"F¿dt Nansener" - Familien Mohr

ikke kunne høre, hvad hun sagde, råbte jeg
“Hvad siger De?” tilbage. Det morede hun
sig tilsyneladende over, i alt fald berettede
hun senere hændelsen til mor.
Farbror Carl og Peter kunne ikke
enes på grund af Søren, som sad lidt hårdt i
det. Peter mente, at Carl burde ofre lidt
mere på ham, og Carl blev tosset over, at
Peter prøvede at diktere ham, derfor kunne
de to ikke være i stue sammen. Ak ja, de
var ikke bornholmere for ingenting.
En lillesøster Olga blev sindsforvirret i
sin unge alder over en hævet forlovelse og
lå på Sct. Hans. Her besøgte de gamle
hende, men vi andre måtte ikke komme
med. Et familieråd accepterede
elektrochok, og man prøvede, om det
kunne redde hende - men uden resultat.
Mors familie boede jo på Bornholm,
og kun morbror Johannes sad godt i det. De
øvrige klarede sig, og alle mente, at med en
ejendom i København, så måtte der jo flyde
penge i strømme. Det gjorde der desværre
ikke, og administrationen blev med
bagermester Lunds arvinger yderligere
kompliceret, så far gav op til sidst.
De ældstes venner kom og gik, som
var de medlemmer af familien. En af dem,
Jesper, blev familiens store underholder,
ikke blot var han en gudbenådet fortæller
eller fabulator, som underholdt store som
små med løgnehistorier - han var også
elektriker og konstruerede et af de første
krystalapparater, hvor man med
hovedtelefoner kunne opfange de spæde
signaler. Men vi var jo mange, som ville
lytte med, og her kommer de tidligere
omtalte glasskåle ind i billedet. Ved at lægge
begge hovedtelefoner ned i skålene og
derefter sidde fuldstændig stille, var det
muligt at opfange lydene. Selvfølgelig var
trængslen om bordet så stor, at krystallens
lille føler forskubbede sig, og alt blev til
skratteri. Det var begyndelsen, senere
byggede han større radioer, nu med
lamper og dreje/vippe kondensatorer og
tilsvarende højttaler. Fremskridtet var på
vej...
Hjemme havde barnedåb,
konfirmationer og bryllupper skabt en
stadig strøm af fester. Dertil kom, at mor og
far fejrede sølvbryllup med deltagelse af
nogle af slægten. At feste forstod de, og at
holde tale kunne den gamle om nogen.
Han havde gennem flere år holdt regnskab
for farbror Peter, som nok var oldermand
for Stenhuggerlauget, men som åbenbart
ikke var så stiv i bogføring. Men når der var
familiefest, oplevede han og farbror Carl
fars glæde og stolthed over sin børneflok.
Det er da givet, at det samtidig skabte
betydeligt arbejde for Dreyer, som
residerede i køkkenet sammen med mor.
Men som mindreårig nød jeg disse
oplevelser, især når diskussionerne
uundgåeligt begyndte. At høre, hvorledes
ens store brødre og de voksne farbrødre
debatterede med hinanden og fortvivlet