"F¿dt Nansener" - Familien Mohr

Recommendations

Info

direktøren for oliefabrikken i Århus. Morfar var samtidig blevet kemigraf ved en avis i byen. Al familie havde de forladt i Tyskland, men de havde fundet venner i den herværende tyske forening og deltog med glæde og fornøjelse i sammenkomster og baller. Her var vi unge også med, og altid gik det med gemytlighed, sang og megen festivitas. Under krigen måtte mormor og morfar gennemleve en vanskelig tid med mange problemer på grund af deres tyske herkomst. Altid loyale over for deres nye fædreland, som de for længst havde fået statsborgerskab til. Da Værnemagten besatte Danmark, ville skæbnen selvfølgelig, at familiemedlemmer, som var indrulleret i den tyske hær, blev stationeret i Danmark, og de opsøgte da mormor og morfar i Sølvgade. Mormor og morfar accepterede, at de kom, men de modsatte sig på det bestemteste, at de besøgende opsøgte børnene - altså Franz, Heini og Grete. Vi havde således aldrig nogen kontakt med disse fætre og kusiner. Selv blev mormor og morfar presset til at yde bidrag til forskellige tyske hjælpeorganisationer, ligesom deres medlemskab af Tysk Forening blev opfattet som en selvfølgelig tilslutning til det, som den tyske nation og Værnemagt foretog sig. Forhold, som efter krigen blev efterforsket, og hvor mormor og morfar blev fuldstændig renset for enhver mistanke. Mormor og morfar med Sven og Jørn (Richters hus i Rødovre). Grete og jeg var blevet forlovede. Hvis der er nogen, der spørger, hvordan man gør indtryk på en pige, som man er stærkt interesseret i, må jeg fraråde min metode. Vi var blevet placeret ved siden af hinanden ved en sammenkomst, og hvem der havde arrangeret bordplanen, ved jeg ikke. Men i min befippelse og nervøsitet spurgte jeg Grete, hvad hun havde givet for at få lov til at sidde ved siden af mig. Jeg skal love for, at der blev lagt mærke til mig. Alligevel gjorde min fortalelse indtryk, og jeg scorede gevinsten. Senere sad vi som så mange andre forelskede og iagttog månen over Øresund uden tanker for andre end os selv. Ring blev det også til, og det medførte den ofte citerede udtalelse af min far: “Der har du nok fået kam til dit hår”. Morfar, på Rådhuspladsen efter krigen.
I forlovelsestiden foretog vi vores første udlandsrejse. Gennem Dansk Vandrelaug havde Heini fået tilbudt en togtur til Italien, varighed 14 dage med rejse og kost - i alt 190 kroner per næse. Heini havde sin andel i, at vi kom med, da han over for sin søster erklærede, at sådan en tur fik hun nok aldrig råd til! Det var den lunte, der skulle tændes - vi bestemte os for at tage med. “Gammeltorv” og Ebba, som han gik sammen med, meldte sig også, så da vi fem drog af, ærgrede Heini sig over, at han ikke havde taget sin pige, Bibi, med på turen, hvor han hele tiden var femte hjul. Jeg var i mellemtiden blevet udlært hos Peter <strong>Mohr</strong> og havde arbejdet nogen tid som svend. Da vi rejste, var jeg ansat hos Grebe på Bispebjerg. Han var af tysk familie, og den omstændighed, at vi skulle vandre, begejstrede ham, så han den sidste dag udbetalte mig et ekstra beløb med ønske om en god tur. Vi rejste over München og var selvfølgelig ude at smage på det tyske øl i Hofbraühaus. Helt ned til Neapel og Vesuv og de begravede byer ved bjergets fod gik turen. Også Rom, Milano og Venedig besøgte vi - en vidunderlig oplevelse for et par nyforlovede mennesker. Rejseleder var en præst ved navn Svend Hansen, en bror til formanden for Dansk Vandrelaug, Stig Hansen. Svend var præst ved Søllerød Kirke, og han var en festlig fyr, som elskede alle de små snedige “drypstenshuler”. Vi blev så begejstrede over ham, at vi opfordrede ham til at foretage vielsen af os, når vi skulle giftes. Og det gjorde han gerne. Brylluppet blev holdt i Sølvgade hos mormor og morfar den 6. april 1939, men var nær ved at gå i vasken. Dagen før skulle jeg holde en lille fest ude hos Peter <strong>Mohr</strong>s stenhuggeri for “Pusten”, min læresvend og kontordamen. Men først skulle vi på Solbjerg Kirkegård og stille et monument op. Manden, som havde købt stenen, gav en øl, da vi var færdige. Men den kolde øl bevirkede, at jeg fik et anfald af nyregrus, Lejligheden i Sølvgade (Mormor og Morfars sølvbryllup). noget jeg aldrig havde mærket før - ej heller siden. Jeg klarede mig hjem til pladsen, men blev så dårlig, at jeg måtte tage til skadestuen på Sundby Hospital. En læge konstaterede, at jeg måtte have blindtarmsbetændelse, men at den ikke var langt nok fremskreden til en operation. Jeg skulle tage hjem og se tiden an. Jeg tog en vogn hjem og blev dårlig på Rådhuspladsen
Page 1 and 2: “Født Nanser” Minder fra et ri
Page 3 and 4: At være ægte “Nanser” kræver
Page 5 and 6: Gadebelysningen sorterede under lyg
Page 7 and 8: man fyldt en kop med sennep. Ellers
Page 9 and 10: senere sit indtog, så man efterhå
Page 11 and 12: Eftermiddagstur langs Peblinge-søe
Page 13 and 14: AAse og jeg i trappeopgangen i Nans
Page 15 and 16: en juleskinke med ben og det hele e
Page 17 and 18: man selv skulle forsøge at finde,
Page 19 and 20: i sit hår for ikke at miste det. D
Page 21 and 22: gødningsværdien i disse affaldsst
Page 23 and 24: En “rigtig” FDF’er med hvid b
Page 25 and 26: ikke kunne høre, hvad hun sagde, r
Page 27 and 28: kartofler, som var hovedbestanddel
Page 29 and 30: Aase og jeg flyttede med og opleved
Page 31: Morfar og mormor med Franz, Heini o
Page 35 and 36: Jørn og Sven i Sølvgades baggård
Page 37 and 38: jeg syede sejlmagerarbejde osv. Da
Page 39 and 40: lykkedes det hende altid at skaffe
Page 41 and 42: fra sommerhuset i Søborg en tidlig
Page 43 and 44: derfor til byen i Ford’en. Jeg pa
Page 45 and 46: værnepligtig. Herfra var det ikke
Page 48: Til slut et par billeder, der ikke

"F¿dt Nansener" - Familien Mohr

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?