Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
en juleskinke med ben og det hele er blevet<br />
stegt i ovnen. Hvis der drejede sig om en<br />
gås, så blev den enkelte gange sendt til<br />
bageren, men det var med bange anelser,<br />
at mor gjorde det, for han beholdt jo noget<br />
af fedtet som delvis betaling.<br />
Ligeså længe, jeg kan huske, blev der<br />
altid indkøbt et halvt og et kvart fint og et<br />
kvart groft rugbrød om dagen. Hver aften<br />
sad mor - efter vi havde spist, og der var<br />
taget af bordet - og smurte madpakker til<br />
hele horden. Alene Børge spiste 24(!!) halve<br />
stykker hver dag på arbejde, og selvom<br />
fatter ikke skulle have mere end et halvt<br />
stykke med, så var det en mindre<br />
smørrebrødsfabrik, som var i funktion hver<br />
aften. Dertil kom, at der blev bagt<br />
hvedebrød i bradepanden, og at det aldrig<br />
blev til mere end et stykke samme dag, det<br />
var bagt, fordi det var betydelig drøjere<br />
næste dag - og senere næsten ikke til at få<br />
ned. Margarine med smørfarve og eventuelt<br />
marmelade fra haven. Smør, kun om<br />
søndagen, hvor vi fik franskbrød.<br />
Middagene var præget af, at vi altid fik to<br />
retter mad og næsten altid sødsuppe eller<br />
mælkemad. Haven i Søborg leverede jo<br />
masser af bær og rabarber samt hyldebær.<br />
Fisk stod på tavlen hver ugedag og ofte<br />
mere end det. Det kunne være spegesild i<br />
løgsovs eller kogt torsk og så den<br />
uundgåelige plukfisk næste dag. Kogt flæsk<br />
eller sylte og i sidste tilfælde skåret af<br />
grisehovedet og med de fleste af<br />
børsterne strittende til alle sider. Ligeledes<br />
var der selvsagt altid ben i fiskeretterne,<br />
for ingen havde tid til at stå i køkkenet og<br />
brænde børsterne af grisen eller<br />
finkæmme fisken for ben. Sovs var<br />
kutyme ved alle middagsmåltider.<br />
Tidens mange arbejdsløse bad om<br />
mad ved døren, og mad var der altid, men<br />
oftest havnede den modtagne madpakke i<br />
trappeskaktens cykelskur, for når man bad<br />
om mad, var det altid i håbet om at<br />
modtage nogle håndører i stedet for. Jeg<br />
mindes i den forbindelse en hændelse, som<br />
blev min fars eneste pædagogiske forsøg på<br />
kollektiv opdragelse. Vi skulle netop have<br />
plukfisk til middag, og sandt at sige var ikke<br />
mange andre end mor og far fiskespisere,<br />
så vi sad og stak til maden trods kraftige<br />
opfordringer. Da ville tilfældet, at en arme<br />
arbejdsløs ringede på døren og spurgte om<br />
lidt mad. “Hent ham herind”, lød fars svar,<br />
og placeret ved bordenden og under 8 par<br />
chokerede og forundrede barneøjne, blev<br />
han præsenteret for den største skude<br />
plukfisk, han sikkert nogensinde havde set.<br />
“Der kan I se, kræsne unger”, sagde far<br />
bagefter, men tilføjede ikke, at den<br />
arbejdsløse blev belønnet med et kontant<br />
beløb.<br />
Vi spiste altid frokost sammen om<br />
søndagen samlet om bordet. De store sad<br />
omkring mor, hvor pålægget stod, og vi<br />
mindre i den anden ende, hvorfra vi gjorde<br />
vores bestilling. Snart efter svævede den<br />
pågældende rundtenom gennem luften for<br />
med mange års rutine at lande lige ud for<br />
rekvirenten. Et kunststykke, som mere end<br />
en gang har imponeret og chokeret venner<br />
og besøgende, der kom på visit.
Change language