtog, så man efterhå
Page 11 and 12: Eftermiddagstur langs Peblinge-søe
Page 13 and 14: AAse og jeg i trappeopgangen i Nans
Page 15 and 16: en juleskinke med ben og det hele e
Page 17 and 18: man selv skulle forsøge at finde,
Page 19 and 20: i sit hår for ikke at miste det. D
Page 21 and 22: gødningsværdien i disse affaldsst
Page 23 and 24: En “rigtig” FDF’er med hvid b
Page 25 and 26: ikke kunne høre, hvad hun sagde, r
Page 27 and 28: kartofler, som var hovedbestanddel
Page 29 and 30: Aase og jeg flyttede med og opleved
Page 31 and 32: Morfar og mormor med Franz, Heini o
Page 33 and 34: I forlovelsestiden foretog vi vores
Page 35: Jørn og Sven i Sølvgades baggård
Page 39 and 40: lykkedes det hende altid at skaffe
Page 41 and 42: fra sommerhuset i Søborg en tidlig
Page 43 and 44: derfor til byen i Ford’en. Jeg pa
Page 45 and 46: værnepligtig. Herfra var det ikke
Page 48: Til slut et par billeder, der ikke

"F¿dt Nansener" - Familien Mohr

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?